Spring time, summer time

[Kathleen Kennith]

Spring Time, Summer Time
Where, Oh where have you hide the sun og windy calm?

¤ Kevin Allaire ¤ Outfit ¤

Solen stod højt på den så godt som skyfri himlen og varmede som den ikke havde gjort i uendelige tider. I hvert fald hvis man spurgte Kathleen, der havde sendt den længselsfulde blikke gennem Slottets vinduer ved enhver given lejlighed gennem hele undervisningsdagen. Og hun havde ikke været den eneste, men langt en af de mest åbenlyse. Der var heller ikke gået mange øjeblikke fra den sidste time sluttede til hun havde samlet hvad hun havde brug for at bøger og mundgodt, sendt Kevin en besked om hvor han kunne finde hende og havde forladt Slottets indre for plænen udenfor. De havde aftalt at læse sammen, men biblioteket var bare ingen mulighed idag!

Et vift med staven og hun havde et tæppe at flyde på, et mere og det isolerede mod jordens kulde, der stadig trængte op og truede alle uforsigtige med en god forårsforkølelse. Hendes jakke og slips endte i en bunke på tasken og skjorten blev åbnet i halsen, før hun satte sig, indfangede og åbnede den øverste bog i hendes lille stak på tre. Besværgelses-bogen. Hendes blik gled op mod slottet, hvor det faldt på en velkendt skikkelse og fik hende til at rette sig op med en hånd viftende i vejret mere entusiastisk end hun nok nogensinde havde gjort i en time. "Her!"

Hun ventede til han kom nærmere og kunne høre hende uden at hun behøvede at hæve stemmen. "Jeg håber ikke du har noget imod lidt forandring. Bare tanken om at blive inde i det her vejr var ved at få mig til at skifte skind." Om noget var hun en endnu større fan af sol-spots som siameser end som menneske. Så lagde hun hovedet let på skrå og smilede drillende til ham. "Ikke at det havde hjulpet det store, men altså... slå dig nu ned!" Hun klappede opfordrende på tæppet.

[Kevin Allaire]

"I KNOW I AM BUT SUMMER TO YOUR HEART,"

Der var ikke én årstid Kevin holdte mere af end den anden, og når de første varme stråler jog vinterens kulde og forårets dug væk, var sommer i sandhed begyndt. Kevin havde nydt de første par timer af denne morgens lektion i en varm solstråle der havde nået ind af vinduet på første sal. Uheldigvis havde de næste par timer været i kælderen, hvor det aldrig lod til at blive varmt, eller mindre fugtigt. Kathleens besked om at møde hende udenfor havde været et velkomment tilbud, og så snart Eliksir timen havde nået sin ende var Kevin en af de første ude af døren.

De to store egetræsdøre der ledte ud til skolens udendørsområde stod på fuld gab for at lade vinterens indelukkethed ud. Kevin var ikke den eneste i den strøm af elever der ilede mod udgangen og som tog en dyb indånding så snart den første fod var udenfor. Hver en sur mine han havde mødt på vejen blev skiftet ud med et smil, og han var selv en af dem der ikke kunne holde det tilbage. Det første der røg var jakken og det næste var slipset, der nu hang ubundet om hans hals. Da han følte sig klar nok til at træde ud i solen gav han sig til at spejde efter Kathleen, der allerede havde fanget synet af ham og vinkede ivrigt for at fange hans opmærksomhed. Kevin lod en hånd ryge i vejret for at lade hende vide, at han havde set hende, hankede dernæst op i tasken og begav sig i retningen af Kathleen.
"Jeg støtter fuldt ud dit forslag," forsikrede han hende da han var nået derhen. Han lod tasken falde til jorden og satte sig på yderkanten af det tæppe hun havde lagt ud. "Jeg har været fanget i kælderen de sidste to timer så dette er en velkommen forandring!" Kevin gav sig til at knappe de første par knapper op i skjorten og løsnede den rundt om i nakken.
"Hvad har vi af planer for i dag?" Deres forhold havde altid været lektieorienteret og selvom han betragtede Kate som værende ligeligt en af hans venner, så var dette altid det første emne han slog op.

DEDIKERERT TIL: Kathleen

[Kathleen Kennith]

Spring Time, Summer Time
Where, Oh where have you hide the sun og windy calm?

¤ Kevin Allaire ¤ Outfit ¤

Kathleen lod sin arm falde, som Kevin hævede sin i tegn til at han havde set hende. Ikke at hun sådan lige var til at overse på plænen, men det skadede aldrig at være sikker – eller at vise lidt opmærksomhed. Hånden fandt til hvile på den åbne bog og blev liggende der, som hun mærkede det svageste af vindpust forsøge at vende siderne væk fra hvor hun havde slået op. ”Det er jeg glad for at høre!” Hun smilede op til ham, som han blev stående og tårne ig over hende, mens han fik sit løse gods lagt af. Som hun havde han udnyttet solens varme til at løse uniformen op til noget mere behageligt.

”Av, ikke rart… jeg havde fornøjelsen af en plads i solen en del højere oppe, men må indrømme det måske afledte mig en smule fra at lytte til udredningen om Mayaernes tabte skriftsprog….” Hendes stemme havde en klar munter klang, skønt der lå en let beklagende tone underneden. Hun fandt oldtidens runer ikke så lidt spændende, men i endnu højere grad den viden om fremmede magikersamfund den gav dybt fascinerende. Det sidste var grunden til hun havde fortsat med faget op på F.U.T.-niveau. ”Efter min plan har vi to kapitler til besværgelser i morgen, et til botanik i overmorgen og så de tre til forsvar mod mørkes kræfter, der vist ikke kan skydes længere. Har du noget at tilføje?”

Deres læsemøder startede som regel ud med at opgøre hvad de burde nå, som de afsluttede med en opgørelse over hvad de reelt havde nået. De to ting hang sjældent sammen. Især ikke når deres lister ikke var samstemt eller et af punkterne lagde op til diskussion eller udenomssnak… hvilket de for Kathleen ofte gjorde. Hun havde dog altid en udførlig plan for alt hun skulle nå at lave og læse – og måske mere imponerende for dem der kendte hendes tendens mod flyvskhed overholdt hun altid dens datelines.

[Kevin Allaire]

"I KNOW I AM BUT SUMMER TO YOUR HEART,"

Kevins hukommelse var ikke den bedste man kunne få sig. Han havde det som regel med at gemme mindreværdige ting, så som adresser, navne, steder og lignende, og glemme alle de mere vigtige ting, så som den nye besværgelse de lige havde lært, eller hvordan man bedste håndtere en pixie. Derfor var der ét sted alle hans lektier endte henne, og det var i den lille brune lommebog han aldrig gik foruden. Kevin trak denne op af brystlommen på hans skjorte og slog op i den. Han nikkede godkendende til de punkter Kathleen bragte op. "Ja, det var vidst alt." Han klappede bogen i igen og lagde den tilbage i lommen. Uden denne ville han højst sandsynligt blive nødt til at tage året om, men vægten i lommen mindede ham altid om at kigge i den.

Kevin trak den store besværgelses bog op af tasken og smed den, måske en smule hensynsløst, på tæppet ved siden af ham. Han havde ikke altid været god til at passe på hans ting, og op til flere af hans bøger var bukkede, krøllede eller på anden vis beskadiget. Bogen havde landet med et højt bump og han skyndte sig at sende Kathleen et undskyldende smil.
"Min ærlige mening er, at der simpelthen ikke er nok billeder!" Kevin havde slået op på dagens kapitel og havde lagt en hånd på siderne for at holde dem på plads. De mange ord der var stablet sammen på siden, uden nogen form for afstand imellem linjerne, havde altid gjort ham en smule svimmel. Dette kapitel omhandlede den famøse boblehovedbesværgelse og andre metoder hvorpå man kunne kaste en besværgelse der kunne fungere under vand. Næste lektion ville omhandle udøvelsen af denne besværgelse og Kevin var rædselsslagen for at skulle rette besværgelsen mod hans eget hoved, ikke nok med udsynet til at kunne drukne.
"Jeg frygter altid de dage hvor jeg skal rette besværgelser mod min egen krop," kommenterede han før han lænede sig ind over bogen og lod blikket glide over de første par ord.

DEDIKERERT TIL: Kathleen

[Kathleen Kennith]

Spring Time, Summer Time
Where, Oh where have you hide the sun og windy calm?

¤ Kevin Allaire ¤ Outfit ¤

Kathleen lod blikket følge Kevins bevægelser, som han fiskede sin lille lommebog frem og rådførte sig med den. På det punkt var han en del mere velorganiseret end hende, der godt nok skrev ting ned, men ikke altid samlet eller let transportabelt. Den nuværende liste lå - efter hvad hun kunne huske - rullet ind i et af hendes kort over den sydlige del af asien. "Godt at høre vi er enige endnu engang!" Hun sendte Kevin et varmt smil, før hun lod blikket falde til bogen og begyndte at bladre. Allerede før hun havde vendt mere end ti sider fik et bump ved siden af hende, hende til at hoppe en smule i vejret og se sig om med et varsomt blik. Så fangede det bogen der var tilføjet til tæppet og åndede lettet op. "Jeg troede lige et øjeblik vi var under angreb. Altså!" Hun kunne dog ikke lade være med at lade et smil glide over i en let latter, før hun rystede på hovedet.

"Men prøv at tænk på hvor stor og tung den så ville være? Eller endnu værre - hvor lille skriften de ville have brugt ville være for at de kunne holde bogen nede i størrelse! Lup ville være den nye uundværlige ting - og en stor en! - og vi ville ikke kunne sidde herude af fare for at sætte ild i vores bøger med lup-forstærkede solstråler...." Hun så påtaget alvorligt på ham og rystede bestemt på hovedet, så det løse hår viklede sig væk fra bag ørene hvor hun havde skubbet det om og ned foran hendes ansigt. Utålmodigt skubbede hun det væk, mens hun begyndte at bladre i bogen igen, som hun fortsatte. "Næhh, så hellere lidt for meget tekst i læselig størrelse end at misse solen og det gode vejr." Hun sendte ham et smil mere, som hun havde fundet den rigtige side og skar en lille grimasse over emnet. Det havde hun lykkeligt fortrængt.

Det var ikke fordi hun var bange for at bruge besværgelsen på sig selv, men mere det at de nok skulle gøre det ved søen og efter den var kastet vente på at den var lykkedes for alle, før nogen måtte forlade det øverste af søen for at se hvad der var dybere nede. Med al sandsynlighed ville de første skulle kaste den igen der og så kørte cirklen. Hun så op fra bogen og lagde hovedet let på skrå, mens hendes smil blev skævt. "Se lyst på det. Det kunne være meget værre...."

[Kevin Allaire]

"I KNOW I AM BUT SUMMER TO YOUR HEART,"

Kevin kunne ikke holde en kort latter tilbage da Kathleen sprang i vejret. Han skyndte sig dog at forvandle det til et undskyldende smil og trak bogen en smule til sig.
Kevin havde svært ved at følge med i den talestrøm Kathleen dernæst begav sig ud i. Logikken var der, men sandsynligheden var ikke særlig stor. "I stedet for at beskrive med ord hvordan en besværgelse skal udøves, hvad så med billeder? Eller i det mindste et billede der viser hvordan det skal se ud - lidt ligesom en kogebog!" Han skubbede bogen til siden og flyttede rundt på sig på tæppet indtil at de sad overfor hinanden, dog stadig på hver deres side af tæppet.

Kevin havde aldrig haft heldet med sig når det kom til at udøve besværgelserne på dem selv. Den totale kropslås havde fået ham til at falde på næsen, og det havde kun været med nød og næppe at han var sluppet fra at den brækkede. Da de havde afprøvet lammere havde hans partner endt med at brænde et lille hul i hans skjorte i stedet. Kevin var bange for at hans boble ville brydes langt fra overfladen og at det ville blive hans endelige, men han måtte finde det tapre ansigt frem og håbe at alt gik som det skulle.
"I det mindste skal jeg kun stole på mig selv denne gang, selvom det næsten er værre!"

DEDIKERERT TIL: Kathleen

[Kathleen Kennith]

Spring Time, Summer Time
Where, Oh where have you hide the sun og windy calm?

¤ Kevin Allaire ¤ Outfit ¤

Kathleen sendte et først svidende, så forlegent og til sidste muntert blik efter Kevin, som han tydeligt morede sig over hendes lille siddende hoppe på tæppet over hans bogs nedslag lidt for nært ved og bagefter forsøgte at skjule morskaben bag et undskyldende smil. Hun accepterede det uden ord men med et lille nik og en trækning i mundvigene, før hun lod munden løbe med sin egen kringlede logik. Om den hang sammen tog hun ikke så nøje, men lagde hovedet let på skrå, mens hun lyttede til hans svar og samtidig snoede en tot hår og bestemt førte den om bag øret og ind i resten.

"Hmm.. ja, man siger jo at et billede kan sige det samme som tusind ord, så det ville da skære bogen ned til transportabelt format på ingen tid. Et problem ville måske være.." Hun så eftertænksomt på ham, mens det næsten var synligt hvor mange afkroge og muligheder hendes tanker afsøgte i deres jagt på et problem ved at erstatte tekst med billeder og især magiske billeder der jo havde bevægelserne med. "ja, intet faktisk! ... eller måske... hvis besværgelsens bevægelser er længere end hvad et billede kan holde så måske...." Hun så tvivlende på ham, mens hun bed sig let i underlæben. Ideen var alt andet end tosset, men at få forfattere af seriøse undervisningsbøger til at ændre på gængs skik - ja, det var nok alt andet end let.

En lille fnysen undslap hende som hans ord snittede hvad hun ville sige. "Åh ja. Jeg er imponeret over at det endnu ikke er gået mere galt med de der 'kast besværgelsen på din partner' øvelser. Det er bare en for oplagt mulighed for nogen til at det ikke ender med at friste over evne. Og tænk på hvor let det kunne udlægges som et uheld?" Hun havde fundet sig et sidespor og hastede med at finde tilbage til hvad han egentlig havde talt om. "I det mindste sker der intet alvorligt ved at misse... du får bare ikke en boble at svømme med, men lov at forsøge igen og igen og igen, mens en stor del griner og en anden del vender øjne... fremmende for succes, ikke sandt?" Sarkasmen var tydelig i hendes udtryk. Hun kendte sin årgang rimelig godt efterhånden og deres reaktioner på andres fejltagelser.

[Kevin Allaire]

let's paint the sky
in watercolours

Alt i alt ville det være en skam at ændre på en tradition så gammel som skrevne bøger. De billeder Kevin manglede var det han lærte under timerne, hvor alt de havde læst blev udøvet og perfektioneret. Selv med den konstant udviklende teknologi i muggler-verdenen så var der visse ting de moderne tider endnu ikke havde ændret på. Til gengæld ville et enkelt billede eller to hjælpe ham inden timerne, så han ikke udstillede sig som et komplet håbløst tilfælde.
”Ønsketænkning,” kommenterede han efter lidt tid og vendte dernæst tilbage til bogen han havde skubbet en smule fra sig. ”Og hvis vi ikke kan brokke os over hvor meget der skal læses, hvad har vi så?” Kommentaren blev efterfulgt af en kort latter før han satte en finger på det afsnit han var kommet til.
Kevin lod Kathleen færdiggøre hendes sætning og tog sig et øjebliks betænkningstid. Det lod til at blive et mere og mere pressende problem at mugglerfødte blev malet til omvandrende skydeskiver. Han havde haft et øre med i diverse konspirationsteorier der havde summet i opholdsstuen i de sene aftentimer. De fleste fuldblods fra hans eget kollegium håbede på en renere skolegang hvor mugglerfødte ikke blev lukket ind, og kun halvblods elever med de rette efternavne blev betragtet.
”Vi er vel alle lige modtagelige for farer,” bød han ud med efter lidt tid, mest af alt for at vifte diverse tanker bort. Kevin havde altid prøvet at lade blod være blod, og ikke tage hans mugglerfødte status alt for tungt, men det kunne tydeligt spores i hans stemme, kendte man ham nok, at han havde refereret til den evige blodstatus-debat. ”Nu hvor jeg tænker over det, så er det lettere for mig at rette besværgelser mod mig selv, frem for andre!” Og dette er kun en boblehovedbesværgelse... Hvor galt kan det gå? Kevin skiftede blikket fra hans bog til Kathleen og skruede endnu et smil på før han lagde en hånd på hendes arm. ”Sandsynligheden for at du fejler, er meget lille,” deklarerede han med hovedet holdt højt. ”Og skulle jeg ende med gæller eller et forvokset hoved, så må du gerne grine.” Selv billedet fik ham selv til at smågrine, omend en smule sarkastisk.

”Kathleen, jeg tror aldrig at jeg har spurgt dig om dette,” startede han ud med efter et par minutters stilhed hvor de begge havde været slugt i deres lektier. ”Men hvad er dine planer for fremtiden?” Han kiggede op fra de mange ord i bogen med et spørgende udtryk. Kevins egne planer havde været solide siden hans andet år, men udsynet til en dag at blive professor i Forvandling, i hvert fald på Hogwarts, syntes at blive mindre og mindre. Han havde aldrig tænkt på at have en plan B i lommen – så selvsikker på hans talent – men realiteten havde grebet ham i nakkehårene, og han havde ingen idé hvad der ellers var for ham. Han var ikke politisk nok til ministeriet, og ikke god nok til at blive Auror, så hvad var der ellers?

TAG: Kathleen &, WEARING: N/A

[Kathleen Kennith]

Spring Time, Summer Time
Where, Oh where have you hide the sun og windy calm?

¤ Kevin Allaire ¤ Outfit ¤

Kathleen var vendt tilbage til teksten i den så omtalte bog og reagerede først kun med en bekræftende lyd på Kevins konstatering. Så hævede hun langsomt blikket og mødte hans, mens hun placerede en finger hvor hun var kommet til. Latteren ikke langt fra hendes øjne som hun uden tøven svarede. "Indholdet og udlægningen?" Hun blinkede til ham og fik så afsnittet læst færdig, mens han grinede. Der var altid noget at brokke over ved lektier. Det var lidt en del af deres definition - som at de aldrig slap op. Så skiftede emnet og som en snert af alvor begyndte at krybe ind over deres ord, lagde hun bogmærket ind i bogen og lukkede den eftertænksomt sammen.

Hans let svævende ord fik hende blik til at tage ham nærmere ind. Hun ville aldrig beskylde ham for at lyve, men hvad han lige havde sagt var kun marginalt på grænsen til hvad der kunne betragtes som sandt. Alt efter hvilke farer han tænkte på selvfølgelig. Dem hun havde i tankerne var desværre ikke så upartiske. Hun havde aldrig været i tvivl om hvad det betød at være født fuldblods magiker. Måske gik hendes forældre ikke synligt op i blod, men det lå under overfladen alligevel og gennemsyrede selv deres næsten legendariske neutralitet i spørgsmålet. De vidste bare der var en forskel, men var åbne for talentets opståen uafhængigt deraf. Undtagelser til at bekræfte reglerne. Hvor langt dybere det stak havde hun aldrig boret i. "Er vi?" Hun så stadig undersøgende på ham og rystede så let på hovedet med et skævt smil, der ikke rigtig ville blive fremme eller nå hendes mørke øjne. Spørgsmålet var ærligt ment, men fik en kant af kynisme, som det faldt. "Det er også langt sikrere... tænk at fejle med en sådan besværgelse på en anden!"

Hun mødte hans smil, før hun lagde en hånd over hans på hendes arm og gav den et klem. Så rystede hun leende på hovedet. "Lige med den vil jeg ikke være så skråsikker. Lysten til en vandgang er ikke altid så langt fremme hos mig og der skal jo vilje bag for at få besværgelsen til at virke." Hun sendte ham et stort smil, mens hun lovede sig selv at holde sig til fra sin animagus-form til efter den time. Så måtte hun le igen ved det billede han tegnede af sit eget muligvis kommende uheld. Fortroligt lænede hun sig lidt frem mod ham og så på ham med spillende øjne. 2Er det nogen trøst at animagus-formularen ikke virkede for mig første gang? Med ret ... interessante... fejl-effekter?" Hendes mor havde moret sig glimrende over en del af dem, som hun hjalp Kathleen tilbage til sig selv.

"Oh?" Hun lænede sig tilbage igen og så afventende på Kevin, som han tøvende tog ordet op igen efter en mindre læsepause. Spørgsmål var ganske rigtigt ikke et han havde stillet før eller et hun havde ventet. Hun åbnede munden for at svare, men fortrød så og vippede ansigtet let på skrå for se på ham et langt øjeblik, før hun tøvende svarede. "Det er der vist aldrig nogen der sådan direkte har spurgt mig om - altså siden samtalerne om F.U.T. valg - men.." Hun lod sig falde tilbage på tæppet med bogen liggende opslået hen over maven og hænderne foldet under hovedet, mens hun så op på de drivende skyer. "Jeg vil ud og se verden. Se de gamle storbyer, rejse af silkevejen, opleve østens mystik og lære magien at kende som den er i andre kulturer... og så, ja, hvis jeg kan komme til det skrive. Bøger altså..." Hun så til siden på ham med et varmt smil. "Hvad med dig?" Hun anede ikke hvad hun ville tjene penge på undervejs som hun rejste eller hvor længe hun ville gøre det eller hvad der skulle ske derefter. Planløsheden var ved at drive hendes forældre til vanvid, men hun nød kun at have en skitseret plan med store tomme huller i.