|
|
Post by Kevin Allaire on Aug 9, 2012 9:50:02 GMT 1
there is a star that lights the road
will it take me to the end well I don't know Kevin havde længe siddet på det lille værelse i Blackpool for at veje hans grunde for at tage til denne fest i Skotland, som længe havde været på de fleste elevers læber. Hans bror havde fundet idéen meget morsom, tydeligvis ikke i stand til at forestille sig Kevin ved en større social begivenhed, men ikke desto mindre havde han fundet et sæt tøj frem og havde fået Kevin til at sværge, at han ikke ville kravle ned i den sædvanlige sweater.
Både musik og stemningen var høj da Kevin endelig ankom. Han havde absolut ingen idé om hvor han skulle plante sig for ikke at være i vejen, og i mængden af festklædte gæster syntes han ikke at kunne finde et eneste velkendt ansigt. Han havde allerede modtaget en omfavnelse fra en ukendt pige der havde drukket nok til at forveksle ham med en anden, og et par high fives af andre i samme situation. Det var dog med et smil at Kevin valgte at bevæge sig mod bordet med drinks og fandt sig noget der ikke lugtede af alkohol. Med glasset i hånden bevægede han sig udenfor og fandt et ledigt bord.
”Betrys?” kaldte Kevin da han endelig fandt et ansigt i mængden han kendte, også selvom de kun netop havde påbegyndt noget der kunne tegne på et venskab.”Jeg troede ikke at jeg skulle finde en person jeg kender i aften!” Han rejste sig fra hans plads og tilbød stolen ved siden af. ”Jeg kunne bruge lidt selskab, hvis du altså kan undværes i et par minutter?” TAG: Betrys &, WEARING: this |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Aug 9, 2012 20:31:34 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Stadig med et pokerface til en guldmedalje, forlod Betrys køkkenet. Hun var tomhændet, hvilket passede hende fint - både fordi hun ikke havde lyst til at drikke mere alkohol, og fordi en eventuel drink med garanti ville have været ud over hendes tøj på nuværende tidspunkt, da en tydeligt beruset fyr var stødt ind i hende, lige så snart hun trådte ind i stuen. Musikken var høj, og fordi der ikke var noget decideret dansegulv, var der bare en stor klump mennesker med et par dansende individer indimellem. I stedet for at give sig i kast med at finde nogen hun kendte eller møde nye mennesker, spurgte hun, hvor man kunne trække noget luft, og snart var hun på vej udenfor efter de givne anvisninger. Betrys nåede dårligt at orientere sig, før hun fik øje på et venligt ansigt, og at dømme efter hans kalden havde han også set hende. "Hej Kevin," hilste hun og gik hen til ham. "Nej vel?" lo hun. "Jeg ved ikke hvilken del af Hogwarts de her mennesker befinder sig i normalt, men det er i hvert fald ikke hvor jeg plejer at være." Hun så sigende på ham og smilede et lille men mildt smil. Så kastede hun et blik på stolen, som Kevin henviste til. "Selvfølgelig," svarede hun og var i sit stille sind bare glad for, at der var et sted, hun kunne sidde. "Har du været her hele aftenen?" spurgte hun, da hun havde sat sig.
|
|
|
|
Post by Kevin Allaire on Aug 11, 2012 20:44:50 GMT 1
there is a star that lights the road
will it take me to the end well I don't know Kevin havde knapt sat glasset til hans læber før han kunne lugte den svage, dog uden tvivl genkendelige, lugt af alkohol - solbærrom, tog han ikke megen fejl. Han tog alligevel en enkelt tår af drikken, men skar dernæst en grimasse og skubbede det så langt fra sig som muligt. Han havde aldrig været den store fan af alkohol og havde heller aldrig været fuld.
"Jeg havde det på præcis samme måde da jeg ankom," istemte han og slog et hurtigt blik over skulderen da de begge havde sat sig. Han kendte nogenlunde til både Sarah og Annabel, men havde hverken set den ene eller den anden. "Måske det tyder på, at man ikke kommer nok ud?" Han hævede et spørgende øjenbryn med et smil på læben. Kevin havde for vane at holde sig til visse områder, og var ikke den mest sociale hund.
"Det er ikke mange minutter siden jeg kom," svarede han efter lidt tid og hev lidt ned i t-shirten hans storebror havde lånt ham. Trods et par år imellem dem så var de begge samme størrelse, men Jasons stil var langt mere moderne end Kevins egen, og i dette øjeblik ville han have følt sig mere hjemme i en forvasket sweater. "Jeg havde lidt svært ved at komme ud af døren," forklarede han med endnu et smil mens han overvejede om han skulle tage hans drink til sig igen. "Har du været her længe?" De var trods alt et par timer inde i festen. TAG: Betrys &, WEARING: this |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Aug 11, 2012 23:14:27 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Betrys var glad for at høre, at hun ikke var den eneste. Til forskel fra de fleste andre havde hun ikke engang nogen særlig relation til værterne - og hvis hun havde var den ikke ligefrem klassificeret som positiv. Annabel havde i hvert fald ikke taget duelturneringens gang så pænt, og Sarah og Betrys havde bare aldrig klikket særlig godt med hinanden. Egentlig kunne hun ikke helt forklare, hvorfor hun var her - og det virkede lidt til, at Kevin havde det på samme måde. "Måske," sagde hun med et lille skuldertræk, "eller også er folk bare ikke værd at huske." Hun leverede ordene med et lille smil men så alligevel sigende på ham. Det var en smule strengt sagt, men det var ikke desto mindre sådan hun havde det en gang i mellem. Desuden var det ikke nødvendigvis positivt at være værd at huske - det var hun et levende bevis på. "Ah, så du er ikke blevet helt hylet ud af den endnu?" spøgte hun og lo mildt. Hun overvejede, om hun kunne tillade sig at spørge, hvorfor mon han havde haft det sådan med at komme af døren, men han kom hende i forkøbet med et spørgsmål. "En time eller to, tror jeg," svarede hun, "men jeg har ikke ligefrem ejet dansegulvet." Hun smilede skævt og krydsede benene. "Jeg er vist mere til... Ja, sådan noget her." Hun gjorde en gestus mod Kevin for som at vise, at det var deres samtale, hun snakkede om.
|
|
|
|
Post by Kevin Allaire on Aug 22, 2012 12:17:48 GMT 1
there is a star that lights the road
will it take me to the end well I don't know Til dels kunne Kevin sagtens forstå hvor Betrys kom fra. De mange forskellige personligheder, blodstatus og evigt konkurrerende politiske holdninger kunne ikke altid lege pænt sammen, hvilket Kevin -som både mugglerfødt og Burning Day medlem- selv havde følt på egen krop. Under Slytherins grønne banner var det, at være mugglerfødt, ikke det bedste der kunne have sket ham. Derfor nikkede han godkendende til Betrys' ord, også selvom det forblev meget kort.
"Jeg tror mest af alt, at det her," sagde han og gjorde en gestus ud i luften "at for en gangs skyld at komme lidt ud, var grunden til at jeg tog afsted." Selvom Betrys ikke havde nået at stille spørgsmålstegn ved hans ubeslutsomhed over hvorvidt han skulle tage afsted, så havde Kevin selv følt at der var brug for en forklaring. "Jeg er født med to venstrefødder og manglende rytmesans, så jeg kom heller ikke for at krone mig selv konge af dansegulvet. Jeg foretrækker også en samtale fremfor at skulle prøve at hoppe i takt til musikken og eventuelt ende med at krone mig selv klovnen af dansegulvet." Kevin trak kort på skuldrene og besluttede sig for at tage endnu en tår af den alkoholiserede drink. Han måtte dog skære en grimasse da han endnu ikke havde vænnet sig til den stærke smag af rommen.
"Jeg er rimelig sikker på, at jeg så Matt derinde," begyndte han ud med efter et sekunds stilhed. Kevin havde vendt blikket mod Betrys og havde prøvet på at fremmane et lille smil. "Har i snakket ... om det der skete?" Han vidste godt at det ikke var alt han burde blande sig i, men en lille del af ham var også bekymret for hvordan duelturneringens udslag hurtigt kunne vende sig imod Betrys når alkohol havde det med at forstærke alle følelser, gode som dårlige. TAG: Betrys &, WEARING: this |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Aug 22, 2012 19:00:17 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Hun nikkede forstående og kunne et eller andet sted identificere sig med det Kevin sagde. Når hun var på Hogwarts var det begrænset hvor varierede de sociale aktiviteter var, og i ferierne var afstanden mellem vennerne store. Alt i alt var det sjældent hun 'kom ud' i den traditionelle forstand. Da han så fortsatte med at indrømme sine dårlige danseevner kunne hun ikke lade være med at le mildt. "Så er jeg altså havnet i det rigtige selskab," sagde hun. Smilet på hendes læber svandt hurtigt ind, da Matthew Blythe blev bragt på banen. Hvis det havde været en anden, havde hun afsluttet emnet med det samme, men Kevin havde vist sig fra en anden side end de fleste andre. "Ja, jeg har snakket med ham," sagde hun og sænkede blikket til bordpladen, fordi hun ikke kunne se ham i øjnene. En ting var at smække en facade op for gruppens skyld, men at sidde og lyve en kammerat lige op i hovedet var ikke hendes stil. Hun løj ikke mere en højst nødvendigt, og hvis hun kunne komme til det rodede hun sinne venner fuldstændig ud af det for at såre dem mindst muligt. Derfor føltes det lettere forræderisk at begynde at tale om det med Kevin, der jo kun mente det vel, men samtidig kunne hun ikke bare ignorere hans spørgsmål. "Han tog imod min undskyldning, men jeg tror aldrig rigtig vi bliver perlevenner," fortalte hun og kiggede op på Kevin igen. Hun følte sig lettere utilpas ved emnet men prøvede ikke at vise det.
|
|
|
|
Post by Kevin Allaire on Aug 27, 2012 21:30:05 GMT 1
there is a star that lights the road
will it take me to the end well I don't know Kevin vidste udmærket at han havde hældt mere salt i såret end nødvendigt da han så Betrys' smil forsvinde fra hendes læber. Trods udelukkende at have bekymret sig for veninden så havde han også vidst hvor ømtåleligt emnet havde været. Kevin nikkede samtykkende til hendes forklaring uden at fjerne blikket fra Betrys, der havde skænket hendes eget til bordpladen. Det var først da hendes øjne vendte tilbage til hans at han sendte hende et smil. "Betrys... Der er ingen grund til at liste om den varme grød længere. Jeg kan forstå hvor du kommer fra, og at hele episoden har efterladt sig sine ar, men du bliver nødt til at lade dem hele." Kevin tog fat under stolen for vende den mod bordet så de sad overfor hinanden. "Og den eneste måde du kan gøre det på, er ved at indse at sket er sket og snakke om det. Du fodre kun sladder ved selv at forholde dig så tavs og lade dit blik falde til dine fødder når emnet kommer op." Okay, måske alkohollen, hvorend en lille mængde han havde indtaget, havde gjort ham en smule overmodig og filosofisk, men Kevin mente stadig at der var noget mening bag hans ord.
For et kort øjeblik syntes Kevin at være løbet tør for ord og gode råd, og måtte selv ty til at vende blikket mod bordpladen mens han vejede hans næste træk. Hans store mund kunne meget vel have sået tvivl i deres begyndende venskab.
"Jeg ved at skylden må veje tungt på dine skuldre, men du har allerede fået én tilgivelse, så hvad med at du begynder at arbejde på at tilgive dig selv?" Han løftede blikket og prøvede sig ad med et halv-undskyldende smil til hans forsvar. TAG: Betrys &, WEARING: this |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Aug 27, 2012 23:07:36 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Overrasket over, hvor meget Kevin havde at sige til emnet, sad Betrys tavs tilbage og lyttede opmærksomt til ham. Der var ikke andre end Evander, der havde sagt noget ligeud til hende angående duelturngeringen efter hendes diskvalificering, og derfor var det også den eneste mening, hun havde taget til sig. Men nu fik hun et helt nyt synspunkt serveret, hun så indgående på Kevin, mens han talte. Hun tog det særligt til sig i forhold til hendes relation til Kevin, der stadig var forholdvis ny. Det slog hende slet ikke, at det måske var rommen der havde en indflydelse på hans ord. "Men..." begyndte hun, "Jeg har snakket om det. Jeg er bare ikke den mest offentlige person. Du ved hvordan jeg er," Betrys satte begge føder ned mod terasseunderlaget og så på ham med rynkede bryn, "Jeg holder mig til mine venner, når det kommer til... Ja, når det kommer til mig selv. At andre så ikke er klar over, hvordan situationen til duelturneringen har været..." Betrys så uudgrundeligt på Kevin, fastsat på ikke at fjerne blikket fra ham, når nu han netop havde påpeget, at det sagde meget om hende, når duelturneringen blev bragt på banen. Det var måske for meget forventet, at Kevin vidste, hvordan Betrys var som person, når det kom til private sager, men hun havde et stærkt indtryk af, at de var meget ens på netop det punkt. "Du ved ikke..." begyndte hun men holdt inde. Hendes skyldsfølelse, hvis det overhovedet var det, hun følte, lå ikke i, at hun havde gjort Mathhew Blythe uret, snarere at hun havde besværliggjort situationen for The Hallows. En ting var, at hun var ligeglad med sit eget rygte, men en anden ting var at lade det gå ud over ander mennesker - nogle af de mennesker, som hun støttede sig op ad i den politiske situation på skolen. Nok havde flere af gruppen medlemmer været med til at tale for hende efterfølgende og således sørget for, at ikke at havde troet, at hun var fuldstændig hæmningsløs, men det at hun selv ikke havde været ud at tale for sin sag var stadig bemærkelsesværdigt - og det var netop det Kevin satte fingeren på. "Jeg ved ikke, om Blythe har tilgivet mig," sagde hun ærligt, vel vidende, at hun nok skulle lyve om dette i fremtiden. "Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde har haft brug for at tilgive mig selv." Betrys' blik var stadig fastlåst i Kevins, og hun frygtede at han ved disse ord ville rejse sig og gå.
|
|
