|
|
Post by Emrys Cadwallader on May 12, 2011 23:00:48 GMT 1
I selv den mindste forret var der gemt den største magi. Forretten var det røde velourtæppe, der dækkede teatrets overdådige scene; den var indpakningen på den største julegave under juletræet. Den var blot iscenesat for at pirre den spisendes smagsløg endnu mere og være så udsøgt, at den fik dem til at se frem til selve gaven: hovedretten. En god forret burde ikke mætte sin modtager; den burde gøre sin modstander sulten. Efter mere af samme kulinariske skuffe. Det var netop sådan en forret, som Emrys Cadwallader nu stod og beskuede fra sin strategiske plads i det bagerste hjørne af tagterrassen, længst væk fra den eneste dør, der førte derop. Selvom det måske ikke så ud af meget ved første øjekast, var han sikker på at han opfyldte de kriterier, som den kræsne snog Evelynn Ivory havde givet ham ved deres sidste møde. Han havde en måned til at vise hans kunnen frem. Det eneste krav var blot, at det skulle være kreativt og nyt. Og privat. Der skulle bruges nye eksotiske krydderier i retten. Men det havde nu heller ikke været problemet at finde nyt krydderi, bemærkede Emrys mentalt, idet han atter hævede tryllestaven og gjorde den vage magiske tåge, der slørede hele tagterrassen bortset fra en lille cirkel i midten, endnu tykkere.
Mørket var allerede som følge af den stadig vagt lurende forår faldet tidligt på, og i stedet havde han illumineret samtlige trappetrin fra 7. sal til terrassen, med små magiske flammer i lerpotter samt et spillekort, der lå på hvert eneste trappetrin. Der manglede kun to kort: spar es og spar hjerter. Som han havde i lommen. Han havde endda stillet et sort lys på sidste trappetrin ved siden af en fortryllet brændende pind, hvor han havde sat en lille seddel på lyset: Tænd mig, ligesom at han på døren ind til tagterrassen havde skrevet: Saml spillekortene. og markeret pergamentet med et grønt E. E for Emrys og E for Evelynn. Det var nærmest Lewis Carroll kombineret med Charles Dickens. Hun havde givet ham en måned. Og han havde besluttet sig for, at han igennem den måned ville servere forskellige retter for hende. En spændende forret, en mættende hovedret, og en dessert som kronen på værket.. måske med enkelte sideretter, afhængig af hvordan middagen ville skride frem. De skulle mætte, men ikke afskrække. Han kunne mærke, hvordan alene tanken om hendes entré og ankomst til terrassen gjorde ham en anelse ængstelig, og let løsnede han det mørke slips. Han kunne ikke vinde en sejr alene på udsmykning. Det var kun illusionen. Han måtte overbevise sit publikum om sin magi ved også at trylle selv.. hun kunne fortrylle ham. Nu måtte han forsøge at vise, at han heller ikke selv var uden formåen. Selvom hun overgik ham.
Men selve labyrinten, som hun ville skulle igennem, var ikke det interessante. Det var blot et visuelt trick, en illusion for at føre hende på rette spor i mørket. Det interessante var den mad, som hun ville finde for enden af den. Han smilede, idet han trådte ind gennem den fremkaldte tåge og trådte hen ved den cirkel, som der var blevet skånet for tåge. Midt i den, halvt illumineret af det lys Emrys selv havde tændt i mørket og som stod og dryppede stearin på fliserne, stod der en lille tallerken på en piedestal sammen med to små flakoner, begge indholdende en lilla substans. Og bemærkelsesværdigt nok var dette hvad der havde taget længst tid at lave. Men han regnede til gengæld også med at det måske var disse flasker, hun ville blive mest fanget af. De bar ligheden til en gift, de netop havde haft om i Eliksir, perfekt og Emrys var sikker på, at havde han ikke erstattet doxyvinge med uskadelige kirsebær, kunne han have forgiftet nogen som en ægte slange. Han kastede et nonchalant blik ned på lommeuret i hans lomme, og glattede på den mørke jakkesæt han havde iført sig til anledningen. Håret så yderligere anderledes ud, og var blevet let redt ud til at udgøre en klædelig krøllet sidelok. Efter at have tilfredsstillet sig ved at se tidspunktet halv otte på uret, tog han de to flasker og lagde ned i lommen, hvorefter han tog sit eget sorte lys op og trådte hen i skyggen, væk fra døren. Dog så han stadig havde udsyn. Han ville gerne se sin dronnings entré, når hun snart skulle gøre sin formfuldendte entré. Såfremt hun stadig var sulten. Men det havde Emrys nu alle forventninger om at hun var, hvis han kendte hende ret – og hun stadig accepterede sin udfordring. Der var næppe nogle slanger, der ikke ville sætte tænderne i et bytte, hvis først det var indenfor rækkevidde.
|
|
|
|
Post by Evelynn Rose Ivory on Jun 16, 2011 20:05:01 GMT 1
Egentlig var Evelynn langt fra typen, der direkte glædede sig til aftaler, hun havde lavet med fyre. De var der på en eller anden måde bare og så skulle de overholdes. Så smuttede man lige i et sæt tøj og så ud for at erobre verden, men det havde været en helt anden følelse at modtage uglen fra Emrys med tidspunktet til deres næste møde. Hun havde stillet et skakbræt frem og han havde valgt at tage sit første træk, nu var det hendes tur. Efter undervisningen var hun derfor marcheret direkte ned i krypten og ind på pigernes sovesal, hvor hun så havde prøvet tøj. Lidt efter havde hun taget sig til takke med et sæt og var trukket i tøjet, for hurtigt at søge op mod tagterrassen, hvor hun havde fundet den lille seddel. Et slankt øjenbryn hævedes, før hun skubbede døren åben. Hendes blik faldt selvfølgelig straks på spillekortet, der lå på første trin og i en langtrukken bevægelse bukkede hun sig ned for at samle det op. Sådan fortsatte hun op ad trapperne, kunne ikke helt lade være at mærke den lette kildren i maven, som de små spændingssommerfugle bragte med sig, da de så fint strøg deres bløde vinger mod hendes indersider. Ja, det var næsten som første skoledag igen. Den kriblende nervøsitet, som hun egentlig ikke normalt tillod sig selv at føle, men alligevel ikke der kunne skubbe væk, fordi hun måtte se, hvad der ventede, og da det gik op for hende, at ingen betragtede hende, satte hun tempoet op, samlede kortene i forhøjet tempo og begav sig med bankende hjerte mod det sidste trin.
De klare, blå øjne knebedes let sammen ved synet af lyset, der stod og ventede på hende med den brændende pind ved sin side, og i en bevægelse, der kunne have været en dronning værdig, lagde hun fingrene om pinden og førte den til lyset, fulgte hans instruktioner til punkt og prikke. Som et lille barn, der venter på juleaften, kunne Evelynn næsten ikke vente med at se, hvad han havde planlagt til hende efter den lille leg, han havde haft kørende på vejen derop. Slangen havde tilfredst suget hver detalje til sig, bemærket de to manglende kort i bunken og nydt, hvordan han havde anrettet det. Selvfølgelig var det ikke noget, han skulle vide, så hendes tilfredshed sank tilbage til en svag trækning i den ene mundvig, der dannede et udspekuleret skævt smil, som det oftest var at finde hendes ansigt lyst op af, før hun trådte igennem tågen og ind på den illuminerede del af tagterrassen. Som altid fulgte de lette ’klik’ mod fliserne hendes gang, der ikke var målrettet og fast, som den ellers plejede, men derimod kun små, vage lyde, mens hun bevægede sig ind mod midten.
NOTES: ked af længden, kære Emrys, men synes du har ventet nok i forvejen (=
|
|
|
|
Post by Emrys Cadwallader on Aug 5, 2011 16:49:04 GMT 1
Fra hans afsides position i dørens skygge havde Emrys uovertruffen udsyn til Evelynns elegante entré på første parket, da hun som en yndefuld regent betrådte sin slagmark med vagt hørlige klik. Hun havde beæret ham med en audiens, havde besvaret hans udfordring – og nu spidsede spillet til. Forsigtigt illuminerede han sit lille lys med et vift med sin tryllestav, inden han skærmede han sin lille kerte med en kuplet hånd. Han havde ingen fornemmelse af om han havde gemt sig i skyggerne i et kort eller længere tidsrum – og skulle han endelig have haft en anelse om hvilken del af spektret han befandt sig i, fordampede den som regndråber på et blad ved hendes tilsynekomst. Uvilkårligt støttede han let sin venstre hånd op af de kølige sten for bedre at kunne strække halsen ud og nyde synet af hende. Hun virkede nærmest uvirkelig, alt for underskøn til at være i hans nærhed; alle disse mentale bemærkninger registrerede han liggende i hans hoved som en tåge, men de overdøvedes af det væld af beundring, fascination og den susefulde følelse, der gik igennem ham. Sindrigt. var den eneste tanke, der fik kæmpet sig frem i hans hoved. Det føltes som om der ikke var nogle sten under hans fødder, og han ænsede knap den støttende mur under hans fingerspidser, da han rettede sig op og registrerede den virkelige kølighed i håndfladen. Han drømte ikke. Som hun stod midt ude på terrassen med den pistaciegrønne kjole smygende omkring hende som et kælent stykke silke, brød et skælmsk smil frem på hans ansigt, inden han trådte ud af skyggen og bevægede sig hen mod hendes ryg med alt i ham anspændt som den førstanslåede streng på en cello.
Alt havde været planlagt til mindste detalje, og det var kulminationen på det planlagte spil at se hende stå foran ham, klar til at spille spillet ud. Der ville være kamp til stregen givet af en værdig modstander, og resultatet var alt andet end givet på forhånd. Uden at afsløre sig selv havde han betragtet hende fra ryggen, men trådte nu ind foran hende for at kaste terningerne. Og forfra ydede hun fuld retfærdighed til de forventninger, han havde næret gennem hendes ryg. Stilheden dominerede først, idet han samlede sine tanker om den første sætning. Forretten var vigtig – den satte forventningen i vejret efter hovedretten. Det samme gjaldt hans ord. De første ord slog tonen an. Det var svært at tale som han plejede, når hendes blotte tilstedeværelse og tanken om det foretagende han havde for, bandt en knude på hans tunge og tørlagte hans store farvand af ord. For et øjeblik glemte han at han stod overfor en fjende – sin politiske modstander, en konkurrent på vejen til succes, og stille viskedes de linjer ud, han ellers altid tænkte stod imellem dem. En tanke, som visnede mere og mere, jo længere tid der gik.
”Hvilken udsøgt fornøjelse at se stjernerne på allertætteste hold blive overstrålet af en regent, der er dem meget deres overkvinde. Godaften, Evelynn.” hilste han hende og bukkede dybt. ”Man skulle jo tro at det var dig, der serverede et kulinarisk mesterværk for mig, skælmske Evelynn – og ikke at det forholder sig omvendt.” bemærkede han i et anerkendende tonefald og lod sine øjne dvæle tilfreds på hende. Det var endnu ikke tid til at spille sine esser ud, og han mindede sig selv om deres midlertidige bosted, inden han talte igen. ”Du har besejret mørket med et lille stearinlys. Du har overvundet en labyrint af kort med din egen hånd. Du har gennemlevet illusionen og set sandheden bag sløret. Du må være skrupsulten efter de anstrengelser.” påpegede han smilende, inden han vendte sig om, satte lyset og vendte tomhændet tilbage. Op af lommen fremtryllede han de små flasker. ”Men først: en velkomstdrink. En gift passende for en skøn slange.” sagde han og holdt en af flaskerne frem mod hende. ”Den bærer en slående lighed til Månehvirvelsgiften. Men skindet bedrager i dette tilfælde.” forsikrede han hende, inden han hævede et øjenbryn og smilede filosofisk. ”Jeg er ikke så sikker i min sag, hvad angår du, skønne slange. Bedrager skindet mig her? Er du som dødbringende gift for mig og vil forårsage min undergang, eller vil min længsel efter den forbudte gunst forgive mig til sidst?” musede han med en stunds stilhed til følge. På en gang vidste han at hun var farlig – og samtidig ville han med glæde indlade sig til at lege med denne fare. Smilet bredte sig ud som en vifte over hans ansigt. ”Man må aldrig undervurdere en slange. Enhver slange har sin gift og kan besnære den, de ønsker. En skål for en kulinarisk udfordring til din ære, Evelynn..” tilføjede han med en let knejsen med hovedet til følge, inden han drak indholdet i flasken.
[/justify] |
|
