how wayward the decrees of fate are

[Kevin Allaire]

"HOW VERY WEAK THE VERY WISE,
HOW VERY SMALL THE VERY GREAT ARE"

Drivhus II, aften, April

Det meste af dagen havde været overskyet, grå og havde budt på regn i intervaller der lå så tæt på hinanden, at ingen elever vovede sig ud på længere turer i udendørsområderne omkring Hogwarts. Selvom solen endnu ikke var forsvundet bag horisonten så var mørket efterhånden faldet på, takket være de mørkegrå skyer og den tunge regn. De to silhuetter der stod bøjet over et af bordene i drivhus nummer to kunne knapt skimtes igennem de duggede ruder og intet lys fra drivhuset hjalp med at give dem tilkende.
Aisling og Kevin havde aftalt at de skulle mødes efter aftensmaden for at gå igennem et par af de emner de kunne møde til deres eksamen. Det var med god grund at de havde ventet indtil nu med at gå i gang. De havde været igennem de mest basale planter, rødder og hvad der ellers hørte derunder, men dette møde var ligeledes nysgerrighed som det var skole relateret.

De var ikke kommet godt ud af det med hinanden fra starten. Kevin var mugglerfødt og i Aislings familie var der intet værre end hans slags. I starten havde ingen af dem nydt af dette partnerskab som professor Grace Kennith havde tildelt dem. Kevin havde ikke været villig til at hjælpe Aisling, og Aisling havde ikke været villig til at lade Kevins muggler-gener gå uset hen. Hendes bror havde været den værste, og der havde været øjeblikke hvor Kevins filosofi, om at vende den anden kind til, havde vaklet på dets grundsten. Men han havde oplevet en forandring i Aisling det seneste år. Hans muggler-gener blev tolereret med et gram salt og hun havde virket til at give deres forgiftet forhold en pause.

Nu hvor slutningen på deres sjette år kom nærmere og nærmere, og Kevins egen holdning til Aisling havde lysnet en smule, ønskede han at vise hende noget specielt, og noget som han altid havde forbundet hende med, selvom han aldrig havde gjort dette kendt. Under den lille boks, som stod på midten af bordet imellem dem, gemte der sig et lille eksemplar af Djævleslyngen, som havde taget meget overbevisning at få fat på, men denne enkelte spire kunne endnu ikke gøre megen harm.
"Har du nogensinde set en Djævleslynge?" spurgte Kevin med en hånd på boksen. Han havde sikret sig at der var mørkt nok, da stærk lys var en af de eneste ting denne plante ikke kunne modstå. Det var et stolt smil der havde indtaget hans læber og nysgerrigheden strålede i hans øjne. Han havde ventet med at løfte låget indtil at Aisling dukkede op, men det lykkedes ham stadig at fjerne hånden og gestikulere mod boksen. Han ville lade hende få æren, hvis hun ville tage den. Der var stadig spænding i luften imellem dem, men Kevin var villig, ligesom Aisling syntes at være, til at give det en chance mere, i hvert fald så bare indtil at de var færdige med skolen.

RESERVERET: AISLING

[Aisling Ériaan Delaney]

A year from now you will wish you had started today

TAG - KEVIN
WORDS - 587
OUTFIT[/center]

Et par krager fløj hen over gårdspladsen, i mens den tunge trædør blev åbnet. Døren knirkede højt i det stille landskab, hvor man kun kunne høre regnen falde. En lyshåret pige trådte udenfor døren, og gav sig til at løbe hen mod drivhusene. Hun skulle mødes med sin botanik partner, et fag hun afskyede og altid havde. De var blevet sat sammen som botanik partnere da hun var meget ung, og på det tidspunkt havde hun været meget imod det. Det havde dog efterhånden ændret sig. Kevin var ikke længere en dreng hun hadede, han var efterhånden blevet en hun havde lyst til at lære bedre at kende. Hun havde dog holdt sig tilbage, dels fordi hun ikke var sikker på at han var interesseret i at tilgive hende og dels fordi hun ikke mente hun kunne efterspørge hans tilgivelse.

Forandringen i hende var sket langsomt, og ikke kun fordi hun opdagede det uretfærdige i de fanatiske holdninger, men også fordi hun havde indset hvor ensom det gjorde hende. Hun havde derfor søgt mod den anden side af det politiske land, desværre havde hun indset at det var langt fra de færreste der havde i sinde at tilgive hende. Matthew hadede hende for det skænderi de havde haft til Annessas fest, og Teodor var der ikke mere til at passe på hende, som han trods alt havde gjort, selvom han gjorde det af de helt forkerte årsager.

Aisling befandt sig nu i dødmørke i drivhuset, med en mugglerfødt hun plejede at afsky. Hun havde taget sin kappe af, da det var varmt nok uden i drivhuset. Hun trådte et skridt tættere mod boksen, alt i mens hendes blik flakkede mellem boksen og ham. Hun fandt ham pludselig charmerende, som han stod der og strålede af glæde over det han ville vise hende. Hun skubbede dog tanken væk og rystede på hovedet.
"Nej.. Som du ved er jeg alt for fornem til at røre ved planter" Sagde hun, med en stærk tone af sarkasme og sendte ham et skævt smil. Hun vidste ikke rigtig hvad han ville have hende til at gøre, men hun gættede og lagde hånden på boksen, med en tøvende mine.

"Det er vel sikkert ikke?" Spurgte hun, alt i mens hendes stemme skælvede diskret. Hun var ikke helt vild med tanken om at åbne denne boks, det kunne jo være han havde en mindre hævn i tankerne, men så alligevel ikke. Det virkede ikke som en ting han ville gøre. Langsomt åbnede hun æsken, men da en mindre plante arm straks slap ud af æsken og rørte hendes finger, trak hun hurtigt hånden til sig med et hvin. Aisling rødmede en smule og gned sin hånd, mens hun smilede undskyldende til ham. "Hovsa.." Mumlede hun og trak lidt på skuldrene, med et lille smil.

[/justify]

[Kevin Allaire]

"HOW VERY WEAK THE VERY WISE,
HOW VERY SMALL THE VERY GREAT ARE"

Kevin havde følt sig som en lille dreng til juleaften da professor Kennith havde rakt ham æsken, der også havde kommet med et sæt instrukser. Han havde været udmærket klar over hvordan denne plante skulle håndteres, specielt fordi den længe havde være på hans liste over interesser, men han havde tålmodigt ladet professoren remse diverse instrukser op, alt imens han forstående havde nikket. Han havde måske følt sig en smule dum da han endelig stod med boksen og knugede den ind til brystet, som havde der gemt sig en lille hvalp bag låget, men nu hvor den endelig stod på bordet, klar til at blive vist frem, blev hans tålmodighed kun kortere.
Han lod Aislings første kommentar glide ubemærket hen, eller hvad der lignede, da han stadig ikke kunne holde et uforstående blik fra at søge mod hendes. Han skyndte sig dog at slå det tilbage på æsken og fremtvang et hurtigt -dog langt fra oprindeligt- smil på hans læber. En del af ham, der ikke var helt så lille som han havde ønsket, regnede stadig med at se de gamle holdninger og giftige ord vende tilbage, uanset hvor meget han end ønskede at tro på hendes forandring. Det var ikke altid lige let at se det bedste i folk, når man udelukket havde set det værste de sidste fem år.

Han skubbede tanken fra sig og lod det være en bekymring han kunne påtage sig en anden dag. Han havde trods alt bedt hende om at møde ham her, denne aften, for at give det hele en chance mere.
"Helt ufarligt er det ikke," svarede han ærligt, "men den er så lille at den højst kan klemme om et par fingre." De kunne højst miste blodomløbet i deres fingre, men Kevin havde hans stav klar, skulle de få brug for en lille smule lys til at holde den tilbage.
Han kunne ikke lade være med at le over Aislings reaktion, men prøvede også hurtigt at kvæle latteren igen, da han ikke ønskede at hun skulle tro at det havde været hans mening at gøre hende forskrækket.
"Lumos er nok til at få den til at give slip, skulle den få fat, men mere gør den ikke." Han sendte hende et hurtigt smil, der var blevet på hans læber efter hans latter, og trak boksen over planten væk. Djævleslyngen slog ud efter hans hånd, men den lille spire rakte ikke langt. Det afholdte den dog ikke fra ivrigt at strække sig så lang som den var for at gribe ud efter det nærmeste den kunne komme i kontakt med.
"Fantastisk plante!" udbrød Kevin begejstret da han endelig kunne se den i dets helhed. "så længe den ikke er større." Han slog endnu en latter op, mest af alt for at lette på stemningen, og vendte dernæst blikket mod Aisling. I hans øjne var dette noget af det mest fascinerende nogen kunne stille op med, men de havde allerede fastslået at de var forskellige, og hendes reaktion kunne være det komplet modsatte af hans egen.

DEDIKERET TIL: Aisling

[Aisling Ériaan Delaney]

A year from now you will wish you had started today

TAG - KEVIN
WORDS - 306
OUTFIT[/center]

Aisling rødmede en smule da han grinede, og kiggede overrasket på æsken. Hun smilede lidt til ham, og prøvede på at skubbe en eventuel fornærmelse væk fra sig, da hun ikke syntes han fortjente det.
"Nåh.. Det er da ikke så svært" Sagde hun og gav sig til at rode efter sin tryllestav i lommen. Hun fandt den frem og strammede grebet om den, mens hun lod armen falde ned langs siden. Aisling betragtede planten der prøvede at fange hans hånd, og grinede let over det lidt ynkelige forsøg.

Aisling nikkede til hans udbrud af begejstring og grinede nervøst. Hun var ikke særlig selvsikker når det kom til planter, og ville faktisk helst holde sig langt væk, men et venskab var mere vigtigere end at hun undgik planter.
"Hvor stor kan den blive?" Spurgte hun oprigtig nysgerrigt. Hun kunne slet ikke forestille sig hvad sådan en plante kunne gøre hvis den var større, det måtte da nærmest være dødeligt.
"Den er egentlig meget sød når den er så lille." Sagde hun og prikkede til den med sin tryllestav, så den greb rundt om staven og holdt godt fast.
"En stærk lille en tilgengæld.. " Sagde hun tøvende og grinede lidt over den situation hun havde sat sig selv i.

[Kevin Allaire]

"HOW VERY WEAK THE VERY WISE,
HOW VERY SMALL THE VERY GREAT ARE"

Kevin havde aldrig selv set en større udgave end den der stod på bordet imellem dem dette øjeblik. Der havde selvfølgelig været diverse billeder i de mange Botanik-bøger de efterhånden havde været igennem i årenes løb, men intet havde sagt så meget som det gjorde nu.
"Professor Kennith sagde at dette blot var en lille spire, og ifølge de mange lærebøger vi har været igennem, så kan de dække hele skovbunde, skulle de få lov til at gro." Kevin bukkede sig en smule for at komme tættere på planten, dog stadig i sikker afstand da han uden problemer kunne forestille sig planten tage fat om et øre. "Men det er vidst ikke en plante man møder hvor som helst, og de fleste eksemplarer bliver brugt som beskyttelse. Blandt andet her," påpegede han med et selvtilfreds smil og rettede sig op igen. Selvom han var fascineret af denne lille spire så ønskede han stadig at se en fuldvoksen Djævleslynge.

Kevin havde ladet den lille spire fægte lidt omkring sig før han skubbede den en smule til siden med kanten af det låg den havde været gemt under. Han vendte dernæst blikket mod Aisling og rømmede sig kort. "Aisling, jeg ved at vi ikke ligefrem kom godt ud af det med hinanden i starten," lagde han ud med - lidt af en underdrivelse taget alt i betragtning, men han havde ikke lyst til at beskylde hende, især fordi dette havde været et forsøg på at redde trådende ud, "men der er kun et enkelt år tilbage, skulle vi begge klare os igennem det sidste." Kevin slog en lille latter op før han plantede begge hænder på bordet.
"Uanset hvad vi har været igennem så er vi venner nu, ikke?" Noget der havde været foragt imellem dem i fem år havde ændret sig i løbet af deres sjette, men Kevin var stadig ikke sikker på hvorvidt han kunne stole på denne forandring. Det var på tide at kortene blev lagt på bordet.

DEDIKERET TIL: Aisling

[Aisling Ériaan Delaney]

A year from now you will wish you had started today

TAG - KEVIN
WORDS - 387
NOTES
Undskyld jeg tog så lang tid om at svare, men som du måske ved var jeg i
Frankrig hele sidste uge x)
OUTFIT[/center]

Aisling betragtede planten, men bevægede så blikket op mod ham, da han nævnte professor Kennith. Et lille smil spillede på hendes læber mens han talte, mens hun i øjenkrogen holdt diskret øje med den lille djævel.
”Ja, det er jo ikke lige en man har lyst til at have boende ude i baghaven” Sagde hun og trak på skuldrene.
Aisling blev en smule overrasket over hvor direkte han pludselig blev, det var ikke hendes stil at tale om de her ting, faktisk foretrak hun at vikle sig ud af alle former for konflikter uden nogen egentlig konfrontation. Hun bed sig lidt i læben, uden at svare før hun var sikker på han var helt færdig med at tale.
”Joh…” Sagde hun tøvende og kiggede undvigende på den aggressive plante.

”Undskyld at jeg har været så tarvelig, men selvom du måske ikke mener det samme, havde jeg ikke meget valg” Sagde hun og pillede lidt ved sin trøje mens hun kiggede på sine fingre.
”Min storebror holdt jo altid øje med mig og du ved der ikke er grænser for hvad han kan finde på..” Sagde hun og var ikke helt sikker på om hun mente disse ord oprigtig, eller prøvede på at opdigte en undskyldning på sin opførsel. Hun kiggede prøvende op på ham og bed sig i læben, stadig med ansigtet drejet lidt ned mod stengulvet. Teodor var i sandhed en uforudsigelig type, men en ting var sikkert, og det var at han ikke ville gøre hende nogen særlig skade ved mindre hun trodsede ham meget og dette sted havde hun ikke nået endnu. Han havde dog været tæt på at gøre hende fortræd et par gange, når hun havde været lidt for modig.

[Kevin Allaire]

"HOW VERY WEAK THE VERY WISE,
HOW VERY SMALL THE VERY GREAT ARE"

Kevin var selv et noget konfliktsky menneske, der i mange år havde ladet ting passere ham over hovedet, eller havde vendt den anden kind til, i stedet for at tage sagen i egen hånd og gøre noget ved det. Han havde længe gået med en flakkende fornemmelse i maven, og havde tit overbevist sig selv om, at det ikke var nødvendigt at tage det op, men nu hvor ordene havde forladt hans mund så var der ingen vej tilbage. Heldigvis for ham så skubbede Aisling det ikke til siden.
"Fortid er fortid," svarede han uden et videre behov for nogen form for undskyldning. "Vi har mulighed for at gøre det bedre til næste år, og det er det vigtigste." Kevin rettede sig op og måtte stikke begge hænder i lommen på hans bukser, da han ikke vidste hvor han skulle gøre af dem. "Derfor foreslår jeg, at vi tager en drink på De Tre Koste og prøver at snakke om andet end blomster, planter og skole." Han sendte hende et spørgende blik og prøvede at forholde sig så roligt som muligt, men han krummede tæer i hans sko. Kevins forslag havde nok endt med at lyde som lidt af en date, men han havde kun ønsket at få Aisling væk fra ét miljø for at lære hende at kende i et andet.

DEDIKERET TIL: Aisling

[Aisling Ériaan Delaney]

A year from now you will wish you had started today

TAG - KEVIN
WORDS - 252
OUTFIT[/center]

Aisling nikkede stille og var ikke helt sikker på hvor hun skulle gå hen med den næste sætning. Rastløst, placerede hun hænderne på ryggen og nikkede, med et lille, uskyldigt smil på læberne.
"Ja, og det har jeg tænkt mig!" Sagde hun med lidt mere enthusiatisme end hun havde regnet med.

Hun blev dog en smule overrasket over samtalens pludselige emneskift.Hun tøvede lidt, mest fordi hun var så forbløffet.
"En drink? På De Tre Koste?" Gentog hun og smilede lidt. "Hvorfor ikke?" Sagde hun og drejede en tot af sit blonde hår rundt om sin pegefinger.

"Øhm.. Men vel ikke i aften vel? Eller hvad?" Spurgte hun og strøg fingrene gennem håret mens hun trippede lidt på fødderne. Det var mærkeligt at hun pludselig blev så anspændt, men bare tanken om at komme ud og more sig var det mest spændende der var sket for hende længe. En bytur var lige hvad hun havde brug for, for at komme over Charles.

[Kevin Allaire]

"HOW VERY WEAK THE VERY WISE,
HOW VERY SMALL THE VERY GREAT ARE"

Hans smil voksede kun da Aisling bekræftede deres fælles plan for næste år, at forbedre hvad der længe kunne have været et stærkt venskab. Kevin pakkede den lille Djævleslynge tilbage i kassen og stillede den på bordet som anvist af professor Kennith. "En enkelt eller to, eller hvor mange der nu end falder af," kommenterede han med ryggen til hende. Kevin havde mest af alt lyst til at tage den lille plante med sig, men meget kunne ske hvis de ikke blev holdt under opsyn. Selv en lille spire som denne kunne kvæle en kat eller ugle hvis den blev efterladt ude af den lille boks. Nej, det var nok det mest ansvarsfulde at lade den forblive i drivhuset.
"Nej, ikke i aften, men måske næste weekend, inden det værste eksamens-stress slår ind?" Han havde ikke tænkt sig at bryde skolens regler uanset hvor tørstig han følte sig.

Kevin pakkede det sidste sammen og vendte sig mod Aisling. "Aftale?" spurgte han og nikkede imod døren. Mørket var faldet på og det var på tide at vende tilbage til slottet og deres opholdsstue.

out

DEDIKERET TIL: Aisling

[Aisling Ériaan Delaney]

A year from now you will wish you had started today

TAG - KEVIN
WORDS - 249
OUTFIT[/center]

Aisling smilede blot og nikkede, det blev jo højst sandsynligt mere end to drinks for hendes vedkommende. Sidst hun havde været ude og more sig var til Anessas fest og de fleste vidste jo hvordan det var endt for hende. Hun havde moret sig ude i en busk, med Charles, og på trods af at han havde været ganske glimrende, havde det nok mest været fordi Matt havde afslået hende. Hvis hun skulle være helt ærlig.

Aisling betragtede djævleslyngen og så tilbage til Kevin da han talte. Hun overvejede et øjeblik hvad de skulle gøre med den lille djævel, men hendes opmærksomhed blev hurtigt fjernet fra planten, da hun alligevel ikke fandt den særlig interessant.
”Ja, næste weekend lyder perfekt” Sagde hun og smilede lidt til ham.
”Det siger vi” Afsluttede hun og nikkede, stadig med smilet spillende på hendes læber. Derefter gik hun ud af drivhuset og tilbage mod den varme opholdsstue med Kevin. Et ganske specielt syn hvis hun selv skulle sige det.

OUT