Plant a seed

[Sofia Banes]

. . . And let it grow !

Lysstråler faldt blødt ind fra de høje vinduer i kryptens eliksirlokale og fik støvet til at danse dovent rundt. Der var stille og roligt i rummet, hvis stenvægge så varme ud i forhold til den ellers kølige overflade. Om det bare var selskabet der fik Sofia til at føle sig så behagelig til mode, var svært at sige. Der lød en simren fra den lille keddel der stod på bordet, hvis indhold endnu ikke var kommet op på kogepunktet. En tyk bordouxfarvet damp steg langsomt op i en spiral og afslørede, at det nu var tid til at komme salamanderblodet i. Ved siden af kedlen lå alskens ingridienser, og på et spækbræt var en ingefærrod hakket i småstumper. Sofia rynkede tænksomt panden og lænede sig lidt frem over bordet så hun kunne se hvad der stod i opskriften på den opslåede side med titlen ”Udholdenhedsdrikken”. De skulle brygge den på deres 5. år, men Sofia havde ikke kunnet finde ud af den, og derfor havde hende og Arthur forsøgt igen.
Sofia sendte ham et skjult blik. Det var utroligt så langt de var nået de sidste par uger. Ikke indenfor Sofias fremskridt, for hun havde så svært ved at koncentrere sig når Arthur var i nærheden, men indenfor deres forhold. Sofia kunne stadig tænke tilbage med rædsel på den dag hun anspurgte ham for eliksirtimer. Imidlertid var begge to faldet en hel del mere til ro i hinanden selskab, og Sofia formåede i højere grad at være sig selv. Alligevel kom hun ofte til at vælte flasker, snuble over ordene og generelt lave adskillige skøre ting.
”Gør det nogen forskel om jeg drypper salamanderblodet i på midten eller ude i siden?”, spurgte hun og lænede sig en smule frem for at se ned i den simrende væske. Hun rakte ud efter den lille flaske og skruede låget af. Dernæst så hun afventede op på Arthur.

[Arthur Moore]

i'm on the edge of glory,
. . . . . . . H A N G I N G O N A M O M E N T O F T R U T H

Arthur løftede den ene hånd og kløede sig svagt i nakken, mens hans pegefinger løb ned over de tætskrevne linjer i eliksirbogen. En koncentreret rynke havde dannet sig mellem hans øjenbryn, men på trods af det hvilede antydningen af et smil stadig på hans læber. Timerne med Sofia var blevet en ganske behagelig måde at tilbringe fritiden på og langt fra så intimiderende som de havde været til at begynde med. Han fandt Sofias selskab ganske behageligt og det overraskede ham positivt at Sofia var som hun var.

Hånden i nakken røg om i håret, før han så fra kedlen til Sofia uden at tage fingeren fra bogen. "Lige i midten. Ellers risikerer du at granatæblesaften reagerer forkert og får det hele til at koge over." Arthur smilede mildt til hende og lod blikket løbe over hendes ansigt. Hans blik hvilede der i et øjeblik, inden han så tilbage imod opskriften i bogen. "Derefter skal du røre tre gange mod venstre og så skal den stå og simre i et par minutter," tilkendegav han og så ned i hendes kedel. Ganske let smilede han og spurgte uden at se på hende: "Glæder du dig til den første Quidditchkamp?"

tag: Sofia Banes.
notes: -
outfit: her.

[Sofia Banes]

Sofia sank en klump af anstrengelse for ikke at lægge mærke til måden hans hår lagde sig i elegante folder da Arthur kløede sig i det. Smilet der hang på hans læber fik en varme til at brede sig i mellemgulvet og et smil til at vokse frem på Sofias egne læber, selvom der umiddelbart ikke var noget at smile over. Hun kunne ikke lade være.
”Åh, okay”, mumlede Sofia og forestillede sig et øjeblik hvordan skum væltede udover gryden og gjorde alle deres ting og sager drivende våde. Hun havde indtil videre været temmelig uheldig, og følte ikke, at han kunne være stolt af sin elev.
Hun nikkede koncentreret og stillede sig op så hun kunne komme bedre til. Omhyggeligt dryppede hun det bestemte antal dråber salamanderblod ned i kedlen, som sydede og hvæsede da de to væsker kom i kontakt med hinanden. Hun sendte Arthur et skævt blik for at se om hans ansigt var forvredet af skuffelse ved lyden, men det så ikke ud som om, hun havde gjort noget katastrofalt. Endnu. Hånden fik fat i den store træske og rørte forsigtigt tre gange mod venstre. Så udstødte hun et lille lettede suk og dumpede ned på stolen.
Smilet voksede sig bredt da Arthur spurgte ind til Sofias yndlingsemne; Quidditch. Ansigtet lyste op af spænding. ”Du har ingen anelse!”, udbrød hun begejstret. ”Vi har bare trænet så hårdt. Ravenclaw bliver mast til ugenkendelighed”. Smilet blev en anelse flabet, da hun huskede at Arthur var fra Ravenclaw. ”Eric har udtænkt en hel ny genial taktik som... Nej, det må jeg nok hellere lade være med at sige. Du kunne jo sladre til fjenden”. Hun blinkede drillende til ham og sænkede armene der var hævet og havde bevæget sig i engageret fagter.

[Arthur Moore]

i'm on the edge of glory,
. . . . . . . H A N G I N G O N A M O M E N T O F T R U T H

Arthur betragtede roligt Sofia, mens hun gjorde nøjagtig hvad han netop havde sagt, hvilket fik ham til at smile antydningsvist. Hun var slet ikke så dårlig til det, som hun selv mente og det havde han pointeret op til flere gange efterhånden. Hans blik hang lidt ved måden hendes lyse hårlokker bevægede sig på, da hun lænede sig ind over kedlen, men slog hurtigt blikket væk da det gik op for ham.

Sofias smil smittede og Arthur mærkede et vokse frem på sine egne læber, noget mere fuldbyrdet end det sædvanlige, lurende smil i mundvigen. Han beundrede hende for at være så passioneret omkring sporten, selvom han vidste at det var tilfældet for mange af skolens spillere. Han klukkede hæst og hvilede den ene arm på bordet. "Jeg ville gerne erklære mig enig, men det ville vist være uetisk af mig at stemme imod mit eget kollegium." Hans øjne spillede en smule af morskab. "Hvilket jeg heller ikke gør." tilføjede han ærligt og trak på skuldrene. Det var dog intet under at eleverne holdt med deres respektive kollegier. "Jeg kunne forestille mig at Ivory ikke vil tage endnu et nederlag specielt godt. Sidste år blev vi lidt for vant til gravkammer-stemningen i opholdsstuen." Smilet blev en anelse skævt og han rystede blot svagt på hovedet af hendes ord om at han ville bringe information videre.

tag: Sofia Banes.
notes: -
outfit: her.

[Sofia Banes]

Sofia lænede sig konspiratorisk ind mod ham og satte hånden op til mundvigen. ”Jeg sladrer ikke”, sagde hun lavmælt med et skævt smil klistret til læberne, da han påpegede at han burde være solidarisk overfor sit eget kollegie. Andet ville næsten også være underligt, og Sofia havde intet imod det.
Tanken om Imogens og Jakes sammenstød fik hende til at skære en grimasse. Eric havde efterfølgende holdt en lang tale hvor han påpegde overfor sit hold, at der ikke var noget værre end dårlige tabere. Selv ville hun ikke kalde sig en dårlig taber, men var bestemt altid ekstrem skuffede når de tabte. Så smilede hun skævt og hævede øjenbrynet.
”Det kan I ligeså godt vende jer til. Ravenclaw-kollegiet vil være stille som graven de næste par måneder”. En lille latter undslap læberne før hun rettede sig lidt op.
Der lød en sprutten fra den simrende eliksir, hvilket tiltrak Sofias opmærksomhed. Hun havde glemt at tælle hvor mange minutter der var gået, og sendte derfor Arthur et lettere opgivende blik. ”Skal vi gå videre til næste punkt?”, kom det, lettere forlegen. For at se en smule deltagende ud lænede hun sig over bordet, strøg en tot blond hår om bag ørene og lod blikket glide ned over opskriften. Med en finger fangede hun det punkt hun var nået til og læste højt, ”knus nyserod og drys langsomt i efterfulgt af ronkedorskind”. Blikket blev rettet mod Arthur, klar til næste vejledning.
De næste par timer gik i hyggeligt selskab, og da Sofia gik derfra, var hun opfyldt af stolthed over eliksirens vellykkethed, og sommerfugleblafren over en uundertrykkelig affektion mod Arthur.

//Out