Hezekiah de Striguil version II
Apr 17, 2012 17:23:19 GMT 1
Post by Hezekiah on Apr 17, 2012 17:23:19 GMT 1
Billede: Se profilbillede
[/center]
[/center]FULDE NAVN Hezekiah de Striguil
ALDER 17 år.
FØDSELSDAG 13. november
KØN dreng
LOYALITET Overvejende fuldblodssupremacist (The Riddlers)
NATIONALITET Fransk far, britisk mor.
BLOD FuldblodOllivander. 13 tommers ibenholt med en kerne af kimærehorn.
KÆLEDYR Azrael, en sort kat som han har medbragt på skolen.
KOSTIngen
KOLLEGIUM Slytherin
ÅRGANG/BESKÆFTIGELSE 7. årgang
PATRONUS Han er endnu ikke i stand til at fremmane en, men når han er, vil den tage form af en ulv. Mindet, han vil benytte, vil være den første nat han tilbragte med en kvinde ved navn Elisabeth. .
BOGGART Hans egen far, som han frygtede gennem sin barndom.
DEMENTOR Diverse episoder fra barndommen, der var præget af en tyrannisk og delvis voldelig far.
DRØMMESPEJLET Hvis man spurgte Hezekiah, hvad hans største ønske er, ville han svare: ”Et eller andet sted finder jeg det utopia, der kun eksisterer i kunsten, meget dragende. Denne komplette idyl, en ophøjet tilstand af åndelig såvel som profan perfektion, især fokuseret omkring det sjælelige. At kunne være i besiddelse af en sådan ro og... En utilsmudset og ærlig idealisme. Måske bare den sindsro, det må resultere i... Jeg kunne være fristet til at sige, at dét er hvad jeg ønsker, men jeg tror ikke, at jeg i så fald ville tale sandt.
For svælger ethvert menneske egentlig ikke i sin egen sjælekval? Ikke, at jeg stræber mod lidelse, tværtimod, men hvor lykkelig mon den førnævnte tilværelse i grunden er? Jeg har aldrig oplevet den, så jeg skal ikke kunne udtale mig derom. I grunden værger jeg mig for forandring, at frygt for, at den ikke fører noget godt med sig. Jeg mangler ikke noget, som min tilværelse ser ud i øjeblikket. Men jeg ville gerne kunne sove roligt.”.
Det er lidt besværligt at omsætte hans dybeste ønske til en konkret form, men i drømmespejlet vil han sandsynligvis se sig selv, ung og smuk, med et af disse fuldtud tilfredsstillede, drømmende blikke, man ser på malerier.
AMORTENTIA Støv, mørt læder, jasmin og kvindeparfume
VERITASERUMHezekiah fornægter for alt i verden sin barndom, og vil til enhver til påstå, at han har et ganske glimrende forhold til sine forældre og den resterende familie. Derudover havde han som fjortenårig også en kortvarig affære med sin fætters purunge, men mentalt afvigende hustru.FACECLAIM Nick Cave
UDSEENDE 1 Hezekiah er omtrent 1.90 meter høj, og slank af bygning. Ikke desto mindre er hans skuldre brede, og han er i rimelig fysisk form. Hans hår er sort, som regel blankt af pomade og redt tilbage, og øjnene er mørkebrune. Han har arvet sin mors lyse britiske teint og sin fars smalle læber. Hans øjenbryn er markante, og han bærer som regel en sølvring med en mørk rubin på sin højre ringfinger. Rent påklædningsmæssigt er han konservativ og formel, udelukkende iklædt sin skoleuniform når det er påkrævet, og til andre tider som regel iført traditionelle troldmandsgevandter af kostbart materiale.INTERESSER Hestevæddeløb, vin, natklubber, eskapisme, litteratur, kunst, poesi, kvinder.
YNDLINGSFAG Hezekiah er i høj grad demotiveret når det kommer til skolen, men han foragter Forsvar mod Mørkets kræfter mindre end de fleste andre fag. Botanik og mugglerstudier forsager han som djævlen.
PERSONLIGHEDJeg bryder mig ikke om at beskrive min karakters personlighed på denne måde, og har derfor under 'historie' tilføjet nogle historier fra hans fortid, der har formet ham som menneske, og samtidig illustrer hans personlighed. Men eftersom det er obligatorisk kan jeg afsløre, at han på mange punkter er et forpint menneske, uden for alvor selv at ville indrømme det, eller kunne sætte fingeren på hvorfor. Hans Weltschmertz kommer til udtryk gennem søvnløshed, og han har en udpræget tendens til fornægtelse og drukne sit ubestemmelige ubehag i udfarende eskapader. I grunden er han en meget selviscenesat personlighed, der går langt mere op i sit image, end han egentlig vil indrømme, hvilket blandt andet ses på hans forfængelige påklædning og forkærlighed for luksus. Af styrker kan man nævne hans intelligens, der er ganske udpræget, men ikke kommer til sin ret med hensyn til skolearbejde. Derudover er han en middelmådig troldmand, men klarer sig derimod godt i næveslagsmål, når han engang imellem bliver involveret i den slags. Han har en stor formue bag sig, da hans familie i århundreder har dyrket et stort sydfransk areal kaldet Bacchus-distriktets vinmarker. Derudover har de også engageret sig i aktiehandel, hestevæddeløb og andre forretninger. Han er enebarn, så til trods for sit dårlige forhold til faderen, er denne ikke i stand til at gøre ham arveløs. Han er i Kierkegaardsk forstand æstetiker af hjertet.
Af svagheder kan nævnes hans uvillighed til at se realiteterne i øjnene. Han er tilbøjelig til blot at give op, når tingene bliver besværlige, og det har forhindret mange tætte relationer gennem hans liv. Desuden falder han for smiger, og kan – især for kvinder – være let at manipulere med, hvis de ved, hvilke knapper de skal trykke på. Han er nemlig i bund og grund et omsorgsfuldt menneske, og hvis folk viser ham tillid, vil han som regel forsøge at leve op til den. Derudover kan han have meget svært ved at sætte sig ind i andre menneskers tankemønstre og bevæggrunde, især når det kommer til følelsesmæssige sager – på det punkt er han lidt afstumpet. Som tidligere nævnt har han en tendens til at knytte sig meget til folk, der hengiver sig til ham. Dog kan han også, mere eller mindre ubevidst, finde på at sætte dem på prøve for at se, hvor langt de vil gå for ham. Holder de til det, vokser hans hengivenhed, hvis ikke bliver han bitter. Han er generelt et menneske, for hvem det er meget vigtigt, at have kontrol over alt – også sociale relationer.
Værd at vide: Hezekiah...
- har hår så sort som kul, og ligeledes er hans øjne mørke - til gengæld er hans teint forholdsvis lys. Det skyldes dels gener, og dels at han ikke bevæger sig særlig meget udenfor i fuldt sollys, da han ikke bryder sig om for varme omgivelser.
- Ikke ejer en ugle, men til gengæld en falk, som han ikke har måtte medbringe på skolen. Af den grund benytter han som regel de offentligt tilgængelige ugler, hvis noget skal sendes fra Hogwarts.
- Som regel går med læderhandsker. Også om sommeren.
- Er glad for dyr - han har medbragt sin sorte kat Azrael, som oftest strejfer rundt på egen hånd, når den da ikke skal fodres.
- Kan spille klaver og guitar, men ikke bryder sig om det. Han foretrækker at nyde frugten af andres kreative udfoldelser i stedet.
- Altid er iklædt enten troldmandsgevandter eller jakkesæt, men kun sin skoleuniform, når det er påkrævet.
- Er født i Frankrig, men har tilbragt en del af sit liv i England. Særligt holder han dog af at opholde sig nær sin families vinmarker Bacchus-distriktet i Sydfrankrig.
- Fører en lettere revolutionær tankegang, når det gælder politik.
- Er særdeles velhavende, og har aldrig manglet hverken penge eller andre materielle goder.
- Ikke længere spekulerer synderligt over sin fremtidige karriere. Det står klart at han som enearving skal overtage vinmarkerne. Dermed er han bestemt til en fremtid som forretningsmand, selv om han i princippet ikke behøver arbejde. Indtil da regner han med at blive autodidakt, investere i aktier og involvere sig i væddeløb med bevingede heste, som hans familie desuden avler.
- Til tider plages af søvnløshed.
- Går op i høflighed og holder under de fleste omstændigheder på formerne.
- Er forholdsvis autoritetstro, men kun overfor mennesker og instanser, som han respekterer.
- Holder meget af litteratur, og er ganske belæst.
- Til trods for disse udmærkelser ikke længere gider beskæftige sig synderligt med sine lektier, da han foretrækker at fokusere på sine selvstudier i stedet.
- Ikke befinder sig i et fast parforhold, aldrig har gjort det og heller ikke føler nogen trang dertil. Dog er hans erfaringer med det modsatte køn mere talrige og
kyniske end hvad godt er.FAR Georges de Striguil, forretningsmand og godsejer, fuldblods.
MOR Victoria de Striguil, hjemmegående, fuldblods.
SØSKENDE Ingen
FØDSELSSTED Bacchus-distriktet i Sydfrankrig.
HJEMBY Samme som fødselssted.
FAMILIEKÆLEDYR En stor, ulvelignende hund ved navn Fenris, et større antal væddeløbsheste blandt andet Hezekiahs private sorte hingst Rimfaxe, som endnu er ganske ung og kun ved at vænne sig til væddeløbsbanen. Derudover har han en jagtfalk.
HUSALF Flere. Af de mest fremtrædende er den ældre alf Abra, der fungerer som overhoved for resten af tjenerstaben.
HISTORIE Familiens historie kan spores tilbage til 1500-tallet, hvor de først overtog et gods og begyndte at dyrke vinmarkerne. Efterhånden har de erhvervet sig større mængder jord gennem både forretning og hasardspil, og deres vin er ganske velset og befinder sig i den dyrere ende af skalaen. Derudover er faderen indehaver af titlen 'Markis', der er gået i arv gennem familien fra de bosatte sig hvor de bor. Et ungt overhoved af familien ved navn Antoiné blev i 1778 besejret i en duel i familiens vinkælder. Han døde meget beruset af et kårdestik gennem brystkassen, og hænger stadig ved kælderen som familiens husspøgelse, der har fungeret som Hezekiahs ven og fortrolige gennem hele barndommen, selvom han ikke altid formår at følge med tiden. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt dette afsnit udelukkende skal handle om familiens historie eller også min karakters, så jeg har taget mig den frihed at inkludere nogle få episoder fra hans liv:
Den første... Forelskelse?
Denne milde sommeraften kunne man, hvis man tilfældigvis skulle befinde sig i udkanten af den sydfranske by Quillan, betragte en mørk skikkelse bevæge sig langs stien mod en smuk villa, der tårnede sig op som en kæmpe blandt de jævne naturarealer. Så man nærmere efter, var denne skikkelse en ung sorthåret mand - dreng, ville nogen kalde ham - indhyllet i sin ankellange kappe, og kendte man ham i forvejen, ville man vide, at hans navn var Hezekiah. I den ene hånd bar han en bastant læderkuffert, og med målrettede skridt bevægede han sig op mod villaens indgang. Han lod et par lette slag falde på den massive trædør, og få øjeblikke efter trådte en lyshåret mand i trediverne frem i døråbningen.
"Godt endelig at se dig igen, Antoine!", udbrød Hezekiah, og der blev udvekslet et hjerteligt smil og varmt håndtryk mellem de to fætre. Han blev ført indenfor og placeret i en blød lænestol foran den knitrende pejs, hvor de udvekslede historier om alt der, der var foregået siden de sidst havde set hinanden. Da mørket så småt var ved at falde på, blev døren til entreen slået op, og en ung kvinde trådte stille ind til mændene i stuen. "Ah, Hezekiah dette er min hustru, Maria. Du husker nok brylluppet, men I fik vist ikke hilst på hinanden dengang", sagde Antoine henkastet, og slog hånden ud i en gestus mod kvinden, som når man fremviser en præmiehest. Hun stod ganske ubevægelig midt på stuegulvet, iklædt en simpel hvid kjole, der gik hende til anklerne og med nøgne, græsplettede fødder. Med en rolig bevægelse rejste Hezekiah sig fra de behagelige puder, og bevægede sig hen mod kvinden for at give hende hånden. Hendes lange røde hår faldt viltert om hendes skuldre, og hun præsenterede sig med øjnene rettet mod gulvet.
Da skyggerne var ved at blive lange, blev Hezekiah ført op til gæsteværelset, der var placeret grænsende op til husets soveværelse. Der duftede af lavendel, og sengen var beklædt med bomuldsbetræk, der var så hvidt som sne. Tilfreds satte han sin kuffert fra sig, og betragtede i stilhed det værelse, der skulle være hans den næste måned. Dagene gik, og Hezekiah nød sin landlige ferie i fulde drag. Den stilhed der omgav området virkede så voldsom og uigennemtrængelig, at selv fuglesang var en sjælden begivenhed, hvis man da ikke bevægede sig ind i den nærliggende skov, hvor dyrelivet var rigt og plantevæksten frodig. Antoine og ham drog få gange på jagt, og kom hver gang hjem med rigeligt bytte over skuldrene. Han nød sin fætters selskab, og dette lod til at være gensidigt. Maria så han til gengæld sjældent noget til. Hun virkede sky, og holdt sig som regel for sig selv. Var hun endelig til stede vekslede de ikke mange ord, da hun ikke henvendte sig til ham, og han ikke følte behov for at få hende i tale. Det undrede ham, at det unge ægtepar ikke virkede synderligt hengivne overfor hinanden. De delte seng, men Antoine havde flere gange i hans selskab henkastet kommenteret, at det havde været en uklog idé at gifte sig med en ti år yngre kvinde. Personligt havde Hezekiah dog svært ved at tro, at det var aldersforskellen, der var skyld i den enorme kløft mellem de to mennesker.
-"Det er jeg virkelig ked af, Hezekiah, jeg lover at komme tilbage så hurtigt som muligt"
-"Det gør nu ingenting, tag du bare af sted."
-"Du er bare så sjældent på besøg, men det er virkelig vigtigt."
-"Jeg har sagt, at det er i orden. Jeg kan underholde mig selv."
En oprevet Antoine fik med en lidt ublid bevægelse hevet sin jakke af stumtjeneren, og var snart på vej mod pejsen. En mindre udenrigspolitisk ministerie-mæssig krise krævede at han rejste til Ungarn i et kort stykke tid, da hans arbejde tilskyndte ham at få redt trådene ud. Hezekiah var ikke nær så ærgerlig over fætterens afrejse, som han var nysgerrig omkring, hvad denne skandale omhandlede, men han fik konsekvent intet at vide, da Antoine holdt hårdt på sin tavshedspligt. Forståeligt - mange diplomater var endt som arbejdsløse af den grund, at de ikke kunne holde en spændende nyhed for sig selv. Hezekiah betragtede hvordan slægtningen oprevet knyttede hånden om det sølvfarvede pulver, som de opbevarede i en smukt dekoreret skål ved sofabordet, og trådte ind i den meterhøje pejs. Han udtalte navnet på en ubestemmelig destination, og snart slikkede de velkendte grønne flammer op af hans krop i et øjeblik, før han var væk. Hezekiah sukkede tungt, og lod kærligt hånden glide over den afghanske myndes ryg, der nysgerrigt havde betragtet sin Herre forsvinde. Nu var det kun ham og hundene... og Maria selvfølgelig.
Dagene gik - om end ikke lige så hurtigt som før. Alligevel nød han stadig sit ophold, og brugte gerne dagstimerne på at vandre ud på lange ture gennem det knæhøje græs med de to hunde. Snart følte han, at han havde set hver en afkrog af skoven, og i stedet for den smukke natur begyndte han at omgive sig med en kær gammel ven. Litteraturen. En aften da han sad i husets lille bibliotek og læste en af Antoines utallige gamle bøger, kom hun ind til ham iført en af sine utallige hvide kjoler. Hun sagde ikke et ord, men satte sig i stedet i lænestolen ved siden af hans, med benene hevet op under sig, mens hun skiftevis betragtede ilden, der dansede i pejsen, og hans koncentrerede ansigt. Endelig brød hun tavsheden. "Jeg vidste ikke, at du også bryder dig om Feukesius værker", sagde hun dæmpet. Hezekiah sænkede bogen, overrasket over hendes forsøg på at etablere en samtale. "Det gør jeg", bekræftede han. "Han er meget teatralsk og malerisk i sin skrivestil, og hans samfundsmæssige allegorier er skræmmende nøjagtige", fortsatte han, og betragtede nysgerrigt, hvordan et let smil bredte sig om Marias fyldige læber. De endte med at tale om netop denne forfatter til langt ud på natten. Snart indfandt de sig begge i biblioteket hver aften, hvor de med dæmpede stemmer udforskede litteraturens vide verden, og snart faldt samtaleemnerne også på poesi, naturen - til sidst talte de bare.
Hezekiah fandt stadig den rødhårede kvinde fremmedartet i dagslys, men når først de sad i hver deres lænestol, talte de som havde de aldrig kendt andre end hinanden. Hendes grønne øjne, der oftere var begyndt at søge hans blik, funklede altid i skæret fra den flammende pejs, og hendes runde træk havde en udstråling af noget mildt over sig, som han aldrig tidligere havde kendt magen til. De hvide kjoler, hun altid var iført, stod i smuk kontrast til hendes røde lokker, og når hendes mund krusede sig i et af de flygtige smil, lignede hun næsten en helgeninde. Nogle gange, når de sad der i pejsens gyldne skær, ville han have kunne svoret at hun var det smukkeste, han nogensinde havde set. Disse møder blev dagens højdepunkt. Der var noget ærligt over dem, noget ophøjet, noget, der havde frigjort sig fra alle konventioner og tyngende realiteter. En aften besøgte hun hans værelse. En anden aften hans seng.
Efterfølgende lå han betaget og betragtede de nøgne runde skuldre hæve og sænke sig i takt med hendes rolige åndedræt. Hendes perlemorsagtige hud var næsten lige så hvid som det lagen, hun hvilede sig på, og hendes grønne blik var spærret inde bag en række sorte øjenvipper, paralyseret af søvnens silkeslør. Til trods for at hun var ældre end ham, kunne han ikke undgå at bemærke en hvis uskyld i hendes sarte væsen. De rosa læber var let adskilt, og i stedet for at lægge armen om hende, rykkede han en anelse bort for ikke at vække hende, og lagde træt hovedet på den pude, som de i nat delte. Den tunge blomsteragtige duft af hendes parfume lagde sig som et tæppe over ham i det, han ville betegne som eufori, før hans øjne lukkedes. Aldrig før havde han sovet så fredfyldt
De modtog endnu et brev fra Antoine - sagen trak ud. Ingen af dem lod sig mærke med det, og de fortsatte deres midlertidige tilværelse som hidtil. Dog syntes ordene snart at forsvinde imellem dem. Visse aftener på biblioteket, mellem de tunge læderindbundne bøger og duften af støv, føltes det som havde de allerede talt om alt i denne verden, som der kunne tales om. Udtalt hvert et ord for mange gange. Til tider betragtede de blot hinanden i tavshed, og Hezekiah forestillede sig hvordan englevinger snart ville bryde ud gennem hendes porcelænsryg og lade hende lette fra den jordiske verden, der ikke var hende værdig. Sådan gik et par nætter. En aften dukkede hun slet ikke op, og han vidste - det gjorde de begge - at noget ikke længere kunne fortsætte, som det hidtil havde gjort. Den nat tilbragte hun på sit eget værelse ved siden af hans, og den spinkle gråd han kunne høre gennem væggen, holdt ham vågen i mange timer. Det skar ham i hjertet, men han vidste, at det intet ville nytte at gå ind til hende. Tværtimod var han angst for at ødelægge mere af hende. Det bånd, der tidligere havde knyttet dem så stærkt sammen, lod til at være trevlet op, og han vidste at der ikke skulle meget til for at ødelægge den sarte vrangforestilling om, at de stadig kunne være samme sjæl. I stedet betragtede han det hvide loft - skammen over denne affære havde endnu ikke meldt sig. Skammen over at have bedraget en slægtning på den måde, skammen hvad de havde foretaget sig - den fandtes ikke. Var ingen steder at finde. Næste morgen pakkede han atter sin kuffert og begav sig hjemad, hilst farvel af tavshed og et af hendes lange, grønne blikke. Han drømmer stadig om hende nogle gange, dog sjældnere og sjældnere. Efterhånden har han samtidig indset, at han må have været forblændet af poesien - ikke af hende.
Gensynet:
Det summede af liv mellem de blanke hvidkalkede vægge denne lune sommeraften og Hezekiah, der selv var klædt i ekstravagante sorte klæder, fulgte en vilkårlig ung dames elegante bevægelser med øjnene, men blev stående med korslagte arme ved en af de græske søjler ved siden af den brede marmortrappe mod overetagen. Duften af dyr kvindeparfume lå som et diskret slør over det ganske selskab, og virkede på ham næsten mere berusende end det glas rødvin, han skødesløst holdt mellem sine handskeklædte fingre, mens han betragtede gæsterne, der høfligt konverserede med hverandre.
Pludselig fangede et velkendt syn hans opmærksomhed – ansigtets smukke, skarpe konturer var ikke til at tage fejl af, ej heller det askeblonde hår, så ulig resten af familiens. Hans måde at bevæge sig på, så afslappet og samtidig altid som var han evigt på vagt. ”Antoine!”, udbrød Hezekiah højlydt, og damandens blanke øjne øjeblikket efter mødte hans, lyste de øjeblikkeligt op i oprigtig gensynsglæde, før han straks satte kursen mod sin fætter, der af vane lod en hånd glide gennem sit vandkæmmede sorte hår.
Pludselig bemærkede han noget bag Antoine. En skikkelse, svøbt i en hvid kjole, der tydeligvis ubehageligt til mode over menneskemængden klyngede sig til sin mands arm, mens hun ængsteligt så sig omkring. Hvor længe var det siden nu? To år? Han havde ikke set hende i to år, den kvinde med det flammende hår, der havde formået at fylde hans bryst med lidenskabens sødme for første gang. Hans tankerække blev afbrudt af Antoines behagelige stemme.
”Hezekiah! Det er jo en evighed siden sidst”, begyndte han, og greb sin fætters næve i et varmt håndtryk. Han så betydeligt ældre ud end sidst. Til trods for at han stadig var en ung mand, trådte de små rynker omkring hans øjne nu tydeligere frem når han smilede, og furerne i hans pande var blevet dybere, som hos en mand, der bekymrer sig meget.
Hezekiah gengældte hans hilsen, og engagerede sig i en halvhjertet konversation, mens han så diskret som muligt betragtede Maria, hvis øjne var rettet mod ham, men virkede tomme, som stirrede de blot ud i den blå luft, og ikke på den person, der for to år siden havde fyldt dem til randen med tårer. Også hun havde forandret sig. Det røde hår, der dengang havde virket så fortryllende og omkranset hendes lyse ansigt så elegant, så nu blot usoigneret ud blandt de mange kunstfærdigt opsatte frisurer, som damerne omkring hende bar. De runde skuldre og den fyldige barm, som han engang havde forgudet, virkede nu blot klodsede og malplacerede blandt pariserindernes slanke silhuetter. Hendes ængstelige blik vækkede ikke længere varme følelser hos ham, men blot en vag afsky.
”Hvornår er det egentlig, du fylder sytten?”, spurgte Antoine og nippede til den mørkerøde væske i sit vinglas.
”Om et halvt år”
”Så må vi jo aflægge dig en visit. Du er ellers altid velkommen til at komme hjem til mig – jeg mener os. Det er jo så længe siden sidst.”
”Ja, jeg har haft travlt...”
ed en halvhjertet undskyldning brød han op med dem, og bevægede længere ind i rummet, lod sig omringe af festklædte herrer og kvinder i farverige kjoler af kostbare materialer. Han lod blikket glide fra den ene ende af rummet til den anden, og hans opmærksomhed blev øjeblikkeligt draget mod en ganske ung pige i en sort kjole, hvis snit blotlagde hendes smukke lyse hud, hvis konturer stod bløde frem i skæret fra loftets krystallysekrone. Hans øjne slog gnister, da han med den ankellange sorte silkekappe let bølgende bag sig bevægede sig over for at gøre hendes bekendtskab.C-BOX NAVN Hezekiah
ANDET Min chimpanse spiller banjo
