Bow for your king !

[Samuel Abott]

Bow for your K I N G

[/size]! [/b][/font][/center]

Klokkerne fra et af Hogwarts' højeste tårne klingede højlydt da klokken slog 3 om eftermiddagen den søndag. Solen havde begyndt sin nedgang, men det dæmpede ikke den belysning, der faldt ind fra bibliotekets høje vinduer og badede gangene i et blød, dovent lys, der fik støvkornene i luften til at danse.
Der var få mennesker på biblioteket, og de sad alle omkring småborde der var overfyldt med bøger. Der var ikke mange uger til læseferien, og panikken havde så småt grebet eleverne, især dem fra deres 5. årgang og opefter. Nu og da endte nogle stakler som ikke kunne overkomme presset på Hospitalsfløjen, hvor Hogwarts' healer tog sig kærligt af dem.
Der var dog én elev som tog det helt roligt. Helt, helt roligt. Han befandt sig nu på biblioteket. Ikke for at læse eksamen, men fordi et maleri havde vist ham derhen. Det havde forestillet en yndig ung pige som havde fortalt ham, at han burde skynde sig hen på biblioteket, fordi der var en overraskelse der. Da Samuel endelig kom derhen, var der ingenting at se, og han undrede sig kort over pigens motiv (hvad han ikke vidste var, at han engang havde fornærmet hende, og hun blot havde ledt efter en måde at gøre gengæld - det havde resulteret i en utvivlsomt lettere kedelig hævn).
Af bar kedsomhed havde Samuel fundet en stol frem som han havde sat i et afsides hjørne, skjult af meterhøje reoler proppet med bøger. Ovenpå stolens polstrede sæde havde han stablet bøger ovenpå hinanden, samt nede på gulvet. Han havde efterhånden tømt et par rækker på en reol, og stolen begyndte nu at ligne noget nær en trone.
Da han fandt den fyldestgørende, trådte han langsomt op for at sætte sig på sædet, som en ægte konge. Det var ærlig talt et under at bibliotekaren ikke havde snuset sig frem til ham endnu, men han havde fået et par svidende blikke fra nogle elever.
Med et anstrengt udtryk balancerede han sig endelig på på tronen og satte sig tilfreds.

[Aisling Ériaan Delaney]

De fleste af eleverne sad og læste, nogle mere interesserede end andre. De sad lænede ind over bøgerne med snuden nede i papiret, mens de prøvede på at læse ordene og samtidig få dem indprintet i deres større eller mindre hjerner.
Det var dog ikke dem alle der sad og læste, nogle af eleverne gik rundt og kiggede efter de bøger de skulle bruge, for at få den viden de havde brug for.

En lyshåret pige gik hurtigt rundt mellem bogreolerne, uden at give bøgerne nogen særlig interesse. Hendes blik var målrettet og hun styrede direkte mod det hun havde blikket på. Pigen, der var iklædt sin skoleuniform, bestående af nederdelen, knæstrømperne og skjorten, drejede om et hjørne af en bogreol og satte derefter farten op.
Aisling passerede et par elever der så nysgerrigt efter hende. Aisling havde diskuteret et specifikt emne med et fra sit kollegium, og hendes stolthed gjorde det nødvendigt for hende at finde den her bog med det samme. Hun betragtede reolerne omkring sig hurtigt, hvorefter hun forsatte mod det sted hun sidst havde set den bog hun tænkte på. En afsides krog i den fjerne ende a biblioteket. Aisling gik lidt langsommere nu hvor hun var kommet tættere på. Hun gik forbi nogle flere reoler, og svingede så om et hjørne, hvor hun fik øje på noget højst besynderligt.

Samuel, hendes evige kilde til irritation, sad på en trone lavet af bøger. Hun havde aldrig set noget lignende. Hun nedstirrede ham og gik tættere på.
"Hvem tror du egentlig du er.. " Sagde hun, egentlig ikke som et spørgsmål, men mere som en konstatering. Som om hun ville sige at han havde for høje tanker om sig selv.
Aisling lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hans trone af bøger. Hun sukkede opgivende og vendte sig så om mod en af reolerne, hvor hun huskede bogen skulle stå, men da hun kiggede hylderne igennem kunne hun ikke finde den - og heller ikke nogle andre bøger.
Aisling vendte sig på stedet mod ham igen og studerede hans bog trone nærmere. Hun var ret sikker på at den bog hun havde brug for befandt sig der i blandt et sted.

[Samuel Abott]

Bow for your K I N G

[/size]! [/b][/font][/center]

Nu da han havde fundet sig til rette, gav Samuel sig istedet til at kigge omkring på sine udersåtter. Ved et bord lidt borte sad to unge piger, som Samuel bedømte til at være på 4. årgang. De havde næsen i bøgerne, men af og til sendte de Samuel stjålne blikke, hvorefter de brød ud i fnisen. Samuel gav et lille nik med hovedet og sendte dem et charmerende smil.
Blikket gled videre til en dreng der stod og bladrede panisk i en gammel, sort læderindbundet bog. Det charmerende smil på Samuels læber blev erstattet med et lettere hoverende smil. Han forstod simpelthen ikke hvordan folk gad terpe sådan til eksamen. Han ville jo bestå alligevel, og hvem gad ærlig talt have en lang akademisk uddannelse?
Noget fangede hans opmærksomhed så tankestrømmen blev brat afbrudt – et par umådelig lange ben, efterfulgt af en velskabt og slank overkrop, som endte i et bedårende ansigt toppede med blond hår. Det var ingen anden end Aisling – eller som Samuel foretrak at kalde hende, Ælling – som gik en årgang under ham selv. Han havde mødt hende op til flere gange, og deres møder varierede som regel mellem intens flirt og hadefuld provokation. Uden at vide hvilket lune madammen var i idag, lod han blikket glide begærligt op og ned af hendes krop et par gange, før han sled det op til hendes øjne. Spørgsmålet, eller konstateringen, fik ham til at hæve øjenbrynene. ”Hvem jeg er?”, gentog han spørgende. ”Jamen jeg er da selvfølgelig Kong Abott. Og du...”. Han lænede sig konspiratorisk frem mod hende, med albuerne hvilende på knæene, mens et slesk smil hvislede frem. ”Må være den glædespige jeg bestilte”. Det var en grov insinuering, hvis Aisling rent faktisk vidste hvad en glædespige var, men den slags etik og moral var Samuel komplet ligeglad med, hans livsprincip var at have det sjovt. Og han ville meget gerne have lidt sjov med Aisling.

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling kneb øjnene sammen da han overbegloede hende. Hun fugtede læberne kort og lagde armene over kors, som for at gemme lidt af sin krop for ham. Hun lagde vægten over på den ene side af hoften og lagde hovedet på skrå.
”Konge.. ? ” Sagde hun lettere hånligt, og hævede øjenbrynene mens hun kiggede skeptisk på ham. Det var lidt svært at se denne spinkle høje dreng som en konge, men måske var det muligt.
Da kongen havde afsluttet sin sidste sætning, kunne der høres en fnisen fra det nærmeste bord, og et par piger fra årgangen under hende fniste af det han sagde. Aislings opmærksomhed blev først taget af dem, men så vendte hun det igen imod Samuel.

Aisling var faktisk blevet en smule overrasket over det han kaldte hende, ikke på grund af hvad ordets betydning havde, men hun havde stadig ikke vendet sig til at drenge kunne være interesseret i hende på andre måder end at rende rundt og klatre i træer med hende. Ikke at hun ikke havde prøvet noget før, men det var alligevel noget der påvirkede hende. På en måde ville hun hellere blive i barndommens verden.

Aislings reaktion var først et par røde kinder, de forsvandt dog da hun fandt lidt fatning igen.
”Jeg.. Nej, selvfølgelig er jeg ikke det!” Sagde hun lidt for højt end hvad hun havde regnet med. Aisling havde ladet armene falde ned langs siden, og hendes hænder var nu knyttede.
”Det er overhovedet ikke morsomt.” Sagde hun og skulede op mod ham. Så gik hun hen imod stablen af bøger ved siden af ham, trak en af bøgerne ud, så stablen faldt sammen og gjorde mine til at gøre det samme med den stabel han sad på.

[Samuel Abott]

Bow for your K I N G

[/size]! [/b][/font][/center]

”Konge” gentog Samuel beslutsomt spredte benene så han sad i en temmelig afslappet og overskudsagtig stilling. Opmærksomheden veg kort fra Aisling, da pigerne ved bordet fnisede, og det fik ham til at smile lettere overlegent tilfreds.
Det gjorde ikke smilet mindre, at se en beklædelig rødmen stige op i Aislings kinder. Hendes stemme var lidt for høj og skinger til at lyde upåvirket, og det overbeviste Samuel om, at han havde sat hende i en situation hvor hun ikke var hel kendt, og hvor han var på hjemmebane.
Blikket fulgte Aisling, som hun gik hen og tog en bog ud af bunken der udgjorde det nederste trin, så den faldt sammen. Et øjeblik skulle han til at komme med et fornærmet ”Hey?”, han havde trods alt brugt ... 2 minutter på at lave den! Istedet ventede han til Aisling rakte ud efter bunken han sad på. Idet hun strakte armen frem, greb han hurtigt om hendes håndled. ”Du har ret, det er ikke min spøg”. Smilet forsvandt og blev erstattet af en alvorlig mine, der bestod af et hævet øjenbryn og en lettere spidsede mund, da han sagde, ”hvor meget skal du have? Er 20 galleoner nok? Du har ikke nogen idé om, hvor pivfræk du er, Ælling”. Selvom det var sagt som ironi, var der et gran af ærlighed – han gav da gerne 20 galleoner, hvis han kunne se den blonde engel i sin naturlige form.

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling kunne mærke hendes irritation stige da hun lagde mærke til at han bare fik det meget bedre af hendes trængsler. Hun strøg en tot hår bag øret og rynkede det ene øjenbryn en smule. Aisling havde næsten fingrene henne ved en af bøgerne under ham, da han lagde fingrene rundt om hendes håndled. Det gav et mindre sæt i hende, hun havde ikke regnet med at han ville tage fat i hende. Hun kiggede skulende tilbage op i hans øjne, men hendes vrede mine forsvandt lidt, da hun så at han blev alvorlig. Aisling kiggede ned på hans hånd, og lagde mærke til at han kunne nå hele vejen rundt om hendes håndled – selv sådan en spinkel dreng som ham.
Vreden viste sig pludselig i hendes øjne igen og hun lænede sig fremover mod ham, uden at tænke så meget over at han havde fat i hende.

”20 galleoner?! Det er jo ingenting! Og jeg kan alligevel ikke købes for penge, så det er lige meget.” Sagde hun som en hvislende slange og prøvede at få sin hånd fri, mens hun gispede en smule.
”Pivfræk? Hvis jeg er.. så gør jeg det ikke for din skyld, og slet ikke for at give dig nogen som helst form for nydelse, og da slet ikke når du kalder mig Ælling” Sagde hun skeptisk og anlagde et fornærmet ansigtsudtryk. Aisling var vandt til hans øgenavn til hende, men hun ville stadig ikke lade være med at kommentere på det. Hun hadede at blive kaldt ælling, det var jo sådan nogle små søde pjuskede hjælpeløse nogle – højst sandsynlig ikke særlig intelligente.

[Samuel Abott]

Bow for your K I N G

[/size]! [/b][/font][/center]

I et kort naivt, men temmelig fristende, øjeblik troede Samuel, at Aisling lænede sig frem for at kysse ham, men det var at misdømme situationen. Vreden stod malede i hendes ansigt, og at dømme på tonefaldet var det tydeligt hun ikke var helt tilfreds med situationen. Samuel fandt den lille vrede rynke mellem hendes lyse øjenbryn temmelig tiltrækkende, og hendes forurettede skikkelse var uimodståeligt. Mod sin vilje måtte han give slip da hun trak hånden til sig, selvom han var fristet til at hive hende endnu tættere og kysse hende lidenskabeligt, om hun vil det eller ej. Der var bare noget over småsure blondiner!
”20 galleoner er alligevel mere end jeg ejer på nuværende tidspunkt”, svarede Samuel ærligt, og idet han rettede sig op, trak på skuldrene. Det var sandt. De sidste 5 galleoner havde han brugt på et latterligt vædemål, og de forrige havde han brugt til at købe ildwhiskey – dvs. det han troede var ildwhiskey, for troldmanden der solgte det, havde åbenbart puttede et besværgelse i, så det blot brændte på tungen og havde givet ham røg ud af ørene. Spild af penge!
Ved ordet ”nydelse” spidsede han ører, og et slesk smil trak langsomt op i højre side af hans mundvige, så den karakteristiske smilerynke (der egentlig var et ar) kom til syne. Det ord var alt hun skulle sige for at starte en bølge af pervers tankegang i Samuels ensporede hoved. Der lå så mange rappe svar klar på tungen, at han et øjeblik kæmpede med at vælge. ”Så jeg skal bare give dig et andet kælenavn, så du kan give mig...”, han smagte lidt på ordet, og sagde så i halvkvalt tonefald, som om det voldte ham mange problemer,”nydelse?” Uden at vente på et svar, lagde Samuel ansigtet i tænksomme folder og lænede sig lidt tilbage i stolen. ”Hvad mon du er til, Ælling”, mumlede han tænksomt, uden egentlig at henvende sig til hende direkte. ”Bare Ai, måske?... Men det ville være et problem jeg sagtens kunne gøre noget ved... Hmm, Aids? Dét problem har du forhåbentlig heller ikke. Ellers tror jeg vores forhold skal forblive platonisk!” Strengt sendte han Aisling et kort, nærmest foragtet blik, men det ændrede sig hurtigt til et skævt smil. ”Hvorfor ikke bare Ais? Kort for Amidst I Suck, eller All Incredibly Sexy. Du vælger!” Mens han plaprede, havde han rejst sig fra stolen, hoppede over bunken og ned på gulvet. Han stak hænderne i lommen, og gik hen så han stod meget tæt på Aisling, og måtte bukke hovedet for at kunne se ned i hendes ansigt.

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling stillede sig med siden til ham, hun ville ikke lade et gram venlighed falde på ham overhovedet. Hun var meget fornærmet over hans opførsel.
"Det gør det da ikke så meget bedre, det viser bare at der er endnu mindre grund til at jeg skulle beskæftige mig med dig" Sagde hun og lod pupillerne fare hen mod ham et øjeblik.
Aisling rettede blikket ligeud, og så stadig lidt muggen ud, selvom der var noget i hende der voksede overfor Sam, som om al den opmærksomhed han gav hende alligevel rørte noget i hende, på trods af at han jo overhovedet ikke var hende værdig.
Der gik dog lidt tid før hun opfattede hvad Sam mente, først var det bare det sædvanlige vrøvl, men så forstod hun pludselig hvad han hentydede til og hun vendte sig igen mod ham.
"Nej bestemt ikke Sammy, jeg giver dig ikke nydelse hvad end du kalder mig." Sagde hun, hvorefter hendes mund snerpede sig sammen og hun stirrede koldt på ham.

Aisling tav da han begyndte at remse navne op til hende, der var ingen af dem hun kunne lide. Bortset fra et af dem, men der var nogle stykker der allerede kaldte hende det, så det var intet nyt.
Ais flyttede sig ikke da han kom tættere på hende, men gengældte bare blikket og kiggede opad. Hun lagde armene over kors og lagde hovedet let på skrå, hvorefter hun hævede det ene øjenbryn.
"Ais? Hvor opfindtsomt. Abott, selvom du kaldte my Godess ville jeg stadig ikke give dig.. nydelse." Det sidste ord sagde hun med en mindre grimasse og bed sig forsigtig i underlæben, mens hun stadig så ham i øjnene.