I'll see you through the night

[Elisia Thorne]

TAG – EMMETT
WORDS – 409
OUTFIT

Der var tider på året hvor Elisia omprioriterede sine ting så det hele vendte 180 grader, hvilket kunne medfører en del forvirring i hendes omgangskreds. Folk der var vandt til at finde hende i biblioteket, måtte nu rende rundt på hele skolen for så til sidst at finde ud af, at hun var ingen steder at finde. De dage var de lange timer hvor Elisia brugte al sin tid på sin stakkels bror, som hun prøvede at gøre livet bare en smule lettere for. Det var ikke altid han havde brug for hende, nogle gange var det ikke så slemt, men andre gange havde hun svært ved at gå tilbage til sin sovesal når det begyndte at blive sent.I dag var en af de dage. Elisia havde lige fået fri, og hun glemte alt om lektier med det samme og efter hurtigt at have taget lidt varmt tøj på, da efterårsvejret for alvor havde taget fat, styrtede hun ned mod sin brors lille hytte. Hendes venner kiggede uforstående efter hende, men regnede med hun var på vej ned mod biblioteket for at tjekke noget der var yderst nødvendigt.Vinden slog hårdt mod hendes ansigt, og det føltes som om at det tog dobbelt så lang tid at gå ned til hytten end det plejede. Hun savnede den varme og omfavnende følelse af sommer, men glædede sig samtidig til at sneen begyndte at dale ned, når de kom længere hen på året.
Endelig nåede hun frem til døren og bankede et par gange på den og sagde højlydt,
”Storebror! Det er mig, må jeg komme indenfor?” Elisia måtte råbe meget højt, da vinden nærmest gjorde hende hel stum. Hendes hår lignede en brugt opvaskebørste, og var totalt uglet og filtret og efterårskappen træk hun tæt ind omkring sig for at holde på varmen. Elisia håbede han havde det okay, men hun begyndte så stille at åbne døren, hvis nu han havde det for dårligt til at åbne den for hende og delvist også fordi hun ikke kunne vente på at komme ind i varmen.

[Emmett Thorne]

in the full moon's light,
. . . . . . . . . . I L I S T E N T O T H E S T R E A M

Emmett Thorne sad ved sit lille spisebord med et bekymret ansigtsudtryk og stirrede ind i kaminilden, mens hans tommerfinger let slog imod underlæben i den samme rytme igen og igen. Han var udmærket klar over at det i morgen var fuldmåne igen og at det betød endnu flere smertefulde forvandlinger og enerverende perioder. Med hjælp fra eliksirer kunne han selvfølgelig beholde sin forstand, men det ændrede intet ved umattelsen, sygdommen og pinen. Når han indimellem skævede over imod vinduet og stirrede tilbage på sit spejlbilledes svage konturer, kunne han alligevel tydeligt se at farven langsomt var forsvundet fra hans ansigt. Han følte sig allerede syg og hans humør var som sædvanligt langt mere kritisk end i den midterste del af cyklussen. Han var ikke helt klar over hvor længe han havde siddet der og stirret ud i ingenting og det var omkring denne tid han ikke gik udenfor døren for at arbejde før mørket faldt på.

Maxine pev svagt fra sin kurv i hjørnet, hvor hun lå med hovedet hvilende imod poterne. Også hun var vant til Emmetts tilstand og som sædvanlig når han virkede fjern og fordybet i tanker rejste hun sig og puffede prøvende til hans hånd med snuden i håb om et kærligt klap eller en godbid fra metalæsken på øverste hylde over kaminen.

Emmett så ned på hunden og kløede hende bag ørene, med antydningen af et smil i den ene mundvig. "Ikke nu, Maxxie," mumlede han træt og sendte hende tilbage over til sin kurv. Kedlen over ildstedet afgav en lyd der afslørede at tevandet kogede og med et anstrengt suk rejste Emmett sig og satte kurs imod det lille kabinet med få krus i alle verdens farver. Samtidig lød en banken dog fra den anden side af døren, hvilket fik rynken i Emmetts pande til at blive dybere. Åh, hvis bare det ikke var endnu en førsteårselev, hvis kæledyr var løbet ind i den forbudte skov. Han var slet ikke i tilstand til selskab…

Stemmen der fulgte var dog let genkendelig og fik ham til at ånde lettet op. Ovre i hjørnet røg Maxine hurtigt på benene og løb igennem lokalet for at byde den velkendte pige velkommen og begyndte utålmodigt at skrabe mod bagsiden af døren med sin ene pote, førend Elisia nåede at åbne den. "Kom ind," sagde Emmett uden at se væk fra kopperne, i et toneleje der forhåbentligt var højt nok til at nå igennem træet, skønt han vidste hun ikke behøvede tilladelse.

Ganske rigtigt åbnede hun døren af sig selv få øjeblikke efter og blev mødt af Maxine der lykkeligt hoppede op af sin ejers lillesøster, fuldstændig uvidende om sin egen vægt og størrelse i forhold til den spinkle pige. Det trak træt op i Emmetts mundvige da han så på hende og udvalgte hurtigt en ekstra kop på hylden. "Har du ikke noget bedre at give dig til, end at passe et gammelt skrog som mig, Eli?" spurgte han, tydeligvis glad for at hun var der trods alt.

tag: elisia thorne.
notes: -
outfit: here.

[Elisia Thorne]

TAG – EMMETT
WORDS – 478
OUTFIT

Elisias bekymringer forsvandt et øjeblik, da hun blev mødt af en gang forpoter og glad hund da hun trådte indenfor. Hun grinede overbærende over Maxine og knælede ned på gulvet, for at få den obligatoriske gang våde savl i ansigtet, før hun kunne gå over og hilse på sin bror. Hun klappede Maxine på hovedet, kløede hende lidt bag ørene og rejste sig så og gik over mod sin bror, der så ud til at være ved at lave te.

Maxine luntede glad efter hende, helt klart med forhåbningen om at hun ville være i humør til at give hende en godbid. Elisia rystede lidt på hovedet af hende og vendte sig mod sin storebror.
Hun lagde spontant armene omkring ham og gav ham et godt kram, da hun ville have han skulle føle sig bedre tilpas.
”Nerj.. ” Sagde hun stille og vendte ansigtet op mod ham, Emmett var højere end hende, så når hun stod tæt på ham ville hun få hold i nakken hvis hun skulle kigge på ham i længere tid.
”Sådan er det jo, jeg har lige så få venner som dig, så må jeg jo nøjes.. ” Sagde hun med et skævt smil og gav ham endnu et blidt knus, hvorefter Maxine klemte sig imellem dem, som om hun mente at hun også ville være med.

”Har du det okay? Er det meget slemt?” Spurgte hun, med en tydelig bekymring i stemmen, hun vidste godt hun kunne være lidt meget ind i mellem, men hun kunne alligevel ikke holde sig selv fra at spørge ind til hans helbred.
Elisia begyndte lige så stille at tage sit overtøj af, mens hun stadig kiggede på ham og lagde sit tøj over en af stolene. I bagtankerne var der en Forvandlingsstil der lå og dunkede, men hun skubbede det fra sig og lod som om det ikke eksisterede. Emmett var den eneste der kunne få hende til at gøre det, det var sjældent hun udskød lektier, men når hun gjorde var det for meste på grund af ham, eller hvis der var en af hendes venner der var i krise. Hun ville så gerne udskyde fuldmånen for ham for evigt, men der var ikke noget at gøre, fuldmånen ankom i morgen og hun vidste at en nat fyldt med bekymringer og ingen søvn var hvad der ventede hende. Hun var dog ligeglad, og hvis Emmett bad hende om at blive natten over, ville hun gøre det.

[Emmett Thorne]

in the full moon's light,
. . . . . . . . . . I L I S T E N T O T H E S T R E A M

Emmett havde netop sat de to kopper fra sig på bordet, da lillesøsteren nåede tværs igennem hytten og fangede ham i et kram. Antydningen af et smil trådte frem på hans læber og han foldede kortvarigt armene omkring den lavere pige. Han smilede bredere, men træt, over hendes ord og rodede hende svagt i håret. "Det er godt med dig," sagde han og slap hende helt og så ned på hende med et varmt, dog udmattet, blik. Hans ene hånd røg kort ned og kløede den insisterende hund bag ørene, før han satte kurs mod kedlen der var begyndt at hyle højt. "Jeg går ud fra at du gerne vil have te," antog han uden at stille det som et egentlig spørgsmål. Med et viskestykke tog han kedlen ud af kaminen og trådte over til bordet, hvor han fyldte begge kopper op med det kogende vand.

Han rystede svagt på hovedet over hendes spørgsmål, og vidste med sig selv at han havde haft det meget værre før, skønt han mildest talt så syg ud nu. "Det har været værre," sagde han og satte sig ned ved bordet. Normalt var han vældig aktiv og styrtede rundt, men lige i den her periode var den en lettelse hver eneste gang han kom ned at sidde. "Har du taget dine lektier med herned?" spurgte han og gned sig lidt ud for den ene tinding. Han så helst ikke at hendes besøg påvirkede hendes indsats i skolen.

tag: elisia thorne.
notes: -
outfit: here.

[Elisia Thorne]

TAG – EMMETT
WORDS – 403
OUTFIT

Elisia svarede med et kort smil og trak let på skuldrene. Hun vidste at der ikke var noget værre end at begynde og sidde og bekymre sig om ham, både for ham og for hende, det gjorde det ikke nemmere for nogen af dem at de skulle sidde der og tænke på hvad der mon ville ske.
”Ja, selvfølgelig, når du nu allerede har lavet det.” Sagde hun og smilede skævt, mens hun prøvede at ignorere Maxine, der sad helt stille og kiggede op på hende.

Elisia smilede et halvkvalt smil, lettere påtvunget, eller som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre af sin mimik.
”Det har det vel.. ” Sagde hun stille og faldt i staver mens hun betragtede ilden. Der havde været værre tider, der havde været tider hvor hun var blevet ret bange, og det var stadig ikke særlig rart at se sin bror forvandle sig, også selvom hun vidste han ville beholde forstanden. Det værste var, at hun vidste han led så meget, det næst værste var, at hun vidste at han sad med denne forbandelse fordi han redede hende og det tredje værste var at hun altid var lidt usikker på om eliksiren nu virkede korrekt.

Elisia vågnede dog ved hans spørgsmål og kiggede undrende på ham.
”Emmett.. Du ved hvor meget jeg går op i mine lektier ellers, jeg er ikke taget herned for at læse i bøger, du ved jo at jeg er her for at passe på dig. Jeg kan da ikke koncentrere mig om at skrive stil.. hvis du ligger i smertekramper.” Sagde hun lettere forurettet over hans spørgsmål, det var dog ikke i en negativ tone hun talte, men mere i en konstaterende tone, med et underlag af bekymring og kærlighed til sin bror.
”Det kan jeg altså ikke.. Det må vente.. Lærerne kan nok godt forstå det.. ” Sagde hun, men afslørede sig selv ved den lettere tvivlsomme tone i hendes stemme.

[Emmett Thorne]

in the full moon's light,
. . . . . . . . . . I L I S T E N T O T H E S T R E A M

Emmett nikkede blot uden at svare og havde allerede skænket teen op og sat sig på plads bag bordet. Emmett var ikke sikker på at han brød sig om, at Elisia brugte så megen tid på at bekymre sig om ham, for det sidste han ønskede var at påvirke hendes hverdag i en sådan grad at hun ikke var i stand til at leve normalt. Der var selvfølgelig intet nyt i søsterens opførsel, men det ændrede ikke lukt på Emmetts holdning.

Han så alvorligt på hende med et strengt blik og rettede overkroppen lidt. "Elisia. Stop lige med det samme. Jeg har fortalt dig et utal af gange at jeg simpelthen ikke vil lade dig tilsidesætte det på grund af mig." Han så indtrængende på hende, skønt hans hoved værkede. "Og jeg vil ikke høre tale om at du bliver her efter mørkets frembrud."

tag: elisia thorne.
notes: beklager både længde, kvalitet og ventetid.
outfit: here.

[Elisia Thorne]

TAG – EMMETT
WORDS – 266
OUTFIT

Elisia varmede sine fingre på den varme kop, og betragtede dampen der steg op fra den varme væske. Da hendes bror talte igen, kiggede hun op med et smil der langsomt blev mindre og mindre. En lille rynke mellem hendes øjenbryn dukkede op, og hun rejste sig pludseligt op og satte koppen i bordet med en lyd af porcelæn mod bord og lænede sig hen mod ham.

”Jeg bestemmer selv over min tid. Jeg er snart 17 år gammel Emmett! Jeg er snart ansvarlig nok til at lave magi ude i den virkelige verden, og så kan jeg også selv bestemme hvor længe jeg vil være oppe og hvornår jeg vil lave lektier og hvor meget tid jeg vil bruge på det.” Sagde hun med et næsten uhørligt strejf af vrede i stemmen, men mest frustration over at hun altid blev behandlet som en 2 årig og at han ikke fattede hvor meget hun bekymrede sig for ham.
Elisia satte sig fortørnet ned og stirrede ned i sin tekop, lidt ærgerlig over hun havde reageret sådan.
”Undskyld.. jeg ville bare ikke.. jeg kan altså ikke koncentrere mig om at lave lektier når du har det skidt.” Sagde hun og sad og drejede koppen rundt mellem sine fingre.

[Emmett Thorne]

in the full moon's light,
. . . . . . . . . . I L I S T E N T O T H E S T R E A M

Emmett sukkede opgivende af lillesøsteren der bestemt havde arvet deres mors stædighed. Han holdt mere af hende end noget andet i verden, men det var efterhånden blevet en daglig kamp for ham at få hende til at indse at han ikke ville have at hun brugte så meget af sin tid på at bekymre sig om ham. Havde det ikke været det tidspunkt på måneden som det var, var han nok kommet med en sarkastisk kommentar med et lille smil på læben, men som tingene så ud var han for træt og nøjedes med at tage sig til tindingen og svare opgivende: "Men du er stadig elev på skolen, Eli. Der hjælper din myndighed dig altså ikke. Reglerne gælder lige så vel for dig som for alle andre." Hans mørke øjne fandt hendes og det trak næsten usynligt op i den ene side af munden. Hans fjernede fingrene fra tindingen over rakte ud for at klappe hende svagt på den ene hånd.

Rynken i hans pande var dog ikke forsvundet og i stedet for at fortsætte emnet lod han det ligge for nu, stadig med alverdens intentioner om at sende hende tilbage til slottet inden det blev over elevernes sengetid. "Går det godt oppe på skolen?" spurgte han og løftede koppen for at tage en slurk.

tag: elisia thorne.
notes: -
outfit: here.

[Elisia Thorne]

TAG – EMMETT
WORDS – 276
OUTFIT

Elisia sad og betragtede gulvbrædderne og de mørke årer der bevægede sig i træet. Det var efterhånden godt slidt og ridset efter flere års brug. Hun overvejede et kort sekund hvor ofte han egentlig skiftede gulvet ud herinde. Da Elisia så op på ham igen, løftede hun koppen og satte den op mod sine læber, hvilket skabte en strøm af varme gennem hendes krop, hun pustede lidt på væsken og tog forsigtig en slurk af den varme te.
”Jeg er ligeglad.” Mumlede hun bare lettere tvært, stadig uden at være helt overbevist over at hun burde passe sin skole når han havde det svært hernede.
”Det går okay.. ” Sagde hun, med en lettere modvilje til at tale, når hun nu var blevet nødt til at lade emnet ligge.
”Der er snart ikke så lang tid til Halloween festen jo.. Skal du med der?.. Jeg skal følges med Arthur Moore fra min egen årgang, han er også vejleder.” Sagde hun med en lidt mere munter stemme, hun var lidt nysgerrig efter at høre om der mon var nogen han tog med, han kunne jo altid komme som varulv tænkte hun, men sagde det ikke, da det nok ikke var en så passende joke lige her til aften.