Vintersport (i ordets mest ironiske forstand)

[James Maynard O'Connell]

Det var en bidende kold vintereftermiddag. James var iklædt en meget tyk uldkappe, og alligevel frøs han. Kulden skar gennem kød, blod, nerver, og knogler, ihvertfald føltes det sådan. James så mistænksomt på den kost skolen allernådigst havde udlånt til ham. Han var allerede fra starten en smule skeptisk. Han havde læst, og hørt, at det som regel var en god idé at være positivt indstillet over for det at flyve hvis man havde i sinde at prøve det.

James havde kun een grund. Anessa.

Det, og en trang til at kunne alt. Det var ikke et mål han talte alt for højt om; de fleste mennesker blev, retfærdigt nok måske, dybt irriterede over arrogante idioter der stræbte efter den slags ting. Men han kunne ikke rigtigt gøre for det. Han så sig omkring, søgende efter noget rødt. Jessie, nærmere bestemt. Hans læderklædte handsker holdt kraftigere fast om kosten, i et forsøg på at minde ham selv om at han sagtens kunne klare den slags kulde. Han forsøgte samtidig at slå det faktum ud af hovedet, at det formodentlig ville blive (meget) koldere når de fløj opad.

Han forsøgte at koncentrere sig om at få blodet til at løbe ud i fingrene. Han vidste et kunne lade sig gøre, på bekostning af ens indre kropstemperatur. Han opgav hurtigt, og gav sig til at klapre tænder og gnide sin hænder hårdt mod hinanden."Jessie, for hede hude-" den hylende sne og vind overdøvede ham i en sådan grad at han ikke kunne høre sig selv afslutte sætningen.

[Jessie Taylor Blythe]

En kost er en kost
Tag: James - - - Outfit: Quidditch-uniform

Jessie var polstret til flyveturen, velkendt med præcis hvor koldt det blev og hvor stor glæde et tætsiddende pandebånd, et par ordentlige flyvebriller og det rigtige tøj gjorde. Hun holdt sin egen kost i et sikkert greb, som hun forlod omklædningsrummet og satte retning imod banen. Inden hun nåede derhen, svang hun sig i midlertidig op på det velplejede træ, fandt bøjlerne til sine fødder og satte af med susende fart.

Hun smilede lidt for bredt imens hendes hjerne doserede den velkendte lykkefølelse og fik tilbageværende stive muskler til at blive løsnet. I luften følte hun for alvor, at hun kunne erobre hele verden og hun kunne ikke lade være med at tage en hel runde på stadion, før hun fløj imod den lille, mørke skikkelse på den hårde jord. Hun landede foran ham med en dump lyd, som hendes fødder ramte og steg af kosten med et grin, imens hun skubbede brillerne op i panden på sig selv. ”Op på kosten, gamle mand,” opfordrede hun kækt, med et nik imod den kvistebunke han holdt. ”Lige på og hårdt, Jamie-boy. Det bliver ikke varmere af at du står stille.”

[James Maynard O'Connell]

James sendte den evigt glade Jessie et frustreret smil. Han svang kappen om skuldrene, og kravlede op på kosten.

"Du skulle lave det om til en gusten metafor. Om det var med vilje eller ej," vrissede han for sjov, og skuttede sig. Han tøvede længe og tydeligt med at støde fra jorden. Hans hjerte bankede hurtigere og han tjekkede efter om han havde sin tryllestav på sig. "Jeg skulle aldrig have skulket fra den obligatorisk flyvelektion. Og stop med at kalde mig Jamieboy!" insisterede han halvhjertet.

Han mærkede adrenalinen pumpe gennem hans blodårer. Han sendte Jess et nervøstblik. Så sparkede han fra. Med større fart end han havde tænkt sig i første omgang. Dette kunne mærkest. Kosten susede afsted, lige så hurtigt som den noget ældre model kunne klare. James klamrede sig fast til den, og forsøgte at tage sig sammen til at reagere. Den fortsatte i en lige linje. Den efterhånden meget blege Ravenclawelev (ironien omkring ravne og en sur tanke om Poe registrede sig kortvarigt i hans paralyserede hjerne) forsøgte at fokusere på noget andet end den hylende blæst.

Han oplevede et kortvarigt udbrud af handlekraft, og flåede kosten mod højre. Den drejede, men kun modvilligt. Som en anden zen-buddhist forsøgte James at samle ro og overbevise den utvivlsomt semibevidste, magiske transportpind om at den skulle gøre som han sagde til den. "Alt er smerte, smerte er en illusion," mumlede den ironiske bevidste James til sig selv.

[Jessie Taylor Blythe]

En kost er en kost
Tag: James - - - Outfit: Quidditch-uniform

Jessie smilede smørret og vrikkede med øjenbrynene halvt bag både flyvebriller og et gigantisk tørklæde. Hun var tydeligvis ovenpå og så alt andet end fortrydelig ud over vennens vrissen og brok. ”Selvfølgelig. Op på fars pind, Jamieboy,” beordrede hun grinende, før hun blinkede til ham og selv gjorde klar til afgang. ”Bare slap af,” rådede hun ham simpelt, lige inden han satte af og susede opad.

Hun gjorde selv det samme sekunder efter, strøg af sted og indhentede ham hurtigt, hujende og høj på farten, med rigeligt overskud til at opdage, at hun var alene om at nyde det. ”Slap af,” råbte hun gennemtrængende. Hun fulgte hans bratte bevægelse, satte af sted efter ham og hævede stemmen igen. ”Brems, James for fanden,” kom det, med et bredt grin på læberne. ”Det drejer sig om kontrol!” Efter at have råbt det, dykkede hun selv adskillige meter, slog en saltormortale i luften og skreg sine entusiasme ud i et lettere skingert brøl, der blev dæmpet af vindens susen.

[James Maynard O'Connell]

James forsøgte at gøre som Jessie sagde, og flåede kosten bagud - det måtte være noget i den retning der fik den til at tage farten af, ikke sandt? Det var det ikke. Istedet susede kosten, og James med, næsten lodret opad. Han flåede kosten mod højre uden den store effekt. Han slap kosten med den ene hånd, og flåede sin tryllestav frem fra kappen. "Sonorus," mumlede han, i princippet. I virkeligheden var det næppe hørligt, men besværgelsen havde sin effekt.

"HVORDAN BREMSER MAN?" brølede han og hans magisk forstærkede stemme rev sig gennem vinden og gav genlyd i gennem stadionet. Han sendte Jess et desperat blik, og gjorde endnu et forsøg på at få kosten til ikke at styre opad. Det havde en begrænset effekt, og kosten med James bevægede sig nu i en ujævn, halvstabil bane. Han vendte sig halvt og råbte: "HVORDAN DU BÆRER DIG AD MED AT KASTE MED BOLDE SAMTIDIG ER BEYOND ME!"

Han forsøgte at sigte efter at komme til at flyve noget der mindede om ved siden af hans ven, men den forholdsvis store fart gjorde det meget svært.

[Jessie Taylor Blythe]

En kost er en kost
Tag: James - - - Outfit: Quidditch-uniform

Jessie var ikke særlig sød, så meget som hun morede sig over James kvaler i luften. Hun kunne i midlertidig ikke lade være, og prøvede i stedet at gøre op for det med gode råd, der dog essentielt var ubrugelige.

At følge vennens hastige flugt var ikke det store problem på hendes firefly, der havde en hel del færre år på bagen end det gamle monstrum han befandt sig på og hun befandt sig stadig få meter under ham, da hans stemme genlød over stadium. Et skævt smil hev i hendes mundvige, før hun skød op på siden af ham. ”Sig det,” skreg hun. ”Tal til kosten og tro på det!” Hun grinede, men lyden forsvandt og hendes ansigt var stort set dækket af briller og halstørklæde.

Et øjeblik efter gjorde hun som hun havde fortalt ham, selvom verbale ordrer for hendes vedkommende ikke havde været nødvendigt i årevis. ”BREMS!” råbte hun skingert, hvorefter kosten gjorde lige netop det, midt i luften.

[James Maynard O'Connell]

James gjorde præcis som han fik besked på. Eller, hans skepsis var meget fremtrædende. Han tvang imidlertid sig selv til at tro så godt på sine ord som muligt. "BREMS!" brølede han - han havde glemt at sonorus-besværgelsen stadig virkede. Kosten gjorde en halvhjertet standsning. Det vil sige, den satte farten kraftigt ned, og stod til sidst stille i luften.

Halvtreds meter over jorden.

James kom til at overveje hvor dybt hasarderet det i det hele taget var. Han mindedes ekstremsportdyrkere i mugglersamfundet. Så gik det op for ham at der egentlig ikke var andre større, populære sportsgrene som Quidditch.

Han klemte hårdt sine ben sammen om kosteskaftet for ikke at falde ned. Han forsøgte i samme omgang ikke at se ned. Mens han hjerte dunkede heftigt i brystet på ham, vendte han sig mod Jess, fandt sin tryllestav frem på en facon han håbede så casual og kontrollet ud, og ophævede nonverbalt sonorus-besværgelsen.

"Det var da ikke så slemt," løj han åbenlyst og sendte hende et blik der halvt udtrykte hans indre kaos og halv udtrykte en meget selvbevidst person der ikke brød sig om at vise nervøsitet frem. "H-hvordan starter man den i-igen?" fortsatte han, og håbede at hans stammen var af kulde.

[Jessie Taylor Blythe]

En kost er en kost
Tag: James - - - Outfit: Quidditch-uniform

Jess smilede yderst tilfredst inde bag tørklædet, da James havde succes med at standse det gamle skrummels fremfart. Hun satte selv af sted igen, svævede ukompliceret frem og drejede, for at ende ved siden af ham. ”Skide godt,” roste hun gavmildt, imens hun rettede lidt på flyvebrillerne.

Hun troede ikke en meter på, at hans tilsyneladende afslappede mine var ægte, men gik vitterligt heller ikke op i om han pissede i bukserne, så længe hun ikke selv befandt sig under ham i luften hvis det skete. Ved hans spørgsmål hævede hun begge øjenbryn og grinede igen. ”Gæt?” Inden han nåede at gøre det, havde hun dog råbt et klart ”frem!” til sin egen kost og susede imod målringene på den ene banehalvdel.

Vel derovre kvitterede hun ved at flyve igennem den midterste og hujede, som hun slog endnu en kolbøtte i luften og vendte tilbage til udgangspunktet.

[James Maynard O'Connell]

James sendte Jessie et tørt blik, og beordrede sin kost: "Fremad!" Kosten gjorde som han beordrede og skød fremad, men i et mere kontrollerbart tempo. James gjorde en usikker bevægelse, og kosten fulgte med, men han følte trods alt at han havde bedre styr på dens fart i denne omgang. Han tog sin handskeklædt op il øjnene og tørrede sneen ud af ansigtet og øjnene. Han forsøgte forsigtigt at tvinge sin kost ind på en stabil, svagt cirklende kurs så han kunne få bedre styr på kosten.

Den gjorde som han bad den om, og James, stadig rystende usikker, følte et stik af sejsglæde, og en kold, stolt arrogance greb ham kortvarigt. Han så sig selv i et glimt igen som stjerne, og rystede det øjblikkeligt af igen. Han fløj op på siden af Jessie, ellers ihvertfald noget der mindede om.

"Hey Jessie! Lad os lave en snemand på toppen af taget!" Han sendte hende et begejstret smil, og lo. Han var stadig beruset af sin, nok så begrænsede, forståelse af konceptet "at flyve".

[Jessie Taylor Blythe]

En kost er en kost
Tag: James - - - Outfit: Quidditch-uniform

Jess smilede endnu bredt bag tørklædet og slap vandt kostens greb med sin ene hånd for at sætte fingrene for munden og pifte højlydt. Hun grinede, satte i gang efter James og overhalede ham i et anfald af blær, for dernæst at sætte farten ned igen og lade sig indhente. Som han kaldte hendes navn, drejede hun hovedet og hævede øjenbrynene.

Hun så tvivlende ud i et øjeblik, men nikkede så, godkendende planen uden flere råbende ord. At se vennen høj på sine nyfundne, omend begrænsede, evner, var smittende, herligt og gjorde hende yderst tilfreds med sig selv. Hun satte retningen imod skolen, hujede igen og skød af sted med al den fart hendes Firefly 04 kunne klare.