|
|
Post by Zac Prince Gallagher on Jun 3, 2012 18:23:02 GMT 1
You can be the hero and I can be your side kick~ You can be the tear that I cry if we ever split ~ --------------------------------------tag: jessie | outfit: click
Meget imod sin vilje havde Zac været tvangsindlagt til at bruge det meste af en ellers perfekt dag på at få skrevet opgaver færdige. Han havde to som skulle afleveres straks efter weekenden, og da han havde kigget sine ting efter i sømmene, fandt han ud af at han stadig havde en forvandlingsrapport fra sidste som ikke var afleveret, så forståeligt nok havde han fået opsparet en masse energi, der nu var i overskud.
Han havde nu brugt mere tid end nødvendigt på at lede efter en helt bestemt person, som han var overbevist om ville være frisk på at tumle lidt rundt på græsarealerne omkring skolen. Ledt var måske så meget sagt, for faktisk havde han kun tjekket i opholdsstuen og langs de gange han var gået ned af, for at komme udenfor, men alligevel..
Han småløb ned ad den sidste trappe og kastede den bold, han havde med sig fra hånd til hånd, inden han nåede udenfor, og kastede et blik rundt blandt de elever, der befandt sig i skolegården. Et uvilkårligt smil spillede sig over hans læber, da han fik øje på Jessie.
"Tænk hurtigt!" De muntre ord var den eneste advarsel der kom, inden en mørkebrun rugbybold blev kastet, eller måske nok nærmere tyret, i en perfekt linje gennem luften, med kurs direkte mod den yngre, rødhårede løve. Hvis hun var opmærksom kunne hun nå at gribe den, og hvis ikke.. så ville den nok sidde perfekt i skærmen på hende.
|
|
|
|
Post by Jessie Taylor Blythe on Jun 3, 2012 18:58:47 GMT 1
Fly me to the moon
Let me sing among those stars
Jess stod med sin rygsæk hængende halvt over skulderen efter at have haft lektierne med ude i solen sammen med en mindre gruppe af sine klassekammerater. De var ganske vist færdige nu, men stod stadig og hang i skolegården i livlig samtale omkring skoleårets afslutning, deres forventninger til U.G.L.'erne og ikke mindst planer for sommerferien.
Da et råb genlød mellem stenmurene, drejede hele den lille flok sig imod den. Jessie nåede kun lige nøjagtig at gribe den bold, der kom susende imod hendes hoved og trådte instinktivt et skridt tilbage, for ikke at snuble. ”Hallå!” Protesterede hun højlydt, uden at kunne tvære et bredt grin af ansigtet. ”Bare fordi vi ikke vandt pokalen denne gang behøver du ikke sørge for flere ophold på sygefløjen for dine medspillere, Gallagher!”
Hun stak rugbybolden under armen, svingede sin rygsæk på plads og stak også den frie arm igennem den, før hun forlod sine klassekammerater uden nogen afskedshilsner og satte retningen imod hærværksmanden, kastende bolden i vejret imens hun gik og gribende den igen. ”Eller var det et forsøg på at sikre at jeg ikke glemmer reflekserne over sommerferien? I så fald kan vi sagtens træne dine ved at du står på græsplænen og jeg kaster bolde i hovedet på dig igen og igen og igen... Og igen. Jeg hører at damerne elsker en mand med brækket næse.”
Tag: Zach ● ● ● Outfit:
[/color][/size] Click
[/center][/blockquote] |
|
|
|
Post by Zac Prince Gallagher on Jun 3, 2012 19:48:48 GMT 1
You can be the hero and I can be your side kick~ You can be the tear that I cry if we ever split ~ --------------------------------------tag: jessie | outfit: click
"Tsssh," himlede han med øjnene og sendte hende et legesygt smil. Han havde på ingen måde glemt deres nederlag i forhold til at vinde pokalen, men påmindelsen fik ham stadig til at mærke et lille stik af ærgelse. Han slog det dog hurtigt hen; næste år! Der ville det uden tvivl blive de røde og gyldne farver, der ville komme til at pryde storsalen ved afslutningsmiddagen. "Og her gik jeg og troede at der helt sikkert skulle mere end et enkelt lille ufrivilligt hovedstød til til at sætte dig ud af spillet. Du skuffer mig, Blythe," lød det drillende svar fra den muskuløse basker, mens han så på hende med et flabet smil spillende omkring sine læber, da hun begyndte at gå hen mod ham. Hans blik flakkede kort til bolden hun kastede mellem sine hænder, og sørgede for at være klar til at løfte armene og gribe, hvis hun nu skulle finde på at gøre gengæld og tyre den retur, når han mindst ventede det.
"Hah! Med det boldøje du har, ville du alligevel ikke kunne ramme mig selvom jeg stod helt stille, og ikke rørte mig ud af flækken," blev han elskværdigt ved med at drille hende, selvom der ikke rigtig var nogen sandhed i det. Han skulle være den sidste til at benægte, at den unge Blythe ikke havde en imponerende koordination mellem øje og hånd, hvilket hun havde bevist gang på gang på quidditchbanen. "Desuden er det kun dig, der tænder på den slags, og du ved det godt," tilføjede han med et påtaget, uskyldigt smil, inden han nikkede mod bolden i hendes hænder. "Er du frisk på at spille lidt inden aftensmaden?" Han løftede spørgende et øjenbryn, og lagde hovedet en anelse på skrå.
|
|
|
|
Post by Jessie Taylor Blythe on Jun 3, 2012 21:00:24 GMT 1
Fly me to the moon
Let me sing among those stars
”... Ja jeg er bare tøset på den måde, at en hjernerystelse desværre sætter mig ud af spillet,” kommenterede hun, stadig med et bredt smil på læberne, som hun satte kursen imod kammeraten. Hun overvejede flere gange at gengælde den søde gestus og tyre bolden efter ham, men i sidste ende var hun relativt overbevist om at han alligevel ville gribe den og så var den hævn ligesom snuppet i opløbet. I stedet greb hun den blot selv igen og stak den tilbage under sin arm, som hun standsede foran ham.
Et fnys forlod hende som direkte reaktion på hans drillende fornærmelse og hun hævede begge øjenbryn for en kort bemærkning. ”Right you are. Det var sådan jeg scorede pladsen som angriber,” drævede hun ironisk, rystende lidt på hovedet, før hun gav sig til at balancere rugbybolden på sin håndryg. Hun kneb øjnene en anelse sammen, som om hun tænkte sig om, men nåede ikke frem til at sige mere før han kom med en charmerende tilføjelse, der fik hende til at grine. ”Ja for helvede,” medgav hun uden protester. ”Giv mig en ginger med en brækket næse, så eksploderer jeg simpelthen af ophidselse.” Hun smilede flabet og uden fortrydelse, stak sin frie hånds tommel i vejret og kastede bolden til Zach. ”Sidst på græsset er en Slytherin-spiller!” Ikke et sekund blev spildt, som hun satte af imod arealerne bagved skolen, spænende det bedste hun havde lært og velvidende, at der ikke var nogen chance for at komme først på ren fart og fysisk styrke.
Tag: Zach ● ● ● Outfit:
[/color][/size] Click
[/center][/blockquote] |
|
|
|
Post by Zac Prince Gallagher on Jun 4, 2012 9:40:59 GMT 1
You can be the hero and I can be your side kick~ You can be the tear that I cry if we ever split ~ --------------------------------------tag: jessie | outfit: click
Hendes kommentar med at 'sprænge' af ophidselse fik Zac til at bryde ud i et grin, og let rystende på hovedet skar han en grimasse. "Hey, hvad I to får tiden til at gå med når I er alene, behøver jeg ikke vide noget om," svarede han drillende, og holdt afværgende en hånd op foran sig. Han nåede ikke så meget mere, før hun kastede bolden tilbage til ham. "Hvor lang tids forspring skal du have?" råbte han drillende efter hende, efter han med én hånd havde grebet bolden med fingerspidserne, og stukket den under sin ene arm. Han var barmhjertig og ventede derfor i næsten toethalvt sekund, inden han i et spring satte efter hende. I de få sekunder han havde ventet, havde en stor gruppe førsteårselever dog besluttet sig for også at gå mod græsarealerne, og de spærrede derfor det meste af udgangen fra skolegården.
"Af banen!" Trods sin advarsel blev han nødt til at sætte farten betydeligt ned, for ikke at buldre direkte ind i dem, og tackle dem på groveste vis. Ubekymret 'skubbede' han de af eleverne til side, der stod i vejen, og møvede sig gennem resten af gruppen, mens hans blik var rettet mod Jessies slanke skikkelse, der nu havde fået et noget større forspring end han i begyndelsen havde tiltænkt hende. Enkelte utilfredse tilråb lød efter ham fra et par af de små, som rent faktisk turde sige noget til en af de store, men han var allerede ude på den anden side og havde genoptaget forfølgelsen.
Så snart der var fri bane til at han kunne sætte farten op, indhentede han hurtigt de tabte meter, og der gik ikke længe inden han nåede op på siden af hende. Han fortsatte nogle meter længere frem, inden han drejede en halv omgang om sig selv, og i samme bevægelse kastede bolden tilbage til hende. "Grib!"
|
|
|
|
Post by Jessie Taylor Blythe on Jun 5, 2012 16:48:09 GMT 1
Fly me to the moon
Let me sing among those stars
Jessie stak tungen ud og skar ansigt af kammeraten. Øjeblikket efter var det brede grin dog tilbage i hendes ansigt og hun undlod at kommentere på hvad hende og Siôn lavede sammen i enrum – noget hun i øvrigt absolut ikke havde nogen form for interesse i at dele med Zach. I stedet kastede hun hans bold hårdt tilbage til ham og sprintede afsted, uden at reagere på det han råbte af hende. Hun banede sig vej igennem en mindre flok og var lige ved at være ude på græsset, da der lød løbende skridt bag ved hende.
Selvom hun satte farten op nåede han at indhente hende og hun bandede grumt og forpustet, opgav og løb de sidste skridt i et langsommere tempo, gribende bolden, da han kastede den til hende. ”Snyd,” klagede hun, imens hendes brystkasse hævede og sænkede sig. ”Hvis jeg havde lige så lange ben ville jeg også kunne løbe så hurtigt.” Hun tog et par dybe indåndinger, så sig rundt med let sammenklemte øjne og overvejede landskabet i forhold til en reel rugbybane, som hun trods alt ikke havde set siden sommerferien sidste år ved kampen mellem dragerne og fiskeørnene. ”Mål?” Hun pegede på et træ i den ene ende og så spørgende på Zach.
Tag: Zach ● ● ● Outfit:
[/color][/size] Click
[/center][/blockquote] |
|
|
|
Post by Zac Prince Gallagher on Jun 26, 2012 21:12:03 GMT 1
You can be the hero and I can be your side kick~ You can be the tear that I cry if we ever split ~ --------------------------------------tag: jessie | outfit: click
Med et bredt smil på læberne vendte Zac sig mod hende. Selvom han var en anelse forpustet nu, havde den korte spurt bare formået at sparke endnu mere energi i hans krop, og han kunne nærmest ikke vente med at komme i gang med spillet. Han bed sig blidt i underlæben og grinede lavmælt, da hun, som forventet, klagede over at han var nået derhen først. Han nikkede en enkelt gang, anerkendende af hendes ord. "Enig. Du må se at vokse lidt, så du kan blive en større udfordring. Det dér var næsten for nemt," drillede han med en useriøs undertone, eftersom de begge to godt vidste, at det ikke var helt sandt. Godt nok havde han en fysisk fordel, men han kunne huske adskillige gange hvor Jessie, trods sin størrelse, havde vist sig at være en ret hård modstander.
Da hun foreslog hvad der kunne spille rollen som mål, så han uvilkårligt i den retning hun pegede, og nikkede kort. "Yeah," svarede han, og kastede samtidig et blik over skulderen efter noget bag sig, der kunne udgøre hans mål; det oplagte valg faldt på en lav, bred træstup tilgroet med mos, som så ud til at være omkring 40 meter fra Jessies træ. Den banelængde passede sikkert fint nok når de kun var to spillere. "Det er mit," lod han hende vide, og gjorde tegn mod træstuppen, inden han gik et par skridt baglæns, med blikket rettet mod hende, og et skævt smil over læberne. "Sparker du bolden ud?" spurgte han i et retorisk tonefald, eftersom hun alligevel stod ca. midt på banen med bolden i hænderne.
|
|
