family matter

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Klokken var tyve minutter i fire en torsdag. Julie havde fået fri fra Botanik for fyrre minutter siden, og efter at havde brugt små ti minutter på at få jorden ud fra under neglene, havde hun bevæget sig fra drivhusene og op på tredje sal, hvor undervisningen i besværgelser fandt sted. Hun havde fri og derfor ingen timer at passe. Hun havde stået der i et kvarter, og nu var der kun fem minutter til, at den næste time var ovre - og hendes bror fik fri for dagen. Der var ikke gået lang tid, efter hun var blevet gode venner med Sam igen, før Julie indså, hvor lidt hun havde opfanget i al den tid, hvor hun havde været optaget af sine egne problemer. En del skænderier havde fundet plads til festen, men det var ikke dem, der havde fanget hendes opmærksomhed: det var hendes brors nedslukte humør. Hvornår han var begyndt at hænge med mulen var ikke til at sige, men nu hvor Julie ikke gik rundt i sin egen lille tåge, havde hun i sinde at finde ud af det - eller i det mindste bare vise sin støtte.

Hendes skoletaske stod på gulvet ved siden af hende, og hun stod lænet op ad muren et stykke væk fra døren ind til besværgelseslokalet. Minutterne gik, og Julie sukkede utålmodigt for 117. gang. Fordi hun var gået direkte fra botanik og op til tredje sal, var hun stadig iført sin udendørskappe, og den var både varm og tung og påvirkede Julies humør.

[austin]

We often shelter those we love

Klokken ringede og professoren i besværgelser gav klassen de sidste meddelelser om planerne for næste time og den stil de skulle aflevere til selvsamme. Alexander hørte kun efter med et halvt øre og svang hurtigt tasken over skulderen, så snart han havde smidt skrivesager og tryllestav derned. Han forlod lokalet sammen med flokken af klassekammerater og satte kurs imod trappen til Gryffindors tårn uden overhovedet at tænke sig om. Det var en rutine, som så meget andet, der kunne gøres uden at spilde tankekraft på, og netop tankekraft følte han ikke han havde meget tilovers af for tiden.

Han lignede ikke længere et lig og sov igennem det meste af natten, men hans tanker kredsede uværgerligt omkring det lille væsen, der voksede i Brees mave. Han havde endnu ikke fortalt om graviditeten til en sjæl ud over Todd og følte sig forsikret om at det dermed kun var netop hans bedste ven, Caroline Abbey og Eilionoir Eads, der udover ham selv og Bree var klar over omstændighederne. Presset for at komme ud med hemmeligheden trykkede stadig, men han stjal sig de sidste par øjeblikke med Rachel i mere eller mindre lykkelig uvidenhed og var sikker på, at det var lykkedes ham at overbevise hende om at han bare havde været syg.

Tag: Julie Young ● Outfit: here

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det føltes som en evighed, inden klokken ringede ud, men da den endelig gjorde, kom det så meget bag på Julie, der stod fordybet i sine tanker, at det gav et sæt i hende. Umiddelbart efter den skingre klokke havde lydt, kunne en rumsteren med stole og tasker høres inde fra lokalet, og læreren hævede stemmen for at overdøve eleverne, der ivrede efter at komme ud fra dagens sidste time og nyde sin frihed. Julie hørte ikke lærerens ord som andet end en dæmpet mumlen, men hun tog det som et tegn til at gøre sig klar til, at eleverne kom ud derfra.

Netop som hun hankede op i sin taske, blev døren åbnet, og de første elever viste sig i døråbningen, som hele klassen snart strømmede i gennem. Det gik hurtigt op for Julie, at hun havde stillet sig på den forkerte side af døren, da alle eleverne drejede i den modsatte retning af, hvor hun stod og bevægede sig overraskende hurtigt væk fra hende. Småirriteret rynkede hun brynene og stillede sig på tæer i et forsøg på at få øje på Alex. Et par enkelte elever opdagede hende, og dem hun kendte hilste kortfattet.
Alexanders hår fangede hendes opmærksomhed, og hun fik pludselig fart på. Med en undskyldning fik hun møvet sig forbi to piger, der gik lige bag hendes bror, og hun lukkede fingrene om hans albue.
"Alex!" kaldte hun og hev blidt i sin bror for at få ham til at stoppe. Folk gik automatisk udenom dem, da de satte farten ned.

[austin]

We often shelter those we love

Alexander mærkede et sæt fingre lukke sig omkring hans arm inden han hørte sin søsters stemme. I et kort, ubehageligt øjeblik genkaldte han sig dagen for nøjagtig to uger siden, hvor Bree havde hevet ham tilside på en lignende måde og meddelt ham at hun var gravid med hans barn.

Han rystede dog hurtigt tanken så meget af sig, som han nu kunne formå i det hele taget og drejede sig imod imod lillesøsteren med et spørgende ansigtsudtryk. ”Hvad er der, Mini?” Hans øjenbryn røg op, imens klassekammeraterne passerede forbi søskendeparret. ”Er der noget i vejen?” Hans hoved arbejdede hurtigt og han fik en alvorlig rynke i panden. ”Er der sket noget?”

Tag: Julie Young ● Outfit: here ● Notes: Sorry!

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

De sidste personer fra klassen var så småt gået forbi dem, og da Alexander vendte sig om, stoppede Julie op og hankede op i sin taske.
"Hey!" hilste hun i en udånding og smilede skævt til Alex. Hans alvorlige udtryk fik hende til at smile bredere i et forsøg på at forsikre ham om, at der ikke var noget galt - i hvert fald ikke med hende.
"Nej, nej!" skyndte hun sig at sige. "Jeg ville bare snakke med dig." sagde hun med et skuldertræk og rakte ud efter hans underarm, som hun gav et klem.
"Jeg tænkte på... Om der var noget galt?" spurgte hun. Hun holdt en lille kunstpause, hvori hun kiggede vurderende på ham. Der gik ikke mange sekunder med stilhed, for Julie vidste, at hun skulle begrunde sine spekulationer lidt bedre, inden Alex ville indrømme, at han ikke havde det godt. "Jeg synes, du har virket lidt nedslukt."

[austin]

We often shelter those we love

Alexanders synlige uro var kortvarig. Da først Julie brød ud i et smil, besvarede han det selv. Det var en refleks og kom helt naturligt til ham, uanset hvordan han så ellers havde det. Man blev altid lidt mindre nedtrykt, hvis man kunne overbevise andre om at man rent faktisk slet ikke var det.
I hvert fald kunne man narre sig selv til at tro at det hang sådan sammen.

Hans smil blev skævt, som hun klemte lidt omkring hans underarm, og han hævede den ene hånd for at rette lidt på taskens skulderrem. ”Snak løs. Men kan vi ikke gøre det på vej derop af?” Han gjorde et kast med hovedet imod trappen, hvor resten af hans klasse var ved at forsvinde hen. Hendes spørgsmål fik ham dog til at bremse op, inden han for alvor havde sat i gang igen, og begge hans øjenbryn røg op i et øjeblik. ”Med mig?” Han smilede allerede inden hun fik forklaret sig og slog ud med den ene hånd, imens han rystede på hovedet. Et muntert fnys, der virkede rimelig ægte, på trods af dets totalt fabrikerede natur, undslap ham, som han rakte samme hånd ud for at rode hende lidt i håret. ”Jeg har det glimrende, Mini. Tak for bekymringen, dog.” Hans smil var varmt i et øjeblik, inden han begyndte at gå imod trappen og forventede at Julie gik med. ”Jeg har bare været syg, såmænd. Intet stort der.” Han kneb øjnene lidt sammen og drejede emnet over på hende i stedet. ”Er du stadig sammen med kvajpanden?” Spurgte han, i en noget mindre grov formulering end hvad han på det sidste havde haft brugt om Samuel.

Tag: Julie Young ● Outfit: here

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det varmede Julie at se Alex gengælde hendes smil, og en bølge af affektion for sin bror, strømemde ind over hende. Det var nemt at glemme, hvor meget et smil eller blik kunne gøre, når man var blandt nære og kære.
"Jo, sagtens." svarede hun med et nik og lagde an til at gå i den retning, som resten af 7. årgang forsvandt ad - men inden hun overhovedet nåede at tage et helt skridt, stoppede hun op me et ryk og kiggede først forvirret på sin bror.
"Hvad? Årrh! Hun afbrød sig selv og skar en irriteret grimasse. "Nej, jeg ville selvfølgelig snakke om, om der var noget galt med mig." snappede hun og slog ud med hænderne. Alexander virkede overbevisende, men der var stadig noget, der nagede hende. Inden hun nåede at udtrykke sine bekymringer yderligere, stak Alex hende en forklaring, og hun slog sig til tåls med den for nu, fordi han begyndte at gå. Med et lydløst suk satte hun efter ham.
"Syg siger du." gentog hun med ét nik og åbnede munden for at fortsætte - men Alex kom hende i forkøbet.
"Jeg ville foretrække, at du ikke kaldte min kæreste for en kvajpande." informerede hun ham surt men dvælede ikke mere ved emnet, fordi hun var opsat på at forsikre sig om sin brors velvære.
"Er du sikker på, at du er ok?" spurgte hun og så indgående på ham. "Du behøver altså ikke at lades som om overfor mig." tilføjede hun i et mere medfølende og næsten bedende tonefald.

[austin]

We often shelter those we love

Alexander fnøs lavmælt, men trak så alligevel lidt på smilebåndet af Julies sarkasme. Han daskede blidt ud efter hendes skulder før han satte i gang imod trappen. ”Du er simpelthen så kvik, Mini. Jeg aner ikke hvor du får det fra,” bemærkede han selvironisk, uden at komme med den åbenlyse kommentar om hvad der var galt med hende.

Han nikkede en enkelt gang, imens han gik, da hun gentog hans egne ord. ”Præcis,” bekræftede han, inden han spurgte til hendes forhold til Samuel og øjeblikkeligt fik et verbalt rap over fingrene. Modsat Julie, synes han netop emnet var et meget bedre et end hans eget velbefindende og han skar ansigt, da hun drejede spotlyset tilbage på ham. Atter engang rakte han en hånd ud efter hende og lagde denne gang armen omkring hende, som han trak hende ind imod sig og drejede sit hoved halvt imod hende med et drillende smil. ”Du er sgu næsten helt sød, når du er pylret, søs,” kommenterede han flabet, før han slap hende igen. ”... Men hør nu her. Jeg ville til gengæld foretrække, at du ikke var kæreste med en kvajpande, hm?” Han rettede lidt på taskens rem igen og satte sin fod på det første af mange trappetrin, inden han stoppede op i et øjeblik og rynkede panden lidt. ”Virkelig. Det ville jeg. Men der er ikke noget jeg kan gøre ved det.” Han trak på skuldrene og så ned på hende. ”... Så i stedet forbeholder jeg mig retten til at kalde ham hvad jeg vil. Og han er en kvajpande.” Han hævede et enkelt øjenbryn, temmelig overbevist om at emnet nok skulle holde Julie beskæftiget hele vejen op til de øverste etager.

Tag: Julie Young ● Outfit: here

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie slog automatisk ud efter Alex' hånd, da han daskede til hendes skulder. Et mindst lige så sarkastisk "Ha!" undslap hende ufrivilligt, da han kom med sin bemærkning, og hun kiggede sigende op på ham - men lod det forblive usagt, at hun havde en meget klar mening om, hvor det kom fra, nemlig ham.

Det passede Julie fint, at Alex ikke kørte mere rundt i det faktum, at hun var kærester med den fyr på skolen, som Alex om muligt foretrak mindst af alle, men hans svar på hendes spørgsmål var langt fra særlig tilfredsstillende. Hun åbnede munden i protest, da han kaldte hende pylret, men inden hun fandt på svar igen, havde han selv fortsat med at tale.
"Hvis det stod til dig ville jeg aldrig have en kæreste." mumlede hun med påtaget bitterhed og så væk for at skjule det smil, der udtrykte hendes egentlige følelser. Julie greb bedre fast om taskens rem, da hun begyndte at bestige trappen, og hun fortsatte ufortrødent, selvom Alex kort var stoppet op. Et dybt suk for lod hendes læber, og hun rystede opgivende på hovedet af ham.
"Kald ham, hvad du vil." sagde hun besejret og strammede læberne til en tynd streg i stedet for at kalde sin egen bror for kjavpande. De gik i stilhed et øjeblik, indtil Julie tøvende åbnede munden igen. Hun havde stadig den nagende følelse af, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, og det gik op for hende, at Alex fuldstændig havde undgået at svare på hendes spørgsmål.
"Du behøver ikke at fortælle mig alt." informerede hun ham, velvidende om, at han langt fra gjorde dette. "Nogle gange er det ikke snakken, man har brug for." tilføjede hun og puffede blidt til ham med sin albue.

[austin]

We often shelter those we love

Alexanders smil blev lidt bredere, som Julie slog ud efter ham og kommenterede hans ironiske ord med et simpelt enstavelsesord, der hurtigt tilkendegav hendes mening om det han selv havde sagt. Alting var lettest, når man blot kunne pjatte, drille og lade som om alting var helt som det skulle være. Han var endnu ikke helt nået dertil, hvor han havde indset at Julie jo nok skulle finde ud af præcis hvad, der havde tynget hendes bror ned, på et eller andet tidspunkt i en ikke så fjern fremtid. Han tog en dag af gangen og lige nu var overskriften distraktion.

Et lavt, munter fnys forlod ham, da hun så at sige ramte hovedet på sømmet, og han måtte give hende, at hun bestemt ikke var tabt bag en vogn, hans søster. Han kommenterede ikke bemærkningen omkring hans egen manglende entusiasme overfor selve konceptet, at hun havde en kæreste, men rettede blot selv på tasken og fulgte hende op af trappen uden den store hast. Hvis hun havde lyst til at løbe op, havde han bestemt ikke tænkt sig at stoppe hende. Det ville effektivt standse rækken af spørgsmål til hans velbefindende endnu bedre end hans egne afledningsmanøvrer. Et kortvarigt smil lagde sig på hans læber over den irriterede tilladelse hun gav ham og i et øjeblik var han tæt på at tilkendegive præcis hvor beskidt en mund han kunne have. Han undlod dog at kalde Samuel for de ting han havde kaldt ham inde i sit hoved og gik blot videre i tavshed, indtil Julie brød den igen. Hans øjenbryn røg en anelse op og han mønstrede et skævt smil, da hun puffede til ham, før han puffede direkte igen. Et lavmælt suk forlod ham, som han indså, at hun havde ret. ”Nogen gange minder du skræmmende meget om mor, ved du godt det?” Han rynkede panden og skævede til hende. Der var intet drillende over hans udmelding, selvom det han sagde måske let kunne opfattes som noget negativt. Atter engang rakte han hånden ud. Denne gang for at klappe hende en enkelt gang på skulderen.

Tag: Julie Young ● Outfit: here

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie bebrejdede ikke Alex, at han var så overbeskyttende som han var, tværtimod. Hele hendes opvækst havde været præget af hendes to ældre brødre, der altid sørgede for hende, og hun følte sig altid som en lille prinsesse i deres nærvær. Det havde bestemt været en luksus, at hun ovenikøbet gik på skole med dem, og hun var både spændt på og bange for næste år, hvor hun for første gang skulle rende rundt som den eneste af Young-trioen. Hvordan var et liv uden sine storebrødre? Det havde Julie ikke rigtig i sinde at udforske særlig dybt, selvom hun havde alle intentioner om at lære at stå på egne ben.

Et overrasket udtryk gled kortvarigt ind over Julies ansigt, da hun ikke havde forventet, at hendes ord ville blive anerkendt på den måde. Dernæst blev hun grebet af varmen i det usagte, der var i mellem dem, og hun greb fat i Alex' hånd, da han lagde den på hendes skulder.
"Alex." sagde hun og pressede læberne sammen, mens hun hev i hans hånd og trådte hen til ham, så hun kunne slynge armene om hans overkrop. Julie var ikke meget for følelsespladderet mellem hende og hendes bror, men det betød ikke, at hun helt kunne undvære det.

[austin]

We often shelter those we love

Alexander smilede svagt, da hans søsters hånd kortvarigt lagde sig over hans, inden han fjernede den fra hendes skulder igen. Han bremsede op, som hun gjorde det, og hævede begge øjenbryn en anelse, da hun sagde hans navn. ”Hm?” Et overrasket udtryk dukkede op på hans ansigt, lige idet Julie trådte tæt på og slog begge arme omkring ham. Han stod i det korteste øjeblik lidt bøvet, inden hans egne arme fandt rundt om hende, i et varmt kram. Det var ikke tit de delte den slags tegn på affektion med hinanden og i hans nuværende tilstand, havde han kun alt for let ved at blive rørt. Han smilede lidt og rodede hende kort i håret igen, da de begge havde løsrevet sig. ”Nu skal du ikke til at blive tøset og erklære at du elsker mig, vel, dværg?” Spurgte han drillende, med varme i stemmen. Det var en let måde at tage afstand til følelsespladder på og han gav pokker i om det var barnligt, at hans maskulinitet ikke kunne tåle alt for meget af den slags.

Han slog afværgende ud med den ene hånd, selvom han alligevel nok skulle få den tvivlsomme glæde af at høre for det, og fortsatte op af trappen imod det endelige mål; sin opholdsstue.

Tag: Julie Young ● Outfit: here ● Staus: Closed

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Som hun stod der i sin storebrors trygge favn, følte hun sig pludselig lille igen, og hun tøvede ikke med at klemme til, mens hun stadig havde chancen. Når nu de for en gangs skyld krammede, kunne det ligeså godt blive gjort ordentligt.

Da de stod overfor hinanden, og Alex straks var begyndt med drillerierne igen, skar Julie en halvhjertet grimasse og rystede opgivende på hovedet. Hun var tæt på blot at svare igen med noget spydigt, men hun tog en dyb indånding og så ham i øjnene.
"Det ved du, at jeg gør! Og jeg er her. Det er bare det, du skal vide." informerede hun ham med et mildt smil og vendte sig for at fortsætte op ad trappen sammen med ham efter at have rettet lidt på skulderremmen. Hun smilede lidt for sig selv ved tanken om alle de ting, hun måske burde sige til ham, men lige nu lod hun dem forblive usagt.

De fulgtes langt hen ad vejen, da begge deres opholdsstuer lå øverst i slottet, og da deres veje til sidst skiltes var det uden flere kærlighedserklæringer.

o u t ,