|
|
Post by Grace Kennith on Sept 29, 2011 18:42:07 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace forlod soveværelset med lette skridt og gik ind i stuen med den grønne silkekåbe svævende efter sig. Det var sent på aftenen og mørket for længst faldet på udenfor. Ilden knitrede lystig i pejsen og en enkelt lampe brændte på bordet ved siden af lænestolen, hvor hendes mand sad gemt bag dagens udgave af profettidende. Hun sendte ham et lille forsigtigt smil, mens hun gik hen til vinduet og tændte lysene i stagen stående der. Derefter fortsatte hun hen til skænken, åbnede den ene glaslåge i overskabet og stoppede så op. Hun stod lidt, som faldt hun hen i egne tanker, før hun tog den inderste af flaskerne med whisky frem og derefter et glas. Langsomt og med stor omhu åbnede hun flasken og fyldte glasset en tredjedel op, får hun lukkede den igen, satte flasken tilbage på plads og lukkede lågen.
Hun tog en hurtigt indånding, før hun løftede glasset fra skænken og med roen genoprettet bevægede hun sig let gennem stuen, hen mellem ildstedet og lænestolen og stillede glasset fra sig på det lille bord indenfor Edwards rækkevidde. Så fortsatte hen til vinduet igen og stillede sig med blikket søgende ud i mørket. "Hvordan har din dag været...?" Spørgsmålet brød stilheden, men kom kun delvist ud af interesse. Hendes genspejling så alvorligt tilbage på hende uden det smil hun ellers havde i øjnene det meste af tiden selv. Nu var det bekymringen der tegnede sig og en lille kant af frygt. Det sidste noget hun ville benægte til en hver tid uden at det ville få den til at gå væk fra hendes indre.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Sept 30, 2011 19:18:59 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward sad fordybet i dagens udgave af Profettidende og en artikel omkring den nye ministers tiltag og hvilke følger de kunne have for hele Storbritanniens befolkning af magikere og registrerede kun perifert at døren til soveværelset gik op, for så at blive lukket igen. Der var intet alarmerende i lyden af et andet menneske der bevægede sig rundt i værelserne der de sidste snart syv år, havde været hans fælles hjem med Grace. Selvom der var gået det meste af det første år, får han også følte det var hjem, og ikke bare en betegnelse, var en anden ting. Hjem var det i hvert fald nu. Den udlængsel som ellers hele hans liv havde revet i ham hver gang han var en længere periode det samme sted, var taget af med årene og nu mærkede han sjældent noget til den. Man kunne vel strække den så langt som til at påstå han var, tilfreds.
Han læste artiklen færdig og bladrede roligt, mens han løftede strømpefødderne og lagde benene på fodskamlen foran den bløde lænestol og med et halvt øre fulgte Grace gennem rummet, uden at se op fra avisen, selvom han rynkede brynene svagt bag den, da han hørte en skabslåge blive åbnet. Først da hun havde stillet et glas ved siden af ham og fortsatte hen til vinduet igen, sænkede han avisen lidt. Han så fra Graces ryg til glasset og tog det så op og nippede til indholdet. En enkelt panderynke indfandt sig, mens han stillede det fra sig igen og kastede endnu et blik på hendes ryg, før han løftede avisen igen.
Han nåede at begynde på en anden artikel om sikkerheden i Azkaban da Graces stemme brød den knitrende lyd fra pejsen "Glimrende..." svarede han kort og sænkede avisen lidt igen og fandt hende med blikket, eller nærmere hendes mørke genspejling i ruden "Og din?" hans underarme var sunket ned at hvile på armlænene, uden at han havde lukket avisen. Hans blik var dog undersøgende og han lod det ikke vende tilbage til artiklen.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 2, 2011 13:08:28 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lod blikket glide undersøgende over ansigtet der så tilbage på hende fra vindues mørke flade og forsøgte at finde ud af hvad der havde forandret sig siden hun om morgenen havde set sig i spejlet. Trækkende var de samme som altid, munden var, øjnene... Hun stoppede da hun mødte sit eget blik. Det så roligt tilbage på hende med den bekymring og frygt hun var alt for bevidst om at hun følte. Det var dem, der havde ændret sig. Fundet hendes nitten-årige jeg frem fra skyggerne og bragt en forlængst begravet stribe af minder med sig op. "Ganske fin..." Hendes stemme kom tøvende og lidt fjern, som hørte hun ikke helt efter. Det var ikke langt fra sandt. Hun løftede hånden og rørte let ved sin genspejling, før hun med et suk lod den falde. Øjnene ville forråde hende langt mere end noget andet.
Hun drejede hovedet en anelse, lige nok til at kunne fange sin mand ud af øjenkrogen, før hun atter vendte ansigtet mod vinduet og mørket udenfor. "Helt fin..." Det havde den været helt bestemt, men om den ville forblive det lå hen i det uvisse. De måtte have en snak og hun huskede alt for vel den sidste gang, selvom den lå så langt tilbage. At vende sig og begynde var dog ikke så let. I stedet fandt hendes blik den stigende måne og blev hvilende på dens fredfyldte skive, mens hun samlede hænderne foran sig, ubevidst foldende dem over sin mave.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 3, 2011 10:25:06 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward fik en alt for karakteristisk rynke i panden da Grace svarede ham. Hans blik blev mere fokuseret på hendes spejlbillede i den mørke rude, der sammen med den fjerne undertone i hendes stemme mere end tydeligt fortalte ham, at noget gik hende på. Han hævede brynene let da hun skævede mod ham over den ene skulder, på én gang spørgende og afventende "Og så alligevel ikke kan jeg høre..."
Han sukkede lydløst og lukkede avisen sammen, for så at folde den pænt sammen og lægge den ved siden af glasset med whiskey på det lille bord. Han tog glasset op igen og drejede det mellem fingrene mens han så på den ravgyldne væske det indeholdt "Jeg tager mig selv i at tænke hvad anledning er.." han sænkede hånden igen uden at slippe glasset og så igen hen mod Grace med hovedet lidt på skrå og antydningen af et smil i den ene mundvig "Hvad er det denne gang, Grace? Har Kate lavet ballade eller har hun kastet sine affektioner på en ny ranglet splejs?" det var det første der kom til ham af muligheder, selvom han på samme tid havde en klar fornemmelse af, at det var mere alvorligt end datterens teenage-natur og til tider oprørske natur.
Rynken indfandt sig igen i hans pande og han satte glasset fra sig på bordet igen og så alvorligt på hendes baghovede "Grace..." en bekymret, indtrængende undertone indfandt sig i hans stemme, mens han tog fødderne ned fra fodskamlen og klappede opfordrende på det ene af stolens brede armlæn "Hvad nager dig?"
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 3, 2011 20:01:16 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lod månens skær indfange sig og lukkede så øjnene, mens hun blev stående med ansigtet vendt mod den. Hendes mands enkle tilføjelse til hendes fraværende svar trangte ind gennem månens søle fred og fik hende tilbage til stuen og det hun vidste hun måtte ud med. Hun åbnede øjnene igen og mødte endnu engang sit eget blik, før antydningen af et smil sneg sig frem på hendes læber. Whiskeyen var for brugt et trak, ikke at hun kunne huske det nogensinde havde virket helt. Om ikke andet gav den hende hans opmærksomhed hurtigere og mere fuldkomment end de fleste andre træk. Smilet fik en smule bedre fat. Kun et var mere effektivt.
Så faldt smilet væk igen med et suk og hun rustede let på hovedet. "Kate har det fint. Hun har fordybet sig i et selvstudie af avanceret talmagi, mener jeg det var. Det andet ville næsten være en lettelse..." Ingen af de to ting havde været oppe siden før sommerferie, ja, ikke siden det tidlige forår. Hun håbede pigen snart fandt tilbage til sit gamle jeg igen, men noget tydede på det ville tage sin tid. Måske ville hendes nyheder kunne snappe hende lidt ud af det. Måske. Øjnene i ruden gav intet svar, kun usikkert håb.
Hans stemme efterfølgende undertone fik hende til tøvende at vende sig mod ham. Som havde den været den kalden hun manglede for at gøre det. Hun fandt hans blik og holdt det som hun tilbagelagde det korte stykke fra vinduet til stolen og med et øjebliks tøven lod sig glide ned at sidde på armlænet. "Edward, jeg...." Hendes blik flakkede let, før hun sank og lod hans ro udadtil flyde over i sig. Hun fandt hans blik igen og lod så sit falde til sine hænder atter foldet over sin mave. "Jeg ved vi ikke har snakket om det længe... havde troet det muligt..." Hun gik i stå og så hvordan hendes fingre lukkede sig strammere om hinanden. "... men..."
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 5, 2011 14:56:39 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edwards blik lå fast på Grace og blev der. Ikke hårdt. Ikke gennemborende. Ikke mistænksomt eller mistroisk, men fast og ufravigeligt. Han smilede svagt og nikkede til hendes udredelse af datteren, selvom han kendte til oplysninger i forvejen "Hun skal nok komme ovenpå igen, Grace. Giv tid.." beroligede han og rynkede panden lidt igen, da hun igen tav.
Han ventede tålmodigt mens hun tydeligvis endnu en gang overvejede sit næste træl. I hvert fald blev hans mistanke om, at noget var galt kun bekræftet, af hendes ukarateristiske tavshed. Han lænede sig lidt tilbage i lænestolen, da hun endelig tog en beslutning og fulgte hans opfordrende klap på armlænet af stolen.
Så snart hun satte sig, løftede han hånden tættest på hende og hans hånd lagde sig helt på egen akkord på hendes lænd udenpå det blanke, grønne materiale. Han løftede brynene opfordrende da hun begyndte at tale, blot for at se hende gå i stå igen "Ja, Grace..." forsøgte han roligt for at få hende videre, mens rynkerne i hans pande blev dybere da hun sø ham i øjnene og han læste rigelige mængder af nervøsitet og frygt. Han forblev tavs mens hun fortsatte, men holdt blikket på i hendes, mens han strøg hende blidt over ryggen uden helt at fange den dybere mening bag hendes ord "Talt om hvad, Grace?" forsøgte han igen og rettede sig lidt op i lænestolen.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 6, 2011 8:36:12 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Følelsen af hans hånd der fandt hendes ryg, så snart Grace satte sig på armlænet, havde en langt mere beroligende effekt på hende end hans afslappede ro og let bekymrede blik. Hans neutrale opfordring til at gå videre sammen med varmen fra hans hånd som den flyttede sig over hendes ryg fik hende til at tage endnu en dyb vejrtrækning og atter se op fra sine hænder og på ham. Hans uddybende spørgsmål, der lå så meget i trit med hendes noget tøvende og ikke helt klare ord, gav hende skubbet til at få flere frem. ”En til…” Ikke at de nok gav så meget mere mening, men at sige det fik et lille nervøst smil frem bundet i det ønske hun nok altid havde haft, men havde troet umuligt.
Smilet blev der, mens hun holdt hans blik. De to ord ville dog næppe være nok, men havde givet hende skubbet til at tale. Om ikke med ord, så på anden hvis. Hun løsnede sine hænders greb om hinanden, rakte om og fandt hans hånd bag hendes ryg og trak den rundt om sig. Trygt siddende med hans arm omkring sig lagde hun hans hånd ind mod sin mave og lod smilet få lidt mere kraft, selvom nervøsiteten og den svage frygt stadig var at finde i hendes øjne. ”En lille en til…” Hun lod sin hånd ligge over hans, mens hun afventede reaktionen. Sidst havde han forladt hende uden mange ord, men var vendt tilbage. Gangen før… Der havde hun intet nået at sige. Tanken bragte frygten længere frem i hende og hun lod blikket falde til deres hænder.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 6, 2011 17:03:49 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward forblev tålmodig på ydersiden og forsøgte at stykke de få og vældigt usammenhængende ord fra sin kone til at hænge sammen og gå op i en højere enhed. Det lykkedes dog ikke specielt godt og det faktum fik ham til at knibe øjnene lidt sammen og se indtrængende på hende endnu en gang, med endnu dybere panderynker end før "En...til?" gentog han hende uforstående, mens noget begyndte at dæmre i udkanten af hans bevidsthed.
Han mødte hendes blik og mærkede sit eget flakke mellem hendes øje et øjeblik. De øjne han kendte så indgående. Ligeså indgående som ansigtet de sad i og kvinden begge dele tilhørte. Tråde bandt sig langsomt, men sikkert sammen og bandt nydelige sløjfer det øjeblik hun insisterende trak hans hånd om på den anden side af sig og lagde hans hånd på sin mave.
Hans blik sank kort til deres hænder på hendes mave. Så løftede han det igen og så uudgrundeligt på hende. Han flyttede dog ikke sin hånd, gjorde ikke engang anstalter til det, men de markerede bryn trak sig sammen mod midten igen mens der gik adskillige sekunder før han talte igen "En...til.." gentog han endnu en gang og ignorede at han imiterede en papegøje noget så glimrende "Du mener, at du er gravid?" svaret havde han allerede fået. Det kunne ikke være andet og han fortsatte uden at vente på svar "Er du helt sikker?" der var tydelig skepsis i hans ord, men hans blik der hvilede på hendes ansigt var stadig roligt.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 6, 2011 20:51:09 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace så forvirringen farve sin mands træk, men også forståelse lige så stille dæmre som hun flyttede hans hånd om på hendes mave og holdt det lille smil på sine læber så længe hun kunne, før fortiden trak i hendes tanker og viskede det væk. Hun strøg blidt fingrene over hans hånd og vendte så blikket op på ham igen, som han brød den opståede stilhed med endnu en gentagelse af de to små ord der betød så meget. "Ja." Hun fik kun det enkelte ord frem, men mødte hans blik med den vished hun selv havde accepteret efter lægens svar var nået frem.
Hun hørte skepsissen i hans næste ord og hævede sigende et øjenbryn. "Ville jeg sige det ellers?" Trods det lidt spidse tonefald var der noget langt mere sårbart underneden, der skinnede igennem i hendes blik og fik det til at flakke. Hun havde været omtrendt lige så langt henne sidst og frygtet en gentagelse af første, som hun fandt at hun gjorde igen nu. Noget kunne tiden åbenbart ikke slette. Hun drejede sig let på armlænet, så hun kom til at sidde med ansigtet mere lige imod hans. "Men jeg var ikke sikker, før nu her i dag..."
Hun så undersøgende på ham, mens hendes hænder gik i stå og hun bare sad. De velkendte træk og den som så ofte før rynkede pande, sagde ikke det store, som hans tilsyneladende ubevægelighed heller ikke gjorde det. "Jeg ved vi ikke har talt om det længe..." Hun var begyndt at lyde som en plade der var gået i hak og begyndte forfra med de samme sætninger gang på gang, men her anden gang gav den næsten mening.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 7, 2011 17:05:39 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edwards blik fik et splitsekund et advarende glimt, over den let spidse tone. Ikke så meget fordi han var bare tilnærmelsesvis irriteret på hende, men mere som en instinktiv reaktion og han rystede langsomt på hovedet som tavst svar. Uden at tænke over det strøg han tommelfingeren blidt over hendes mave under hendes hånd og nikkede så i stedet da hun fortsatte og vendte sig lidt mere om mod ham. Han tog en dyb indånding, som ville han sige noget, men lukkede alligevel blot munden igen og så uudgrundeligt på hende indtil hun selv talte igen.
Hendes ord fik det dog til at trække antydningsvist i hans mundvige da hun gentog sig selv for guderne måtte vide det hvilken gang og han løftede langsomt hånden der indtil nu havde ligget ubevægelig på det modsatte armlæn og lagde den mod hendes kind for at fange hendes opmærksomhed helt "Grace.. om vi har talt om det længe eller ej, så ændrer det ikke faktum." han lod hånden falde igen og sukkede dybt uden at slippe hendes blik "Ikke at jeg lige havde regnet med at skulle stå med bleskift nu, men.." han tav et øjeblik og fortsatte så med et lille nik for at understrege sine ord "..den formodning skulle jeg jo så åbenbart ikke have ret i."
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 8, 2011 8:09:06 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace fangede det velkendte skift i sin mands blik, da hun med sit pointerende svar mere end en smule gik imod ham og m?dte blot fortsat hans blik uden at blinke, sk?nt hendes blik flakkede en smule. Det forblev da ved glimtet i hans blik og det forsvandt hurtigt igen, som hendes egen lyst til at pointere. Havde hun v?ret i hum?r til en diskussion kendte hun startpunkterne bedre end nogen anden og hvor lidt der skulle til, vidende hvor der skulle trykkes. I aften var dog ikke lige aftenen for det. I stedet l?nede hun sig lidt tilbage mod hans arm og den st?dte den gav, mens et smil fik fat som hans tommelfinger blidt str?g over stof og mave.
Der var noget klart beroligende i den ubevidste handling fra hans side og hendes svage smil fik lidt mere sikkerhed, sk?nt det p? ingen m?de p?virkede glimtet af frygt i bunden af hendes blik. Hun l?nede ansigtet ind mod hans h?nd, lukkende ?jnene kort, til hans stemme kaldte dem ?bne igen. Hans ro og umiddelbare accept holdt hende fast og forplantede sig til hende. Da han lod sin h?nd falde fra hendes kind, rakte hun ud med den hun ikke havde hvilende over hans og tog den i sin, mens en lettelsens latter tr?dte frem i hendes blik. ?Det var bestemt heller ikke min forventning at skulle til dem igen??
Hun gav hans h?nd et klem, f?r hun meget t?vende fortsatte. ?Men det m? vel v?re en af livets sm? finurligheder at det f?rst skal ske nu?? Smilet gled tilbage til at v?re farvet af den f?rste antydning af forventning, mens hun gjorde sit ih?rdigste for bare for et ?jeblik ikke at t?nke p? alt end et nyt lille v?sen var p? vej.
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 9, 2011 14:35:42 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edwards blik gled væk fra Grace nogle lange øjeblikke og fandt i stedet den dansende ild i pejsen, mens han forsøgte at få den nye oplysning til at give mening og endnu mere forlige sig med, at den var en spøg. Ikke at Grace nogensinde ville lave en spøg med noget så alvorligt, men selv for ham, var det noget af en mundfuld at sluge, af flere grunde.
Da han igen vendte tilbage til nuet var det ganske naturligt at stryge fingrene over hendes kind og omend hans blik udstrålede både tvivl og forvirring, så indeholdt det også forsikring om, at han ikke havde tænkt sig at gå nogen steder. Han var næsten klar over hvilke minder der var sprunget op i hendes sind. De havde meldt sig i hans eget også, men der var løbet meget vand under broen de sidste seksten år.
Han smilede svagt og rynkerne i hans pande blev glattet ud et øjeblik. Så nikkede han til hendes fortsatte alvorsord og sukkede tungt mens hans så ind i flammerne igen "Skæbnen der spiller en et puds..." rynken vendte tilbage igen mens han drejede hovedet tilbage og mødte hendes blik "Hvornår?"
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 9, 2011 18:24:49 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lod sin mand sidde i fred, mens han fordøjede den alt andet end lille forandring i deres liv. Hun brød sig ikke om at måtte lade noget så stort falde ned over ham uden mulighed for hans indflydelse og medvirken... Smilet fik igen fat, mens hun så ned. Indflydelse og medvirken måtte hun i den grad sige at han havde haft, men alligevel ville udfaldet komme så meget som en overraskelse for ham som for hende. En del at tage ind og forholde sig til.
Hun flyttede lidt uroligt på sig uden at finde en behageligere måde at sidde på armlænet på. Med et lille suk og glem af hans hånd løftede hun sig let fra sin position og uden at lade hans hånd falde væk, flyttede hun sig ned og satte sig på hans skød i stedet. Der lænede hun sig tilbage ind i hans favn, ladende roen falde på sig, som stilheden havde det over stuen. Hendes blik vandrede fra hans ansigt til ilden og blev der som hans svarede hende. Først da hun mærkede ham rykke på sig, gjorde hun det samme og mødte atter hans blik, mens hun endnu engang lænede kinden ind mod hans kærtegn. Hans blik gav den sikkerhed hun havde brug for, som hun havde håbet det ville.
Der var dog ingen måde at formilde det der lå skjult i hendes næste og enkle svar. Hun havde haft mistanken en tid, men holdt den for sig selv og fornægtet den til svaret var kommet endeligt og endegyldigt. Hemmeligheder var ellers ikke noget hun gjorde det store i. Ikke overfor Edward. "Midten af marts..." Hun smilede let, men kunne mærke sit indre samtidig trække sig lidt sammen ved tanken om hvor lang tid der stadig var til hun var ude over den usikre periode og endnu mere ved tanken om hvor meget der stadig kunne gå galt. "Så der er tid endnu..."
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Oct 10, 2011 14:28:53 GMT 1
A woman worries about the future until she gets a husbandwhile a man never worries about the future until he gets a wife--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Smilet der til stadighed blev ved at dukke op på Graces læber smittede uvægerligt af på Edward. Det trak igen lidt op i hans mundvige, selvom hans blik stadig indeholdt både alvor og skepsis. Ikke skepsis over hendes ord, eller sandheden i dem, men mere over hele situationen og hvad det ville betyde fremover. Både for ham selv og hende. For dem som helhed. For Kathleen der pludselig i en alder af seksten skulle være storesøster til et spædbarn, mens de fleste af hendes kammerater efterhånden havde alle deres søskende på skolen allerede. For hans og Graces job og kolleger og for dem i forhold til skolens elever, som de begge havde deres daglige kontakt til.
Det gik først op for ham hvor meget han var faldet hen i sine egne tanker, da Grace flyttede uroligt på sig og kort efter efter flyttede sig over på hans skød. Hans opmærksomhed var hurtigt tilbage på hende, og uden at gøre nogen anstalter til at forhindre hende i forehavendet. Tværtimod lænede han sig helt tilbage og flyttede sin arm indtil hun havde fundet sig på plads. Da lagde han den ene arm omkring hende, mens den anden gled fra hendes mave ned at hvile på hendes ene lår.
Han sukkede tungt og dybt da hun lænede sig ind til ham og bøjede selv hovedet nok, til at lade kinden hvile mod hendes hår "Et spædbarn..." mumlede han ud i rummet og ind mod hende. En lille, næsten munter lyd gled fra ham før han plantede et flygtigt kys på hendes hår og for sig selv rystede lidt på hovedet "Jeg er for gammel til to timers søvn om natten, kolik, ondt for tænder og kasten med aftensmaden..." han sukkede igen, men gav ikke udtryk for at være egentligt utilfreds.
Han tav igen og blev siddende roligt og nød en stund blot nærheden med Grace. Først da hun svarede på hans tidligere spørgsmål, reagerede han igen. Et lille smil trak op på hans ansigt som første reaktion, mens han gentog hendes ord "Marts..." i hovedet begyndte han hurtigt at regne tilbage og endte med at se på hende med et spørgende blik, uden dog nogensinde at sætte ord på selve spørgsmålet.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Oct 10, 2011 20:32:10 GMT 1
Adopt the pace of nature - Her secret is patience...
Grace lod sig synke ind mod sin mand og fandt der, ikke blot en mere behagelige stilling at sidde i, men også en varme, der omsluttede hende som den så ofte havde gjort før. Det lette skift hos ham, hvor hans hænder fandt nye positioner så hans arme kom til at omslutte hende tættere og det lette pres mod hendes hoved fik et tilfreds suk fra hende før hans ord og efterfølgende muntre fnys, fik hende til at vippe nakken tilbage, så hun kunne se op på ham med latteren lige under overfladen i sit blik. "Du glemmer morgenvækninger med solen, uforudsete gemmelege og ikke mindst ordløs pludren til alt..." Hun smilede til ham, rakte så op og strøg ham over kinden. "Bare vent... det skal nok blive bedre denne gang..." Om ikke andet ville de være mere sammen og have mere tid med den lille.
Hendes hånd fandt ned på hendes mave igen og strøg kort over den, før den fortsatte ned til den fandt hans på hendes lår. Hun lod blikket blive på hans ansigt og kunne ikke andet end smile tilbage til ham. "Ja, marts..." Hun strøg fingerspidserne blidt over hans hånd, mens hendes smil fik anstrøg han ikke ville kunne misforstå eller overse. "Dine afslapningsøvelser i eksamensperioden havde lidt mere end den ønskede effekt...." Hun lo dæmpet og lod hovedet finde tilbage til en mere behagelig stilling uden helt at slippe ham med blikket. Tidspunktet for undfangelsen havde givet hende en glimrende forklaring på hendes vedholdende søsyge også, som intet der ellers tog den havde virket på.
|
|
