Undersøisk uberegnelighed

[Emrys Cadwallader]

Vandet i den tilsyneladende bundløse mørke sø lå i dag ligeså stille som de elever, der havde valgt at sove igennem den just gennemlevne Magiens Historie-time, havde gjort det for knap en lille times tid siden. Ubevægeligt, urørligt. Foruroligende stille. bemærkede Emrys Cadwallader med blikket fæstnet på den livløse sø, idet han stadig iført skolegevandter og med sin slidte læderskuldertaske, der opbevarede hans bøger, slynget over venstre arm nærmede sig dens bredder. I højre arm bar han stadig den slidte og velproportionerede bog om Wartlebuck-oprøret i Skotland tilbage i 1492, som bestemt ikke var en af de bøger hvor der var blevet sparet på antallet af sider mellem omslaget. Han gjorde holdt ved kanten, og lod nu i stedet øjnene søge rundt på de små græsbredder, der omgav søen, imens han ikke kunne lade være med at smile let af den forfriskende vind, der greb fat i hans røde lokker og legesygt pustede ham i ansigtet. Indtil videre var han den eneste, der var nået ned til søen. Men han var dog sikker på at denne idylliske næppe ville vare længe. Med et vejr som dette, ville det være som at snyde sig selv for en mulighed for at tage til Hogsmeade, hvis ikke man kom ud og nød at vejret for en gangs skyld var godt og at det var mildt nok til at sidde i sin skoleuniform med opsmøgne skjorteærmer og læse. Emrys selv havde intentioner om at udnytte det fordelagtige vejr til at få set på dagsordenen til næste møde med Hallows, få læst dagens udgave af Profettidende samt også at få gravet sig længere ind i bogens gulnede sider. Men sådan som det så ud nu, havde hverken vejret eller ham selv synderligt travlt, bemærkede han med et kryptisk smil, idet han lagde bogen ned i græsset, lod skuldertasken glide ned ved siden af og satte sig med benene trukket op under hagen i græsset.

Ikke at se de sædvanlige små ringe i vandet sætte bevægelse i det dunkle vand, huede ham på ingen måde og han kastede skeptisk et blik ud imod vandkanten, før han strakte sine ben helt ud i det stadig matgrønne græs, der stadig længtes efter forårets komme. Foruden at den var urørlig og ubevægelig i sit stilstandsmoment, var den også uberegnelig nu. Man vidste ikke længere, hvorvidt den var ven eller fjende. Var det ikke fordi at solen stod højt på en skyfri azurblå himmel med små hvide skyer hist og her kunstnerisk malet over det lyseblå lærred, kunne man næsten være blevet forledt til at tro at den var frosset over igen, akkurat som den havde gjort det i vinter. Han lagde bogen på de udstrakte ben, inden han kørte en hånd skødesløst igennem håret. Men is har vi vist haft nok af det sidste år. Både på klimafronten og den politiske front. En sky var ved at krydse hans gode humør, da han tænkte på de politiske hårknuder der stadig irriterede ham en del, og han åbnede bogen med en mindre hensynsløs bevægelse end han plejede, førend han forcerede et smil. Forhindringer var kun til for at blive overvundet. Ligesom at modstandere kun var til for at blive besejret. Med mindre de naturligvis besejrer en først. Han nåede ikke at filosofere videre, før han blev fanget af bogen og satte sig til at flyve mentalt tilbage til Wartlebuck-oprøret.

Til Varg Harrison

[/i][/size]

[Varg Harrison]

En blid vind mødte Vargs blege ansigt, da han trådte ud ad slottets port og vendte sine grønne øjne imod den store sorte sø, som gemte så mange vidundere og mysterier, det sidste var vel nok mest en tilføjelse lavet af Varg selv, da han fandt søen utroligt interessant, men han havde jo rigtigt nok læst og hørt, at der boede dyndfolk i den store sø, han havde endda også hørt at der skulle være en kæmpeblæksprutte, men han havde dog aldrig set hverken det ene eller det andet med sine egne øjne. Varg havde lige fået fri og havde så besluttet sig for at arbejde på nogle lektier, som han havde for, det var blandt andet lektier til Forsvar Mod Mørkets Kræfter, som var hans absolutte yndlingsfag, så han sørgede for altid at være forberedt til timerne. Vejret var skønt udenfor, skønt taget i betragtning at de jo stadig befandt sig i Februar, som ikke just var kendt for sit gode vejr, vejret havde i hvert fald fået Varg til at rykke ned ved søen for at læse sine lektier, så kunne han også få noget frisk luft samtidig, det var altid godt efter, man havde siddet så længe indenfor.

Med lange, dog rolige skridt bevægede Varg sig ned imod søen, han havde et par bøger i sine hænder, hænderne med de lange tynde fingre, det var hvad mugglerne kaldte "klaverfingre," men fra de fleste magikere havde han dog kun hørt dem blive kaldt feminine eller "tøsefingre," dog havde han ikke lyttet til noget af det, da han helst gerne undgik alle former for skænderier eller heftige diskussioner. Varg var stoppet ved et af de nøgne træer, årstiden havde berøvet dem alle deres store blade, som dannede de største trækroner Varg endnu havde set. Inden Varg satte sig ned, lod han blikket glide rundt på hans omgivelser og han fik så øje på en anden person, en dreng som vist nok gik på samme årgang, som ham.. Han mente i hvert fald at have set ham før, dog var han sikker på, at han ikke var på hans kollegium, skoleuniformen afslørede det lidt. Drengen sad ikke specielt langt væk fra ham, hvis Varg hævede stemmen lidt, ville drengen nok kunne høre ham.. Men Varg havde nu ikke i sinde at forstyrre drengen, som så ud til at sidde og læse, Varg skulle jo også selv læse og forberede sine lektier. Han satte sig ned og lænede sig tilbage imod træet, han strøg med en enkelt, rolig bevægelse en lok af det lange, tykke hår om bag det ene øre, hvorefter han så åbnede en af bøgerne. En bog om Forsvar Mod Mørkets Kræfter.

[Emrys Cadwallader]

Emrys havde siddet med hovedet balanceret let på hånden og filosoferende kigget ned i søens uudgrundelige dyb efter at have læst kapitlet om Wartlebuck-oprøret færdigt, før han hørte lette skridt passere bag sig som lyden af kattepoter på et gulv, og han kiggede efter et stykke tid til siden, meget sikker på at denne person måtte være smuttet forbi da han drejede hovedet. Hans blik faldt på ryggen af en ung mand med mørke sorte lokker faldende om skuldrene, en fyr som havde retning over imod et af de vintertrætte træer, der uden sin bladpragt stod helt i elementernes vold. Det var svært at tro med et vejr som dette, at vinteren netop lige havde stået med sin tunge knytnæve og banket hårdt på døren. Men ikke desto mindre var det lige præcis det, den havde gjort. Verden var foranderlig, men årstiderne – de kom altid tilbage som en boomerang, man havde kastet og ønsket ville tage tilbage til Australien. Lige i nakken. Ligesom historie gjorde med dem der ikke fulgte den; den hævnede sig også altid som en boomerang. Mange fejl kunne forhindres ved et kig i historien.
Emrys lod blikket dvæle på den unge mand en stund. Så vidt han erindrede, var det vist en af hans årgangskammerater. Kollegie eller navn var ikke ligeså let at ihukomme sig, selvom hans eget kollegium kunne udelukkes. Han vidste dog, at de plejede at have timer sammen et par gange om ugen. Ud fra bogen han havde medbragt at dømme, var hans ærinde nede ved søen det samme som Emrys’ havde været: videnstilegnelse og afslapning i det vidunderlige vejr. Det var der nu ingen, der kunne klandre ham for. Hans nysgerrighed til trods fik han formået at kanalisere sit fokus ned på sin bog, som han lukkede og lagde i græsset ved siden af sig, inden han begyndte at løsne skjortens manchetter og rulle skjorteærmerne op. Et privilegium, han ikke havde haft siden efterårets afsked og vinterens dramatiske indtog i midten af november. Der var endnu håb om forår, så det ud til.

Imens han havde siddet beskæftiget med skjorteærmerne, var vinden slået om og da Emrys atter kiggede ud over søens spejlblanke overflade, så det ud til at det rørte på sig ovre på den anden søbred. Han rynkede mistænksomt brynet. Men førend han nåede at registrere det, fik et kraftfuldt vindpust sat skub i vandoverfladen og nu sjaskede en lille bølge, blot en lille kam på den mørkesorte sø, ind på kanten ved Emrys’ ben og han nåede ikke at få trukket sig væk, før vandet kastede sig nådeløst ud over hans bukseben og gav de grå lærredsbukser en sort farve under knæene takket være vandet. Han fik med nød og næppe trukket bogen væk og kommet på benene, inden den næste bølge gik til angreb, og han trak sig tilbage mod sikkerheden med baglæns skridt. Denne undvigemanøvre førte ham hen til træet ved siden af den unge fyr. Lettere skamfuld over at være blevet overrasket af en bølge kiggede han ned i bogen, og bemærkede genkendt stof. ”Forsvar mod Mørkets Kræfter?” spurgte han nysgerrigt, og lod blikket dvæle på bogen. Et af hans egne yndlingsfag. Så kiggede han atter ud over søen, hvor bølgerne nu var begyndt at hoppe op mod land, fuldkommen ligeglade med hvordan vejrsituationen så ud. Uforudsigelighed, javist. ”Der burde findes et fag, der hedder Forsvar Mod Elementernes Pludselige Rasen.” halvt mumlede, halvt spøgte han og satte sig ned i græsset, strakte benene ud og ventede på at buksebenene skulle tørre. Og bedst som solen fik fat i den våde overflade, synes han at kunne huske noget. ”Vi har vist timer sammen, erindrer jeg, men jeg må indrømme at jeg aldrig rigtig har fanget navnet.” bemærkede han med et skævt smil til fyren, og så vurderende på ham, dog uden at være uvenlig. Han burde kunne erindre et navn, bare et eller andet lille hint, men i det øjeblik var hans hoved omtrent ligeså tørt for eventuel viden om fyren som den ikke-fugtige del af hans bukser var.

[Varg Harrison]

Varg bladrede videre i bogen, han var i færd med at læse om mørke, magiske kreaturer, et ganske interessant emne, hvis man så bort fra at Varg var et af de væsner, som bogen betegnede som et "mørkt, magisk kreatur." Varg sprang med et lavt suk kapitlet om varulve over, han brød sig ikke om at høre eller læse om varulve, han syntes det var nok med, at han skulle leve som en. I bøgerne syntes han altid, at de blev beskrevet som afskyelige, ondskabsfulde væsner, som ville slå dig ihjel, hvis de fik chancen, en beskrivelse som ifølge Varg var langt fra sandheden, i hvert fald i hans tilfælde, han kunne jo kun tale for sig selv, men det virkede nu mest som om alle varulve i bøger, var beskrevet efter Fenris Gråryg, en varulv som virkeligt havde været afskyelig og ondskabsfuld. Med varulve som Fenris Gråryg, som godt nok ikke levede den dag i dag, så forstod han godt, at de blev beskrevet sådan, det var jo kun dem man hørte om, generaliserende holdninger blev så skabt ud fra det. Varg var den slags varulv, som virkeligt afskyede facten, at han var varulv. Han valgte jo ikke selv, om han ville transformere sig eller ej.

Varg løftede blikket, da han hørte en stemme. "Ja." Sagde og kastede kort et blik ned på bogen igen. "Det er meget god frilæsning.." Tilføjede han så, hvorefter han bemærkede drengens våde bukseben, han gik ud fra, at det næste drengen sagde havde et noget at gøre med, at hans bukseben var vådt. "Det kunne blive interessante lektioner.. Og anderledes." Sagde han med et kort og lavt grin, hvorefter han så lukkede bogen sammen og lagde den på stakken af bøger, som han havde placeret ved siden af sig. Han rettede blikket imod drengens ansigt, som han begyndte at tale igen, imens løftede en bleg hånd med de lange tynde fingre, som så førte en lok af det lange, tykke hår om bag det ene øre, noget som Varg tit gjorde, når det blæste. "Varg Ásarr Harrison." Præsenterede han så sig selv og rakte derefter sin højre hånd frem imod drengen. Han mente også, at han havde set drengen før og siden drengen også mente at have set ham før, så havde det helt sikkert været i timerne, de havde set hinanden før.

[Emrys Cadwallader]

Emrys’ blik forblev på den unge fyr og den bog om Forsvar Mod Mørkets Kræfter, der måtte være umådelig god læsning siden den optog ham sådan, og han kunne ikke lade være med at betragte ham lidt mere indgående, imens den andens opmærksomhed var kanaliseret ned i bogen. Det så ud til at det gode fag optog ham ganske godt, siden han var så stålsat fokuseret på siderne foran ham. Eller også læste han grundigt i sagerne. Alle mennesker havde motiver for at studere udenfor skoletiden. Hvad end det drejede sig om karakterer, om at fordrive tiden, eller om at tilegne sig viden, kunne komme ud på et – for hans eget vedkommende var studierne i Magiens Historie både fornøjelseslæsning og for at optimere hans baggrundsviden til de politiske taler. Når Emrys læste forud i sin bog i Forsvar Mod Mørkets Kræfter, var det af ren og skær interesse – fagets navn var jo næsten som en kernesætning, der summede hele essensen af faget op for Emrys: Hvordan man forsvarer sig selv og sin politik mod mørket og dets uigennemskuelige spilleregler. Han kunne ikke lade være med ud af øjenkrogen at bemærke den massive bunke af bøger, der var stablet op ved siden af træet, og med et rejst øjenbryn lod han blikket løbe over dem.

Han nåede dog ikke at se nærmere på stablen af bøger, førend drengen hævede blikket og kommenterede let på hans førnævnte sætning. Et umærkbart smil tegnede sig på hans ansigt, idet han drejede hovedet og så kort på søen, inden han vendte sig om mod drengen for at reflektere lidt over hans sætning. ”At læse bøger indenfor Forsvar Mod Mørkets Kræfter er bestemt ikke noget dårligt bogvalg.” tilkendegav han, stadig smilende. ”Det bedste ved Forsvar Mod Mørkets Kræfter er nok, at man igennem vores bøger får redskaber til brug mod fjenden. Det svære er så til gengæld at definere, hvem man skal bruge sin tilegnede viden på og hvad ’mørket’ egentlig er.” bemærkede Emrys og så vurderende på Varg. For Emrys var det meget tydeligt hvem ’fjenden’ var, men det var meget sværere at relatere til om disse fjender udgjorde al det mørke, de lærte at tackle i skolen. Dødsgardisterne udgjorde nok langt den største potentielle fare for en politiker som ham, men der var også andet i verden end blot de magikere, der havde svoret troskab til den forbudte magi. Alle snakkede jo om det gode og det onde. Men igennem tiden havde Emrys lært, at verden i god og ond sjældent var opdelt i kontrastfarver såsom sort og hvid; alt i den var i gråmelerede nuancer, hvor man måtte lære at nuancere hvorvidt der er mest hvid eller sort i opblandingen.

Da de vendte tilbage til Emrys’ bukser, kunne han heller ikke selv lade være med at lade et vagt grin slippe over læberne. Han så ned på dem, stort smilende. ”Det kan du bestemt have ret i. Jeg gad vide hvilke lektier man ville få for i det fag,” påpegede han med endnu et grin, og så derefter mere alvorligt på ham, da han præsenterede sig. Både bog og humor. Det var umiddelbart noget der appellerede til ham. Det tydede godt indtil videre. Derefter fik han kantet et smil op, og tog den højre hånd der blev strakt ud mod ham med venstre. ”Emrys Cadwallader.”
Han kunne ikke undgå at bide mærke i mellemnavnet. Måden det var udtalt på var ikke til at placere, og hans ringe sprogkundskaber ville kun kunne komme til nytte, hvis han så det navn skrevet. Han måtte spørge i stedet. ”Dit mellemnavn lyder eksotisk. Skandinavisk?” gættede han og så nysgerrigt på ham.

[Varg Harrison]

Varg var helt enig med, hvad han sagde. Forsvar Mod Mørkets Kræfter var nok det mest interessante emne, som Varg kendte til og det sagde ellers en del, hvis man tænkte på, hvor meget Varg ellers læste af forskellige ting. Han lød som en klog én, en ting som Varg bød velkommen med åbne arme, da det altid var interessant at føre en intelligent samtale med en anden person, så længe det ikke var en af de der politiske, offentlige debatter, dem holdte Varg sig langt fra, da han havde lært at politik var, hvad der skabte klikerne her på Hogwarts og at være medlem af nogle kliker, kunne give dig lige så mange fjender, som det kunne give dig venner. Hans holdninger kunne bedst sammenlignes med dem, som The Hallows også havde, dog talte Varg dog ikke åbent om sine holdninger, da det jo netop automatisk ville sætte ham i samme bås med gruppen, som førte The Hallows her på Hogwarts. The Riddlers var ikke specielt vilde med folk der fulgte The Hallows, så spurgte man Varg, holdte han sig neutral, blot for at han ikke skulle blive offer for mobning eller lignende. End ikke Merlin kunne vide sig sikker på, hvad The Riddlers egentligt kunne finde på, sådan var det i hvert fald, hvis man spurgte Varg.

"Mørket gemmer sig overalt, man kan aldrig helt vide sig sikker på, hvem der drives af det. Det kan være i din bedste ven, en lærer, en du holder af.." Sagde han og rettede kort på sin uniform. "Den kan gemme sig i dig selv, hvor du mindst venter det." Halvt mumlede han så og trak let på skuldrene. Det sidste han tilføjede, var en hentydning til, hvad han følte om sig selv, selvom det nok mest havde lydt, som om det blot var for at pointere, mørket kunne være hvor du mindst ventede det. Varg følte, at han havde sådan et mørke inde i sig og han havde aldrig regnet med, at han skulle have sådan et mørke inde i sig, så man kunne næsten sige, at han snakkede af erfaring, når han sagde, det kunne gemme sig hvor man mindst ventede det. Varg kløede sig let på sin lettere fremtrædende hage, da drengen stillede sit næste spørgsmål. "Jeg forestiller mig, at lektierne ville bestå af, at man skulle øve sig i at kontrollere et eller flere elementer." Sagde han så og et lille smil viste sig let på hans smalle læber.

Et let nik kom fra Varg, da Emrys præsenterede sig. "En fornøjelse at møde dig, Emrys." Sagde Varg så, stadig med smilet fremme. Varg havde tit hørt, at hans mellemnavn lød specielt, meget anderledes end hvad man normalt hørte på Hogwarts. "Ja. Min mors side af familien er fra Skandinavien, både mit navn og mit mellemnavn stammer derfra." Forklarede han og fugtede kort sine læber, før han fortsatte. "Min far forlangte dog, at jeg også havde noget lidt mere britisk i mit navn, det vil sige at hans navn også skulle med." Afsluttede han så, hvorefter en mild latter kunne høres fra ham.

[Emrys Cadwallader]

Havde Emrys blot vidst hvad Varg gjorde sig af tanker om intelligente samtalepartnere, ville han være ligeså enig med ham på det punkt, som han var med den mørkhårede fyr i hvad han meget veltalt – og alt for sandfærdigt - fik sagt om mørket. Der var ikke noget bedre end intelligente konversationspartnere, især ikke når man også fik udbytte af samtalerne. At knytte bånd hurtigt var bestemt ikke et fag Emrys brillerede indenfor, men han måtte indrømme at han respekterede modparten for de meget præcise ytringer han gav sig. Og for Emrys var respekt for andre ikke en selvskreven ting. Den skulle man gøre sig fortjent til.
Indenfor politik kunne det være farligt at have for intelligente modstandere, og så sandelig også for intelligente allierede! Han lyttede intenst til hvad Varg sagde med de grå øjne hæftet på ham og et nysgerrigt glimt i dem, og kunne ved det meget rammende ord ikke lade være med at føle sig en smule truffet. Mørket gemmer sig overalt.. det kan være i en du holder af.. genlød brudstykkerne af den sagte sætning som kirkeklokker på en stille søndag i provinsen. Han lod sit blik begrave sig i det matgrønne græs, imens han for hver en gentagelse mærkede materien fra det betændte sår, som hver mental gentagelse af ordene rev op i, væske ud i ham og få det til at svie i hans sind. Mørket i hende havde været så formidabelt camoufleret, så eminent begravet som al rationel tankegang hos ham var blevet når han var sammen med hende, og hun havde budt det mørke velkommen. At han kunne samle sine tanker om et svar til Varg var en velkommen distraktion fra det ømme minde, og han så atter op på ham. Et eftertænksomt smil famlede sig vej over hans læber, og han kørte en hånd igennem det røde hår, imens han fik systematiseret sin formulering. En disciplin som politisk aktivitet trænede en i.

”Såre sandt.” indrømmede han først lettere modvilligt, og mærkede smilet og paraderne smuldre som en chokoladefyldt kage, inden han hævede hovedet og fortsatte, nu med et stærkere smil: ”Det er overalt. Og selvom vi ved det er der, overrasker det os alligevel gang på gang. Det er nok mørket i os selv, vi skal være mest på vagt overfor, som der udgør langt den stærkeste fjende og den hårdeste prøvelse. Men selv mørket i en selv tror jeg at man kan overvinde, hvor fuldkommen uigennemtrængeligt det mørke måtte være.” musede han, og så filosofisk op imod det vintertrætte træ, som Varg sad lænet op ad, inden han atter så på ham. ”Jeg tror bare at det handler om at man mønstrer al sin styrke og væbner sig med et lys mod mørkets tillokkende kræfter. Man må se dets sande natur i øjnene og anerkende at mørket er en garvet skuespiller, der har mange forskellige roller. Hvem ved, måske kan netop mørket i en selv vise sig som en styrke, bare man ser det i det rette lys?” filosoferede Emrys og trak let på skulderen. Generelt valgte han altid at antage at folk var gennemsyrede af mørke, bare for at være på den sikre side. Men her var det noget andet. Han kunne nu kun tale for sig selv, vidste han, og allerede nu følte han sig som om at han sad og skulle lege vismand, en paryk han følte bestemt ikke passede til hans hoved. Hvordan gav man råd om noget så uhåndgribeligt, og alligevel så kropsnært, som mørket? Det var jo formløst, universelt, og alligevel vedblev det at hoppe op. Men hvor mørkt ville mørket være, hvis bare man trak en solstråle ind? Det var nu atter spørgsmålet. Der var altid en vej ud af mørket, mente Emrys – hvordan skulle man ellers være kommet derind, hvis ikke der var en vej man havde fulgt? Spørgsmålet var så, om man havde lyst til at finde den igen og komme ud.

At vende tilbage til elementerne og hvordan man kunne få dem til at danse for sin pibe, kunne Emrys ikke lade være med at grine. ”I så fald tror jeg elementerne ville få skovlen under mig hver gang. Din første lektie burde blive at tæmme det der vilde bæst derovre, Varg.” bemærkede Emrys og drejede tommelfingeren over imod den rolige sø, hvor et par bølger en gang imellem grusomt hoppede op på kanten. ”Jeg er vis på at den ikke ville have noget imod at give dine bukser samme meget moderigtige snit som mine egne.” påpegede han med et skævt smil og gestikulerede nonchalant til hans stadig mørke bukseben. Det var normalt noget han tog tungt, men vejret var godt og det smittede helt bestemt af på ham. ”Og i lige måde, Varg.” gengældte han Vargs hilsen, og det var helt oprigtigt ment. Det var ham en fornøjelse. Det var det bestemt ikke altid. Han nikkede, idet Varg fortalte om hans navns opståen. ”Det slog mig nok at det var et specielt navn. Men Skandinavien er jo stort. Hvorfra stammer dit navn, og din mors familie?” spurgte han.

[Varg Harrison]

Varg rettede sine grønne øjne imod den store, sorte sø imens Emrys talte. Det Emrys sagde om mørket, fik Varg til atter engang at kigge ind i sig selv. Det er nok mørket i os selv, vi skal være mest på vagt overfor.. Det var Vargs indre mørke, som var hans største fjende, det var hans bestemt klar over. Den eneste ting, som han ikke kunne få kontrol over eller slippe væk fra, mørket inde i ham, lykantropen som gemte sig i Vargs mørke, den som dannede Vargs mørke. Problemet for Varg var bare, at når denne lykantrop brød igennem det mørke, som den dannede inde i Varg, så var det med hjælp fra fuldmånens lys, at den brød ud og forvandlede Varg til det, som gemte sig inde i ham. "Jeg tror nu, at visse mørker ikke kan bekæmpes eller kontrolleres." Sagde Varg så, sætning var efterfulgt af et let træk på hans skuldre. Varg så heller ikke just nogen fordel eller styrke i, at han var varulv, han følte blot at det lukkede mange døre for ham. Han lod blikket glide ned imod stablen af bøger, som stadig stod ved siden af ham, dem måtte han læse videre i senere, lige nu havde han ikke videre lyst til at læse, da han jo havde fået selskab.

Varg rettede blikket imod ham, da samtaleemnet atter kom til elementerne. "Jeg tror bestemt ikke, at du er den eneste, som elementerne ville få bugt med." Sagde han og rystede let på sit hoved, før han så rettede blikket imod søen, det vilde bæst, som Emrys havde kaldt det. "For at få bugt med søen, så tror jeg man skal være magiker af allerhøjeste niveau" Sagde Varg og grinede let. Det ville nu være utroligt interessant, hvis der en dag dukkede sådan et fag op. "Jeg tror, at hvis det stod til søen, så tog den os til bunden for ikke at slippe os fri igen. Man har jo hørt om de magiske væsner, som lever i søen. Dyndfolk, kæmpeblæksprutten. Måske er det igennem dem, at søen henter os til bunden?" Spurgte Varg tænkende, som en sand teoretiker. "Søen er nu et specielt sted." Sagde han. "Bukser bliver dog heldigvis tørre igen." Tilføjede han så.

Varg sendte Emrys et smil, da fornøjelsen var gengældt. Han var nu også meget flink, syntes Varg. Varg havde mange gange spurgt sin mor omkring de skandinaviske rødder, som hans mors side af familien havde, det var noget, som interesserede ham utroligt meget, det var jo en af de steder han kom fra. "Varg Ásarr er oldnordisk, har jeg fået fortalt af min mor. Varg er oldnordisk for ulv, i Sverige betyder det vist stadig ulv. Ásarr betyder direkte oversat Ás kriger, Ás er hvad man kalder en nordisk gud, mit navn betyder vist Ulv Kriger af Áserne." Forklarede han og holdte en kort pause for at trække vejren. Det var tydeligt, at Varg havde læst godt ind i det. "Min mors side af familien stammer vist hovedsageligt fra Norge, men der er vist også familie andre steder rundt omkring i Skandinavien." Forklarede han og strøg atter en af de lange, tykke lokker om bag det ene øre.

[Emrys Cadwallader]

I det øjeblik, hvor stilheden regerede og Varg så ud imod søen med et kryptisk blik, der fortalte omtrent ligeså meget om hvad der rørte sig i hans hoved som en murstensmur fortalte om dets hus, kunne Emrys have givet en Galleon for et indblik i hans tanker. Gad vide hvad han tænker over? Umiddelbart havde det nok noget med deres debat omkring mørke anliggender at gøre, men hvad det mon lige præcis var, kom han kraftigt til kort på. Han kunne mærke hvordan nysgerrigheden boblede i ham, og hvordan hans blik gradvist blev mere intenst på ham, inden hans selvbevidsthed fik rettet op på hans bode og han i stedet løsnede slipset, der var obligatorisk pynt på det juletræ uniformen udgjorde for ham, og som han – som altid – havde taget sig god tid til at binde. Ligesom i politikken måtte der være orden i sagerne, lige fra først til sidst.

Men selv da slipset var blevet løsnet og nu hang som en vindslap vimpel omkring hans hals, var nysgerrigheden flammet op igen, og Emrys purrede let op i håret, imens han så lidt rundt omkring sig. Kunne han ubevidst have ramt ham med sine ord? Det var svært at sige. Umiddelbart var der ikke nogen sænkede øjne, der talte for det – omvendt var der heller ikke noget smil, der talte imod det. Javist, der var et mørke i alle, havde han vedkendt – men måske var der andet og mere i det mørke i fyren overfor ham, end Emrys gættede på? Hans tankespind blev langsomt trævlet op af virkeligheden, da Varg trak på skuldrene Han lyder som om at han taler af erfaring. kunne han ikke lade være med at bemærke, men ville ikke berøre emnet. Dette var en ganske almindelig samtale af filosofisk karakter med en ganske interessant ung mand, der ikke spillede på den politiske roulette – og alene det at Emrys faktisk nød det, var nok til at han ikke ville spille et beskidt kort ud eller fiske efter en hemmelighed. Der var en forskel på nysgerrighed og snageri i hans øjne, og en af de forskelle var blandt andet at det ene var uforskyldt, det andet uforskammet.
”Det kan du nu godt have ret i.” vedkendte han, og sad et øjeblik med læberne foldet ind mod hinanden og hænderne hvilende i græsset. ”Der vil nok altid være noget mørke, der enten har bidt sig for godt fast – eller er af en sådan natur, at man ikke bare kan få bugt med det.” musede han og så nysgerrigt på ham med et smil. ”Men hentyder du til nogle bestemte former for mørke?” spurgte Emrys med en nonchalance, der var mere end ualmindelig usædvanlig for ham. Han havde øjnet en lille mulighed for at spørge ind til det mørklagte tankeanliggende, og han havde ikke kunnet dy sig for at tage den. Dog camoufleret, naturligvis – i sin bedste politikerstil.

Latteren kom let over hans læber, idet Varg fik sagt, at han nok ikke var den eneste, som elementerne ville få ned med nakken. At Varg kunne tage det med et smil, gjorde denne lille ydmygelse lidt lettere at bære for Emrys. ”Både magiker af allerbedste skuffe, og så skal man have vandtætte bukser på. Så tror jeg søen ville få sig en overraskelse.” påpegede Emrys og drejede hovedet, idet han så ned på søen, der nu atter lignede en medgørlig kattekilling. Ikke en krusning var der på vandet nu. Men han vidste bedre nu. ”Det er på en gang en skræmmende og fascinerende tanke.” bemærkede han til det sagte om at søen kunne trække dem til bunden. ”Måske er det deres grådighed, der trækker os derned. Eller måske er det vores egen nysgerrighed efter at komme til bunds i sagen, så at sige.” filosoferede Emrys med et kort smil. Han havde sjældent succes med puns. Den her havde virket, synes han selv. ”Og bukser tørrer, javist.. spørgsmålet er så, om en såret og våd stolthed gør det samme.”

At Vargs navn var så specielt og havde så megen overvejen betydning lagt i det, kunne ikke andet end at fascinere Emrys en smule. Der lå nogle meget heroiske konnotationer i de navne, bemærkede han. Men der var også noget lidt drabeligt over dem. Ulv, kriger.. noget med blod, kampe og mørke. Måske var hans navne ikke tilfældige? Emrys kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af sig selv. Navne gav man efter en fødsel. Ens forældre kunne da ikke læse ens personlighed ud af en. ”Imponerende. Det lyder som om det er noget, der optager dig en hel del.” fik han sagt med et smil. Entusiasme kunne let spores, når man selv kendte den – og når der kom noget med politik, sneg den sig samme vej ind hos Emrys. ”Så lærte jeg jo noget nyt foruden hvad vi fik ind omkring Wartlebuck-oprøret.” bemærkede han med et skævt smil og bankede på bogen ved siden af ham. ”Har du så selv rejst rundt i Skandinavien med familien?” Han var stille en rum tid, imens han overvejede sine ord. Kraftigt. ”Men ulven.. at du er opkaldt efter den i den skandinaviske tunge er jo på en gang spændende og interessant. Hvorfor lige ulven?” spurgte han impulsivt. Der var da også andre dyr i Skandinavien – Emrys havde hørt om små sæler og om isbjørne, for at sige nogle få. Hvorfor ikke dem? Sæler var da medgørlige dyr. Ulven var et rovdyr, på en gang farlig og fascinerende.

[Varg Harrison]

Varg nikkede svagt, da Emrys sagde, at han kunne have ret i det. Der vil nok altid være noget mørke, der enten har bidt sig for godt fast – eller er af en sådan natur, at man ikke bare kan få bugt med det. Den sætning fik Varg til at fjerne blikket fra Emrys igen, hans blik gled først ud imod den store sorte sø, men stoppede dog ikke der, hans blik gled videre op imod grenene fra det træ, som han sad under, de nøgne grene, som til sommer ville være en stor, mægtig og grøn trækrone. Varg ville have grinet af ironien, hvis ikke det var fordi dette emne var noget, som Varg på ingen måde kunne grine af. Varg prøvede så godt han kunne at skjule, at dette emne tog fat på noget, som han ikke var helt så glad for, men om det var succesfuldt vidste han ikke. Hans følelser var jo også en af de ting, som han ingen kontrol havde over, men han blot kunne prøve at skjule - Det var dog kun en ting, som han prøvede at gøre, hvis de havde noget med hans hemmelighed at gøre.

Varg rettede sine grønne øjne imod Emrys igen, da han atter talte igen. Et tænkende blik var at spore i Vargs øjne, han tænkte over, hvad han skulle svare til hans spørgsmål. Fra Emrys' side så det måske lidt underligt ud, at Varg tænkte over så simpelt et spørgsmål, men det havde Varg ikke tænkt over, han planlagde ikke ligefrem alle sine træk, når han prøvede at skjule sit indre - Han kunne jo heller ikke skjule alt. Det eneste Varg som sådan havde planlagt, var undskyldninger til, når folk spurgte ind til de ar han havde på sine arme, som ellers sjældent kom til syne, da Varg ikke så tit havde t-shirt på eller oprullede ærmer. Arrene var samme grund til, at han aldrig blev set i bar overkrop, men heldigvis for Varg, så var de værste af på hans overkrop, det ville være ret svært at forklare hvordan han havde fået dem, da de fleste ikke lignede noget han ville have kunne fået ved Botanik eller Magiske Dyrs Pasning og Pleje, ligesom dem på hans arme for det meste gjorde.
Varg havde brugt et par enkelte sekunder på at tænke over Emrys' spørgsmål. "Findesder ikke kun én form for mørke? " Spurgte Varg så.

Varg vendte blikket imod søen igen og nikkede imens endnu et af hans grin kunne høres. "Det ville den helt sikkert." Sagde han, hvorefter han så atter engang rettede blikket imod Emrys. "Jeg er enig." Sagde Varg og grinede derefter kort over Emrys' ordspil, dette var heldigvis et han kunne grine af, da det jo var ret morsomt. Ordspil var en morsom ting, syntes Varg, det var en ting som ikke rigtigt kunne planlægges, men mere kom helt naturligt, når chancen lige var der. "Jeg tror det er begge dele. Til at starte med er det vores nysgerrighed, men en grum overraskelse venter os, en overraskelse vi først ser, når de har deres stærke greb om os og henter os til bunden - En vi først ser, når det er for sent." Sagde han. Varg elskede emner, som virkeligt kunne få gang i tænkeren, emner som dette. Det var jo et emne, som man ikke rigtigt kunne få et konkret svar på, medmindre man tog til bunds i sagen og så var spørgsmålet jo bare, om man så kom tilbage til overfladen igen. "Det gør den nok, det er jo bare lidt vand og til sommer mister den alligevel al sin magt, for der er vejret jo godt, folk bader i søen og så videre." Sagde han. Søen var helt anderledes om sommeren, slet ikke så vild, som den var på de kolde tider af året.

Det var helt bestemt noget, som optog ham en del, så Varg kunne ikke andet end at svare med et "Ja." Han løftede endnu engang sin hånd for at stryge en lok af det sorte, tykke hår om bag det ene øre. "Man siger jo, at man lærer noget nyt hver dag." Sagde han med et smil, hvorefter han kastede et blik på bogen, som Emrys hentydede til. Han kendte selv ikke til bogen, så måske var det en han skulle finde på biblioteket, når han engang var færdig med alle de bøger, som han var i gang med at læse. "Jeg har været der et par gange, for er det meste om sommeren eller vinteren, at vi tager dertil - Jeg foretrækker det dog om sommeren, da Skandinavien kan have nogle barske vintre, synes jeg." Sagde Varg med et mildt grin. Ved Emrys' næste spørgsmål kløede Varg sig tænkende på sin kind. "Det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg tror aldrig jeg har spurgt hvorfor.. For det meste har jeg spurgt om, hvad det betyder, hvor det stammer fra og sådan.. Men vist aldrig, hvorfor." Sagde han og havde stadig sit blik på Emrys. "Det må jeg spørge om næste gang jeg er hjemme." Tilføjede han så med et enkelt bestemt nik. "Min patronus er også en ulv.. Måske er det skæbnen? Skæbnens ironi." Sagde han og trak let på skuldrene med et mildt smil på sine smalle læber. Han prøvede dog at se bort fra facten, at han inden i også var en ulv, et punkt hvor skæbnens ironi ikke var just morsomt.

[Emrys Cadwallader]

Pirret af nysgerrighed over de små gådefulde huller, der før var kommet til syne i Vargs mimik, og ansporet af den mystik han før havde bemærket gennemsyrede det tidligere tankemoment han havde haft, observerede Emrys som en fugl i et pæretræ intenst sin samtalepartner overfor ham, idet denne sad beskæftiget med tankens vægtskåle for at kunne fremtrylle et svar af ligeså fremragende filosofisk natur som før. Der var stadigvæk ingen håndgribelig empiri, ingen grene der manglede på træet, men alligevel kunne han ikke lade være med at lade blikket intenst overvåge sin modpart, som en skakspiller der forsøger at afsløre sin modstanders strategi. Der var intet usædvanligt der talte for at der skulle være noget i gære, men Emrys havde trods det bemærket hvordan emnet tydeligvis optog Varg, på en anden måde end det optog ham selv. Forsøgte han mon at afdække noget om hans samtalepartner for ham selv? Det var han ikke sikker på om han gjorde, eller om han bare forsøgte at opnå vished i sin formodning. Men i så fald, af hvad natur var den sandhed, han forsøgte at finde? Man kunne vel ikke grave efter skatte, med mindre man havde et skattekort markeret med et blæksort kryds – så kunne man vel heller ikke søge et svar på et spørgsmål, man ikke havde stillet sig selv. Alligevel var der en vis fordybelse i emnet fra Vargs side, en uligevægt på vægtskålen, der vedblev at nappe i Emrys som en and, der ikke ville forbigå chancen for en brødfirkant, og han fulgte ham nøje, dog på ingen måde uvenligt.
Han kom ikke frem til nogen tilfredsstillende konklusion ved at følge Vargs blik op imod den mørke blottede trækrone, andet end at hans jævnaldrende måtte være dykket dybt ned i tankernes dybe, mørke sø. Bare han nu ikke drukner. påpegede Emrys filosofisk for sig selv og fokuserede på en voldsomt kvast i træet, der lignede en gammel skorpe på et ømt sår i træbarken. Det træ er vist ikke det eneste, der bærer sår med vage skorper. kunne han ikke lade være med at se. Han noterede sig mentalt, at han måtte han bringe emnet op for Varg. Måske kunne man afdække noget af denne tankevirksomheds natur, hvis man måske spurgte ind til såret. Faren ville så måske være, at man kunne ramme den ømme skorpe selv og rive op i såret. Og det ville han ved samtlige Hallows’ politiske standpunkter ikke gøre. Han var måske inkvirerende, men han var ikke invaliderende. Det morede ham aldeles ikke at rive skorper af andres sår, blot for at se blodet flyde.

Da Varg efter en rum tid talte igen, fløj Emrys’ blik omgående tilbage til ham, og stilheden dansede atter rundt imellem de store herrer, imens Vargs spørgsmål hang i luften over dem som lysene i Storsalen. Et enkelt mørke? Skulle Emrys kun finde et enkelt mørke, måtte han som Hallow pege over på dødsgardisterne og alle der helligede lyssky aktiviteter, men allerede der følte han at han generaliserede for meget. Dødsgardister var mørke, javist, men var de mørket i sig selv? ”Det er muligt. I så fald, hvad tror du så det er for en form det kommer i?” spurgte han nysgerrigt og studsede videre over det en stund. ”Måske.. findes der kun en enkelt urform for mørke, ligesom der kun findes en farve man kalder sort, men til gengæld kommer i mange nuancer afhængig af øjnene der ser, ligesom at sort kan have mange toner og blandes med mange farver og fremstå forskelligt, afhængig af om man er farveblind eller ser verden skarpt? ” spurgte Emrys og legede med sit løse slips imellem to fingre. ”Eller måske er mørket i virkeligheden kun en skikkelse, som du siger, men er som en kamæleon og kan camouflere sig under mange forskellige kapper?” Han forsøgte ihærdigt at sætte sine tanker op imod hinanden. Var mørket kun en enkelt ting, kunne Emrys ikke lade være med at tænke på, at hans teori pludselig kunne få meget mere substans end som så. For var der kun et mørke, og Varg muligvis kunne relatere til det – havde han så set mørket i sin sande form? På en gang følte Emrys sig umådelig nysgerrig og meget afholden fra at bore i det. Både af tanken om hvad han ville finde – og hvad det ville gøre ved hans egne tanker om mørket.

Emrys havde på ingen måde lyst til at komme tilbage til overfladen, hvad angik deres samtaleemner. De var tilpas eskapistiske til at man virkelig nød at lade den rationelle tankegang og de ellers trivielle hverdagsanliggender lide druknedøden i denne farlige, fascinerende og forunderlige sø af tanker. Han smilte over til Varg, idet han bemærkede hvordan han nu legede med ordene og nikkede for at signalere sin bifalden af hvad han sagde. ”Javist. Og der kan være langt til bunden. Langt til at vi indser på hvor dybt vand vi har begivet os ud i.” tilføjede han med et musende smil. ”Vi når bunden, javist.. men kan man ikke nå længere ned end bunden? Hvad er definitivt grænsen for hvad man kan?” spurgte Emrys halvt sig selv, halvt Varg. At nå til bunds i noget, var noget han altid satte sig for. Og han var en af de ting, han skulle nå til bunds i. ”På overfladen mister den måske sin magt, men vi må ikke undervurdere denne sirene af en sø med dens hemmeligheder gemt i dybet. Måske virker hun på overfladen tilforladelig, men under den bløde kappe har hun kløer gemt. Vi kan jo blive grumt overraskede, som du siger. For vi har også alle sammen kløer gemt i pelsen; de er ikke altid lige spidse, men den vildskab hviler nok i os alle. Utæmmet eller så tam som en huskat.” påpegede Emrys med et smil. ”Forunderligt. Det er så let at lade sig forlede, men så uendeligt meget svære at forstå. Man ønsker at forstå og ønsker altid at finde svar, men hvordan kan man finde svar til spørgsmål, man ikke stiller? Famler man så ikke bare i blinde efter sten på et stengulv?” spurgte Emrys ham og trak på skulderen. Det var fascinerende, sådan at kaste sig ud i halsbrækkende filosofiske eventyr. Man kom på alle mulige sjove afveje, man slet ikke troede fandtes.

”Jeg er selv en stor fortaler for det at lære noget nyt hver dag. Det kan jo komme til nytte på et tidspunkt.” Da de vendte tilbage til Skandinavien og Varg fortalte om, forsøgte Emrys at forestille sig snedækkede dale og bakker, så ulig den engelske regnvåde vinter. ”Det kan jeg nu godt forstå. Hvilken del af Skandinavien befinder I jer oftest i?” spurgte han. Skandinavien var jo omtrent ligeså stor som bogen ved hans side var, og der var vist mange forskellige lande, efter hvad Emrys havde hørt. De skulle vist også være nogle mærkværdige mennesker – i hvert fald var deres flag nogle mærkværdige farver. Blå og gul var dog en tosset sammensætning til et flag. ”Små pudsigheder. Nogen gange er det iøjnefaldende, hvordan ting passer sammen som hat og hoved. Men en ulv er nu ingen ringe Patronus. Og i særdeleshed ikke, når det også spejler sig i dit navn.” tilføjede Emrys, og smilte. ”Den er nok en del mere prangende i forhold til min egen Patronus. En middelstor sort edderkop.” fortalte Emrys, stadig smilende. Han havde altid tænkt over hvorfor det var en edderkop, en dyreskikkelse der meget sjældent optrådte som Patronus. Men igennem tiden havde han kunne se ligheden spejle sig hos sig selv. Han havde det med at spinde net – væve folk ind i sit politiske spind, og han foretrak at være lille og hurtig frem for stor og opsigtsvækkende.