Waiting for sunshine...

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt holdt sig svævende midt i mellem målringene i den ene ende af den store quidditchbane uden dog helt at kunne præstere samme entusiasme som ellers, heller ikke selvom det var sæsonens sidste træning. Pokalen var udenfor rækkevidde og det bedste de kunne håbe på, var ikke at ende på sidstepladsen.

Pessimisten i ham var dog mere end vågen lige den dag og til trods for at have vundet duelturneringen dagen før, troede han ikke på det. Ej heller kunne han glæde sig særligt over netop at have vundet turneringen og de mange skulderklap og anerkendende ord der var kommet fra alle sider, var ikke helt trængt ind. At det havde alt at gøre med at det lige var Annabel der igen havde været hans modstander og at de formelig ikke havde talt sammen siden finalen dagen før, var absolut ingen hemmelighed og gjorde ham blot sammenbidt og kortluntet.

Han strammede grebet om kosteskaftet og lænede sig lidt frem, da han så resten af holdet komme tilbage i hans retning og spændte i musklerne for at være klar til at tage det angreb han vidste ville komme. Få sekunder efter kom en tromler susende med kurs mod den største af målringene og med et hurtigt drej og en agressiv armbevægelse sendte han den retur og fløj igen tilbage til sit udgangspunkt.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Selvfølgelig havde Annabel på ingen måde været himmelhenrykt over at Matt havde formået at afvæbne hende i duellen den foregående dag og hun havde meget strategisk også holdt sig på sin sovesal, for lige at bearbejde det hele og ikke komme til at ende med at gøre et eller andet hun ville fortryde senere. Den værste skuffelse havde dog efterhånden lagt sig og Annabel havde ikke længere noget behov for at skumle lidt for sig selv længere. Tværtimod var hun egentlig endt med at erklære sig tilfreds overfor sig selv med det faktum at det lige var hende og Matt der var nået så langt som de var.

Samtidig var hun dog lidt for klar over, at hun ikke rigtigt havde snakket med ham siden duellen - på daværende tidspunkt, med fuldt overlæg og et håb om at han forstod hvorfor - og da hun var stået op om morgenen, havde han allerede været på vej til Quidditchtræning. Af samme grund havde hun spist sin morgenmad i ro og mag og var nu på vej imod Quidditchbanen, hvor hun allerede kunne se de sølvgrønne skikkelser svæve i luften.

Den tidlige sommersol skinnede klart til Annas store velbehag og hun var ikke mere end lige nået ud fra slottet, før hun havde kasseret sine sko og nu gik med dem i den ene hånd. Stien var ujævn under hendes bare fodsåler, men hun havde ikke det fjerneste imod det og så snart hun nåede ind på selve stadion, fulgte hun den bløde græskant det halve af vejen rundt, med blikket rettet imod en bestemt spiller. Naturligt nok måtte hun dog se væk, da hun nåede til opgangen til et af tårnene og inden længe, havde hun placeret sig på en bænk i en af dem med solen bagende behageligt ind mod sig.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt bandede indædt for sig selv da den næste tromler kun lige strejfede hans fingerspidser og gik igennem en af ringene bag ham og så sammenbidt til, mens en af hans holdkammerater fik den under kontrol og sendte den ned mod de andre for selv at følge efter. Hans blik vandrede ned mod græsset et øjeblik mens han ventede på et nyt angreb, og selvom det var en næsten ubevidst handling, gik hans blik i stå da det fangede en skikkelse der forsvandt ind i et af tårnene.

Han kneb øjnene lidt sammen og var næsten sikker på hvem det var, uden dog at kunne se det med sikkerhed, indtil et råb fik ham til hurtigt at rette opmærksomheden tilbage mod træningen, lige tidsnok til at tage en tromler der kom flyvende med kurs lige mod ham. Så snart den var sendt væk igen, skævede han mod tårnet igen og blev denne gang helt sikker på det var Annabel der nu havde sat sig på en af bænkene. Han rynkede panden lidt, men kunne ikke komme på andre grunde end sig selv, til at hun skulle sidde der og den lille knude i hans mellemgulv rørte på sig et øjeblik.

Den sidste tid af træningen var han endnu mindre til stede end før og kørte helt på rutinen, mens hans opmærksomhed allerede var i tårnet hos Annabel. Det var derfor også den retning han satte afsted i da træningen endte, mens de andre satte kursen mod omklædningsrummet og et varmt bad. Han holdt holdt kosten i luften lige udenfor tårnet og så ind på Annabel med et tøvende smil "Hej.." fik han ligeså tøvende frem og betragtede hende vurderende for at forsøge at lure hendes humør.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Anna trak fingrene en enkelt gang igennem det krøllede hår, for at trække det væk fra ansigt og brystparti, så solen kunne komme til, mens hun fulgte træningen i luften med blikket. Hun havde ikke travlt og hun ventede tålmodigt på at træningen endte. Så snart der var opbrud blandt spillerne, fandt hendes blik naturligt nok hen til Matt igen og hun overvejede i et splitsekund om det var nødvendigt at kalde på ham.

Rimelig hurtigt kunne hun dog konkludere at det ikke var tilfældet, da Matt satte kurs mod hende i stedet for jorden som de andre og naturligt nok kom hun på benene og gik på tåspidserne nedad de ru træbænke, for at komme ned til kanten, nogenlunde samtidig med at Matt nåede hen til den. Et lille, men varmt smil trak op i hendes læber og hun rakte op for at stryge håret i den ene side om bag øret. "Hej," svarede hun. Hun så overvejende på ham i et øjeblik og rynkede så lidt på panden, med et svagt drillende glimt i de brune øjne. "Har du tænkt dig at blive svævende derude?"
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt betragtede Annabel med en hvis forsigtighed, men slappede dog lidt af, da han så det lille smil på hendes ansigt. Han så kort ned på kosteskaftet da hun fortsatte og følte sig et øjeblik lettere stupid, at han hang i luften som han gjorde og han skar en lille grimasse, før han løftede hovedet og så på hende igen med antydningen af et smil "Måske.." svarede han kort, men fik alligevel kosten til at hæve sig lidt mere så han kunne komme ind i selve tårnet og øjeblikket efter havde fodfæste mod brædderne.

Han stillede kosten fra sig op ad rækværket og rakte hurtigt op for at spænde hjelmen af, uden rigtigt at have sluppet hende med blikket "Fryser du ikke fødderne?" han nikkede mod hendes bare fødder og kunne efterfølgende have givet sig selv et nakkedrag, for det komplet ligegyldige spørgsmål "Åbenbart ikke.." trak han hurtigt i land, uden at kunne lade være at smile skævt og køre en hånd gennem sit korte hår, der var blevet presset grundigt fladt af den polstrede hjelm.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel lod hovedet falde en anelse til den ene side, som hun så spørgende på Matt, der stadig svævede i luften på sit kosteskaft. Hun rakte op og strøg håret i den ene side om bag øret og betragtede ham varsomt i et sekund eller to, uden helt at kunne finde ud af hvilket humør han var i. Lige netop det var lettere frustrerende og hun rynkede en anelse på panden, uden at det lille smil fra før dog forsvandt.

Hans spørgsmål fik hende instinktivt til at se ned på sine bare fødder en enkelt gang, før hun rystede lidt på hovedet. "Det er med at nyde sommeren, når den rent faktisk er her," svarede hun og trådte et trin ned, så hun endte på det lige over ham. Det bragte adskillige minder frem at stå lige netop på den måde og i et øjeblik trak det en anelse mere op i hendes mundvige, med et uudgrundeligt udtryk i de mørke øjne.

En ganske impulsiv trang til at række frem og stryge fingerspidserne mod hans kind eller hånden over hans arm meldte sig, men for en gangs skyld holdt hun den tilbage. "Jeg kom egentlig herned for at sige tak," lagde hun ud og så tøvende på ham i et øjeblik, mens hun på forhånd prøvede at aflæse hans reaktion. "For lige at give mig lidt tid," tilføjede hun så og blottede i et øjeblik tænderne i et lille, men varmt smil.

Først da gav hun efter og rakte frem, for at stryge en enkelt fladmast hårlok væk fra Matts pande. Smilet tog til i styrke, om end det stadig var en anelse forsigtigt, mens udtrykket i hendes øjne var ganske alvorligt og samtidig kærligt. "Men vigtigere end det, for at sige tillykke." Hun rakte frem og lagde blidt en håndflade mod hans kæbe på hver side, så hun kunne se indtrængende på ham. "Jeg elsker, at vi kom så langt som vi gjorde. Og du forjener det. Virkelig," Hun blottede tænderne lidt igen. "Jeg er stolt af dig."
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matts blik var stadig en smule vagtsomt da han satte fødderne mod brædderne der udgjorde gulvet i tårnet og stillede kosten fra sig op af siden. Det trak lidt i hans mundvige da Annabel svarede hans spørgsmål, men hans blik der fulgte hende et trin ned, var stadig alvorligt og afventende mens han tog den polstrede hjelm af.

Hendes blik gjorde ham ikke klogere på hvad hun tænkte. Det gjorde hendes næste ord heller ikke og han endte med at rynke panden lidt og se uforstående på hende uden at sige noget. Brikkerne begyndte dog at falde på plads som hun fortsatte og hans skuldre sank lidt fra deres anspændte position mens hans mundvige trak lidt længere op.

Det blev endelig til et fuldbyrdet smil da hun rakte op for først at stryge håret væk fra hans pande og dernæst løfte også den anden hånd for at lægge dem mod hans kæbe. Hans blik flakkede let mens hun fortsatte, men det vagtsomme glimt i hans blik var forsvundet og i stedet erstattet af et forlegent. Hendes ord fik op til flere sommerfugle til at gå på vingerne i hans mellemgulv og han rankede sig lidt uden selv at bryde ind. Selv da hun tav gik der et øjeblik eller to før han reagerede og da han gjorde, var det ved at lægge armene omkring hende og knuge hende hårdere ind til sig, end det egentligt var nødvendigt "Du fortjente det ligeså meget.." mumlede han lavmælt tæt ved hendes øre og løftede hovedet nok til at kunne plante et flygtigt kys mod hendes kind "Tak, Tink.." han løftede hovedet lidt mere så han kunne se hende i øjnene og smilede tøvende, men varmt.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Det krævede en smule mentalt tilløb at få det sagt, som hun havde haft på hjerte, men da hun først var igang, stoppede hun ikke før det hele var ude. Den tydelige ændring i hans kropsholdning og blik, var mest af alt det der gav hende mod til at fortsætte og så snart hun tav, så hun afventende på ham, med antydningen af et smil på sine læber. Da han endelig reagerede, kunne hun ikke have bedt om noget bedre og smilet voksede sig hurtigt bredere, som hun uden protester lod ham knuge hende ind til sig.

Naturligt nok lod hun hænderne falde fra hans kæbe og foldede i stedet armene om hans nakke i et øjeblik og nød den velkendte fornemmelse af hans krop ind mod sin egen. De lavmælte ord han mumlede ud for hendes øre, trak uvilkårligt smilet en anelse længere op og hun slap en lavmælt, tilfreds lyd da han plantede et kys imod hendes kind.

Anna slækkede automatisk lidt på grebet igen da han gjorde, uden tilnærmelsesvis at trække armene til sig og trak hovedet langt nok tilbage til at hun kunne se på ham. Hun ville egentlig have svaret på hans foregående ord, men det ukendte kælenavn han bagefter tilføjede fik hende i stedet til at rynke lidt på panden, uden hun helt formåede at lade være med at smile underfundigt samtidig. "Tink?" spurgte hun undrende, mens hendes fingre helt uden hun behøvede at tænke over det, strøg let op og ned over hans nakke.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Den sidste rest af anspændthed forlod Matt så snart han mærkede Annabels arme omkring sin hals og han sukkede, tydeligt lettet, før han svarede hende med ord og efterfølgende et kys på den ene kind. Han smilede varmt da han trak sig lidt tilbage for at kunne se hende i øjnene og han følte det lidt som en en ret stor sten var fordampet på et sekunder.

Han slap hende ikke, men slækkede dog grebet og rynkede selv panden da hun gjorde. Først da hun spørgende gentog ham, gik det op for ham hvad han havde kaldt hende og han skar en lille, beklemt grimasse "Uhm, ja.." han slog blikket ned med et skævt smil og ville sværge på hans ører føltes varmere "Bare glem det." bad han og rømmede sig igen.

Der gik dog ikke mere end et sekund før han alligevel fortsatte ud i en forklaring uden helt at vide hvorfor "Du får mig bare til at tænke på hende feen fra den bog jeg lånte dig når du render rundt på bare tæer." han skævede op igen med et halvvejs flovt smil og rømmede sig lidt "Det er åndssvagt, bare glem jeg sagde det." gentog han sig selv og rynkede lidt på næsen, halvt beklemt og halvt underholdt.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel kunne ikke lade være med at smile ind mod Matts hals, som hun lod armene glide helt omkring ham i et tæt kram. I sidste ende var det ligemeget hvem af dem der havde vundet duelturneringen, så længe han blev ved med at være hendes. Et varmt glimt sneg sig ind i hendes øjne, som Matts læber kortvarigt var imod hendes kind og hun rettede sig kun lige nok op til hun kunne se på ham, uden at tage armene til sig.

Hun rynkede dog en anelse undrende på panden over det kælenavn han gav hende, som hun ikke kunne mindes at have hørt før, eller lige med det første kunne kæde ind i den rigtige sammenhæng. Anna hævede et enkelt øjenbryn, med et svagt underholdt smil på læberne. Hun nåede dog ikke insisterende spørge igen, før han selv uddybede og hun betragtede diskret hans ansigt, som han gjorde det.

Da han forklarede, forstod hun meningen bag og et tenderende smørret smil trak op på hendes læber. "Nej," modsatte hun sig hans kommando og så i et øjeblik overvejende ud i luften og svajede automatisk lidt i ryggen, for at kunne gøre netop det, uden at give slip på ham eller han skulle gøre det samme. "Tink..." sagde hun overvejende for sig selv og smagte lidt på navnet. Et svagt drillende smil trak op på hendes læber. "Jeg kan godt lide det," fortsatte hun og bøjede nakken lidt, for at plante et hurtigt kys midt på hans læber. "Og vi har vel nogle ligheder," mumlede hun lavmælt lige ud for hans læber, før hun gentog handlingen fra før og sneg til til endnu et overfladisk kys, nu når de for en gangs skyld var alene.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt var stadig lettere flov over det spontane kælenavn og og så ikke fuldkommen overbevist ud, selvom Annabel tydeligvis ikke havde noget imod det "Nej?" gentog han hende spørgende og med en lille panderynke og flyttede lidt på hænderne da hun svajede i ryggen. Han smilede skævt da hun gentog kælenavnet og overgav sig villigt da hun fortsatte og trykkede læberne alt for kort mod hans.

Han trak på skuldrene uden dog at være uenig med hende "En eller to måske.." det trak afslørende i hans mundvige da hun kyssede ham igen og han indkrævede selv endnu et, betydeligt længere end de to foregående. Da han trak ansigtet lidt væk igen så han underfundigt på hende "Jeg har faktisk noget til dig.." begyndte han og slap hende så med den ene arm, for at kunne gribe ned i sin lomme.

Op fra den trak han en lille pose i sort fløjl som han holdt opfordrende op mellem dem "Jeg tænkte at uanset hvem af os der vandt den turnering, så havde du fortjent den." hans blik flakkede, men han smilede stadig og blev stående med den lille pose holdt frem, naturligt spændt på, om hun ville kunne lide indholdet.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabels læber krøllede sig op i et tilfreds smil, da Matt gentog hendes ene ord og strakte armene over hans skuldre lidt, mens hun så overvejende ud i luften i et øjeblik. Kort efter havde hun erklæret sig tilfreds og bøjede nakken lidt for at stjæle et kys fra ham og fnøs muntert over hans svar, uden dog selv at give ham et tilbage. I stedet fangede hun flygtigt hans læber igen og rettede sig lidt op igen. Hun nåede dog ikke meget længere, før Matt havde krævet hendes læber igen og ganske tilfreds med det faktum, lod hun sig i nogle øjeblikke svømme væk i hans kys, der altid havde en berusende effekt på hende.

Da hun trak ansigtet lidt tilbage igen, fandt et varmt smil tilbage på hendes læber og fugtede ubevidst sine læber en enkelt gang, hun kort efter kunne konkludere smagte betydeligt af ham. En spørgende rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn over hans ord og hun så undrende på ham, med et underfundigt smil på læberne. "Har noget til mig?" gentog hun - en vane hun havde samlet op fra ham - og fulgte hans hånd med blikket, som den forsvandt ind under hans quiddithrober.

Hendes blik faldt på den lille fløjlspose og vendte sig dernæst mod ham, lige så spørgende som før. Forklaringen på lige netop hvorfor hun skulle have hvad end der hvad deri, fik samtlige sommerfugle i hendes mellemgulv til at sætte på vingerne og hun så uudgrundeligt på ham i nogle øjeblikke, før hun gav slip på ham - uden at læne sig væk - så hun kunne bruge begge hænders fingre til at løsne båndet omkring toppen, efter at have taget imod den fra ham.

Så snart det lykkedes, fiskede hun indholdet op med to fingre og stod i nogle øjeblikke bare og betragtede ringen. Et bredt smil trak op på hendes læber igen og hun så endnu engang uudgrundeligt på ham. "Den er smuk," sagde hun ærligt og så ned på den røde ring igen, uden at kunne tvære smilet af ansigtet. "Tak," tilføjede hun, ikke bare for gaven, men også for betydningen bag. "Har jeg sagt for nyligt, at du er lidt for fantastisk?" Hun lukkede kortvarigt hænderne om den tomme pose og ringen, for at læne sig frem og plante et dvælende kys mod hans læber. Da hun brød væk, var det kun for at gentage handlingen flygtigt og så først der trække sig tilbage igen med et underfundigt smil på læberne. Posen stak hun kortvarigt under den ene arm, for efter endnu et blik op på ham og et stadig forundret smil, se tilbage mod sine fingre, hvor hun trak en af de i forvejen mange ringe af en finger og satte den på en anden, for i stedet at lade ringen fra Matt glide ned på den nu frie og fandt, at den passede perfekt.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Few things are greater than a positive push
...a smile, a bit of optimism and hope...
a "You can do it" when things are tough


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt nikkede kort da Annabel gentog ham, uden dog at tænke nærmere over, at hun gjorde netop det. I stedet greb han ind under sin kappe og trak få sekunder efter, den lille sorte pose frem fra en lomme. At den havde ligget der hele dagen i håbet om at støde på hende uden at blive indgået, holdt han for sig selv og holdt i stedet posen opfordrende frem mod hende.

Han tog en lille indånding og betragtede hende undersøgende, mens hun slap ham for at åbne den lille pose og fiske ringen op. Hans blik flakkede en smule indtil han så hendes brede smil inden hun så op. De efterfølgende ord fik ham selv til at smile lettere skævt og nikkede lidt "Det håbede jeg du ville synes." han rømmede sig svagt og smilede igen, både forlegent og tilfreds på en gang, da hendes næste ord fik hans kinder til at føles betydeligt varmere.

Før han dog nåede at sige noget, var hendes læber presset mod hans og han protesterede ikke, men lod i stedet armene glide omkring hende igen, for at kunne besvare hendes kys ordentligt og følge lidt med, da hun trak sig væk igen. Han smilede tenderende fjoget, men på alle måder tilfreds med hendes modtagelse af gaven, og lod blikket falde til hendes hænder, da hun byttede om på de eksisterende ringe, for at få plads til den nye "Kun halv så fantastisk som dig.." mumlede han så en smule forsinket og gav hende et lille klem før han gjorde et kast med hovedet i retning af slottet "Vi burde nok begynde at gå tilbage igen.. tror du ikke?" han strøg den ene hånd let over hendes lænd og så spørgende på hende.

[Annabel Baker]

the beauty of love as
it was made to be

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel så i nogle øjeblikke undrende på Matt, da han trak den sorte pose op af en lomme og tog imod den med et underfundigt smil, der voksede sig endnu større ved synet af indholdet. Hun nikkede til hans ord, tilføjede en sætning selv og lænede sig så impulsivt frem for at presse sine læber mod hans. Det kildrede let i hele kroppen på hende og ubevidst hvilede hun lidt af sin vægt ind imod ham, mens hun var travlt optaget af hans læber.

Hun trak armene, der igen havde fundet over hans skuldre, tilbage igen og vendte kortvarigt blikket mod sine hænder, for bytte lidt rundt ringene på fingrene, for at gøre plads til den nye, der ganske vist ikke passede så godt sammen med dem der sad der i forvejen, men efter Annas mening overstrålede dem alle sammen. Samtidig virrede sommerfuglene hyperaktivt i hendes mellemgulv og hun så tilbage op på Matt.

Hans ord fik hendes læber til at krølle sig sammen i et underfundigt smil. Så fulgte hun retningen han nikkede imod med blikket og betragtede kortvarigt slottet i baggrunden. Matt var dog langt mere interessant og der gik ikke lang tid før hun så på ham igen. "Fem minutter mere," kom det drillende fra hende, inden hun endnu engang bøjede nakken lidt og krævede hans læber, der var alt for fristende, nu de for en gangs skyld var alene. Da hun brød væk igen, var der langt fra gået fem minutter, men alligevel sukkede hun tilfreds, plantede et kys mod hans pande og slap ham så igen. "Lad os," med et varmt smil, trådte hun helt væk for at hente sine sko og vendte øjeblikket efter tilbage igen, for at følges med ham tilbage til slottet.

C L O S E D

[/blockquote][/justify]