One should play for the pure love of the game

[Jessie Taylor Blythe]

Perhaps one ought
but for us it is impossible
Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

Jess landede hårdt på jorden, rød i kinderne af både kulde og fysisk anstrengelse. Hun steg af kosten med høj puls og forsøgte at lade være med at smile bredt over sin utvetydige sejr i den improviserede træning med Joseph. Alligevel hev det afslørende i hendes mundvige og hun opgav at lade som om hun ikke var glad for at have scoret de sidste mål, selvom det fremgik helt tydeligt, at han var en lige så dårlig taber som hun selv var.

Høj på den sidste times hændelser, trådte hun de få skridt hen imod ham med tromleren under armen, kosten i den ene hånd og den anden strakt frem, for at afslutte træningen i mindelig høflighed eller – endnu bedre – med et af de kys, som hun var blevet så forfærdelig forfalden til på blot et par uger. Hans ansigtsudtryk fik hende dog til at bremse og lade hånden falde. Hun rynkede panden lidt og rømmede sig. ”Tak for kampen,” sagde hun åndeløst, før smilet alligevel vandt indpas igen. ”Hvis det var tendensen for Gryffindor mod Slytherin generelt, så skal vi nok vinde i år igen,” fløj det utilsigtet ud af hende. ”... Men i har selvfølgelig lang tid endnu til at øve jer,” tilføjede hun, som om det ville gøre det bedre. Hun rankede sig lidt og nikkede imod omklædningsrummene, uden at slippe ham med blikket og uden at kunne fjerne det selvtilfredse smil fra sine læber.

[Joseph Adler]

Pis. Pis og lort! Ikke nok med at han havde tabt til en modstander, han havde rent faktisk tabt til en pige (som oven i købet var hans kæreste)! Det sved i alle celler over nederlaget da han, ligesom Jessie, landede på jorden. Irriteret sprang han af kosten og kørte en hånd gennem det vinduglede hår. Han greb den i højre hånd og marcherede adskillige skridt foran rødtoppen af en kæreste han havde, og ignorerede dermed den fremstrakte hånd. De havde trænet sammen en del gange sammen siden de blev kærester for en del uger siden, og de havde næsten været jævnbyrdige. Jessie havde måske vundet et par gange mere. Begge havde erfaret, af den anden var en skrækkelig dårlig taber.
Flabetheden i Jessies stemme fik ham til at vende sig brat om. Hovedet brød sig med sætninger der kunne sætte hende på plads, men intet synes at være passende. Det endte med, at han bidende sagde, ”hold nu kæft, Jess! Du er en pige. Jeg bliver jo nødt til at lade dig vinde, medmindre du skal gå flæbende i seng”. Det var den slags vrede kommentarer der illustrerede, hvorfor Joseph var endt på Slytherin. En smule hånligt snøftede han af hende og drejede hovedet en anelse for at gøre mine til at gå.

[Jessie Taylor Blythe]

Perhaps one ought
but for us it is impossible
Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

Jessies underkæbe faldt hvad der føltes som omtrentligt en halv meter. Hun vidste at Joseph var en dårlig taber – vel sagtens lige så dårlig som hun selv var – men kommentaren om, at han skulle have ladet hende vinde, var alligevel for meget. Hun kunne udholde at han bad hende om at holde kæft, måske endda at han kaldte hende en pige som om det var noget negativt, men ideen om, at han skulle have spillet dårligere, var af uvisse grunde lige præcis det, der ramte en nerve.

Hun pustede sig mærkbart op og storkede vredt efter ham med ildrøde kinder. ”Hold selv kæft,” indledte hun hidsigt. ”Du er da bare alt for meget, at du undskylder dine egne manglende evner med, at det var med vilje, at du klovnede rundt! Som om det var!” Hun indhentede ham i løb og blokerede hans vej. ”Hvorfor skulle det være så stort et problem, at tabe til en pige, hvis pigen er bedre end du selv er, dit prætentiøse røvhul?! Siôn ville ikke synes det var et problem! Han ville se på hvad han selv havde gjort forkert i stedet for at bralre op som en eller anden latterlig hulemand, om at det var med vilje!” Hun fnøs hånligt, drejede sig så selv om og trampede af sted imod omklædningsrummene med alle intentioner om at få det sidste ord.

[Joseph Adler]

Det gav en hvis tilfredsstillelse at se hvordan kommentaren tydeligvis ramte plet ved synet af de ildrøde kinder, der, med håret, fik hende til at ligne et lille flammende bål. ”Jeg klovnede sgu ikke rundt”, sagde han fornærmet og sendte hende et svidende blik. ”Men jo, det var grunden”. For at understrege sine ord sendte han Jessie et giftigt smil.
Selvom deres kærlighed havde spirret og vokset de sidste par uger, var det også langsomt ved at gå op for dem, hvor ens de var på nogle punkter. Deres temperament var en forbandelse, og skænderier var der hurtigt blevet mange af. Hvis Joseph havde vidst at et forhold var præget af op- og nedture på den måde, og en ubøjelig trang til at vide hvor man havde den anden person, havde han tøvet en hel del mere, inden han sagde ja til at blive kærester.
Det var fristende at skubbe Jessie hårdt til siden, da hun pludselig trådte provokerende ind foran ham og spærrede vejen, og irriteret stak Joseph kosten over skulderen så den ikke hvilede på jorden. Hendes ord gik blank ind og strøg en tændstik mod hans forfærdelige stolthed. Bedre end ham. Prætentiøse røvhul. Siôn. ”Hvad sagde du?”, spurgte han vantro og var stum et øjeblik, inden det gik op for ham, hvor mange måder hun havde fornærmet ham på! Det var måske ikke så meget at hun kandte ham navne, men at hun pludselig trak Siôn, hendes bedste ven som han ikke kunne fordrage, ind i billedet, gjorde at jalousien fik ham til at gå i sort. Helt andre sanser slog til, og inden hun kunne marchere langt væk tilbagelagde han afstanden mellem dem og greb ud efter Jessies arm. Han bordede fingrene ned i hendes hud og trak hårdt i hende så hun vendte med fronten mod ham. Truende tårnede han sig op foran hende med sammenklemte øjne der illustrerede, lige hvor langt ude af raseri han var. ”For satan hvor gør du mig rasende”, brølede han. Den anden hånd fangede hendes skulder og han ruskede vredt i den. ”Hvorfor kan du ikke bare være som andre almindelige piger?”, snerrede han frustreret!

[Jessie Taylor Blythe]

Perhaps one ought
but for us it is impossible
Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

Jessie fnøs og himlede med øjnene, før hun løb efter Joseph og blokerede hans vej. Hun var ikke i humør til at acceptere hans latterlige begrundelser. Hun havde fundet. Fair and Square. Hvis det var ham, der havde vundet, ville hun ikke have nægtet det. Selvfølgelig ville hun aldrig synes det var sjovt at tabe, men når det blot var en simpel træningskamp, var der ikke så sørens meget at blive mopset over. Han var barnlig, åndssvag og det fik hendes pis i kog, at blive affejet på den måde. Hvad det præcis var hun sagde, da hun stod foran ham, tænkte hun egentlig ikke rigtig over. Ordene røg bare hidsigt ud af hende, før hun storkede af sted, med alle intentioner om, at lægge ham på is, indtil han kunne finde ud af at opføre sig som en på seksten, frem for en på fem.

Da Josephs ene hånd lukkede sig hårdt omkring hendes arm, bremsede han den plan, ligesom han bremsede hende. Hun udstødte en overrasket lyd og snurrede rundt, imens hun forsøgte at slide sig fri. Det gjorde ondt, men smerten var ikke nær så dominerende som vreden var. Hun pustede sig selv op, ignorerede præcis hvor skræmmende han fremstod og hvæsede; ”slip mig, din idiot!” Et sekund efter ramte hans ord hende hårdt og hun bed tænderne sammen. ”Hvorfor kan du ikke være en ordentlig dreng og acceptere et nederlag?” Skød hun direkte igen. ”Slip mig så!” Igen hev hun for at slippe fri og slog både frustreret og hårdt ud efter hans ene skulder med sin frie hånd.

[Joseph Adler]

Raseriet forhindrede Joseph i at tænke klart, så da Jessie vred sig for at komme fri, strammede han blot grebet endnu mere. Blikket bordede sig ind i hendes mens hele kroppen sitrede af indestængt raseri. Jessie gik efter hans akilleshæl; hans stolthed. At Joseph var en dårlig taber var én ting, men når hun appellerede til hans jaloux side, fløj selvkontrollen ud af vinduet. Tanken om Jessie der sad og morede sig med Siôn, en anden fyr end ham, var uudholdelig.
Dråben der fik bægeret til at flyde over kom da Jessie slog ud efter hans skulder, der fløj tilbage ved skubbet. Instinktivt knyttede han næverne, og som betragtede han seancen udefra, løftede han armen og slog hårdt ud mod Jessies blottede ansigt. Konsekvenserne ved handlingen forekom ham langt væk: det eneste han kunne tænke på, var hvordan Jessie havde krænket ham på alle måder, og hvordan han ikke ville finde sig i den slags. Man slog ikke på kvinder, nej, men han havde aldrig mødt en pige som Jessie, der kunne få hans pis i kog, og kunne få ham til at reagere netop som en hulemand!

[Jessie Taylor Blythe]

Perhaps one ought
but for us it is impossible
Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

Jessie hev og sled i sin arm og blev både mere og mere hidsig og efterhånden en kende desperat. Det var dumt at slå ud efter Josephs skulder, men hun tænkte sig ikke om, lagde bare alle kræfter i og gentog sine ord om at han skulle slippe hende. Inden hun nåede at sige dem en fjerde gang, virkede det som om tiden bevægede sig langsommere. Hun spærrede øjnene op, men nåede intet at gøre, før hans knytnæve ramte siden af hendes ansigt og fik hendes hoved til at dreje.

En halvkvalt lyd af både chok og smerte forlod hende, inden hun hævede den frie hånd til sin kæbe. Tårerne vældede op i hendes øjne og hun stirrede vantro på ham i adskillige sekunder, før hun reagere. ”Slip mig så din store idiot! Slip mig,” beordrede hun skingert, som hun atter forsøgte at hive sig fri. Hendes øjne vældede over og lod to tårer glide ned af hendes højrøde kinder, imens hun i et øjeblik bare stirrede indædt rasende og bange på ham.

Uden flere ord snurrede hun rundt. Hun ignorerede både tromleren og kosten, der lå kasseret på jorden og styrtede af sted imod omklædningsrummet, imens tårerne løb i stride strømme af både smerte og vrede. Som hun nåede dem både smækkede og låste hun efter sig. Hun lænede sig imod døren og gled langsomt ned at sidde på gulvet, imens hun både græd og undersøgte sin egen kæbe med fingrene. Det var den dårligste afslutning på en træningskamp hun nogensinde havde oplevet.

- - OUT - -

[Joseph Adler]

Det var sket før, og dengang havde han lovet sig selv aldrig at gøre det igen. Men nu stod han foran Jessie og situationen gentog sig selv. Hvordan kunne Jessie, et andet individ, have så meget magt over ham, at al kontrol røg ud af vinduet ved tanken om hende sammen med en anden fyr?
I samme øjeblik knytnæven raslede mod hendes kind gik det op for ham hvad han var igang med, men det var for sent at korrigere den i en anden retning. Raseriet, der før ulmede i kroppen, blev til vand, og chokeret over sin egen handling slap han Jessies arm da hun rasende råbte af ham. Hans øjenbryn rynkede sig sammen. Han ville sige noget til hende. Måske at det var hendes egen skyld? Eller var det det? Tårerne i Jessies øjne fik hånden, der var fastfrosset i luften, til at dale langsomt ned ad siden, og han stod som forstenet og så efter hende, da hun satte i løb. Det gik op for Joseph, at hun måske løb endegyldigt fra ham, og tanken tog pusten fra ham. ”JESSIE”, råbte han efter hende, og da kroppen endelig reagerede, styrtede han efter hende. ”Jessie, åben”. Han hamrede mod døren med knyttede næver. ”Undskyld for satan, det var ikke meningen!”. Efterhånden som han havde hamret på døren i hvad der lignede flere minutter, gav han ulykkeligt op. Hvad fanden har jeg gjort, tænkte han dystert og tog sig til hovedet. Hænderne krøllede sig sammen om det korte hår og hev til, som for at straffe sig selv fysisk. Så begav han sig opgivende væk fra quidditchbanen, ligeglad med kosten der lå på jorden og med destinationen han var på vej til.

//Out