This kettle burns with irish fire – I Utætte Kedel

[Collin Kendley]

This kettle burns with irish fire

- the flames of patriotism blazes stronger than fireships burning

Knap var de store egetræsdøre på Hogwarts blevet lukket i for at varsle sommerferiens indtog, før Collin Kendley endnu engang befandt sig i England igen. Knap havde han nået at vende tilbage til sit fædreland og nyde den ro, der herskede i de grønne bakker, førend han endnu engang sad i et tog mod det engelske fastland. Han kastede et let blik op på det bemalede træskilt over døren ind til Den Utætte Kedel, blidt vuggende i sommerbrisen, for at forvisse sig selv om at han faktisk havde kæmpet sig igennem mylderet af mennesker hele vejen fra Londons banegård og nu stod foran sit egentlige mål: denne udadtil forsømte kro, der indeholdt en passage ind til en gade gennemsyret af magi. En magi, han var heldig nok til at være i besiddelse af. I Collins øjne var det både en kombination af held og gener, der havde ført til hans brev fra Hogwarts, bemærkede han hurtigt i tankerne, idet han åbnede døren ind til kroen og lod sine øjne vænne sig til den dunkle belysning, som solstrålerne udgjorde gennem de smudsige vinduer. Tankevirksomhed var normalt ikke noget han var hverken god eller forfalden til, og det ville han heller ikke gøre en vane ud af nu. Men det var nu alligevel et mærkværdigt sammenfald af tilfældighed og held. Han havde fået sine magiske anlæg fra sin fars blodlinje, vidste han – men han var heldig at han ikke havde fået samme defekt som Fuser, der var overgået hans far. Mentalt forhindrede han sig selv i at uddybe sine tanker, idet han uden synderlig anstrengelse gik hen til baren og placerede sig på en af de lidet polstrede barstole. Han svang sine lange ben ind under disken og fangede kroejerens blik, inden han sagde: ”En ingefærøl, tak.”

Et stort krus skummende øl blev placeret foran ham, og efter at have lagt to Sølvsegl som betaling, tog han sig en god slurk af den. Den smagte vidunderligt sødmefyldt. Han havde taget sig den frihed at bestille noget at drikke for at fordrive ventetiden på Alex med, allerede overtalt til at bestille en mere ved vennens ankomst, hvis kruset skulle være blevet tømt inden. Heden havde sagt sit – og det var at han ikke skulle vente uden drikkelse efter at have trasket i de menneskemængder og i den lange togtur, hvor han blot havde sovet. I det brev, som han havde skrevet til hans ældre ven, havde de ikke fastsat noget egentlig tidspunkt; han havde blot anført tidlig eftermiddag og at de skulle mødes på Kedlen til en sludder over en ingefærøl inden de ville tage ind i Diagonalstræde for at proviantere Eliksirforsyninger til sommeren. Imens han tog sig en slurk, faldt hans tanker på Alex. Det var altid Collin, der skrev – og ikke Alex. Mennesker var jo forskellige – og hvad angik Collins og Alexs indbyrdes forhold var det i hvert fald en af dem, hvor man måtte lægge vægt på ordet forskellighed. De var ligeså forskellige som en Målmand var fra en Søger på en Quidditchbane. Han stod Collin ganske nær, i særdeleshed for den støtte han havde ydet med Eliksirteorien op imod UGL-tiden, og så kunne man ikke benægte at han var noget af en inspiration for ham, hvad angik nogle af hans slyngelstreger. Men hvis Alex vidste at Collin tænkte på ham som en ven, ville han nok få et føl, tænkte han med et skævt smil, idet han halvvejs tømte kruset og lagde armene på barens træ. Det var vist et ord han ikke var for en fremsynet magiker som ham. Tidens store kommende troldmand. bemærkede han og så blot ud af et af vinduerne med en intetsigende mimik. Skulle der en dag komme en stor troldmand som Lord Voldemort ville han tage det i opløbet, og ikke sidde og lave hypoteser om det. Alex ville næppe komme til at høre til på den hylde, alligevel. Det håbede han i al fald ikke. Og Collin havde det fint med at være sit ukendte lille jeg. På den måde kunne man bare sidde uforstyrret på en tom kro, ventende på en ven man skulle på indkøb med og have et tomt hoved omtåget af sommerhede. Han tømte sit krus og lod det blot stå foran sig, imens han ventede på at barmanden skulle hente det.

[/justify]

[Alexander Mckinnley]

Alex sad med en irriteret mine i toget, foran ham stod en fedladen og ikke mindst meget svedende tog konduktør med en rotte, den var på størrelse med en hundehvalp og den gyselige lilla farve fik den til at springe i øjnene med det samme. Under stor prusten og stønnen havde togkonduktøren brugt mere end 2 timer på at jagte Alexanders elskede kæledyr rundt i hele toget, og nu stod han triumferende og holdt den ved halen mens den dovent kiggede på ham. Alex påsmørede sig en vis glæde ved at se rotten og manden så han ikke skulle virke for ligeglad med at hans rotte havde leget tag fat for at få tiden til at gå, "Jamen mange tak skal de have for at have fundet min rotte hr.", Alex knipsede med fingrende og den store rotte sprællede så konduktøren tabte den, på trods af størrelsen var den meget adræt og meget kort efter sad den på Alex skulder. Konduktørens røde farve fortalte tydeligt at Alex ikke længere var velkommen i toget, men det passede ham fint for den næste station ville alligevel være "Kings Cross". Mens Alex steg af toget kom der en byge af skældsord fra konduktøren som han ikke rigtigt brugte tid på at høre på, han klappede den lille rotte og gav den et stykke pølse, "godt klaret kammerat, så kom vi igennem igen uden at have brug for en billet". Alex gik med lange hurtige skridt igennem stationen og nåede ud på åben gade, han brød sig ikke om London, der var for mange mennesker og ingen af dem havde den mindste smule idé om alt det der foregik lige for næsen af dem, men ikke destro mindre havde Collin spurgt om han ville handle eliksir udstyr og forsyninger og selvom han i bund og grund ikke kunne lide Collin var han vel det tætteste han kom på at have en ven, han smilede kort da han huskede tilbage på UGL'erne, det havde været nær umuligt at få Collin til at forstå den teoretiske del af eliksir, men det var da lykkedes til sidst efter hvad han havde forstået.

Da Alex lettere svedende og med en rotte der havde kravlet ned i trøjen stod foran den utætte kedel kunne han ikke lade være med at smile, det var den første rigtige oplevelse han nogensinde havde haft med det magiske samfund, det var her professor Fletcher havde taget ham hen som elveårig og rigtigt havde forklaret ham alt hvad han havde haft brug for at vide, det var synd hun var gået på pension, men Alex forsøgte så godt som muligt stadig at holde kontakten til professoren der engang havde haft magiske tal. Alex rystede det sentimentale af sig og gik ind, kulden og mørket var bestemt noget man skulle vende sig til efter at have vandret igennem London på en varm højsommerdag, med det samme kunne han kende Collins skikkelse oppe i baren og det samme gjaldt Dimitri som sprang ud gennem hans ene bukseben og pilede henover gulvet mod ham, i sekundet inden rotten ville have kravlet op i hans bukseben blev den ramt af et skarpt lilla lys og faldt til jorden som en mursten, uden at være i stand til at røre sig det mindste. "hold venligst dit kæledyr i ro mens du er herinde" krofatter havde trukket sin tryllestav og havde sendt en lammer lige i ansigtet på rotten der som resultat nu lå helt stiv og ubevægelig. Alex undertrykte lysten til at begynde at grine og samlede rotten op ved halen mens han satte sig ved siden af Collin, han holdt rotten i halen og kroppen var stadig helt stiv, fanget i det sekund hvor den ville have kravlet op i Collins bukseben, den ene øje var lukket og tungen hang ud af munden på den, alt i alt var det et utrolig komisk syn. Alex rettede den stive rotte mod Collin og under endnu et forsøg på at undertrykke et grineflip sagde han hæst "Dimitri siger hej", den store rotte med tungen ude af munden og det ene øje lukket blev taget væk igen og lagt på bordet som om den var et set bilnøgler. Alex skulle lige have et øjeblik for sig selv for ikke at bryde ud i en latterkrampe inden han vendte mere opmærksomhed mod Collin, "Jeg ser du allerede er begyndt at drikke... hvad med at tilbyde en anden der er varm og træt en lille forfriskning?", Collin kendte efterhånden Alex og ville vide han aldrig rigtigt havde nogen penge på sig, ministeriet havde lavet en aftale med de forskellige butikker at han og andre mugglerfødte havde lov til at købe ind på regeringens vejne siden de ikke selv ejede nogen midler at købe noget med.

[Collin Kendley]

This kettle burns with irish fire

- the flames of patriotism blazes stronger than fireships burning

Lyden af en besværgelse, der med en plump lyd ramte sit mål, fik med det samme tiltrukket Collins opmærksomhed, og da han så en kæmpestor lilla rotte, var der ingen tvivl om at Alex måtte være nået frem. Der gik heller ikke lang tid før hans blik nåede til vennen, og da krofatter havde formanet ham om at holde dyret i ro, sendte Collin ham et stort grin. Det var lige sådan en entré, der summede Alex op i hans hoved. Uforudsigelig og alt andet end beregnelig. Han havde den største lyst til at spørge, hvorfor det mon var taget ham så lang tid eller smide en bemærkning om at han burde gøre som krofatter siger, inden den lammede rotte blev holdt op foran hans ansigt.

Collin kunne ikke lade være med at klukke ved synet af den lammede rotte der dinglede i sin hale, selvom han forsøgte at undertrykke sin latter. ”Hils Dimitri og sig mange tak, når han kommer til sig selv igen og får halet tungen ind igen. Har du ikke lært ham at det er uhøfligt at række tunge af folk, selv af folk som mig?” besvarede han den vittige hilsen med et drillende glimt i øjet, og med en eftertænksom pause og et medfølende blik til rotten, så han atter på Alex og fortsatte i et mere alvorligt tonefald. ”Hvorfor synes jeg altid at den rotte ender med enten at blive udsat for en lammende besværgelse eller får rodet sig ud i et eller andet, der gør at enten folk eller en kat er sure på ham?” halvt spurgte, halvt konstaterede han.

Synet af Alex fik ham omgående til at lyse op i et jovialt smil, og han besvarede den andens bemærkning om at høflighed bød ham at han gav en øl til en tørstende landsmand med et grin, inden han lænede siden ind mod bardisken for bedre at kunne se ham. ”Én øl? Er du ikke sikker på at det nærmere skal være to? Du er jo en bagud.. og jeg skal i hvert fald have en til.” bemærkede han spøgende og daskede hentydende til det tomme krus på disken, hvori der sad lidt rester af det luftige skum på indersiden. Han lænede sig et stykke tilbage på skamlen og forsøgte at få de lange ben til bedre at kunne være under disken, inden han atter så på ham. Med en skuldertrækning smilede han og skubbede det tomme glas ned af disken til barmanden, der tog imod det og satte det under disken. ”Bestil lige hvad du vil på min regning. Det skylder jeg dig vist efter al den hjælp du gav mig til Eliksir-UGL’en. Havde du ikke forklaret nogle af de reaktionsskemaer, sad jeg nok stadig og stirrede ned i den bog.” mindede Collin ham om. Collin var på ingen måde rig, og det vidste han godt selv – han var heller ikke specielt ødsel under normale omstændigheder. Han kendte dog Alex godt nok til at vide, at Alex i hvert fald ingen penge havde. Det var svært at finde nogen, der havde mindre end Alex, men det var tydeligt at han klarede sig alligevel. På mere eller mindre lyssky måder, regnede Collin med. Men den hjælp Alex havde givet ham og den tålmodighed han havde udvist under hjælpen kunne Collin ikke takke ham nok for. Det var noget nær det nærmeste han kunne udtrykke sin taknemmelighed med.

Den blotte tanke om den opslidende prøve fik ham til at puste, og han begravede kortvarigt hænderne i håret, imens han så ned i bordet. ”Jeg håber bare ved Paracelsus’ hat at jeg får det O.. ” mumlede han, og lod hænderne falde igen. Han var normalt ikke særligt bekymret om karaktererne. Han var en solid mellemelev i alt andet end de praktiske fag som Magiske Dyrs Pasning og Pleje og Talmagi, og det var han mere end tilfreds med – men i Eliksir, hans sublime yndlingsfag, havde han altid ønsket at yde noget særligt, og han havde slidt hele året. Det blev han også nødt til, hvis han engang ville være alkymist. Fik han ikke det O, ville han ikke kunne tage sin FUT, og så var det næsten udelukket at han fik den læreplads.. Han skubbede bekymringerne fra sig med en påmindelse til sig selv om at man ikke skulle tage bekymringerne på forskud, og sendte Alex et blik med et smil.
”Kom du hertil med toget?” spurgte han nysgerrigt og så på ham med et venligt og tålmodigt smil.

[/justify]

[Alexander Mckinnley]

Alex sad og prikkede lidt til den lammede rotte der kom med hivende vejrtrækninger engang imellem, Dimitri så ikke ud som om den led overlast, men den kunne bestemt ikke være tilfreds med at være blevet lammet og den skulle nok blive et problem senere, men for nu kunne Alex ikke lade være med at sidde og prikke til den med spidsen af sin tryllestav. På trods af at det virkede som om han ingen opmærksomhed havde på Collin var det ikke rigtigt, en af hans få evner var at han kunne multitaske som få andre han kendte til, det var også mest det der havde fået ham igennem de timelange sessioner med Collin, at kunne sidde og frklare ham noget og tænke på noget andet samtidig havde virkelig hjulpet på at få tiden til at gå, Jeg tror at Dimitri selv siger hej når han kommer til hægterne, jeg kan kun forestille mig at han ikke bryder sig om sin nuværende tilstand, Alex lod endelig sig selv bryde ud i en høj latter og med et sving fra tryllestaven blev den lilla rotte regnbuefarvet Det var ikke meningen?. Men han trodsigt kiggede ned på tryllestaven der virkede til at have den eget liv kom han med endnu et lille grin, Collin havde så uendeligt ret i at Dimitri altid endte som test for andres forbandelser, forhekselser og fortrylleser, men den enorme rotte syntes aldrig at vige fra hans side selvom han nok ville have været blevet anholdt for dyre mishandling af mugglerne havde de kendskabt til den serie af sager rotten havde oplevet gennem dens liv, du har fat i noget, det virker som om Dimitri selv opsøger det... og med hensyn til den kat, den bad selv om at blive spist af ham, den kunne bare have ladet ham være i fred, Alex kunne ikke holde det lille dystre smil tilbage der fortalte en tydelig historie om at det var hamselv der havde fodret en førsteårs elevs kat til den altid sultne rotte.

På trods af at Alex ikke så Collin som andet end en byrde til tider var han stadig den han stolede mest på. Andre på Hogwarts forstod ikke deres særprægede forhold og da slet ikke når de kom fra to så forskellige kollegier, de burde være fjender eller i det mindste rivaler, men Alex havde ikke noget problem med Collin andet end at han så ham som en langt svagere troldmand end hamselv, og uden tøven ville falde ham i ryggen skulle chancen en dag byde sig. Men som alle store troldmænd holdt han kortene tæt til kroppen, der var ingen grund til at Collin fik at vide han intet rigtigt ville have at gøre med ham og desuden ville det også være skidt at lade den eneste person der gad ofre tid og penge på ham forsvinde inden han selv kunne skaffe midler. Alex kiggede op på krofatteren der sendte ham og Dimitri et spydigt blik og sagde To ingefærøl!, han blinkede til Collin Da vi begge kommer fra et land med så stor tradition for drikkeriet er det en dårlig idé at sige sådan noget, det kan godt være ingefærøl ikke er det stærkeste i verden, men vi ved begge at man aldrig skal gå igang med denslag med en Irer, Alex brød ud i et overraksende hjertevarmt grin og dunkede Collin hårdt i ryggen. Under Alex's grineandfald kom tre skummende øl rullende ned af bordet som var de båret af myrer, uden tvivl en besværgelse fra krofatteren som så ud til at være mere og mere irriteret over rottens tilstedeværelse på hans bardisk. Alex tømte i stor hast det første glas og fulgtes derefter pænt med Collin, Betvivler du mine evner i eliksir siden du tror du har fået mindre end O? kender du nogen anden som er bedere til det end mig? For i så fald vil jeg meget gerne have det at vide så jeg kan få proppet noget forkert i deres kedel næste gang vi har eliksir, Alex blinkede igen til Collin, men under overfladen var der dyb seriøsitet og Collin måtte uden tvivl vide at Alex intet ville have imod rent faktisk at gøre det.

Da Collin valgte at få et mindre nedbrud over udsynet til at få en dårlig karakter lod Alex sig selv drive væk til deres første møde, det havde været en skøn morgen som Alex for altid ville hade. Det havde været den første gang de skulle bruge koste og allerede inden de havde begyndt havde Alex forbandet sin lånekost langt væk, det modbydelige piskeris af en kost havde nægtet at komme ham til hånden selvom han råbte op til den af sine ikke alt for små lungers kræft, det havde endt med at han havde samlet den op i raseri og var blevet båret et par meter op i luften inden han havde sluppet og havde landet på jorden med et brag og et højt knæk, han havde brækket hånden og havde brugt en uge på infirmeriet hvor den eneste der havde besøgt ham var Dimitri, der af og til kom med en død fugl eller noget den havde taget fra en anden elev. Alex blev revet ud af sin lille verden da henholdsvis Collin sagde noget og rotten startede på at røre på sig igen, Dimitri betalte billetten, så ja vi kom med toget, lad os sige han underholdte alle omkring ham så jeg vi fik en gratis rejse ud af det... Hvad med dig selv? Kost?. Mere nåede Alex ikke at sige inden den nu regbuefarvede rotte sprang til live og som en tosset kat hvæsede at krofatteren der igen rettede tryllestaven mod Dimitri, Alex viftede med hånden og rotten kom surt over til dem hvor den begyndte at drikke af hans ingefærøl Stakkels dig var? trængte du til en forfriskning? rotten gjorde intet, men fortsatte med at drikke Hej du med hale! Kan du så opføre dig anstændigt og sige hej til Collin Alex lød svagt kommanderende men men det var ikke nødvendigt, Dimitri kiggede op fra glasset og vandrede træt over mod Collin inden den satte sig på bagbenene og lukkede en enorm bøvs ud som hilsen. Alex tog sig til hoved, kræet havde aldrig gjord andet end at hilse på Collin på de mest mystiske måder ben kunne, men han måtte give den kredit for den altid nyskabende komiske side som den udviste.

[Collin Kendley]

This kettle burns with irish fire

- the flames of patriotism blazes stronger than fireships burning

Interesseret fulgte Collin med ude fra sidelinjen, idet den deforme lilla rotte blev genstand for nærmest monoton prikken fra sin ejermands tryllestav. På en gang var det et makabert og helt uhyggeligt komisk syn, og for Collin kom reaktionen på den usædvanlige situation som et bredt smil, imens han observerede showet. Den rotte var vant til lidt af hvert, men det var for det meste ting ude i den helt ekstreme ende af skalaen, som det dyr blev mødt af. Men det til trods var den fuldkommen loyal og forblev en tro soldat for sin ejer – og for Collin var den et dyr, man på en gang respekterede, men også frygtede. Synet af rotten, der blev prikket til med tryllestaven, mindede ham absurd meget om en scene fra mugglerkomikertruppen Monty Python, hvor Den Spanske Inkvisition truede en gammel dame med at prikke hende til døde med en pude, og smilet vedblev støt at vokse, jo længere han så på rotten og den opslugte Alex. Hans far havde altid levet som en Muggler, og fundet mange spøjse Mugglerting at dele med sin familie. Selvom Collin teknisk set var halvblodstroldmand, blev han på ingen måde anset som det, da hans mor var en Muggler og hans far var en Fuser og derfor ikke berettiget til at kalde sig en ”troldmand”, ej heller at have blodsstatus som en i de allerflestes øjne - så Collin havde for længst vænnet sig til at se sig selv som mugglertroldmand, selvom lærerne på skolen hæftede sig meget i den detalje, at han faktisk havde magisk (men defekt) blod i årene. Forbløffet spilede han øjnene op, da rotten blev regnbuefarvet, og han grinede højt. ”Jeg foretrak ham lilla. Gult og grønt klæder ham ikke rigtigt, synes jeg. Selvom det passer udmærket til os.” refererede han til deres forskellige kollegier, og så betaget på den store masse af farver, der spillede over rotten, inden han nikkede ved Alex’s næste ord. ”Hvis Dimitri stadig er ligeså original med sine hilsner, som han plejer at være, kan jeg knap vente. Er det kun mig han hilser så originalt og mærkværdigt på, eller er han ligeså uanstændig overfor dig?” påpegede han med et bredt grin, da Alex fortalte at han nok skulle få sin egen hilsen når rotten fik førligheden over sine lemmer igen. Gennem deres venskabsår havde Collin været udsat for mange mærkelige reaktioner fra den rotte, når den så ham.

Det lå nærmest i farvekombinationen, at grævlinge som Collin og slanger som Alex ikke burde synes godt om hinanden. Hvis grøn og gul mødtes, ville de blive til blå. De kunne ikke fungere sammen ifølge naturen. Men det til trods, havde Collin faktisk ikke mødt en bedre slange før – hjælpsom, reel, og morsom. Alex var helt klart en ven i Collins øjne. Og så ikke at forglemme deres fælles irske arv, der bandt dem sammen som to firkløvere. Men man kom ikke udenom at Alex til tider kunne være grum, nærmest på overranden til makaber. Ordene om deres hjemstavn fik omgående Collin til at blive nærværende, og da et hårdt dunk i ryggen afstedkom høj latter fra ham og en albue i siden til Alex, så han ingefærøllene kom hen langs baren. Han skyndte han sig at tage den ene, imens Alex kunne beholde de to andre. ”Vi er jo et tørstigt folkefærd, vi irere. Og hvad der sker når man lægger sig ud med os skal vi nok ikke komme i gang med her, med al respekt til krofatter..” mindede han om, og sendte et oprigtigt smil ned af baren til den mutte kromand, ”Stedet skulle jo gerne blive stående et par år endnu.” fortsatte Collin og nikkede tilfreds, idet Alex i et væk tømte sit første krus med ingefærøl. Han tog sig en solid slurk af sit krus, inden han satte det ned igen.
Makaberheden var at spore i den sætning, som Alex fyrede af bagefter, og det gik ikke Collin forbi. Han kunne være en potentiel morder i det øjeblik, hvis ikke han fik forsonet ham. Heldigvis var Collin vant til at hale kartoflerne ud af ovnen, inden de brændte på. ”Tro mig, det var min gumpetunge stenovn af et hoved, jeg hentydede til. Hvad alt det teoretiske stof angik, klarede jeg vist skærene på bedste vis, takket være dig. Beklageligvis havde jeg bare ikke dit hoved, da jeg stod derinde.” Han trak let på skuldrene, og rystede endnu engang de dystre fremtidsudsigter af sig. Det var faktisk gået fint – han nægtede bare at tro på det. ”Hvordan kunne du dog gætte det?” spurgte han drillende da Alex åbenbart vidste hvordan han var kommet til London, idet han puffede venligt til Alex og tog sig en slurk ingefærøl. ”Det er jo ikke alle af os, der har et kreativt og betalende kæledyr som Dimitri. Jeg kunne ligeså godt lufte børsterne på den gamle Prestissimo. Den står i et skab på Londons Hovedbanegård dækket af en Sløringsbesværgelse, så vi kan følges tilbage, når det bliver tid.” fortalte han muntert, og han betragtede nysgerrigt rotten, idet den hørbart kom til sig selv og begyndte at tømme Alexs ingefærøl. Der var vist en irer gemt i Dimitri. Efter at Alex havde opfordret den til at hilse, satte den sig på bagbenene og lukkede en bøvs af format ud, der fik Collin til at banke hovedet mod bardisken, flad af grin. Det havde han ikke forudset. ”Velbekomme, Dimitri..” fik han klemt ud mellem et grin, inden han rettede sig op, storsmilende. Han så ned på kroejeren og grinede, imens han pegede på rotten. ”Han bekræfter bare kvaliteten af øllet!”

[/justify]

[Alexander Mckinnley]

Alex smilede stort, Collin havde helt ret i at Dimitri var en kreativ og næsten menneskelig rotte, den havde været hans tro ledsager hvor ingen andre havde fulgt ham, den kendte ham bedere end selv Collin gjorde også selvom det var frygtelige ting den oplevede fra tid til anden, frygtelige ting som Alex på sin vis også havde oplevet. Rotten var hans eneste familie og selvom andre havde prøvet sig at nærme ham havde det aldrig rigtigt lykkedes, den eneste der havde haft en moderat mængde succes var Collin.
Den øredøvende bøvs som rotten havde lukket ud havde tiltrukket al opmærksomhed i "Den Utætte kedel", der var totalt stille undtagen fra Collins højlydte grin som Alexander ikke kunne holde sig tilbage fra at springe med på. Krofatters højblå øjne var stift rettet mod Dimitri og han syntes at overhøre Collins forsøg på at retfærdiggøre rottens dårlige manere, Alex kunne ane at de ikke længere var helt velkomne i beværtningen mere og at de hellere måtte se at få drukket ud og komme afsted, forsigtigt lænede han sig mod Collin Jeg tror det er bedst hvis vi bliver færdig, det virker ikke til at der er andre der bryder sig om min kære rottes humor. Alex tømte det sidste af sit glas og ventede kun på Collin, han knipsede med fingrende og Dimitri luskede slukøret over til ham hvor den satte sig så den satdig kunne spytte og hvæse af krofatteren hvis det skulle passe den. Alex var ikke det mindste bange for krofatter, den gamle mand hverken lignede eller føltes som en god troldmand, så skulle det komme til det ville Alex ikke have det mindste problem med at lamme ham, eller det var da hvad han selv var nået frem til. Alex drejede langsomt hoved så han kiggede på Collin igen Jah du er ikke ligefrem en der havde flair for det med teorien, men det skal du ikke bryde dig om mere, du kan helt klart få eliksir på F.U.T niveau... prøv at få det i samme klasse som mig denne gang, det gør det meget nemmere at forklare dig det igen... og igen... og igen, trods den spændte stemning i kroen kunne Alex ikke lade være med at drille Collin med hans let tungnemme forhold til den skriftlige del af eliksir, han var fantastisk til det praktiske, men det haltede med at forstå teorien bag hvilket hurtigt kunne ende i et problem når man havde med eliksire at gøre, en forkert ingrediens eller for meget af det ene og for lidt af det andet kunne ende med alvorlige skader eller sågar at en eller anden døde, Alex havde lovet sig selv aldrig at købe noget Collin havde lavet når han engang blev alkymist, det ville være for stort et sats når han tænkte på hvor meget han selv havde skulle lærer ham udenfor klasseværelset.
Alex forlod sit tankespind og kiggede på Collins krus, I al respekt Collin, men jeg ville sætte pris på hvis du ville gøre vores forfædre stolte og se at blive færdig, Dimitri har vidst sat vores værts gæstfrihed på prøve, Alex kastede et nervøst blik mod krofatter der ikke registerede at en ny kunde var kommet ind, men fortsatte med at stirre på Dimitri der bevægede sig uroligt og nervøst, som om den var ved at blive trængt op i en krog. Langsomt fandt Alex sin tryllestav frem igen og lod den glide op i hans skjorteærme, noget sagde ham at det ikke var en god idé at være i den utætte kedel mere, han greb fat i Dimitri og stoppede den voldsomt ned i skjorten så den lå som en bule omkring hans mave, det kunne godt være det så dumt ud, men det var meget nemmere at forsvare dem begge når den ikke sprang rundt som en vred Terrier