Træernes hemmelighed

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Der lød en raslen fra trækronen, og Betrys tog instinktivt et skridt bagud, mens hun holdt et vagtsomt blik op mod de mørkegrønne blade. Det var ikke ønskværdigt at få øjet stukket ud af en buetrulle, men på trods af at flere væsener af samme slags syntes at have bosat sig i denne trækrone, så havde Betrys stadig intentioner om at se nærmere på træet. Det var almen viden, at træer med den slags befolkning var gode tryllestavstræer, hvorfor Betrys selvfølgelig altid holdt et vågent øje med de små, barkede filejser.

Skoven var forbudt område, men Betrys valgte at tro, at udkanten af skoven var en gråzone, når det kom til den regel. Desuden befandt hun sig i nærheden af, hvor de havde undervisning i magiske dyrs pasning og pleje - det var under en time i dette fag, hun havde bemærket buetrullerne - så hun kunne eventuelt bortforklare sin tilstedeværelse med noget skolerelateret. Godt nok ville det være en løgn, men en løgn serveret med et sødt, lidt undskyldende smil gik oftest rent hjem. Selvfølgelig kunne hun ikke regne med altid at redde sig selv ud af suppedasen på denne måde, men det var jo en risiko man måtte tage. Ikke at undersøge træet var simpelthen ikke en mulighed, for hun havde nærmest ikke tænkt på andet end bark og blade, siden hun havde fanget et glimt af det gnomlignende væsen forsvinde op i en trækrone. Hvad var det nu, de havde haft om i den time? Nå ja, tænkte hun og fejede tanken af vejen, mens hun fandt tryllestaven frem fra sine gevandter, så hun kunne forsvare sig, hvis de lange, spidse fingre pludselig skød frem fra sit skjul, og lagde en håndflade mod træets stamme.

• emmet thorne •

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]
Under hans fødder knasede kviste og blade og var det ikke fordi at Emmett kendte skoven næsten lige så godt som sin egen baglomme, ville han med sikkerhed ustandseligt være snublet over trærødder og andre ujævnheder. Trods det var sommer og solen blev længere oppe end normalt, så var trækronerne så tætte at de sidste rester af lys for længst var forsvundet. Han strammede uden betænkning grebet om ambrøsten i venstre hånd, mens hans blik søgte halvblindt gennem det næsten gennemtrængende mørke efter tegn på liv. Emmett var udmærket klar over at skovens beboere sjældent befandt sig så tæt på udkanten, men man måtte altid være på vagt alligevel, for tingene var langt fra altid som hvad de så ud til.

Han forblev dog uantastet og inden længe blev mørket lysere og himlen kunne skimtes i fællesskab med de øverste tårne på det mægtige slot. Ubevidst trak hans mundvige sig op i et svagt smil og forblev der et stykke tid endnu, før han skiftede retning imod sin egen hytte. Dette var hans yndlings tid på måneden, midt i mellem cyklus, hvilket betød at han ikke følte sig udmattet som lige efter en overgang eller som et nervevrag lige inden. Det var en god tid, den bedste tid der fandtes for ham og det kunne næsten få ham til at glemme hvad han var i få sekunder. Få ubeskrivelige sekunder. Emmett lod tankerne drive væk og fokuserede på den ensformige lyd af hans tunge støvler i skovbunden.

Det var da han bemærkede lyden at et andet sæt fødder, så svagt at det næsten ikke var til at høre og instinktivt drejede han hovedet i dens retning og fandt sig selv forundret over at se en af skolens elever. Han kendte ikke hendes navn, men farven på hendes rober afslørede straks hendes kollegium. Emmetts øjenbryn trak sig sammen i en rynke, som hun trådte tættere på et træ og dermed længere ind i skoven. Der var ikke mere end få meter til hans hjem hvor Maxine sikkert ventede utålmodigt, fornærmet over at være blevet ladt alene for en gangs skyld, men trods det ændrede han retningen og nærmede sig langsomt pigen. ”Du har ikke lyst til at være så tæt på skoven når mørket falder på,” lød hans stemme og antydningen af et smil viste sig igen.

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Da ingen lange splinter syntes at lange ud efter Betrys, lod hun hånden glide ned ad træets ru overflade. Hun rynkede panden og fik et tænksomt udtryk, som hun prøvede at fornemme de ting, som hendes oldefar havde lært hende. Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før endnu en raslen, denne gang fra et sted inde i skoven, afbrød hendes koncentration. Idet hun hørte lyden trådte hun væk fra træet og hævede staven i den retning, lyden var kommet fra. Gåsehuden voksede frem på hendes arme: det var ikke kun lærere man risikerede at støde ind i i den forbudte skov.

Lettelsen strømmede i gennem Betrys, da hun kunne identificere skikkelsen som menneskelig, men hun blev ikke yderligere beroliget, da hun genkendte skolens godsforvalter. I stedet rejste hårene sig nu også i hendes nakke, og hun glemte alt om buetruller. Først da Emmett Thorne talte til hende, blev hun bevidst om, at hun stadig holdt staven hævet mod ham, og hun sænkede armen.
"Sir." sagde hun med et lille nik og strammede grebet om staven, som hun helst ikke ville gemme væk. Ud af øjenkrogen så hun ambrøsten, og selvom hun ikke havde nogen grund til at tro, at den udgjorde nogen fare, så brød hun sig ikke om synet af godsforvalteren med et våben ved hånden. Hun gjorde et underligt ryk med sin tryllestavsfrie hånd, der var ment som en gestus mod træet. "Buetruller." informerede hun ham og trådte endnu et skridt bagud - denne gang for at komme længere væk fra godsforvalteren.

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]
Det var langt fra første gang at han havde mødt elever der strejfede rundt i skovkanten, men alligevel holdt størstedelen sig på afstand. De vidste alle at der var ting i skoven der kunne falde dem i ryggen og at væsenerne derinde var langt fra lige så kontrollerede som dem der blev brugt i undervisningen, men et mindretal nærmede sig trods det. Emmett kunne huske at han havde været ligedan i sin egen skolegang, selvom det havde været af helt andre grunde end blot nysgerrighed og dumdristighed. En ulv så stor havde svært ved at gemme sig på slottet, så han plejede at forsvinde ind i skoven inden fuldmånen viste sig. Det gjorde han endda stadig. Kortvarigt skævede han op til den del af den dunkle himmel han kunne se igennem trækronerne, før han lod dem falde i retning af eleven igen.

Trods det at hun havde sin tryllestav rettet imod ham veg han ikke til side eller gjorde andre anstalter til at komme af vejen eller bremse hende. I stedet trak smilet blot en anelse længere op, sammen med hans øjenbryn. Var man fast besluttet på at færdes så tæt på skoven, var det altid noget at man var hurtig til at reagere. Altid agtpågiven, det var det vigtigste. Selvom det at nærme sig et træ fuld af buetruller alene ikke umiddelbart var det mest skarpsindige, tænkte han og så op imod bladende hvor man ganske rigtigt kunne skimte de ellers godt camouflerede væsner. ”Du har vel ikke planer om at komme for tæt på det træ?” Han bukkede nakken en anelse frem for at se hende i øjnene på en svagt irettesættende facon, før han trådte nærmere med opmærksomheden vendt mod buetrullerne i træet igen. ”Jeg formoder I har lært om buetruller?”, spurgte han uden at tage notits af at hun trak sig væk. Han vidste selvfølgelig ikke med sikkerhed hvilken årgang hun var fra, men hun lignede umiddelbart en af de ældre.

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Måske var det ikke decideret frygt, men Betrys følte sig bestemt utryg i den unge godsforvalters selskab. Udover det faktum, at hans blotte tilstedeværelse fik hårene på hendes arme til at rejse sig, så fandt hun også hans underlige humør højst alarmerende. Hun vidste aldrig, hvor hun havde ham: enten var han mut og kortfattet, eller også var han tilsyneladende i ok humør som nu. Det var ikke, fordi hun kendte ham særlig godt, snarere nærmest ikke, men hun havde alligevel mødt ham nok gange til at afgøre, at hun simpelthen ikke brød sig om ham. At det så var en fuldstændig ubegrundet beslutning var i Betrys øjne fuldstændig ligegyldig. Det var det samme med vind: man kan ikke se den, kun mærke den. Måske var det det, der virkelig hylede Betrys ud af den: Emmet virkede jo som en ufarlig mand, men hendes mavefornemmelse fortalte hende bare noget andet.

Til Betrys held bed godsforvalteren ikke videre mærke i hendes nølen med at sænke staven, og hun tænkte at det nok ikke var den mærkeligeste reaktion at bevidne, når man netop havde overrasket en person i den forbudte skov. Da hun havde givet sin kortfattede advarsel om trægnomerne, håbede hun inderligt på, at den anden ville sende hende tilbage til slottet uden videre diskussion, men det skulle i samme øjeblik vise sig, at hun ikke var så heldig. Selvom Betrys normalt ikke var langsom til at komme med søforklaringer eller stikke en hvid løgn, så stod hun nu med ordene siddende fast i halsen, ude af stand til at svare på Thornes spørgsmål. Det var det blik han havde sendt hende, som fik hende til at gå i baglås, og hun så udtryksløst på ham, mens han trådte nærmere.

Betrys nikkede stift som svar på hans andet spørgsmål og blev kortvarigt grebet af trangen til at forklare ham, at det netop var på grund af buetrullerne, at hun var kommet - men den forklaring krævede yderligere uddybelse om hendes interesser, og det passede ikke rigtig i hendes plan om at komme så hurtigt ud af skoven som muligt. Nærmest desperat ransagede Betrys sin hjerne for en høflig undskyldning for at vende om på hælen og styrte væk fra stedet, og hun rynkede uroligt panden, da hun tilsyneladende var ideløs.
"Jeg burde gå tilbage til slottet." konstaterede hun med en stemme, der for hende lød, som om den kom fra et andet sted i skoven, og hun tog endnu et skridt bagud, nærmest snublende, fordi hun stødte hælen mod en rod, der stak op af jorden.

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]
Emmett holdt meget af sit arbejde som godsforvalter, men hver eneste gang han stødte på en af eleverne mærkede han et stik af savn. Der var selvfølgelig ingen af hans gamle venner der fik lov til at besøge slottet hver eneste dag som han men han havde altid ærgret sig over at han aldrig havde gjort skolen færdig. Han vidste stort set allerede nu, som enogtyveårig, hvordan hans liv ville komme til at se ud i fremtiden. For ikke nok med at han ikke havde taget sine F.U.T’er, så var han også en varulv. Og dem ville ingen ansætte. Magikerverden var kommet så langt siden sidste troldmandskrig, men alligevel varede fordommene ved. Alt taget i betragtning var han vel egentlig heldig, tænkte han og så kortvarigt på pigen ud af øjenkrogen. Bare ikke på samme måde som andre.

Emmett stod og betragtede væsnerne et stykke tid, halvt om halvt ventende på et svar der aldrig rigtigt kom. Svage rynker dannede sig på hans pande, som han drejede hovedet over imod hende for at gentage sig selv hvis hun ikke havde hørt ham, men måtte i stedet spærre øjnene en anelse op i et overrasket udtryk over hendes pludselige hast med at vende tilbage til slottet. ”Forsigtig!” Udbrød han og rakte automatisk frem efter hendes arm for at hindre hende i at falde over rødderne. Emmett så på hende med antydningen af et smil. ”Jeg følger dig tilbage til slottet. Det er mørkt inden du når derop.”


[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Betrys mistede ikke balancen, men hun blev hurtigt klar over, hvordan hendes snublende skridt måtte have set ud, da hun maerkede en hånd lukkede sig om hendes overarm. Hendes foerste indskydelse var, at det var naturligt nok at raekke en hjaelpende hånd frem, men samtidig foelte hun sig utilpas ved situationen og vred derfor armen for at få den ud af hans greb. "Det går!" mumlede hun affaerdigende og så vaek fra ham, fordi hun ikke broed sig om hans ansigtsudtryk. Rynkerne i hendes pande blev desuden dybere, da han tilboed - eller var det en ordre? - at foelge hende tilbage til slottet, og hun fornemmede at både mod og tålmodighed var ved at slippe op.

På stående fod syntes ideen om at vandre alene ind i den forbudte skov mere og mere idiotisk, men det hjalp ikke Betrys meget at vaere bagklog nu. Samtidig var hun også klar over, at hun ikke kunne bakke hele vejen ud af skoven, men hun havde heller ikke lyst til at vende ryggen til godsforvalteren. Derfor så hun ingen anden udvej end at lade sig foelge af ham. "Udmaerket." svarede hun kortfattet og undgik stadig at se ham i oejnene. "Du må hellere vise vejen." tilfoejede hun, selvom hun udmaerket var klar over, hvordan hun skulle komme derfra, og gjorde et akavet ryk med sin venstre hånd, der var ment som en gestus til, at den anden bare kunne begynde at gå. Et sted foroven rumsterede en buetrulle hoejlydt, og hun kastede et sidste laengeselsfuldt blik mod traeet.

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]
Emmett kom til at rynke lidt på panden igen da hun vred sig ud af hans hjælpende hånd, men lod det også endnu engang sive ud som var det ingenting. For alt hvad han vidste kunne hun jo i princippet være angst for berøring eller bare ikke gide have svinet sine gevandter til, hvilket han i og for sig også godt kunne forstå, for hans hænder var ikke ligefrem rene efter en dag i skoven. Der var mulighed for mange andre fortolkninger endnu, men Emmett gav ikke sig selv tid til at overveje dem og var egentlig heller ikke specielt interesseret.

Emmetts smil blev en anelse mindre, men forsvandt dog ikke fra hans ansigt som han gav et kort nik fra sig og slog ud med armen for at få hende til at sætte i gang samtidig med ham selv. ”Sørg for at følge med. Det er ingen hemmelighed at der kan ske grumme ting hvis man vender ryggen til skoven i tusmørket.” Emmett var skam seriøs, men han sendte hende alligevel et skævt, beroligende smil og begyndte at gå med faste skridt, som han var vant til når han bevægede sig over den ujævne skovbund, op imod slottet. Hele tiden havde han hende i syne ud af øjenkrogen, bare for at være på den sikre side. Eleverne var trods alt stabens ansvar. Hans blik gled kortvarigt til farverne på hendes uniform igen, før han kiggede over imod hende. ”Jeg var også på Gryffindor engang” sagde han tilfældigt i et venligt tonefald, for at udfylde naturens stilhed han ellers normalt nød når han var alene. Men det var altid spændende med et nyt ansigt, en ny personlighed og en ny historie.
[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Stadig med staven i hånden begyndte hun at gå samtidig som godsforvalteren, omend en anelse stift. Ud af øjenkrogen fornemmede Betrys smilet på hans læber, og tænkte bittert, at der i det mindste var en af dem, der morede sig. Tanken fik hende til at gyse ufrivilligt, og det krævede en del viljestyrke at skjule sin uro, og hun lovede sig selv aldrig at vende ryggen til Emmett Thorne lige meget, hvor langt væk han var.

Da stilheden pludselig blev brudt, rynkede Betrys overrasket på panden - ikke fordi hun ikke havde forventet, at han ville snakke, men på grund af det, han fortalte. Det fik hende til at glemme sin varsomhed et kort øjeblik, og hun talte af ren trods. "Men du gik ikke færdigt." Hendes tonefald var konstaterende, men mest af alt sagde hun det, fordi hun gerne ville høre, om det var rigtigt, at han var droppet ud. Den ufærdige skolegang var endnu en faktor til Betrys påpasselighed over for den unge mand. Det var jo ikke første gang i Hogwarts historie, at drop-outs blev ansat som godsforvaltere, og det syntes at være sådan, at den tidligt afsluttede skolegang havde forbindelse til nogle højst mærkværdige episoder på skolens område.

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]

Emmett drejede hovedet imod hende som hun konstaterede noget der var alt for sandt, men måtte snart se væk igen med et skarpt drag om munden. Han brød sig ikke synderligt om hendes attitude, der hele tiden havde været en smule speciel. "Nej." svarede han blot kort for hovedet og holdt blikket rettet lige mod stien foran sig, fæstnet på slottet der nærmede sig.

Hans ellers muntre humør vaklede en smule, og bare fordi han skulle forestille at være autoritær og fattet, betød det ikke nødvendigvis at visse ting ikke ramte ham hårdt. Især lige det område var meget ømt og han var fuldstændigt uinteresseret i at uddybe eller forklare sig på nogen måde. Det var immervæk privat, og han skulle nok sørge for at dem der havde behov for at vide noget, gjorde det.

Emmett fandt pludseligt at han havde meget lidt tilbage at sige til den unge kvinde ved hans side og han tænkte med en tvær tankegang, at hun bare kunne have ladet være med at bryde reglerne til at starte med, så havde han ikke behøvet at blive udstillet for den slags spørgsmål og at det ikke var sikkert at han burde være lige så flink næste gang en elev sneg sig for tæt på skoven.
[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Man skulle være blind for ikke at bemærke det pludselig skift i Emmetts udstråling, og Betrys overvejede, om det havde være et klogt træk at tage lige dét emne op. Samtidig virkede han også mindre utilregnelig nu, hvor ansigtsudtrykket passede mere til den type, hun troede, han var. Stemningsskiftet gjorde også, at hun med ét følte sig mere sikker i situationen, men selvom hun havde genvundet en smule mod, var hun klog nok til at holde munden lukket, når det kom til emnet om godsforvalterens skolegang.

Betrys lod som om det knudrede underlag voldede hende noget besvær og sakkede lige så stille bagud, så hun slap for at havde Thornes ansigt i øjenkrogen hele tiden - hun var så koncentreret om ikke at fortrække en mine, at det gav et sæt i hende, da en skarp lyd pludselig lød bag dem. Et forskrækket udbrud undslap hende, og hun drejede instinktivt om på hælen og løftede staven i den retning, lyden var kommet fra. Hendes fantasi gik i selvsving, og hun var pludselig overbevist om, at det lyden af nogen, der havde trådt på en gren, men hun spejdede forgæves ud i mørket - der var intet at se. Til gengæld havde hun vendt ryggen til godsforvalteren, og med en klemt lyd, vendte hun sig om igen og bakkede væk fra ham med hævet stav, indtil hun stod med ryggen til et træ og pludselig var lige så handlingslammet som et stift bræt.

[Emmett Thorne]

getting good at starting over

[/color][/size][/font]
[/center]

Emmett var så småt begyndt at lede tankerne tilbage til kedlen der hang over ildstedet i hans hytte og hvilken slags te han ville lave. Han skulle bare lige først tilbage til slottet med pigen og så glædede han sig ellers til at slippe for den anspændthed der hurtigt var kommet snigende. Han følte i hvert fald ikke længere et synderligt behov for at bidrage til en eventuel samtale.

Dog gik det ikke ligefrem så hurtigt og smertefrit som han kortvarigt havde forestillet sig. Med sanser der altid var på sit ypperste, tog det ikke et mere end et splitsekund for Emmett at dreje rundt med hånden halvt inde efter sin stav, for at se hvad der havde fået hende til at reagere som hun gjorde. Det kunne selvfølgelig bare være en edderkop eller lignende, men man vidste jo aldrig.

Dog gik det hurtigt op for Emmett at der var et eller andet fuldstændigt galt i hovedet på hende og han kunne ikke hindre sig i at spærre øjnene en smule op over staven der pludselig var rettet imod ham. Hånden han selv halvt havde stukket ind under sin jakke, røg ned langs hans side uden at tage tryllestaven med sig. Hans blik blev en anelse hårdt og han så på hende med et skarpt drag om munden. "Sænk den stav øjeblikkeligt," kommanderede han uden tøven. "Hvad i alverden foregår der i hovedet på dig?" Tonen var ikke nær så kommanderende og streng da han stillede spørgsmålet, men ansigtsudtrykket var nærmest uændret.

[/blockquote][/justify]