Sunday morning surprises...

[todd]

(I wake up Sunday morning),
(WITH MY MIND ALL IN A HAZE)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Noget fik Todd til at svæve nærmere bevidsthed igen og længere væk fra den alt for tunge og drømmeløse søvn han havde ligget i. En dør der gik et sted måske. Han rørte let på sig og endte med ansigtet begravet i noget blødt der duftede sært velkendt. Samme bevægelse fik hans hovede til at dunke insisterende og trak ham effektivt længere væk fra søvnens følelsesløshed. Han rynkede brynene, stadig halvt i søvne og klagede sig lavmælt mens han med besvær fik trukket den ene arm op over hovedet og lagde den over nakken, mens han forsøgte at få sine øjne op, selvom hans øjenlåg føltes som om de havde blylodder. Han tog en dyb indånding og fortrød sekundet efter da hovedpinen fik følgeskab af en bølge af kvalme der igen fik ham til at udstøde små lidende lyde, mens han forsøgte at komme helt op til overfladen og orientere sig.

Han begravede ansigtet i det han konkluderede måtte være en pude igen, og lå lidt, mens hans omtågede hjerne forsøgte at bestemme, hvor han kendte duften fra. Han tog en dyb indånding igen, med lidt større held og vendte sig om på ryggen hvor han endelig fik øjnene op. Han blinkede et par gange og forsøgte at fokusere på det der var over ham og rynkede panden svagt. Han lå i en form for alkove og så lige op i hvidmalet træ. På væggen til venstre for ham, han der en hel lille samling af spejle. Han skar en grimasse og drejede lidt for hurtigt hovedet til højre i stedet og så ud i et værelse, der uden mindste tvivl tilhørte en pige, men ikke et han havde set før. Alligevel var der noget bekendt ved det hele.

Små ting begyndte at vende tilbage, men ikke nok til at han kunne bestemme hvor han var. Én ting var han sikker på. Han lå ikke på en sofa hos Alexander, faktisk var han ret sikker på han slet ikke var i vennens hjem mere og det alene fik det til at suge ubehageligt i maven på ham. Han kæmpede sig op på den ene albue og blev først der opmærksom på, at han stadig havde alt sit tøj på under det quiltede tæppe. Dog ikke sine sko, som han fik øje på stående nydeligt nedenfor sengen. Han sank hårdt flere gange da kvalmen igen meldte sig og blev også da opmærksom på, at hans mund, tunge og hals føltes som sandpapir. Da rummet begyndte at dreje for meget rundt til at han kunne fokusere på noget som helst, lod han sig dumpe tilbage i sengen og lukkede øjnene for så at skære en grimasse da alt for levende billeder af aftenen før rullede klarere og klarere over hans nethinde og trak endnu en lidende lyd fra ham.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 524
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

outfit ~ room

Aftenen forinden havde været turbulent, og på trods af at Donia så godt som havde holdt sig fra alt andet end en enkelt ingefærøl, havde hun alligevel følt sig dårlig og svimmel da Todd havde afleveret hende derhjemme, men var ikke gået i seng. Længe havde hun siddet i sofaen i stuen og stirret nyttesløst ud i mørket, og det havde hun fortsat gjort da det timer efter bankede på døren, og et par store fyre fra Gryffindor holdt en dødrukken Todd på benene.

Det var bestemt ikke hvad Donia havde regnet med, men hun havde alligevel fået dem til at lægge ham ind i hendes seng, og var selv kravlet ind i sin storebrors i værelset ved siden af, og vågnet allerede tidligt næste morgen. Hendes barmhjertighed havde ladet Todd sove rusen ud, og det var først sidst på formiddagen, hun forsigtigt krængede døren op indtil hendes værelse, hvor han sov.

I hænderne havde hun henholdsvis en lyserød, tøset kop og i den anden en lige så fjollet blå med et andetryk, så det var med hoften hun måtte mase sig ind, men det lykkedes uden at den varme kaffe hun havde skænket op skvulpede over og dannede brune pletter på hendes fine trægulv. Donia var udmærket klar over at der ikke var mange skridt før hun ville kunne se ind til madrassen, og næsten som om hun havde vidst det, lå Todd og lignede en der langsomt var ved at komme til sig selv. ”Godmorgen,” prøvede hun lavmælt og forsigtigt for ikke at forskrække ham.

[todd]

(I wake up Sunday morning),
(WITH MY MIND ALL IN A HAZE)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd havde lukket øjnene igen og den ene arm var løftet og lagt, så bagsiden af hans hånd hvilede mod panden. Samme pande var let fortrukket i rynker over den stadige dunken, der nægtede at forsvinde, selvom den blev mindre altoverskyggende ved at ligge stille og ikke bevæge sig. Han trak vejret dybt og nogenlunde roligt, mens han igen forsøgte at bestemme hvor han var og hvordan han var havnet der.

Før han nåede at samle ret mange tanker hørte han døren blive åbnet og han drejede hovedet lidt for hurtigt ud mod rummet for at finde ud af hvem der kom ind. Han fortrød det dog sekundet efter og kneb øjnene hårdt sammen med endnu en lille halvkvalt lyd. Så lød en alt for velkendt stemme og han stivnede tydeligt i sengen, da det på få sekunder gik op for ham, hvor han var og i hvis seng det var han lå. Han åbnede langsomt øjnene, mens han mærkede den ubehagelige dunken i hovedet stige i styrke som blodet skød op i hans kinder. Han fik dog alligevel løftet hovedet lidt og kæmpet sig op på albuerne, mens hans blik låste sig flakkende fast på Donia.

Han smilede tøvende til hendes morgen-hilsen og så et øjeblik fra krusene i hendes hænder, til hendes ansigt og tilbage igen. Han rynkede panden og åbnede munden for at sige noget, uden at der kom noget ud. Så rømmede han sig og fugtede sine tørre læber før han prøvede igen "Ehm..godmorgen... tror jeg.." hans stemme lød hæs, som om han enten havde brugt den for meget, eller slet ikke. Han konkluderede selv det måtte være det første. Hans blik flakkede igen, før han så forlegent og lettere spørgende på hende, da det nogle få øjeblikke lykkedes ham at ignorere den vedvarende dunken i hovedet. Han følte sig flov ud over alle grænser at hun skulle se ham som han var sikker på han så ud lige nu, og farven skød blot mere op i hans kinder, da han huskede de to ret alvorlige scenarier der inkluderede hende, han havde haft aftenen før.

Han løftede den ene arm fra madrassen og strøg en hånd over ansigtet med en frustreret lille lyd før han så skamfuldt på hende igen og smilede svagt og tøvende "Jeg føler jeg skylder dig jordens største undskyldning." han kæmpede sig langsomt helt op at sidde og svingede benene ud over kanten af sengen, mens han tog et fast greb om madraskanten. Nogle øjeblikke lukkede han øjnene da hele rummet snurrede omkring ham igen. Så så han op igen og fandt hende med øjnene før han sendte hende et undskyldende blik "Jeg er en gigantisk narrøv." han skar en lille grimasse og så ned igen uden helt at vide hvor han skulle gøre af sig selv.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 532
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

outfit ~ room

Donia rynkede en anelse på panden over de beklagende lyde der undslap Todd, og tog imod sin vilje sig selv i at trække en lille smule på smilebåndet også. Donia selv havde det helt fint, men hun kunne straks fornemme at det ikke helt var tilfældet med Todd. Hans fortumlede godmorgen fik dog hendes smil til at vokse en smule mere og blive blidt og mildt. I forhold til Todd, havde hun haft timer til at gennemtænke aftenens hændelser, og hun følte sig ikke så knust som hun havde gjort aftenen forinden. Bevares, hun blev stadig mut når hun tænkte på, at hun havde givet efter for Samuels pres, men hun var ikke længere grædefærdig. Trods forventning, var Donia en beslutsom ung dame, og da hun havde besluttet sig for ikke at spilde tårer på ham, så havde hun holdt sig til det.

Med et hoved der ikke var fyldt med mange andre tanker, end dem der tilfældigvis strejfede forbi i forbindelse med situationen, satte hun sig i den store stol ved siden af sengen, stadig med begge kopper i hænderne, og gav Todd tid til at komme op at sidde i sit eget tempo. Hendes ene ben foldede sig ind over det andet, og selvom siddefladen på stolen var stor, sad hun længst ude på spidsen, så hun netop kunne nå trægulvet med sine tæer og dermed forhindre den i at vippe frem og tilbage.

Donia smilede varmt over hans ord og rystede langsomt på hovedet. ”Du skylder mig bestemt ingen undskyldning.” Hendes tonefald var blidt og hun lod blikket falde på hans endnu desorienterede ansigt, men hun måtte derefter rynke kraftigt på panden over hans næste ord. Kopperne stillede hun på et lille bitte natbord, der næsten var skjult af stolen, og rakte hånden frem for at placere den over Todds. ”Todd, lad være. Det er det sidste du er.” Hendes blik hvilede på hans ansigt, og hun så indtrængende på ham.

[todd]

(I wake up Sunday morning),
(WITH MY MIND ALL IN A HAZE)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd fulgte åbenlyst Donia med blikket som hun bevægede sig det korte stykke over gulvet og satte sig i den store stol med de to krus i hænderne. Jo mere han kom op til overfladen, jo flere tanker meldte sig, og sammen med dem endnu flere spørgsmål, som han ikke anede hvordan han skulle få stillet, eller om de overhovedet skulle stilles. Hele tankevirksomheden fik kun hans hovede til at dunke endnu mere og kneb et øjeblik øjnene hårdt sammen og gned sig over panden med en hånd der rystede ganske svagt. Han var på nuværende tidspunkt fuldkommen klar over det meste der var sket aftenen før, indtil før han fulgte Donia hjem i hvert fald.

Han rynkede panden dybt og så undersøgende på hende, som om han håbede at kunne læse alle svarene i hendes ansigt så han ikke behøvede at spørge. Han sank nogle gange igen i et forsøg på at eliminere følelsen i mund og hals, der fik ham til at tro han havde spist bomuld. Så fik hendes varme smil ham til at se ned med et lille skævt smil på sine egne læber. Han lukkede øjnene igen og tog en dyb indånding mens han forsøgte at kæmpe den sidste kvalme på retræte og tænke klart. Han opdagede hende ikke sætte krusene fra sig og det gav et sæt i ham da han mærkede hendes hånd lægge sig over hans. Han så hurtigt op, lidt for hurtigt, og skar en lille grimasse, mens han igen fokuserede på hende. Rynken i hans pande fil selskab af endnu en ved hendes ord og hendes indtrængende blik og hans eget flakkede kort. Så smilede han tøvende, og fnøs så næsten muntert mens han så spørgende på hende "Jeg smækkede Abbott en, gjorde jeg ikke?" han kendte godt svaret, men det føltes alligevel lettere surrealistisk, selvom hans ømme højrehånd talte sit eget tydelige sprog. Han rynkede brynene igen og tog sig lidt sammen mens han stadig så spørgende på hende "Hvordan havnede jeg i din seng?" han smilede forlegent, men så ikke ned igen.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 396
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

outfit ~ room

Hvor Todds pande var rynket i ikke bare en forvirret, men velsagtens også frustreret rynke – efter hvad Donia kunne gætte sig frem til – var hendes ansigt mildere end nogensinde og det blik hun betragtede ham med var dybt og tålmodigt, og på trods af at hun ikke rigtigt smilede, var der alligevel et eller andet, dér i mundvigen, som truede med at bryde frem hvert øjeblik det skulle være. Hendes hoved faldt en anelse på skrå, en bevægelse der fik hestehalen, som havde trukket alt hendes tykke hår tilbage og væk fra ansigtet, faldt ned over den ene skulder i et vandfald af mørkt, bølget hår. Donia gav hans hånd et klem, og selvom hun ikke svarede på hans første spørgsmål, var det umiskendelige, men næsten skjulte smil, svar nok i sig selv og det var lidt for tilfældigt da hun slap ham igen og afvigende tog den blå af de to kopper i sine hænder igen og holdt den der lidt, mens han stillede endnu et spørgsmål, kort efter det første, og mens et mere åbenlyst, overbærende smil voksede frem, vippede hun let frem og tilbage med fodleddene, og fik dermed hele stolen til at vippe en anelse. ”Jeg vil ikke påstå, jeg er vitterligt overrasket over at du ikke husker det” tonen var blid, men en snert af morskab formåede at snige sig ind sammen med et lille glimt i øjet. Tøvende rakte hun koppen frem imod ham, med et opfordrende udtryk. ”Jeg har lavet kaffe, hvis du er interesseret. Men du må sige til, hvis der er andet du hellere vil have.” Hun smilede kortvarigt igen, og legede uopmærksomt med en lok af sit hår. ”To drenge fra din årgang – Jeg kan ikke huske deres navne – kom tryglende til min dør sent i nat. På slæb, havde de dig.” Det ene ben forlod gulvet, som hun trak det op under sig og lod hånden hvile på knæet. ”Festen var stadig i fuld gang, så de ville ikke lade dig blive der.”

[todd]

(I wake up Sunday morning),
(WITH MY MIND ALL IN A HAZE)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd følte sig direkte beklemt ved at sidde i Donias seng, med et hovede der stadig dunkede ubehageligt og kvalme der kom og gik i bølger. Han følte sig mildt sagt, som noget katten havde slæbt ind for fjorten dage siden, og det var absolut ikke en tilstand han havde lyst til, hun skulle se ham i. Og alligevel var det netop den situation han nu sad i. Hans første indskydelse var at holde blikket nede, men han kunne alligevel ikke forhindre det i at glide op til hendes ansigt hvert andet sekund.

På trods af det fysiske ubehag, var han meget bevidst om hendes hånd der hvilede på hans og da hun gav den endnu et klem, vågnede en forsigtig sommerfugl i hans mave og tog et lille, tøvende loop. Han så op da hun fjernede hånden igen, og et ærgeligt glimt strøg over hans øjne. Hendes smil og ord fik ham til at se ned igen, mens hans kinder blev røde og han smilede skævt, før han samlede hænderne nervøst i skødet og fik mumlet et par ord frem "Jeg ved ikke ikke helt hvad der gik af mig..." han løftede hovedet lidt da en and, siddende på et dampende krus kom ind i hans synsfelt. Han løftede hovedet helt og mødte hendes smilende blik, før han selv smilede tøvende igen og tog imod kruset "Kaffe er fint.. Tak..."

Han samlede begge hænder om kruset, glad for at have noget at beskæftige dem med og lod det hvile mod sine lår, uden at tage det til munden endnu. Han tvang sig selv til at se op igen da hun besværede spørgsmålet om hvordan han var havnet i hendes seng og ikke på Alexanders sofa. Han skar en lille grimasse og så ned et sekund igen før han løftede, følgende hendes ben der blev trukket op i gyngestolen og derfra til hendes ansigt igen. Han rynkede brynene lidt og så undersøgende på hende, mens han åbnede munden for at sige noget. Han fortrød og lukkede den igen, for så endnu engang at rette blikket mod kruset i sine hænder, før han fik styr på sin tunge igen "Tak.. igen."

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 413
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

Hans ord fik hende til at ryste en anelse på hovedet med et skuldertræk. Donia havde svoret med sig selv, at hun ikke ville lade Samuel Abott være grund til hendes ubehag, og for at hun skulle klare det, havde hun besluttet sig for, ikke at give ham den tilfredsstillelse det ville være at se hende med bøjet nakke og en skygge over sit sind. Hun ville ikke skænke ham endnu en tanke eller endnu et ord, og af den grund undlod hun at give Todd et konkret svar. Det betød ikke hun ikke var delvist taknemmelig for hvad han havde gjort, og smilet på hendes læber måtte give ham alt hvad han havde behov for at vide.

Hendes blik var rettet imod hans ansigt som hun talte, og hun indtog så vidt muligt hvert eneste udtryk han lavede, og måtte lade hovedet falde let på skrå over hans forsøg på at få ord frem. Hun havde ikke siddet i stolen længe, men det hindrede hende ikke i at rejse sig igen, med sin egen kop kaffe i den ene hånd, og den anden i bevægelse over imod Todd. Hendes fingerspidser landede nederst på hans skulder, i et forsøg på at få ham til at se op. ”Jeg finder et par piller og et glas vand alligevel.” Hun smilede, og tog hånden til sig igen, før hun trådte over til døren. Netop som hun åbnede den og skulle til at træde ud, drejede hun ansigtet imod ham igen. ”Det er vist mig, der skylder dig et tak.” Og med det trådte hun ud og lukkede døren efter sig.

O U T