a better life in an old world

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Var der én ting som Jethro virkelig holdte af at gøre, så var det at være tilskuer til Quidditchkampe. Han havde selv prøvet hans lykke på en kost på hans første år, men han var bestemt mere sikker at have på jorden end i luften, både for ham selv og andre! Til gengæld var han en dedikeret tilskuer og patriot når hans eget kollegium var i luften. Hufflepuff var også et af hans yndlingshold, men der var en bestemt grund for dette, og hun hed Sofia Banes. I dag var han taget ud på banen for at hjælpe selv samme person – endnu en af hans yndlingsbeskæftigelser.

Jethro havde taget den lange vej op til Gryffindors tribune og havde trukket hans stav, ved siden af ham lå den genkendelige, røde tromler. ”... Så han sagde at jeg fejlede fordi jeg skulle ligge skulderen i det. Da jeg så endelig gjorde det endte jeg med at ramme Beau Goodwill i den anden ende af lokalet.” fortalte Jethro ivrigt om hans lille besværgelses uheld han havde haft om fredagen. ”Han svulmede op til dobbelt størrelse imens resten af klassen grinte på min bekostning.” Jethro gemte ansigtet i hans hænder for et kort øjeblik. Han var god til hans besværgelser, men havde til gengæld også mere held i uheld. ”Du skulle have set det, Sofia – det er lige den slags du ville bryde dig om.” Han pegede staven mod tromleren og mumlede den bekendte besværgelse der fik den til at lette. Han var ivrig efter at få Sofia i luften. Når hun sad på hendes kost var det ligesom at se luftballet – så yndig var hun i alle bevægelser og finter. I starten havde han været bekymret for hendes liv, for det var en sport der var halsbrækkende og fysisk hård, og selvom han stadig kunne blive bekymret vidste han, at han altid var klar til at tage af faldet, skulle den dag komme.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Quidditchsæsonen var overstået, og Sofia havde til sin store fortrydelse måttet se pokalen gå til et andet hold end Hufflepuff. De havde kæmpet alt de kunne, men deres taktik havde åbenbart ikke været god nok. Eller også var det spillerne. Hun havde i hvert fald lovet sig selv, at næste år ville hun være den bedste angriber på Hufflepuffs hold – nej, den bedste angriber på hele Hogwarts! Om de så skulle træne hver aften i alt slags hver, skulle de vinde den pokal næste år!Hendes medspillere var hurtigt blevet trætte af hendes opmuntrende og pågående attitude. De fleste var taget slukøret hjem fra Hogwarts med et bidende svar til hendes, ”kom nu, lad os gå ned og øve! Næste år tager vi den!” Der var derfor kun én ting at gøre; at søge til den næstbedste løsning! Jethro. Ikke nok med at han var genial til at forhekse tromleren og skyde den i alle slags retninger, han var også utrolig hyggelig at have med på banen med hans sludren om alt og alle.
”Det gjorde du bare ikke!”, sagde Sofia vantro, men lagde så hovedet tilbage og lo. ”Jeg troede du var en ravn! I laver jo ikke fejl”, drillede hun og hævede kort øjenbrynet. Selvfølgelig var det en stereotyp opfattelse, men Sofia kunne ikke lade være med at drille ham. Ingen var så uheldig som Jethro!
Den nypolerede kost hang omkring 20 meter oppe i luften og svævede roligt med en afslappet Sofia siddende på. Benene dinglede ned mod jorden, og begge hænder var ved at rette på skoene. Beskyttelsesbrillerne sad oppe på panden i det korte hvil hun tillod sig selv, mens hun lyttede til Jethros historie. Smilet sad stadig i mundvigen da hun rettede sig op og satte brillerne ned i panden. En opadvendt tommelfinger gav tegn til, at hun var klar til at modtage den næste tromler.
Idét han skød den afsted greb Sofia om kosteskaftet omkring 1½ håndsbredde fra spidsen. Hun lænede sig frem så hovedet var få cm over kosten, idét vinden lettere kunne glide over hende så der var mindre modstand. På få sekunder skød hun fremad som et lille gyldent lyn i de gule Hufflepuff Quidditchgevanter, med øjnene fast rettede mod den røde bold. Målet kom tættere og tættere, og så, på et øjeblik, var hun ved at støde ind i den før fingrene lukkede sig om en af buerne i bolden. Hurtigt fik hun den ind under armen og fór hen til den højeste målring som hun fyrede bolden ind i.
Selvom det ikke var nogen særlig sejr at score uden en målmand, gav hun et dramatisk sejrshyl fra sig og fløj ned langs tribunen med en knyttet næve i vejret. Da hun nåede hen til Gryffindortribunen satte hun farten op og gav så en dramatisk opbremsning en halv meter foran Jethro for at drille ham. Hun grinede højt og satte brillerne op i panden. Kinderne var røde af latter og ophildelse over det lille andrenalinkick det altid gav at score.
"Hvordan så Beau ud i fjæset?", spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke fordi hun var nogen hævngerrig person, men Beau var en forfærdelig Slytherinelev der ikke stod tilbage for at drille hende for hendes blege hud og lyse hår.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

”Hvis der var et kollegium for uheldige fjolser ville jeg nok have endt der, men det har grundlæggerne af Hogwarts ikke tænkt på,” svarede han inden han skød tromleren afsted. Han løb ud til kanten for at følge Sofia i hendes jagt, og kunne ikke lade være med at dele hendes glæde da hun fangede den og skød den i mål. Jethro gav sig til at klappe, men da Sofia havde vendt retningen mod ham, og hurtigt kom nærmere uden tegn til at stoppe, afbrød han hurtigt hans handling for at bakke tilbage. Bænken bag ham var dog så langt han kunne gå, og det var bestemt ikke en blød landing. Han havde heldigvis altid været i stand til at grine af sig selv, og det var heller ikke ligefrem nyt at Sofia havde valgt dén entré. Hun havde altid været hans humoristiske indslag, og var der én person han aldrig blev træt af at være sammen med, så var det hende. Selvfølgelig var der også det faktum, at hun fik hans hjerte til at hamre afsted når hun stod tæt på ham. Et smil fra hende kunne klistre et på hans egne læber for resten af dagen, og selvom hun ikke sagde noget havde de blikke der kunne sige alt.
”Sådan her,” forklarede han og prøvede selv at udgive sig for at være oppustet og dødsensbange. Jethro var dog bange for, at selvom han lo af det nu skulle det nok vende sig. En dreng som Beau lod ikke en dreng som Jethro lege med hans ry. Jethro var ikke ligefrem den hårdeste negl i skolegården, og selvom det føltes godt at kunne give lidt igen til en fyr der altid havde været i nakken på ham og Sofia, så var det kun kortvarigt.

Jethro hentede tromleren tilbage med en simpel 'accio' og greb den, omend noget klodset – boldøje havde han heller ikke. Han sendte Sofia et hurtigt smil for han slog et slag med staven og lod tromleren tage en ny tur over banen. Denne gang valgte han dog at beholde styringen. Tromleren var halvvejs ude da han sendte den mod en ny kurs. ”Pas på smasheren!” råbte han, også selvom chancen for, at Sofia ville høre ham var lille. Jethro havde åbnet kassen og sendte en smasher afsted i hendes retning. Han var ikke glad for at gøre det, men han havde set hende tage meget værre – den var dog ikke nær så hurtig som den kunne have været.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Sofia havde forventet at Jethro blev overrasket, men ikke sådan så han faldt. Hun sendte ham et lidt undskyldende smil, men var lettet over at se han ikke blev sur. Det lignede heller ikke Jethro – han havde en selvironi uden lige. Da han fik rejst sig og pustede sig op som en kæmpe med store forskræmte øjne, brød Sofia igen ud i latter. Det stod meget tydeligt frem for hendes indre blik hvordan Beau var ved at dø af skræk over den pludselige forstørrelse. Han var et stort brød, og det dobbelte af ham måtte jo næsten fylde halvdelen af klasseværelset! ”Det havde han godt af”, afgjorde Sofia med et lille nik.
Blikket fulgte tromleren nede i den anden ende i takt med den fløj tilbage mod Jethro og ind i hans favn. Hun besvarede hans smil og sagde drillende ”at du ikke er på Quidditchholdet kan jeg ikke begribe. På den anden side... alle på banen ville jo være i fare så!” De sidste ord druknede halvt i vinden idét hun drejede kosten og susede afsted mod den nye kurs tromleren havde taget. Vinden drev ind i hovedet på hende og fik løsnede totter fra det blonde hår til at piske hende ind i ansigtet. I en hæsblæsende fart var hun henne og rakte ud efter den, da et halvkvalt råb lød fra Jethro. Hun nåede kort at opfange ordet ”smasher” før bolden selv susede forbi hende få cm fra næsetippen. Lettere overrasket drejede hun kosten mod højre, så den røde tromler dalede mod jorden. Der lød et blødt bump da den ramte sandet, og få sekunder efter fik Sofia samlet den op, sikrede sig at der ikke var nogle smashere, og fløj så tilbage til Jethro, denne gang noget slukøret. ”Øv”, mumlede hun da hun var henne hos ham. ”Måske var det netop min uopmærksomhed der gjorde, at vi ikke vant pokalen”. Kommentaren var lettere overdrevet, idét det var den første gang hun havde mistet bolden under deres træning, og det var mere tydeligt at hun fiskede efter en opmuntrende kommentar.
Det gik dog hurtigt over, og ansigtsudtrykket blev mere spørgende. ”Er du sikker på du ikke vil prøve? Dandy kan sagtens med begyndere”, sagde hun med et skævt smil, og hentydede til kosten som de sammen havde navngivet Dandy – det betød både glimrende og fremragende, men også spradebasse – lidt ligesom Sofia selv var, eller ønskede at være.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Jethro lavede ansigter da Sofia bragte hans fremtidige karriere inden for Quidditch på banen. Det var ikke svært at forestille sig hvordan udfaldet ville blive hvis han blev sat på en kost.
”Du glemmer tydeligvis mit talent fra første år,” kommenterede han med en hovedrysten. De havde ikke været så tætte venner dengang, men den dag ville man sent glemme. Jethro havde skreget som en lille pige, og da svævede han knapt en meter over jorden. Meget havde han taget til sig som mugglerfødt elev, men det med at flyve ville han aldrig kunne vænne sig til. ”Jeg kan jo knapt holde folk sikre når jeg har to fødder plantet solidt på jorden!” Han kunne ikke lade være med at grine ved mindet.

Jethro kom hurtigt frem til rælingen igen da Sofia satte af på ny. Han havde også nær taget faldet ud over den, da hun med nød og næppe undveg den smasher han havde sendt efter hende. Jethro havde aldrig været i stand til at harme andre – selv fluer kunne give ham dårlig samvittighed, skulle han gå så langt som at slå ud efter dem med den første tunge bog han kunne finde. Derfor sank hans hjerte næsten helt ned i maven på ham.
”Undskyld! Mange gange!” Han holdte bedende hænderne op imod hende. Hans iver havde måske taget en smule overhånd.
”Du scorede mange mål, Sofia, de andre var bare heldige.” Han tog imod tromleren og stak den under armen. ”Man lærer af sine nederlag. Desuden kan du ikke være perfekt i alt du foretager dig – du gør bare alle de andre piger jaloux.” Smilet havde bredt sig hele vejen op til hans øjne. Jethro havde aldrig været heldig når det kom til at give kommentarer, men i det mindste kunne hun ikke være i tvivl om dets oprigtighed.
”Det tætteste jeg nogensinde kommer på den hazard-fælle, var dengang vi fandt den.” Det var umuligt at han pludselig skulle have fundet hans flyve-evner frem.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Sofia havde grinet kort ved Jethros påmindelse om første gang på kosten; det havde ikke ligefrem været nogen succes. For mange af de andre elever, især af halvblods- eller fuldblodsforældrene, var det gået strygende med at lette, mens det for andre, inklusiv Jethros, var gået mindre heldigt. Der havde lydt skrig og skrål, og enkelte måtte en tur på hospitalsfløjten efterfølgende på grund af tossede styrt eller fordi kosten havde svirpede dem én på siden af hovedet.
”Nejnej, du skal ikke undskylde”, sagde Sofia affejende og tjattede ud efter hans bedende hænder. ”Hver smasher der rammer mig er en påmindelse om at være opmærksom. Jeg bliver hærdet af det”, sagde Sofia dramatisk, og med en knyttede hånd slog hun et par gange på sit bryst, som får at vise hvor hård hun var. Det gjorde dog en smule ondt, idét hun nu havde kvindelige fortrin, og hun lod hænderne støtte til kosten istedet.
Jets ord var som sød musik i hendes ører, som honning på bitter yoghurt. Han vidste af en eller anden grund altid hvad han skulle sige med så rare ord, at hun var på grænsen til at blive forlegen; det var hun ikke lige vant til. ”Okay okay, jeg skal nok droppe selvmedlidenheden”, sagde Sofia med kinder der var på grænsen til lyserøde. ”Det kan vi jo ikke have!” Der lød en lille latter, men efterfølgende påtog hun sig en fornærmet mine i form af spidsede læber som et lille barn, og rynkede øjenbryn. ”Pas på hvad du siger!” Hænderne holdt på siden af kosten, som havde den ører. ”Damen bliver voldelig hvis man fornærmer hende, ved du jo. Du kunne ende med et par røde kinder”. Sofia betegnede kosten som hunkøn i spøg, så man også kunne misforstå det til at hun talte om sig selv. Så blev hun alvorlig igen. ”Men du burde altså prøve før eller siden! Du er en troldmand, og troldmænd flyver på koste”, sagde hun snusfornuftigt, selvom det slet ikke var på hendes plads, at fortælle ham var han burde. Han kunne til enhver tid argumentere for, at Sofia burde bruge mere tid på at studere magiens historie og eliksirer; to fag Sofia ikke kunne fordrage, og helst undgik som var de pesten.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Jethro kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Sofia havde altid haft flere ben i næsen end han nogensinde kunne prale med, og som han blev ældre begyndte han at se problemet i manglen på rygrad. Det var sikkert også her, at hans mangel på opmærksomhed fra det modsatte køn, kunne spores til. Løbet var dog ikke fuldkomment kørt. Han var kun seksten år gammel, snart sytten – der var tid endnu, også selvom de andre drenge på hans alder var begyndt at løbe efter pigerne. ”Hver en smasher der rammer dig er én for meget,” protesterede Jethro i hans hovedrysten.
Han var mere end tilfreds da Sofia tog hans kompliment til hjertet. Hans smil var meget selvtilfreds da han satte sig på bænken.
”Jeg kan ikke løbe fra det faktum, at jeg hellere vil tæmme en drage end nogensinde at svinge benet over en kost igen.” Jethro havde ikke skænket det en eneste tanke siden den første dag. Han var blevet lovligt undskyldt af professoren, der var lige så bange for den skade han kunne gøre, som han selv var. ”Jeg er også muggler, og der bruger vi koste til at feje med.” Han gav et bestemt nik med hovedet og det samme bestemte udtryk kunne også ses i hans ansigt.
”Hvad med et lille hvil?” spurgte han for at ændre emnet. Hans mange svagheder var trods alt ikke noget han ønskede at blive ved. ”Jeg ved godt at du er sej, men du har aldrig været i stand til at sige nej til pebermynte/jordbær te.” Jethro trak en god, gammeldags termokande frem fra tasken han havde medbragt, samt to kopper. Det var en helt speciel bryg han havde sammensat på deres tredje år, efter at han havde lært om Sofias forhold til disse to elementer. Den havde ikke været en succes, og selvom den ikke ligefrem smagte godt, i hvert fald ifølge Jethro, så var det endnu en af de ting de havde sammen.
Han skænkede den lunkne drik op i de to kopper og holdte en frem mod Sofia, med endnu et smil klistret til hans læber. I det mindste kunne han tilfredsstille sig selv med, at uanset hvor mange drenge hun delte hendes opmærksomhed med, så kendte han hende bedst, og de mange minder de havde sammen blev han altid mindet om så snart han så hende.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

”Det forstår jeg simpelthen ikke”, sagde Sofia med rynkede bryn. Det faldt hende umuligt, at nogle ikke kunne lide Quidditch. Men så igen – hver sin smag. Hun vidste jo også udemærket at Jethro havde højdeskræk, så det var et under han var kommet hele vejen op på tribunerne.
"Du ville sagtens kunne klare en drage”, sagde hun så alvorligt med blikket rettede tænksomt lidt til højre. Hun mente hvert ord, og havde fuld tiltro til Jet. Det kunne godt være hendes bedste ven var temmelig uheldig, men de ting han kunne med tryllestaven var ikke småting!
I næste sekund skiftede hendes ansigtsudtryk til temmelig måbende. ”Til at feje med? Jamen... De må jo være uduelige til det!” Blikket gled kort og uforstående ned til kostens tætpressede og trimmede ende der gik ud i en spids. Aileen og Liam Banes var begge magikere, og i deres hjem havde de altid fjernet støv, skidt og snavs med en viften med tryllestaven. Koste blev brugt til at flyve på, og intet andet. Denne mangel på viden kunne også følge med Sofias uopmærksomhed i mugglerstudier.
Tanken om pebbermynte/jordbærteen fik hurtigt Sofia til at lukke den ubegavede mund, og øjnene lyste op. ”Du kender mig for godt”, sagde hun med et stort smil. Kosten svævede lidt opad, så Sofia kunne svinge benet over og hoppe ned på rælingen på tribunen. Hun kunne kun netop balancere på bjælken, og hoppede sikkert ned ved siden af Jethro. Efter at have grebet kosten og stillede opad kanten, tog hun briller og beskyttelsesudstyr af og lagde det på bænken. Dernæst hoppede hun op på bænken og greb ud efter den varme te. Den varmede hele vejen ned gennem halsen, og på trods af det varme vejr, føltes det behageligt indeni. Den mystiske kombination og jordbær og pebbermynte bredte sig på tungen, for flygtigt at forsvinde inden næste mundfuld kom.
De sad i stilhed et øjeblik, før Sofia sendte Jet et skjult blik. ”Hvornår stopper du med skuespillet? Jeg ved udemærket godt du synes det smager hæsligt”, sagde Sofia grinende, idét hun lænede sig hen mod ham og skubbede drillende ud mod ham med skulderen. Hun var ikke helt sikkert, men han gav ikke udtryk for samme entusiasme som hende selv.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Der var visse ting Jethro gjorde for Sofia som han aldrig kunne drømme om at gøre for andre. Han kunne tilgive hende for hvad som helst, ville smide hvad end han havde i hænderne for at hjælpe hende, endda glemme alt om hans frygt for højder. Selvfølgelig lå det altid i hans bagtanker, og kvalmen kunne han ikke altid slippe fra, men i hendes selskab kunne han lukke sig inde i en boks, hvor højder blev til mindre skråninger og frygten stilnede af. Det var ikke noget han snakkede højt om, men Sofia havde hurtigt fundet frem til hans problem første gang hun jog ham op i tribunerne, og hun havde også hjulpet ham. Jethro led stadig af vertigo fra tid til anden, specielt under kampene, men han kunne ikke gå glip af dem på grund af en tåbelig fobi. ”Hold blikket på mig,” havde hun sagt, og siden da havde han aldrig kigget væk.
”Du giver mig mere ros end jeg kan tage,” svarede han hende i endnu en hovedrysten. ”Min fjerpen kan skrive om den slags heltegerninger, men skulle jeg nogensinde stå overfor en drage, ville du se hvor hurtigt jeg egentlig kan løbe.” Han brød ud i en kort latter og skyndte sig dernæst at tage en tår af teen. Det var ikke ligefrem en smag han havde lært at holde af, men der var visse ting Jethro gjorde for Sofia, som han aldrig kunne drømme om at gøre for andre …

”De koste vi bruger derhjemme er ikke helt magen til. De har en klods for enden med masser af børster på, oftest lavet af plastik så de er bøjelige.” Han havde altid fundet hendes mangel på muggler-viden kær, men de var i samme båd. Ting der virkede så basale for den ene, var et rent mysterium for den anden. ”Og selvom de ikke kan lette så er de fantastiske at bruge som legetøjshest.” Jethro havde ikke tal på hvor mange gange han havde leget cowboy, eller hvor mange navne han havde givet hans bedstemors gamle kost. Mindet bragte endnu et smil frem over hans læber.
Han skulle netop til at nippe af drikken da Sofia kom med hendes næste bemærkning.
”Du tager fejl, min kære Banes. Dette er en udmærket drik …,” Han løftede koppen op i vejret. ”... blot en mærkelig sammenblanding.” Han brød ud i latter endnu en gang netop som hun puffede til ham. Uanset hvordan han følte for sammenblandingen, ville han stadig hælde det i sig indtil den dag han simpelthen ikke kunne presse mere te i sig. Det var deres ting – alt andet var ligegyldigt.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Sofia fnøs af Jethros kommentar, men kunne ikke lade være med at smile. Hvor typisk af ham at sige den slags, når han selv lige havde skamrost Sofia. ”Pjat med dig. Du ville sagtens kunne klare den”, sagde hun affejende over hans selvdestruktivitet. Det var hun ikke et sekund i tvivl om, men skulle den usandsynlige situation være der, hvor de stod ansigt til ansigt med en fuldvoksen drage, ville Sofia nok tage flugten med ham.
Der lød en lav slubren da Sofia drak endnu en tår af teen – hun havde den dårlige vane at sippe af teen selvom den ikke var varm. Opmærksomheden var rettet mod Jet, da han prøvede at uddybe kostens funktion i mugglerverden. Med rynkede pande prøvede hun at forestille sig kosten med plastik, klods og mange børster – men forestillingen blev uformelig og faldt til jorden. Det hjalp heller ikke, at hun aldrig havde forstået, hvad plastik var i mugglerstudier. ”Plastik er lavet af en række stoffer baseret på råolie fra undergrunden. Plastikken kan afhængig af behandling antage forskellig form, farve, elasticitet og resistens”, var sætninger som læreren kunne finde på at bruge, og det var sort snak i Sofias ører.
Hun kunne ikke lade være med at fnise ved forestillingen om en lille mørkhåret Jethro der humpede rundt på en kost, som var den en hest. ”Jeg forstår ikke, hvordan du har kunnet leve uden magi i 11 år. Din barndom må have været så... Kedelig”, sagde hun med en lille hovedrysten. De havde ofte den diskussion, men den endte som regel ikke med nogen anden konklusion, end at mugglere og magikere nu engang var forskellige.
Da ordene havde forladt hendes mund, fortrød Sofia den straks. Øjnene blev store, og øjenbrynene rynkede sig sammen. ”Undskyld, Jet! Jeg ved din barndom har været alt andet end kedelig”, sagde hun lavmælt, da hun huskede på, at selvom Jethro havde vokset roligt op hos hans bedsteforældre, havde hans voldelige far af og til prøvede at få Jethro tilbage med magt.
Hun sendte ham et lille smil over det med teen, men var mere trist over, måske at have fornærmet ham.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Jethro kunne sagtens forestille sig selv som helt, stående overfor en drage, redde den skønne jomfru, men det hørte alt sammen til i de bøger han elskede at begrave næsen i. Han kunne heller ikke lade være med at skyde brystet en smule frem ved Sofias kommentar. Jethro slugte den sidste rest af teen og satte koppen fra sig. Han åndede kort ud før han vendte blikket mod Sofia. Han havde altid holdt af den måde hvorpå hun slubrede teen i sig, også selvom det måske var en dårlig vane. Han kunne heller ikke undertrykke det skæve smil der formede sig, også selvom han havde gjort en nogenlunde indsats.

”Åh, det har slet ikke været så svært, når man ikke kender til andet,” svarede han efter et sekunds betænkningstid. ”Det hjælper på fantasien … når man ikke bare kan trylle det frem.” Jethro havde ikke lagt den mindste smule i hendes ord. Sofia havde været bekendt med hans barndom i et par år, og der var tider hvor han overvejede, hvor velovervejet det havde været at fortælle hende om det. Han ønskede ikke at hun skulle gå på listefødder omkring det emne, eller nogensinde have grund til at tænke over hendes ord.
”Tænk ikke på det,” svarede han og lagde en hånd på hendes knæ, uden at tænke vitterligt over hans handling. Da det dog gik op for ham skyndte han sig at trække den til sig, og for en sikkerheds skyld valgte han også at sætte sig på den. ”Jeg ved hvad du mener.” Han gav sig til at lege lidt med tromleren, som var den en fodbold. Han havde aldrig været sportslig, men han havde prøvet kræfter med selv samme sport. Det havde vist sig at han var bedre til at blive ramt af bolden, end at ramme den selv.
”Hmm ...” mumlede han efter lidt tid før han rømmede sig. ”Nu hvor teen er drukket, hvad ønsker du så at lave?” En stor del af ham havde brugt nok tid oppe i den tynde luft. Landjorden kaldte hans navn.

SOFIA • OUTFIT

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Sofia nikkede kort til hans affejende bemærkning, selvom hun stadig var utilfreds med sin egen kommentar. Hun var et mildt væsen, der ikke ønskede at gøre nogle ondt, især ikke hendes bedste ven! I virkeligheden kunne hun slet ikke forestille sig en barndom som hans; ikke at tilbringe tid sammen med sine forældre, fordi de var dybt uegnet til at have børn. Hendes egen havde altid været fuld af kærlighed fra forældrene, og det var svært for hende, at forestille sig et liv uden.
Da hun var opmærksom på Jethros ansigtsudtryk og kommentar, fornemmede hun, at han mente hvad han sagde. Hånden på låret registrerede hun blot svagt som en forsikring, og intet andet.
”Godt”, sagde Sofia, hvis ansigtsudtryk lyste markant op. Blikket var rettet mod tromleren der i et noget ujævnt tempo hoppede op og ned ved Jethros fødder, i den stilhed der opstod mellem dem. Det var ikke nogen akavet stilhed, for sådan en opstod der aldrig mellem de unge venner – i hvert fald ikke en Sofia registrerede. Imens galloperede tankerne afsted, som sædvanligt mod Quidditch. De svirrede som regel i den samme cirkel; hvordan ville det gå næste år? Hvilke nye ville de kunne finde på holdet, og var de gode? Hvordan kunne de i det hele taget vinde næste år? Ny taktik? Ny holdopstilling? Nye tricks?
Hun blev revet ud af sin tankestrøm, da Jethro ytrede sit spørgsmål. Det var typisk ham at spørge hvar hun havde lyst til, istedet for selv at stille et krav. Han var altid eftergivende overfor Sofia, og som det småforkælet enebarn hun nu engang var, generede det hende egentlig ikke. Alligevel prøvede hun som regel at få ham til at bestemme.
”Nu har du hjulpet mig med at øve, så det er din tur til at bestemme”, sagde Sofia bestemt, og greb drillende tromleren, da den fløj opad i et hans spark. Hun havde en forfærdelig lyst til at springe på kosten igen og mærke suset igen, men beherskede sig. Det trak alligevel mere at hygge sig med Jethro inde på slottet, hvilket var det sted, hun forventede han ville hen. Det blev altid meget tydeligt, at Jethro savnede landjorden efter noget tid.
Sofia greb sit beskyttelsesudstyr i remmene, og fik sin kost stukket under armen. Hun prøvede at balancere bolden under, men da det ikke lykkedes, rakte hun den spørgende mod Jethro.

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]

[Jethro Moriarty]

it's my world now
“BUT I'LL SHARE IT WITH YOU”

Jethro gav et tilfreds nik fra sig, samlede kopperne sammen og stak dem i tasken han havde medbragt til formålet. Han havde tilbragt nok tid i den tynde luft og hans tanker sværmede kun om en enkelt ting nu; at komme ned fra tribunen. ”Hvad med at vi finder tilbage til jorden igen?” foreslog han da Sofia snuppede tromleren. Han kom hurtigt på benene og vovede sig endda ud i at slå et enkelt blik ud over gelænderet, men blev hurtigt grebet af vertigo og trak sig tilbage med et flovt smil rettet mod Sofia. Han trak tasken over den ene skulder og så en smule tøvende til da Sofia læssede sig med udstyr, kost, og hvad der end hørte til. Netop som han vendte opmærksomheden mod tromleren gik det op for ham hvad de manglede. ”Smasheren!” Og kun et par millisekunder efter denne opdagelse kunne man høre suset fra bolden der kom imod dem. Jethro nåede kun med nød og næppe at hæve tasken til hovedet før smasheren ramte ham, og et sekund efter havde han et fast tag i bolden. Det var aldrig let at tvinge den tilbage i kassen, men så snart han havde fastgjort hængslerne blev den livløs igen. ”Phew!” udstødte han efterfulgt af en latter før han tog imod den udstrakte tromler.

En hurtig besværgelse – en ganske simpel Wingardium Leviosa – gjorde det lettere for Jethro at bringe boksen tilbage til Hufflepuffs omklædningsrum. Hans ben rystede stadig en smule under ham, men følelsen af at være tilbage på landjorden begyndte langsomt at hjælpe.
”Jeg har hørt, at et af malerierne på femte sal skjuler en hemmelig indgang,” fremlagde han i et afslappet tonefald for at fremme hendes nysgerrighed en smule. ”Men ingen ved præcis hvor denne indgang er. Jeg siger, at det er værd at undersøge, lige så snart du er kommet ud af ... udrustningen.” Jethro sendte hende det største smil han kunne fremmane, tydelig stolt over hans nylige opdagelse før han vendte næsen mod skolen. Det var disse små eventyr han holdte mest af, men uden Sofia var de intet værd.

SOFIA • OUTFIT

i'm outta here

[Sofia Banes]

Quaffles and Jets

Sofia nikkede til hans spørgsmål. Det var ligesom hun havde forventet. Hun kunne ikke lade være med at slå en lille latter op ved hans flove smil, da han fløj tilbage fra tribunen. Stakkels dreng! Tænk at lide af højdeskræk. Det ville jo være forfærdeligt! Så kunne man ikke dyrke Quidditch.
Der lød en hvislen nogle meter væk, og i samme øjeblik Jethro råbte det, kom Sofia i tanke om smasheren. Hun sprang til side så samtlige genstande der var balanceret i favnen faldt til jorden med et rabalder. ”Pas på”, hvinede hun, men til alt held nåede Jethro at skærme for sit hoved. Havde uheldet været ude (hvilket havde været sandsynligt), var de nødt til at sætte kursen mod hospitalsfløjen istedet for. Inden hun nåede at kæmpe sig op og hjælpe ham, havde han formåede at få den presset ned i kassen og låst kæden fast over den. Som for at ryste forskrækkelsen af sig rystede hun hovedet så det lyse hår hvirvlede omkring. Hun skar en grimasse og samlede sine tabte ting op.
Da Jethro gik med kassen svævende foran sig marcherede Sofia bag ham og lyttede interesseret til ham. ”Virkelig?”, spurgte hun nysgerrigt og overvejede hvilket maleri det var. Det af de tre gamle sludrende koner der sad om en krystalkugle? Det af den enorme elefant der trampede panisk rundt på grund af en pibende mus der hvirvlede omkring dens ben? Sofia anede det ikke, men hendes nysgerrighed var pirret. ”Sejt! Det vil jeg gerne se”, erklærede hun ivrigt. Hun satte farten lidt op, og da hun nåede foran ham, hoppede hun op og greb den svævende kasse. Det tog ikke lang tid at springe ind i omklædningsrummet, sætte den på plads og skifte til skoleuniform. Hurtigt var hun ude igen og satte kursen op mod slottet ligesom ham. På vejen kunne hun ikke lade være med at tjatte drillende ud efter ham og ellers skråle højlydt på sangen ”To tjærefyldte heksekællinger”, der var en gammel troldmandssang.

//Out

Tag;Jethro

[/size][/i][/font]