Wisdom sails with wind and time

[Grace Kennith]

Graces øjne glimtede fortsat muntert mod Edwards, som hun fulgte udfordring og atter lod fingeren glide over hans pande, hvor rynkerne for få øjeblikke siden havde stået tydeligt frem. Derefter lod hun hånden finde tilbage bag hans nakke, som det mest naturlige sted at have den liggende. I hvert fald som de sad og stod nu. Hun smilede let ved hans skuldertrækning og ord. ”Ja, det kommer vi ikke udenom..” Så lod hun hovedet vippe lidt på skrå, som hun så ham an, mens han svarede hende. ”Også det ja, men bestemt også konkurrence mellem venner der begge vil vinde...” Der havde floreret mere end et rygte om de to holdkaptajner efter vinterens ferie ture og fest. Sikkert flere end de hun havde hørt og det var jo altid med den slags et spørgsmål om hvorvidt der kunne komme røg uden ild. Det vidste hun der kunne.

Hun hævede sigende et øjenbryn ved hans udtryk af indination over hendes hentydning og gengældte så hans smil, mens hans greb om hende blev strammere og mærkerede han kontrol i situationen såvel som at han havde hende – og ikke på nogen ubehagelig måde. ”Det skal jeg så lade være med, Edward.... og lade de andre ideer jeg har samlet sammen vente til en anden gang...” Hun lod sig glide let længere frem under presset fra hans hænder på hendes ryg og endte nu helt ude ved kanten, så hendes tæer næsten kunne nå gulvet igen. ” du skulle jo nødigt gå hen og blive forvent...” Hendes tone var let drillende, en tone der ikke forsvandt ved hans lidende udtryk. Den bytur havde moret hende ikke så lidt at høre om bagefter. ”Hun udnyttede vist også chance grundigt til at give dig noget at brokke over...” Glimtet i datterens blik havde afsløret hende så rigeligt.

[Edward Kennith]

Edward drejede hovedet lidt i et forsøg på at slippe væk fra hendes finger, der alt for klart mindede ham om hvorfor han var vendt tilbage til sit kontor, noget før end han ellers plejede. Det var dog et ret halvhjertet forsøg og mest af alt bare en let drejning af ansigtet, uden at han flyttede sig væk, eller det lille smil der lurede i hans mundvige forsvandt. Han nikkede langsomt en enkelt gang til hendes påstand "Mhm... men det element burde være ude af verden efter sidste kamp. Ivory har ingen chancer for at tage førstepladsen nu. Det bliver en kamp mellem hendes bror og Wolfe." han rynkede brynene lidt, og sank nogle minutter hen i sine egne tanker og overvejelser.

Han kneb øjnene lidt sammen da hun fortsatte, men et kort øjeblik glimtede det muntert i hans mørke øjne. Han strøg tommelfingrene over hendes hofter, hvor hans hænder var faldet til, og nikkede så en enkelt gang igen "Det ville jeg sætte umådelig stor pris på..." sarkasmen var tydelig i hans stemme og han hævede et øjenbryn lidt og så sigende på hende, før han fnøs muntert og opgivende. Han lod hænderne glide om på hendes ryg igen, og skar endnu en grimasse, da hun igen ledte hans tanker hen på den tur på indkøb, han halvt var blevet lokket i da deres datter skulle have kjole til Yuleballet. Han sukkede dybt og så ud af vinduet endnu engang, mens et lille skævt smil sneg sig ind på hans ansigt "Det mener du?" han så tilbage på hende med et hævet øjenbryn "Jeg var ellers af den opfattelse at Katie selv mente hun var ganske diskret." han så på hende et langt øjeblik uden ord, før tanken om datteren, der var grunden til han stod her lige nu, fik hans pande til at falde tilbage i de rynkede folder den kendte så godt.

[/justify]

[Grace Kennith]

Edwards forsøg på at undgå hendes fingres lette strøg over hans pande, fik kun Grace øjne til at glimte mere muntert og hendes smil til at tage tydeligere form på hendes læber. Hans begyndende smil ved det hele undgik heller ikke hendes opmærksomhed og var en del af det hun havde ville opnå. Hans ord fik hende dog til at se først forundret, så både opgivende og kærligt på ham. ”Nu snakkede vi jo så om næste år og ikke dette år, kæreste...” At fange ham ude af fokus skete sjældent nok for hende til at drille ham med det når det skete. ”Hvor har du dog dine tanker henne?” Hun havde en anelse om det, men ville lade ham selv bryde det behagelige øjeblik de havde fundet sig midt i hverdagens travlhed.

Hun mødte hans blik med et tilsvarende glimt, mens hendes fingre fortsatte deres blide kærtegn. Så hævede hun et øjenbryn tvivlende ved hans ord, overhørende sarkasmen for en stund. ”Virkelig? Jamen dog... og her havde jeg fået ryddet aftenen helt for din skyld..” Bunken af afleveringer havde hun lagt til side til den næste aften igen. De var i det mindste alle afleveret til tiden denne gang og skrevet så de kunne læses. En uhyrlig sjældenhed, når foråret havde fået sit greb i de unge. En ny grimasse fra hendes mand bragte hende tilbage til ham og nuet foruden det de talte om. ”Diskret med at få den kjole hun havde udset sig? Ja, eller måske mere manipulerende.... hvor mange yderst korte havde hun fundet i butikken før hun kom med den?” Hendes tone var stadig let, selvom hun kunne se på rynkerne at hans tanker var vendt tilbage mod den pink bold beliggende bag hende. Den spøg var af nogen faldet på et forkert tidspunkt.

[Edward Kennith]

Edward brummede noget uhørligt og rynkede panden endnu engang, da det gik op for ham de havde talt forbi hinanden. Han mødte hendes blik igen og det trak i hans ene mundvig "Begge dele var vist på tale." fastholdt han, uvillig til at give sig helt, som altid. Han så væk igen, uden at gøre anstalter til at flytte sig. Rynkerne i panden fik selskab af flere over hans næseryg og efter nogle lange øjeblikke sukkede han tungt og rystede langsomt på hovedet "Ingen steder de ikke altid er, Gracie..." han så tilbage på hendes ansigt og smilede svagt, uden at det kom i nærheden af hans mørke øjne denne gang "Og ikke noget du behøver bekymre dig om."

Hendes fingres strøg var beroligende, også mere end han ville indrømme og hendes ord fik igen smilet til at nå hans blik, mens han udstødte en lille, næsten munter lyd. Han hævede et øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå "Så det har du?" han rynkede panden og så undersøgende på hende, uden at smilet forsvandt "Nogen bestemt grund?" han betragtede hende afventende, før en lille, lidende grimasse igen strøg over hans ansigt "Mindst ti..." han fnøs med et skævt smil "Jeg holdt op med at tælle efter den blå uden ryg..." han rystede opgivende på hovedet "Første og sidste gang. Når det kommer til tøj, er hun din datter."

[/justify]

[Grace Kennith]

Grace lod sit smil hænge i øjnene så vel som i mundvigene, som hun hørte det skråsikre og lettere affærdigende svar. Ikke at det påvirkede hende på anden måde end at få trækningerne i mundvigene til at blive tydeligere og hendes ord bekræftet. "Hvis du siger det, min egen..." Hendes tone var så tilpas provokerende, at der ingen tvivl kunne være om at hun kun overfladisk gav ham ret. At de havde snakket om begge siden hun var kommet var en helt anden sag og slet ikke relevant. Hun betragtede ham, som han faldt hen i tanker og nikkede så let uden at kommentere. I stedet lod hun sit hoved vippe lidt til den ene side og hæve et på en gang udfordrende og spørgende blik. Det var efter hendes mening ikke hans plads at vælge hvad hun skulle bekymre sig om. Selvom han havde forsøgt at gøre det siden de mødtes.

Hun lod det passere, som hun så ham reagere på hendes lette kærtegn og udnyttede han lagde hoved på skrå til at bøje sig frem og kysse ham på den blottede side af hans hals. Et blødt, tøvende og flygtigt kys, der lovede så meget mere end det var. Hun trak sig tilbage igen med spillende øjne. "Det har jeg..." Hendes smil blev hemmelighedsfuldt og en smule beregnende. "Behøves der være en bestemt grund til det?" Hendes smil forblev som han atter skar en grimasse og hun strøg ham medfølende over kinden. Det var en mindeværdig tur der havde efterladt hende som tilskuer til et efterspil der havde fået hende til at bryde helt sammen i undertvunget latter. "Men så vidt jeg husker meldte du dig frivilligt til den tur... du ligefrem insisterede for at sikre resultatet..." hun så på ham med et hævet øjenbryn og gav så hans nakke et klem. "Og jeg skal sørge for hun holder sig passende påklædt på sommertogtet..." Hvad der lå i passende ville hun dog ikke komme ind på.

[Edward Kennith]

Edward hævede igen et øjenbryn over Graces tone, men kunne alligevel ikke lade være at smile svagt. I den verden der var hans liv, var hun noget nær den eneste der kunne slippe afsted med noget lignende, men, konkluderede han for sig selv, så var det nok også netop den største af grundene til, hun i sin tid var vadet lige gennem hans forsvarsværker. Hvis nogen havde spurgt ham for 2 år siden, hvor han ville være nu, havde hans svar ikke været i en fast stilling på Hogwarts med kone og barn. Nok nærmere det modsatte, men som han kort lod tankerne flyve, kom han endnu engang til den konklusion, at det absolut ikke var det værste sted at være. Han kneb øjnene let sammen, smilede så igen og rystede på hovedet med en lille munter lyd, før han plantede endnu et flygtigt kys på hendes pande "Du giver aldrig op, gør du Gracie?"

Han lukkede øjnene halvt og strammede grebet om hende umærkeligt, da hendes læber strejfede hans hals. Den store muskel på siden af den spændtes, men for en gangs skyld ikke i vrede, men noget nær det modsatte, selvom han dog af ren vane, forsøgte at kæmpe imod de illinger hun fik til at løbe ned langs hans rygrad. Det holdt dog kun kort før smilet der helt var forbeholdt hende, vendte tilbage på hans ansigt og han mødte hendes blik igen, mens han lænede ansigtet ind mod hendes hånd med en svag hovedrysten "Nej, men jeg ved du som regel har en." han så lige dele opfordrende og drillende på hende, mens hans hånd igen begyndte at stryge hendes ryg. Han skar en lidende grimasse og fnøs kort da hun fortsatte "Jeg gabte over mere end jeg var forberedt på." han rystede igen på hovedet med et skævt smil "Men det lykkedes da nogenlunde." han så et langt øjeblik på hende, lænede sig så lidt frem og gav hende et blidt kys "Jeg vælger at stole på din dømmekraft i sagen." hans smil blev bredere "Og vender det blinde øje tilpas meget til..."

[/justify]

[Grace Kennith]

"Aldrig," Grace øjne glimtede fortsat mod Edwards uden at give væk hvad hun tænkte. Ikke at det var nødvendigt, Han vidste som oftest hvad optog hendes tanker og omvendt, så hun lod ham tænke og falde ned i fred. Hendes nærvær var mere end nok, når han var sådan. Helst hvor han vidste præcis hvor hun var og at hun blev der. siddende på bordet med hans arme om sig var det lige hvad hun var. "Gjorde jeg det, ville du alligevel ikke tro det..." Hun smilede til ham, et smil der indeholdt hele deres historie sammen og samtidig noget drillende, der genspejlede sig i hendes øjne.

Han reagerede som altid tydeligt på hendes lette kærtegn og hans forsøg på ikke at gøre det fik kun latteren tydeligere frem i hendes blik. "Som regel ja, men nogen gange lader jeg bare tiden og stemningen lede..." Hun krummede ryggen mod hans hånd og slap samtidig hans nakke med den ene hånd, for at sætte den i bordet bag sig. Lænende sig tilbage mod den og hans hænder på hendes ryg for bedre at kunne se hans ansigt, som han skar endnu en grimasse. Så hævede hun et øjenbryn sigende. "Det troede jeg aldrig jeg skulle høre dig sige! Kan du virkelig gabe over mere end du kan klare? - og indrømme det?" Hun så op på ham med latteren tydeligt frem, der dog fik en ekstra glød som han bøjede sig ned og kyssede hende. Hun lukkede sig hånd fastere om hans nakke og spændte for at holde sig oppe ved den, mens hendes anden hånd fat det lille metalhylster med det nyligt skrevne brev og tog det til sig.

"I hvert fald hvad Kathleens gælder..." Hun så smilende op på ham vel vidende hvor hans blik mest ville være på ferien, og skubbede sig så ud over kanten på bordet, mens hun tilføjede. "Nu vi taler om hende, så vil jeg gå ind og gøre klar til the i aften." Hun rettede sig op, kyssede ham flygtigt og gjorde tegn til hun ville forlade pladsen mellem hans arme.

[Edward Kennith]

Edward så vurderende på sin hustru, mens hans mundvige trak op i et ægte varmt smil, der fik smilerynkerne ved hans øjne til at stå tydeligt frem, da det også nåede hans brune øjne. Så rystede han langsomt på hovedet et par gange og brummede let, en lyd der næsten kunne opfattes som en svag latter, før han bøjede hovedet lidt, og lod sine læber flygtigt strejfe hendes igen. Så fandt han hendes blik igen og så hende i øjnene med en sjælden, blid glød "Og jeg ville ikke have det på nogen anden måde..." hans stemme var tilsvarende blød og lavmælt.

Han himlede let med øjnene da hun fortsatte, men det sjældent, varme smil, blev hængende på hans ansigt før et muntert fnys undslap ham, da hun lænede sig tilbage og nogle sekunder plantede helt andre tanker i hovedet på ham. Han skød dem hurtigt fra sig. Det var hverken tiden eller stedet og skar i stedet endnu en lidende grimasse "Det sker, men bliv ikke forvænt." hans blik hvilede på hendes ansigt og en snert af begær havde sneget sig ind i hans blik. Han smilede underfundigt og lagde så hovedet lidt på skrå "Senere..."

Han rettede sig op som hun satte sig op igen og nikkede med endnu et lille fnys "Det anser jeg som en glimrende aftale." han gik et halvt skridt tilbage da hun skubbede sig ud over kanten af skrivebordet og landede på gulvet foran det. Han slap hende dog ikke, men nikkede igen og så så på hende med et hævet øjenbryn over et sigende blik "Tak, men inden da vil jeg gerne have mit brev igen så jeg kan sende uglen afsted med det." hans blik hvilede alvorligt på hende, men gemte alligevel et svagt drillende glimt.

[/justify]

[Grace Kennith]

Grace strøg blidt fingrene over sin mands nakke, mens hun så ham dybt i øjnene. Gnisten mellem dem var ikke taget af i årenes løb, men blevet mere vedvarende og fast. Som en undertone de altid kunne vække til live og som selv blev det af de små intime øjeblikke de fandt tiden til sammen. ”Heller ikke jeg...” Om det var en fortsættelse af ordvekslingen eller kun svar på det der lå i de sidste ord var ikke til at sige. Hendes varme smil og blik gengældte hans sjældent bløde og lod hende nyde for en stund at være hans centrum. Så var øjeblikket forbi og hendes drillende tone blev rigeligt besvaret af hans muntre smil, før begge deres tanker gled i andre retninger. Hendes blik fik en anden glød og hendes smil et opfordrende anstrøg, som selv ikke hendes muntert hævede øjenbryn kunne konkurre med. Luften mellem dem føltes tættere til hans ord fik et bekræftende smil frem hos hende. ”Helt bestemt...”

Stående på gulvet så hun op på ham, lagde hovedet let på skrå, før hun rystede let på hovedet. ”Det tror jeg ikke... ” Hun lod metalcylinderen forsvinde ned i en af lommerne i sine tætsiddende jeans, hvor den ikke lige ville være til at få frem igen. ”Du må skrive en ny besked og denne gang...” Hun holdt hans blik mens hun udfordrende hævede sit ene øjenbryn. ”... uden at bruge ren bydeform.” Hun stillede sig let på tæer, plantede et kys på hans kind og forsøgte så at sno sig ud af hans arme og hans faste tag i hende.

[Edward Kennith]

Edward smilede mildt og gav Grace et svagt klem, med de arme der stadig lå fast omkring hende. I hendes smil fandt han altid den ro der ellers aldrig kom nemt til ham og i hendes blik forvisningen om, at alting nok skulle løse sig. At der altid var en løsning et sted og oftest en der var knap så vanskelig som han selv havde tænkt "Én ting kan vi da stadig blive enige om." hans smil blev bredere og et kort øjeblik sneg en begærlig glød sig ind i hans blik "Det vil jeg se frem til..."

Han gik et halvt skridt baglæns da hun skubbede sig ud over bordkanten og endte stående på gulvet foran ham. Smilet svandt langsomt ind, for så at forsvinde helt, da han ikke fik sin vilje og hun i stedet lod den lille metalcylinder glide ned i sin ene lomme. Hans bryn trak lidt nedefter og en enkelt rynke viste sig i hans pande, mens han ikke gjorde nogen anstalter til at ville lade hende gå. I stedet så han bestemt på hende og holdt den ene hånd bydende frem "Det var skrevet som det skulle skrives og som situationen krævede, Grace." han blev roligt stående mens hun plantede et kys på hans kind, men slap hende ikke med blikket. Strammede blot armen omkring hende lidt, da hun forsøgte at sno sig væk "Hun må lære at tænke sig om. Jeg lover at tage den uden at tabe besindelsen i aften."

[/justify]

[Grace Kennith]

Grace stoppede op, som grebet om hende strammes og det bydende vendte tilbage til hendes mands stemme og udstråling. Hun sukkede let ved hans ord, mens hun mødte hans blik undersøgende og deri fandt præcis hvad hun vidste hun ville finde der. Den bundløse stædighed og tro på egen ret. De atter rynkede bryn og den fremstrakte hånd lod heller ingen tvivl være om hans mening, havde hans ord på nogen mulig måde været til at misforstå. Fanget som hun stod, lænede hun sig let tilbage mod kanten af skrivebordet, seende ham alvorligt an, før hun svarede en smule opgivende. ”Det var skrevet i vrede og det ved du, som jeg ved du stædigt vil holde på dit.” Hendes klang var mest af alt resigneret. At kæmpe tabte kampe med ham kunne være underholdende nok, især det efterspil de ofte havde, men denne var ikke en af dem. Alligevel kunne hun ikke holde sig fra et lettere tvivlende hævet øjenbryn ved hans ord, mens hun fiskede cylinderen frem og rakte ham den. ”Som du lovede det sidste gang?” Hendes smil var tilbage i sin let drillende tilstand, som hun strøg ham over kinden og atter forsøgte at sno sig fri. ”Jeg husker at forstærke de lydskærmende besværgelser så...”

[Edward Kennith]

Edward hævede begge øjenbryn da Grace sukkede meget sigende, da han for anden gang bad om brevet til datteren tilbage, men han sagde intet. I stedet blev han blot roligt stående med den ene hånd holdt bydende frem mod hende. Dettrakganske lidt i hans ene mundvig igen ved hendes ord, mens han traklet på skuldrene "Hvorfor så forsøge at gøre det ugjort. Og det var skrevet som det skulle skrives. Den dag jeg pakker ting ind i pygmæpuffer er den dag du for alvor skal blive bekymret." han lukkede hånden om cylinderen da hun lagde den i hans hånd og nikkede så igen "Nøjagtigt..." han så sigende på hende, mens det igen trak i hans mundvige og løsnede endelig grebet om hende og lod begge arme falde ned langs siderne med endnu et nik "De kan have flere fordele, min egen." han bøjede sig frem ogplantede et hurtigt kys på hendes kind, før han vendte tog et par skridt frem mod døren ud til stuen og så stoppede igen "Jeg kommer igen om en times tid. Når jeg har sendt uglen af sted og ordnet et par andre ting så jeg kan holde aftenen fri til jer." han smilede svagt og forlod så kontoret og gemakkerne til fordel for slottets lange gange og korridorer.

- - - - - OUT - - - - -

[/justify]

[Grace Kennith]

"Fordi det siges at miraklernes tid endnu ikke er forbi..." Grace smilede drillende til ham. Hun kunne ikke lade være, selv ikke efter hun var gået lige til stregen med ham og så lige lidt over. Det blev ikke bedre som han bekræftede hendes formodning og et par tydelige trækninger i hendes mundvige fremhævede til fulde munterheden i hendes øjne, før de glimtede af noget helt andet mod hans. "Flere end som så..." Hun blev stående som han flyttede sig, men drejede sig langsomt rundt følgende ham med blikket til han stoppede i døren. Hun nikkede til svar og sendte ham et varmt smil. "Så har jeg theen klar - og kaffe til dig." Hun så ham gå, rakte ud og fik den pink kugle trille lidt frem og tilbage på bordet, før hun med en let hovedrysten forlod kontoret. Med de to temperamenter på kollisionskurs ville aftenen ikke blive kedelig.

------------------SLUT--------------