|
|
Post by Samantha Abbey on Jan 17, 2011 19:10:31 GMT 1
picture perfect memories ,
Julen var efterhånden ved at træde ud fra slottets arealer, sneen var så langsomt begyndt at smelte og efterlade store, grønne arealer rundt omkring på udendørsarealerne. Eleverne var ved at vende tilbage fra deres hjem, hvor de fleste havde tilbragt julen. Selv havde Sammie jo tilbragt den festlige højtid på slottet og ikke i Brighton med sine forældre, da hun jo altid havde haft et lidt anstrengt forhold til dem. Sammie holdt sig dog stadig indenfor, som oftest hvis ikke Alexander havde overtalt hende ud i kulden. Derfor var der halvfrossent hår at finde i de krøllede lokker, da hun trådte ind i fællesstuen. Storsmilende lod Sam blikket glide over folkene derinde, men fandt ikke umiddelbart nogle, hun kendte og trådte derfor ganske roligt over til en af de tomme sofaer og trak den efterhånden gennemblødte jakke af og smed sig i de bløde puder, sofaen havde. Smilende lagde hun sig godt til rette og gav sig til at betragte de mange glade elever, der alle snakkede sammen. Selv havde hun heller ikke et synderligt behov for at snakke med nogen, men hyggede sig ligeså fint alene.
En yngre elev sad og kæmpede med det, der lignede de første lektier for dette år eller måske endda en meget for sent afleveret stil og et smil gled over Sammies læber. Selv havde Samantha jo aldrig været specielt flittig i skolen og blev alt for let distraheret af små ting omkring hende, så lektierne aldrig blev til noget.
Igen hævede hun blikket for at se, om der var nogen hun kendte, da der pludselig trådte en lille gruppe elever mere ind.
TAG;; Edward W. Johnson |
|
|
|
Post by Edward Johnson on Jan 17, 2011 22:03:26 GMT 1
tag: SAMANTHA ABBEY Det var ingen grænser for, hvor langsomt piger kunne gå, når de skulle følges. De snakkede ikke som normale mennesker, de hviskede go tiskede, pillede i hinandens hår, holdt i hånde - holdt i hånden? Edward måtte se efter en ekstra gang for at se, om det virkelig passede, at to af dem gik og flettede fingre tydeligvis på en hel venskabelig manér, og han hævede øjenbrynene. Grunden til, at Ed havde så god til at betragte dem var, at de fem piger formåede at fylde hele gangen, og han var uheldigvis havnet bag dem. Noget sagde ham, at det var med vilje, fordi de flere gange havde stjålet blikke henover deres skuldre, som han ihærdigt ignorerede. Da de endelig nåede opholdsstuen tog det en krig at komme ind ad døren, og han stod høfligt og ventede på, at de fik trisset ind ad døren. Et opgivende suk forlod hans læber, og han kiggede mere eller mindre frustreret hen over deres hoveder og fik øje på Sammie. Hans første tanke var at gemme sig for hende, fordi han ikke helt kunne finde ud af, hvordan han havde det med hende - altså der var intet dårligt i mellem dem, men hans mavefornemmelse var altid sat ud af spil, når de snakkede - men han var ret overbevist om, at de havde fået øjenkontakt. Han smilede oprigtigt til hende og tænkte, at det ikke ville skade at snakke lidt med hende.
|
|
|
|
Post by Samantha Abbey on Feb 4, 2011 10:09:01 GMT 1
   ( w i l d , h o r s e s , I , w a n n a , b e , l i k e , y o u )THROWING CAUTION TO THE WIND, I'LL RUN FREE TOO
Lyden af de fnisende piger, der trådte ind i opholdsstuen, fik straks tiltrukket Sammies opmærksomhed. Hun havde altid været den lidt usynlige pige, der egentlig snakkede rimelig godt med alle og ikke havde de stærkeste meninger, så hun havde heller ikke rigtig nogen bedste veninde eller nogen tøseflok. Hun nød selvfølgelig altid at være sammen med Gabriella, der nok også fungerede som en af hendes bedste veninder og selvfølgelig også de andre piger, og hun var da også den folk henvendte sig til, hvis de havde brug for nogen at snakke med, men hvis hun nu virkelig var i knibe, ville Sam ikke have den fjerneste anelse om, hvem hun skulle snakke med om det. Et suk gled over hendes læber og hun skulle lige til at vende tilbage til sine tanker, da de blå øjne ramte Edward. Han lignede mest af alt et dådyr, fanget i frontlygternes lys og hun blev derfor bragt i tvivl om, hvorvidt hun skulle vinke ham hen. De havde trods alt været gode venner, før det af en eller anden grund var blevet akavet mellem dem. Ikke at hun vidste hvorfor.
En smule i tvivl, hævede Samantha dog alligevel hånden og vinkede ham hen, sendte ham et beroligende smil. Som vejleder havde hun altid med førsteårs-elever at gøre og det var derfor blevet en vane for hende at virke beroligende på folk, der så ud som om de havde brug for det.
( w i s h , i , c o u l d , r e c k l e s s l y , l o v e )LIKE I'M LONGING TOWORDS :: 238 TAGGED :: Edward Johnson OUTFIT :: KLIK [/left] [/center] |
|
