A match sparks beginnings

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

De få puffede skyer der drev forbi på den mørkeblå himmel var ikke nok til at ødelægge den totale sommerstemning der herskede i London og dermed også i Diagonalstræde. Troldmænd og hekse slentrede dovent ned ad gaden med selvviftende vifte foran sig. Enkelte havde søgt skygge i de kølige butikker, og der var mest trængsel at finde i Floridors Iscafé. Udover de stuvede borde var der en massiv kø til skranken. Den gik dog hurtigt, eftersom isskeerne selv klarede at scoope iskugler frem og putte dem ned i bægre og vafler på kundens ordre.
Ved et af de små runde messingborde under den stribede markise sad Joseph tilbagelænet i stolen. Selvom han så temmelig afslappet ud, var der flaksende sommerfugle inde i maven. Om lidt ville Jessie komme! Han havde holdt øje med hende i lang tid, og ærlig talt gjort mange forsøg på at komme på date med hende. I sommerferien havde de haft regelmæssigt kontakt, og det var her den unge løve endelig havde sagt ja til et møde.
En smule forfængelit strøg Joseph en hånd gennem håret, selvom der ikke var meget at rette (det var så kort), men han fik det til at ligne en cool håndbevægelse. Automatisk rettede han lidt på den t-shirten og spejdede efter Jessie.

Tag; Jessie
Words; 200
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

En enlig sommerfugl fløj dovent rundt i Jessies mave, som hun bevægede sig ned af Diagonalstræde i den relative sommervarme. Hun rettede instinktivt på sin skuldertaskes rem og bed nervøst ned omkring sin underlæbe med et lille smil, da hendes mål blev synligt længere fremme.

Det var et under for hende hvordan hun havde fået overbevist sin far og storebror om, at hun selv ville finde sin mors fødselsdagsgave i år, men løgnen var immervæk gledet ned og hun kunne nu høste den bittersøde blanding af forventningens glæde og skyldfølelsens tyngde. Hun prøvede at fortælle sig selv, at målet helligede midlet, men når målet var alt andet end altruistisk, kunne det i bund og grund være det samme.
I stedet for at bruge tankevirksomhed på at overveje sin dårlige samvittighed eller de eventuelle konsekvenser af hendes handlinger, rankede hun sig lidt og fortsatte ned imod iscaféen.
Som hun nærmede sig, begyndte hun at kigge efter et bekendt ansigt og fandt det hurtigt ved et af de små borde udenfor. Hun tog en dyb indånding og plantede et smil på sine læber, før hun gik de sidste skridt og standsede ved en tom stol over for Joseph. ”Hej,” åbnede hun, kun en anelse tøvende. Hun hævede sin ene hånd i en prøvende hilsen og rakte derpå op og befriede sig selv for sin rygsæk, som havnede på brostenene under bordet. ”Jeg har ikke så lang tid... Min far og bror tror jeg er ude og finde en fødselsdagsgave,” sagde hun ærligt, med et undskyldende smil.

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

I et åndsvagt øjeblik troede Joseph han fik øje på en fønix, men da hans logik slog til, genkendte han Jessie. Den flammende rødtop kunne kendes på flere mils afstand, og synet fik en lille glød til at flamme op indeni. Hvornår havde pigebarnet fået den effekt på ham? Det var normalt Joseph der nedlagde alle de piger der sværmede omkring ham, men nu var tromleren i den helt anden ende. Der var bare noget dragende over hendes hidsige temperament, gode humør og friske skikkelse. De var den første pige han var blevet så interesseret i, og det var en lille sejr i sig selv, at se hende møde op. En form for interesse måtte hun da have i ham.

Da Jessie troppede op foran bordet med et smil rejste han sig hurtigt op, og han nåede akkurat lige at gribe stolen før den faldt i farten. Lettere pinlig berørt trådte han hen til hende for at give hende et kram, men i samme øjeblik rakte Jessie hånden frem for at hilse; det blev til et akavet forsøg på en redning fra Josephs side. Efter at have rømmet sig kort trak han stolen ud til hende og satte sig så hen på sin egen. ”Snedigt”, sagde han med et skævt smil, og kunne allerede lide hende en smule mere; hun var tydeligvis lidt rebelsk. ”Hvad gør du så når du kommer tomhændet hjem?”, spurgte han nysgerrigt med et hævet øjenbryn, og lagde hovedet en smule på skrå. Ansigtsudtrykket havde genfundet sit gamle jeg, det var kun hænderne der pillede en smulle perpleks ved en snor i shorts’ne.

Tag; Jessie
Words; 250
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Da Joseph rejste sig op og nær havde væltet sin stol i processen, sitrede det lidt i Jessies mundvige. Hun smilede endnu og forhindrede sig selv i at se forlegent ned på sine hænder. I stedet besvarede hun hans blik og rømmede sig lavmælt, som hver deres forsøg på en hilsen blev til en akavet forestilling.

Man kunne ikke ligefrem kalde hende erfaren inden for konceptet at date. De få, små møder på kandisbaronen stod på en eller anden måde ikke rigtig mål med aftalen med Joseph og hun behøvede ikke ransage sig selv grundigt, for at vide, at hun var nervøs. Muligvis havde hun også grund til det. Der var i hvert fald noget underligt både ukendt og spændende ved hele foretagendet og hun smilede lidt pudsigt, som han trak stolen ud for hende.

Hun satte sig og trykkede læberne lidt sammen i et øjeblik, før hun trak en enkelt gang på skuldrene og slog lidt ud med den ene hånd. ”Altså... Jeg regnede med at nå at finde noget inden jeg skal mødes med dem ovre ved Flourish og Blotts.” Hun rynkede panden i et øjeblik og smilede så. ”... Men ellers er det vel ikke værre eller bedre end at fortælle dem, at jeg bare ikke fandt den helt rigtige gave.” Hun gjorde gjorde med vilje sine sidste ord let karikerede og blafrede med øjenvipperne, før hun blinkede en enkelt gang til Joe og kvalte en munter lyd i opløbet. ”Lyder det ikke meget troværdigt?”

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

På trods af deres noget usikre og akavet start, var det som om Joseph faldt lidt mere til ro, da de nu sad ned. De behøvede ikke at døje med underlig kropskontakt (endnu), og kunne dermed genfinde deres gamle hyggelige snak med hinanden. Men den slags situationer var vel uundgåelige, når man kun havde haft kontakt via uglepost i en hel måned.
”Åh, selvfølgelig”, sagde Joseph og punkterede en smule, da det jo nok var klart, at hun ville lede efter gaven bagefter. Tanken om hvad Jessie dog skulle i Tusmørkegyden strejfede ham kort, men egentlig var han også ligeglad.
Jessies karikerede skuespil med de blafrende vipper fik smilet frem på Josephs læber. ”Jo, det må jeg sige! Du burde droppe trylleriet og danne en karriere på Broadway”, erklærede han, og håbede kort hun var mugglerfødt, så det ikke var endnu en kommentar der ville gå i vasken.

”Hvad kunne du tænke dig at spise? Eller... Jeg håber du har lyst til is, for hvis jeg spørger om andet ved desken, tror jeg sælgeren sender isskeerne efter mig for at banke dumheden ud af mig”, sagde han og stillede en lettere fjoget mine op. Stolen gav en skrabende lyd da han rykkede sig tilbage, og gjorde mine til at rejse sig for at bestille deres is.

Tag; Jessie
Words; 215
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Jessie fnøs muntert og hævede begge øjenbryn. ”Ja helt sikkert,” svarede hun ham, på hans erklæring om, at hun burde få sig en karriere som skuespiller. ”Når grise får vinger.”
Hun smilede skævt, med muntert sammenklemte øjne, og virkede i et øjeblik i sit es. Det var nemt at glemme sin egen nervøsitet i et par øjeblikke, når der var noget at grine af, men langt sværere at holde den kørende, imens hun så direkte på Jospeh. Derfor sænkede hun blikket til sine hænder for en kortere bemærkning og rømmede sig lavmælt, med kun en trækning i den ene mundvig..

Hans spørgsmål hev dog hurtigt hendes opmærksomhed tilbage og hun løftede hovedet. Som han fortsatte, undslap et lavmælt grin hende. Hun fulgte ham med blikket, imens han rejste sig, og stillede i et kort øjeblik en tænksom mine op. ”Jordbær? Is altså.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse og smilede skævt, før hun løftede den ene hånd og strøg en tot hår om bag øret. ”Skal jeg gå med, eller...?”

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

”Hmm, jeg er ikke nogen ravn, men jeg skal da arbejde på det”, sagde Joseph med et glimt i øjet, da Jessie begyndte at tale om flyvende grise. Ikke at han regnede med, at han nogensinde ville få evner til at kunne forvandle en gris, han kunne knap nok forvandle et æggebæger til en regnorm som projektet var i forvandling i øjeblikket, men måske skulle han forsøge, bare for sjov? Det ville være noget af en overraskelse, at kunne vise Jessie!
”Jordbæris. Hvad ellers”, sagde han retorisk, som om farven på Jessies hår rent faktisk havde en logisk forbindelse til valget af is. ”Nejnej, bliv du bare blive siddende, madame”, sagde han med et smil, og tillod sig et drillende buk. Så smuttede han op til køen. Den var uoverskuelig lang, så på trods af mange fornærmelser, trådte Joseph ind midt i køen.
5 minutter senere fandt han sin plads ved Jessie og rakte hende sin jordbæris. ”Værsgo”. Selv placerede han én med lakridssmag foran sig, og gravede sin ske ned for at fiske en klump op. ”Nå, er du klar til et nyt år på Hoggy?”, spurgte han venligt og skovlede sultent is ind i munden. Klokken var omkring 2, og han havde ikke fået noget siden morgenmad, så sulten gnavede i ham.

Tag; Jessie
Words; 214
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Jess smilede skævt og hævede et enkelt øjenbryn, uden at kommentere på hensigtserklæringen. Hun var ikke helt sikker på om Joseph havde fanget talemåden eller ej, men var for så vidt også fuldstændig ligeglad. Samtalen flød nogenlunde og det var alt hun kunne håbe på, efter en hel måneds udveksling af ugler, som i virkeligheden kun fulgte op på en forholdsvis perifær relation fra skolen af. Hun trykkede læberne lidt sammen omkring en munter lyd, som han gav en parodi på et høfligt buk og nikkede så lidt, før et enkelt ”tak,” forlod hende.

Imens han var væk, så hun sit snit til at bøje sig ned og fiske sin mobil op fra tasken. Hun nåede kun at se kort på skærmen, før hun indså, at der ikke var skyggen af forbindelse og lod den dumpe ned i sit rum igen med et lavmælt suk. Der var altså ikke skyggen af mulighed for at blive ringet op, men dermed heller ikke skyggen af mulighed for, at hendes far eller Matt prøvede at kontakte hende inden de tilfældigvis forlod quidditch-butikken, hvor hun havde efterladt dem med et temmelig realistisk håb om at de ville blive der, til de skulle mødes igen. Det kunne både være en god og en dårlig ting, men uanset hvad det var, ville hun nok næppe få noget ud af at spekulere over hvilken det var. Følgelig droppede hun tanken og vendte sin koncentration imod den indkøbsliste, som hendes forældre havde hjulpet hende med at lave hjemmefra. Hun hev den op fra tasken og sad netop og kiggede på den, da Joseph kom tilbage med to omgange is og rakte den ene frem imod hende.

Hun tog imod den og smilede med det samme til ham, som hun satte bægeret fra sig på bordet og med endnu et reelt ”tak,” rakte ned for at pakke listen væk igen. Derpå rettede hun sig lidt op i stolen og stak også sin lille plastikske ned midt i det lyserøde. Hun betragtede Joseph hen over isen og rynkede panden en anelse, før hun trak på skuldrene. ”Så klar som man kan blive, vel? De kommer jo til at søge nye spillere især på Gryffindors hold, så helt ærligt har jeg ikke brugt en snus af tid på bøgerne, hvis du forstår? Men selvfølgelig... Det gør du vel?” Hun smilede lidt, da det bundfældede sig, at han som en af hendes storebrors holdkammerater burde kende alt til hvordan ens prioriteringer kunne blive skævvredne af passionen for sporten.

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

Joseph nikkede kort til hendes tak. Det var kun rimeligt, at han betalte. På den måde var han nok lidt gammeldags, og mente det var fyren der skulle tage initiativ. Blikket gled ned over det stykke papir der lå ved Jessies arm. Han konkluderede at det var en indkøbsliste, og følte selv en smule pres; han havde endnu ikke købt en eneste ting på sin liste, og der var ikke forfærdelig lang tid til skolestart.
Josephs øjne lyste markant op, da Jessie bragte emnet Quiditch på banen. Hvis der var en sportsgren han var vild med, så var det Quidditch, og ville man undgå at høre ham tale om det i trætteligt lang tid, blev man nødt til at afbryde ham. ”Så du søger ind på Gryffindor? Som hvad?”, spurgte han ivrigt, og prøvede at forestille sig det. Der var masser af åbne stillinger; han vidste, at både Aiden, Rachel og Eddie havde forladt Hogwarts før ferien. Måske ville Jessie være søger? Hun var ikke særlig høj, og hendes kropstype kunne sagtens svare til stillingen. ”Ikke at I skal gøre jer nogle forhåbninger om at få pokalen igen”, sagde Joseph med et glimt i øjet.
”Jeg forstår godt hvad du mener. Mine karakterer er dalede markant, siden jeg kom på Quidditchholdet. De var selvfølgelig heller ikke noget at råbe hurra for før, men nu frygter jeg, at jeg skal have ekstra timer med professor Kennith. Kan du forestille dig det? Flere timer i et lukkede rum, kun med pergament og fjerpen, og så ham, stående over din skulder?” Joseph gøs og rystede på hovedet som for at ryste den skræmmende tanke af sig. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt fornøjet mens han tyggede sig gennem lakridsisen.

Tag; Jessie
Words; 290
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Jess sad i et øjeblik og tyggede på plastikskeen, imens hun betragtede Joseph med et nysgerrigt blik, der modsvarede hans eget ganske glimrende. Hun smilede skævt og nikkede en enkelt gang, før hun stak skeen tilbage i den lyserøde isklump og lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg prøvede forrige år. Som søger. Det prøver jeg igen nu hvor Ivory er gået ud.” Hendes blik blev i et øjeblik vurderende og hun kneb øjnene lidt sammen, som han kom med en drillende erklæring om hendes kollegiums chancer. Selvom han sagde det med et glimt i øjet, kendte hun slanger, der spillede quidditch, alt for godt til at vide, at de aldrig gjorde noget halvt. Det skulle dog ikke ødelægge hendes vindermentalitet, chancer eller evigt positive indstilling det mindste.

Hun helligede sig sin is, imens hun lyttede, nikkede og trak på smilebåndet af det mindre tiltalende billede af ekstraundervisning Joseph malede. En munter lyd forlod hende, før hun sank en klump af det lyserøde stads og rømmede sig lavmælt. ”Det lyder temmelig skræmmende, men hvorfor skulle du dog i det hele taget have ekstraundervisning med Kennith? Burde det ikke være med de respektive lærere, i de fag, der måske ikke går helt strålende?” Hun hævede begge øjenbryn spørgende, men besluttede sig så om og viftede afværgende med den ene hånd. ”Uanset hvad er jeg sikker på, at det nok skal gå alt sammen. For os begge to, mener jeg. Jeg håber virkelig, at jeg kommer på holdet. Det ville være så fedt, så fedt.” Hun var, uden at tænke over det, lyst helt op, ligesom hun i et øjeblik tilsyneladende havde glemt alt om isen foran hende. Så stak hun dog atter skeen ned og fik fat i en god bid, som hun guflede i sig med velbehag.

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

Joseph nikkede som svar. Søger, ligesom han havde forventet. Han overvejede kort, om han skulle føle sig truet af hende, men affejede det hurtigt. Det var jo ikke engang sikkert hun kom på holdet.
"Du har også krop til at blive en fantastisk søger", bemærkede han kækt, og opfangede først bagefter, hvordan bemærkningen kunne misforstås; eller hvordan den i hvert fald lod en hel del være usagt. Han skævede kort til hende, men afgjorde, at den ikke rigtigt kunne omformuleres eller redes. Istedet sprang han videre.
”Nåja... Jeg troede professor Kennith tog sig af al undervisningen”, sagde Joseph med rynkede bryn, men var alligevel lidt lettede. Det var altid noget, det ikke var hans falkeblik der måske skulle våge over ham.
Et lille smil krusede Josephs læber, da han lyttede opmærksomt til hende, og han fortrød sin tidligere tanke. Han vidste selv, hvor lykkelig han havde været, da han var kommet på holdet, og det undede han Jessie. ”Du har ret. Held og lykke med udtagningen!” Det var oprigtige ord, og han overvejede kort, om han skulle komme og kigge på udtagningen, men havde situationen været omvendt, havde han ikke ønsket det.
Selvom markiserne skyggede for solen, varmede og prikkede det i Josephs solbrune nakke. Isen var dejlig kølig og skabte en behagelig balance mellem det varme og det kolde. Det var en ubehagelig tanke, at sommeren snart var slut, og ville blive erstattet af efterår med blæst og regn.
Joseph sendte Jessie et skjult blik idét hun havde travlt med sin is, og synet af hende lagde sig fast på nethinden. Hun var utrolig smuk. Ingen tvivl om det. En varm følelse bredte sig i Josephs mave, og han skyndte sig at rette blikket mod isen igen. Stilheden havde bredt sig mellem dem, og han overvejede hvad han skulle sige. Det blev til, ”har du ellers haft en spændende sommer?” Måske et lidt tyndt emne, men det var da en start!

Tag; Jessie
Words; 290
Outfit; Click
Note; Oops, lavede en fejl. Glemte lige Kennith underviste i flyvning. Lad os glide let og elegant over den bemærkning!

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Jessie spærrede øjnene lidt op over Josephs ord. I et splitsekund stirrede hun bare på ham. Så brød en latter ud over hendes læber og hun bøjede hovedet, imens hun løftede en hånd for at kvæle sin egen morskab. Hun trykkede læberne sammen, som hun atter lod hånden falde, og fnes en enkelt gang endnu, imens hun nikkede, uden at kunne formulere et ordentligt svar på hans spørgsmål. I stedet for at kommentere fortalelsen, den lettere pinlige dobbeltbetydning og hendes egen tydelige morskab, lod hun det derfor, ligesom ham, falde til helt jorden og vendte både opmærksomheden og blikket mod sin is, med et skævt smil og lettere rosa kinder.

Hun rodede lidt rundt i det lyserøde, før hun løftede hovedet igen og så på Joseph. Det trak op i hendes mundvige og hun sank sin mundfuld med is. ”Tak.” Hun løftede hånden og strøg håret om bag sit ene øre, uden helt at kunne finde andre ord. Som konsekvens rodede hun lidt mere rundt i den sidste sørgelige rest is, der lå smeltet på bunden af bægeret. Hun havde været så vældig spændt på dagens lille forsvindingsnummer, men lige nu var tavsheden mellem dem bare akavet og hun spekulerede på hvorfor, uden at nå frem til hvordan hun kunne ændre det.

Da Joseph brød lige netop tavsheden med et ganske simpelt spørgsmål, smilede hun lidt og nikkede, imens hun fandt hans blik igen. ”Ja jeg... Jeg har mest bare været derhjemme. Og haft en veninde på besøg, været til et par Rugby-kampe, øvet mig i at gribe og undvige...” Hun trak lidt på skuldrene og slap skeen, før hun kløede sig lidt på overarmen og hævede øjenbrynene en smule. ”Har du?”

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

Josephs øjne blev en anelse forstørret, da hans blik rettede sig mod Jessie og hendes latter. Han blev lidt lettet over at hun ikke var blevet fornærmet over bemærkningen. Et skævt smil kravlede frem på læberne, og han han bemærkede hvordan Jessies kinder rødmede en anelse. Det gjorde blot smilet endnu større. Hun var køn med den rødmen, der stod til hendes hår, så hun næsten faldt i et med jordbærisen.
Ligesom den smule jordbæris der lå og svømmede desperat rundt i Jessies bægre for at overleve, var Joseph også blevet færdig med at spise lakridsisen, og nu lå den mørke eftersmag behageligt på tungen. Da der ikke var mere tilbage, lod han skeen dumpe ned i bægret og lænede sig tilbage i stolen. Som om han havde spist en hel middag, klappede han sig tilfreds et par gange på maven.
”Fedt!”, sagde han ærligt, og måtte lægge beslag på sig selv, for ikke at komme med en overrasket udbrud over, at hun også så rugby. Det var et mentalt plus i bogen – Joseph elskede næsten alle slags sports, bortset fra polo som han fandt dybt latterligt, og på et sekund følte han sig endnu mere tiltrukket af den unge pige der sad overfor. ”Øh...”, sagde han fortabt, da tankerne var gået lidt af sporet, og han måtte koncentrere sig, for at huske hvad hun havde spurgt om. ”Nåja, jeg har også været hjemme og besøgt alle mine mugglervenner. De tror mine forældre har sendt mig til en kostskole i Irland, der forhåbentlig kunne opdrage lidt på mig. Jeg aner ikke hvad de mener med det”, sagde Joseph med et smil, og opstillede en meget uskyldig mine. "Men det bliver dejligt at komme tilbage til Hogwarts".

Tag; Jessie
Words; 277
Outfit; Click

[Jessie Taylor Blythe]

It's that initial spark

[/size][/font]
that exiting sense of danger[/center]

Jessie nikkede, smilende, før hun atter engang hævede en hånd, for at stryge en hårtot om bag øret. Hun kunne sagtens fortælle i timevis om Ospreys helt fantastiske manøvrer og særligt det mål Jeremy Owens havde scoret imod Lancaster Fc, men bevarede sin entusiasme låst fast i et ivrigt glimt i øjnene, som hun i stedet, helt høfligt, fik spurgt til Josephs sommer.

Hendes fingre trommede dovent i bordet, imens hun betragtede ham, trak lidt på smilebåndet og fnøs muntert. Hun rystede en anelse opgivende på hovedet, men morede sig tydeligvis alligevel lidt over hans underspillede ironi. Uanset om hun ville indrømme det eller ej, så var den ret tydelige fornemmelse af at han virkelig ikke var nogen særlig pæn og artig lille dreng, formentlig i sidste ende en hel del af grunden til, at hun havde fundet på en falsk historie alene for at kunne møde ham. Han var, om ikke andet, interessant, og hun betragtede ham nysgerrig, som hun lænede sig bagud i stolen. ”Nej... Du er sikkert en ren engel,” bemærkede hun tørt, før hun hævede et enkelt øjenbryn og smilede skævt. Hun nikkede af hans sidste konklusion, rømmede sig lidt og tog en dyb indånding. ”På nogen måder, ja,” medgav hun. ”Jeg glæder mig til, at sæsonen starter igen. Til måske at blive optaget på holdet og til at se folk selvfølgelig.” Hun så i endnu et par øjeblikke på ham, men mærkede så sit blik flakke lidt ud i mod gaden.

Uanset hvor meget hun troede på sin egen succes, så havde hun trods alt en deadline og hun så undskyldende tilbage på Joseph, før hun bøjede sig ned og fiskede mobiltelefonen op af tasken, for at tjekke tiden. Hun rynkede panden lidt, men lod den så falde tilbage og smilede prøvende. ”Du må undskylde men... Ja. Det er ikke fordi jeg ikke vil være her.”

Tag: Joseph Adler ● Outfit: Here

[/blockquote]

[Joseph Adler]

Oh my, I'm your ice cream man, stop me when I'm passin' by,

see now, all my flavours are guaranteed to satisfy

Jessies fnøs opmuntrede Joseph til at fortsætte hans drillerier. Han overhørte bevidst sarkasmens i hendes stemme, og legede istedet med. ”Du har ingen idé! Jeg er god som dagen er lang og from som et lam”, bemærkede han med et hævet øjenbryn og et glimt i øjet. Der var dog igen tvivl om, at Joseph mere var en ulv, end et lam, hvilket Jessie sandsynligvis allerede vidste. Ellers havde hun nok fortalt sine forældre hvor hun var henne. Det generede dog ikke Joseph. Han ville for alt i verden undgå en konfrontation med forældrene allerede!
Lidt mere alvorlig nikkede Joseph til hendes svar. Personligt glædede han sig også til at komme tilbage til Hogwarts. Til at se vennerne, opleve stemningen og mest til at spille Quidditch. Sommeren havde været uendelig lang, og det var en lettelse at komme igang igen.
En lille forvirrede rynke tegnede sig mellem Josephs øjenbryn, da Jessie så på sit ur og ytrede sin beklagelse. Så huskede han på, at Jessie måtte tilbage inden de fattede mistanke. Lidt ærgelig rettede Joseph sig en smule op i stolen og trak lidt i mundvigen. Han kunne godt have tilbragt meget længere tid med Jessie, selvom deres samtale ikke havde flydt ligeså elegant som de nogle gange havde haft på Hogwarts. Måske var det hele den formelle tone, der kun var til skade for dem begge.
”Det er måske lidt tidligt at sige, men jeg håber vi kan mødes på slottet”, lød det pludseligt fra Joseph, før han kunne stoppe sig selv. Det var ikke til at sige om Jessie fandt det påtrængende, at reservere en dato før de overhovedet havde stoppet deres nuværende møde, men han følte han blev nødt til det – ellers var der en anden fyr der fik fat i hende.

Tag; Jessie
Words; 295
Outfit; Click