Shouldn't you be sleeping? [I]

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Det var natten op til den dag juleballet lå på. Langt de fleste havde bestemt sig for at få en god nats søvn, og det var vel forståeligt nok. Alle ville jo være veludhvilede til denne fest, som var årets højdepunkt, for mange. Det at sove skulle både hjælpe på udseendet, og forbedre chancerne for at man kunne holde sig vågen langt ud på natten. I pigernes sovesal blev søvn nærmest dyrket som en sport, og ve den der kom til at vække de andre fra skønhedssøvnen!
Lousiana skulle ikke til juleballet. Der var flere grunde til det, for det første havde hun igen date, for det andet havde hun ingen kjole og for det tredje havde hun ikke ligefrem lyst til at bruge hele sin aften i en overfyldt festsal. Det var grunden til at hun ikke tog sin nattesøvn særlig alvorligt, og det var nok derfor hun var vågen, selvom det var ved at være et godt stykke efter midnat. Da Lousiana havde følt sig temmelig sikker på, at der ikke ville dukke andre op, var hun gået ned i opholdsstuen, i sin pyjamas. Sådan undgik hun også at vække nogen ved en fejl.

Hun havde vel siddet der omkring en halv time nu. Hun sad på sofaens armlæn, og havde lagt sin dukke på sine lår. Hun havde aldrig helt givet slip på den dukke, som var hendes eneste legetøj som barn. Hun sad og rokkede en smule frem og tilbage, men hun aede sin dukke (Sasha) over hovedet, og nynnede gamle børnesange. Hvis ikke hun havde været så stor som hun var, og hendes kvindelige former kunne skimtes under nattøjet, kunne hun sagtens have gået for at være et barn.
Rundt om hendes vimsede op til flere husalfer. De var ved at gøre rent i opholdsstuen, men havde nu forstået at hun ikke var til at komme i kontakt med. De havde selvfølgelig spurgt hende, om der var noget de kunne hjælpe hende med, men da de hver især nåede frem til at hun ikke havde tænkt sig at svare, fortsatte de bare rengøringen.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 348
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Aiden havde skam planer om at tage med til ballet. Han kunne ikke så godt lade være af flere grunde, dels fordi han elskede fest og farver, dels fordi han havde en aftale med Adam og Rachel, en hemmelig plan om at sætte gang i festlighederne og sidst men ikke mindst fordi han for første gang i de syv år han havde gået på skolen havde inviteret en pige med til ballet. Nemlig Lou, holdet anfører og hans bedste ven gennem mange år. Han havde dog ikke haft særlig meget held med at forsøge på at sove og var derfor endt med at ligge og kigge på i loftet i flere timer mens hans tænkte flere ligegyldige tanker igennem. efter flere timer hvor han havde lyttede til de sovende drenges snorken, lyden af sengen da gav sig når de vendte sig og de få af dem der sagde noget i søvne besluttede han sig for at forlade sengen hvilket han gjorde ret lydløst.

Han gik ned ad trapperne mod opholdsstuen i lette lydløse skridt. Hans blik gled rundt på de små husalfer som lallede rundt og samlede ting sammen der lå rundt og flød. Det var som om de ikke så ham hvilket passede ham fint. Han smuttede hen til sofaen, hans yndlingssofa og standsede dog da han opdagede at den ikke var tom. Det to ham ikke spor lang tid at finde ud af hvem det var, Lousiana var trods alt en af dem han kendte ret godt. en af de elever han havde ”beskyttede” og kæmpede for når der var blevet trådt på dem eller bare gjort nar af dem. Hun var speciel på mange punkter og han nød faktisk hendes selskab selvom hun ikke sagde spor meget. Han var selv iført løse bukser i sort og en grå trøje. ”Heej” hilste han med en hviskende stemme og satte sig roligt ned ved siden af hende på sofaen. Synet af dukken i hendes hånd gjorde ham intet, nogen kaldte hende for freak fordi hun var så underlig.. han foretrak at kalde hende for..unik.


¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words: 345
Notes: Nope
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Lousiana havde ikke hørt Aiden komme ned af trapperne. Han bevægede sig meget stille, og hun var selv meget koncentreret. Hun forsøgte, efter bedste evne, at fortælle en godnathistorie til Sasha. Det hun fortalte var sin egen version af ”Hare Hop og Skvadderstubben”. Hun havde fået den læst højt for sig, dengang alt stadig var godt, men hun huskede den kun svagt. Den historie hun fortalte sin dukke, bestod nærmere at spredte brudstykker fra historien. Hvis man som udefrastående lyttede til det, ville det højest sandsynligt, tage noget tid før man regnede ud hvilken historie der var tale om.
Da Aiden satte sig ned ved siden af hende, trak hun sig lidt sammen, med det var først da han sagde noget, hun virkelig reagerede på hans tilstedeværelse. Det første hun gjorde, var at slå sit hår ned, så det dækkede tatoveringen i hendes nakke. Hun gjorde det med hurtige og næsten febrilske bevægelser. Hun håbede at han ikke havde nået at se de hidsige bogstaver, der tilsammen dannede ordet ”mudblood”, og egentlig mindede lidt som en slags varemærkning.

Da hun havde dækket sin nakke, og sin uønskede tatovering, rettede hun blikket rigtigt mod Aiden. Hun var glad for at se ham, og det viste sig ved et kort glimt i hendes øjne. Hun trak også en smule på smilebåndet, men det forsvandt meget hurtigt igen. ”Hej.. Aiden..” Hendes stemme var lav og spinkel, og hun man kunne høre på hendes tale at hun stadig var en smule fraværende, og faktisk havde været nødt til at tænke over den korte sætning. Hun trak Sasha op mod sig bryst, og holdt dukken ind mod sig som et lille barn, mens hun stadig vuggede en smule frem og tilbage. Hun havde været gravid for et år siden, længe nok til at det instinktive modergen var dukket op, og aldrig helt var forsvundet igen. Det var derfor hun havde taget Sasha med sig op på skolen igen, selvom hun egentlig havde været i stand til at undvære den i et langt stykke tid før det.
Mens hun holdt dukken tæt ind mod sit bryst, aede hun den fortsat over håret med den ene hånd.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 360
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Det undrede ham endelig ikke at hun ikke havde hørt ham komme, dels fordi hun altid var sådan i sin egen verden og dels fordi han bevægede sig meget stille på fødderne havde han fået fortalt. Hans pande rynkede sig en smule sammen da hun trak sig sammen men den rynke forsvandt også ret hurtigt. Hans blik gled hen over en alf der kom hen imod dem men inden denne havde åbnet munden rystede Aiden på hovedet og denne smuttede igen. Disse væsner var ret hjælpsomme men nogen gang kunne de blive for meget. Han anede ikke hvor længe hun havde siddet dernede men under al den tid havde de sikkert snakkede med hende flere gange ikke at hun ville have bemærket dem. Han havde hørt hende sidde og mumle et eller andet men han forstod ikke helt hvad hun sagde til dukken. For ham var det virkelig usammenhængende men nogle få ord gjorde det ham klart at hun fortalte, eller forsøgte på at fortælle en historie, en historie han selv havde fået fortalt som barn. Han bemærkede da hun dækkede sin nakke og så undrende til uden at sige noget. Han anede ikke hvad det var men det havde lignede skrift. Det var mørkt så det var svært at se, det kunne også have være et blåt mærke?


Hans blik hvilede roligt og alt andet end vredt eller dømmende på hende. mange så på hende med blikke der tydede på at de ikke brød sig om hende, var bange for hende eller syntes at hun var et misfoster. Selv havde han aldrig set sådan på hende og han var endelig glad for at hun nærede den smule tillid hun gjorde for det var meget i forhold til hvad hun nærede for andre. Da hun hilste tilbage smilede han et af sine varme smil og satte sig blot tilrette på sofaen ”Kan du ikke sove..?” spurgte han mest for at høre om nogen han generet hende, hun var trods alt fra en årgang under ham så de havde ikke nogen timer sammen og derfor kunne han ikke altid være der for hende han fik dog tit at vide om nogen havde generet hende med noget gennem de andre Gryffendor elever, for de vidste hvordan han var overfor hende."Er der nogen der har slået eller generet dig?" Hun var igen blevet fraværende men det generet ham ikke han betragtede hende da hun knugede dukken ind til sig og genkaldte sig historien han havde hørt om at hun var blevet gravid. Om det passede eller bare var rygter anede han ikke.


¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words: 345
Notes: Nope
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Rygtet om hendes graviditet havde gået umiddelbart efter juleferien, der forrige år, og det havde Lousiana været klar over. Hendes adoptivsøskende gik på Hogwarts ligesom hende selv, og hun var ikke i tvivl om at det var en af dem der havde lækket det. Heldigvis var rygtet gået i sig selv igen, efter et stykke tid. Lousiana havde selv forsøgt at lade være med at vise noget, men dem der kendte hende godt, havde sikket lagt mærke til at hun havde været mere tavs end normalt, i den periode. Men det var der vel ikke noget underligt i, det var ikke ligefrem et behageligt rygte.
Hun lagde Sasha ned på sine lår, og så på Aiden da han talte videre. Hun gjorde det tydeligt at hun lyttede, ved at tilte hovedet en lille smule. Han spørgsmål kom vel ikke rigtigt bag på hende. Faktisk var det ret normalt at netop han stillede det spørgsmål, og Lousiana stolede nok på ham til at svare ærligt. Så ærligt som hun turde, i hvert fald. Der var også grænser for hvem hun turde sladre om. Der var blandt andet flere på Slytherin hun aldrig ville sladre om til Aiden.

Hun så et kort øjeblik ud som om hun ville ryste på hovedet. Så var det som om hun ombestemte sig, men aldrig rigtig kom længere. Hun bed i sin underlæbe og kærtegnede sin dukkes ansigt, mens hun tænkte, og mumlede svagt i en næsten uhørlig tone. ”Sasha kan ikke lide det.. Hun er bange.. Sasha..” Først tænkte hun over hvem der havde været i dag, og hvorfor hun ikke kunne sove. Et eller andet sted dybt inde i hende, var det dog som om tankerækken tog et kæmpe spring, og ud af det rene ingenting kom hendes næste sætning. ”Sofia skriver på mig… Nogle gange… Charles gør så jeg ikke kan sove” Hendes stemme var usædvanligt spinkel, selv taget i betragtning at den også normalt virkede meget barnlig og lille. Om Aiden kendte navnene på hendes adoptivforældre, vidste hun ikke, og faktisk var hun knapt nok klar over at hun havde sladret om dem endnu.
Det gik dog op for hende kort efter, og hun så forskrækket op fra sin dukke. Hendes øjne var i lang tid ekstra store og udspilede, og hun kunne helt bestemt forveksles med et skræmt dyr. Hun trak sig instinktivt væk, da hendes instinkt havde lært, at den slags afsløringer kaldte på tæsk. Uheldigvis for hende, sad hun allerede på sofaens armlæn, og hun rykkede sig dermed ud af sofaen. Det havde forbipasseret hendes opmærksomhed, og derfor landede hun på gulvet med et tungt bump.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 437
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Aiden havde betragtede hende med et roligt udtryk i øjnene. At det tog hende tid at svar og at hun skiftede mening, eller så ud til at skifte mening hvad hendes svar angik var der intet nyt i. Han var altid tålmodig og ventede altid tavst på et svar mens han fulgte hende med et opmærksomt blik. De to havde kendt hinanden et godt stykke tid men aldrig havde Aiden spurgt ind til hende, og grunden til at hun var som hun var. Folk spurgte ham altid i starten om hvad der var galt med hende i den tro at hun havde fortalt ham noget. Folk troede ikke på ham når han sagde at han ikke anede noget, de troede at han skjulte det fordi Lousiana ikke ønskede at nogen skulle få noget at vide. Han forstod udmærket at folk troede sådan, ja for han ville ikke fortælle dem det selv hvis han vidste det, altså medmindre hun gav ham lov til det og han troede det ikke. Desuden havde han ikke spurgt om det nærmest for at gøre hende det klart at han ikke passede på hende fordi han havde sympati for hende, men fordi han synes om hende og at han ønskede at beskytte hende som han beskyttede sine egne søstre.

Da hun endelig så ud til at ville svar betragtede han hende ganske roligt og uden så meget som at se ivrig ud eller presse hende til at sige det hun ønskede at sige. Da hun snakkede og han opfattede ordene kunne han ikke få nogen mening. Hvis hun udtrykte sin egen frygt ved at sige at Sasha var bange måtte nogen have skræmt hende på en eller anden måde igen, noget sagde ham dog at det ikke var nogen elever fra skolen denne gang. Da hun ikke fuldførte sætning valgte han ikke at sige noget men lod hende tænke sig om. Det næste hun sagde fik ham til at glo på hende og blinke flere gange. Jo han vidste hvem hun snakkede om, hendes forældre..eller rettere adoptivforældre… men hvad mente hun helt med at de skrev på hende ”Skriver på dig?? Holder dig vågen..på hvilke måde?” sagde han spørgende. Han bemærkede at der var noget galt, det var som om noget pludselig var gået op for hende og alarmklokkerne ringede. Det næste der skete nåede han ikke at forhindre, da hun faldt rejste han sig hurtigt op og var henne ved hende. Han satte sig på hug og hjalp hende op at sidde på sofaen igen mens han selv satte sig på sofabordet. Hun så helt vildt skræmt ud, som et dyr der blev jagtede. ”Lousiana..Lousiana…Lou..høre på mig!” hviskede han ikke særlig højt men intenst, han ville næppe vække hele huset ved at råbe og hviskede derfor ”Ingen gøre dig noget.. her er du i sikkerhed” sagde han med et intenst blik og en intens stemme.



¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words:480
Notes: Nope
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Da Aiden kom hen ved siden af Lousiana, mens hun stadig lå på gulvet, så hun i et stykke tid direkte op i loftet. Hun have slået sin ryg og sit hoved da hun faldt ned, men med tiden var hun blevet for hærdet til at registrere den slags småskader. Det der i virkeligheden tog hende tid, var at komme sig over det hun havde gjort. Først efter nogle sekunder drejede hun hovedet og så på ham. Hun ville ønske at Aiden kunne være hendes rigtige storebror, og at Aidens familie kunne være hendes rigtige familie. Hun kunne ikke komme i tanke om en eneste Ivory, som havde tilhørt slangerne. Ikke en eneste, og selv hvis hun kunne, ville familien jo stadig have Aiden. Aiden var altid gode nyheder.
Hun fulgte en smule modvilligt med tilbage til sofaen, og greb i farten sin dukke. Hun kunne ikke bare efterlade Sasha på gulvet. Da han havde placeret hende på sofaen, lagde hun Sasha ved siden af sig, og sad efterfølgende og vred sine hænder febrilsk, mens hun stirrede ned mod gulvet. Hun var ikke bare bange, hun var rædselsslagen, og alene det at hun ikke forsøgte at stikke af op til sin sovesal, var et kæmpe tillidstegn fra hendes side. Det håbede hun et eller andet sted, at han forstod.

Hun havde set meget fast ned mod jorden, men da han hviskede af hende, i samme tone som en råben, løftede hun meget hurtigt sit blik. Hun så på ham med øjne der næsten var så store som tekopper og et oprigtigt skræmt ansigtsudtryk. Han forsøg på at berolige hende hjalp ikke synderligt meget, faktisk så det ud til at have den modsatte virkning. Hun begyndte at ryste langsomt og mekanisk på hovedet, mens hun rokkede svagt frem og tilbage i sofaen, som om hun prøvede at lulle sig selv i søvn. Der gik kun meget lidt tid før hun manisk begyndte på en ren messe af benægtelse. Hogwarts var ikke sikkert, hendes to adoptivsøskende gik der. De ville finde ud af det, hvis hun afslørede dem. De ville vide at Aiden vidste alting, og de ville sige det videre til Sofia og Charles og hendes liv ville blive et rent helvede på jord.
På en eller anden måde lykkedes det hende at komme til at sidde stille, efter hun kort havde rystet så voldsomt på hovedet at hende hår havde fløjet rundt, og nu lå hen over den ene skulder. Hendes tatovering med de hidsige bogstaver var på den måde blevet helt synlig, specielt for husalferne der gik rundt bag dem, og tydeligt prøvede at ignorere optrinnet. Hendes blik hvilede på Aiden endnu et stykke tid og hun hviskede så lavt hun overhovedet kunne, med en let skælvende stemme ”Du må ikke sige det til de andre” Hun så kort ned på sine lår, før hun igen rettede sit bedende blik mod Aiden.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 483
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Hun havde ikke ømmet sig eller noget så han anede ikke om hun var kommet noget til, I hvert fald var det ikke spor slemt ellers havde hun vel sagt noget? Og dog! Han havde aldrig hørt hende ømme sig, set hende skræmt ja og grædende et par gange os men han havde ikke hørt hende brokke sig over slag eller noget fra de elever der generet hende. Hun sagde generelt ikke spor meget og var for det meste alene, at hun ønskede ham som storebror havde han ingen anelse om for ikke engang deres underlig forhold snakkede de om og det ville højst sandsynligt komme bag på ham hvis hun sagde det på et tidspunkt, glæde ham selvfølgelig men stadig overraske ham. at han var venlig mod hende og at ingen fra hans familie havde generet hende ville ikke rigtigt komme bag på ham, Ivoryslægten var langt anderledes end andre slægter. Selv kendte han ingen fra familien der havde tilhørt Slytherin, de fleste var Gryffendor og så var der enkelte der var Ravevclaw eller Hufflepuff, blandt andet hans egen lillesøster der var Raven-elev og hans kusine som var Hufflepuff. Han kunne se hendes modvilje mod at rejse sig fra gulvet men han havde været bestemt nok og hun havde fulgt modvilligt med. Hun så ud til at være helt ud af den og det undrede ham en smule men han skubbede sin underen til side og fokuseret på hende i stedet for.

Da hun løftede sit blik og så på ham kunne han se at hans ord, eller måske tonen i hans stemme havde skræmt hende mere end gjort gavn. Han bed sig i underlæben og tog hendes hænder i sine ”Lousi.. Lou.. rolig.. ingen gør dig noget her.. dine adoptivforældre er ikke her på skolen, dine adoptivsøskende går på andre kollegier.. ingen andre end mig ved det og jeg siger intet” sagde han beroligende, med en blid og rolig stemme. Han strøg blidt hendes kind og lod sit blik møde hendes ”Ingen vil nogensinde gøre dig noget så længe jeg er her.. det lover jeg dig.. og din hemmelighed vil jeg aldrig røbe ikke engang hvis jeg bliver truet på livet” hans ord lød oprigtige og han var oprigtig. Han havde ingen planer om at røbe noget for nogen og han ingen vil kunne få det ud af ham så stædig var han, at miste livet i en god sags tjeneste eller for at beskytte sne venner eller familie. Husalfanerne bemærkede han ikke selv, han havde set dem lalle rundt i så mange år at han ikke bemærkede dem længere.




¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words:432
Notes: Nope
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Da han tog hendes hænder, holdt hun tæt fast om dem. Som om de på en eller anden måde udgjorde hende redningsflåde, og hun var ved at synke. Hendes hænder rystede voldsomt, og hun tog sig gevaldigt sammen for at få dem en smule under kontrol, ligesom hun også gjorde sig umage for at forsøge at slappe lidt af og lade være med at hyperventilere. Hans berøring hjalp på det hele, det var som om den holdt hende jordbunden. Som om den på en eller anden måde, sørgede for at hun holdt sig til virkeligheden. Hvis ikke han havde haft fat i hendes hænder, havde hun sikkert allerede befundet sig i en verden af vrangforestillinger, samt Sofia og Charles.
Efter en dyb indånding, så hun ud til at slappe mere af igen. Det skræmte udtryk var næsten forsvundet og blevet erstattet af en langt mere alvorlig mine. Der var hul på det nu. Hun blev vel nødt til at fortælle Aiden resten. Hun havde stadig ikke glemt at han havde set ret uforstående ud, da hun først nævnte det, for omtrent 5 minutter siden. Faktisk, kunne hun vel ikke være andet bekendt end at forklare ham det.

Hun lænede sig lidt frem mod ham og sænkede sin stemme betydeligt. ”Du skal sige til alferne, at de ikke må sige noget” Hun så alvorligt på ham, og hendes stemme passede fuldstændig til hendes blik. Man kunne selvfølgelig sige at hun selv kunne sige det til husalferne, men hun ville med det samme gå imod. I det hjem Lousiana kom fra, havde husalfen fået til ordre ikke at adlyde hende. Derfor havde hun lært at hun ikke kunne bede husalfer om noget som helst, og hun troede fuldt og fast på dette. Faktisk betragtede hun det næsten som en naturlov.
Da hun var sikker på at Aiden nok skulle gøre noget ved husalferne, tog hun kun kort tid, før hun vendte sig om. Hun satte sig på knæ foran sofaen, og bøjede hovedet let ned mod gulvet. Derefter fjernede hun forsigtigt håret der dækkede hendes nakke, så den ufrivillige tatovering stod klart frem for Aiden. Hun havde fået den da hun var, omkring 8 år. Hun var ikke helt sikker, for hendes fødselsdag blev ikke fejret i familien. Det hun kunne huske var dog hvordan hun havde skreget, og vredet sig for at komme fri, lige indtil hun var blevet ramt af en lammer. De første to bogstaver bar tydeligt præg af at hun havde kæmpet imod, men efter det bar de i højere grad præg af vrede og det faktum at Sofia havde en utroligt hidsig og kantet håndkrift.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 438
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤


Han kunne mærke hendes faste greb om hans hænder, det gjorde ikke på nogen måde ondt men alligevel undrede det faste greb ham en del. Det gjorde ham bevidst om at hun sagtens vil kunne bruge nævnerne hvis hun ønskede det men at der alligevel var noget der holdt hende fra at forsvar sig. Han kunne føle hvordan hendes hænder rystede og holdt dem fortsat roligt og fast med sine egne næver mens hans blik fangede hendes og han så på hende med et beroligende blik. Han forsøgte at fortælle hende gennem blikket at det hele nok skulle gå, at han var der for hende at hun ikke skulle frygte for noget eller frygte nogen i det hele taget. Han betragtede hende mens hun trak vejret dybt og bemærkede hvordan hun slappede mere af hvilket beroligede ham en del. Han kunne se at det skræmte udtryk var blevet byttet ud med en alvor han ikke så på hende så tit. Hun virkede altid så fraværende, i sin egen verden som han snart fik indblik selvom han ikke vidste at han ville mens han sad der og betragtede hende. han ønskede virkelig at hun skulle forklar, fortælle og dele sin hemmelighed med ham, ikke fordi han elskede hemmeligheder eller gossip for den type var han ikke, han var tværtimod typen der elskede at hjælpe folk med at løse deres problemer selvom denne måske ikke bare lige kunne løses uden videre.


Han så på hende med et roligt blik og en alvorlig mine da hun lænede sig frem mod ham. Hendes stemme var så lav at han kun opfattede den svagt. Hendes ord kom dog bag på ham.. hvorfor sagde hun det ikke selv?? De lyttede vel lige så meget til hende som de lyttede til ham, han trak dog på skuldrende og vendte blikket mod en husalf som stod tæt på ham ”Kom her” alfen var straks henne ved ham og så afventende på en ordre ”Tag dine små venner og smut med jer” sagde han med en rolig stemme. Han følte sig spændt i hele kroppen for han vidste at det Lousiana ville fortælle var vigtigt og nok ret overraskende. Husalfen så ikke videre tilfreds ud men nikkede og inden der var gået mange sekunder var husalferne helt væk. Tilbage var opholdsstuen ren og helt stille foruden de to personers vejrtrækning var der ikke andet end den knitrende ild i kaminen der lavede lyde. Hans blik blev vendt mod Lousiana igen og han lod hovedet glide på skrå mens han så afventende på hende. Han betragtede hende med et undrende blik mens hun ændrede på sin stilling og nu sad på knæ med ryggen til ham, han sagde dog intet så blot afventende på hende for han vidste at der var noget hun ville gøre eller vise. Da hun fjernede håret kunne han se bogstaverne ret tydeligt først var han så overrasket at bogstaverne ikke gav nogen form for betydning for ham, men da han var kommet sig nogenlunde over det så han med store bestyrtede øjne på skriften. Han lod en kølig finger stryge hen over ordene som om han ikke troede det han så inden han tog hånden til sig i sådan en voldsomt bevægelse at man skulle tro at han havde brændt sig. ”Hvem fanden har gjort det!” sagde han med en vrede i stemmen der ikke kunne undertrykkes, stemmen havde ikke været høj men hviskende og alligevel med en skarp hvislen

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words: 575
Notes: Sorry tiden
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Mens Lousiana sad der med ryggen til Aiden, ventede hun på en reaktion fra ham. Selvom hun vel sagtens kunne gå for at være sindssyg, havde hun alligevel nok indsigt i andre mennesker, til at forstå, at han havde brug for tid til at fordøje det. Det var jo ikke ligefrem hver dag man så den slags ting, og hun havde heller ikke rigtigt advaret ham, eller forsøgt at give ham en idé om hvad det var han skulle se. Mens hun ventede trak hun Sasha til ham, og aede hende hen over håret. Det var for at berolige sig selv, for hun var naturligvis en smule nervøs for Aidens reaktion.
Hendes hud skævlede en smule under hans berøring, men hun reagerede ikke på det med andet end netop den skælven. Hun blev lidt forskrækket, og gav et let spjæt fra sig da han fjernede sig hånd, men hun sagde stadig ikke noget, ligesom hun stadig ikke vendte ham om. Hans skarpe tone, da hun spurgte hvem der havde gjort det, fik hende til at krybe lidt sammen. Hun kunne ikke lide at han virkede vred, og hvad hun hvis han blev vred på hende, fordi hun havde vist ham det? Hun var stille lidt og tyggede i sin læbe, men hun endnu en gang tog mod til sig for at afsløre sine adoptivforældre.

Hendes svar kom med en tøvende og skælvende stemme, og det var tydeligt at det krævede meget mod at sige det hun skulle til. Det burde heller ikke undre nogen, for de fleste vidste at Bloodworth-familien, som var del af Maverick-slægten, var både magtfuld og berygtet for at kunne være noget voldsom, eller meget forhærdet, om man ville. ”Sofia kan ikke så godt lide at jeg ikke er fuldblodet” Hun rystede langsomt på hovedet, og fortsatte med en uddybning som egentlig ikke var nødvendig ”Hun kan slet ikke lide det.. Det kan Charles heller ikke” Lousiana rystede endnu en gang på hovedet, og flyttede langsomt en hånd om til nakken, for at dække sin tatovering til igen. Hun ville ikke have at Aiden så på den i længere tid en nødvendigt, for hun skammede sig over den. Det ville han sikkert også gøre, for skam lå vel til mennesket, og det var vel naturligt når man på den måde var mærket med et ord, som i den familie kun kom fra, var tæt forbundet med afsky.
Hun blev siddende med ryggen til Aiden, selvom det sikkert ville være mere naturligt at vende sig om, og se ham i øjnene. Det der var ved det var bare, at hun ikke var helt sikker på at hun turde endnu. Det virkede på en eller anden måde nemmere at fortælle de ting hun gjorde, når hun ikke kunne se ham.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 461
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Han bemærkede at hun krøb sammen ved lyden af skarpheden i hans stemme og den vrede tone som slet ikke var rettet mod hende men mod hendes adoptivforældre som sikkert var dem der havde gjort det ved hende. han forstod det ikke helt, eller jo han forstod at de hadede hende så meget at de kunne finde på at gøre den slags men hvorfor gøre sådan noget når det kunne afslører dem som nogen der havde en ikke fuldblods boende hos sig i stedet for at dække over det og forsøge at lade som om hun var fuldblods? Hendes svar overraskede ham slet ikke, han havde hele den tid han havde kendt hende regnede med at hendes adoptivforældre og deres børn med generet hende og endda skadede hende. Hendes fortid måtte have været hård men hendes nutid var heller ikke noget at råbe hurra for ikke når hun boede sammen med de mennesker. Han var langt fra tilfreds men han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre ved det, hvordan han skulle kunne ændre på hendes liv. Hun måtte vel leve med det indtil hun var færdig på dette sted så var hun jo myndig og først da ville han kunne være i stand til virkelig at hjælpe hende med at holde sig fra den forfærdelig familie men i mellem tiden kunne de jo drive hende så meget til vanvid at hun måske ville gøre skade på sig selv. At hjælpe hende nu ville ikke ændre på noget eller jo men når hendes adoptiv-søskende også gik på Hogwarts ville de genere hende endnu mere end de allerede gjorde.

At hun ikke vendte sig om bemærkede han skam og selvom han havde mere lyst til at se hende i øjnene når han snakkede til hende end at se på hendes ryg så flyttede han sig ikke lige med det samme. Han sad stille mens han overvejede det hele og da han endelig havde gjort det rejste han sig forsigtigt op og satte sig med fronten mod hende så han kunne se hendes ansigt, eller det halve af den. Blidt strøg han hende hen over armen og tog hendes ene hånd i sin ”Du ved godt at jeg altid vil være der for dig.. og jeg vil gerne hjælpe dig ud af den familie” hans stemme var rolig, blid og dog alligevel med en form for intensitet som han kun brugte når han snakkede med sine spiller under træningen. Han gav hendes hånd et blidt klem, lod blikket glide hen over hendes ansigt for at være sikker på at hun opfattede hans ord eller at hun lyttede. ”Jeg kan snakke med min far hvis du vil.. han vil kunne få dig væk fra den familie..” han havde lovet ikke at sige noget til nogen og han agtede at holde sit løfte men hvis hun ønskede hjælp måtte han sige det til sin far.


¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Tag: Lousiana Bloodworth
Words: 481
Notes: Sorry tiden
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Mens Aiden tog sig tid til at overveje situationen, lod Lousiana sine tanker svæve. Eftersom hun sad i den situation hun gjorde, tænkte hun selvfølgelig på sin adoptivfamilie. På Sofia og hendes vilde raserianfald, hendes enorme stolthed og hendes enorme styrke. På en måde var Sofia vel beundringsværdig, fordi hun var så stærk en person, og desuden er dygtig heks. Det var heller ikke sjældent at hun mindede Lousiana om, at hun virkelig burde være taknemmelig for at være blandt ægte, renblodede troldmænd og hekse.
Lousiana var ikke taknemmelig, på ingen måde. Eller jo, hun var taknemmelig når hun fik tøj der passede, og hun var lykkelig når hun kunne blive på skolen i ferierne, og det var efterhånden oftere og oftere. Hun havde næsten ikke været hjemme i år, ikke ud over de få gange Charles havde krævet det. Siden Charles var en bestemt mand, fik han sin vilje, også selvom Lousiana måske mistede en skoledag eller to.

Hvis ikke det havde været fordi Aiden kom ind i hendes synsfelt, havde hun nok overhovedet ikke lagt mærke til ham. Og havde han ikke rørt forsigtigt ved hendes arm, for at få hende tilbage til den virkelig verden, havde hun ikke hørt et ord af hvad han sagde. Hendes blik havde været meget fast, men blev langsomt mere fokuseret, da hun gjorde sig umage for at trække sig ud af tanker om Charles, og høre efter hvad Aiden sagde. Det smil hans ord frembragte på hendes læber var minimalt og bar tydelige præg af hendes dybe ulykke, men udtrykte fuldt ud hendes taknemmelighed. Og hun var virkelig taknemmelig, for hun vidste godt selv at hun ville få brug for hjælp. Ikke nødvendigvis hjælp med at komme væk, men hjælp til at finde ud af hvad hun skulle gøre, når hun var kommet væk.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som om hun tænkte over hvad Aiden havde sagt. Hun prøvede at komme i tanke om, hvem Aidens far var. Så vidt hun huskede var en træner. Hun kunne ikke lige huske i hvilken sport. Charles var i højmagiratet. På en måde virkede det langt mere magtfuldt og skræmmende, og det var det der fik hende til at ryste svagt på hovedet. ”Charles siger at jeg ikke må sige noget… Charles har ret… Jeg siger det aldrig”Hun begyndte langsomt at nikke, for at bekræfte det hun sagde. Aiden kendte langt fra hele sandheden om Charles, og Lousiana havde ikke planer om at fortælle om det. Han havde sagt at han ville skære hendes hals over, hvis hun nogensinde sagde det til nogen. Ingen skulle vide at Charles Bloodworth begærede en mudderblodsunge.

Hendes nik udviklede sig til nogle mere stive bevægelser, og et øjeblik virkede hun lettere manisk. Så vendte hun igen blikket mod Aiden, og så på ham med et nærværende og alvorligt blik der virkelig var sjældent ”Han dræber mig”

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 481
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.

[Aiden Kane Ivory]

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Aiden havde bemærkede at hun selv havde været i sin egen verden og det var netop af den grund at han havde strøget hende hen over armen ganske blidt, han havde ønskede hendes opmærksomhed, hendes fulde opmærksomhed. Det havde ikke undret ham at se hende i sin egen verden, hun havde en del at tænke på og mange kvaler så de var ikke noget at sige til at hun var så fraværende. Folk burde ikke dømme andre på deres ydre, og det var netop hvad de gjorde med Lousiana, ja selv løverne kunne gå en stor bue rundt om hende og sørg for ikke at komme i kontakt med hende som om hun bar en eller anden sygdom. Disse plejede altid at få ham til at flippe ud og han kunne trække dem til side og skælde så meget ud på dem at de fik selvmordstanker af dårlig samvittighed.

Da han havde fået hendes opmærksomhed og han kunne se at hun rent faktisk var fokuseret på ham og lyttede til ham tav han enkelte gange for at lade hende svar, havde der ikke været noget svar havde han blot fortsat. Da hun sagde at Charles sagde at hun ikke måtte sige noget så han tavst på hende, lod hende tale ud uden at afbryde men endte med at nikke og sidde stille længe. At efterlade et mærke på hendes krop og så bede hende om ikke at sige noget? Det var jo langt ude, enhver kunne jo ved et tilfælde få øje på det. Men måske snakkede hun om noget andet? Han var ikke sikker men det kunne være, det ville nok ikke komme bag på ham hvis Charles´ forhold til Lousiana ikke var så rent som man det burde være. men at udnytte hende seksuelt ville ikke være en tanke der strejfede Aiden, det var så langt ude og så utænkeligt at han ikke tænkte tanken. Han sad og overvejede om de snakkede om det samme, om han havde det samme i hovedet som hun havde og når hun var så uforudsigelig besluttede han sig for at spørg ”Lou.. fortæl.. du ved at jeg ikke siger det videre til nogen så let dit hjerte og dine hemmeligheder vil være sikre hos mig.. det lover jeg” sagde han ganske blidt. hans stemme var altid blid, han kunne skam godt flippe ud men det skete kun når noget stort trykkede på som for eksempel hendes afsløring fra før som havde fået hans stemme til at blive skarp.

Det sidste hun sagde fik ham til at glippe overraskede med øjnene han så noget chokkeret, bekymrede og på samme tid vred og ked af det ud. Han brød sig ikke om at vide at hun gik rundt med den frygt, en frygt for at miste livet sammen med de mennesker som hun ellers burde føle sig tryg ved, de mennesker der burde være hendes familie. ”ingen gør dig noget.. det vil jeg ikke tillade!” svarede han uden at han nåede at overveje sine ord. Han vidste dog at de passede så snart de havde forladt hans læber.


Tag: Lousiana Bloodworth
Words: 609
Notes: Sorry tiden
Outfitt:Clik

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Hun begyndte så småt at ønske at hun ikke havde åbnet munden, at hun ikke havde sagt noget til Aiden. Det var som om hun havde kradset et sår åbent, og nu væltede det bare ud med betændelse og blod, mens verden ramlede ned omkring hende. Hun bevægede sig ud på alt for dybt vand, og hvis hun sagde mere ville hun snart drukne, og hun ville rive Aiden med sig. Det hun frygtede mest af alt, var at hun druknede Aiden. At hun greb for hårdt fat i ham og trak ham med under, ned og ned til de aldrig kunne komme op igen.
Hun sank kort en overproportioneret klump i halsen, og trak bagefter vejret dybt, som om hun skulle til at gøre noget der krævede en kraftanstrengelse. ”I’ll never tell” hun havde haft sit blik rettet mod jorden i noget tid, men så nu på Aiden. Hun virkede bestemt, men hendes blik flakkede dog en lille smule, og hvis man så efter ville det ikke været svært at opdage at hun rystede en smule. Ikke voldsomt, men lige præcist nok til at indikere at hun var nervøs.

Det var som om hun løsnede en lille smule op bagefter, et smil viste sig på hendes læber i et millisekund, men forsvandt dog sporløs med det samme. Det de snakke om, var ikke rart og det var ikke sjovt. Smil var ikke tilladt. Men det havde været der, ganske kort. Det havde været der, fordi Aiden havde sagt at han ville beskytte hende, fordi hun et kort øjeblik havde følt sig en lille smule elsket, en lille smule ønsket og en lille smule vellidt. Det var ikke ligefrem noget der skete for hende hver dag, så selvom situationen ikke var den bedste, og selvom atmosfæren var en smule beklemt. ”De får ikke brug for din tilladelse” hun pillede ved en at sine fingernegle, og rettede igen blikket mod gulvet. Det var som om hun ikke kunne se på Aiden at for længe af gangen. Det var fordi han var renblodet, og hun faktisk ikke engang burde være i samme rum som ham. ”Hvorfor skulle nogen have brug for din tilladelse til noget som helst? Du er ikke vigtig for nogen” Hun trak sin hånd op til sin mund, og tyggede på sin allerede nedbidte negl, men hendes blik flakkede rundt i rummet.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 393
TAGS :: Aiden Kane Ivory
OUTFIT :: clicky!
NOTES :: Det har taget en uendelighed og det er kort, I’m sorry
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made byxreebear of caution two-point-oh.