|
|
Post by Annabel Baker on Sept 4, 2011 20:30:01 GMT 1
it is always ourselves
we find in the sea
[/size] tag: charles mcdonal outfit: here [/center] Skolen var begyndt igen, hvilket for Annabel var en helt igennem fantastisk ting. Hogwarts betød alt for hende og når det var sommer brugte hun det meste af tiden på at drømme sig tilbage igen. Hvis det havde været muligt ville hun også blive sommeren over, men hun havde fået et direkte nej mere end en gang før fra forskellige lærere. Men nu var sommeren forbi og set i bakspejlet havde det været ganske udmærket trods alt, tænkte hun mens hun fandt en lille lædertaske frem fra sin rygsæk og betragtede det klare vand. Et svagt suk gled over læberne som var prydet af et lykkeligt smil. Der var ikke længe til at de skulle være tilbage på slottet, for lyset var så småt begyndt at forsvinde. Det var dog lige præcis det der havde bragt hende til søen nu, for i hænderne havde hun nu sit gamle, forheksede kamera med en drøm om at fange solens sidste stråler over vandet for evigt. Smilet voksede, som hun satte kameraet til øjet. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Sept 5, 2011 20:26:05 GMT 1
tag , annabel baker outfit , here Solens stråler lagde sig som et tæppe henover søens mørkevand. Dette var en af de få ting der lokkede Charles udenfor lige før mørket faldt på. Med et skævt smil spillende om de smalle læber, begav den sytten årige dreng sig ned mod søens glimtende vand. Det var skønt at skolen var startet, men han savnede sommerens varme dage og de sjove timer han utrolig nok havde haft sammen med sin lillesøster. Opslugt af tankerne, fulgte han en lille grussti der zigzaggede og endte nede ved søens vandkant. Charles stod og nød stilheden der omringede ham, og satte sig på hug for at samle en sten op for derefter at kaste den hen over vandet. Læberne skilte sig svagt, da stenen slog smut hen over vandet. Det lignede næsten en dans mellem de to parter. Med et tilfreds suk, vendte han om på hælen og fulgte græsset med blikket. Ikke langt fra hvor han stod, kunne han svagt skimte noget der mindede om en skygge. Der var ham umuligt at se hvem der var, men han kunne se omridset af en person. Med et nysgerrigt blik, begav han sig opad den lettere stejle bakke med begge hænder begravet i de mørke lommer.
Charles kunne ikke skjule det smil der voksede sig om hans læber, da han genkendte pigen. Han trak den ene hånd op fra den dystre lomme, for at vinke til Bells der sad med et kamera for øjet. Først der gik det op for ham at hun nok var i gang med at tage billeder af det smukke syn bag ham. Da han kastede et blik tilbage over skulderen måtte han knibe øjnene sammen da solen skar i dem. Charles tog et par skridt ud til siden, da han praktisk talt stod i vejen for hendes udsyn til solnedgangen, dog uden at sætte farten ned. Efter mindre end fem store skridt stod Charles ved siden af hende, og kiggede smilende ned til hende. ”Må man sætte sig?” Han gjorde tegn mod det græsbeklædte jordstykke ved siden af hende, og gjorde et lille nik med hovedet. Hænderne blev igen puttet ned i lommerne, og uden at vente på et svar satte den utålmodige dreng sig ned ved siden af hende. ”Hvad laver du herude?” spurgte han, selvom det egentlig gav sig selv. Det var dog altid en god start på en samtale.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Sept 6, 2011 22:48:07 GMT 1
it is always ourselves
we find in the sea
[/size] tag: charles mcdonal outfit: here [/center] Annabel fugtede koncentreret læberne som hun stod med kameraet imod øjet og fingeren hvilende mod udløseren. Skønt det ikke var varmt udenfor, hindrede det hende ikke i at sidde på sine bare knæ i jorden der var fyldt med fugtuge kviste og mos, hvilket Annabel havde en fornemmelse af var kæmpeblækspruttens værk så tæt på søbredden. Netop som kameraet klikkede højt trådte en skikkelse ind i billedet og kom uden tvivl med. Det gibbede svagt i Annabel der havde troet hun var alene og forvirret sænkede hun kameraet der allerede var i gang med at spytte et polaroidfoto ud. Anna, der havde siddet på knæene, sank helt ned at sidde på sine lår, mens hun forsøgte at genkende den mystiske fredsforstyrrer. Det blev dog inden længe klart hvem det var der nærmede sig og et bredt smil lyste hurtigt op på hendes ansigt. "Charles!" udbrød hun lykkeligt, netop som han drejede hovedet ud imod søen med sammenknebne øjne og hun så sit snit til at hæve kameraet og tage et billede af ham. Annabel smilede bredt for sig selv som billedet røg ud og han nærmede sig, for optaget af at se på det bevægende billede af Charles der så ud over vandet til at give ham lov andet end med et forsinket nik. "Jeg fotograferer. Det troede jeg var tydeligt." svarede hun med et lille fnis, som hun hævede sig op på knæene igen, lænede overkroppen frem og bevægede sig forholdsvist tæt på Charles' ansigt for at tage endnu et billede af ham. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Sept 10, 2011 21:42:34 GMT 1
tag , annabel baker outfit , here Den unge dreng havde ærlig talt ikke hørt venindes lykkelige udbrud af hans navn, da han var fuldt optaget af lyset der spejlede sig i søens blanke vand. Han havde flere gange overvejet hvilke mystiske væsner der havde bo lagt sig i det mørke dyb. En svag lyd, af noget der klikkede, fangede Charles øresnegl og han vendte blikket mod Annabel. Da hans blik hvilede på den let genkendelige pige, lyste hans ansigt op i et varmt smil hvorefter han begav sig op med venindes side.
Med et lille besværet suk, fik han sat sig ned i græsset ved siden af Bells. Han trak let på skuldrene mens et smil hev lidt i Charles mundvig og han hævede det ene øjenbryn, i en drillende grimasse. ”Jeg tror mere at du beundrede mit totalt lækre hår.” Jokede han og kørte en hånd gennem der allerede strittende hår, for at understrege sin pointe. I det Annabel rykkede sig tættere på ham, kiggede han nysgerrigt ind i linsen på hendes kamera og rynkede på næsen i en morsom grimasse. En lille latter gled ud over Charles’ læber, mens han bøjede hovedet tilbage. ”Hey, Bells?” Han vendte fronten mod den mørkhårede pige og kiggede på hende med sine blå øjne. ”Fortæl mig om din største drøm igen.” Den syttenårige dreng havde pludselig en utrolig lighed med en femårig knægt der var blevet sluppet løs i en butik med alverdens slik. De blå øjne funklede som lysene på juletræet og hans læber var skilt i et forventningsfuldt smil. Charles havde det med at være utrolig nysgerrig til tider. Men selvom han flere gange havde fået fortalt hvad Bells største drøm var, så blev han aldrig træt af at høre det igen. Han lagde hovedet lidt på skrå og lagde benene over kors, for derefter at læne sig fremover med overkroppen. De blå øjne veg ikke fra hende, derimod holdt de hendes fast.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Sept 11, 2011 12:55:54 GMT 1
it is always ourselves
we find in the sea
[/size] tag: charles mcdonal outfit: here [/center] Annabel fnes svagt bag kameraet af Charlies ord. "Du gennemskuer mig også altid," svarede hun ærgerligt og klikkede udløseren i bund med et bredt smil over vennens fjollede opførsel. Annabel lænede sig tilbage igen og viftede svagt med billedet som kameraet spyttede ud, for at få blækken til at tørre. Med et lille drej i overkroppen gled hun ned at sidde ved siden af Charles og trak benene til sig i skrædderstilling. "Flyt dig lidt," sagde hun muntert og møvede sig ind under hans arm med blikket rettet mod billedet der langsomt tog form af Charlie. Et fnis gled over hendes læber, som hun rakte det op imod ham, mens han stillede et kendt spørgsmål. Et drømmende smil gled over hendes læber og hun så overvejende ud over det klare vand der var ved at suge solen til sig. Annabel holdt uendeligt meget af Charlies selskab og hun vidste ikke hvad hun ville have gjort, hvis hun aldrig havde lært ham at kende efter hun snublede i hans kappe for efterhånden mange år siden. "En dag bliver jeg den dygtigste Seer nogensinde." Hun smilede svagt og klukkede let. "Folk vil strømme til fra verden over og jeg vil redde menneskeliv og forudse store naturkatastrofer, forhindre krige." Hun klukkede lidt igen. "Der vil aldrig mere ske noget ondt i verden." afsluttede hun komplet urealistisk, og lænede sig lidt ind imod Charlies side. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Sept 11, 2011 15:18:40 GMT 1
tag , annabel baker outfit , here Charles rykkede lidt på sig da Bells valgte at møve sig ind under hans arm. Han lagde armen om skuldrene på hende, og vendte blikket mod fotografiet ligesom hende. Billedet var ikke det kønneste i verden, hvilket fik ham til at rynke på næsen af sig selv. Han havde ærlig talt ikke regnet med at han ville ligne sådan en stor bjergtrold. Dog kunne han ikke holde en latter indenbords, da han tog endnu et kig på det ikke særlig heldige billede. ”Jeg ligner jo en gnaven nisse.” Kommenterede han lystigt rystede på hovedet, imens han himlede teatralsk med sine blå øjne. ”Men hvis du vender det lidt, lukker det ene øje –” Han snuppede billede ud af hånden på Bells og vendte det på hovedet. Derefter lukkede han sit venstre øje. ”Også det andet, og måske ligger det i lommen.” Mens hans ord gled ud over hans læber, lukkede han også det højre øje og puttede billedet ned i lommen hvorefter han åbnede munden og sagde; ”Så er det ikke så slemt endda.”
De funklende blå øjne hvilede nysgerrigt på den mørkhårede pige, hvis charme og selskab han ikke kunne undvære. Han lyttede til hvert et ord, og slugte det hele råt. Flere gange havde han sneget sig op på hende og krævet af få et svar af hende på et eller anden ligegyldigt spørgsmål. Faktisk ville han ikke ane hvad han skulle lave, hvis ikke han kunne dette mere. Charles knugede hende blidt ind til sig, og vendte blikket ud mod søen igen. ”Og jeg, den vidunderlige Charles, vil være din medhjælper.” Sagde han, selvom han ikke anede hvor han ville komme ind i det billede. Han kørte en hånd gennem håret, mens han lo en trillende latter. ”Din drøm er helt fantastisk.” Han kiggede hen på hende, og smilede. ”Jeg bliver aldrig træt af at høre dig fortælle om den.” Afsluttede han ærligt, og nussede hendes skulder med sin tommelfinger. Charles lænede sig ind mod Bells, og kiggede på hende ud af øjekrogen mens han havde ansigtet vendt ud mod vandet. ”Jeg har savnet dig, Bells.” ordene fløj ud af munden på ham, før han overhovedet fik tid til at overveje dem. Han kiggede forbløffet ligefrem for sig, men vendte så blikket mod Annabel og sendte hende et varmt smil.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Sept 11, 2011 21:14:59 GMT 1
it is always ourselves
we find in the sea
[/size] tag: charles mcdonal outfit: here [/center] Annabel så på Charles som han opførte sig tosset med billedet og kunne ikke lade være med at le lystigt af ham. "Du er altså vildt underlig nogen gange. Er du godt klar over det?" spurgte hun med et skeptisk smil, før hun gled på plads under hans arm og begyndte at fortælle. Hun skænkede ikke billedet han havde stukket i lommen mange tanker efter det, skønt hun ellers ofte havde en streng politik med ikke sådan lige at give billeder væk uanset hvem de var af. Men mon ikke hun kunne gøre en undtagelse lige i dette tilfælde. Annabel tiskede svagt af ham og rystede en anelse på hovedet. Hendes reelle ambitioner var inden for samme område, men hvorvidt hun ligefrem regnede med at kunne redde verden fra alle trusler var tvivlsom. Alligevel var det at finde på vilde historier om fremtiden noget af det bedste hun vidste at lave når hun var sammen med Charlie, og hun kendte heller ikke lige andre hun kunne gøre præcis det samme med. "Jeg har også savnet dig, Charles. Rigtigt meget selvfølgelig!" Hun smilede bredt og varmt og skævede op til ham så godt hun kunne. "Men nu er det din tur til at fortælle."[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Sept 26, 2011 15:14:58 GMT 1
tag , annabel baker outfit , here
”Det er en af mine utallige charmer.” Grinte han og blinkede en enkelt gang med øjet. Da Bells smuttede ind under hans arm, løftede han den let og hvilede den på hendes skulder da hun havde sat sig til rette. Med et tilfredst smil om læberne, lyttede han nysgerrigt til hendes fortælling og nikkede på de rigtige steder og lavede små sjove lyde mens han pillede ved hendes hårspidser. Ærlig talt var det blevet en del af deres venskab at sidde tæt og snakke om alt mellem himmel og jord. Det var et af de få varme øjeblikke i livet, hvor han bare kunne slappe af og være sig selv uden at folk dømte ham. Charles gav ikke billedet i hans lomme særlig meget opmærksomhed, da hans tanker fløj rundt om hovedet på ham som et par svirrende snurretopper. Rent ud sagt var det lidt svært at koncentrere sig, men han gjorde sit bedste.
Annabells fortællingen stoppede lidt for hurtigt efter hans mening, og han rykkede lidt på sig for at sidde bedre. Et varmt smil lyste hans øjne op, og han lagde hovedet let på skrå. Uden videre omtanke lænede han sig frem mod hende, og plantede et lille kys på hendes kind. Det varede ikke længe og da han trak hovedet tilbage mumlede han et svagt; ”tak” Charles klappede lystigt hænderne sammen og fjernede så modvilligt sit blik fra hendes.
”I en meget nær fremtid, er jeg en meget kendt kommentator. Jeg vil sidde ved enhver Quidditch kamp og snakke løs om alt og intet. Også når det job ikke holder længere, ejer jeg en butik der sælger forskeligt udstyr til sport. Både til mugglere og troldmænd.” Det var tydeligt at Charles virkelig brændte for det. Han elskede alle mulige slags sports, muggler sport og troldmandssport. Han kørte en hånd gennem det lyse hår og kiggede med funklende øjne på Bells. Med et lille smil fortsatte han sin drøm ”og til den tid er jeg også gift, og har børn.”
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Sept 28, 2011 11:06:03 GMT 1
it is always ourselves
we find in the sea
[/size] tag: charles mcdonal outfit: here [/center] Annabel så skeptisk på ham, men med antydningen af et smil på læberne. "Det siger du jo," påpegede hun, tydeligvis ikke overbevist før hun kastede sig ud i sin egen, korte og stærkt overdrevne version af sine egne fremtidsplaner. Annabel var lidt reserveret på det punkt og fandt det nemmest når hun lavede sjov med det og digtede ud over grænserne, i stedet for at snakke om den reelle situation. Da Charlie klappede hænderne sammen smøg hun sig ud under hans arm og drejede sig en anelse imod ham, stadig i skrædderstilling, så hun bedre kunne se. Et varmt smil voksede sig frem og hun klukkede let over vennens ord, men rynkede alligevel tænksomt på øjenbrynene da han var færdig. "Hvordan vil du gøre det?" spurgte hun nysgerrigt. "Kombinere de to? Så en muggler ikke kommer til at købe Quidditchudstyr?" forklarede hun lidt nærmere, med reel interesse. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Sept 30, 2011 18:25:59 GMT 1
tag , annabel baker outfit , here Charles prøvede, uden held, at skjule sit voksende smil. Med et hævet øjenbryn lænede han sig en smule tilbage, og klemte blidt om Bells skulder. ”Butikken skal ligge på den ene side af Diagonalstræde og den anden side af mugglernes verden. Også skal der være et lager imellem dem, og hvis de nærmer sig døren glemmer de hvad de skulle fordi der vil blive lagt en besværgelse på den.” Han nikkede tilfreds, da han stoppede sin lange forklaring. Med en lille latter rettede han sig op og lagde hovedet på skrå mens han kiggede overvejende på Bells. Charles rystede let på hovedet og fjernede lettere modvilligt blikket fra hende, og lod det glide ud over Den Sorte Sø.
”Har du nogen date til Halloween?” spurgte han og prøvede at lyde så henkastet som muligt. Han kastede flere skjulte blikke mod Annabell, men holdt sit ansigt vendt mod det skinnende vand. Selv havde han ikke skænket det en tanke at følges med nogen til Halloween festen endnu, men hvis ikke Bells havde en så kunne han vel spørge hende? Ellers var der vel andre, der som ham, ikke havde fundet en date endnu. Charles fjernede sit blik lidt for hurtigt væk fra det skinnende vand og kiggede nysgerrigt på Bells mens han sendte hende et charmerende smil.
|
|
