Winterholiday!

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Lyde havde igen fyldt huset i Tinworth, efter børnene var kommet hjem fra Hogwarts. I stuen strømmede der lavmælt musik ud af højtalerne, et sted tudede Eifion, husets ugle, gladt, da han efter længe venten endelig blev kløet regelmæssigt under næbet af de syv børn, som var meget bedre til det, end hvad Andreas og Ceinwen var. I køkkenet sloges en spatel mod en stegepande, mens vandet kogte lystigt, og Ceinwen beordrede sine to yngste børn til at "gå op på væreset og råb af hinanden dér istedet!" Et ur meddelte, at klokken nu var seks, og der var en time til aftensmad. I et af værelserne på første sal hørtes knald fra knaldkort, som egentlig burde ligge urørt i skuffen, samt et "stop så!" og en knirken fra Agnes' seng, da hun smed sig i den. Hvilke lyde var der ikke at høre, da hele familien var samlet, tænkte Agnes og åbnede øjnene. Hun lagde sig om på siden, og ved et tilfælde kiggede hun hen i hjørnet, hvor hun så et bevægeligt billede af en auror stukket ned mellem gulvbrædderne. Da Eddie var flyttet, havde Agnes overtaget tvillingernes værelse, og hun havde da ikke fået fjernet alle deres ting endnu, så hun.

Med et næsten uhørligt suk skubbede hun sig op fra sengen og gik hen i hjørnet og trak kortet op. Hun betragtede det tomme vindue, hvor auroren af og til viste sig med stolt løftet hage. Da hun gik hen mod skraldespanden under skrivebordet, åbnedes hendes dør med et pludseligt brag, hvilket fik hende til at give et forskrækket spjæt fra sig. Hun havde åbnet munden, men der var ikke kommet nogen lyd. "Hvornår lærer du, at man ikke bare sådan braser ind på andre folks værelser!" udbrød hun forskrækket, da hun så sin yngste bror i døråbningen. Hun gik ud fra, at enten hendes mor eller storebror var efter ham, for han gloede blot forskræmt på hende uden at svare, hvorefter han hurtigere, end Agnes nogensinde ville kunne røre sig, kravlede ind under hendes seng.

Hun stod et øjeblik, hvorefter hun gik ud af værelset med en opgivende mine og videre ned af trappen og ud i køkkenet, hvor hendes mor stod og rørte rundt i en gryde, mens de andre redskaber på komfuret klarede sig selv. "Vi bliver nødt til at finde et nyt gemmested til knaldkortene," sagde Agnes blot og lænede sig op af køkkenbordet, som var ud af mørk træ. Hun samlede et bær op fra en skål, som stod og ventede på at skulle blive tilberedt som dessert. Mens hun holdt bærret mellem pege- og tommelfinger, tænkte hun tilbage på dengang, hvor hun havde været ude for en ulykke med knaldkort, hvilket havde resulteret i nedsat hørelse på hendes venstre øre. Hun skuttede sig lidt og proppede bærret i munden. Hvorfor smed de ikke bare de kort ud. Ceinwen afbrød Agnes' tanker, da hun pludselig befandt sig ved siden af hende med en gryde i hænderne. Dampen fra det stadig kogende vand dampede op, da hun tømte det i vasken. Agnes flyttede sig til siden. "Edward skulle gerne komme om to minutter," sagde hendes mor uden at svare på Agnes' forrige kommentar. Sådan var det oftest, når hun var i fuld gang med maden. Agnes skubbede sig væk fra bordkanten og slentrede roligt ind i stuen, som lå ved siden af. Kortet dinglede mellem hendes fingre, mens hun bevægede sig gennem rummet og hen mod vinduerne. Ingen andre var i rummet.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

dear agnes...

Vel vidende om at han var senere på den end han burde, hoppede Eddie Llewellyn rundt på den ene fod, med sin tryllestav imellem tænderne, i kampen for at få skoen kilet på hans venstre fod. En umiskendelig lugt af uglegylp (fra Noctua, kirkeuglen, som sad og plukkede sine fjer i sit bur i hjørnet) syntes for Eddie at fylde hele hans, lille lejlighed, og som han langt om længe fik mast skoen fast på foden, sørgede han for at smække et vindue op for fulde blæs, og lukke den utålmodige ugle ud fra sit fangenskab, som forsvandt med en lykkelig tuden.

Da Eddie var nogenlunde overbevist om at alt var som det skulle være og han havde medbragt det mest nødvendige, kastede han et sidste blik rundt i den næsten ubrugte lejlighed, han havde boet delvist i, i godt et år efterhånden, trådte han ud og låste døren med et diskret sving med sin tryllestav, som han midlertidigt stoppede ind under gevandterne igen og bevægede sig ned på gaden.

I det øjeblik han passerede et hjørne, som var vel mugglerfrit trak han staven igen og med særlig fokus på determination, destination og dimension. På stedet drejede han rundt, og mærkede hans krop blive flået igennem ingenmandsland, før det velkendte syn af hans barndomshjem hævede sig op foran ham.
Uden at banke på, skubbede han døren op og smilede ved den velkendte duft af mad og sæbe, som han havde kendt gennem hele sit liv. Næppe havde han sat en fod indenfor, før han nærmest blev væltet omkuld af sin yngste søster, som tordnede forbi. Med en hovedrysten fortsatte han ind i huset, og åbnede døren til køkkenet.

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Mens Agnes stod og undrede sig over, hvor hendes far befandt sig (hendes ældste bror, vidste hun, sad inde på sit værelse), kom han ind med en bunke træ svævende foran sig. Hans stav var hævet og munden vredet koncentreret, da han var igang med at lukke fordøren efter sig. "Jeg tænkte," et spark til en sko gav ham fri adgang, "at jeg ville tænde op i pejsen. Det blæser så forfærdeligt ude," og brænden fløj ind i pejsens åbning. "Hvis bare ikke nogen kaster multismagsbønner derind igen," sagde Agnes og rynkede en smule på næsen. Når hun var udkedet og til tider rastløs, havde hun den vane at kommentere ting, hvilket kunne gå hen og blive en anelse irriterende. Men bønnerne havde også haft en sur smag, som havde spredt sig i hele huset og hængt fast flere dage efter, hvilket havde gjort alle på dårligt humør. De havde ikke fundet ud af, hvem det var, men sådan var det ofte med sådanne ting.

"Jeg tror, Eddie er kommet," sagde hendes far og kluklo fortsat over det, hun havde sagt, mens han lavede en bevægelse med håndleddet, og ild stod op i pejsen. Med et nik begyndte Agnes at bevæge sig gennem rummet. Hun overvejede først at smutte op på værelset, men hun havde faktisk ikke set sin bror på et godt stykke tid, så hun fortsatte ligeud og ind i køkkenet. "Hey, Ed!" sagde hun med et smil på læberne, da hun fik øje på sin rødhårede bror. Hvis ikke de ikke havde set hinanden på et godt stykke tid, var hun ikke gået hen og lagt en arm om hans skulder, men nu boede han jo ikke hjemme mere, og de så ikke hinanden hver dag (hvis ikke de var i skole, altså). Hun viftede en gang med kortet foran hans næse - selv fandt hun det belastende, når ting skulle stikkes op i hendes ansigt - og fastholdt smilet. "Jeg ved ikke, om flere af dine ting ligger oppe på værelset," sagde hun og slap hans skulder, så hun kunne stille sig ned på flad fod igen og ikke behøvede at stå på tær for at kunne nå. "Faktisk ved jeg ikke en gang, om det er dit," tænkte hun højt og så på kortet. Nu var auroren der igen.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

dear agnes
OUTFIT

Eddie nåede ikke mere end lige skubbe døren op på klem, før hans elleveårige lillesøster nær havde sidetacklet ham, ved at slå armene omkring hans liv. ”Eddiiiiiie!” lød hendes lyse stemme, og til trods for at de begge gik på Hogwarts, var Eddie udmærket klar over at hans yngste lillesøster var den af sine søskende, udover Arthur, som han så mindst til. ”Av, din lille terrorist. Du står på min storetå!” lød hans muntre stemme, som han fik krænget sin søster af sig, og rodet hende en enkelt gang i håret, en ting der fik utilfredse udbrud til at komme fra pigen, som trampede fornærmet væk, og efterlod Eddie tilbage med et smørret smil (og ømme tæer).

Eddie fortsatte derefter mere eller mindre ubesværet ind i køkkenet, der var fyldt af en tæt duft af alverdens retter der simrede let i adskillige kedler, og Eddies smil blev uvilkårligt bredere på grund af den velkendte fornemmelse. Han nåede ikke længere end i huset, før en anden af hans søstre nærmede sig bag ham. Han vendte sig hurtigt om imod hende, og måtte bøje sig meget akavet ned i knæene, da den lavere Agens smækkede en arm omkring nakken på ham, med et grin. Hans blik faldt på kortet hun holdt frem imod ham. ”Det er ikke mit…” sagde han, uden at stoppe med at smile, og snuppede kortet fra hende. ”Men som den voksne og ansvarlige konfiskerer jeg det, så ingen kommer op at skændes om ejerrettigheder.”

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Agnes kiggede op på Eddie, da han tog kortet fra hende. Mens han svarede, gled hun elegant forbi og hoppede op på køkkenbordet. Hun grinte kort og hævede drillende det ene øjenbryn. "Voksne?" sagde hun og lænede sig frem på den ene hånd, som hun havde placeret på bordet ved siden af hendes ben. "Du er kun sytten," tilføjede hun og smilede uskyldigt til ham, mens hun lagde det ene ben over det andet. Hvor mange beviser havde hun ikke på, at Eddie også kunne hidse sig op over småting, som alle hans andre søskende. Selv havde Agnes skændtes med Eddie, som var de små børn igen. Han havde godt nok også irriteret hende med det drilleri, tænkte hun og kneb umærkeligt øjnene sammen, som om hun igen blev irriteret over det.

Agnes hørte hvordan flere, eller en som løb voldsomt ned ad trappen (hvilket ikke ville være noget nyt), kom ned ad trappen og ud i stuen. Agnes lod lyden af mumlen ved siden af herske et øjeblik, før hun henvendte sig til Eddie igen. "Så hvordan er det i London?" spurgte hun henkastet for ikke at vise, at hun faktisk savnede ham en smule, når han ikke var hjemme i huset. Han havde altid været den mest snaksalige. "Kan du klare roen?" sagde hun med et smil i mundvigen og betragtede hans øjne, lige idet nogen tabte noget inde ved siden af, hvilket gav en stor klonk-lyd fra sig, og fik nogen til at skælde ud. Agnes himlede let med øjnene og sukkede let, hvorefter hun igen kiggede på sin storebror.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

dear agnes
OUTFIT

Han måtte dreje sin overkrop en anelse, for at give plads til at Agnes kunne slå sig ned (eller i princippet op) på køkkenbordet, men bemærkede det knapt nok selv. Hans ældste lillesøster havde altid været den havde haft det tætteste bånd til af sine yngre søskende, af ukendte årsager. Det havde sandsynligvis noget at gøre med, at de på mange måder var ens, og han frygtede ofte at nogle af hans dårlige vaner (som bestemt var der) var smittet af på hende.

Diskussionen, der næsten ikke kunne kategoriseres sådan, fik ham til at udstøde et grin og provokerende hævede han øjenbrynene. ”Sig du bare det…” med et lusket blik og et påtaget letsindigt ansigtsudtryk røg hans hånd ned i bukselommen og trak den let krogede, men kunstfærdigt udskårede, rosentræsstav med op. Nonchalant drejede han den lidt rundt mellem fingrene. ”… Sagen er at jeg må bruge magi når jeg vil. I modsætning til visse andre. Det er voksen nok for mig.” Han blinkede med det ene øje og pegede sigende med staven, før han stak den tilbage i lommen igen, uden nogensinde at have haft intention om at demonstrere det. Han puffede drillende til hendes skulder efterfølgende, og lod det være ved det.

I stedet fokuserede han på hendes spørgsmål, og tyggede på det i et splitsekund før svaret kom prompte til ham. ”Det er en omvæltning. Det er mærkeligt ikke at tage hjem-” han korrigerede sig selv med det samme, da han opdagede fejlen i sætningen: ”- eller… herhen i ferierne. Det kræver noget tilvænning. Men det er … befriende.” sagde han beslutsomt og så på hende med et glimt i øjet. ”Med det sagt, skal du dog vide, at jeg forventer du bliver boende her til du er mindst tredive. Så ved jeg da der er nogen til at holde øje med dig.”

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Agnes så på ham med et let hævet øjenbryn, mens han forklarede, hvordan han gerne måtte bruge magi uden for skolen og hun ikke. Med et overdrevet suk skubbede hun staven væk, som han nu pegede med, hvorefter hun fik skubbet lige tilbage på skulderen. Hun fnisede lavt og rettede sig op, da hun havde prøvet at undvige, da hans hånd nærmede sig.

Hendes skuldre sank umærkeligt sammen, da han kom med sine forklaringer, men takket være hendes stædighed, tog hun sig sammen og prøvede at forstå. Hvilket faktisk ikke var særlig svært. Selv ønskede hun af og til, at hun var et helt andet sted end hjemme - oftest når det var som mest umuligt at komme væk - og kunne ikke komme på en nemmere udvej end at flytte hjemmefra. Hvilket fik hendes til at fnyse over det næste, Eddie sagde. "Så snart jeg kan, er jeg ude herfra," mumlede hun med blikket rettet mod gulvet. Hun trak langvarigt på skuldrene og løftede blikket. "Men mor og far giver vel næppe slip på mig endnu," tilføjede hun og kiggede indgående på Eddie for at få lidt medlidenhed. Lige idet åbnedes døren til køkkenet, og en blanding af snakken og optændt pejs strøg ind i det duftende køkken. "Sæt jer til bords!" sagde deres smilende mor, der med sin stav fik lagt maden på komfuret op i skåle, hvorefter de fløj ind på det opdækkede bord, hvor der udover Eddie og Agnes manglede to personer.

TIMEJUMP!

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

dear agnes
OUTFIT

Eddie lo selv af Agnes måde at skubbe hans hånd med tryllestaven væk, og hvordan hun behændigt prøvede på at undgå hans puffen, på trods af at det ikke lykkedes hende helt. Udtrykket på hans ansigt var ikke blot sejrende, men også drillende og han kom til at tænke på hvordan det altid havde været sådan i ferierne: Eddie og Agnes ville drille og puffe hinanden indtil deres mor stormede ind og viftede irettesættende med pegefingeren for at være et dårligt eksempel for deres mindre søskende. Det var dog noget der dog blot havde fået de to søskende til at grine konspiratorisk sammen, så snart hun havde vendt ryggen til igen.

Hvis ikke Eddie kort havde set sig over skulderen, da væguret bag ham slog højlydt, ville han have bemærket måden Agnes skuldre sank en anelse sammen på, men på den anden side var han klar over at det ikke blot var for ham det var en omvæltning at han var flyttet hjemmefra. Eller det var han i hvert fald næsten helt sikker på. Et bredt, mildt smil faldt til rette på hans ansigt, og han støttede hånden op af bordpladen ved siden af Agnes. ”Du ligner din bror for meget,” konkluderede han og klappede hende et par gange på ryggen med hånden han ellers lige havde placeret mod bordkanten. Mere nåede han dog ikke tilføje, før deres hengivne mor stod i døren i det velkendte plettede forklæde, som fik Eddie til at smile nostalgisk, før han sammen med Agnes trådte ind i spisestuen, og gik straks over imod den faste plads han havde brugt i seksten år, og rodede sin lillebror i håret, for derefter at undgå hånden der slog ud efter ham. ”Du er hjemme i fem minutter, og I er allerede i gang igen. Unger, altså!” lød hans fars brummende, varme stemme fra bordenden, og Eddie kunne ikke holde en dæmpet latter tilbage og så sigende på Agnes på den anden side af bordet.

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Llewellyn-børnenes mor havde for længst givet op at få dem til at hjælpe med at rydde af bordet efter et måltid. Oftest var halvdelen forsvundet fra bordet, før de overhovedet havde spist færdigt, og var umulige at få tilbage på plads, og da måltidet så endelig var ovre, forsvandt resten for at vende tilbage til hvad de end havde syslet med før. Derfor gennede hun nu alle væk fra bordet, så hun selv kunne ordne oprydningen. Men Ceinwen var en godhjertet og respekteret kvinde, og derfor lå der hele tiden skyggen af et smil i hendes mundvige.

Agnes havde taget plads i sofaen foran den optændte pejs. Hun havde taget den ene sutsko af, så hun kunne have foden oppe i sofaen uden at blive belært af de gamle. Arthur havde lige gået for at gøre sit, mens de andre var blevet en smule trætte, hvilket resulterede i en behagelig ro i huset, som Agnes havde savnet, lige siden hun havde vågnet i morges. Et lavt, fornøjet suk gled over hendes læber og hun gled slapt ned i sofaen, som hun aldrig ville have gjort andre steder end hjemme. Sløvt hev hun hårbåndet og nogle hårnåle ud af håret, så det mørke hår faldt ned på hendes skuldre, og smed det hen på sofabordet. Ilden slog et par gnister og sprøjtede nogle små gløder ud på stenpladerne, der var placeret foran ildstedet, og Agnes betragtede dem dø ud. Hun lod tankerne tage overhånd. Langsomt blev hendes blik fjernt, og hendes læber skiltes ad, som hendes ansigt slappede mere og mere af.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

dear agnes
OUTFIT

Som Eddie kendte det fra sin barndom, havde der været larm og latter omkring middagsbordet, men efterhånden som maden var blevet fortæret var den voldsomme larm faldet til ro og en mæt træthed havde lagt sig over familien. Eddie selv havde det i hvert fald som om han kunne sprænge i to stykker eller revne midt over hvert øjeblik det skulle være.

Efter at have spillet et hurtigt spil troldmandsskak med Jamie, kom Eddie mere eller mindre døsigt traskende ind i det hyggelige, pejseoplyste stue, og veg til side for at lade sin lillebror komme igennem døråbningen. Tilbage var der kun den et år yngre lillesøster, og det var med en punkteret lyd han faldt henover sofaen og dermed tværs over Agnes. ”Jeg har aldrig været så mæt i mit liv”, brokkede han sig i en beklagende tone og sukkede tungt, med hænderne placeret på sin mave. Et træt smil brød frem, som han så op på sin lillesøster, med et drillende glimt i de blå øjne.

OOC: Jeg beklager både længde og ventetid.

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Agnes blinkede tungt, og fik aldrig åbnet øjnene igen, og hendes trætte hovede sank tungere ned i håndfladen. Da noget tungt pludselig faldt ned over hende, faldt hendes hovede ned fra hånden med et ryk, og hun spruttede forskrækket. Samtidig faldt hendes ben ned fra sofaen, hvilket resulterede i, at hun sank længere ned i sofapuderne, og hun sparkede til sofabordets ben, så en gennemtrængende skraben lød. "Eddie, for ..." Hun holdt et par eder inde og sendte istedet sin bror et strengt blik. Med besvær satte hun hænderne i sofaen og skubbede sig den smule op, som personen ovenpå hende tillod, og fik sat sig i en nogenlunde behagelig stilling. "Det er ikke godt for dig," sagde hun og klappede ham et par gange på hans mave. Selv havde hun holdt sig fra at fylde sig til randen og følte sig godt tilpas.

Tankerne havde ikke helt sivet ud af hovedet endnu, og da hun havde vænnet sig til den ekstra tyngde, faldt hun lidt tilbage i sit tænkeri og begyndte fraværende at pille ved Eddies hår. Blikket havde hun rettet mod ilden, men som om det var trættende at holde øjnene oppe, faldt de ned på hendes hånd, som med langsomme bevægelser pillede ved hans hårspidser. "Hvor længe bliver du?" spurgte hun, selvom hun mest af alt bare ville have noget stilhed. Men det var ikke ofte, der var stille mellem de to, så den blev let akavet efter Agnes' mening.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

Som Eddie faldt ind over skødet på sin overraskede lillesøster, gabte han hjerteligt, mens ordene: “Snak pænt” fandt en uforståelig vej over hans læber over hendes uudtalte ed, mens et tilfreds smil lagde sig på hans læber, mens øjnene langsomt faldt roligt i. Hans hånd daskede halvhjertet ud efter hendes. ”Du har ret” mumlede han dovent og sukkede mageligt.

Han vidste ikke hvor mange øjeblikke der gik, før hans åndedræt blev en smule tungere og langsomt gled hen i en let søvn, der var fyldt med alverdens billeder, som ikke helt var drømme, men mærkværdige tanker, der aldrig ville være hændt hvis han havde været vågen.

Agnes stemme lød høj i hans slumren, og et forskrækkede spjæt løb igennem hans lange krop, før han slog blikket døsigt op imod hende, og gabte igen. ”Et par dage i hvert fald. Det er planen.” svarede han døsigt og gned sig lidt i det ene øje. Eddie indså at det snart måtte være sengetid, for han havde været tidligt oppe efter en lang aften med sin jævnaldrende mugglernabo, der tilfældigvis var kommet forbi med et par øl, som han så ofte gjorde når Eddie var hjemme. Desuden havde den store mængde mad gjort ham ualmindeligt træt.

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

James kom roligt valsende ind i stuen udefra køkkenet. Efter et hurtigt spil troldmandsskak med Eddie var de gået hvert til sit. Jamie var gået i køkkenet for at høre om deres kære moder kunne bruge hans hjælp til noget. Han havde hjulpet sin mor med at sætte de sidste ting på deres respektive pladser og var endt med at tage en håndfuld hindbær som var blevet serveret til desserten og efterfølgende sat kursen imod stuen. James lod hans højre hånd vandre i en fast rytme fra hans venstre hånd, hvori bærerne var, til hans mund.
James fortsatte uden et ord over til lænestolen ved siden af sofaen og satte sig ned. Han betragtede for en kort stund hans to søskende der lå henslængt i sofaen og et svagt smil var at finde på hans læber. De klare øjne gled kort rundt i rummet og endte ved pejsen hvor han betragtede de dansende flammer, alt imens han fortsat kørte bær i hovedet. James lagde det ene ben over det andet og lænede sig godt tilbage i lænestolen imens han lyttede til hans to søskende, han ville ikke bryde ind i samtalen uden at være sikker på hvad det var der blev snakket om.
Han ville lyve hvis han sagde han ikke savnede hans bror, for på trods af at de gik på samme kollegium og samme årgang, så var det bare anderledes nu at skulle hjem. At vide at Eddie ikke længere var derhjemme var ikke en tanke som behagede Jamie. Til gengæld havde han endnu hans mange andre søskende, der dog aldrig nogensinde ville kunne erstatte Eddies plads.


269 words for Eddie and Agnes Llewellyn, where Jamie is wearing this Outfit

[Agnes Llewellyn]

Eddie Llewellyn & familie

Agnes nikkede let næsten umærkeligt til det, Eddie sagde, og lod hånden faldt slapt ned på sofaen. "Åh, så lang tid," sagde hun, og det kunne umiddelbart virke som om, hun mente det med den sløve stemme og det udtryksløse ansigt. Da en person slog sig ned i lænestolen skråt overfor sofaen, løftede hun langsomt blikket. "Hey," sagde hun, da hun så hvem, det var, og lagde hovedet tilbage mod ryglænet, med et svagt smil som havde fundet sig frem. "Giver du ikke et?" spurgte hun og kiggede ned på bærrene, men holdt sig bevidst fra at række hånden frem. Hun var en ganske dominerende person, men James var en af dem, som Agnes ikke kunne tillade sig at være dominerende overfor. Forholdet mellem dem var så at sige skrøbeligt. Da James fortalte at han var homoseksuel, havde Agnes taget afstand til ham, hvilket havde resulteret i, at James nu ikke stolede helt på Agnes. Noget som Agnes var frustreret, men samtidig irriteret over, fordi hun havde stillet sig op og sagt undskyld - som hun ellers aldrig brød sig om at gøre.

Agnes rørte sig let under Eddie. Selvom hun var så stædig, som hun var, og mente at James burde stole fuldstændig på hende nu, følte hun stadig en vis skyldfølelse over, at hun omgiks meget bedre med Eddie end han. James og Eddie havde jo været uadskillelige da de boede under samme tag. Agnes undgik at kigge hen på James og skubbede let til Eddie for at få ham op at sidde. Det var med en smule irritation, hun skubbede Eddie væk, men håbede, at ingen lagde mærke til det. Da hun igen kunne røre sig, skubbede hun den anden sutsko af med foden og satte sig i skrædderstilling. Hun kiggede hen på James.

OUTFIT

[Eddie Llewellyn]

Eddie trak blot på smilebåndet over Agnes kommentar, og brummede utilfredst da hun forsøgte sig med at skubbe ham væk, men alligevel rettede han sig døsigt op og lod en hånd glide ned over ansigtet. Han kastede et blik på hende over sin skulder, og gned hænderne en enkelt gang imod sine lår, før han mere eller mindre uelegant kom på benene og strakte sig.

Blikket faldt imod tvillingebroderen, og et mildt smil voksede frem på hans læber. "Jeg fatter ikke hvordan du kan blive ved med at spise." Eddie skævede mod bærrene, som broderen kontinuerligt kørte ind og han rystede umærkeligt på hovedet, med et skævt smil og trådte over til pejsen, hvor han gik på knæ. Med ildrageren rodede han rundt i de ulmende gløder og betragtede i stilhed de orange farver knitre og danse foran hans blik.

Som han rejste sig op igen, overvældede endnu et gab ham, og han så ned imod sit armbåndsur. "Nogen skal i øvrigt snart fortælle mig, hvor jeg kan kollapse. For ellers generobrer jeg mit og Jamies gamle værelse, som jeg kan forstå du har overtaget." Han så på Agnes, med et træt, men spøgefuldt smil, og dumpede ned på gulvet foran sofaen, med ryggen imod den slidte beklædning. Blikket faldt automatisk i broderens retning, uden egentligt at have noget han ville sige.