A quick stop at the library.

[Varg Harrison]

Varg bevægede sig roligt ind på biblioteket, han bar en lille stak bøger under den ene arm, stakken var mindre end, hvad man normalt ellers så ham med. Varg var en rigtigt bogorm, en som brugte meget af sin tid med næsen i en bog og bøgerne var for det meste om enten eliksir, magiske dyrs pasning og pleje eller forsvar mod mørkets kræfter, tre fag som han utroligt godt kunne lide. Vargs anden hånd var placeret på hans skoletaske, han holdte den der for at holde tasken i ro. Han var kommet næsten direkte fra eliksirlokalet, professoren i eliksir havde brygget en wolfsbane-eliksir til ham, skolens stab var jo godt klar over hans 'problem' og Varg holdte så tasken i ro for at der ikke skulle ske noget med flasken, som indeholdte eliksiren. Han havde sagt til sig selv, at han egentligt bare burde se at komme tilbage til Ravenclaws opholdsstue, så han kunne putte flasken i hans kiste og han så ikke skulle bekymre sig om den før fuldmånen var ved at være på vej, men han havde alligevel besluttet sig for lige hurtigt at aflevere nogle få bøger. Den ene af bøgerne fik ham til at tænke på pigen, som han havde mødt her forleden dag, hun havde ventet på bogen i fjorten dage, havde hun fortalt ham og det var egentligt det, som havde bragt ham herind for at aflevere den lille stak af bøger.

Varg havde sat bøgerne på et af bordene og begyndte så at gå rundt og sætte dem på plads, han gav dog ikke slip på tasken én enkelt gang, det var nok noget i underbevidstheden, som fik ham til at passe så meget på eliksiren, den kunne jo gøre ham fri for bare få af de mange problemer han havde med sin lykantropiske side og så ville det nok også virke meget mystisk, hvis han blev set med en wolfsbane-eliksir, for hvem, udover varulve, havde brug for dem? Ingen, nemlig og det ville uden tvivl afsløre ham som varulv og hvad ville folk så ikke tænke om ham? Varg havde i hvert fald en forestilling om, at størstedelen af skolens befolkning ville hade ham som pesten, en ting han helst gerne ville undgå.

[Emrys Cadwallader]

På en gang var ordet, hvad end det var af den talte eller den skrevne karakter, muligvis det stærkeste våben man ville kunne bruge mod et andet menneske, hvis bare man ved hvordan man skal håndtere det, tænkte Emrys idet han med hænderne lagt fladt mod bogens forside og bagside langsomt lod sin egen læderindbundne og falmede førsteudgave af Relikvierænkespillet lukke sig foran ham, for til sidst blot at udånde en sky af ukueligt støv, der dansede fornøjet i det matgyldne solskin, der faldt ind igennem den smudsige biblioteksrude bag hans ryg. Når man lukkede bøger, især dem som forheksede dig og fortryllede dig på samme tid, var det som om at man lige var steget af et af de gammeldags Mugglertog med manuelle døre fra en anden verden, havde lukket den tunge dør bag sig og stod på ens hjemstavns perron, dog med en sær fornemmelse af at intet er som det plejer, selvom ingenting er forandret. Og så indser man efter at have sundet sig lidt, at det bare er sollyset, der falder anderledes ind over asfalten og bare toner alting orange. Sådan havde han det, idet han skubbede de sammentrukne ben frem ud over den lille niche ved vinduet, hoppede den uanseelige højdeforskel ned uden synderlig anstrengelse og tog bogen op i sin favn. Uvilkårligt mærkede han, hvordan hans arme nægtede at lade bogen forlade deres favntag, selvom hans rationelle tankegang fortalte ham at han burde lægge den ned i skuldertasken, der hvilede ved hans side, og hans rutinemæssige jeg forsøgte at gøre ham opmærksom på, at han ellers aldrig plejede at klynge sig sådan til noget. Havde biblioteket ikke været et helligt kapel, hvor man forgudede stilhed, ro og fordybelse, i Emrys’ øjne, ville han ikke have kunnet lade være med at grine af sig selv. Her stod han og knugede bogen ind til sig, som om denne antikke bog var den sidste redningskrans i et iskoldt ocean, der ville kunne give ham bare fem minutter mere over vandets overflade. Som om at hvis han gav slip, ville den verden drukne for altid. Var det bøgernes funktion, at så spinkle håb i ustabil mental jord? Eller var de blot en redningskrans for en støvet fantasi, der truedes med at drukne i voksenhedens passivitetsattitude?

Og da var det han realiserede ordets magt, da han begyndte at gå ned af reolerne, opsat på at finde en bog, han kunne begrave sig videre i. Et ord var kun en udtalt lyd, formet af mennesker og defineret af mennesker – men selv de mindste implikationer ville kunne dryppe mistænksomhedens gift i en mands sind. Man ville blive ædt op indefra af sin tvivl. Og på den måde ville et ord kunne iscenesætte et mord uden noget håndgribeligt mordvåben. Og netop derfor beskæftigede Emrys sig med ord i politik, ord i bøgerne og ord i konversationer. Med dem i hånden havde man en kniv mod andres strube, uden de andres vidende. En kniv, hvor klingen aldrig ville blive blodig.

Hans tankespind trævledes dog op i kanterne, da han under sin vej gennem hyldernes forskansninger så en mørkhåret ung mand med hånden på sin egen taske stå og sætte bøger op i hylderne. Med det hår var der ingen tvivl. Varg. identificerede han ham og fortsatte sin gang ned mod ham. Hvilket mærkværdigt tilfælde. Deres møde ved søen og intellektuelle samtale stod stadig skarpt i hans erindring, og havde glimtet der ved forskellige anledninger – undret sig over hvor han var. Realisationen af hvor skæbnepassende det var at det netop var her, biblioteket, de mødtes, slog ham og han stoppede. Et intellektuelt rum for en, man betragter som intellektuel med intellektuelle ord. Smilet kom let over hans læber, idet han gik hen imod ham. Hans øjne gled ubevidst ned til tasken, hvor hånden nærmest klyngede sig til den, som han gjorde med bogen. En ekstra hånd kunne han vist godt bruge, så hvorfor det? Var det også et spinkelt håb som i Emrys’ favn? Nej. konkluderede han. En taske? Der måtte ligge mere i det, men han var alt for taktfuld til at spørge, selvom det intrigerede ham. Måske forsøgte han at støtte noget, eller måske var der noget værdifuldt i tasken? Det ville han ikke spørge om. Det var uanstændigt. Måske kunne man lede ham ind på det, javist.. men direkte konfrontation med den slags var ikke bare en vansirelse af ens egen sociale opfattelse, men også af den andens. Ikke at Emrys bekymrede sig meget om den del af skolen - han vidste bare hvornår man kunne riste skumfiduser over åben ild, og hvornår ilden var så varm, at man kun kunne brænde fingerne.

Han gik over til bordet, hvor han lagde sin egen bog på bordet og placerede den bogbunke på bordet, han konkluderede var Vargs, ovenpå, hvorefter bar det hele hen til ham. Han stillede sig ved siden af ham og betragtede observant hans arbejde med hans bøger i hænderne. Stilheden herskede, indtil han talte. ”Jeg er ikke i tvivl om at bibliotekaren vil værdsætte den gestus, at du sætter bøgerne tilbage i hylden.” kommenterede han blot i et neutralt tonefald, inden han så på ham. ”Men kunne arbejdsprocessen ikke optimeres ved at bruge begge hænder?” spurgte han i et henkastet forsøg på at være nonchalant, imens han så på hylderne. Et forsøg, han ikke vidste om han var succesfuld med. ”Bemærkelsesværdigt at hver bog har et hjem i hylden, ikke sandt? Deres eget lille værelse, hvor kun de må stå, hvis altså man vil følge strukturens uskrevne regler.” påpegede Emrys og smilte, idet han så på ham. Smilet blev bredere. ”Jeg har vist aldrig fået mulighed for at takke dig ordentlig for vores samtale ved søen i efteråret. Det var umådeligt sindrigt og interessant.” tilføjede han, og der var ingen tvivl at spore om at han mente det af hele sit hjerte, det han sagde.

[Varg Harrison]

Det gav sæt i Varg, da han pludseligt hørte Emrys' stemme, tanken om eliksiren i hans taske gjorde, at han var lidt mere varsom og derfor sad lidt flere af hans nerver ude på tøjet og det blev selvfølgelig ikke meget bedre af, at han også stod i sine egne tanker. "Oh, du må ikke snige dig ind på mig på den måde, Emrys." Sagde han, men dog var det efterfulgt af et mildt grin. Hans grønne øjne faldt på tasken, som hans hånd lå på, det var vist ret tydeligt, at han beskyttede den eller noget i den, kun Varg selv vidste jo, hvilken af de to det i sandhed var. "Jo, ehm, det er bare ren vane, du ved." Sagde han, han måtte bruge to sekunder på at tænke over, hvad han skulle sige, men håbede dog det blot så ud, som om chokket havde forvirret ham i et kort sekund. Hvis Emrys havde fået færten af noget mystik omkring det, så tvivlede Varg på, at Emrys ville hoppe på den, Emrys var jo bestemt ikke dum, vidste han. Varg fjernede sin blege hånd fra tasken og strøg så en lok af det lange, tykke hår om bag det ene øre.

Vargs øjne gled op langs den høje bogreol imens han nikkede let til de kloge ord, som Emrys sagde. Varg havde endnu ikke hørt Emrys sige noget uintelligent, han tvivlede endda på, at Emrys havde sagt noget uintelligent imens han ikke havde været i nærheden til at høre det, det lignede ikke Emrys, syntes Varg og det baserede han på, at Emrys netop sagde så mange intelligente ting. Varg syntes selv, at han tit selv kludrede i det, hans tanker faldt tilbage på mødet med pigen, som havde været ret akavet for ham og ikke videre intelligent fra hans side af, syntes han i hvert fald selv. "Hm.. Sådan har jeg aldrig set på det før." Sagde Varg og kløede tænkende sin højre skulder. Vargs grønne øjne rettede sig imod Emrys, da han endnu engang begyndte at tale, denne gang var det om deres sidste møde. Det var jo egentligt ret lang tid siden han sidst havde set Emrys. "Jo, jeg takker også. Det var helt bestemt en utroligt spændende samtale vi fik ført. Jeg er sikker på, at vi nok skal få mange flere af den slags." Sagde Varg med et nik, hvorefter et smil viste sig på Vargs smalle læber.

[Emrys Cadwallader]

”Det var nu bestemt ikke min mening at snige mig ind på dig. Men det er nok en egenskab man tillægger sig selv i mere eller mindre grad som slange. Og at man er sådan et sted som her, hvor stilhed hyldes, kommer man ubevidst til at snige sig.” svarede han og besvarede Vargs grin med et venskabeligt smil, inden han så på ham igen. ”Jeg husker det blot til næste gang.”
”Der er jo mange måder at beskue ting på. Hvis man blot skaber sig en indstilling der hedder at man vil se anderledes på tingene. Man kan lære at se verden med andre briller. Som for eksempel med bøgerne. Forsøg at se bort fra at de står i en reol, og se deres individuelle plads som deres værelse i et stort hus.” Han holdte en kort pause, hvor han så op imod reolen, inden han grinte let. ”Forhåbentlig synes du ikke at jeg er alt for filosofisk. Nogen gange kommer jeg bare til at bemærke den slags i mine tankers stolte ensomhed.” tilføjede han med et skuldertræk, og smilte. Det var ikke alle han følte at han kunne dele den slags med. Visse mennesker ville le og kalde ham tosset, andre ville ikke kunne se hvordan man kunne se en bogreol som mere end den var – men af alt hvad han havde set til Varg ved søen, var det ikke træk man kunne tillægge ham.

Ved Vargs forklaring om at det at holde tasken i ro var ren vane, var det tydeligt at han betragtede ham indgående, men han valgte ikke at tænke mere over det. Havde han da altid et eller andet i tasken, der krævede påpasselighed? Emrys ville ikke håbe det for ham. Der kunne ske så meget på en skoledag, selv når man passede på sagerne. ”Nuvel, gamle vaner er det svært at komme af med, som man siger. Så hjælpes vi bare ad med at sætte dem op, nu hvor jeg alligevel er her.” påpegede han og løftede let i bøgerne for at indikere at han havde dem. Han så ned i stakken. ”Hvad har du fået tygget dig igennem?”

Og den måde at se tingene på, er du vist ikke den eneste, der ikke har.”

[/b] reflekterede han højt, og rynkede brynene let, idet han øjnede en bog om dværgemagi, der tydeligvis ikke stod, hvor den burde. Men det var næppe dens egen skyld, som det sjældent var med bøger, musede han mildt. De blev blot stillet tilbage af folk mindre hensynsfulde som Varg, og selvom denne lille handling måske var skødesløs, kunne den vise sig fatal, hvis man ledte efter bogen. Han trak på skulderen, idet han med en pegefinger forsøgte at lede ravnens opmærksomhed op imod den fejlplacerede bog, inden han trak den ud af reolen, støvede den let af og satte den op under C, hvor den, takket være sin forfatter Clerkenfort, hørte til. ”Den dag man skal bruge bogen, ville det være fatalt at den ikke stod på sin rette plads. Ligesom den dag man skulle bruge en redningskrans, og det ville være katastrofalt at den ikke var tøjret til rælingen som den burde.” sagde han og trådte tilbage fra reolen for at anskue sit værk. ”Selvom jeg nu håber vi aldrig får brug for en redningskrans.” bemærkede han. Men det bestemte man sjældent, sådan noget.

Da Varg også takkede ham for den givtige samtale ved søen, bøjede Emrys hovedet i respekt. ”Det håber jeg at få anledning til. Oplivende samtaler er en undervurderet mangelvare, jeg alt for sjældent får glæde af.” Der var mild stilhed i biblioteket, inden han lavmælt fortsatte. ”Er der sket noget interessant siden vi så hinanden sidst?” Det var et trivielt spørgsmål, men det venskabelige smil der akkompagnerede det, forklarede tydeligt at det var alt andet end en tidskøbende bemærkning. Det var noget, som Emrys faktisk gerne ville vide, som en ven der gerne vil vide hvordan det går med en anden. Eller i hvert fald noget, der kunne ligne en ven. Han var på ingen måde typen, der fiskede efter den slags for egen vinding - han spurgte af personlig interesse, ikke af andres. Hvad der blev sagt, forblev mellem dem. Som tingene burde være. Men det var de ikke altid på slottet.
[/blockquote]

[Varg Harrison]

"Det ved jeg, det jeg sagde var nu også ment i spøg." Forklarede Varg med et blidt smil, hvorefter han gav sig til at rulle ærmerne på sin skoleuniform op, så hans blege, men arrede arme kom til syne. De forskellige ar, som hovedsageligt ikke var så store, kun få var af medium størrelse, kunne godt få det til at se ud til, at Varg tit havde været uheldig med en eller flere livlige, tornede planter, hvilket jo også var, hvad Varg ville have folk til at tro og det var jo også kun delvist en løgn, et eller to af dem stammede rent faktisk fra sådan en plante. "Man er jo også meget nemmere at gøre forskrækket, når man står helt fordybet i sine egne tanker." Tilføjede Varg. Med et tænkende nik gav Varg Emrys ret i, hvad han sagde. "Altid klar med vise ord. Det er rart at høre, du ikke har ændret dig siden vi sidst sås i efteråret." Sagde Varg. "Men ja, du har helt ret, der er så mange forskellige måde, at de fleste af os glemmer størstedelen af dem." Varg rettede roligt på tasken, efter han var stødt ind i Emrys, så havde han skubbet tankerne om Wolfsbane-eliksiren om i baghovedet og det passede ham faktisk også meget bedre. "Spørger du mig, så tror jeg ikke man kan være for filosofisk og det er vist også kun sundt at være så filosofisk." Svarede Varg med et mildt smil.

"Jo, tak fordi du gider." Sagde Varg til Emrys og sendte ham et venligt smil, det var nu meget pænt af ham, syntes Varg. Hans grønne øjne rettede sig imod stakken af bøger, som Emrys nu stod med. "Du ved, bare det sædvanlige om magiske væsner, eliksirer, forsvar mod mørkets kræfter og den slags. Alt det spændende." Forklarede han og tog derefter den øverste bog i stakken for at sætte den på plads. "Nej, men jeg er dog sikker på, at hvis vi ender i flere af den slags samtaler, som den vi havde ved søen, så fanger jeg det hurtigt." Lød det fra Varg og det var så efterfulgt af en kort latter. Varg, som havde givet sig til at kigge efter den plads, hvor bogen i hans hånd skulle stå, rettede sin opmærksomhed hen på Emrys, da Emrys rettede sin pegefinger imod en af bøgerne.

I første omgang forstod Varg ikke helt, men som Emrys trak den ud, forstod han at den ikke stod på sin rette plads. Det Emrys sagde mindede ham atter engang om Margot, som han havde mødt, hun havde kigget efter en bog, som Varg på det tidspunkt havde haft. "Du har fuldkommen ret. Derfor prøver jeg også altid på at få gjort det så godt, som overhovedet muligt." Forsikrede ham Emrys. Varg var også altid godt til at aflevere bøgerne tilbage hurtigst muligt, det var kun få gange det var sket, at folk havde ventet på nogle bøger, som Varg havde haft. "Det håber jeg heller ikke." Tilføjede han.

"Får man ikke så mange af den slags samtaler som politiker? Den slags der virkeligt sætter gang i én?" Spurgte Varg interesseret, da han altid havde været sikker på, at en politisk debat var oplivende og satte hjernen i gang. Varg havde havde aldrig rigtigt interesseret sig for politik, da han aldrig havde været særlig hurtig med tilbagesvar og heftige debatter havde nu heller aldrig været ham, han foretrak rolige og nede på jorden debatter. Varg kløede sig tænkende i håret. Var der sket noget interessant? Eller spørgsmålet, som Varg nu stillede sig selv lød mere i stil med; var der sket noget, som han kunne fortælle om uden at afsløre noget, som for hans egen skyld ikke skulle forlade hans hoved? "Hm.. Njah.." Varg trak lidt på sit svar, han vidste ikke helt, om det var interessant eller ej. Han havde brugt det meste af tiden på skolen og med næsen i bøgerne, resten af tiden havde han hovedsageligt spenderet sammen med Richard, det eneste lidt udover det sædvanlige som var sket, var mødet med Margot, pigen som han havde fundet utroligt interessant, men Varg tvivlede dog på, at Emrys ville finde det interessant. "Hvad med dig, har du oplevet noget interessant?" Spurgte han så.

[Emrys Cadwallader]

Emrys gengældte Vargs smil med et venligt et af slagsen, og purrede let op i det karottefarvede hår med den frie hånd, der ikke balancerede med bogstablen. ”Og der skal også være plads til spøgefuldheder. Ellers bliver livet alt for støvet.” tilføjede han med et lille skævt smil. ”Jeg kunne bare ikke lade være med at bemærke, at det nok ligger til kollegiefarverne, at snige sig. I burde jo kunne flyve, eller i hvert fald i metaforisk forstand flyve ind i bøgerne. Så må jeg bare lade en vittighed snige sig ind på dig i løbet af samtalen i stedet.” fortsatte han med en drillende undertone og lo stilfærdigt, hvorefter han fulgte Vargs baksen med skjorteærmerne med øjnene. Øjnene spilede sig markant op ved synet af de mange ar, der kom til syne da skjorteærmet blev foldet op, men lidt efter fortonede det forbløffende blik til et af eftertænksomhed, der fik hans mimik til at slappe af. Så mange ar var usædvanlige på en enkelt arm. Han havde ikke set andre elever på skolen have så broget en forsamling af ar, selv ikke hos dem, der sædvanligvis var Hippogriffernes foretrukne kradsebræt. Jovist, dem på Vargs arm var ikke så store endda, men i dette tilfælde var kvantitet over kvalitet foruroligende. Emrys kendte skam selv til ar, og forekomsterne på ham selv var slet ikke usædvanlige – han havde selv et par stykker på overarmene, håndfladerne og torsoen, og et ret prominent rødt et af slagsen ned af ryggen efter at han i sine barndomsår ved et uheld faldt i havnebassinet i Moelfre havn og skrabede huden af ryggen på havnekanten samtidig – men selvom han tit fik skrammer og rev sig på tornekrat, havde han slet ikke et så imponerende argalleri. Nogle mennesker havde vist lettere ved at danne ar end andre. Men Emrys var ikke helt sikker på, at de alle sammen stammede fra skolen. I så fald var Varg mere end usædvanlig uheldig.

”Det er så sandelig noget af et præstationsgalleri, du har samlet dig der. Jeg håber ikke at de alle sammen er fra Botanik- og Magiske Dyrs Pasning og Plejetimerne.”

[/b] bemærkede han alvorligt med et nik i underarmens retning, og studerede dem med et nysgerrigt blik. Efter at have gjort sig sine mentale observationer, nikkede han bekræftende til Vargs bemærkning om at man lettere kunne forskrækkes i sine egne tanker. Blikket blev apatisk, idet han selv fordybede sig i tankerne. ”Javist, det er man. Man bliver så viklet ind i tankernes spind, at man bliver som en lille flue for virkelighedens edderkop. Men tankerne kan også begrave en.. og så er man i virkeligheden faktisk sårbar alle steder. Både i og udenfor tankerne.” musede han, og så ud i en falden solstråle, der viste støvet danse imellem rækkerne af bøger. Da hans ven til gengæld bemærkede at han ikke havde forandret sig siden efteråret, kunne man ane antydningen af et smil i mundvigen, og han sænkede blikket respektfuldt. ”Som allerede sagt, gamle vaner er svære at bryde. Men en sådan kommentar fra dig, samt alle de bøger du skal aflevere, forsikrer mig også kun om, at du heller ikke har forandret dig siden vores møde ved søen. Hvilket kun glæder mig.” påpegede han til Varg, og smilede varmt. ”Det er måske nok god intellektuel øvelse, men det kan være farligt.. se alene på hvordan det gik Sokrates, fordi han filosoferede for meget..” sagde Emrys med et lille smil. Varg kendte formodentlig nok den græske filosof Sokrates, som grundet de ting han sagde var blevet dømt til døden af den athenske ret for ”asebeia”, foragt mod statens guder. Det var i Emrys’ øjne historiens første justitsmord. Det gjorde de kun, fordi Sokrates talte sådan om samfundet og stødte til deres verdensopfattelse.

”Ingen årsag.”[/b] bemærkede han med et kort smil omkring bøgerne, inden han lyttede efter. ”Aha. Javist, det er den gode del. Selvom Magiens Historie da næsten også hører sig til.” drillede han let og grinte. Det var et af hans egne store kæpheste. ”Det tror jeg nu også hurtigt du fanger. Eller også finder du en helt ny måde at beskue tingene på.” bemærkede han omkring Vargs udtalte sætning om at han nok skulle finde måden at se sagerne på via samtalerne. Han havde hørt Vargs intellekt i praksis sidste efterår, og nærede derfor ingen tvivl om at han ikke var som dem, der havde sat bogen forkert. Nærmere tværtimod. Med den umage, han havde gjort sig med at sætte dem op, kunne Emrys ikke forestille sig nogen som helst fejl.

Da de bevægede sig ind på den politiske boldbane, trak han på skulderen og løftede bøgerne lidt. ”Ikke så mange, som man burde. Debatterne har der ikke været mange af den sidste tid. Men det kommer nu også helt an på, hvem man får halet fat i. Der er dage, hvor jeg får så meget verbalt modspil, at jeg knap kan holde munden lukket selv, men de dage har ikke regeret længe. Selvom jeg nærer tiltro til, at de kommer igen.” reflekterede han med et smil. ”Jeg har ikke kunnet stikke til oppositionen i lidt tid nu. Vi har haft travlt med at feje op efter rygtet møntet på Hallows sidste vinter. Når man kan diskutere blodspolitik med Riddlerne, er det næsten som at få pandekager til morgenmad.” tilføjede han entusiastisk, og han grinte alene af tanken. Det var den slags, han nød ved politik. Planlægningen, kampene og det verbale modspil. Men han havde på fornemmelsen at Varg ikke var politisk interesserede, og ønskede ikke at kede ham, så han fortsatte i deres andet spor, hvad der var sket siden sidst. ”Njah? Der måtte da være sket noget. Nu bliver jeg tvunget til at gribe ned i nødspørgsmålene. Havde du en god jul?” spurgte han med et smil og grinte. ”Hm.. nok ikke noget, der er videre interessant for folk, der ikke beskæftiger sig med politik.” sagde han venligt med et grin. ”Jeg har haft brugt tiden på at studere, og så forsvinder dagene hurtigt.. det sjoveste jeg kan bidrage med er nok historien om at vores juleand endte med at flyve ud af vinduet til stor forargelse for min mor. Men egentlig blev hun nok ret lettet over at den fløj ud, ingen af os havde rigtig hjertet til at slå den ihjel. Jeg tror min far fandt ud af, hvorfor man ikke køber levende ænder til jul, men køber en forarbejdet.” bemærkede han med et smil. ”Holdt du jul i Skandinavien?” spurgte han. Så vidt han erindrede, var Vargs familie vist knyttet til Skandinavien.
[/blockquote]