I'm gonna make somebody love me

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 426
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Vejret havde været skønt, da de skulle træne i dag, og generelt var holdet i højt humør. Det var egentlig ikke fordi de havde så meget behov for at træne, da deres kampe var overstået, men da de jo alle kunne lide at gøre det og for det meste havde lyst til at holde sig i form, havde de besluttet sig for at træne alligevel. Det var dog ikke så presset som det plejede, og kampen havde egentlig bare endt i en gang fjollerier. Skuffelsen over ikke at vinde, var for længst overstået og de var frie til bare at more sig.

Da de fleste var gået tilbage mod skolen, sad Gareth stadig tilbage ude på bænken og bandt sin hånd ind der var blevet ramt af en smasher ved et uheld. Det var ikke noget særlig, og da han efterhånden havde lært de essentielle ting ved forstuvede lemmer, var det ikke særlig svært for ham. Aftensolen var næsten væk, og tilbage var et lilla skær der omkredsede hele quidditch banen. Det så ekstremt smukt ud, men efter en times tid ville det nok være væk.

Gareth bandede en smule og tog sin tryllestav frem, hvorefter han prøvede at få bandagen til at sidde som den skulle ved hjælp af magi. Det var dog ikke super succesfuldt. Den rødhårede dreng havde efterhånden glemt festen, da der var gået et par uger, og den sædvanlige trummerum havde sat sig i hans tilværelse endnu engang. Han kunne dog ikke undgå at høre om hvad der var sket med Simon og Mary, og selvom han havde holdt sig på høflig afstand fra hende det sidste stykke tid, kunne han dog ikke lade være med at tænke over om han havde en chance nu. Han ville dog ikke presse på, dels på grund af Jess’ ord og dels på grund af at han ikke ville presse Mary ud i noget hun ikke var klar til. I alle sine tanker tabte Gareth sin tryllestav, han bandede kort og rakte ud for at samle den op.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Mary sad stadig inde i omklædningsrummet i sin træningsuniform og var ikke kommet videre endnu. Alle de andre piger var færdige og de havde da også spurgt hende om hun ikke skulle med eller til at i gang, men Mary havde blot sendt dem videre og forsikret dem om at hun nok skulle følge med på et tidspunkt. Lige i øjeblikket havde hun dog på ingen måde lyst til det, faktisk havde hun ikke en særlig stor trang til at være på slottet overhovedet.

Af samme grund, skubbede hun benene ned fra bænken og trak sine langskæftede støvler på benene igen. Hun kunne ikke holde ud at være i sit eget hoved lige i øjeblikket og den bedste måde at komme væk fra det, var at flyve. Og lige så snart træningen havde været ovre, var de lige tilbage igen og det passede på ingen måde Mary.

Hun greb sit kosteskaft og traskede ud af omklædningsrummet, ligeglad med at det snart ville blive mørkt. Hun nåede dog aldrig så langt, før hun fik øje på Gareth lige udenfor og uvilkårligt stoppede hun op, selvom hun i et øjeblik mest bare havde lyst til at fortsætte. Hun gjorde det dog ikke og så blot på hans foroverbøjede skikkelse, særligt hånden han tydeligvis havde været ved at binde ind. "Lad mig hjælpe," sagde hun og satte kosten fra sig igen, for at sætte sig ved siden af ham og holde sin hånd opfordrende frem imod forbindingen.

[/blockquote][/justify]

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 426
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Gareth samlede tryllestaven op og sad i længe tid og baksede med bandagen, men da han hørte skridt i græsset tæt på ham, kiggede han op og fik øje på en rødhåret pige, som han genkendte som Mary. Det øjeblik hvor hun stod og betragtede ham, håbede han inderligt at hun ville beslutte sig for at komme over til ham. Da det skete følte han sit hjerte slå et slag over. Han smilede til hende da hun kom over til ham og lavede et kort nik som hilsen.

”Det har jeg vist brug for” Sagde han og smilede skævt. Det var ikke nemt når han kun havde en hånd at gøre det med, og han satte derfor pris på at hun havde lyst til at hjælpe ham. Efter et par lange sekunder i stilhed, hostede han lidt og sagde: ”Folk kan vist ikke rigtig tage træningen seriøst i øjeblikket hva?”
Han vidste egentlig ikke hvor han ville hen med det, men i det mindste var det bedre end at sidde ti minutter i akavet stilhed. ”Næste år bliver det os der vinder” Tilføjede han hurtigt og sendte hende et smil, som var et forsøg på at smile selvsikkert, derefter rettede han sig lidt op og strøg fingrene gennem håret.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Mary var i et kort øjeblik ved at overveje bare at fortsætte, men endte så alligevel med at sætte kursen mod Gareth, for at tilbyde sin hjælp til at binde hånden, som han tydeligvis baksede med, ind. Hun satte sig og rakte opfordrende hånden frem imod ham. Så snart han rakte over, fortsatte hun hans arbejde med at vikle forbindingen forsigtigt omkring hans hånd.

Hun så kortvarigt op på ham over hans ord, men lod ellers blikket falde ned til sine hænders arbejde igen. "Der er vel heller ikke nogen pointe længere," svarede hun, uden helt at kunne skjule den let bitre undertone – både fordi de ikke havde vundet turneringen, men også fordi hun havde hårdt brug for træningen til at distrahere sig.

Der var mange ting der var gået igennem hendes tanker over det sidste stykke tid, men en af dem havde brændt sig grundigt fast. Hun havde ikke fortalt det til nogen endnu og hun havde ingen intentioner om at Gareth skulle være den første til at høre det, men de ord han kom med, fik hende impulsivt til at svare. "Jeg kommer ikke tilbage til næste år," uden at se op på ham.

[/blockquote][/justify]

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 280
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Gareth lod emnet ligge da det ikke lod til at det gjorde hende glad at snakke om det. Han smilede blot og nikkede til hende. Han betragtede hendes bevægelser, mens hun viklede forbindingen rundt om hånden, men efterhånden flyttede hans blik sig op mod hendes øjne og kønne læber. Et par sekunder sad han og betragtede hende, mens bandagen rykkede lidt i hans hånd, mens hun bandt den ind.

Det tog lidt tid før han forstod hvad det var hun fortalte ham, men da han gjorde, mærkede han en vrede ulme inden i sig.
”På grund af Simon? Du skal da ikke give din skole op på grund af ham, han fortjener ikke at forårsage så meget ødelæggelse i dit liv” Sagde han vredt, men fortrød ordene efter han havde sagt det.
Han bed sig forsigtig i læben og kiggede ned i græsset.”Undskyld, det har jeg ikke ret til at sige” Sagde han og lod langsomt blikket kravle op mod hendes øjne igen. Han følte sig pludselig utrolig ked af det, selvom de aldrig havde været specielt tætte venner, havde han det svært ved at forestille sig skolen uden hende. Han havde mest af alt lyst til at holde hende ind til sig og trøste hende.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Mary arbejdede øvet videre med at forbinde Gareths hånd og holdt blikket rettet stift imod den, som hun fortalte ham noget, der endnu ikke var andre der kendte til. Reaktionen der kom fra ham, fik hende dog til at give et hans håndled et ufrivilligt, hårdt ryk og hun så skarpt op på ham, uden at undskylde. "Han har intet med beslutningen at gøre," bed hun hårdt og snerpede læberne lidt sammen, før hun lod blikket falde igen, strammede forbindingen en sidste gang og fæstnede den. Så snart det var gjort slap hun hans hånd med det samme og var øjeblikket efter på benene.

Blikket var dog stadig rettet imod Gareth. "Jeg er uendeligt træt af det her sted og alt det pis der følger med det," fortsatte hun. "Simon er kun en lille del af alverdens lort og jeg vil ikke høre mere om ham. Valget er truffet," fortsatte hun. Et eller andet sted vidste hun godt at hun var uretfærdig overfor Gareth, som egentlig ikke havde gjort noget imod hende, men den indestængte vrede og korte lunte talte højere end fornuften. "God bedring med hånden," kom det efterfølgende, i et toneleje der ikke rigtigt indikerede at hun mente det inderligt.

Hun var ikke helt klar over, hvad der var gået af hende, da hun havde syntes det var en god idé at fortælle det til holdkammeraten som den første, men hans impulsive reaktion havde været nok til at hun med det samme havde afskrevet det som at have været verdens dårligste idé. Hvad havde hun regnet med? Selvfølgelig ville folk drage den konklusion. Og på sin vis var det jo også sandt, hvor lidt hun så end ville indrømme det overfor sig selv. Hun havde det dårligt over at snakke sådan til Gareth, men hun kunne ikke finde det i sig selv at gøre andet eller undskylde, så derfor greb hun sin kost, vendte ryggen til ham og satte kursen mod udgangen.

[/blockquote][/justify]

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 343
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Gareth skar en rimasse da hun gav hans hånd et hårdt ryk, og kiggede overrasket på hende. Han havde ikke regnet med en så stærk reaktion, men Mary havde det på den anden side med at flamme op ret pludseligt. Han sukkede dybt og følte lidt på bandagen, før han rejste sig op med en undskyldende mine.

"Mary... Det er jeg ked af, jeg mente det ikke på den måde" Sagde han uden rigtig at vide hvilken måde han så mente det på. Han lyttede til hendes bitre ord, og mærkede sit hjerte synke, da hun talte om Hogwarts med så stærkt et had.
"Tak Mary men.. Du må da blive og kæmpe igen! Det skal nok blive bedre" Sagde han med et lille, opmuntrende smil på læben. Han ville gå hen og give hende et kram, men hun drejede om på hælen og gik afsted hen mod udgangen. Gareth fulgte frustreret med, og mærkede at tålmodigheden snart var ved at slippe op.

"Mary vent lige på mig!" Sagde han og løb hen til hende. Han tog fat i hendes skulder, og forsøgte at dreje hende, så han kunne møde hendes blik.
"Du må ikke forlade skolen, det kommer der ikke noget godt ud af og vi vil savne dig sådan her" Sagde han og sendte hende endnu et opmuntrende smil.
"Du er alt for dejlig til at blive påvirket af en lille nedtur" Sagde han og faldt i staver, mens han betragtede hendes flotte øjne, der på trods af den vrede gnist stadig faldt ham ret tiltrækkende.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Mary hadede ikke stedet, det havde trods alt været hendes hjem de sidste seks år, men hun havde efterhånden fået nok. Hun var træt af det hele og gad mildest talt bare ikke længere. Garys undskyldning gik lige hen over hovedet på hende. Hun modstod impulsen til at råbe af ham, lade sine frustrationer få frit løb, og bed i stedet hårdt sammen og drejede om på hælen.

Hun regnede egentlig med at Gareth ville forstå, at hun ikke havde behov for hans overtalelsesforsøg, som hun vendte rundt og trampede bort, men da hun hørte skridt bag sig vidnede det tydeligt om at det ikke var tilfældet. Hun ville være fortsat, hvis ikke det var fordi han havde lukket hånden om hendes skulder og hindrede fremgang.

Hun drejede sig rundt og var lige ved at vride sig væk fra hans hånd, før et eller andet stoppede hende, som hun ikke vidste hvad var. "Du forstår det ikke, Gareth," anklagede hun og modstod endnu en impuls, der denne gang bød hende at ruske ham. Hun kneb øjnene lidt sammen over hans ord. "I finder nok en anden angriber," svarede hun. Hun fnøs hånligt over hans fortsættelse. "Ja, ville det ikke bare være fantastisk hvis dejlige Mary Abbey, ikke blev såret, hver eneste gang nogen tager røven på hende. Hvis bare hun lod være med at føle, hver gang hun lod nogen bruge hende." hun trådte udfordrende et skridt tættere på Gareth, som minimerede afstanden mellem dem drastisk, og sænkede stemmen til den nærmest var en hvisken. "Er det, det du vil have, Gareth?" Hun lod hovedet falde på skrå, hendes stemme fortsat en hvisken, lige ud for hans øre. "Ligesom alle de andre."

[/blockquote][/justify]

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 406
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Gareth måbede en anelse da hun sagde de ville finde en anden, det var ikke helt hendes quidditch position han havde tænkt på, de kunne altid finde en eller anden, også selvom personen måske ville være knap så dygtig. Han blev endnu mere lamslået over det næste hun sagde, og havde slet intet noget begreb om hvad han skulle sige til det. Han rynkede øjenbrynene, som om han lyttede nærmere efter, fordi han havde fået en lettere naiv ide om at hvis han hørte det bedre, ville han måske forstå det. Det skete dog ikke.

Gareth var ked af det over at Simon havde forvoldt så meget skade. Han havde aldrig troet hun havde elsket ham så højt, at hun ville miste så meget tro på menneskeheden fordi han var hende utro. Han blinkede et par gange med øjnene, da hun kom tættere på, og trak uvilkårligt hagen tilbage.
”Mary.” Sagde han og rystede på hovedet. ”Hvis du bliver glad af at stoppe på skolen er det det du skal gøre. Jeg kommer bare til at savne dig.” Forsatte han og trådte et halvt skridt tilbage, så han kunne få øjenkontakt med hende. Han smilede prøvende og lagde en arm om hende.
”Men jeg kommer altså til at savne dig, og hvad enten du vil tro på om det er helhjertet eller ej, så kan jeg kun sige dig at jeg ville ønske at du ville blive, men hvis du er ulykkelig her så synes jeg det er fint.” Sagde han og lod armen falde fra hendes skulder, da han alligevel ikke var helt sikker på hvor glad hun ville være ved at få et kram. Gareth kiggede ind i hendes vrede øjne, mens han smilede varmt. Efterhånden blev han ikke så skræmt over kvinders vredesudbrud, da hans egen mor var langt værre end Mary nogensinde ville blive, og derfor var den rødhårede unge kvinde lidt en hvid kanin i forhold til hans kvindelige familiemedlemmer.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Det var ikke bare fordi Simon havde været hende utro, at hun var ødelagt, men lige så meget fordi at hun virkelig, oprigtigt havde troet at han var anderledes. Alligevel havde han vist sig nøjagtigt som de andre og hun var lige så vred på sig selv over det, som hun var på ham. Hun gad ikke mere. Hun havde aldrig været den dygtigste i klassen og skolen var blevet for triviel. Det var slut med det.

Hun kneb øjnene lidt sammen og så på Gareth, uden helt at kunne regne ham ud. Naturligt nok forventede hun det værste, turde ikke rigtigt lade sig selv tro andet end det. Hun havde stadig kosteskaftet i den ene hånd, men den anden faldt slapt ned langs hendes side. "Undskyld," endte hun med at sige og rynkede lidt på panden. Hun sukkede tungt og drejede ansigtet væk fra ham, med blikket rettet åndsfraværende mod tilskuerrækkerne. "Jeg kan bare ikke være her længere."
[/blockquote][/justify]

[Gareth Collins]

And now I know, that it's you

You're so lucky[/font][/color][/i]
WORDS - 206
TAG - MARY
OUTFIT[/center]

Gareth betragtede hende mens hun blødte en smule op og glædede sig over at han havde formået at gøre hende mindre vred, at hun så var blevet ked af det var ikke lige hans plan, og det gjorde også ham en smule trist. Han blev forbløffet over hendes undskyldning og rystede på hovedet.
"Du skal ikke undskylde. Jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor du ikke har lyst til at være her mere" Sagde han og aede hendes ryg med et smil.
"Hvornår tager du afsted? Bliver du til skoleårets afslutning?" Spurgte han og lagde hovedet let på skrå, for at møde hendes blik.
Gareth var ikke glad for hun var så trist, det var ikke noget han ønskede for hende overhovedet, men det virkede bare som om at der ikke var noget han kunne gøre eller sige der kunne hjælpe på det.

[Meredith Abbey]

after the fire has burned out
only the ashes remain

[/size]

Tag: Gareth Collins • Outfit: Here[/center]

Mary følte sig en anelse splittet over at være en smule mistroisk over hånden Gareth fortsat strøg over hendes ryg og egentlig godt at kunne bruge den smule trøst der var i det. Hun endte med at overgive sig til den sidste impuls og formåede at sende ham et halvhjertet, taknemmeligt smil.

Hun slap et lavmælt suk over hans spørgsmål. "Måske, måske ikke. Jeg bliver så lang tid, det tager, før jeg forhåbentligt får positivt svar fra Kedlen," svarede hun ærligt. Hun rynkede en anelse på panden. "Undskyld, jeg blev sur," sagde hun igen og endte med at kapitulere helt og stikke ham et kram. Da hun trak sig tilbage igen, gav hun hans arm et klem. "Kom."

C L O S E D

[/blockquote][/justify]