Wales is pretty in the rain - and it always rains

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Regndråber slog imod vinduerne i det rødstenede hus på hjørnet og lavede stille musik inde på det vestvendte værelse på førstesalen, hvor Jessie og Kate befandt sig.

Væggene derinde virkede ved første øjekast til at være malet i hundrede forskellige farver, ligesom sengetæppet var delvist farvestrålende. Ved nærmere inspektion fremgik det dog, at de var lige så ensfarvet æggeskals-hvide som gangen lige udenfor. De klare farver kom fra de utallige plakater, som Jess havde hængt op. På rundt regnet halvdelen af dem susede quidditch-spillere rundt på deres koste, klædt i lysegrøn og højrød. Resten portrætterede rugby-spillere i stivnede positioner på banen.

Sengetæppet var en hyldest til det selvsamme rugby-hold. Den helt sorte farve og de blå striber vidnede om at det var en nyanskaffelse på flere fronter, selvom det naturligvis var ganske subtilt, at spillerne på den nyeste og mindst slidte plakat af favorit-holdet bar selvsamme skinnende klare blå, sammen med det sorte, på deres uniformer. Tæppet var i midlertidig lige nu selv dækket halvt til af figuren af en ung teenagepige, præcis ligesom den ekstra madras på gulvet.

Jessie lå på ryggen, fuldt påklædt og med hænderne foldet bag hovedet. Hun kiggede op i loftet og smilede tilfredst. Ganske vist havde en byge forhindret hende i at vise Kate hendes eget yndlings klatretræ og demonstrere sine egne evner, men til gengæld havde de fået en fantastisk frokost med en hel bunke tomater og pasta og kunne vist nu kalde sig indehavere af hver sin mad-baby i form af en lille bule på maven. Det kunne Jess i det mindste, og det generede hende ikke engang bare en lille smule. Forsat smilende, drejede hun hovedet imod veninden og løftede begge øjenbryn. ”Hvorfor søger du ikke også bare ind på dit kollegie-hold næste år, Kate? Det ville da være vildt fedt, hvis vi begge to spillede. Se det lige for dig...” Hun vendte hovedet igen og så drømmende op på det hvidmalede loft, med et lettere henført smil, før hun rakte ud med den ene hånd og snuppede tøj-ørnen fra sin faste placering på sengen. Den anden hånd brugte hun til at rette lidt på sin hovedpude, inden hun lænede hovedet tilbage og gav sig til at dreje plys-maskotten imellem dem begge.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

Kathleen lå fladt på ryggen på madrassen med hænderne foldet under baghovedet og det mørke hår spredt ud i en vifte over puden. Hendes blik gled dovent fra plakat til plakat, zappende hurtigt tilbage mod de ubevægelige fra tid til anden, som forsøgte hun at tage dem i alligevel at bevæge sig uden nogensinde at finde dem forandret. Så var Quidditch-plakatterne nemmere at nyde med deres flyvende spillere, lynet susende rundt tydeligt utilfreds med hånden der nærmede sig og trombleren der gik i mål gang på gang. Hun strøg afslappet en hånd gennem håret og flyttede det væk fra hendes solbrændte ansigt, før hun lod den finde tilbage bag nakken.

Farven havde hun ombygget under den første del af sommerferie hun havde tilbragt med forældrene på en båd sejlende rundt ved den Kroatiske kyst. Fra samme sted var de lysere striber der var kommet i hendes hår og behovet for at begrave sig i et tæppe, hver gang hun så sit snit til det og ikke var i bevægelse. For nu lå det i en uordenlig rede ved siden af hende med hendes store hankat Pancras sovende i det. Selv var hun klædt til hvad som helst i grå leggings, en sort slå-om bluse og store uldne, grå sokker og forsøgte at samle tankerne om andet end de stivnede billeder og at hun havde spist for meget.

Jessies stemme fik hende til at vende blikket op mod sengen, mens hun skar en grimasse. "... første kamp og rygterne om forskelsbehandling vil starte..." Hun lod grimassen falde for et smil ved venindens drømmende udseende og lod sit blik finde målringene på en plakat nærved. "... ikke at det ville være sandt, men... ja, de ville komme... og så god er jeg alligevel ikke at jeg ville gøre op for det... slet ikke..." Hun havde aldrig givet muligheden reel overvejelse og selv for hende lød det som en lidt tam begrundelse for at holde sig væk. Træningen var dog sjov, så hun havde holdt sine flyvekunskaber glimrende vedlige gennem alle årene på skolen. "Nogen skal jo også stå og heppe og hoppe nu du vil træde væk fra det vigtigeste hverv!"

Impliceret:Jessie Taylor Blythe - Påklædning:Linky

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Jessie kastede den lyserøde ørn op i luften med den ene hånd og greb den igen i den anden, før hun skar ansigt af venindens ord og udstødte et lidet tvetydigt fnys. Hun himlede med øjnene og drejede hovedet til siden igen. ”Det er da helt ligegyldigt hvad andre tror! Hvorfor skulle du gå op i det? Det kunne være hammer sjovt,” vedholdt hun, før hendes mundvige trak op i et drillende smil. ”... Og hvad er så i øvrigt det vigtigste hverv? Hvis du mener det er at heppe, så må du da vist lige prøve igen. Vi har heppet hele vores liv, Kate. På andres liv, på sport. Det er på tide at... Komme op på kostene... I mere end én forstand.” Hun hævede et øjenbryn og satte sig op i sengen, før hun lod plys-maskotten flyve i en blød bue imod veninden nede på madrassen.
Et lavmælt fnis forlod hende, uden at hun specielt uddybede præcis hvad hun havde ment med sine tvetydige ord. I stedet så hun hurtigt over på væggen, der lå op til hendes storebrors værelse.

Hun rynkede panden kort, før hun himlede med begge øjne over den musik, der nu bragede ud af højtalerne derinde. Endnu et fnys forlod hende, uden at hun helt kunne lade være med at smile af det dramatiske gen, der tydeligvis ikke var gået nogen af de to søskende forbi. ”Matt kan godt lide at demonstrere sin elendige musiksmag tit og ofte,” råbte hun til Kate, bevidst ekstra højlydt. Hun skar ansigt, svingede benene ud over kanten af sengen, rejste sig og lod sig derpå atter dumpe ned på gulvet lige ved siden af veninden. ”Jeg har overvejet at hælde vand i hans anlæg de første tyve gange,” informerede hun hende, med et skævt smil. ”... På den anden side var der måske alternative metoder til at lære ham at opføre sig som et normalt menneske... Har du nogen ideer?”

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

Kate så op på veninden og rystede opgivende på hovedet, før hun vendte blikket op mod loftet og lod det blive der. ”Ja, helt ligegyldigt….” Hendes stemme var blevet lettere tonløs, før hun sprang på emneskiftet som den naturligt opståede afledning det var. Efter det sidste år på skolen var hun ikke længere ligeglad med andres mening og kunne ikke så let slå det hen som hun havde kunnet før. ”Ja da! En kamp uden folk der hepper er bare træning – og så spændende er det ikke for nogen.” Hun så igen på Jessie og fnøs så muntert. ”Heppet på andres liv ligefrem? Det er vist lige at stramme den, Jessie..” Hun rullede til siden og ind under sengen, for at undgå det flyvende tøjdyr. Dukkende frem på den anden side greb hun bunden af Jessies sokker og trak til. ”..og hvorfor skulle jeg så leve din drøm ud, hvis vi skal på erobringstogt? Af liv og andet?” Hendes stemme var blevet drillende, som hun så op over kanten på madrassen, glad for at nogen – formenligt Jessies mor – havde fjernet støvet under sengen for nylig.

Musikken fra værelset ved siden af steg i det samme i styrke og truede med at overdøve alle andre lyde i huset. I det mindste var det ikke den værste form for musik, men noget Kathleen selv kunne finde på at høre – hvis hun kunne finde en måde at komme til det på. Det var tydeligvis ikke et troldmandsband og hun tvivlede på at sådan en cd-afspiller-dims ville holde længe hjemme hos forældrene. Hvis den da kunne virke der. Måske hun skulle have taget mugglestudier alligevel.. Måske. Hun smilede skævt til Jessie og hævede et øjenbryn. ”Og især når du er nær?” hun havde fået en hvis forståelse af hvordan søskende fungerede gennem tiden. ”Så som at indføre lidt mere pink i hans liv?” Kathleen så konspirerende på veninden, mens op til flere ideer hurtigt tog form. Alle involverende resterne af den rulle pink silkebånd hun havde købt i foråret.

Impliceret: Jessie Taylor Blythe - Påklædning: Linky

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Jessie opfattede udmærket venindens pessimistiske syn på sagen, men gravede ikke mere rundt i det. Hun var intet hvis ikke evigt optimistisk og Kates indstilling gled fuldstændig af på hende som regndråberne gjorde imod vinduet. Hendes fingre pillede ved den nye udgave af yndlingsholdets maskot, imens hun selv så op i loftet med et lille smil og derpå skar ansigt og fnøs. ”Publikum er der da for publikums egen skyld. For at føle suset ved kampen, den der fantastiske følelse når de scorer et mål, fanger lynet, vælter en modstander...” Hun bremsede og udstødte en lille munter lyd, før hun drejede hovedet imod Kate. ”... I rugby, altså,” tilføjede hun forsikrende, før hun forsvandt lidt i filosofiske vendinger, der havde mere at gøre med hendes forestående date med en ældre knægt fra Slytherin, end de havde at gøre med sport.

Det overraskede hende ikke, at hendes temmelig halvhjertede kast ikke ramte. Da Kate hev lidt i hendes sokker, udstødte hun dog en blanding at et hvin og et fnis og trak fødderne til sig. Ordene der fulgte, plantede en undrende rynke i hendes pande og hun så i et øjeblik tavst på veninden, før hun genfandt mælet, lettere forvirret over formuleringen i en stund endnu. ”Hvem snakker om at leve min drøm ud?” Hun hævede begge øjenbryn og lænede sig tilbage på albuerne, før forståelsen ramte og et drillende smil fandt sin vej til hendes læber. ”... Jeg troede Ravenclaw-elever skulle forestille at være brainy, Kat. Der er mere end en måde at komme ud af kulisserne og op på kostene på, ikke sandt?” Hun blinkede teatralsk, før en bragende omgang muggler-musik forstyrrede hendes tanker og hun himlede med øjnene, som den evige lillesøster.

Kates smil smittede dog hurtigt og hun nikkede bekræftende. ”Formentlig.” Hun mumlede et frygtelig grimt bandeord omkring sin ellers temmelig højtelskede storebror og lyste lidt ekstra op ved det sikkert glimrende forslag veninden kom med. ”Pink?” Et nysgerrigt blik hvilede på hende. ”Uddyb,” opfordrede hun.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

Kathleen trak let på skuldrene med et smil. "Alle er alle vegne for deres egen skyld..." Hun havde en klar fornemmelse af at de ikke længere snakkede om det samme og lod være med at forplumre vandet mere end det allerede var ved at sige mere. Jessie var Jessie og havde en del alt overskyggende interesser som Kate ikke havde, plus en evne til at skifte emne eller mål uden varsel. Alligevel træk det hende Kathleens mundvige, som hun tog et sving til siden fra hvor de havde været. "Ahhh, så det er i virkeligheden det du vil... vælte modstandere... score mål..." Hun sendte veninden et indforstået smil. Så der havde været en grund til op på kostene...

Hun satte sig op på gulvet og lod sig synke lidt frem så hun kunne lægge armene på sengen og lade hage hvile på dem. "Du gjorde - jeg har aldrig drømt om at spille Quidditch, jeg vil se verden..." Hendes blik hvilede let på den anden mens smilet holdt og et drømmende glimt sneg sig frem, blot for at forsvinde med det samme igen med et nyt fnys. "Jaja, men man skal jo være et orakel selv for at forstå din tågesnak, Jessie!" Det andet lod hun være med at svare på. Hun tvivlede på at skolen var stedet hun skulle 'op på kostene' som det så pænt blev formuleret og glædede sig bare til at se hvad resten af verden gemte af muligheder. Hun var glad for at musikken fik dem væk fra det emne.

Kathleen lagde hovedet på skrå og så vurderende på Jessie. "Ja, pink. Han mangler bestemt pinke bånd i sit liv..." Hun smilede konspirerende og fortsatte. "Sådan draperet om spille-dimsen, hvor de kan ses - men mest i tøjskabet, hvor han vil få dem i synet når det åbnes? Måske i rejsekufferten til skolen? Hmm riet på bunden af et par bukseben? Sat i som bælte? Der er så mange muligheder med pink bånd!" En mulighed hun dog ikke nævnte var at dekorere endnu en kost med dem. Det var et forsøg der ikke skulle gentages ved nogen. "Han skal bare afledes og holdes fra værelset en tid..."

Impliceret: Jessie Taylor Blythe - Påklædning: Linky

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Jess hævede et enkelt øjenbryn og himlede så med øjnene. Hun valgte dog at lade sin uenighed forblive usagt med reelle ord, som hun blot satte sig op i sengen med et ukueligt smil på sine læber og hævede begge øjenbryn. ”I overført betydning, måske, ja. Det er da det alle vil. Selv dig, Kate.” Hun pegede i et kort øjeblik en anklagende finger af veninden, men fnes så. ”Alle vil vælte eller væltes, eller score... Mål.” Hun holdt med vilje en lille pause, før det sidste ord sivede ud og blev fulgt af en munter lyd, der gik over i et reelt grin, da Kate anklagede hende for at snakke tågesnak. Der kom intet forsvar, intet forsøg på at benægte at hun til tider talte helt i øst og i vest. I stedet veg hendes latter for en irriteret grimasse, som larmen buldrede igennem de tynde vægge og helt af sig selv skiftede samtaleemne.

Lige præcis emnet om hvordan man tog pis på Matt, var dog et der passede Jessie aldeles glimrende. Hun så opmærksomt på Kate og revnede så i endnu et grin, som første del af planen tog form for hendes indre blik. ”Simpelt men genialt,” kommenterede hun, over larmen, før hun rakte hånden ud og bankede på væggen. ”Skru nu ned, din idiot!” Råbte hun irriteret, før hun himlede med øjnene igen og sukkede tungt. ”Pink bånd over det hele,” sagde hun til Kate, imens hun slog hånden ned i sin egen seng. ”I hans sørens quidditch-uniform, hvis han ikke snart lukker for det bras,” luftede hun, usædvanligt gnavent.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Matt Taylor Blythe]

A YOUNGER SISTER IS SOMEONE TO USE AS A GUINEA-PIG
...trying sledges and experimental go-carts...
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Matt Havde smidt sig på sin seng med et kulørt tegneseriehæfte han havde købt først på sommeren, og allerede læst flere gange, men det var godt og kunne glimrende tåle gentagelse. Mest fordi han så ikke behøvede tænke alt for meget over det han læste, mens hans ene fod stadig vippede lettere irriteret i luften, efter at være blevet påtvunget at gå med familiens hund, som i bund og grund egentligt var hans søsters. Han skar en grimasse da hans mors bestemte stemme genlød i hans hovede og han imiterede hende lavmælt for sig selv, da hun insisterede på, at han havde godt af luften og at Jessie og Kate skulle have lov at have lidt 'tøse-tid' som hun havde valgt at kalde det. Han fnøs hårdt for sig selv og skubbede så tegneserien på gulvet og rejste sig blot for at gå hen til anlægget og tænde for det. Han kastede et blik på væggen der adskilte Jessies værelse fra hans eget. Den svage, men tydelige mumlen af lyse stemmer hørtes på den anden side og med en svag skulen, drejede han volumenknappen på apparatet højere op. Ikke nok til at det ville genere forældrene nedenunder, men højt nok til at han vidste det ville irritere hans søster.

Så vendte han sig igen med front til rummet og slog den ene hånd let mod låret i samme rytme som den tunge bas der dominerende musikken der nu fyldte rummet. Værelset var tydeligt et drengeværelse, men var ligeså præget af plakater for både Caerphilly Catapults og rugby-holdetOspreys som Jessies på den anden side af væggen. En skønsom blanding af levende og stillestående billeder. Han så sig rådvildt omkring, ikke sikker på hvad han skulle give sig til og endte med at lade sig dumpe ned på stolen foran sit skrivebord, da et mekanisk bip trængte igennem musikken. Han tog sin mobiltelefon op og læste hurtigt den tekstbesked der var tikket ind fra en ven. Han smilede skævt og glemte hurtigt irritationen over sin påtvungne gåtur og tastede med hurtige fingre et svar, før han lagde telefonen fra sig og i stedet åbnede låget på sin computer og kaldte den dvalende skærm til live.

Få minutter senere var han dybt optaget af et uvist spil, hvis lyde druknede i den tunge musik og det gav et sæt i ham da det bankede hårdt og insisterende på væggen inde fra den anden side, sammen med en tydelig irriteret stemme han vidste var Jessie. Han kunne ikke høre nøjagtigt hvad hun sagde, men havde en klar fornemmelse af budskabet. Han så op og dernæst tilbage på skærmen, lige tidsnok til at se den gå i rødt og bandede irriteret over distraktionen der lige havde kostet ham en ny highscore. Han skubbede stolen tilbage, rejste sig og bankede så tre gange hårdt på væggen ind til Jessie før han gik over til anlægget og kortvarigt slukkede musikken. Han tog sig god tid til at skifte album. Lige længe nok til, at de forhåbentligt på den anden side ville gå ud fra han havde slukket permanent, og tændte så igen, blot et andet nummer. Han skruede igen mere op end det egentligt var nødvendigt i ren trods og blev stående med to fingre om volumenknappen og blikket rettet mod væggen.

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Words; 627
Wearing; This
Tag; Jessie Blythe + Kathleen Kennith
Notes; ---

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

Kathleen mødte venindens himlende blik uden at blinke eller fortrække en mine. Først da den anden med hævede øjenbryn og et sigende smil fortsatte var det hendes tur til at vende øjne og så se væk, som hendes smil stivnede og forsvandt helt. Et hårdt glimt gled frem i hendes blik, men blev undertvunget, før hun så tilbage og tørt på grænsen til tonløst svarede på det sidste. "...og derefter kasseres, udstilles og latterliggøres? Ja, det er lige hvad vi alle vil!" Hun så væk igen, mens hun sank helt ned at sidde med ryggen op ad sengen og ryggen til veninden, mens hun så på plakatterne ind mod naboværelset og lyttede til musikken. Den passede lidt for godt til den følelse hun stadig havde indeni. Bestemt fortrængte hun det og lod det ligge, som hun havde gjort hver evig eneste gang den kom op nær andre.

"Se det ville være yndigt! Pink står så godt til grønt og sølv!" Hun smilede til Jessie og ignorerede de sædvanlige tegn på begyndende søskendestridigheder. De var ikke til at overse og havde på ingen måde været svære at lære at genkende. Tara og Todd havde haft lidt af de samme, dog på ingen måde så udtalt som Jessie og Matt. På ingen måde overhovedet! Musikken der kort havde været slukket og derefter om noget var blevet højere af søsterens råb talte også sit tydelige sprog. Det nye nummer var heller ikke andet end larm, modsat det første. "Og pink bånd kan fjernes... ikke som at vaske hans hvide tøj med et par røde uldsokker... selvom det giver sådan en flot lyserød farve..." Hun rejste sig fra gulvet og gik hen til kufferten der stod halvt åbent på gulvet med tøj i et sådan virvar at det holdt låget oppe. Fra den fandt hun efter lidt eftersøgning to ruller med pink bånd og kastede den ene over til Jessie. "Så, hvad blev dommen?" Hun smilede med et gavetyveglimt i blikket og ballade skrevet i sin holdning.

[/justify]

Impliceret: Jessie Taylor Blythe - Påklædning: Linky

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Jessie hævede et enkelt øjenbryn og sad i et øjeblik blot og betragtede veninden tavst og lettere kritisk. Hun havde adskillige kommentarer om at komme videre i livet og op på hesten igen lige på tungen, men bed dem for en sjælden gangs skyld i sig og himlede blot atter engang med øjnene. ”Ja ja, Kate,” sagde hun opgivende. ”Det var jo det jeg mente,” kom det ironisk. Der var grænser for hvor længe man kunne blive ved med at sige det samme for døve ører, selv for Jessie. Grænsen var nu nået og på et eller andet plan var hun underligt taknemmelig for den afbrydelse Matthews elendige musiksmag orkestrerede. Hun var meget mere tilfreds med at snakke om pink bånd og måder at genere sin storebror på, end hun var med at køre videre rundt i Kates deprimerende syn på sit kærlighedsliv. Som følge deraf rettede hun automatisk ryggen lidt og smilede en anelse imod sin vilje.

I et øjeblik troede hun reelt, at han havde slukket for larmen og sukkede veltilfreds, men så levede han atter engang op til hendes forventninger og smed mere skrot på afspilleren. Hun sendte et blik, som en basilisk, imod væggen, der skilte deres to værelser, og drejede hovedet tilbage imod Kate med et bistert ansigtsudtryk, uden dog at banke på væggen eller råbe denne gang. ”Hvis ikke det var fordi et bevidst farveforsøg med lyserøde sokker ville gøre min mor gal i skralden, kunne vi sagtens smide hans undertøj med i den pulje, og se hvad han sagde til det. Men jeg tror du har ret. Lyserødt bånd hvor lyserødt bånd aldrig har gået før.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse og smilede skævt og bittert, som hun greb den ene rulle med venstre hånd. ”Og lad os nu se... Hvordan får vi ham ud derfra? Mon ikke...” Hendes blik forlod veninden, for i stedet at lægge sig på den gamle computer, der stod på hendes skrivebord. ”Hjælp med et spil...” Hun kneb øjnene lidt sammen. ”Det virker realistisk.” I en hurtig bevægelse, havde hun rejst sig op og lagde rullen med stof fra sig på sengen, før hun fortsatte over og tændte maskinen. ”Tror du ikke det er nemmest, hvis jeg opholder ham? Eller synes du det er lidt for mærkeligt, at være inde på hans værelse?” Hun løftede begge øjenbryn og så spørgende tilbage på Kate.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

"Helt sikkert..." Sarkasmen var tydelig i Kathleens stemme som hun gav igen på Jessie ord. Hun vidste hvor træt veninden var af at hun ikke bare kom videre og glemte alt om hvad der var sket og personligt ville hun også hellere end gerne det. Hun havde bare endnu ikke mødt nogen der gav grund til at ændre syn eller holdning på jævnaldrende drenge. ..to år.. kun to år tilbage... Miraklet kunne jo ske, men hun tvivlede. Måske var det letteste også bare at sætte et smilende ansigt op og snakke resten efter munden, som havde hun glemt alt lykkeligt. Det var vel også hvad de forventede. Hun så på den anden som musikken tog opmærksomheden og fandt smilet frem. Bestemt det letteste og så slap hun for flere himmelvendte øjne. I hvert fald for en tid. "Så hvem er det du har sat sigtet på? En Quidditch spiller?" Deres samtale tydede på det og den nys opståede besættelse af at linke scoringstogter sammen med den gamle om at skulle på Gryffendors hold understregede det kun.

Hun betragtede Jessie, som musikken skiftede til det være og tydeligt kun tændte pigen mere af, og forsøgte at holde latteren over synet ude af sit blik. Hvis blikke kunne svide maling af vægge så var Jessie tæt på at finde det rigtige. "Åh? Den lærte jeg ellers af min...." Hendes uskyldige stemme ændrede ikke på hvem det implicit måtte være gået ud over og hvor populært det havde været. "Men lyserøde bånd er nok bedst for ikke at gøre permanent skade..." Hendes forbehold gik mere på de to søskendes forhold end på tøjet. Af en eller anden grund fornemmede hun ikke at Matt ville tage lyserødt undertøj pænt. En ikke uvæsentlig ting at tænke på. Så trak hun let på skuldrene, mens hun fulgte den andens blik rundt i rummet til en af de sære kasser hun vidste kunne en imponerende masse. Hun havde set til, mens en var blevet brugt et par gange, men aldrig været tættere på en end det.

"Spil? Hvad mener du?" Kathleen fulgte efter veninden som et møl mod en flamme og blikket rettet mod den underfulde kasse, der tændtes op med lys og lyde ved et tryk på en knap og ingen tryllestav inkluderet. Det var med tvang hun fik sit funklende blik væk fra kassen og tilbage på venindens ansigt, mens hun bed sig let i underlæben. "Det ville føles meget mærkeligt... sådan forkert... Han har jo ikke ligefrem inviteret mig her til og slet ikke ind til sig..." Hun så tilbage på maskinen og derefter spørgende på Jessie. "Er det svært at bruge den dims der? For så kunne han måske prøve at lære mig det?" Et sært håb tændtes i hendes blik for at få lov til at prøve kassen af og se om den var så let at bruge som andre havde fået det til at se ud til. Det kriblede også en del i hendes fingre efter det.

Impliceret: Jessie Taylor Blythe - Påklædning: Linky

[Jessie Taylor Blythe]

Most of us don't need a psychiatric therapist
as much as a friend to be silly with

Jessie viftede afværgende med hånden og bandede lidt videre over Matthew, uden at svare på Kathleens spørgsmål. Hvorfor hun ikke havde lyst til at sætte navn på ham alligevel, var hun ikke helt klar over. Måske var det det, at væggene var så tynde at hendes storebror, trods musikken, havde en lille mulighed for at høre det. Måske var det bare Kates pessimistiske tilgang til det modsatte køn i det hele taget. Uanset hvad, holdt hun munden lukket indtil emnet faldt på muligheden for at lære Matt en lektie. Det lukkede effektivt af for den kortvarigt lunkne stemning og fik Jess til at rette sig helt op på sengen, nikkende, før hun rejste sig op og gik hen til computeren, uden at sætte sig ned på stolen foran.

”Computerspil,” pointerede hun, før hun nikkede imod maskinen. ”Underholdning. Sjov. Ligesom spytkugler eller... Ja. Sport, men alt sammen her.” Hun løftede den ene hånd og klappede den flade lille skærm en enkelt gang ovenpå, imens billedet tonede frem. Med vanens selvfølgelighed indtastede hun adgangskoden og drejede sig atter om imod veninden. Hun nikkede og smilede skævt. ”Ja... Det kan jeg godt se,” svarede hun, imens hun lænede sig mod skrivebordet. ”Det er ret nemt, faktisk, men det skulle jo gerne være med noget jeg ikke bare kunne hjælpe dig med, ikke? Krigsspil f.eks... Elleeer...” Hun kneb øjnene lidt sammen og vendte sig igen, før hun rakte hånden ud og hev fat i et af spillene, der stod på en hylde over computeren. Efter et øjeblik var spillet sluttet til og animationen af to biler, der kørte om kap i Londons gader, tonede frem på skærmen. Jessie rettede sig op fra computeren igen og så på Kate med begge øjenbryn hævet. ”Sit,” opfordrede hun drillende, imens hun rykkede stolen lidt ud med sine ene fod.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Here

[Kathleen Kennith]

“Silly is you in a natural state,
and serious is something you have to do
until you can get silly again.”

[/i][/b][/color][/center]

Kathleen noterede sig nøgtent Jessie pludselig tavshed ved hendes spørgsmål, hævede sigende et øjenbryn, men borede ikke yderligere i det. Der ville være mange grunde til intet svar at få og blandt dem var hun slet ikke i tvivl om at hun bare ikke var i den cirkel der fik den slags at vide. De delte jokes, fjollethed og hygge, men ikke ret meget andet. Måske var de reelt bare ved at vokse fra hinanden? Eller i hvert fald mod noget andet. En tid hvor langt fra alt kunne eller skulle deles. Af følelser, tanker og oplevelser. Personligt ville hun i hvert fald holde en del tilbage også. Nok dog om ganske andre facetter af livet. Drenge så ikke i hendes retning og det havde hun efterhånden accepteret.

Computeren og musikken kom som kaldet og gav dem noget de stadig kunne se fælles på og være sammen om. Smilet kom lettere og interessen kom ubesværet, som skærmen lyste op og jessie snakkede. Den var en del af verden Kathleen ikke selv rigtig var del af og kunne ting der på mange måde lignede magi mere end meget magi gjorde. "En alt i et boks... praktisk..." Dem hun havde set med alt-i-et var det ting man tog ud og brugte. ikke knapper der skulle trykkes på og en dims der skulle rykkes rundt. Hun havde nærmet sig, som Jessie havde tastet og så forventningsfuldt på den anden, som denne tænkte højt. Det var Jessies felt, ikke hendes, så hun fulgte blot den anden spændt.

Det der kom frem på skærmen med den lille disk skubbet ind i kassen trak hende nærmere med et forvirret udtryk, der blev til et af ren forventning, da bilerne begyndte at drøne forbi. Som en stribe af billeder vist hurtigt efter hinanden så deres øjeblikke gav en mere glidende sammenhæng en hun troede kunne være muligt. "Et spil?" Usikkerheden i hendes stemme var tydelig nok til at afsløre hun var i tvivl. Så fik hun blikket fra skærmen igen og mødte Jessies kort. "Yes Ma'am." Hun satte sig ned på den anviste plads med hænderne på bordet foran sig. Klar til hvad der nu skulle ske. "Hvad så nu?"

Impliceret: Jessie Taylor Blythe - Påklædning: Linky