Dancing in the dark

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Der var stadig over en time til at eleverne skulle være i deres opholdsstuer, men alligevel var mørket faldet på. Vinteren havde været lang i Lilys øjne, og hun længtes efter de lune sommeraftener, hvor ilden i pejsen ikke var nødvendig før de sene timer. Mørket gjorde om end slottet mere dystert, og Lily, som var mørkeræd, var ikke just en fan. Alligevel bevægede hun sig alene ud på gangen, og kiggede sig omkring i den tid det tog portrættet at svinge i bag hende. Omkring sig havde hun sin skolekappe, der nåede hende til fødderne og dermed dækkede hendes krop totalt. Med et kig over skuldren, strøg hun en enkelt hårlok der hverken havde nået med i knolden på baghovedet eller i spændet der holdt pandehåret, om bag øret, og satte kursen mod et bestemt lokale lidt længere nede af gangen.

Kappen hvislede stille mod stengulvet og hendes skridt syntes at være den eneste lyd, på trods af at der ikke mere end ti meter væk var et helt lokale af støjende løver, godt pakket væk bag et billede af en vis dame. Det forladte lokale på syvende sal, blev så sjældent benyttet, at det var hårdere at skubbe håndtaget ned end Lily lige havde regnet med, men med lidt knofedt svingede den op.

Det var ikke bare eleverne og lærerne der havde forladt lokalet, men også malerier og tilsyneladende også pedellen så støvet som overfladen på alting var. De eneste tilbageværende elementer var et par halvødelagte borde og stole, hvad der lignede en paraplyholder, en stumtjener og en gammel grammonfonspiller.

På gulvet kunne Lily stadig se hendes gamle fodaftryk i det tynde lag smuds og støv fra aftenen før, hvor hun havde fundet vej til lokalet ved et tilfælde. Teknisk set var det vel heller ikke forbudt område for elever – der kom bare ikke nogen, og Lily så ingen grund til ikke at udnytte det til sin fordel.

Med knirkende hængsler skubbede hun døren i igen, og lod skolekappen falde ned over sine bare skuldre, for at hænge den på den ramponerede stumtjener, der manglede flere af sine knage. Indenunder var hun ligeså sort som hun havde været da kappen var draperet over hende, og den kølige temperatur i lokalet fik gåsehud til at materalisere sig på den blege hud, som den sorte top afslørede. På benene bar hun sorte gamacher, hvor hun normalt ville have båret et skørt i dette tilfælde, og på fødderne hendes trofaste dansesko, der havde været ikke så lidt svære at dække med kappen der havde det med at flagre op om benene på hende.

Med et selvsikkert smil, flyttede hun grammonfonnålen og gav den gamle pladespiller et enkelt dask med sin tryllestav for bagefter at efterladen den sammen med afspilleren. Musikken der rustent flød fra den gamle, var ikke idéel balletmusik, men det var bedre end ingenting og i det mindste var den stille og rolig. En gammel valsemelodi. Hun tog sig god tid om at blive klar, varme op, før hun tog det første skridt ud i en stille og rolig dans, og nød de vante musklers bevægelse i sirlige mønstre hun efterhånden sjældent oplevede. Jo længere hun var på Hogwarts, des længere væk røg dansen i hendes sind og den manglende muligheder for at udføre en så passioneret hobby. Med et let smil, lod hun de rustne toner føre sig ind i sin egen verden, for at glemme alt om magi, støv og gamle stumtjenere.

[austin]

It's been seven hours long ,

Alexander sad i en af opholdsstuens sofagrupper og snakkede lidt løst og fast med et par af sine bekendte, lænet afslappet tilbage og med fødderne oppe på et sofabord. Hans blik fangede en særlig lille blond skikkelses gang igennem opholdsstuen og en rynke viste sig på hans pande, da det blev tydeligt hvor hun var på vej hen. Han rakte en hånd op og kløede sig i den antydning af skægstubbe han havde på hagen, imens han kneb øjnene lidt sammen og betragtede portræthullet svinge til side for at lade Lily Abbot forlade rummet.

De eneste der forlod deres opholdsstuer i disse timer var regelbrydere på sjov og kærestepar der ville finde et øjeblik alene i mørket. Alexander spekulerede over hvilken af de to kategorier hun mon hørte til i, og krydsede armene over brystet, brummende uhørligt i den generelle larm. Han var bestemt ikke tilfreds med at se hende vandre ud helt alene. Ganske vidst brød han selv den nyeste regel ganske ofte, men han var ikke lille Lily, skrøbelig som porcelæn i sammenligning. Endnu en panderynke sluttede sig til den første, da det gik op for ham at han sad og bekymrede sig om det lille blonde pigebarn og han skubbede spekulationerne væk, rystede lidt på hovedet og grinede af en morsomhed en af hans kammerater fyrede af.

Ti minutter senere fandt han sig selv stirrende på portræthullet og skubbede sig op fra sofaen med et suk. Han samlede sin tryllestav op fra sofabordet og stak den i bukselommen før han selv skråede tværs igennem opholdsstuen og forsvandt gennem portræthullet. Chancerne for at hun var lige i nærheden var vel ganske mikroskopiske, i hvert fald hvis det var ballade hun var ude på. Han havde ikke lyst til at forestille sig i armene på en eller anden meningsløs ravn, men hvis hun var det, var hun i det mindste ikke alene. Hans skridt lød højere end han ville have troet imod stengulvet i den totale nattestilhed. Månen sendte sine stråler igennem de vestvendte vinduer og gav gangen et underligt skær.

Alexander så sig rundt og rynkede panden. Han overvejede at åbne hver en dør på sin vej, men hvad havde han egentlig tænkt sig? Hun befandt sig sikkert milevidt herfra. Han skulle han lige til at vende rundt og gå tilbage til opholdsstuen, da han hørte lyde inde fra et af de tilstødende lokaler. Musik? Han kløede sig lidt i nakken og gik nysgerrigt nærmere, lindede lidt på døren, der knirkede højlydt og stak hovedet ind. Det syn der mødte ham spredte øjeblikkeligt et smil udover hans ansigt. Det trak hans mundvige op og rynkede lidt omkring hans øjne, og han rykkede yderligere en anelse ud i den gamle tunge dør, for at lukke sig selv ind, imens han glattede sit ansigt ud så han ikke lignede en fascineret lille skoledreng. “Lils,” startede han, netop overdøvende hendes musiske akkompagnement. “Den der regel med ikke at gå alene...” Han hævede et enkelt øjenbryn, trykkede døren i med en fod og lænede sig nonchalant imod den. “... Troede du ikke at den gjalt dig?” Han rystede lidt på hovedet og lavede kliklyde med tungen, fyrende op for et drillende smil.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Jo mere Lily bevægede sig, des mindre mærkbar blev kulden i lokalet og inden længe begyndte hendes snehvide hud at glinse svagt i skæret fra månen. Stearinlys havde der ikke været i lokalet, og Lily havde ikke umiddelbart kunne få fingrene i nogen, men det gjorde hende ikke spor. Det eneste hun havde brug for at se, var konturerne af det sparsomme møblement, hvilket månens blege lys der spillede hen over hendes hud hver gang hun nærmede sig glaspartiet som udgjorde et vindue, ellers lod hun sig styre af instinkt og ikke mindst øvelse. Af Samuel og Lily havde hun altid været den kreative, den lettere talentfulde når det kom til sådanne ting. Hendes karakterer var i top og dans havde altid været en stor del af hendes liv og en stor ting i forældrenes øjne.

Ensomme bump fra fødderne imod gulvet hvirvlede støv op omkring hende, tydeligt i månelysets skær. Fuldmånen var klar, og selv gennem glassets beskyttende hinde, kunne man fornemme frosten i luften. Grammonfonen skrattede klagende, og Lily fulgte dens hakkende mønster med elegante, langsomme bevægelser. Hendes åndedræt steg i takt med musikkens klimaks og hendes bevægelser blev mere målrettede og skarpe.

Netop som hun hævede armen over hovedet, brød en malplaceret lyd hendes lille bobbel, og forskrækket gav hun et lille hvin fra sig, som hendes hånd fløj ud imod tryllestaven på det vakkelvorne bord der bar hendes musikkilde. Det havde ikke taget hende længe at rette den slanke askestav imod døren, før det gik op for hende at det ikke var hvem som helst der havde fundet hende, trods hendes forsøg på at slippe væk fra befolkning.

Med endnu tungere åndedræt sænkede hun staven og sank lidt sammen i holdningen. Hendes bryst hævede sig arrigt af udmattelse blandet med kræften fra adrenalinen der på ingen tid var blevet sendt rundt i hendes system. Adskillige hårlokker havde forladt den ellers før pertentlige knold, og den røde farve i hendes kinder bar tydeligt præg af fysisk aktivitet. Øjnene, der normalt virkede støvede, skinnede klart ved siden af den mælkehvide hud, og et distræt suk af lettelse flød over de brede læber.

”Alexander,” hendes stemme var ikke mere end et løst åndedrag af lettelse. Efter endnu et dybt åndedrag for at berolige sig selv, slog hun let på siden af grammofonen med spidsen af sin tryllestav, som ledte til en rungende stilhed i lokalet nu hvor den tiltagende valsemelodi var ebbet ud. Adskillige flere anstrenge åndedrag gled igennem læberne, før hun kunne ytre et eneste ord.

”Du forskrækkede mig,” var alt hvad der sev ud, og efterlod hans spørgsmål hængende i den tynde luft.

[austin]

And your shadow still hangs on

Alexanders hånd fløj instintivt imod hans tryllestav da Lily først hvinede og dernæst greb sin, men han nåede at standse hånden inden den greb omkring elmetræspinden i bukselommen og kløede sig lidt i siden i stedet, som om det havde været planen hele tiden.
Hans blik løb over hendes lille figur i den tætsiddende beklædning og det var kun mørket der skjulte den nervøse trækning der gik igennem ham. Han takkede Merlins skæg for sin delvise anonymitet og blev stående ovre ved døren, hvor han næsten var dækket i skygger, imens Lily fremgik tydelig, oplyst af måneskæret og nærmest unaturligt smuk, med løse strittende lokker i en glorie omkring sit hoved og kontrasten af sort imod hendes lyse hud.

Hans ene hånd røg ned i en åben lomme og han rømmede sig lavmælt, lidt for forhekset af øjeblikket og uvillig til at indrømme det over for sig selv. Hun havde gjort det klart, havde hun ikke? Han burde holde op med at jagte alle de umulige pigebørn, det ledte kun til skuffelser og afvisninger og ville ret hurtigt få spredt et endnu grimmere rygte om ham på skolen end han allerede havde. “Og hvad ville du så have gjort, hvis jeg var en der ville dig ondt?” Han holdt sin tone let, men bekymringen flød over i hans ord og trak hans øjenbryn sammen i mørket.

Han vidste udmærket hvad hun ville have gjort. Ikke det mindste. Hvis han havde været klar med sin stav i det øjeblik han kom ind, ville hun ikke have fået et ben til jorden.

Det kriblede i hans fingre, men han vidste godt hvilken side der ville vinde kampen om kontrollen inde i ham. Med Lily var det allerede blevet bevist at den tøven, som hans lidt for gode moral affødte, altid lige var nok til at give hende tid til at tænke sig om. Den viden gjorde desværre intet for at forhindre hans tanker i at gå i ring om hvordan det ville være at lade sing hænder gribe omkring den talje der aftegnede sig så tydeligt i hendes nuværende beklædning. Alexander sukkede lavmælt. Hvorfor insisterede han på at pine sig selv? Stred det ikke lodret imod alt hvad han mente at stå for?

Han lod en hånd glide igennem sit rodede hår og rystede lidt på hovedet. “Undskyld Lily. Hør her... Kan du ikke bare tage en af dine veninder med dig næste gang? Lette en gammel idiots hjerte lidt?” Han blik kunne ikke ses i mørket, men det var næsten bedende.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Skyggerne der faldt som tunge gardiner i det tomme klasselokale gav Lily en følelse af at være alene, på trods af at en meget tilstedeværende velkendt person lurede ikke længe fra hende. Og selvom hun netop havde hørt hans stemme, var det svært for hende at ryste følelsen af at have noget for sig selv. Tryllestaven hang slapt ned af hendes side, og med en sælsom bevægelse placerede hun den på det lille bord igen, hvor også den næsten faldt i et med skyggerne som væggene omkring hende skabte. Med få skridt, der gav genlyd trods det bløde tekstil, bevægede hun sig længere hen foran vinduet, for at lade lyset skinne så godt som det kunne lade sig gøre foran hende. Skikkelsen ved døren blev klarere og hun genkendte løven trods mørkets fordele. Før havde musikken og dansen været det der afholdt frygten for den kvælende mangel på lys i at indhente hende, og nu var det tilstedeværelsen af en anden. En hun var sikker på, intet ondt ville hende – i hvert fald ikke med vilje. Nej, det sorte mørke generede hende ikke så længe der var distraktioner og for det var hun lykkelig.

Hendes mundvig trak sig op i en finurlig krølle over Alexanders ord. På det seneste havde Lily ikke lavet andet end at bekymre sig for sig selv, hvor meget hun end hadede at være så selvisk. Selvfølgelig også Samuel, men han havde i det mindste den fysiske fordel og var bestemt ikke svag med en stav i hånden. Han var mere nærværende end Lily og langt fra ligeså sårbar. Dette var den ene gang, Lily havde skubbet alt dette til side for. For at glemme bekymringerne. Dumt? Umådeligt. Men ikke desto mindre nødvendigt for at hun ikke ville blive skør inden året var omme. Eller ugen for den sags skyld.

”Noget ondt?” hun smagte let på ordene, mens hun overvejede hele situationen, og gled op i vindueskarmen, stadig med front ud imod lokalet. Hun slog blikket op og så ud i luften trods manglen af noget at fæstne sit blik på. Hendes fingre strøg op og fangede en hårlok for senere at skubbe den på plads bag øret, og hun skubbede overkroppen lidt frem, så hun kunne sætte enderne på den yderste kant af vindueskarmen, som om hun var på vej ned igen.

”Så ville jeg i det mindste have haft et sidste lykkeligt øjeblik inden,” sagde hun dæmpet. Hun var ikke klar over om det var noget hun havde sagt til sig selv, på trods af at det var et svar på Alexanders spørgsmål. Ikke desto mindre var det sandt. Og det var altid noget, hvor forfærdeligt det end var at forestille sig. Trods det kunne hun dog se hvad han mente. Det var skødesløst af hende, ubetænksomt for dem der betød noget for hende og omvendt. Men det at leve i frygt var ikke noget Lily skattede højt, og hun ville simpelthen ikke lade sit liv gå i stå. Hvor dum og naiv hun så end var i processen.

Et fnys, der skulle minde om en latter lød fra hendes læber, og hun så over imod døren hvor Alexander befandt sig, trods hun ikke kunne se mere end silhuetten af ham. Hendes hoved bevægede sig stille fra side til side, før hun slog blikket ned.

”Jo, selvfølgelig. Klart. Det er bare…” hun pausede kort, og løftede den ene hånd fra vindueskarmen og skubbede sig ned på de forreste trædepuder med den anden. I stedet for at vandre over til døren imod Alexander, som ville virke mest naturligt, trådte hun over til musikapparatet i stedet, og samlede den slanke stav op. Hun vendte den imellem sine hænder, med blikket hvilende på det fornemt formede træ, der snoede sig som to tynde grene sammen. Med et enkelt ord kunne hun få lys til at sprede sig fra dens spids, men for en gangs skyld var mørket et beskyttende element. En ven, hun ikke var klar til at give op. Mørket gjorde situation sælsom, magisk og Lily følte intet behov for at ændre på.

”Dans er for mig… noget intimt, der ikke er for andre end mig selv. Ikke på den her måde, i hvert fald. Det ville ikke være det samme med en anden til stede, men… indtil dette er ovre – hvis det går over – skal jeg nok være mere forsigtig,” hun sendte et smil over imod døren, hun var i tvivl om han kunne se. Hun støttede sit sind op af månelyset, overbevist om at det afslørede de fleste træk i hendes milde ansigt.

[austin]

You've been two weeks gone

Alexander skubbede sig fri af døren og trådte langsomt et par skridt ud på gulvet med begge hænder plantet i sine bukselommer. Han snusede til lugten af støv og antydninger af sved og noget der rådnede i luften og rynkede kort på næsen. Det var ikke en ukendt lugt og heller ikke en særlig overvældende en. Da han slap Lily med blikket for en kort bemærkning, lignede rummet også præcis sådan et der ville lugte sådan, af gamle tider, forsvundne øjeblikke der var blevet begravet imens edderkopperne overtog stedet.

Mørket tillod ham mere frihed, eller det føltes i hvert fald sådan. Hvis det havde været fuldt dagslys, vidste han ikke om han overhovedet ville have nærmet sig hende igen som han gjorde nu. Hans blik gled atter engang over hendes lille krop, hæftede sig ved de kurver han havde studeret tidligere og nåede hendes lyse øjne. Kun en rest af et tidligere smil befandt sig stadig i en svag trækning i hans ene mundvig. Resten af hans ansigt udstrålede lidt for meget alvor til at han helt kunne have det selv. Han havde lyst til at bryde den der underlige stemning der kom imellem dem engang imellem med en joke, men tav. To kræfter trak i ham, men den der var opslugt af hendes lille talje, blonde lokker og alt det han kunne se for hendes top, havde for en stund overtaget. Han sank en klump, tog den ene hånd op af lommen og trådte de sidste par skridt hen imod Lily, uden helt at bryde hendes intimsfære. Det var farligt, det han havde lyst til at gøre, farligt fordi han mente af vide sig sikker på den reaktion han ville få hvis han bare lige rakte den ene hånd frem og trak hende ind imod sig. Han fugtede sine læber, spredte alle fingre helt ud på sin ene hånd og trak dem sammen til en knytnæve, gentog og slap hende altimens ikke med blikket. Hendes ord udløste et mildt smil og han nikkede let, ude af stand til at stoppe sig selv fra at række hånden frem og stryge en af de løsslupne lokker om bag hendes øre i en omsorgsfuld bevægelse, helt uden det pjattede smil der så ofte fulgte en af de handlinger. “Jeg har ikke nogen ret til at bede dig om noget som helst,” mindede han mest sig selv om og kom til at smile skævt.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Hun hørte ham bevæge sig nærmere, og langsomt drejede hun væk fra monstrummet foran hende, og lod blikket falde ud i rummet, der pludselig ikke virkede så mørkt længere. Et smil prydede hendes læber, og uvilkårligt tog hun et par skridt frem imod ham. Rummet i sig selv så forfærdelig ud, og havde det ikke været mørkt ville det muligvis være det mest ucharmerende sted på hele slottet – måske lige med drengetoilettet som undtagelse, som Lily slet ikke turde forestille sig hvordan så ud, og ikke havde den mindste trang til at besøge. Hun placerede uopmærksomt hånden der ikke bar tryllestaven på sit lettere udstående hofteben, mens askestaven stadig hangt slapt ned af hendes lår. Havde det ikke været for hendes vinterblege hud og kridhvide hår, var Lily sikkert faldet i et med skyggerne, men hendes spøgelsesagtige udseende forhindrede dette for good. Det korte glimt af Alexanders udtryk hun fik, da han passerede strålen af månelys gjorde hende underligt bevidst om sig selv, og uden at tænke over det skød hun skuldrende lidt frem og lod neglene røre hårgrænsen på hendes lyse pande, for efter at køre endnu et par lokker bag øret. Alexander kom hende dog i forkøbet, før hun nåede til den anden side og hun bemærkede hvor varm hans hånd var imod den tynde hud bag hendes øre, der stadig var småfugtig, men kold fra rummets lave temperatur.

”Jeg har ikke noget imod det,” hun sendte ham et af sine varmeste smil, med øjne der glødede i mørket. En dæmpet, næsten uhørlig latter fandt vej over hendes læber, en modsætning til det halvalvorlige udtryk på Alexanders ansigt, hun bestemt ikke kendte ham bedst for. Han var trods alt… hvad var det nu der havde stået på opslagstavlen? En af kandidaterne til Gryffindors største charlatan? Det lod til at hun ikke var den eneste der var påvirket af hele denne setting, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile lidt for sig selv.

[austin]

So tonight I followed you home

Fjollede Alexander var ved at blive mast ned af de mere alvorlige sider, som trods alt også skulle have deres tid i rampelyset – eller måneskinnet – engang imellem. Det var bare så fin en linje han gik på, sylespids og utrolig nem at vælte ned fra. Og hvis han væltede? Det eneste han risikerede var ganske vist endnu en afvisning, men for ham var den slags af rigelig stor betydning til at være kritisk nok til at blokere for yderligere forsøg.

Han kastede et sidste blik ned af hendes krop, før han kom for tæt på til at kunne gøre det uden at være en idiot. Hendes brysts hæven og sænken sig var ellers et fristende sted at sit blik hvile i mere end det øjeblik han tillod sig selv. Sveddråberne, som både hvilede der og på hendes pande, gjorde ikke det han så mindre tiltrækkende. Tværtimod skabte det meget levende billeder i hans hoved, der formede en lille klump i hans hals, som han blev nødt til at synke. Hendes lette lille vrik og placeringen af hånden fik i et øjeblik hans fulde opmærksomhed og et letlæseligt glimt af begær sneg sig sig ind i hans blik, da han igen vendte det mod Lilys øjne. Han var overbevist om at hun legede med ham igen, og denne gang skulle det ved Grindewalds gamle sure sokker ikke lykkes hende at slippe så let afsted med det.

Han trak ikke sin hånd til sig, men lod den glide ned mod hendes hals, imens han trådte tættere på hende. “Nej?” Hans anden hånd gled op af bukselommen, men han lod den hænge livløst ned af siden, for spændt op nervøs til at gå linen ud og uden at indse at det var præcis hvad han var i gang med. “Lily for...” Hans stemme klingede lidt hæst ud og hans hånd forlod hende, netop som han havde strøget sine fingre henover hendes kraveben. “... Dumbledores hat, Lils,” mumlede han, uden at træde væk igen, alt for tæt på hende og med endnu en klump formende sig i halsen. Han kunne dufte hende. Hele hende. Var det bare for længe siden at han havde fået noget, eller hvorfor var det lige at han nærmest var svimmel? Han stod ubeslutsom i et par sekunder, overvejede at bryde isen, vende om, forsvinde, men i sidste ende var hendes nærhed, duft og nøgne arme uoverskueligt uimodståelige. Han sank sin klump og førte samme hånd op til hendes hals igen. “Undskyld,” sagde han lavmælt, før han bøjede nakken og fandt hendes læber i et hurtigt, blidt kys.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Lily betragtede ham som han nærmede sig med rolige skridt, med antydningen af et smil på sine læber. Dette var nok noget nær det mærkeligste, mest absurde øjeblik hun nogensinde havde haft, men trods det forstyrrede det hende ikke synderligt. Det var sjovt, den måde hun havde det i selskab med Alexander. Hun følte sig rebelsk, trods mod alt hvad hun selv stod for, på trods af at hun stadig bar rollen som den uskyldige, fine, lille Lily, der ikke havde haft en uren tanke i sit liv… eller i hvert fald de første tre ting. Det var mere det, at bryde ud af den skal der lokkede hende ustyrligt, gav hende mod til at være mere fri – og hvor meget hun var ked af at indrømme det, som sin bror Samuel. Intet i samme grad, selvfølgelig, men dog et skridt eller to mere i hans retning.

Hendes hud kildede hvor Alexanders fingre strøg hen over hendes kraveben, og med let adskilte læber og et halvforstenet ansigtsudtryk, fulgte hendes øjne hans hånd over et stykke over hendes bryst, som fingrene løb hen over det fremstående kraveben. Blikket der hvilede på de lange fingre var først en anelse forvirret, og hun så op på ham med et halvmoret smil og et øjenbryn der skød nysgerrigt i vejret. Hvad var nu det?

Det var som om det først var nu det gik op for hende, hvor tæt på hende Alex var kommet, for længst inde i hendes personlige rum. Hun kunne ikke bestemme sig for om hun skulle le, skubbe ham væk, gå sin vej, flirte eller afbryde med en dårlig joke. For nemheds skyld valgte hun bare at blive stående præcis hvor hun var, stadig med det milde, morede ansigtsudtryk over sig. Øjenbrynet truede med at ryge op endnu engang over hans halvfrustrerede ord, og hun åbnede munden let som for at sige noget, men ude af stand til at komme i tanke om en eneste passende sætning.

”Undskyld?” mumlede hun uforstående, i øjeblikket før Alexander overskred det sidste af grænsen imellem dem og mødte hendes læber med sine. I samme øjeblik blev Lilys sind fuldstænig tomt for alle tanker der før havde forstyrret hende, og var hun i stedet kun fokuseret på den korte, varme følelser imod den sarte hud på læberne, der stadig kildede varmt da det var forbi. Brystet hævede sig i et voldsomt åndedrag, da Lily igen tog luft til sig. Ikke fordi hun havde glemt at trække vejret, nej, det var mere overraskelsen (som nok egentlig ikke burde være det for hende) der gjorde at hun havde brug for lige at komme til sig selv.

”Det var…” hun tøvede kort, hendes stemme ikke højere end en hvisken og hendes blik flakkede kort væk fra ham, mens glimt af samtaler med Rachel om Lilys afsky for pigeglade typer, veninden Julie, hvis storebror hun netop stod over for, samt et par ting der var for slørede til at det gav nogen mening. Bestemt skubbede hun det længst væk i sindet, og hævede øjenlågene imod Alexander, og så på ham igennem sine lange øjenvipper. Månelyset gav ham et sælsomt skær, og uden at tænke over det tiltede Lily let hovedet på skrå, som for bedre at kunne se hans ansigt i halvmørket.

”Interessant,” fik hun langt om længe afsluttet. Hun frøs, samtidig med at hun stadig glinsede svagt af sved. Udenfor kunne hun høre latter, nok fra kollegiekammerater på vej tilbage til opholdsstuen, men hun kunne ikke tænke over det. Prøvende løftede hun den ene hånd op imod Alexanders ansigt, og lod kun det yderste af hendes fingerspidser strejfe kæbelinjen lige under øret. Antydningen af skægstubbe var ru mod hendes fingre, og uvilkårligt fandt hun sig selv, i færd med at læne sig en smule længere end imod ham, som om hendes hjerne pludselig koblede sig fra resten af kroppen.

ooc: jeg beklager evt. stavefejl og usammenhængende tekst. men klokken er maaaaange.

[austin]

There are so many different ways

Alexander mærkede en kuldegysning sprede sig fra hans kontakt med Lilys bløde hud og bevæge sig ud i armen helt op til hans skulder. Han fik gåsehud under den ellers varme grå uldtrøje og knyttede atter sin hånd sammen, da den atter hang ned langs hans side. Han spredte sine fingre ud og rømmede sig selvbevidst, kæmpende med sig selv for ikke at se væk fra hendes øjne, der sendte genskin fra månen tilbage.

Hendes tydelige forundrede morskab gjorde ham tør i halsen og overbeviste ham om at hun legede med ham, stiltiende udfordrede ham til at presse grænserne for deres tidligere bekendtskab. Han burde have øjnene til at se at det ikke kunne føre noget godt med sig, men han kunne ikke tænke på andet end at have hende, mærke hende, røre ved hende, kysse hende. Hans halvmumlede undskyldning for det der fulgte var ikke gennemtænkt, men nærmere hans sidste rest af god moral der forsvandt i følelsen af hendes læber imod sine egne i det korte kys de delte – som hun ikke rev sig løs fra, bemærkede han.

Han trak blot sit hoved en anelse tilbage og betragtede hende nysgerrigt med en antydning af et smil på sine læber. Den ene hånd hvilede stadig imod hendes hals og han tegnede fraværende cirkler bag hendes øre, legende med en enkelt blond hårtot uden at slippe hendes øjne med blikket. Han lod hende bearbejde indtrykkene og de tanker der fulgte, med al tålmodighed i verden, stadig behageligt fokuseret på at hun ikke trak sig væk, ikke veg eller skubbede ham fra sig. Det var vel nærmest en behagelig overraskelse.

Et enkelt hævet øjenbryn fulgte hendes første tøvende, spekulative udmelding og han brummede lavmælt bekræftende, afventende noget med mere substans. Da han ikke fik det, men i stedet blev spist af med en floskel, fnøs han muntert og rystede en anelse på hovedet. “Det der var slet ikke interessant,” svarede han lavt og smilede en anelse da hendes fingre undersøgte hans kæbelinje imens hendes krop nærmede sig en anelse. Han frigjorde sin anden hånd fra lommen og lod den glide ned til hendes talje, læggende sig blidt omkring den, imens han atter engang lænede sit hoved ned mod Lilys og kyssede hende en anelse mere insisterende og længere. Da han trak sig tilbage, lod han sin hånd blive omkring hendes talje, strygende en finger hen over toppens stof. “Se det var interessant.”

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Lily kunne ikke helt ryste den kildende fornemmelse af sig, der blev ved med at summe let hvor Alexander havde rørt hendes læber med sine egne. Da han talte, trak hun fingrene lidt til sig selv igen, hængende i den tomme luft ikke langt fra stedet de før havde strejfet. Hun rynkede let på brynene over hans ord, men brød så ud i en næsten uhørlig, kort latter, og måtte slå fingerspidserne op foran læberne, mens Alex placerede armen om hendes talje og trak hende nærmere. I samme øjeblik hun flyttede fingrene, var hans læber igen på hendes, mens hånden der igen svævede frit i luften fandt vej til hulningen mellem skulder og hals, hvor den lagde sig til rette omkring kraven på hans uldtrøje.
Hun kunne mærke hans varme åndedræt imod sit ansigt, og smilet hun stadig havde båret da de mødtes igen, falmede mere og mere efterhånden som varmen fra den andens læber blødgjorde hendes knæ. Hendes øjenlåg sank i, og i et eneste øjeblik var det som om at hun var blevet døv, ignorant for omverdens små lyde.
Så snart de skiltes var et skævt smil tilbage på hendes læber og med flakkende øjne undersøgte hun hans ansigt, der var tydelige jo tættere hun kom på, trods mørket.

”Touché,” hun hævede et øjenbryn, stadig uden at skabe mere afstand mellem de to, upåklageligt tilpas med varmen fra hånden på hendes talje, samt armen halvt omkring hende. Hendes ene arm hang stadig halvslapt, halvbrugelig med tryllestaven knuget i håndfladen, letter forundret over at det ikke var begyndt at spytte gnister i protest.

”Det er jo næsten som om du har prøvet det før,” okay, så hun vidste godt at joken var lam og malplaceret, men det havde heller ikke ligefrem været meningen det lige skulle ryge ud. Derudover vidste hun ikke, om det ville påvirke Alexander på nogen måde, men for god ordens skyld, strakte hun sig alligevel på tæerne for blidt at berøre hans mundvig med sine smilende læber.

[austin]

And your shadow still hangs on

Alexander fik en underlig let følelse i maven af at kysse Lily, men undskyldte det med den sædvanlige omgang hormoner og signalstoffer, der blev skudt ud i kroppen når han vær tæt på snart sagt enhver pige. Der var vel ingen grund til at det her skulle adskille sig den mindste smule fra alle de andre. Absolut ingen, egentlig. Men det gjorde det alligevel.

Hans fingres lette malende dans hen over Lilys hud førte dem fra hendes hals og udover skulderen, uden at han egentlig havde tanke for hvad han gjorde. Han smilede selv skævt af hendes kommentar og blinkede næsten par refleks med det ene øje. ”Øvelse gør mester.” Han greb sin mulighed og flyttede igen den kærtegnende hånd ved hendes skulder op i hendes nakke, før han tippede hovedet en anelse på skrå og trykkede hende insisterende imod sig.

Derved gjorde han hendes lille gestus til et ordentligt kys, der sendte flere af de der... Sommerfugle? Rundt i maven på ham. Hånden på hendes hofte rykkede han om på det allernederste stykke af hendes ryg, men her pressede han hende ikke mod sig, fornemmende at det kunne have en lige vel afslørende effekt. Han slap kun hendes læber modvilligt og plantede efterfølgende en serie små kys på hendes kind og ned mod hendes hals, stoppende kun for at kunne rette sig op og se ind i hendes øjne, med et undersøgende blik og en voksende panderynke. ”... Er alt okay?” Hvad lavede al denne her bekymring i hans hoved. Ja, det var Lily, men det var også en køn blondine der gerne ville have hans kys og kærtegn. Han gjorde noget usandsynlig ukarakteristisk og bed sig selv i underlæben, sendende sære nervøse signaler der passede ret dårligt med hans sædvanlige flyvende selvtillid. ”Fordi du ved... Fryser du?” Han prøvede sig med en lav latter, der bare lød ynkelig.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Lily havde aldrig været den type pige der fjollede rundt med alle og enhver, faktisk havde hun ikke rigtigt kysset nogen før, som hun ikke havde været sammen med på det tidspunkt. Det vil sige at hendes erfaring ikke rigtigt nåede længere end til Jacob Ivory og Charles Mcdonal. Ikke at hun havde noget imod det som sådan, nej, hun havde en stædig holdning til tingene. På trods af det stod hun nu alligevel her i armene på en af de personer hun om muligt burde foragte mest på hele skolen, af den simple grund at han stort set ikke var andet end en skørtejæger, der bestemt heller ikke var bly omkring det. Lily begyndte snart at frygte at hun en eller anden morgen ville vågne i Samuels krop, så godt som hun var på vej i hans retning. Det ville i hvert skræmme livet af pigerne i hendes sovesal, for sure.

Hans berøring faldt hende mere og mere naturligt, indtil det ikke var mere end en behagelig summen imod hendes hud, og hun var i stand til at tænke på noget andet end berøringsfladerne mellem hans fingre og hendes hud. Endnu et smil fandt vej over hende læber, mens Alexanders ord fik hende til at le kort. Hvad der bare skulle have været en let berøring smeltede sammen med Alex’ handling og hun fandt sine læber bevæge sig i takt med hans endnu engang. Det kriblede hele vejen ned i hendes tæer da hans læber fandt hendes kind og hals, og hun smilede for sig selv.

Lilys pande trak sig sammen i en rynken, mens hun betragtede Alexander med et halvforvirret blik. Der var et eller andet forkert ved situationen… Skulle han ikke forestille sig at være den evigt kæphøje charmør, der levede for humor og humør. Og nu så han mere seriøs og … nervøs? Ud end hun nogen sinde havde set ham før. Hun trak bare på skuldrende over hans spørgsmål, mere optaget af hans udstråling.

”Hvem er du, og hvad gjorde du af Alexander Young?” drillede hun let, irriteret over at hun måtte bøje nakken halvt af led for at se op på ham, og dermed ikke være i stand til at ryste den der beskyttelsestrang folk fik omkring hende af sig. For en gangs skyld, ville hun ikke ses på som skrøbelige, uskyldige lille Lily – for det var bestemt ikke sådan hun så sig selv. Men hvad andre så, var hun ikke herre over.

[austin]

You've been two weeks gone

Alexander var stadig i gang med at komme sig over sin overraskelse ved, at Lily ikke bare havde skubbet ham væk med et fnis og afbrudt hans intentioner om at gøre hende lige så forbandet blød i knæene som han prøvede på ikke at indrømme overfor sig selv, at hun gjorde ham. I stedet virkede hun mere end villig til at besvare alle hans kærtegn, og det satte hans tanker på den anden ende at spekulere over hendes bevæggrunde.

Lily var en pæn pige. Det havde jo i sin tid være hele grunden til, at han var så uimodståeligt tiltrukket af hende. Hun var ikke som alle de andre tøsebørn, der spillede op i det uendelige og først trak i land når de allerede havde vist alle de mindre pænere sider de gemte på. Hun var ærlig med hvem hun var og han havde slet ikke lyst til at holde op med at kysse hende igen eller lade hende slippe væk.

Hans fingre gled ind mellem slutningen af hendes top og starten af hendes leggins, kærtegnende hendes bløde hud, imens han med blide kys næsten smagte på hendes hals, før han begik den idiotiske fejl at åbne munden for at sige noget. Han kunne se på hende at det forvirrede hende, og det måtte det vel gøre, når den Alexander hun kendte var en no-nonsense type lavet af charme og selvtillid. Han kunne ikke engang helt selv vove at påstå at han kendte andre sider alt for godt, for han lod dem voldsomt sjældent komme til udtryk. Det her burde ikke have været en af de gange det skete, men løbet var kørt og han kunne lige så godt rode sig videre ud i forklaringer der ville undre ham selv lige så meget som hende.

Han sukkede lavmælt og smilede lidt, rystede lidt på hovedet af sig selv og kyssede hende en enkelt gang på panden. ”Du gør mig rundtosset, pigebarn. Spørg mig ikke hvorfor, jeg har sgu ingen anelse, men det gør du.” Hånden på hendes lænd gled rundt om hende igen og landede atter på hendes hofte, imens han trak sin anden hånd væk og strøg den en enkelt gang over hendes kind.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

til ALEXANDER YOUNG

Lily kunne ikke længere finde rundt i Alexanders kærtegn, ude af stand til at bedømme det som andet end en stor enhed. Prøvende løftede hun først den ene arm og så den anden arm, og foldede dem om hans nakke i så fjerlet en berøring, at hun næsten ligeså godt kunne have holdt armene i fri luft. Hun havde heller ikke bemærket at Askestaven var røget i støvet med et lille bump, da hun for et stykke tid siden uvilkårlig havde givet slip på den. Hendes øjne faldt i, mens det kriblede på hendes hals og først da Alexander sagde noget åbnede hun dem langsomt igen. Halvt overrasket over hans ord, skød hun de mørke øjenbryn en anelse op i panden, mens hun pausede samtalen et øjebliks tid, for lige at tænke tingene igennem. Da hun ikke rigtigt kunne finde på noget passende at sige, til hvad han netop havde sagt holdt hun stilheden ved lige et øjeblik længere.

”Undskyld…?” sagde hun prøvende, og smilede skævt op imod ham, med en lettere klemt grimasse, der tydeligt viste at hun ingen anelse havde om hvad hun skulle sige til det. Hun havde ærligt talt lidt svært ved at finde ud af situationen i forvejen, og hans anderledes, tiltrækkende, men anderledes opførsel hjalp ikke hendes forvirrede lille hoved.