Tristan Stafford Oakley
Sept 18, 2011 21:20:18 GMT 1
Post by Tristan Oakley on Sept 18, 2011 21:20:18 GMT 1
FULDE NAVN Tristan Stafford Oakley
ALDER Sytten år.
FØDSELSDAG 21. oktober, 2064.
KØN Hankøn.
LOYALITET Burning Day. Han er et noget passivt medlem, deltager ikke så meget i debatter og andre aktiviteter, men opfatter ikke desto mindre den politiske gruppe som familie og noget, han vil støtte op om, når det gælder.
NATIONALITET Englænder.
BLOD Halvblods.
RACE Foruden at være halvblodstroldmand har Tristan arvet det seende øje fra sin moders slægtslinje og er derfor en Seer. Grundet blandingen af magisk og ikkemagisk blod er det forudseende gen dog ikke så stærkt, som det kunne være.
TRYLLESTAV Tretten og en halv tomme morbærfigen med en augurey-fjer som kerne. Udmærker sig særligt i spådom og er ellers en rimelig stav på alle punkter, om end brugen af healende magi kan blive meget vag.
KÆLEDYR Ingen. Han er mest af alt et hundemenneske.
KOST En dejlig gammel Nimbus 2000 købt for surt optjente galleoner; flyver ganske glimrende, men er ikke just i optimal stand i og med, at han ikke er så passioneret, hvad angår vedligeholdelse af koste.
KOLLEGIUM Gryffindor.
ÅRGANG/BESKÆFTIGELSE Syvende.
PATRONUS Første gang Tristan formåede at frembringe en legemliggjort patronus, var i slutningen af femte skoleår. I forvejen havde han ikke gjort sig de store tanker om, hvad hans indre dyr mon kunne være, men han blev i hvert fald enig med sig selv om, at den røde panda passede rigtig godt, da den kom springende ud af tryllestavsspidsen og væltede uhindret rundt i den fri luft. Mindet bag besværgelsen stammer tilbage fra dengang, han fik at vide, at han var en troldmand og at han var selvskrevet til at gå på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Det hele var så utrolig spændende, men oven i det hele følte han også endelig, at han ville være i stand til at gøre sin far med de mange bøger om særligt begavede personer stolt.
BOGGART Hvis der er nogen, Tristan i sandhed respekterer og ser op til, så er det sin far. En mand med så stort et hjerte og så fantastisk et overskud til at tage sig af et barn, der blev afleveret på hans dørtrin med ingen andre beviser for, at det var hans eget, end de lyse blå øjne, der stirrede op på ham. Boggarten tager form som faderens døde krop med tydelige tegn på, at magi er dødsårsagen. Tristan elsker den magiske verden, men han frygter også at den skrøbelige og forsvarsløse muggler vil blive et offer for den magi, de begge finder så fascinerende.
DEMENTOR I slutningen af en juleferie, fik den endnu meget unge og uerfarne Tristan et syn i en drøm omhandlende, hvad han troede, var faderens død grundet et tyveri, der gik over gevind. Det viste sig kun at være et billede fra den film, han senere på dagen skulle se, men han erindrer stadig det frygtelige syn af blodet, der fossede ud af den mand, han elsker og respekterer så højt. Når han kommer i nærheden af en dementor vil billedet lægge sig som et halvgennemsigtigt slør for hans øjne.
DRØMMESPEJLET Tristans drømme synes at ændre sig næsten hele tiden, hvorfor det er nærmest umuligt at sige, hvad hans største drøm helt konkret er. En af de tilbagevendende går ud på at indlemme faderen i det magiske samfund. Han er myndig, så han kan godt benytte sig af magi og vise sine evner, og han kan selvfølgelig også fortælle en masse om samfundet, men det vil aldrig være muligt for ham helt og aldeles at sin far med ind i sit liv; som muggler er han dømt til at være den evige tilskuer. Såfremt han blev stillet over for drømmespejlet ville netop denne drøm manifestere sig som et billede af faderen, der udøver tryllestavsløs magi. Drømmen er desværre af den slags, der ikke kan opnås, men higer mennesket ikke også altid efter det uopnåelige?
AMORTENTIA Når Tristan bliver konfronteret med denne kærlighedseliksir, vil hans lugtesans først og fremmest opdage den himmelske duft af varm kakao. Han har ikke tal på, hvor mange aftener han har brugt med en kop varm kakao i hånden enten i gang med at lave lektier eller snakke med sine medkollegianere. Der kan ikke være nogen tvivl om, at chokoladedrikken er hans favorit; somme tider kan han gå helt i spåner og udvikle abstinenser, hvis ikke han får stukket en kop i hånden. En kende mere diskret er duften af de teblade, der bliver brugt på Hogwarts, når der skal læses i teblade. Han er ikke klar over, hvad det er for en slags te, da han aldrig har tænkt over at spørge ind til slagsen, men han vil til hver en tid være i stand til at kunne udpege de rigtige, såfremt han bliver udfordret til det. Svagest af alle sanseindtrykkene er der den behagelige duft af regn, der altid formår at få Tristan til at slappe af. Han elsker, hvordan et godt regnskyl renser luften og bringer en velkommen friskhed med sig.
VERITASERUM En af de største hemmeligheder, Tristan går og slås med, er hans frygt for sine egne evner. Han ville aldrig ønske sig befriet for dem, og utallige gange har han prist sig lykkelig for at være i besiddelse af det seende øje, der tildeler ham et fantastisk, om end begrænset, udsyn over fremtiden. Men det er ikke kun små uskyldige glimt, der dukker op; også varsler om død og ødelæggelse fylder til tider hans hoved, og en lille del af ham er altid bange for, om han nu vil forudse familie eller venners død.
DET SEENDE ØJE Fra sin mors side er Tristan blevet beriget med ikke kun den magi, der sørgede for at få ham ind på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, men også den særlige evne, der gør ham i stand til at spå om fremtiden. I hvor stor en grad hans mor var en seer, vides ikke, så det er svært at konkludere noget om, hvor store hans evner vil kunne blive, men det står i hvert fald klart, at han som halvblodstroldmand aldrig vil blive den bedste seer i hele verden. Han har dog stadig potentiale, og han har uden tvivl tænkt sig at gøre en indsats for at forbedre sine odds.
Det første tegn på Tristans evner begyndte så småt at vise sig, efter han startede op som elev på Hogwarts; han har en teori om, at al den magi, der er at finde på stedet, fik sparket det hele i gang med et brag. Det ville have aktiveret sig selv på et tidspunkt, men hvornår dette ville have været, er ikke til at sige noget om.
I og med at Tristans evner så at sige er blevet fortyndet grundet mugglerblodet i hans årer, er der nogle ydre grænser for hans formåen. Selvom han fokuserer nok så meget er det ikke muligt for ham med ren viljestyrke at fremprovokere et syn eller angive en retningslinje for, hvad et syn skal omhandle. Kun med hjælp fra visse artefakter kan han manipulere med sin gave, nogle mere besværlige at få fat på end andre. De typiske objekter, der er normalt kendt som værende knyttet til spådom, så som krystalkugler, tarotkort og teblade gør han tit og ofte brug af, eftersom afkodningen af symboler og deres betydning er noget, der sidder fast på hans rygrad og falder ham så naturligt som det gør enhver heks eller troldmand at holde om en tryllestav. Men også de mere utraditionelle metoder er noget, han praktiserer. Han har gennem studier fundet ud af, at afbrændingen af en særlig vandplante, der gror nede omkring Elfenbenskysten, midlertidigt forstærker det seende øje voldsomt. Planten er blot utrolig svær at anskaffe sig, hvorfor man ikke kan gå rundt og brænde af i flæng. Ikke desto mindre har han selv erfaret, at der er et andet middel, der kan bruges som manipulator: alkohol. En ingefærøl eller to vil ingen forskel gøre, men hvis han indtager tilstrækkelig med ildwhiskey, har han fundet ud af, at synene fremstår langt mere klare og at han til en vis grad kan kontrollere, hvad de omhandler.
Hvis han ønsker denne kontrol ellers, er der en enkelt ting, han kan gøre, nemlig at anskaffe sig et objekt, der kan virke som et medium. Ved at være i besiddelse af eksempelvis en Quidditchspillers kost kan han låse sig fast på bestemte aspekter af fremtiden og være i stand til at fortælle, om vedkommende ender på Hospitalsfløjen.
Uden påvirkning fra nogle stoffer, objekter eller lignende vil Tristans syn komme til ham på tilfældige tidspunkter af døgnet. Det kan være midt i aftensmaden, halvvejs gennem en lektion eller i slutningen af en løbetur. Han har ikke muligfor at ’slukke’ for sine syn, men i løbet af årene har han lært sig selv at fungere nogenlunde, mens et af fremtidens scenarier udspiller sig for hans blik. Intensiviteten af hvert syn skifter og kan variere fra et så klart billede, at man kunne forledes til at tro, det er noget, der sker lige for øjnene af én, til et halvgennemsigtigt slør. Sidstnævnte er nem at ignorere, alt i mens et af de helt klare syn kan gøre ham fuldstændig sanseløs under dets varighed. Indtil videre har han aldrig prøvet at fremsige en profeti, men det er muligt, det vil ske senere hen.
FACECLAIM David Henrie.
UDSEENDE Af alle drenge på Hogwarts er Tristan ikke den mest metroseksuelle i mængden. Fra naturens side sidder hans sorte, tykke hår bare altid på en meget voldsom og strittende måde, der komplimenterer hans træk, så han behøver ikke bekymre sig om at smække en masse produkter i det eller forhekse det til at sidde på en bestemt måde – om end i hvert fald sidste mulighed er noget, han tidligere har forsøgt sig med et par gange til stor underholdning for medkollegianere og klassekammerater. Når han skal til særlige begivenheder og lignende kan han dog godt finde på at presse det lidt længere ned mod hovedbunden, så det ikke ser nær så vildt ud. Ren hud har han også altid haft, og da hans far har franske rødder, er han i stand til hele året rundt at opretholde en rimelig teint, der ellers er så atypisk i Storbritannien. Kropsmæssigt er han atletisk bygget og fornuftigt høj med sine hundrede og syvogfirs centimeter. Hvad angår muskulatur, har hans kærlighed for fysisk udfoldelse og især ekstremsport haft en del at skulle have sagt. Naturligt er han meget som standarden, men de veltrænede og meget markerede muskler får ham til at se buff ud på en sund måde, han holder meget af. Han gør da også en stor indsats for at holde sig selv frisk og stærk. Ikke så meget for at se tiltrækkende ud, selvom det selvfølgelig er en bonus, men mest af alt fordi han ikke kan lade være og fordi han ville hade sig selv, hvis han udviklede sig til den lade type, der end ikke skænker motion en tanke. Desuden har han et fristed i sin fysiske aktivitet.
Ud over det sorte hår, der næsten altid dækker kæbeparti og overlæbe i form af skægstubbe, består hans ansigt af et sæt lyse øjne. De kan nok bedst af alt beskrives som værende en grøn farve. Personligt ser han øjnene som sjælens vinduer, og der er intet mere spændende end et par funklende iriser og et hemmelighedsfuldt glimt. Oven over de to øjne er øjenbrynene, som matcher resten af håret. Deres beskrivelse befinder sig et sted midt imellem busket og tynd – en nøjagtig beskrivelse kan være svær, men ikke desto mindre kan det nævnes, at han aldrig i sit liv har gjort noget ved dem, eksempelvis plukket dem, og at han heller ikke har planer om det. Så skulle det da lige være at farve dem neongrønne og få dem til at danse.
Næsen, som har været brækket en enkelt gang eller to, men heldigvis kom under kyndig behandling straks, er mest af alt kort og lige og en smule bred på en maskulin måde.
Tristan har aldrig rigtig formået at forelske sig i den obligatoriske skoleuniform, der alt for ofte skal bæres på Hogwarts, hvorfor han altid klæder sig i det tøj, han har været vant til hele sin opvækst, så snart han kan komme af sted med det. Dette såkaldte mugglertøj kan variere meget, men holder sig mest i den praktiske ende af skalaen, hvor tynde lærredssko uden nogen form for støtte til foden ikke ligefrem hører hjemme. Hvis ikke han beslutter sig for at udleve sin kærlighed over for de sorte og elegante sportsshorts, der giver en dejlig frihed, iklæder han sig oftest nogle mørke jeans og en T-shirt eller trøje af en eller anden art. Desuden elsker han vinteren, hvorfor han har et utal af striksweatere og varme hættetrøjer, han trækker i, når kulden begynder sit indtog, rangerende fra simpel ensfarvet til mønstret og sprudlende farverig.
Tatoveringer og piercinger er ikke noget, han gør det store i. Indtil videre har han ikke følt en voldsom trang til at udsmykke sin hud med hverken blæk eller metal henholdsvis prikket og stukket ind i huden. Ar er derimod noget, han har en masse af. Små rifter, skrammer og sår som følge af slåskampe med skarpe sten og lignende genstande, der har formået at trænge gennem huden. Mest bemærkelsesværdigt er det ti centimeter lange ar hen over ydersiden af hans højre overarm, som han fik, da han prøvede at stå på skateboard ned af nogle trapper.
Passende til det høje humør er Tristan tit og ofte at se med et smil på læberne eller på anden vis en positiv og munter holdning. Smilerynkerne og –hullerne ved henholdsvis øjne og mundvige skulle efter sigende være ganske kønne, så han ser ingen grund til at gå rundt og ligne Merlins mugne underbukser.
INTERESSER Sport og fysisk aktivitet generelt betyder meget for Tristan og er en stor del af hans liv. På Hogwarts er der ikke så voldsomt mange muligheder for at udfolde sig kreativt, men han har i hvert fald mulighed for regelmæssigt at svømme og løbe. Løb foregår ved udendørsarealerne nede omkring søen, mens svømningen skifter mellem at være i den Sorte Sø og det store bassin på vejledernes badeværelse, hvis kode han af mærkelige grunde altid falder over en af de første aftener hvert år, når han bevæger sig gennem korridorerne på femte sal. Det er næsten, som om han ved, hvornår det er det helt rette tidspunkt at stille sig i skjul bag statuen af Boris the Bewildered.
YNDLINGSFAG Spådom: Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at spådom er Tristans rette element. Som efterkommer af en seer har han arvet det seende øje, der giver ham store fordele i faget; det er, som om det hele falder ham så naturligt, at han tit mestrer helt nye teknikker ved første forsøg eller faktisk allerede kender til dem inden undervisningen. Alligevel formår han aldrig at kede sig, hvilket han generelt aldrig gør. Tit og ofte ender han som centrum for opmærksomheden, netop fordi hans gave af uforklarlige årsager er skræddersyet til faget.
Besværgelser: Måden hvorpå faget opererer med det mest grundlæggende for magi vandt Tristan over fra starten. Med besværgelser kan man nærmest tilegne sig adgang til alle aspekter af magien, hvor alle de andre fag på Hogwarts Skole kun interesserer sig for bestemte aspekter. Hvis der er noget, Tristan ikke kan lide, så er det at føle sig begrænset, over Besværgelser er et af de fag, hvor han selv mener, han har de frieste hænder.
Forsvar mod Mørkets Kræfter: Ikke at Tristan på nogen måde er en helgen, der har en manisk idé om, at alle skal have det godt, og at intet ondt må være at finde i verden, men det skal vides, at hans loyalitet er at finde hos ’de gode’ hekse og troldmænd. Han forstår godt, hvad mørkets troldmænd finder så tiltrækkende ved tanken om magt, men han søger den ikke selv, og vil til hver en tid kæmpe for at beskytte sine medmennesker. Derfor er faget Forsvar mod Mørkets Kræfter ligeledes på hans mentale liste over fag, han finder ekstra berigende. Lektionerne, hvor du lærer at beskytte dig mod de mørke kræfter, der unægteligt er i verden – kan det næsten blive mere praktisk?
PERSONLIGHED Da Tristan er en Seer, går de fleste ud fra, at han er den meget organiserede type, der sørger for at følge de små vink, han af og til oplever i form af små glimt, men det kunne ikke være mere forkert. Han er af den opfattelse, at enhver er sin egen lykkes smed, hvorfor han ikke lader nogen såkaldt skæbne styre sit liv. For ham er fremtiden ikke noget, der er mejslet ned i solid klippe, men derimod påtager sig en mere fleksibel, svævende form, hvor folks handlinger har betydning for, i hvilken retning tingene drejer sig. Alligevel kan han ikke helt løsrive sig fra trangen til at vide, hvordan situationen har mulighed for at ende ud som, hvorfor han tit stopper op for at vende nogle tarotkort, tyde teblade eller skaffe sig indblik i fremtiden på anden vis. Desuden har han en helt særlig evne inden for kiromanti – derfor elsker han det, når han har mulighed for at aflæse folks håndflader.
Som følge af denne overbevisning er den syttenårige løve en meget frigjort person, der aldrig holder sig tilbage fra at have det sjovt. Desuden har han i løbet af sin opvækst udviklet et mindre behov for adrenalinkick fra tid til anden. På Hogwarts har han ikke haft de store muligheder for at opleve disse, men i ferierne har han givet slip på logikken sammen med sin far og dyrket bungee jump, skydiving og andre former for ekstremsport. Overordnet set er han meget fysisk aktiv og synes aldrig rigtigt at have tid til at henslænge sig i en sofa og bare slappe af; der er altid et eller andet, han har gang i.
Tristan er meget venlig og imødekommende og render altid rundt med et uforklarligt overskud, der tit og ofte smitter af på folk i nærheden af ham. Fagligt følger han fint med på en god overall basis, det sociale for hans vedkommende er i perfekt stand og han har rimelige muligheder for at boltre sig med sine interesser, så han har faktisk ikke noget at brokke sig over, hvorfor han da heller ikke kan andet end at se på tilværelsen med et smil. Konversation falder ham ubesværet, og samtidig med at han ingen fordomme eller generthed har, har han ingen undskyldninger for at gemme sin person væk og skåne fremmede.
Det næsten evigt tilstedeværende energioverskud til trods er Tristan bestemt i stand til at opføre sig voksen og dannet. Selvom han ikke ligefrem er klassens mønsterelev, følger han fint med i lektionerne. Mange stempler ham forholdsvist hurtigt som en barnlig sjæl, men hvis man giver sig en smule tid til at lære ham at kende, vil man finde en spændende dybde og en tredimensionel person, der har det med altid at komme op med noget interessant.
Som nævnt er facader ikke noget, han gør det store i. Derfor er det også utrolig nemt at såre ham. Ikke fordi han er særligt sårbar og let at påføre smerte, men i og med at han så lemfældigt åbner op omkring sig selv for selv fremmede, giver han eventuelle modstandere en masse gode kort på hånden. Han er udmærket klar over det, men det virker bare, som om han enten ikke kan eller inderst inde ikke vil gøre noget ved det. Ærlighed er utrolig vigtigt for ham.
FAR Paul Oakley, otteogfyrre, udlært pilot, deltidsforfatter, muggler.
MOR Ukendt. Det eneste, der med sikkerhed kan siges om hende, er, at hun var en heks og at det er fra hende, Tristan har arvet sin status som Seer. Han har aldrig kendt hende.
SØSKENDE Ingen. Tristan har ellers altid syntes om idéen om en bror eller søster at dele livets glæder med. I stedet har han været nødt til at bruge sin kreativitet for at finde underholdning i barndommen, men det har da også givet ham en ganske livlig fantasi, så det er ikke helt spildt. Alligevel savner han lidt det søskendeforhold, han aldrig fik med nogen.
FØDSELSSTED Anchorage, Alaska, United States of America.
HJEMBY South Kensington, London, Great Britain.
FAMILIEKÆLEDYR Katten Muse og guldfisken Lennard.
HUSALF Om end Tristan flere gange i løbet af sine rebelske teenageår har følt sig behandlet som en husalf, har familien aldrig haft én, da faderen er en muggler.
HISTORIE Det hele begyndte som en simpel og ganske uskyldig flirt en aften på en bar et sted i Londons gader. Paul fik øje på en smuk kvinde, der sad for sig selv i en skamløs trevl af en kjole. Det undrede og irriterede ham grænseløst, at hun sad helt alene med en trist og tænksom mine med en øl placeret på bardisken foran sig. Først da han gik over og forsøgte at indlede en samtale, forstod han, hvorfor hun ikke var omringet af mænd mere end villige til at give hende en drink eller fem; efter to minutter hvor han prøvede at bryde isen, havde hun ikke returneret andet end et koldt blik og en tavs mine. En enkelt gang syntes Paul at ane antydningen af et smil i hendes mundvig, men det forsvandt lige så hurtigt, som det var opstået, og manden blev enig med sig selv om, at der nok ikke var noget at komme efter. Han burde alligevel også vende snuden hjemad. Netop som han skulle til at rejse sig, greb en hånd fat om hans håndled, men det, der skræmte ham mest af alt, var det tomme udtryk i kvindens øjne, som om hun ikke befandt sig i baren. Et forskræmt ’are you okay?’ gled over hans læber, mens han langsomt lænede sig ned mod hende. Straks efter vendte en glød tilbage til de to glitrende grå glober og læberne adskiltes for at lade en sprød og varm stemme glide ud i rummet. ”I’m really sorry about that. I’m Patricia. Won’t you sit with me, please?” Resten af aftenen gik med en løssluppen samtale, der fik Paul til at glemme alt om sengetid og arbejde næste morgen. Det meste af snakken omhandlede til Pauls misbilligelse hans eget liv, men hver gang han forsøgte at dreje emnet ind på hende, kom hun med et hastigt svar og spurgte om noget andet. Ydermere følte Paul, at den sparsomme information, han blev givet om hende, ikke var rigtig. Enten løj hun eller også tilbageholdt hun dele af sandheden. Alligevel var hun så fandens interessant, at han ikke kunne få sig selv til at gå eller bede hende være oprigtig.
Tiden fløj af sted og inden længe proklamerede barejeren, at de lukkede om fem minutter. Patricias takkede med et skævt smil ja til Pauls tilbud om at komme med hjem til ham. Knap havde han smækket døren i, før de overfaldt hinanden og bakkede ind mod soveværelset. Resten af natten forløb.. Tilfredsstillende.
En solstråle sørgede for at vække Paul den følgende morgen. Mens han langsomt fik strakt lemmerne en kende, vendte minderne tilbage og det brune blik gled hen over den modsatte side af sengen – tom. Kvinden, han havde haft med hjem, måtte være gledet ud tidligere på morgenen. En let panderynken opstod, som han forsøgte at erindre, hvem hun havde været. Han havde i hvert fald mødt hende på baren, og de havde snakket en masse sammen. Men hans hukommelse lod ikke til at være samarbejdsvillig, eftersom han intet huskede omkring hende ellers.
Månederne passerede langsomt, og Paul stoppede efterhånden med at bryde sine tanker med den mystiske kvinde, han alligevel ikke kunne huske noget om, forsøgte blot at leve sit liv stille og roligt. Godt og vel ni måneder senere havde han slet og ret vænnet sig fra at tænke på hende overhovedet, men skæbnen ville ham det anderledes.
Det var en helt almindelig lørdag morgen, da Paul stod med sin morgenkaffe og iført sin fine pyjamas var på vej ud for at hente avisen. En sagte støjen efterfulgt af et lille plop lige uden for hans dør fik ham til at rynke et bryn, netop som han skulle til at gribe om håndtaget. Nå ja, det var garanteret nogle af de lokale teenagere, der gøglede rundt. Ak, hvor fik de den energi fra så tidligt om morgenen? To sekunder og en åbning af døren senere og Pauls blik gled ned på en bylt, der lå og blomstrede på hans dørtrin. Var det barnegråd, der flød ud gennem klædet? Et stykke papir var vedlagt og med en sirlig håndskrift stod der skrevet: Take care of him. He’s yours. Meget langsomt blev en hånd rakt ned mod bylten, skubbede forsigtigt noget stof til siden og så var det, som om tiden lidt gik i stå. Der inde bag stoffet lå et spædbarn, forsvarsløs og umådeligt lille. Gråden holdt inde, da Paul lod en finger stryge hen over barnets kind og manden følte et smil titte forsigtigt frem i mundvigen. Med nøje afmålte bevægelser greb han omkring bylten. Overraskende behændigt fik han placeret den ringe vægt i sin favn på samme måde, som han så tit havde set på TV. ”Hey there, little buddy. I’m Paul. What about you?” Ganske uventet begyndte Paul at mærke en varme i brystet, der langsomt bredte sig videre ud til resten af kroppen. Men det endelige stød fik han først, da den lille baby i hans arme lige så langsomt åbnede øjnene og stirrede op på ham med de klare, grå øjne, han så tit havde betragtet i spejlet. Han var solgt på stedet.- - - - - - - - - - - - - -
”Come on, Tristan, get your homework done already! You know as well as I do, that postponing it will only make it worse in the end.” Pauls råbende stemme skar uden problemer igennem den sagte knasen fra en ældgammel transistorradio, der var et hyggeligt men ubrugeligt arvestykke. Præcis tretten sekunder tidligere havde lyden af knoer mod hoveddøren hevet manden op af den bløde sofa. Et eller andet sted i huset havde Tristan slået sig ned og var i gang med at lave alt muligt andet end de lektier, han havde for over weekenden. Da han fik hevet den massive trædør op, måtte han lige skrive nogle sekunder af til at beundre den fremmede mands sofistikerede fremtoning, som han stod der iført et dyrt udseende jakkesæt og havde håret strøget tilbage i en frisure, der normalvis ville synes slesk og gusten for Paul, men så sandelig matchede jakkesættet og selve mandens autoritære udstråling. ”Yes?” lød det spørgende og opfordrende fra faderen, der følte sig lidt pinlig berørt i sine sutsko og hullede T-shirt. Et smil spredte mandens læber, før en dyb og behagelig stemme gjorde sin entre: ”Good day, sir. My name is Hagbarth Webbringsy and I’m a professor at Hogwarts. I wish to speak with you and Tristan. Can I come in?” I et sekund eller to stod Paul bare og stirrede på manden, før han fik samlet tankerne og bød denne Hagbarth indenfor. Han havde aldrig hørt om dette ”Hogwarts”, men gik ud fra, det måtte være en eller anden privatskole et sted. Men hvorfor kendte de til Tristans eksistens?
”Tristan, get down here for a moment! Someone wants to talk to you.” Der gik ikke mange sekunder, før den lille skikkelse kom tøffende ned af trappen med sit sorte hår strittende til alle sider. Da de alle var forsamlet i det åbne køkkenalrum, tog Hagbarth ordet. ”Let’s get straight to it: Tristan, you’re a wizard. You possess magical talent and have always done so. Mr. Oakley, we’re aware that you don’t know anything about Tristan’s mother. Unfortunately, we cannot tell you anything more than the fact, that she was a witch, which is why Tristan inherited the magic. As I said, I have a teaching position at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. From the very day you were born, you’ve had a place at us. The semester starts at September 1st. Any questions?”
Det blev en lang eftermiddag. Først var far og søn ikke klar over, om de skulle grine eller græde af mandens åbenlyse vanvid. Da han spurgte, om der nogensinde var sket noget uforklarligt, bragte han dem hen til et eftertænksomt om end skeptisk stadie. De kunne ikke benægte, at der altid havde været noget specielt ved Tristan. Selvom han var en fandens til aktiv, kom han aldrig til skade. Af uforklarlige grunde formåede han altid at lande på den bløde jord, på den gummiagtige asfalt. Han havde også en gang sat ild til en toupé, fyldt et helt rum med sæbebobler og så meget andet. Men først da Hagbarth fremdrog en træpind fra sin inderlomme og fik farvestrålende flammer til at kaste sig omkring i rummet, var de to mænd solgt. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at Tristan måtte droppe den almindelige skole.
C-BOX NAVN Tristan.
ALDER Seksten år.
KONTAKT Personal Message.
ANDET Mit kattedyr spiller fagot.
