En Fredag Aften.

[Benita Dragomirov]

Til Pearl Dragomirov

Det var fredag og klokken var lige omkring halv otte. Benita’s dag havde forholdt sig rolig, næsten alle lektier var lavet, aftensmaden var spist og alt var som det skulle være. Lektierne der var blevet lavet, var lavet, fordi hun ikke ville sidde med dem alle lørdag eller søndag. Nej, så kunne hun bedre lide at være forberedt til ting og have tingene på plads. Hun brød sig faktisk ikke særlig meget om at være bagud med ting.

Benita havde søgt vej mod fællesstuen på femte sal og det var også der hun sad nu i en sofa. Ventede. Ventede på at søsteren ville dukke op. Der gik ikke en dag uden de i samme rum, og de vidste altid hvor de kunne finde hinanden. Og når de ikke kunne være i hinandens opholdsstuer, grunde de to vidt forskellige kollegier de gik på, måtte de jo bare opholde sig sammen de steder de kunne. Benita elskede sin søster mere end noget andet, og kunne ikke forestille sig en dag uden hende i sit liv. Hun var jo trods alt hendes tvillingesøster og bedste veninde. De to var uadskillelige og stod altid ved hinandens side.

[Pearl Dragomirov]

Det var kun en enkel finger som skulle til. Den sneg sig let og ganske uproblematisk ind under elastikken, hvor den hankede sig fast og trak til. De brune lokker væltede som en tidevandsbølge ned omkring Pearl’s ansigt. Hun havde i dyp koncentrationen, og irritation, samlet håret i en hestehale, da hun havde fordybet sig tidligere på biblioteket. Teksten havde været så lille, så snørklet og hendes hår blev ved med at ramme de gulnede sider, som en mørk tåge der bød hvert enkelt bogstav op til dans. Til sidst havde hun, med et usædvanligt opgivende suk, samlet håret i en hestehale. Det var først nu, da hun var på vej ned korridoren, at det gik op for hende, at hendes hår stadig sad samlet i den der rodede hestehale.

Under den venstre arm bar hun stadig på den der irriterende bog, som hun skulle bruge i forbindelse med sine lektier. Hun havde netop bøvlet med et langt, snørklet ord, da hun pludselig fik en idé om at bevæge sig to etager højere op og besøge fællesstuen. I hendes hoved grundede hun det med idéen om de blødere stole, og den varme karmin. Vinterens sidste krampetrækning havde efterladt mange af skolens gange kølige og vinduerne præget af frost.

Og det var sådan, at hun pludselig stod i døren indtil fællesstuen, hvor hun kastede et blik rundt. Der var en mindre flok elever – De fleste sad flere, enkle to og to. Men Pearl genkendte straks sin søster. Hun nåede knap nok at undre sig over, at der overhovedet var nogen som sad alene. Uden at påtvinge det, bredte der sig et smil over Pearls læber, idet hun bevægede sig over mod søsteren.

[Benita Dragomirov]

Til Pearl Dragomirov

Benita sad med benene oppe under sig, i den sofa hun sad i. Kaminen sad hun ikke langt fra, og mærkede derfor varmen der strømmede ud fra den og hen imod hende. Hun bukkede let i nakken, da hun sad fordybet i en roman, blot for at få tiden til at gå med noget imens hun kunne håbe på at søsteren ville dukke op. Hendes hår hang derfor ned omkring hovedet på hende og indrammede også noget af bogen. Et lille smil hvilede over hendes læber, fordi hun fandt bogen spændende.

Kort kiggede hun op fra bogen og lod blikket glide rundt, blot for at se hvad de andre foretog sig, og for at se om der eventuelt var kommet flere til, eller om nogle var forsvundet, for hun havde ikke rigtig lagt mærke til noget idet hun koncentrerede sig om bogen hun sad med i skødet. Blikket faldt på en person i døråbningen og hun genkendte selvfølgelig med det samme sin søster og et stort smil gled over hendes læber. Hun løftede den ene hånd og vinkede hende over til sig selv. Jo Benita elskede altså sin søster, og det var der ikke en eneste person der nogensinde skulle prøve på at ændre. Havde nogen denne intention ville hun sikkert blive meget irriteret. Hvis Benita ville elske sin søster mere end noget andet, så ville hun altså også det!