We're on the path to...

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Skoleklokkerne ringede i tårnet oppe på slottet og annoncerede, at det var frokosttid. Professor Kennith gav sine sidste beskeder til klassen og de mest langsomme elever begyndte at pakke deres ting sammen. Emma, der var færdig med dagens opgave, afleverede tilfreds hende, Noah og Aerons ekstrakt i den lille flaske, som de havde fået udleveret til formålet og trissede imod udgangen sammen med resten af flokken af sjette-års elever. Hun hev hue, vanter og tørklæde ud af de lommer i kappen, som de de havde været stukket ned i og iførte sig alle tre på vej ud af døren. Den kolde middagsvind bed i elevernes kinder, men snakken gik lystigt blandt de fleste af dem. Emma selv var, som så ofte, stille. Hun gik i sine egne tanker med et let smil på læberne og så knapt hvor hendes fødder førte hende. Det var ikke af den store relevans. Resten af flokken ville alligevel helt af sig selv lede hende både til storsalen og hele vejen til Hufflepuffs langbord. Hun skulle bare følge med og kunne tænke alle sine egne tanker i ro og fred, imens hendes klassekammerater pludrede muntert om alt og intet og Aeron puffede til en af de andre drenge.

Hendes tanker strejfede dagens foreløbige timer, hvirvlede en enkelt gang rundt om den stil de lige havde fået for og endte på hendes seneste litterære møde og dens indviklede plot. Hun smilede lidt for sig selv og havde nær trådt i en stor mudderpøl. Hun udstødte et tydeligt; "Ihhh!" og, vaklende en anelse, greb hun fat i Noahs arm og fik hevet sig selv tilbage på stien.

--------------------------
TAG: CHRISTOPHER NOAH ABBEY
--------------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Botanik var dagens absolutte højdepunkt for Noah Abbey, der ellers ikke var så flittig i skolen som man måske kunne have ønsket. Men lige netop dette fag, interesserede ham umådeligt, selvom han ikke havde nogen anelse om hvorfor… måske var det bare hele konceptet, med at få jord op under neglene. Han havde altid været en ret fysisk person, og det med at sidde fanget i et klasselokale med snuden i en bog, var bare ikke det samme. Men nu var halvdelen af dagen gået, og han så frem til et varmt måltid i selskab med gode venner. Han gik stille og roligt i sine egne tanker, og blev derfor overrasket da Emma ved hans side, greb fat i hans arm og fik Noah selv til at vakle en lille smule, men greb dog fat i Emma så godt han kunne, uden at en af dem faldt på enden. ”Emma!” udbrød han, og stoppede op for at være sikker på at de begge blev stående på fødderne. ”Din klodsede, lille…” sagde han muntert, og slap hende varsomt igen. ”Du ender med at komme alvorligt til skade en dag.”

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Emma holdt Noahs arm i et fast greb lige til, at hun var helt sikker på, at hun ikke længere var ved at falde på snotten. Hun fnes selvbevidst og så op i ansigtet på sin bredskuldrede bedste ven. Det var absolut ingen nyhed, at hun var dybt klodset og i stand til at falde over sine egne ben, selv hvis hun stod helt stille. Netop det faktum, var ene og alene grunden til, at hun aldrig havde – eller ville – ansøge om at blive optaget på Hufflepuffs quidditch-hold, på trods af kærligheden til spillet.

Hun slap Noah og hankede op i sin skoletaske, før hun forsigtigt fortsatte af stien sammen med ham, nu et par meter bag resten af flokken, der utålmodigt havde passeret dem imens Emma fandt sit fodfæste. Hun skubbede blidt til vennens skulder og trak ned i sin hue med en let rødmen, der intet havde at gøre med kulden, i kinderne. ”Ikke så længe jeg har dig eller Aeron som... Hvad er det nu det hedder?” Hun klemte øjnene lidt sammen. ”... Airbags!” Hun smilede lidt og himlede med øjnene.

--------------------------
TAG: CHRISTOPHER NOAH ABBEY
--------------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Noah lo let over hele situationen, og tog uvilkårligt fat i Emmas skulder igen da hun blidt puffede til hans skulder. ”Måske skulle du bare koncentrere dig om at gå. Du skulle jo nødig falde på samme måde, som du gjorde på Edward Johnsons skød den anden aften.” rådede han med et bedrevidende smil, og smækkede armen helt hen over skuldrende på hende, i en meget afslappet bevægelse. Det var efterhånden ikke en unormal ting for ham at gøre. Han havde ikke gidet slæbe sin skoletaske med sig ned til drivhusene, og havde som så mange andre elever, kun taget sin bog med og stukket en fjerpen og et blækhus i kappelommen. Denne bar han under den arm han ikke havde lagt om Emma, og blev irriteret ved med at holde den på forskellige måder, som om det var en enorm byrde for ham at bære en eneste bog. Det lykkedes ham dog til sidst at stoppe den ind under armen og holde den fast der, så han kunne komme til at se lidt på sin hånd, der stadig var spækket med grumme, røde pletter der for ikke længe siden havde været sygeligt udseende bylder. ”Er det meningen det skal blive ved med at svie?” spurgte han Emma, som han efterhånden forventede havde et svar på det hele.

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Emma rynkede panden kortvarigt, med et totalt uforstående smil, og så til siden på Noah imens de gik. ”Hvad?” Sagde hun, selvom hun havde hørt hvert et ord. Hun forstod ikke, hvad Edward havde med hendes klodsethed at gøre, men hørte tydeligt ironien i sin bedste vens stemmeføring og fornemmede, at han forsøgte at hentyde til noget, der efter hans mening måske var åbenlyst. De delte ikke altid helt samme perspektiver på tilværelsen – og Noah vidste hvor flyvsk hun var – men de plejede sædvanligvis at forstå hinanden godt. Lige nu, forstod hun ham temmelig dårligt. Hun puffede lidt til ham med hele kroppen og ignorerede hans råd om at koncentrere sig om at gå. ”Hvad har Edwards skød med noget som helst at gøre?” Spurgte hun, stadig lige blankt, men med et skævt, drillende smil og et glimt i øjnene.

Hun lod Noah trække hende mod ham med en af hans brede arme og skævede kun kortvarigt sidelæns for at lure hvad i alverden det var, han havde gang i for en kamp med sin botanik-bog. Hun rynkede på næsen da han stak sin hånd frem og hun kneb øjnene lidt sammen og betragtede de røde pletter med lige dele bekymring og væmmelse. Ganske vidst var hendes far healer, men hun havde aldrig rigtig selv vænnet sig til blod eller sygdom. ”Det tror jeg ikke, men måske skal du give den der salve professor Kennith smurte på lidt tid til at virke?” Foreslog hun usikkert.

--------------------------
TAG: CHRISTOPHER NOAH ABBEY
--------------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Noah så sigende på Emma og hævede et øjenbryn, men kom så til at le da det rent faktisk gik op for ham at Emma tilsyneladende ikke havde den fjerneste idé om hvad det var han mente. ”Emmaaaaaa, min lille blomst.” sagde han opgivende og så belærende ned på hende med en hovedrysten. Desuden prøvede han at ignorere de billeder Emma uheldigvis dannede i hans hoved og skar en lille grimasse af væmmelse, hun dog sikkert ikke kunne se, og hankede lidt op i sin mandighed igen. Han havde virkelig brugt de forkerte ord, og bad til at ingen af de nærværende kollegianere havde hørt hvad Emma netop havde sagt. ”Det har intet konkret med Edwards…” Grimassen igen. ”… skød… at gøre. Men hvad du lavede på det?” øjenbrynet røg op igen sammen med det drillende, venskabelige smil der så ofte hvilede på hans læber. Han gav hendes skulder et klem med den ene hånd, uden at trække armen til sig igen.
Blikket han stadig havde halvt rettet imod hånden, strøg kort ned imod Emmas ansigt igen, lettere tvivlsomt. ”Måskeeeee.” svarede han med utålmodigheden i stemmen og stak hånden ned i lommen, hvor han kunne mærke fjerpennen stryge imod den ømme hud, og ignorerede blankt den irriterende stikken af hudens berøring med stoffet.

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Emma grinede lidt af alt Noahs pjat og betragtede ham kortvarigt, med hævede øjenbryn, før hendes blik igen fandt stien de gik på. ”Ja, Noaaaaah?” efterabede hun ham useriøst, men anede stadig ikke hvor han ville hen med sine fikse ideer. De nærmede sig indgangsdøren og det var lige før frokosten kunne duftes fra storsalen. Larmen fra resten af skolens elever steg, imens de kom tættere på. Hun vendte atter hovedet imod Noah imens han forsøgte at uddybe, tydeligt ukomfortabel med hendes ordvalg. Hun fnes lidt af hans grimasse og himlede med øjnene. ”Jeg sad der? Hvad er der med det?” Et spørgende ansigtsudtryk tjente ikke helt til at slette hendes muntre ansigtsudtryk, men hun fandt egentlig også det, at Noah kunne finde på at spørge ind til noget så helt aldeles uskyldigt og ligegyldigt, lidt sjovt.

Hun trak en anelse på skuldrene, under hans arm, og lavede en lille tvivlsom lyd. ”Spis noget frokost og smut op til sygeplejersken bagefter?” Hun brummede lidt og så på hans hånd med slet skjult væmmelse. ”Men brug den anden hånd til at... Røre ved ting, ikke?”

--------------------------
TAG: CHRISTOPHER NOAH ABBEY
--------------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Noah himlede meget indiskret med øjnene og strammede grebet om Emma lidt, da de skulle passere endnu en mudderpøl, bange for at hun ville miste fodfæstet igen og denne gang trække ham med ned. ”Emma, Emma, Emma.” sagde han opgivende, uden rigtigt at kunne overskue at skulle skære det mere ud i pap for hende. ”Tænk lidt over det.” han så ned på hende med et hævet øjenbryn, før han sendte hende et kort blink med det ene øje og løsnede sig greb om hende igen, bare for at ruske lidt slapt i hendes skulder, med et dybt suk. Noah måtte kvæle en latter, og udstødte i stedet en klemt lyd, over Emmas ord. Det var åbenbart ikke meningen at han skulle kunne tolke noget som helst af det Emma sagde normalt i dag, men i stedet proppe en tvetydig mening på alt. ”Jeg skal nok lade være med… at røre ved ting.” fik han klemt ud, mens han kæmpede for ikke at give efter for latteren.

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Emma smilede afslappet og tog sig selv i at falde lidt fra og miste interessen for hvad det nu lige var Noah tydeligvis mente var både åbenlyst forkert eller morsomt ved at sidde oven på en af sine venners skød. Spekulationer over hvad der var til frokost var dejlig meget mere nærliggende og så var der jo den der stil hun skulle have lavet. Hvordan mon det i øvrigt lå at kunne snige et enkelt kapitel af ”Forbudt Fiendfyre” ind et sted?” Hendes blik vandrede og hun havde nær glemt alt om dørtrinnet, da flokken af elever nåede den lille indgang. I sidste øjeblik, fik hun hævet foden og undgået at bringe sig selv eller Noah i yderligere fare for at tage en glidetur i det sjappede mudder.

Hun løftede blikket til kammeraten og løsrev sig selv fra sit tankespind med et lavt grin, der var en svag afspejling af hans sprutten. ”Få så lige hovedet ud af mudderet, hva, Christopher Noah Abbey,” sagde hun, i en vag imitation af deres begges yndlingsvejleder Aeron. Hun slog et enkelt smæld med tungen og rystede kort på hovedet. Så hævede hun en hånd og kløede sig kort mellem øjenbrynene. ”Det der med Edward... Altså.” Hun rynkede panden. En mulig fortolkning var dukket op, da hun holdt op med at bryde sit hoved med det. Sådan gik det ganske ofte. ”Mente du, at det er forkert at sidde på skødet af ham, eller er der nogen, der har sagt noget om det?” Hun traskede i hælene på resten af deres klassekammerater og hørte, ligesom dem, støjen fra storsalen stige.

--------------------------
TAG: CHRISTOPHER NOAH ABBEY
--------------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Noah opdagede ikke at Emma nær var gået på næsen igen, da hun ikke så dørtrinnet, men ville sikkert have væltet hvis hun gjorde det i og med han havde en arm draperet over hendes skuldre. Han lo en rungende latter over hendes ord, og fjernede armen for at rode i hendes hår på en irriterende måde, han også var klar over aldrig var populær hos piger. Dem og deres hår, altså! Han fnøs lidt over hendes ord og rystede opgivende på hovedet, som han lod hånden han havde fjernet fra Emma ryge ned i kappelommen og traske ind i storsalen der allerede myldrede af liv. "Jeg nægter at diskutere Johnsons skød yderligere! Drag din egen konklusion, brug dit smarte hoved. Medmindre du bare har pralet omkring det?" han så på sin veninde med et skævt smil og sendte hende et sigende blik. Der blev hurtigt fyldt på Hufflepuffs bænk, men det lykkedes Noah at finde en plads, og puffe lidt til en eller anden dreng han ikke kunne huske navnet på, der vist var et år yngre, for at få ham til at rykke lidt tættere sammen med sidemanden så både Emma og Noah kunne være der.

[emma]

--------------------------
The sound of school bells is a magical one. It sets the
tired pupil free
It frees the body, spirit and the mind of both you and me
--------------------------

Emma hev sin hue af og rettede vandt på sit hår efter Noahs voldelige angreb. Til tider overvejede hun, om hun mon en dag ville få en skaldet plet, der på hovedet hvor han eller Aerons hånd rodede irriterende rundt mindst en gang om dagen, ligesom små babyer, der lå for længe på det samme sted. Hun gav ham igen med et let stød med albuen imod hans ribben og sukkede dybt. ”Det kan du da ikke bare sige,” indvendte hun indigneret, og fulgte lige i hælende på ham hen til Hufflepuffs langbord. Hun hev tasken af, smed den ind under bænken og gled ned ved siden af Noah. Et enkelt blik forsikrede hende om, at Edward ikke lige sad i nærheden, men derimod helt ovre i den anden ende. Alligevel lænede hun sig lidt hen imod Noah inden hun prikkede ham i siden med en enkelt finger. ”Edward og jeg er venner. Intet andet.” Hun rakte ud efter en tallerken og viftede lidt af Noah med samme finger. ”Husk nu ikke at røre ved noget,” spøgte hun.

--------------------
STATE: CLOSED
--------------------

[noah]

til EMMA IVORY

Noah nikkede bekræftende, for at sige, at det kunne han bestemt. Nu var de omkring lidt flere mennesker, og han ville helst ikke have at folk omkring ham misforstod samtalen ved at gå og høre Noah snakke om en eller anden fyrs … private steder. Nej tak. Selv buldrede han lidt mere voldsomt ned på bænken, og måtte undskylde til eleven han netop havde bedt om at rykke sig, fordi han nok var kommet til at gøre lidt skade på ham. Ubehageligt vred han sig da Emma stak ham i siden, og så ned på hende med let sammenknebne øjne, men dog et bredt smil på læberne. ”Bare bliv ved med at overbevise dig selv om det,” sagde han og løftede den hånd hun havde snakket om, og så kort på den med væmmelse i ansigtet, før han stak den næsten helt op i Emmas. ”Såsom din næse?” spøgte han, men tog den så til sig med det samme, og lo en buldrende latter.