|
|
Post by Edward Kennith on Oct 11, 2011 20:47:15 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward udstødte et lille fnys, stadig med blikket rettet mod ilden i pejsen, da Grace fortsatte den opremsning han selv havde påbegyndt. Han sad lidt med etsmil lurende i mundvigen før han drejede hovedet mod hende igen og mødte hendes blik "Jeg er allerede gråhåret, så der er ikke så stor chance for jeg får yderligere grå hår over det." spøgte han ukarakteristisk mildt, i hvert fald hvis man var alle andre end Grace.
Han tav igen uden at smilet helt forsvandt fra hans ansigt, men samtidigt indfandt den tænksomme rynke sig på ny. Uden at tænke over det begyndte han igen at stryge hende blidt over ryggen og blikket gled tilbage ilden med et lille nik som reaktion på hendes bekræftigelse. Hendes fingre der strøg over hans håndryg fik ham endnu en gang til at dreje hovedet og se på hende, netop som hun fortsatte.
Begge hans øjenbryn røg opefter og han så uudgrundeligt på hende et øjeblik mens latteren sneg sig ind i hans blik først. Så trak hans mundvige op ligesom hans bryn og hans skuldre begyndte at ryste svagt, før han endelig blottede tænderne i et bredt smil og hovedrystende lo befriende. Han rystede stadig på hovedet da latteren forstummede og plantede endnu et kys på hendes mørke hår "Det tør svagt antydes.."
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 12, 2011 11:52:27 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace gav en bekræftende lyd til svar på Edwards ord, men undlod at kommentere yderligere på hans vigende hårmængde i ståltoner, der var ved at have mistet den sidste rest af sin tidligere farve helt. Hans tone var dog på ingen måder gået hende forbi og holdt munterheden fanget i hendes blik, som det gled fra hans til ilden. Stilheden virkede ukompliceret mellem dem, selvom den var fyldt med tanker hos dem begge. Der var også nok at tage ind, men en sikkerhed ved at gøre det sammen.
Hans hænder levede som så ofte deres eget liv og gav de forsikringer fra sig de på nogen måde kunne. Hun smilede let, mens de få ord passerede imellem dem og betragtede ham så undersøgende som hendes næste ord faldt. De hævede øjenbryn forstærkede kun latteren i hendes blik, der klingende dæmpet mellem dem før den fik rigtig fat hos ham. Ikke noget hun fik fremkaldt særlig tit, men som hver gang gav hende den helt rigtige fornemmelse i sit indre. Hun lænede hovedet tilbage mod hans skulder og strøg let næsen over hans hals, før hun let afgav sin enighed. ”Umm bare en lille smule…” Munterheden var stadig i hendes stemme, som stemningen lettede en smule mere. Så faldt noget andet hende ind og hun rettede sig nok op til atter at kunne se hans ansigt.
”Edward…” Hun så spørgende på ham, men shun endnu engang ledte efter ordene, som ikke ville give sig selv tilkende. ”.. angående at melde det ud….?” Hun gik i stå, mens hendes hånd vandrede fra hans til hendes mave og blev liggende der, fingrene strygende ganske let over stoffet i en ubevidst forsikring af at den var begyndt meget svagt at bule ud. Det var en ting du skulle være enige om og som han i allerhøjeste grad havde indflydelse på.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 13, 2011 17:11:26 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Latteren sad stadig bagerst i Edwards blik, selvom den holdt op med at strømme over hans læber og Graces latter der havde blandet sig med hans egen, havde plantet et lille permanent smil i hans ene mundvig. Han bøjede igen hovedet lidt til siden da hendes næse strøg over hans hals og lod igen sin skæggede kind hvilke mod hendes hår "Ganske lidt... lidt for effektivt..." han fik en rynke i panden igen over sine egne ord og sukkede svagt, men uden at antydningen af smilet forsvandt.
Uden at tænke over det havde han igen drejet ansigtet mod ilden i pejsen og blev først selv opmærksom på det, da Graces stemme brød tavsheden med hans eget navn. Han drejede hovedet mod hende igen og mødte hendes blik med et spørgende udtryk "Mhmm?" hans hånd gik i stå på hendes ryg, indtil forståelsen fik ham til at smile til hende igen "Angående det, så foretrækker jeg at holde det mellem os for nu.." han gjorde en kort pause og fortsatte så "Os og Kate... det kan tidsnok komme ud og sive omkring i gangene.." han skar en lille, næsten usynlig grimasse og så blot på hende et øjeblik "Dine forældre og søskende selvfølgelig undtaget, hvis du synes det, men jeg tvivler på de vil bidrage til jungletrommerne her på stedet." detvar med fuldt overlæg at han ikke bragte sin egen side af familien på bane.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 14, 2011 22:54:16 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace mødte Edwards blik, som han så tilbage på hende fra ilden og mærkede smilet komme af sig selv blot ved det at han var der og ville forblive der. Det vaklede dog et øjeblik som hans hånd gik i stå, blot for at vende tilbage og hænge i hendes mundvige og øjne gennem det næste. En let nikken med anløb til en indvending, som hun dog ikke fik grund til at komme med, da han selv føjede datteren til dem selv. Kathleen ville holde det for sig selv eller måske sig selv og en enkelt betroet ven og det ville ikke komme videre derfra. Ingen grund til at tro det ville ende i skolens sladder derfra. Alligevel rynkede hun panden let og sukkede så ved hans ord. "De kan tids nok få det at vide, når vi slipper den løs for resten..." Med hendes forældre var der to muligheder. Ligegyldighed eller stolthed. Det første ville gøre intet andet end ondt som altid, mens det andet nok skulle sprede nyheden - og der var forældre til elever blandt de mulige modtagere. Hans familie ville dog være værre end hendes.
"Så os, Kate og Zachary...." Hun fandt smilet igen, mens panderynken opløste sig og lod atter sin hånd finde hans, givende den et klem. "Han bliver nødt til at vide det også... om ikke andet vil han meget hurtigt finde ud af det..." Hendes tidligere elev og skolens sygeplejer havde øjnene med sig og en evne til at se mere end tilsigtet. Desuden var der vise ting der skulle holdes øje med nu som krævede besøg på hospitalsfløjen og som hun ingen anden fornuftig grund kunne give til. "Jeg tror han vil holde det for sig selv dog...."
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 15, 2011 20:02:28 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward sad blot tavst og så Grace i øjnene nogle lange øjeblikke efter at have givet sit besyv med på, hvordan de greb tingene an i forhold til resten af verden omkring dem, og ikke mindst menneskene i den. Han smilede svagt, men oprigtigt da Grace talte igen, og løftede så den hånd der ikke lå bag hende og strøg håret om bag hendes ene øre i en blid bevægelse, som var helt forbeholdt hende "Det er din familie, så din beslutning.." han sænkede ikke hånden, men lagde den et øjeblik mod hendes kind, mens han strøg tommelfingeren over hendes kindben.
Så faldt hans hånd og endte med at hvile mod hendes lår igen, og nikkede til de to navne hun remsede op. Hans tommelfinger bevægede sig igen, denne gang for at stryge over hendes lår i små, blide bevægelser han ikke engang selv bemærkede, indtil hans hånd i stedet blev fanget af hendes. Han nikkede igen til hendes ord "Med mindre du foretrækker at vi tager til London og Mungos i stedet for, men Kate er selvskreven." han så svagt spørgende på hende for at lure hvad hun ville have og nikkede så for tredie gang "Hvis han ved hvad der er bedst for ham selv.." tilføjede han, dog med et glimt i de mørke øjne der ellers ikke gjorde sig gældende så tit.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 16, 2011 10:18:24 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lænede ansigtet ind mod hans hånd, som den strøg forbi hendes ansigt på sin vej til at fjerne håret og smilede ubevidst, før hun sukkede let. "Så vi venter med dem..." Det havde hun det bedst med og havde også gjort sidst. Hans hånd var varm, som hun fandt støtte mod den og det samme var glimtet i hans blik. Hun smilede som den faldt og løftede i det samme sin egen hånd og lagde mod hans bryst. Den kildrende fornemmelse på låret talte tydeligt som varmen der fulgte med, hvor hans hånd var endt. Hun tog den, mens han nikkede bekræftende og stivnede så let, mens smilet forsvandt som dug for solen.
At rejse til skt. Mungos ville være mere krævende end hun brød sig om, især da hun aldrig havde kunne finde ud af hvorvidt brug af suse-netværket eller spektral transferens ville påvirke barnet i hende. Hun havde brugt det flittigt den første gang og... Anden gang havde hun holdt sig fra det, selvom det tog længere tid. Om det var en unødig foranstaltning vidste hun ikke, men at tage chancen var mere end hun kunne få sig til. Hun fugtede sine pludseligt tørre læber og tvang tankerne tilbage til nuet. "Her er fint. Ingen grund til at rejse for så lidt..." Hun ledte og fandt antydningen af smilet frem igen, selvom det var svært at få det frem til blikket. Hendes hånd på hans bryst lå stille hen, mens den anden havde taget lidt fastere fat om hans på hendes lår. Kate kunne de fortælle det om søndagen, hvor de altid var samlet.
Hans næste ord og glimtet der skiftede i hans blik, brød nok ind til hende til at få smilet op i hendes øjne, mens hun rystede let på hovedet og rakte op for at stryge ham over kinden. Hånden endte bag hans nakke og holdt fast som hun lænede sig frem mod ham så deres ansigter kom nærmere hinandens. "Han holder tæt, min egen. Ingen grund til at finde det tunge skyts frem allerede..." Hun kyssede ham let på kinden, men lænede sig ikke tilbage igen. "Det kan tidsnok komme når det næste lyse hovede skal tabe et væddemål..."
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 16, 2011 16:08:11 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward nikkede mens han strøg Grace over kinden og smilede svagt igen "Det synes jeg..." hans hånd faldt igen, uden at han tog blikket fra hendes ansigt, og så alligevel gjorde netop det et kort øjeblik, da hun løftede den ene hånd og lagde den mod hans bryst uden på skjorten. Så forsvandt hendes smil og han rynkede undrende panden, mens tommelfingeren på hendes lår gik i stå og lå stille. Han så spørgende, undersøgende, på hende og følte at noget i hendes accept, ikke helt stemte "Nej, måske ikke..." startede han drævende, før han endnu en gang løftede hånden og lagde den blidt mod hendes kind "Er der andet i det end modvilje for transferens, Grace?" han lod hånden falde for anden gang, men fortsatte med at se spørgende på hende.
Hans eget smil trak lidt længere op, så snart Graces igen blev tydeligt i hendes blik. Nøjagtigt som hende få minutter før, lænede han ansigtet ind mod hendes hånd, da den strøg over hans ene kind og derfra endte i hans nakke "Der er ingen skam i at være forberedt..." spøgte han lavmælt videre og lukkede øjnene et lille øjeblik, da hendes ansigt kom nærmere endnu, og hendes læber strejfede hans anden kind. Så hvilede de brune øjne igen opmærksomt på hende og han tog sig i at himle med øjnene, mens et lille fnys undslap ham "Det bliver forhåbentligt ikke foreløbigt..." han tav igen og alvoren sneg sig tilbage i hans blik, mens han sænkede stemmen lidt endnu "Vi klarer det her, Grace... som vi har klaret alt andet.." han smilede mat og lod så sine læber møde hendes dvælende, som for at forsikre både hende og sig selv.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 17, 2011 13:47:28 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace så den alt for øjeblikkelige reaktion på hendes egen ændrede sindstilstand i den på ny rynkede pande og det undersøgende blik hendes mand vendte mod hende. Hun mærkede sit blik flakke kort, før hun med en dyb vejrtrækning fik roen tilbage sammen med antydningen af smil på læberne skønt ikke i øjnene. Hun lod sine fingre tegne dovne mønstre hvor de lå på hans bryst, forsøgene at virke skødeløs og afslappet, men værende meget bevidst om at hun gjorde det, som at hun stadig holdt for fast i hans anden hånd. Spørgsmålet sagt så roligt ramte så præcist som hun kunne have ventet, mens hans hånd mod hendes kind atter kaldte på hendes tillid til at han kunne holde hende tryk og ville gøre det. ”Ikke det store…” Svarede hun undvigende, men holdt hans blik med sine grønne, vidende hvordan han havde det med vandrende blikke og specielt manglende øjenkontakt. Hun havde dog lyst til at se væk og skjule det hun vidste hun ikke kunne skjule i sit blik af usikkerhed og gammel frygt.
Det glimtede let muntert i hendes øjne ved hans svar, som hun gav en bekræftende lyd, der indeholdt et gram af sund skeptisk over hvor nødvendigt det var lige her. Hendes fingre strøg samtidig drillende over hans nakken, findende vej op gennem det korttrimmede hår og tilbage ned til de mødte kraven og tøvede der, før hendes hånd lukkede sig om nakken og holdt ham fast som hun lænede sig frem. ”Lad os ikke håbe det…” Smilet var i hendes stemme, selvom det døde ud som tavsheden atter sluttede sig sammen mellem dem og trak tankerne tilbage til det hun havde fortalt og de omvæltninger der lå foran dem. Brudt endnu engang af forsikrende ord, som hun besvarede ved at møde hans læber frem for med ord. Hun trak sig tøvende lidt tilbage og smilede så varmt. ”Det gør vi.” Sikkerheden i hendes ord smittede af til hendes blik som hun lænede sig ind og atter mødte hans læber, søgende den fælles bekræftelse i intimiteten og nærværet, holdende ham fast med en hånd, som hun slap med den anden og lod den op til hans skulder mens hun drejede sig ind mod ham.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 18, 2011 15:40:40 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward tog ikke blikket fra sin kones ansigt, nu helt sikker på, at der var noget ud over den, nu ikke særligt hemmelige, kommende familieforøgelse, der spøgte i hendes tanker. De tænksomme rynker i hans pande blev dybere og han afsøgte grundigt hendes grønne øjne for svar, mens hans hånd kortvarigt strøg over hendes kind. Han løftede øjenbrynene svagt ved hendes svar og lagde ikke skjul på, at han heller ikke denne gang var overbevist, selvom hun holdt øjenkontakten med ham.
Han tog sig dog tid til at spørge ind til det, men tvært imod til at overveje hvordan han skulle gribe sagen an og smilede antydningsvist da en smule munterhed sneg sig ind mellem dem igen. Ikke at den plejede at være langt væk, når de havde et roligt øjeblik helt for dem selv, men alvoren lå stadig og lurede i baggrunden, umulig at ignorere helt.
Hendes læber mod han svar lige dele distraktion og sidste skub til at tage det alvorlige spor op. Han gengældte hendes varme smil som hun trak hovedet lidt tilbage og nikkede langsomt en enkelt gang "Altid..." han mødte villigt hendes læber igen og dvælede i det imtime øjeblik uden nogen form for protest. Da der igen blev luft mellem deres læber, søgte hans brune øjne hendes igen "Hvad andet går dig på, Grace?"
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 18, 2011 19:46:43 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace trak sig langsomt tilbage, som deres læber skiltes, og måtte møde Edwards mørke øjne igen. Deres rolige dybde af bekymring og stædig beslutsomhed lod hende ingen tvivl have om hvorvidt han ville blive ved emnet til hun var kommet med et svar. Ikke bare et svar, men et forklarende og opklarende svar, der kunne have foranlediget den frygt og tilbagetrækken hos hende, som havde været i hendes blik og svar til nu. Hendes hånd bag hans nakke faldt tilbage ned til hans brystkasse og hendes blik med den, som blev de løst tegnede mønstre med et interessante og var det ikke en vej til at undgå hans blik mens hun ledte efter ord at sætte på.
Så sukkede hun let, slap hans skulder med den anden hånd og strøg håret ned langs ansigtet, før hun delvist igennem det så op og fandt hans blik igen. "Det skræmmer mig...." Hendes hånd gik i stå, mens sårbarheden trådte frem i hendes blik og hun tøvende fortsatte med dæmpet stemme. "Det er så uventet... så ønsket og uønsket... og alligevel så...." Hun gik i stå, mens hendes blik flakkede let til den undertrygte frygt havde fundet vejen op i det og fyldt det ud, for så at lade det hvile i hans mørke brune. "Så bare tanken om at miste.... også miste..." Hun gik i stå igen og kunne denne gang ikke komme videre, men holdt hans blik, som hendes hånd atter fandt hvile på hans skulder.
Som aftalt: Dreng ulige, pige lige... og terningen siger:
*trommehvirvel* 
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 19, 2011 15:03:42 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edwards pande forblev præget af alvorlige og bekymrede rynker, mens han tålmodigt ventede på, at Grace fandt ordene til at sige hvad der tydeligt stadig nagede hende. Det trak antydningsvist i hans mundvige da hun strøg håret ned omkring sit ansigt, og af gammel vane rakte han op og strøg det om bag hendes øre igen. Det var en uenighed de havde haft i årevis og en vane hos hende han nok aldrig fik pillet ud af hende. Ligeså lidt som han nogensinde ville holde op med at morarbejde den når han så hun gjorde det.
Hans blik veg fra hendes et par sekunder mens han strøg håret væk og fulgte i stedet hans egen hånd mens hun talte igen "Det er vel ikke så mærkværdigt, trods alt?" svarede han spørgende, mens han igen fandt hendes blik og så opfordrende på hende for at fortsætte. Alvores blev i hans blik og ansigt, men antydningen af et beroligende smil sad hele tiden i hans ene mundvig. Han lod hånden falde og lagde den over den af hendes, der hvilede mod hans eget bryst. Han åbnede munden for igen at forsikre hende om, at de nok skulle klare hvad der ville komme, men gik i stå da noget i hendes blik, fik fik panderynkerne til at dybnes. Nogle sekunder sad han tavs og så undersøgende på hende, mens meningen bag hendes ord trængte ind "Også miste?" hans blik flakkede mellem hendes øjne nogle gange før han fortsatte "Hvorfor skulle du miste noget, Grace.. igen?"
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 20, 2011 9:19:20 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lænede ansigtet en smule ind mod hans hånd, som den rutineret fjernede håret om bag hendes øre så hurtigt som hun havde bragt det frem. En række af handling så indgroede i dem begge at hun ikke tænkte over det længere. ”Nej, nok ikke…” Hun svarede helt automatisk og en anelse tonløst, mens hun mødte hans blik og fulgte de små skift der skete som hendes sidste ord trængte ind og afgav deres mening. Ikke den bedste start hun kunne have brugt, men en åbning der snirklede sig nok rundt til at skubbe hende videre efter et af de oplagte spørgsmål faldt. Forståelsen gryede dog i hans blik, om ikke andet om at der var noget hun havde holdt fra ham.
Hun holdt blikket ved hans til de sidste ord faldt og lod det så falde til hans bryst. Hun tog en dyb indåndingen, før hun sukkede let og drejede sig rundt i hans favn til hun atter sad med ryggen mod hans arm, men med siden til ham. Hendes hånd holdt fast i hans, som det anker den var, mens hendes blik søgte til ildens dansende flammer. De var lettere at se på som hun talte. ”Efter dit andet besøg i havn, som du tilbragte hos mig, fandt jeg vores fokus på beskyttelse havde svigtet fatalt. Indsigten kom først sent – jeg havde haft meget mellem hænderne på arbejdet og det var først da jeg stoppede op for at få vejret en søndag at jeg indså noget havde forandret sig. Noget var ved at vokse frem og jeg havde ikke set det før da.” Hun stoppede op, mens hun uden at tænke over det flyttede deres hænder ned på hendes mave igen og lod varmen fra dem fortrænge lidt af den kølighed rummet altid omsluttede alle med.
”Du var langt væk og vi var stadig så nyt, så løst, så usikkert og sporadisk, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg begyndte på et brev, fik skrevet flere linier og det flere gange, men ordene ville ikke komme ned på skrift og så…” En tåre løsrev sig fra hendes øjenkrog og trillede langsomt ned af hendes kind. ”Så mistede jeg det… ham… ” Hun stirrede ind i flammerne, mens hendes hals snørede sig sammen og hendes hjerte gjorde ondt. Selv så lang tid efter gjorde det ondt at tænke på og endnu mere at tale om. ”De kunne ikke finde nogen grund… min krop forskød ham bare og det længe efter at han burde have været sikker…” Hun fik blikket fra ilden og til ham uden håb om at se noget i hans ansigt efter det hun lige havde sagt. ”Så kom du hjem og druknede alt i dit nærvær og trængte det i baggrunden.. for en stund…”
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 20, 2011 19:18:32 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edwards blik hvilede afventende på i Graces, ventende på hun enten uddybede yderligere eller slog emnet hen. Han rynkede brynene tydeligt, da hun rettede blikekt mod kaminen i stedet og strøg beroligende hendes håndryg med sin tommelfinger, mens han trak hende lidt tættere ind til sig, med hånden der hvilede bag hendes ryg og omkring hendes liv.
Han forholdt sig tavs mens hun begyndte at tale igen, men lod sit blik blive hvor det var, indtil hun flyttede på hans hånd uden at slippe den med sin egen. Meningen var klar og han begyndte hurtigt at fornemme hvor slutningen af hendes historie ville ende. Alligevel brød han ikke ind, men lod hende fortsætte, selvom han nu drejede hovede og selv rettede sit blik mod ilden.
Han nikkede kort til hendes konstatering af hvor han selv havde været på daværende tidspunkt, men fortsatte med at stirre uudgrundeligt ind i de dansende flammer uden at dreje hovedet mod hende igen. Begge hans hænder lå nu urørlige, som han selv sad, men han fjernede ikke nogen af dem. Lod hende blot tale færdig. En svag trækning i hans kæbe viste sig ved den ændrede klang i hendes stemme, og han behøvede ikke se på hende for at vide, at hun græd.
Alligevel gik der nogle lange minutter fra hun blev stille, til han tog en dyb indånding og rynkede brynene igen og skilte læberne "Så Kate kunne i princippet have haft en storebror på snart atten?" han ventede ikke på hun svarede ham før han drejede hovedet mod hende igen. Hans udtryk var alvorligt, men for hende ikke ulæseligt. Hans pande var stadig præget af rynker og hans mørke øjne var sørgmodige, et udtryk langt de fleste af hans elever ville sværge på slet ikke kunne findes i hans ansigt nogensinde. Men overfor Grace var sagen en anden, og det havde den altid været.
Hans blike skiftede hurtigt fokus mellem hendes øjne nogle gange, før han slap hendes hånd og i stedet lagde sin egen på hendes kind igen. Hans blik faldt til hans egen hånd, mens han med tommelfingeren strøg en ny tåre væk, for så at møde hendes blik igen, uden at kunne sætte ord på både de følelser og tanker der passerede igennem hans sind. I stedet for at forsøge i første omgang, tog han blidt fat omkring hende og trak hende tæt ind til sig selv, så han kunne hvile kinden mod hendes hår. Hans hånd der før havde hvilet på hendes ryg, gled op til hendes nakke og strøg hende over håret og sådan blev han siddende i en tavs, men alligevel talende trøst og lod igen sit blik finde de dansende flammer i kaminen.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 20, 2011 21:09:00 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Stilheden efter Grace sidste ord var næsten til at tage og føle på, som den strakte sig ud imellem dem, indhyllende den i en sær fremmedhed, der trak dem fra hinanden, skønt Edwards arm langt tidligere havde trukket hende ind tæt. Hendes blik forblev vendt mod ilden, mens hun lyttede til dens knitren, hendes mands vejrtrækning og enhver ændring som forvarsel på handling eller tale. Tårerne fortsatte med at trille ubemærket ned af hendes kinder uden at hun ænsede deres løb eller at hun i det hele taget fældede dem. Såret var åbnet på ny og gjorde ondt dybere ind end hun havde kunne frygte. En gammel smerte blandet med en ny frygt og en sorg over at have holdt det skjult så længe.
Hans stemme trak hendes blik fra ilden og til ham, mens hans ord sank ind og åbnede for muligheder hun aldrig før havde haft fremme. "Ja..." En ny smerte ramte hendes hjerte ved det der kunne have været. Den søn han altid havde ønsket sig, den større familie, det liv de aldrig fik at se, høre, opleve eller lov til at følge. Hans sørgmodige blik mødte hendes med en accept op forståelse hun havde håbet at kunne opnå, men skønt hun kendte ham bedre end de fleste aldrig ville have forventet at finde. Med Edward kunne man håbe, men ikke forvente og slet ikke tilgivelse.
Hun lænede kinden ind hans hånd uden at slippe hans blik, som det for en gang skyld var det der sank og mærkede først da væden på sine kinder, som han tørrede en tåre væk. Fornemmelsen og visheden skubbede gråden længere frem og med et forsøgt kvalt snøft drejede hun ansigt ind mod hans bryst, begravede ansigtet der og gav slip. Hun mærkede hans arme lukke sig tættere om hende og krøb selv endnu længere ind i hans favn uden af løfte ansigtet og uden at kunne skjule grådens rysten af hendes krop, som smerten fik lov til at komme op til overfladen og forlade hende efter i så mange år at have været gemt væk og undertrygt.
Hun blev siddende til hun løb tør for tårer og følte sig tom i sind og krop. Træt ind i sjælen og lukkende øjnene, før hun langsomt vendte ansigt væk fra hans bryst og lod sin kind hvile mod det våde stof i stedet. Hun gav hans hånd et lille taknemmeligt klem, før hun slappede helt af ind mod ham og tøvende åbnede øjnene. Hendes læber gled fra hinanden blot for at hun lukkede dem sammen igen. Stemmen ville ikke komme og ord endnu mindre. Alt hun kunne overskue var at sidde hos ham og se på ilden, mens aftenens kølighed sneg sig ind på hende, hvor hun ikke var i kontakt med hans varme eller vendt direkte mod den blussende kamin. Tale var overflødig, så længe han holdt om hende.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 24, 2011 19:30:04 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here --- Notes: C L O S E D Edwards blik gled igen til ilden efter Graces ene ord, der bekræftede både hans eget spørgsmål og alt hun lige havde fortalt. Han nikkede langsomt en enkelt gang og drejede så igen hovede mod hende, da hun med en halvkvalt lyd der skar ham i brystet, gemte ansigtet mod hans bryst. Panderynkerne antog nye dybder, men der var ikke flere ord at sige.
I stedet lod han igen sine handlinger tale for sig, og trak hende tættere ind til sig, mens han lod hende få afløb for ting der havde ligget skjulte så længe, og strøg hende blot blidt over håret, indtil hendes tårer stilnede af og hun sad stille. Først da hun løftede hovedet og rørte på sig, bevægede han sig selv igen og så ned mod hendes ansigt.
Han gengældte det svage klem om sin hånd uden et ord og smilede så mat da hun åbnede øjnene igen. Der var stadig ikke flere ord mellem dem, og efter nogle lange minutter endnu, tog han en beslutning for dem begge og rejste sig langsomt med hende i armene. Han tog lidt bedre fat under hende, før han forsatte mod døren til det tilstødende soveværelse. Han stoppede foran døren der stod på klem, og med et blik tilbage i stuen og en non-verbal besværgelse, gik lysene ud et for et. Ilden i pejsen fik lov at passe sig selv, men han fortsatte ind i soveværelset og lukkede døren bag dem.
|
|
