|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 20, 2011 0:43:00 GMT 1
Margot Hillsbor Korridoren tømtes langsomt for elever, som de bevægede sig mod de lokaler, deres næste lektioner foregik i. Stemningen var tung og træt, da det var nogle timer siden, frokosten havde været der, bortset fra nogle enkelte elever, som var overtrætte og grinede højlydt, da en af dem kravlede halvt op på statuen, der forestillede en gargoil. Agnes opsnappede en skrap stemme, som beordrede dem til at tage sig sammen og opføre sig som de sekstenårige, de nu var. Og var der en syttenårig blandt dem? Det var da skammeligt. Agnes sukkede træt og sank længere ned i den bunke puder, som hun havde kapret, da hun tog plads i vindueskarmen ved det store vindue. Hun gad ikke holde øje med, om læreren bevægede sig hen mod, hvor hun sad. Hendes hovede føltes slapt, og den mindre hovedpine, som var ved at bygges op, gjorde hendes øjenlåg tunge. Hun gabte diskret. Hendes lærer i Magiske Dyrs Pasning og Pleje havde efterhånden opgivet at give hende en udskældning, hver gang hun kom for sent - hun var desuden ikke den eneste, der hver torsdag valgte at komme for sent til akkurat den lektion. Agnes følte, hvordan hun burde rejse sig op og gå udenfor og passe den blævreorm, som hun havde haft ansvaret for de sidste to uger, men hun rykkede sig ikke en tomme og blev istedet ved med at kigge tomt ud af vinduet. Det var da også snyd, at femte årgang måtte klappe enhjørninge og hippogriffer, som var de deres kæledyr. Hvorfor havde sjette årgang ikke fået samme lære- - "Og hvad sidder du og laver, miss Llewellyn? Kan du så få lettet din dovne krop og begynde at indtage værdifuld viden, istedet for at spilde tiden sådan!"Agnes gav et ryk fra sig og vendte hurtigt ansigtet. Et gammelt og stramt sammentrukket ansigt kom hende i møde, hvilket fik hende til at stivne med åben mund. Det var den berygtede eliksirprofessor. Hun kiggede ned på Agnes, som om hun ikke havde set noget lignende før, vendte så skarpt om på hælen og forsvandt med hastige skridt, efterladende en stilhed i luften som sagde, at hvis hun ikke fik gang i bentøjet, ville det blive skriblet ned i den sorte bog. Hvis der overhovedet fandtes sådan en, tænkte Agnes og skubbede sig op fra sin behagelige siddeplads.
|
|
|
|
Post by margot on Apr 20, 2011 11:15:34 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - [/justify][/ul] - - - - - - - - - - - - - - - - - |
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 20, 2011 18:40:32 GMT 1
Margot Hillsbor Da Agnes havde fået rejst sig op, rettede hun lidt på sit tøj og strammede hestehalen. Ligeså lagde hun heller ikke mærke til skikkelsen, som slog sig ned i vindueskarmen bag hende. Først nogle sekunder efter hun havde vendt sig om, registrerede hun, hvem det var, der sad i vinduet. "Margot," udbrød hun og havde svært ved at forme et venligt smil på læberne af en eller anden grund. Hvad der havde gjort, at de ikke var venner mere, og hvorfor det blev så anspændt mellem dem, når de mødtes alene, var der ikke rigtig nogen af dem, der vidste. Og den forklaring Agnes var kommet frem til, var ikke lige til at finde hoved og hale i her, hvor hun stod. Agnes brød den kortvarige stilhed ved at gå hen til grævlingen og sætte sig ved siden af hende - med et passende mellemrum. "Længe siden," sagde Agnes af ren venlighed, for hun havde set Margot nede i spisesalen to dage forinden. "Hvordan har du det?" Denne gang var Agnes mere oprigtig interesseret i svaret. Hun betragtede diskret det lyse ansigt og fik så tvunget et svagt smil frem på læberne. Agnes havde ikke lagt mærke til, at solen var forsvundet bag en sky, og vendte derfor ansigtet mod ruden, da den brød frem igen. Lyset var skarpt og selvom den ikke varmede nok til, at man kunne gå uden overtøj udenfor, blev det helt lunt i vindueskarmen. Endelig var foråret på vej.
|
|
|
|
Post by margot on Apr 21, 2011 13:57:04 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - Margot lod langsomt øjnene glide op, før det for alvor gik op for hende, hvem der havde talt til hende. Stemmen fik det til et øjeblik at gløde i de dybe, mørkebrune øjne og de rettede sig hurtigt mod skikkelse. Savnet meldte sin ankomst, lige i det sekund, Agnes' blik ramte hendes. ”Agnes..”
[/color], mumlede Margot forbløffet. Hverken som hilsen eller fordi hun ønskede at sige noget, men overraskelsen stod malet i Margots smalle ansigt, og den var ikke til at tage fejl af. Margot glippede med øjnene, og fik hurtigt hejst sig selv på benene, fordi hun et kort sekund, ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv. ”Oh.. hej”[/color], lød det kejtet fra hende. Hun løsrev sig fra at stå og stirre på Agnes, som havde sat sig ned. Margot stod nogle lange sekunder og vred sine fingre, før hun igen satte sig ned. Hun måtte overrasket konstatere, at hendes hjerte hoppede voldsomt, og at hun var nervøs. Det hang ikke sammen, eftersom Agnes havde været den veninde, Margot havde holdt allermest af, og derfor var mest sig selv omkring. Intet af det hang sammen, og Margot var led og ked af den tanke. ”Fint.. du ved.. fint”, mumlede Margot stille og nikkede bekræftende til sine egne ord. Hvornår havde Margot det ikke fint? Hendes dage mindede opsigtsvækkende meget om hinanden. ”Og dig Agnes.. Hvordan har du det?”[/color]. Spørgsmålet var langt mere sikkert, og for første gang i den samtale, virkede Margot oprigtigt interesseret. - - - - - - - - - - - - - - - - - [/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 21, 2011 19:56:08 GMT 1
Margot Hillsbor Agnes begyndte langsomt at ombestemme sig. Hvorfor var hun ikke bare gået, uden at sige noget til Margot, tænkte hun med et lettere blankt ansigtsudtryk. Det havde været det bedste for dem, så var begge deres trætte hovedet blevet sparet for de dybe og komplicerede tanker, der nu hvirvlede rundt derinde. I hvert fald havde Agnes' hovedpine forsvundet, da hendes opmærksomhed ikke var rettet på det mere. Men hvad hjalp det hende nu, tænkte hun fortsat, så kunne hun ikke undskylde sig uden at få dårlig samvittighed over at have løjet over for Margot. Hun var den eneste, Agnes ikke kunne lyve overfor, og det havde også været en af de ting, som var skyld i opbruddet. Agnes sank umærkeligt sammen over det kortfattede svar, som hun havde håbet på, var en smule mere uddybende, så hun kunne få bedre indsigt i hvad, der foregik i Margots liv. Men da hun selv fik stillet det samme spørgsmål, svarede hun lige så kortfattet som sin gamle veninde. "Jeg har det også fint." Stilheden overtog langsomt. Tavs satte Agnes den ene hånd ned på træpladen, hvorefter hun lagde sin vægt over på den. Igen forsvandt solen og en vind fik det til at pive oppe i vinduets mere gamle hjørne. Hvor ironisk, tænkte Agnes og tog en dyb indånding, hvilket hun fortrød, så snart hun åndede ud. Hun prøvede at holde vejret et øjeblik, men det resulterede blot i, at hun sukkede endnu dybere. Et par eder lød inde i hendes hovede, og hun tvang blikket hen på Margot, som ellers havde været rettet halvt ned på karmen og halvt ud af vinduet. "Hv..orfor er du ikke til time?" spurgte hun tiilsidst, efter at have tænkt sig om, hvad hun skulle sige, midt inde i spørgsmålet.
|
|
|
|
Post by margot on Apr 25, 2011 13:25:18 GMT 1
agnes llewellyn
notes
De brune øjne hvilede tungt på Agnes et kort øjeblik. En lille, tænksom rynke blev dannet i panden, da Agnes lod det tunge suk, forlade sine læber. Margot vendte ansigtet væk, så Agnes ikke kunne bide mærke i, hvordan øjnene afslørede hende, og fortalte hvordan det suk, havde været som et slag i ansigtet. Margot blinkede et par gange, før hun rankede rynken, og lod blikket ramme muren. Hendes smalle ansigt blev lagt i neutrale folder, mens de lange hvide hænder, glattede skoleuniformen. "Det er jeg glad for at høre. Men jeg havde ikke regnet med andet. Du plejer at klare dig, Agnes", svarede Margot. De brune øjne ramte kort den gamle venindes ansigt, før hun slå et kort, overraskende grin op. "Det er også rigtigt", udbrød Margot pludseligt, hvorefter hun rejste sig. "Hvorfor er jeg ikke til time.. der burde jeg jo være", tilføjede Margot mumlende. Den højre hånd greb om lædertasken, før hun med et kort, intetsigende smil forlod Agnes.
Et langt suk gled over de buttede læber, i det Margot drejede om det næste hjørne. Det prikkede faretruende i begge de brune øjne, men Margot bed sig hårdt i læben, for at forhindre de begyndende tårer. Det var ingen hemmelighed, at hun savnede Agnes, men samtidig var træt af den ligegyldige attitude, som hun syntes, Agnes benyttede sig af. Kunne hun så ikke bare lade Margot være i fred?
|
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 25, 2011 20:43:19 GMT 1
Margot Hillsbor Agnes trak umærkeligt på skuldrene, over det hun sagde, og gengældte hendes blik uden rigtig at se ind i hendes øjne. Hendes tanker havde næsten taget overhånd, hvilket resulterede i, at hun næsten ikke hørte det, Margot sagde. Først da hun greb ud efter sin lædertaske, kiggede Agnes overrasket op og rejste sig med et uforstående blik. Hun åbnede munden for at sige noget, men forvirringen var for stor, og hun måtte se Margot haste afsted. Først da hendes gamle veninde havde forsvundet bag et hjørne, gav Agnes sig til at reagere. Hun trådte først et skridt frem og standsede, hvorefter hun med et irriteret suk, rettet mod sig selv, fik gang i bentøjet og småløb i den retning, Margot havde forsvundet. "Margot!" halvråbte hun i en tone som lød overraskende irriteret. Hun lagde hånden på væggen og drejede om hjørnet og standsede brat, da hun så Margot lidt længere henne. Hun trak vejret tungt et par gange, før hun slog den ene arm ud i luften. "Og hvad var meningen med det?" spurgte hun og snerpede munden sammen, mens hun kiggede på Margot med et iltert, men samtidig uforstående blik.
|
|
|
|
Post by margot on Apr 27, 2011 16:42:28 GMT 1
Margot måtte synke. En klam fornemmelse, gled langsomt ned af hendes rygrad, i det Agnes' stemme skar igennem gangen. Hun rømmede sig lavmælt, og lod tungt øjenlågene glide ned. Der blev sort.
Et kort øjeblik, blev brugt på at samle mentale kræfter, før Margot vendte blikket mod Agnes. Hun betragtede hende over skulderen. Blikket var svært at definere. Ikke mindst fordi gangen var mørk, men grunden kunne også ligge i, at de stod nogle meter fra hinanden. Hvis Agnes bevægede sig tættere på Margot, ville hun med det samme, ligge mærke til nervøsiteten, som lå som en usynlig kappe hen over den spinkle skikkelse. "Jeg skal til time", mumlede hun lavt, før et lille suk gled over hendes mund, og hun atter strøg ned af gangen. O U T |
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 27, 2011 19:12:02 GMT 1
Margot Hillsbor - "Jeg skal til time."Agnes blev stående, da Margot gik. Hun overvejede at sætte efter hende igen, men så gik det op for hende, at hun da ikke skulle rende efter hende, som var hun afhængig. Med læberne presset sammen, så de fik en hvidlig farve, stod Agnes flere minutter og kiggede ned ad gangen, som endte i en sort plet. Hvorfor kunne Margot ikke have stået frem og forklaret Agnes hvorfor, hun ikke gad snakke med hende. Visse mulige grunde gled frem i Agnes' tanker, men hun skubbede dem stædigt væk ved at lave en heftig bevægelse med hånden, så en hårtot fløj bag hendes skulder. Da det gik op for hende, at hun bare stod på gangen og kiggede, kiggede hun sig hastigt om, hvorefter hun gik den modsatte vej, end hvad Margot havde gjort. Hun nærmede sig trappen ned til de magiske dyr og de andre elever, der passede dem, men med lynende øjne drejede hun om på hælen og forsvandt op i ravenclawtårnet. OUT!
|
|
