Wisdom sails with wind and time

[Edward Kennith]

Kennith skubbede døren til sine og Graces gemakker på Hogwarts op med en hård bevægelse og lukkede den lidt hårdere end behøvet bag sig igen, med sin kost i den ene hånd og den anden lukket om noget. Så fortsatte han målrettet gennem det hyggelige rum og videre ind på sit kontor hvor døren også blev puffet i bag ham, dog uden at den faldt helt i. Han skænkede det ikke en tanke, men lagde i stedet kosten op på knagerne til formålet, der sad på væggen ved siden af døren. Så fortsatte han videre om bag det massive skrivebord, hvor han satte sig tungt i stolen bag det.

Han lagde den knyttede hånd på bordet og åbnede den, så en lille, meget pink kugle, nogenlunde på størrelse med en bordtennisbold trille et lille stykke hen over det grønne skriveunderlag og så lå stille. Han satte albuen på bordkanten og lagde hånden tænksomt om hagen, mens den anden hånds fingre begyndte at tromme vedvarende mod bordpladen. Han stirrede indædt på den lille kugle, som kunne han alene med sit gennemborende blik, få den til at afsløre sine hemmeligheder.

Sådan sad han nogle minutter før han sukkede dybt og så rettede sig op. Han åbnede en skuffe i skrivebordet og trak et stykke pergament om. Fandt så sit blækhus frem sammen med en smuk pen, dyppede den i blækhuset og begyndte at kradse linie efter linie af bogstaver, der slog sig sammen til ord og sætninger, ned på det, mens han med jævne mellemrum gen-dyppede pennen i blækket.

[Grace Kennith]

Lyden af døren ud til gangen, der blev slået hårdt op, fik Grace til at hæve blikket fra den plante hun stod med og se over skulderen, som døren blev lukket med tilsvarende kraft. Hun sendte sin mand et blik, mens hun hævede et øjenbryn spørgende, men var på hele hans udstråling og knyttede næver klar over at han ikke så hende. Med et lille suk vendte hun tilbage til planten, fjernede det sidste visne blad og forlod den stående bag hans lænestol. Derefter fulgte hun efter ham ind på hans kontor, mens hun tørrede hænderne af i sine jeans.

Hun skubbede døren op og stoppede så op i den, da hendes blik faldt på den lille pink bold på skriveunderlaget foran ham. Den så tilforladelig nok ud, hvis ikke hun vidste hvad den måtte indeholde og hvad den havde været tiltænkt, når den havde sat hendes mand i det humør efter en flyvetime. Hun lænede sig let op af dørkarmen, mens hun hævede blikket til ham, som han holdt op med at nedstirre kugle og i stedet gav sig til at skrive. "Du fandt den før timen gik i gang?" Hun blev stående og så afventende på ham. Vejrede hvor meget hans humør havde taget skade og undertrykte munterheden synet af bolden havde udløst fra blik, stemme og udtryk. Næsten da.

[Edward Kennith]

Edward hørte Graces skridt gennem stuen før han ud af øjenkrogen så døren glide op. Han så dog ikke op, men blev målrettet ved at skrive på sit pergament og lod hende tale som den første. Hvis der var noget hun ville, måtte hun tale, som alle andre, selvom hun dog havde en lidt anden position i hans liv, så ændrede det ikke synderligt på hans grå humør.

Pennen mod pergamentet standsede et kort øjeblik da hun talte, og hans kæbe spændtes. Så skrev han videre og nikkede en enkelt gang, stadig uden at se op. Han skrev et par linier mere, satte så pennen fra sig i blækhuset og så endelig op mens han pustede let på papiret der nu var løftet, for at hjælpe blækket til at tørre hurtigere "Det kunne se sådan ud, Grace. han pustede igen, uden at slippe hende med blikket "Jeg var netop ved at sende en besked til din datter." han så ned igen og begyndte så sirligt at folde pergamentet sammen mens han fortsatte med at tale "Jeg håbede hun ville gøre os selskab til the i aften." han åbnede skuffen igen og fandt en lille brun beholder frem, som han skubbede det sammenfoldede pergament ned i "Der er noget jeg gerne ville spørge hende om." han beholdt den lille beholder i hånden, men lod begge hænder hvile stille på bordet, mens han så spørgende, og stadig sammenbidt op på sin kone "Det kommer ikke i vejen for nogle af dine planer, gør det?" han så afventende på hende.

[Grace Kennith]

Grace bestående i døren og betragtede ham skrive til han med et enkelt nik bekræftede hendes formodning. Mere var heller ikke nødvendigt. Hun kunne se på ham at han efter alt at dømme havde holdt sit temperament nede til timen var slut og først givet det fri derefter. Det var heller ikke et nummer der nogensinde var faldet i god jord hos ham. Hun rystede let opgivende på hovedet af datterens påfund, før hans ord fik hende til at hæve et øjenbryn spottende. "Ja, så er hun min..." Hun skubbede sig fri fra dørkarmen med hoften og gik hen til skrivebordet. "...men når det kommer til A'er er hun pludselig din igen..." Der rakte hun ud og rettede på billederne, før hun fortsatte rundt om det til planten stående i vinduet, som skønt den var klippet som et skib stadig ikke passede helt ind.

"Det er også ved at være længe siden. Hun har virket til at undgå os en smule." Hun lod det blive ved det og så kritisk på planten, før hun gav sig så til at pille et par brune blade af den og mærkede på jorden, som viste sig at være tilpas fugtig. "Hvorfor den ikke kan leve her ved jeg ikke..." Hun vendte sig fra den og om mod ham og nikkede så let. "Det kunne jeg forestille mig." Hendes stemme var let og holdt i et kærligt men neutralt leje. Han ville helt bestemt have mere end en ting at spørge hende om og det på en måde der opfordrede til sandfærdig og fyldige svar. Hun smed de visne blade i hans papirkurv, før hun satte sig på hjørnet af bordet og atter mødte hans blik direkte. "Prøv at lade være med at hidse dig op under den samtale, Edward."

Hun betragtede ham stille som han bare sad med brevet liggende foldet foran sig og holderen klar i den ene hånd. Lod så sin hånd finde hans og give den et lille klem. "Intet som ikke kan flyttes til en anden aften, min egen. Bestemt intet."

[Edward Kennith]

Edward løftede hovedet og så på Grace igen, lige tidsnok til at se hende ryste på hovedet. Han fnøs lavmælt og så ned igen med et lille, bestemt nik da hun talte "Havde du forventet andet?" det trak et splitsekund i hans ene mundvig, men det var væk igen før det overhovedet kom til nogen form for magt. Han rynkede panden da hun fortsatte og så spørgende på hendes ryg som hun stod ved planten i vinduet "Undgå os? Hvad tænker du, Grace?" han lænede sig lidt tilbage i stolen.

Han mødte hendes blik da hun vendte sig mod ham, uden at skænke planten hun talte om nogen opmærksomhed og fulgte hende i stedet med blikket da hun kom nærmere. Han lagde armene over kors på brystet og hendes ord trak øjeblikkeligt en sigende rynke som nabo til den der allerede var i hans pande. Han mødte roligt hendes blik uden vige under det. Det var en evigt tilbagevendende diskussion "Jeg hidser mig ikke op, Grace, men jeg fornemmer hun har brug for en genopfriskning i hvad der ikke er acceptabelt og hvad der ikke er." han lagde den ene hånd på bordet igen, og begyndte at trommelet med fingrene igen. Så nikkede han en enkelt gang da hun bekræftede hans formodning "Godt. Det regnede jeg heller ikke med."

Hans fingre stoppede og han sukkede næppe hørligt mens hans blik gled ud af vinduet et langt øjeblik. Så flyttede han det tilbage til hendes ansigt, lagde hovedet lidt på skrå og så igen spørgende på hende "Hvordan har din dag været?" han lænede sig frem mens han talte, rejste sig så og plantede et flygtigt kys på hendes hår før han gik de få skridt hen til vinduet og af ren vane stillede sig ret foran det, mens han så ud over plænerne og ventede lettere fraværende på hendes svar.

[Grace Kennith]

Hendes mands fnys fik en ny munter trækning til at træde frem i Grace’s mundvige, før hun fandt ham med blikket igen. ”Fra dig? Nej...” Det var et emne der dukkede op, hver gang pigen fandt på noget nyt og som altid havde samme mønster. Ændrede det sig ville hun først blive bekymret. Hun drejede planten så en ny side vendte mod solen, ikke at det så ud til at være noget den manglede, men det kunne heller ikke skade. Først da, så drejede hun sig rundt og mødte hans blik med en let skuldertrækning. ”Det er nok bare mig... Hun har bare virket mere...” Hun så på ham, mens hun ledte efter et ord der beskrev deres datter på den rette måde. ”... mere flyvsk og hemmelighedsfuld end ellers.” Hun sendte planten et sidste sideblik, før hun gik over og satte sig ved ham, mens hun fandt et skævt smil frem. ”Det er nok bare alderen der endelig har slået igennem... ”

Hun kunne ikke tilbage holde et ægte varmt smil, som Edward demonstrativt lagde armene over kors og rynkede endnu mere i panden. Hendes blik forblev roligt og alvorligt til han svarede. Så var det hendes tur til at fnyse. ”Så ved jeg ikke hvem der smækkede med dørene ligefør...!” Hun betragtede ham igen lidt og nikkede så samtykkende. ”Det andet vil jeg give dig ret i, min egen. Hun burde vide bedre.” ...især så kort tid efter Young og Lorenz lavede det nummer med ham... Den aften stod stadig klar for de fleste, som havde været vidne til den malplacerede spøg, der havde afsluttet et af de laveste væddemål hun længe havde hørt om. Begge havde dog indset fejlen i valg af professor at inddrage – eller det håbede hun. Og nu det her nummer.

Hans trommende fingre mod bordpladen vidnede om hvad der lå under overfladen og ventede. Intet godt for deres datter, men måske en nødvendig konfrontation for dem begge. Hun smilede let ved hans spørgsmål og gesture, før hun fulgte ham med blikket, som han stillede sig med ryggen til hende ved vinduet. ”Stille. De små er noget mere lydhøre end de store for tiden, så ingen uheld eller flabetheder af egocentrer i fokus-alderen.” Hendes stemmes klang endte tørt. De ældste klasser havde haft en storartet periode, hvor det at trænge igennem med noget så simpelt som sikkerheds regler og råd var nærmest en umulighed. ”Hvad med din? – før killings båndkugle slog til?”

[Edward Kennith]

Edward himlede let med øjnene og løsnede sine arme fra deres korslagte position, mens det igen trak let i hans mundvig "Det mente jeg nok..." han lagde hovedet lidt på skrå mens hun vendte planten om og rystede kort på hovedet. At det ikke var ham selv der havde sat den der, ville de fleste kunne regne ud, men nu var den der og han satte på sin egen måde pris på den. Mest af alt fordi Grace havde lagt tid i den. Han rynkede brynene lidt da hun fortsatte og han fangede en bekymret undertone i hendes stemme "Mere hvad, Grace?" nåede han at få indskudt inden hun fortsatte og besvarede spørgsmålet. Han strøg en hånd over hagen og smilede så svagt mens hans blik igen vandrede fjernt ud af vinduet "Måske..."

Han blev siddende med blikket vendt væk, selvom han stadig fornemmede hendes blik og smil alene gennem tonen i hendes stemme. Hendes blik på sig ville han kunne fornemme og genkende tværs gennem et tætpakket lokale. Han fnøs kort og det trak igen i hans mundvige, stadig uden at det blev til et fuldbyrdet smil. Så rynkede han sammenbidt panden og nikkede langsomt et par gange før han talte igen "Ja...ja det burde hun. Hun er 15 og ikke et barn længere." han knyttede hånden der lå på bordet kort, og stoppede de trommende fingre før han rejste sig.

Stående ved vinduet samlede han hænderne på ryggen og lyttede til hendes svar. For alle andre en Grace ville han virke ligeglad og fraværende, men han lyttede, som han altid gjorde og hørte hvert ord, selvom hans blik var fjernt endnu. Han nikkede igen og smilede for sig selv og så det kort reflekteret i ruden "Glimrende... Wolfe fik sin nye Søger..." han smilede igen, tilfredst. Alle fire hold havde solide og kompetente holdkaptajner dette år og det sad vel med ham, hvilket var tydeligt at høre hver gang samtalen drejede ind på emnet. Han drejde hovedet og så på hende over skulderen mens han fortsatte forklarende "Hillsbor. Et lille myr af en tøs fra 6. årgang." han så afventende på hende et øjeblik, for at se om det ringede en klokke. Så vendte han igen ansigt og blik ud af vinduet.

[Grace Kennith]

Grace slå de svagt bekymrede tanker tilside igen og lod fremtiden vise om der havde været grund til dem. Et kunne hun dog ikke fornægte og det var at den næste tid ville blive både interessant og udfordrende for dem. Svage erindringer om sig selv i den alder var begyndt at slå til og efter hvad hun kunne bedømme slægtede hendes datter hende kun delvist på. Et langt mindre alvorligt sind, men på alle måder lige så stædigt. Der var dog ikke andet at gøre der end at tage hvad der kom med ro og håbe de havde klaret den første opdragelse godt nok til ikke at få en totalt umulighed de næste år. Hvis blot de tilbagevendende morsomheder mod Edward ville stoppe ville de være langt – skønt hun ikke ville tænke på hvad der ville blive sat i stedet.

Hendes mands fnys fik hende til at hæve et øjenbryn udfordrende, men han sagde ikke noget til hendes ord. Godt det samme taget styrken brugt på døren i betragtning. Hun holdt blikket på ham og nikkede så let, før hun rakte ud og gav hans hånd et let klem. ”Så sandt og med den alder kommer andre interesser. Du skal se, hun får sikkert snart for travlt med andet...” ...andre... Hun undlod at sige sin tankemæssige rettelse højt. De første tegn på at tiderne skiftede havde været fremme og vende – endda på rygtetavlen af alle steder – så flere vil med så godt som sikkerhed komme til. ”...til at lave flere af den slags numre.” Hun slap hans hånd som han rejste sig og fulgte ham med blikket.

Hun var aldrig i tvivl om at han hørte efter, når hun talte, selv ikke når han så ud til at være langt væk i noget andet. Som nu, hvor han stod og så ud af vinduet mod quiddich-banen i det fjerne. De havde blandt andet valgt gemakkerne efter den udsigt. Grønt var der hele vejen rundt om slottet, men kun i den retning var hans store passision synlig. Hun gengældte smilet hun fangede i ruden, satte håndfladerne i bordpladen og lænede sig en smule tilbage. ”Det var godt... han har virket lidt fraværende siden den gamle blev skadet...” Hun nikkede genkendende til det navn han gav. Lidt fordele havde hun frem for ham med at kende eleverne da alle havde botanik frem til og med femte år. Desuden havde Hilsbor ikke blot fortsat med botanik på sjette år, hun udviste også ægte interesse for faget og lærevillighed. ”Hun er en helt igennem dejlig pige, en af de mere stille, men dygtig og omhyggelig.” Måske kunne det at blive en del af Quiddich-holdet få hende ud af den skal der havde omgivet pigen de sidste år. Måske.

[Edward Kennith]

Det trak for guderne måtte vide det op i Edwards mundvige ved synet af Graces hævede øjenbryn. Så faldt hans blik til hendes hånd der lagde sig over hans, og han overgav sig og smilede svagt ved hendes ord "En del af mig håber ikke du får ret..." han så sigende op på hende, men et svagt skær af munterhed lurede bagerst i hans blik, som eneste indikator på, at han udemærket fulgte den tankebane hun var drejet ind på. Han vendte sin hånd under hendes og gav hendes et hurtigt klem før han rejste sig "Jeg vil se det før jeg tror det..."

Han smilede igen og nikkede før han vendte sig om mod hende igen og mødte hendes blik "Han var heldig i kampen mod Ravenclaw." han rystede kort på hovedet og så ud af vinduet igen "Om jeg begriber hvordan han finder overskuddet til at styre det harem der skulle være et hold." trods de hårde ord var der en munter undertone i hans stemme. Det var ingen hemmelighed, at Hufflepuffs quidditchhold bestod overvejende af hunkøn. Han vendte sig igen halvt mod hende da hun fortsatte og nikkede igen, mens en tænksom rynke tonede frem mellem hans bryn "Hun kommer til at vise sit værd, men jeg går ud fra Wolfe har set et lys i hende." han trak på skuldrene og lod emnet falde, mens han satte i bevægelse og gik hen til hende igen. Han stillede sig foran hende og lagde en hånd let på hver af hendes knæ, mens han lænede sig frem og lod sin pande møde hendes. Han lukkede øjnene med et dæmpet suk før han talte dæmpet "Har du tænkt mere over vores planer for sommeren?" han åbnede øjnene igen og trak hovedet lidt tilbage for at kunne se spørgende på hende, uden at han dog fjernede hænderne fra hendes knæ.

[Grace Kennith]

Grace slappede helt af uden at vide hun stadig havde været på vagt, da hendes mand overgav sig og gengældte hendes smil. Det var en af de små tegn på at han var ved at falde ned igen og ville håndtere den efterfølgende snak med den kølige ro, som var så kendetegnende ved ham. Emnet de var kommet ind på kunne dog i fremtiden give ikke så få nye udbrud og diskussioner. "Og en del ved at jeg får det, men hvornår er det gode spørgsmål..." Hun fortsatte med at smil, men viste med sit blik at hun bestemt havde fulgt ham og delte hans forbehold til en vis grad. Det ville blive ikke så lidt af en prøvelse for dem alle - og så var hun endda snart gammel nok til at måtte bruge magi udenfor skolens område også. Dette valgte hun taktisk ikke også at bringe på banen. I stedet lod hun en dæmpet latter følge hans ord og ham, før hun svarede. "Det er du ikke den eneste der vil!"

Hun holdt hans blik, mens hendes øjenbryn atter gik i vejret, denne gang med et udtryk af drillende munterhed. "Heldig? Lad os da bare kalde det det, men Ravenclaw har haft en dårlig sæson og så det uheld med Ivory..." Hun gøs ved tanken om kampen, hvor anføreren var blevet skadet så hårdt. Endenu en gang var hun glad for at kampende altid foregik under nøje overvågning af de fleste af underviserne og af sygeplejersken. Så brød morskaben endnu engang igennem alvoren og hun lod en munter fnysen følge hans ord, skønt der var tydelig alvor i hendes blik, da hun svarede. "Men nu har han stor øvelse i at netop styrelse og kontrol..." Hun nikkede til det næste og lod som ham emnet falde derefter.

I stedet rykkede hun sig en smule længere ind på skrivebordet, som han atter vendte sig om mod hende og mødte hans øjne varmt. Gløden i dem varmere, som han kom over og hun mærkede hans hænder lukke sig om hendes knæ. Hun lukkede øjnene kort mens hun sad og han stod med panderne sammen. Så åbnede hun dem igen, som han trak sig lidt tilbage og smilede varmt tilbage. "Meget." Hun lod sine hænder finder hans brystkasse og via den glide op og lægge sig om hans nakke. "Sol, varme og stilhed på vandet - det lyder som den perfekte måde at bruge en del af sommeren på... har du fået lov at låne båden?" Hun holdt hans blik spørgende fanget uden at gøre noget ved smilet på sine læber. Sommeren var den tid på året de havde mest tid sammen. Ugerne omkring yule gav sit, men det var ikke hver år de kunne tilbringe den i Stonehaven, så sommeren var det ekstra værdsat.

[Edward Kennith]

Edward smilede svagt igen og så på sin kone med en lille opgivende hovedrysten før han så ned igen. Han vidste hvad vej vinden blæste, også i forhold til deres datters udvikling, men en lille del af ham, den fædrende del, nægtede endnu at anerkende det helt og fuldt "Forhåbentligt ikke lige foreløbigt. Jeg har nok andet at bekymre mig om." han så op igen da hun lo og smilede varmt på trods af den underliggende pessimisme i hans stemme, der dog var særdeles kendetegnende for ham.

Han fnøs kort, uden at det kunne karateriseres som værende enten negativt eller positivt og trak let på skuldrene over hendes drillende tone "Ja, det var grimt, men tøsen er sej. Hun var på banen igen en uge efter." han fik en svag rynke mellem brynene "Om det var godt eller skidt skal jeg lade være usagt for nu." han så på hende igen og nikkede let "Det må man sige." han så ud af vinduet mod banen igen, før han med et lille suk vendte sig og gik tilbage til hende og skrivebordet.

Han nød nogle korte øjeblikke blot at stå tæt på hende og lade den duft der var helt og holdent hendes omslutte ham og få hans anspændte skuldre til at falde. Så åbnede han øjnene igen og gengældte hendes varme smil som hun lagde hænderne bag hans nakke og nikkede let til hendes spørgende blik "Mhmm..." han strøg tommelfingrene let over hendes lår og fortsatte "Den er vores hvis vi vil have den. I tre uger..." hans eget blik blev spørgende "Har du tænkt over hvor vi kunne tage hen når vi har hentet den?" han slap hendes lår og lod i stedet armene glide omkring hendes liv og lægge sig på hendes ryg.

[Grace Kennith]

Grace holdt ikke op med at smile, mens hendes øjne glimtede tilbage mod hendes mand over hans opgivende holdning. Kampen mod tiden og dens medbringende forandringer var en kamp han var dømt til at tale. Hun kendte dog hans holdning til forandring særdeles godt og især den tid et skifte tog om at blive accepteret. Kun undtaget af forandringer startet af ham. ”Hmmm... det ses...” Hun rakte op og strøg drillende en let finger over rynkerne i hans pande, som han endnu ikke havde givet afkald på. Så nikkede hun medgivende. ”Det kan ikke benægtes, men forhåbentlig lærer hun sine begrænsninger godt nok at kende med tiden, så det ikke slår hende ihjel.” Sygeplejersken havde haft en del ting at sige om folk, der troede sig raske før de var og det til spredt, skønt afdæmpet morskab for staben. Alle havde deres grænser, men det indså eleverne nok også med tiden. Hun nikkede let, mens hendes blik fulgte hans mod vinduet, men hvor hun vidste hans var på banen, fandt hendes de drivende skyer ovenover. Deres lethed vidende om foråret og om at de ikke indeholdt regn.

Hun lod hænderne ligge stille bag hans nakke, mærkende musklernes styrke og de spændinger der havde samlet sig gennem dagen. De fleste sikkert efter den lille pink bold var faldet ham i hænde. Hendes blik lå i hans og gengældte den varme hun fandt der. En let kildrende fornemmelse fortalte hans fingre var i bevægelse over hendes lår og sendte lidt ekstra glød op i hendes blik, som altid når de var alene og tæt. ”Dejligt, det håbede jeg på.” Ikke at hun havde tvivlet på det ville blive sådan hvis det var muligt, men noget kunne jo altid være kommet op. Hun lagde hovedet let på skrå og nikkede så. ”Jeg tænkte på at se noget nyt... Kroatiens kystlinie skulle være smukt og det samme deres gamle havne...” Hun svajede let i ryggen og lod sig glide ud mod kanten af bordet, så hun sad med et ben på hver side af ham, som hans hænder flyttede sig om til hendes ryg. Et lille definitivt smil gled så frem. ”Men jeg regner med vi under alle omstændigheder starte med et par dage i Rom?”

[Edward Kennith]

Edward himlede ganske let med øjnene, men kunne alligevel ikke lade være at trække på smilebåndet over sin kones slet skjulte drillerier. Han rynkede per rent refleks panden endnu dybere da hun løftede hånden og strøg en finger over den. Så rystede han opgivende på hovedet, mens rynkerke i hans pande glattedes en smule ud og i stedet blev erstattet af knap så udtalte rynker ved hans øjne, der var noget mindre brugte og derfor sværere at se.

Så fnøs han næsten muntert og hævede begge øjenbryn sigende før han så på hende igen "Med en storebror som anfører på et af de konkurrerende hold, så tror jeg altid hun vil føle hun skal gøre det bedre end de andre." han så tænksom ud et øjeblik, sukkede så og lod tankerækken fare "Men måske det giver lidt mere luft at ånde på, når han går ud til sommer og Gryffindor skal have udpeget en ny anfører." han drejede hovedet uden at stoppe sine blide og ubevidste kærtegn på hendes knæ, og så igen ud af vinduet med et fjernt blik mens panderynkerne truede med at vende tilbage.

Hans blik blev nærværende igen da hendes hænder samlede sig bag hans nakke, og han smilede svagt da han mødte hendes blik, mens han nogle lange øjeblikke blot nød stilheden og den ro hun til stadighed havde evnen til at indgyde ham. De små rynker ved hans øjne stod igen frem da hun talte og han begyndte uden at tænke over det, at stryge hende dovent over det nederste af ryggen. Hans blik blev spørgende da hun talte om nye steder, før han rynkede panden tænksomt "Kroatien..." han tyggede åbenlyst lidt på forslaget før han nikkede let og sendte hende et tenderende drillende blik "Ind i mellem kommer du med helt fornuftige forslag, Gracie..." han flettede fingrede sammen på hendes ryg og skar så en lille, lidende grimasse da hun fortsatte "Du og Kate kan parkere mig på den nærmeste bistro i solen, så skal jeg med glæde bruge et par dage i Rom mens I gør mig til en fattig mand."

[/justify]

[Grace Kennith]

Dæmpet latter sås tydeligt i Graces øjne ved hendes mands reaktion, men intet af den kom til åben tilkendegivelse, selvom det trak i kanterne af hendes smil. Det holdt sig som emnet skiftede og hun nikkede let. ”Og ikke kun på banen, skønt det er tydeligst der. Der er en grund til hun endte som Ravn trods alt.” Som gammel Ravn kendte hun den anden sidde af stræberen. Den der strabte efter målet med en ensrettethed, der på en måder stod tilbage for Løvernes vovemod eller grævlingenes loyalitet. Hun lagde hovedet let på skrå og så på ham et langt øjeblik før hun svarede ham med et vidende smil. ”Måske og msåke ser hun det som sin sidste chance for at overgå ham? Og du må endelig ikke glemme Wulfe i den ligning.” Hun holdt blikket på ham som han så væk og mærkede igen følelsen af fred glide ind over sig, som hans tanker vandrede – formeneligt mod den kommende sæson og dens muligheder.

Hun mødte hans blik varmt, mens hendes læber formede endnu et smil til ham alene og hendes fingre besvarede hans lette strøg over hendes lænd med tilsvarende over hans nakke. Selv svajede hun let i ryggen og rykkede en smule frem mod ham, følgende hans fingre til han lod hænderne hvile varme og sikre på et sted. ”Kun ind imellem? Du virkede ikke ligefrem utilfreds med den sidste...” Hun hævede drillende et øjebryn og smilede hemmelighedsfuldt. Så lo hun let, mens hun løsnede en hånd fra hans nakke og strøg ham over håret. ”Det er så en aftale. Så skåner vi dit sind og kan handle mere frit. Vi trænger vist begge til nyt badetøj... og hun vil sikkert gerne se på kjoler også...” Hun kunne ikke lade være med at smile sigende til ham. Tøjindkøb blev aldrig noget han satte pris på at gøre med nogen af dem.

[Edward Kennith]

Edward hævede et øjenbryn sigende og i en svag udfordrende gestus, som dog på ingen måde var negativ. Hans kones smil havde det med at have den effekt på ham, omend det at se ham smile, var noget der sjældent skete udenfor de trygge og tykke vægge, der udgjorde deres bopæl på slottet. Så nikkede han ganske let og trak på skuldrene "Den side af sagen ved du bedre end jeg, men jeg vælger at tro dig på dit ord." han rynkede brynene lidt, uden at antydningen af smil forsvandt fra hverken hans blik eller læber da hun fortsatte og fik igen et tænksomt udtryk "Ivory, Loretz og Wolfe har alle gode lederevner og talent, og som eneste hunkøn i anfører-flokken, vil der altid være et ekstra punkt for hende at leve op til."

Han rankede sig lidt da hendes fingre strøg over hans nakke og trak et behageligt, kildrende spor ned langs hans rygsøjle. Så overgav han sig og smilede varmt og ægte, mens han udstødte en lille indigneret lyd og strammede grebet om hende et øjeblik "Lad det ikke stige dig til hovedet, Gracie..." han bøjede hovedet lidt tilbage og fulgte hendes bevægelse da hun strøg ham over det grånende hår og skar så en lidende grimasse "Hellere dig, end mig. Den kjole til Yuleballet var mere end rigeligt til at give mig mareridt i flere år fremover." han gøs teatralsk og smilede så kærligt til hende.

[/justify]