First all hope is shattered....

[Grace Kennith]

When ever time spins a ripple is sent out
to be found for those who seeks the knowlegde or the doubt...

"... er ganske ufarlig med mindre man røre ved - Frøken Collins?" Grace brød af og gjorde oplysningen til et spørgsmål i stedet, mens hun så ned på sin heldige udvalgte og smilede opfordrende, forventende et svar og det det rigtige fra den stille pige. Andet ville undre, hvilket hun også fornemmede resten gjorde fra den puslen der var i krogene. En lidt højere, hvor tog stak hovederne sammen tiltrak sig hendes blik og de fik et hævet øjenbryn, som de fangede hendes rettede blik. Så var det tilbage ved den tilspurgte igen og hun nikkede en enkelt gang anerkendende. "Rigtig. Så længe man ikke røre ved blomsternes støvdragere angriber den ikke." Hun slog hænderne sammen, rettede sig op fra sin tilbagelænede position, hvor bordkanten havde støttet hende så bekvemt i ryggen og viftede dem så ud mod bordene. "Og så i gang. Minimumet for at få før fri er at have høstet en brugbar portion af hver af de otte nyttedele fra planten foran jer. Ingen snyd! Ingen tagen fra de andre og vigtigst! Forsigtighed! Dette er ikke første år og I ved bedre end at provokere hinandens planter." Hun så vast ned på et par af drengene og lod dem så komme igang uden flere formaninger.

Roen sænkede sig langsomt, mens eleverne fordybede sig i hver deres udleverede puellaris calamitas. Grace lod dem finde deres egen rytme og begyndte så afslappet at bevæge sig rundt imellem dem med små spørgsmål, fif og et par mindre redninger. Efter en af disse stoppede hun ved Annabel og fulgte hendes arbejde med et smil. "Ganske roligt nu." Hun lænede sig frem, mens hun trak sin stav ud fra dens vante plads og brugte den til at løfte de nederste blade med. "Kan du se de svagt rosa farvede knolde der? De opstår en sjældent gang imellem, når planten har de helt rigtige betingelser og er hovedingrediensen i fire-dage-giften." hun slap bladene med staven og rettede sig op igen, tagende sig til lænden, og skærende en lille grimasse. "Som navnet antyder er det ikke en øjeblikkelig gift, men lad knoldene sidde. De er først modne til pluk når de er blod røde." Hun lagde let en hånd på Annabels skulder, før hun fortsatte videre rundt.

Efter at set til den sidste endte hun tilbage ved sit eget bord, hvor hendes stol stod bag ved. Den satte hun sig på mens hun gav en sidste besked til klassen. "Når I mener I er færdige kan I komme her op medbringende jeres glas med de otte nyttedele til bedømmelse." Hun lod atter blikket glide over dem, før hun lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne på maven.

Tag: Annabel Baker ¤ Outfit: Her

[Annabel Baker]

action with vision is making
a positive difference

[/size]

Tag: Grace Kennith • Outfit: Here[/center]

Botanik havde altid været et fag som Annabel kunne lide og hun fulgte med stor interesse med i timerne og forsøgte så vidt muligt at markere sig og gøre et godt stykke arbejde så snart det blev sat i gang med deres arbejde. Af samme grund lyttede hun med stor interesse til hvad Professor Kennith havde at sige da denne lænede sig ind over hendes arbejdsbord og fortalte om de fremtrædende knolde. "Okay…" begyndte hun og ville have fulgt op med et spørgsmål, men i samme øjeblik lærerindens hånd landede på hendes skulder forsvandt alle erindringer om det i samme øjeblik.

I stedet sneg en velkendt fornemmelse sig ind over hende og hun måtte gribe fat i bordkanten som hun trak vejret lydløst, men brutalt ned i lungerne. Hendes fingre strammede sig og hovedet faldt en anelse frem og lod ansigtet blive dækket af det lange, bølgede hår. Selvom ingen kunne se det, vidste hun at farven langsomt forsvandt fra hendes blik og øjeblikke efter havde hun mistet alle rester af selvstændig tankegang. Det varede ikke mere end et par sekunder denne gang, men det kunne lige så vel have været timer for hendes vedkommende. Det var grusomt.

Så snart bevidstheden vendte tilbage gav hendes knæ lidt efter og det var kun fordi hun i sidste øjeblik strammede sit greb så meget at knoerne blev hvide, at hun ikke faldt sammen. Desorienteret og med lysere øjne end normalt så hun på sine klassekammerater ved siden af, der i de få øjeblikke ikke havde opdagetdet mindste, optaget af føromtalte knolde.

Hun havde det dårligt. Helt ekstremt. Helt ind i midten af maven, hvor kvalmen bredte sig ud igennem hele kroppen og gav hende en dårlig smag i munden. Annabel foregav at tabe sin ene drageskindshandske på gulvet, for ikke at lade nogen se at hendes blik svømmmede og trak forsøgende beroligende luft ned i lungerne. Hendes hoved var et virvar og hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle slippe igennem resten af timen og så snart hun var på benene igen kunne hun ikke lade være med at lade sig blik drive tværs igennem lokalet og lande på personen ved kateteret.

- - - - - - -

Mod al forventning gik timen dog alligevel, skønt det blev uden meget deltagelse fra den rystede slanges side. Hver gang hun havde forsøgt at foretage sig noget, havde hun tabt tingene ud af hænderne eller var uintentionelt kommet til at gøre skade på planterne. Annabel følte sig komplet blæst bagover og afvæbnet, som hun med stigende angst nærmede sig lærerpulten, modsat alle andre elever der strømmede ud for at komme tilbage til slottet. "Professor?" Hun sank en klump. "Jeg er nødt til at fortælle dig noget…"



[/blockquote][/justify]

[Grace Kennith]

When ever time spins a ripple is sent out
to be found for those who seeks the knowlegde or the doubt...

Det var ikke længe Grace kom til at sidde tilbagelænet i stolen. Ikke at hun havde ventet det, men det par knægte der bare skulle prikke til hinandens planters støvdragere havde hun håbet på at undgå. Endnu engang havde de bevist at advarsler blev opfattet som opfordringer. Med det løst og den uheldigste af de to sendt til hospitalsfløjen begyndte den stille strøm af glas og krukker mod hendes store centrale arbejdsbord. Som hun godkendte, afviste og sendte elever tilbage til deres planter eller mod udgangen, lod hun lejlighedsvis blikket glide over de arbejdende og noterede sig de forskelliges indsats og adfærd så godt det lod sig gøre.

En let rynke havde vist sig i hendes pande, som hun sendte den næstsidste elev mod udgangen og kun Annabel var tilbage fumlende ved sin plante og sine ting. En usædvanlig ting for den ellers så omhyggelige pige. Hun stillede sin fremvisningsplante på plads mellem de andre ved væggen bag sig. ”Ja, frøken Baker?” Hun vendte sig mod pigen, mens rynken i hendes pande fik lidt mere dybde, som den unge slanges usædvanligt blege ansigt mødte hende. Den uformelle tone oveni den tydeligt rystede udstråling, tændte op for hendes bange anelser uden at hun dog viste det udadtil.

Hun havde hørt pigens seneste fremtidssyn fra hendes mand og hvor vel det var blevet modtaget. De fleste ville have reageret som den unge mand, men med kendskab til hvilken familie Annabel kom fra var Grace ikke en af dem. Deres evner som sande seere var bevist og bekræftet gennem generationer. Pludseligt træt helt ind i marven, slog hun ud mod døren til sit lille kontor i hjertet af drivhuset. ”Lad os gå ind, hvor der er privat først.” Hun ledte selv vejen og markerede med et lille nik den ene af de to tomme stole, mens hun let og afledende for egne bange anelser fortsatte. ”Endnu en ulykke på vej mod et af vores quidditch hold?” Hun tog selv plads i stolen overfor den anviste.

Tag: Annabel Baker ¤ Outfit: Her

[Annabel Baker]

action with vision is making
a positive difference

[/size]

Tag: Grace Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabel var hverken klodset eller uforsigtig af natur, men alligevel kunne hun ikke lade være med at fumle nervøst ved sine ting og tabe mere på gulvet end hun kunne huske at have gjort hele sidste år. Tankerne kværnede rundt i hovedet på hende og kvalmen blev snart noget af det eneste hun var i stand til at holde fokus på. Hendes fødder føltes som bly da hun nærmede sig kateteret og knuden i hendes mave blev bare strammere da Grace viste vejen imod det bagvedliggende kontor.

Svagt rystende af nervøsitet fulgte hun med og krøllede hænderne svagt sammen i knytnæver imod sine egne lår, i demonstration mod fornemmelsen af koldsved der så småt havde materialiseret sig. Annabel tog som opfordret plads i stolen og følte sig pludseligt uendeligt lille. Hendes hænder vred sig lidt imod hinanden, som hun havde placeret dem i sit skød, og hendes blik dvælede ved selv samme. Et udtryk af ubehag havde fundet sig til rette på hendes ansigt.

Stille rystede hun på hovedet over botanikprofessorens spørgsmål og tvang sig selv til at se op. "Nej, Professor." Hendes hænder vred sig endnu mere imod hinanden og det vendte sig svagt i hendes mave. "Jeg havde et nyt syn..." fortalte hun og sank en klump og lod uvilkårligt blikket falde en lille smule, til den tydelige bule på den andens mave. Annabel tog sig dog i det og i samme øjeblik tvang hun det tilbage op. "Jeg frygter der måske er noget galt med Deres barn..."


[/blockquote][/justify]

[Grace Kennith]

When ever time spins a ripple is sent out
to be found for those who seeks the knowlegde or the doubt...

Grace forsøgte at ignorere den usædvanlige nervøse udstråling fra den unge slange, som de gik ind på hendes lille, men rummelige kontor. Blandt planterne der hang fra loftet, stod på reoler og på gulvet havde hun fundet plads til et skrivebord med tilhørende stol foruden et lille rundt havebord med de to alt for dagligstue-agtige lænestole betrukket med brunt, blødt stof. Forsøget gik ikke helt godt og det afkræftende svar på hendes løse spørgsmål strøede kun til de i forvejen voksende bange anelser.

Hun samlede hænderne i skødet, mens hun lod blikket hvile neutralt spørgende på Annabel. Da denne så op nikkede hun let opfordrende, mens hun forsøgte at ruste sig mod hvad end der kunne komme. Hun forholdt sig tavs, men flyttede ubevidst hænderne fra skødet til at hvile beskyttende mod maven, som pigens blik sank fra hendes og ned. Samtidig sank hendes håb om at synet ikke vedrørte hende personligt i grus, kun forstærket af de efter følgende ord. Farven veg fra hendes ansigt. ”Nej…” Det ene ord, alene og tonløst, var det eneste som undslap hende til en start, som hun stivnede i lænestolen med hænderne holdt beskyttende mod maven og det lille liv indeni.

Hun mærkede mørket lukke sig ind omkring hende og slap vejret ud hun ikke havde indset hun holdt, før hun atter fokuserede på pigen i stolen overfor uden længere at lægge skjul på den frygt der havde grebet hendes hjerte. ”Jeg kan ikke…” Hun tog sig i det, lukkede øjnene kort, mens hun trak vejret dybt. Det hjalp ikke på den hårde knude af angst der havde sat sig og overskyggede alt. ”Hvor sikker er du på…?” Hun gik i stå igen, sank og forsøgte på en anden vej ind, stadig med tonløs stemme men dog et svagt håb gemt i dybden for at alt ikke var sat i sten. Endnu. . ”Nej, start med hvad du så…” Annabel var ikke kommet til hende med den slags uden at være sikker. Hun sank dybere ned i stolen uden at tage blikket fra pigen.

Tag: Annabel Baker ¤ Outfit: Her

[Annabel Baker]

action with vision is making
a positive difference

[/size]

Tag: Grace Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabel brød sig på ingen måde om ikke at være fattet og udstråle komplet kontrol overfor en af hendes undervisere, selvom hun måske nok egentlig i sig selv havde en temmelig god grund til det denne gang. Anna tog sig i et splitsekund i at ønske at hun bare havde været en ganske normal heks ligesom så mange andre uden den forpulede ekstra evne, men tog sig i det og gav sig selv et mentalt nakkedrag.

Det formåede dog ikke at lede hendes tanker længere væk fra noget som helst af det hun havde set og hendes mave gjorde stadig knuder over billederne der strøg forbi hendes nethinde, så tydeligt som kunne det rent faktisk være sket i virkeligheden. Og før hun vidste af det havde hun med rystende stemme fortalt med meget få ord, lige nøjagtigt hvor slemt hendes syn havde været.

Hendes blik løftede sig til Grace og selvom hun havde svært ved at se hende i øjnene og bevare et stabilt ansigtsudtryk, forsøgte hun alligevel at holde hovedet koldt med en dyb indånding hele vejen ned i lungerne og undlod at slå blikket ned igen. "Jeg er ikke i tvivl..." svarede hun lettere åndeløst og hendes skuldre faldt en smule sammen uden at hun egentlig var klar over det. Skønt hun prøvede, fungerede hendes forsøg på et neutralt ansigtsudtryk ikke helt. "Det var..." begyndte hun, men måtte så se væk og kortvarigt slå fingrene op foran læberne, mens hun kæmpede imod den stikkende fornemmelse i øjnene. Kort tid efter så hun tilbage på Grace, med et tenderende ulykkeligt udtryk i de brune øjne. "... dødfødt."

[/blockquote][/justify]

[Grace Kennith]

When ever time spins a ripple is sent out
to be found for those who seeks the knowlegde or the doubt...

Grace lyttede uden et ord til den skånsomt kortfattede beskrivelse af synet, der det til trods stadig havde mere med end hvad hendes hjerte kunne bære. Uden at ænse det løftede hun en hånd til halsen, som kunne den fjerne den kvælende fornemmelse af ikke at få luft eller beskytte mod det der pressede sig på hendes hals, så den snørede sig sammen. Hun skælvede let, frysende over det hele, som sad de ude under den frostklare vinterhimmel og ikke inde i det lune drivhus, fortryllet til nær sommetemperatur for de sydligere egne.

Langsomt løsnede hun håndens tag og fik den sænket tilbage ned i skødet, mens hendes stivnede blik fik sin klarhed tilbage og atter blev fokuseret på pigen i stolen overfor, der med så få ord havde revet al glæde og forhåbning væk under hende. Hun nikkede let. Accepterende den unødvendige forsikring om synets troværdighed. ”Jeg ved det, Annabel, jeg ønsker blot ikke at tro det…” Hun fandt antydningen af et forsikrende smil frem fra hendes hjertes dybder uden at det nærmede sig hendes øjne eller stemme. Det var ikke pigens skyld hun var blevet udvalgt som skæbnes budbringer, men var det vitterlig nødvendigt at hun skulle igennem dette også?

Hun lukkede øjnene igen og bed hårdt sammen, da den unge slange talte igen og mærkede sit indre nægte den oplysning adgang. Uden mindste sjælero, åbnede hun øjnene igen og lod dem finde pigens, mens hendes hænder knyttede sig i hendes skød og et svagt, uendeligt svagt stædigt håb trådte til. Der var altid et håb. Forsigtigt løsnede hun hænderne op, rakte ud og tog Annabels i sin, beroligende den tydeligt påvirkede pige med den tro hun ikke selv havde på at alt nok skulle løse sig. ”Kunne du mærke om det var muligt at ændre? Om det var en advarsel om det der kan ske eller om det der vil ske?”

Tag: Annabel Baker ¤ Outfit: Her

[Annabel Baker]

action with vision is making
a positive difference

[/size]

Tag: Grace Kennith • Outfit: Here[/center]

Efter Annabel havde løftet blikket, fandt hun det pludselig en umulig opgave at se væk igen. Uanset hvor forfærdelig en ting hun havde set, var det trods alt et syn og hun havde gennem mange år forsøgt at lære sig selv at bevare kontrollen. Det var en ting der ofte ikke gik nær så godt som hun ønskede og også i dette øjeblik var det en hæslig opgave at holde styr på sit ansigtsudtryk.

Hendes hænder knyttede sig så stramt sammen i skødet, at knoerne blev komplet hvide over Graces ord og mimik og hun løsnede det først da den anden rakte hånden frem og lagde den over dem. En rynke spirede mellem Annabels øjenbryn og hun havde endnu ikke overvundet den lettere kvalme fornemmelse i mellemgulvet. "Jeg ved det ikke, Professor. Jeg er ikke... Jeg har ikke nok kontrol over det, til at vide det med sikkerhed." hun så på Grace med oprigtig beklagelse i blikket og kunne på trods af sine forsøg, ikke hindre blikket i at falde ned til hendes ben.



[/blockquote][/justify]

[Grace Kennith]

When ever time spins a ripple is sent out
to be found for those who seeks the knowlegde or the doubt...

Grace tvang sig selv til at trække vejret roligt og dybt ned i lungerne, som hendes elev ikke umiddelbart svarede, men måtte tænke sig om. Håbet spirede frem i den lette overvejelse og hendes sind hagede sig fast i det. Hun nikkede let og sukkede så uden at gøre det mindste for at skjule den gruende lettelse. "Så vil jeg tage det som en advarsel..." Hun gav pigens hånd et lille klem, før hun lettere besværet kom op at stå fra stolens dybde. "... og holde fast i håbet om at det kan ændres. Tak for advarslen, Annabel." Hun holdt pigens hånd i sin et øjeblik længere, mens hun så hende i øjnene og næsten fik et smil frem. "Den er mere end jeg fik sidste."

Hun uddybede ikke sine sidste ord, men markerede døren med en hånd og tog selv et skridt mod den for at følge pigen på vej. "Med tiden skal du nok opnå kontrollen til den sikkerhed." Hun stoppede ved døren, åbnede den og lænede sig så let ind mod væggen med et ægte varmt smil, mens hun tilføjede drillende. "Men nok først når teenage-årene er tilende levet...."

Hun holdt døren til den unge slange var på vej og lod den så falde i endnu engang, mens hendes smil faldt og den knugende fornemmelse atter forsøgte at trække hende ned i sit mørke. Hun lod hænderne finde maven, mens hendes blik søgte ud i det fjerne for så at blive beslutsomt og fast. Hun opnåede intet ved at sætte sig tilbage i stolen og græde, selvom det var det hun mest havde lyst til. Uden sikkerhed for at synet ville ske kunne det stadig ændres og her stolede hun på den unge seers fornemmelse. Med let rystende hånd fandt hun et stykke pergament frem og skriblede et par få ord ned.

Edward,
hvis du ikke har noget presserende planlagt her før maden, vil jeg gerne tale med dig i privaten.
Din Grace.

Mens blækket tørrede drejede hun langsomt rundt om sig selv, mens hun udstøtte en lokkende trillen. Fra toppen af den højeste reol frigjorde en lille undseelig fjerdusk af en ugle sig og svævede ned til hende. Hun strøg den bidt over ryggen, før hun rullede brevet sammen og fastgjorde den til uglen. Hun gik over til et vindue, åbnede det og lod fuglen flyve af sted ud i den kolde luft. "Find min mand, du lille." Hun så kort efter den, før hun lukkede vinduet, fandt sin kappe og forlod drivhuset med kurs mod slottet.

OUT

Tag: Annabel Baker ¤ Outfit: Her

[Annabel Baker]

action with vision is making
a positive difference

[/size]

Tag: Grace Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabel fik hurtigt tvunget sig selv til at hæve blikket igen, efter hun havde været nødt til at slå det væk og så lettelsen i professorens ansigt. Hun formåede ikke helt at mønstre det samme, og nøjedes i stedet med at fastholde det samme halvt neutrale ansigtsudtryk, som virkelig var det bedste hun kunne klare. Tankerne virrede rundt og strakte sig ikke kun til de vordende forældre, men også den ufødtes søster, som oven i det også var Annas veninde.

Annabel formåede ikke rigtigt at finde flere ord at give og endte med at nikke, sende Grace et oprigtigt beklagende blik og komme på benene. "Forhåbentligt, Professor," svarede hun vagt, nikkede en enkelt gang og forsvandt så som anvist ud af kontoret med en dundrende hovedpine.

CLOSED

[/blockquote][/justify]