Ubesvarede spørgsmål

[Agnes Llewellyn]

i never cried when i was feeling down
-----------------------------------I'VE ALWAYS BEEN SCARED OF THE SOUND

Klokken havde just passeret halv syv, og dem, der havde været effektive med spisning af aftensmaden, var allerede færdige. Ikke fordi Agnes havde været særlig effektiv, hun havde bare ikke haft nogen særlig appetit, men det var ikke noget nyt. Hun var desuden også meget træt og skulle læse fem kapitler botanik til næste dag, men da ravenclaweleverne ikke havde levet op til deres ry og larmede istedet for at terpe i opholdsstuen, havde hun valgt at gå op på tagterassen. Det var ikke ofte, hun var heroppe, og det var ved et tilfælde, hun var kommet i tanke om det på vej ned fra ravenclawtårnet. Men det var en af de mange ting, der var så godt ved Hogwarts: at man altid kunne finde et nyt sted at være.

Agnes sad på en af stolene på terassen med benene over kors og den store bog hvilende i skødet. Hun havde læst det første kapitel, men var allerede træt. Hun intresserede sig ikke for kaktusser med bylder istedet for torne og især ikke at læse et helt kapitel om dens indre opbygning. Med et suk bladrede hun resten af siderne igennem for blot at blive mere træt, da hun så, hvor meget der var tilbage. Med et dybt suk slog hun op på den side, hun var nået til igen, og gav sig endnu en gang til at læse.

margot hillsbor påklædning ingen noter

[margot]

Margot lod begge de hvide hænder, glide igennem de blonde lokker, før hun villigt proppede dem i bukselommerne. Vejret syntes opsigtsvækkende dårligt, eftersom de tunge skyer langsomt begyndte sin march mod skolens udendørs arealer. Normalt kunne den spinkle heks, Margot Hillsbor, ikke mærke forskel på fornemmelsen, hvad enden det regnede eller ej; I aften havde hun forladt spisesalen, i den overbevisning at det ville være anderledes. Fornemmelsen ville være anderledes. Gangene lå øde hen. Opholdsstuen virkede heller ikke tiltrækkende, og i stedet begyndte hun at skifte kurs; om hvorvidt tagterrassen var ledig eller ej, måtte hun finde ud af, når hun nåede den gældende destination.

Hun mødte enkelte velkendte hoveder, der høfligt sende hende et nik, eller en høflig bemærkning; Var hun ikke Hufflepuff's nye søger? Tillykke med det da, og de så bestemt frem til at se hende spille. Margot brød sig ikke om opmærksomheden, den plads på holdet umiddelbart gav hende. Stadig holdte hun af spillet – og ikke mindst holdkaptajnen, der vist også havde et godt øje til hende. De begyndte snart at træne, og den berusende spænding, hvirvlede igennem hendes magre krop, i det hun drejede om et hjørne, og ende på tagterrassen.

Synet der mødtes hende, fik hendes mave til at vende sig. Ikke mindst af savn og skyldfølelse, men også en uretfærdig vrede syntes at dominere. Et kort øjeblik stod hun blot og betragtede sin tidligere veninde; lod lungerne fyldes med luften omkring sig.

[Agnes Llewellyn]

i never cried when i was feeling down
-----------------------------------I'VE ALWAYS BEEN SCARED OF THE SOUND

Idet Agnes bladrede sløvt i bogen, åbnedes døren ud til terassen. "Her er optaget," sagde hun til den fremmede uden at kigge op og lavede en slap bevægelse med den ene hånd som for at vifte personen væk. Men det føltes stadig som om, nogen betragtede hende, og hun kiggede derfor op. Ved synet af den lille, blonde skikkelse stivnede Agnes, som om hun havde set sin egen boggart, og hun glemte alt om den bog, der lå i hendes skød, og bladrede livligt den forkerte vej, da en brise havde fået fat i siderne.

Stilheden tog over, og det eneste, der var at høre, var uglernes tuden fra ugleriet. Agnes lagde overhovedet ikke mærke til stilheden, der ikke kunne være andet end akavet, da hendes tanker larmede som et orkester bestående af hundrede forskellige musikere, der alle spillede deres egen melodi. Gennem virvaret af ustyrlige tanker, kom hun pludselig i tanke om episoden ved det store vindue, hvor Margot bare havde gået fra hende. Hun følte pludselig en skjult vrede ulme indeni sig, og hun rettede sig derfor op, mens hendes hånd strammede grebet om stolearmlænet, og bestemte sig for, at Margot ikke skulle gå fra hende uden at have fået en udskældning (grundlaget for det stadig uopklaret).

Da Agnes fik liv i øjnene, der var blevet blanke, mens hun tænkte, åbnede hun munden. "Jeg hører, du er blevet optaget på Quidditchholdet," sagde hun hurtigt og forblev udtryksløst i ansigtet. "Tillykke," tilføjede hun og formede pludselig et besynderligt smil, der ikke sagde noget. Så sagde hun ikke mere.

margot hillsbor påklædning ingen noter