why don't you swing

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Der lød som altid en summen af stemmer, i den store sal. De fire langborde var ikke så tæt befolket, som ved måltiderne – men alligevel intet nær tomme. Mange af eleverne valgte at bruge deres fritimer på at lave lektier, enten i deres opholdsstuer eller i storsalen. Selvom dette mest af alt gjaldt de ældre elever, kunne en enkelt førsteårselev dog også spottes indimellem.

Midt ved Ravenclawbordet – helt for sig selv – sad Imogen Ivory bøjet over et stykke pergament. Hendes fjerpen dansede i finurlige mønstre og kurver, og hendes tætskrevne håndskrift var noget nær fejlfri. Alt imens hun skrev, messede hun ordene der dansede for hendes indre blik, kun afbrudt af de sjældne blik i den enorme, lasede bog der lå opslået foran hende. Irriteret strøg hun fingrene bag øret, som for at fjerne det ikke-eksisterende lange hår fra sit ansigt.

Hendes skolekappe lå henslængt på bænken ved hendes side, mens hun nu kun var iført pigernes skjorte og nederdel – uden at forglemme det sølvblå slips. Siden Imogen var venstrehåndet, havde hun smøget ærmerne op til albuerne, for at forhindre den ulykke, det ville være at gnidre sit hvide ærme i det nyskrevne blæk. Øjeblikke senere tog hun sig til hovedet, og smed fjerpennen fra sig.

tag; stuart fellton

[Stuart Fellton]

Stuart havde, om muligt, ikke haft en så dødhamrende kedelig eftermiddag, i mange år! Gangene havde lagt stille hen, hvilket, under normale omstændigheder, stred imod en hver form for logik i Stuarts hjerne – de forskellige præfekter, som ellers dagligt jagtede ham rundt i gangene, havde ikke været til at provokere den dag. Hvilke gjorde Stuart utålelig at være i nærheden af. Han kunne mærke, hvordan det kriblede i hans fingerspidser, for at sætte gang i en omgang spas. Hvem der skulle være hans mål, hvorfor og hvordan den skulle lide, havde Stuart dog ikke haft tanker omkring. Men han vidste dog godt, at det ville tage ham en sølle tid, før han jublende kom i tanke om en gyldig måde hertil.

At Stuart var fanden selv, når det gjaldt dette, måtte umuligt komme bag på nogen. Dog var det ikke tydeligt at se på hans skikkelse, der kom spadserende ind af døren, som førte videre ind til Storsalen, at han var ivrig efter at sætte en heftig leg i gang. Han bar en hvid skjorte, sorte bukser samt ikke forglemme, det klassiske ildgrønne slips. Slipset var sjusket bundet om den tynde hals, men ikke en ting, som den charmerende og venlige slange bed særligt mærke i. Han gik og slå hænderne mod hinanden, en gestus han gjorde sig, når han ikke anede hvad han skulle stille op med en bestemt situation, eller hvis han blot kedede sig ekstremt. I dette tilfælde var det fordi han kedede sig. Pludselig stoppede han brat op. De mørkeblå øjne blev ramt af et sært glimt, og pludselig gled et listigt, kækt smil over hans læber.

To dreng, muligvis ved 13 års alderen, havde gang i en heftig diskussion, nær en enlig pige fra Ravenclaw. I første omgang var det ikke pigen som havde fanget Stuarts opmærksomhed, men drengene. Stuart lod hænderne glide over hanekammens lange hår, og derefter spadserende han langsomt mod den. Den ene dreng, lyshåret og temmelig tynd, slå ud med armene: ”Jeg så du tog den! Giv mig den så!” udbrød han rasende, og den anden spærrede øjnene op, i en forundret grimasse. ”Jeg tog den sgu ikke! Jeg sværger, virkelig!” udbrød han til sit forsvar. Stuart himlede med øjnene og gik med løftede hænder, som for at signalere, det ikke måtte æde ham af ren og skær raseri, og stillede sig mellem dem. ”Slap nu af en gang drenge”, begyndte han og sendte dem et kort smil. Så vendte han ryggen til den lyshårede, og stirrede på drengen, som efter sigende skulle have taget noget. Stuart gik et skridt tilbage, pegede på drengen og nikkede til den lyshårede. ”Han tog den”. Der lød et rasende skrig, og lidt efter lå de to drenge ovenpå hinanden, i en temmelig akavet stilling, med en Stuart Fellton knækkende ved siden af.

Ja. Dette var så typisk en Stuart handling.

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Først havde Imogen ikke bemærket de to mindre drenges kontrovers, og roligt fortsat med at skrible på det tyndslidte pergament. Men eftersom deres samtale steg fra et moderat niveau til hidsige udbrud, stirrede Imogen irriteret op, for at se hvad i alverden der foregik, som nødvendigvis kunne være så fantastisk vigtigt, at de hver især skulle råbe som en anden bjergtrold. Hendes fingre trommede vredt på bordpladen, mens hun forsøgte at koncentrere sig om bogen igen, for få øjeblikke efter indse, at hun ikke ville kunne koncentrere sig i den larm.
Netop som hun åbnede munden, for at bede dem skrubbe af, valsede en ældre dreng over til dem, der fik Imogen til at lukke i som en fisk, siden hun intet havde nået at sige. Diskret slog hun blikket ned imod sin bog, uden at læse et eneste ord – bare for at lytte til drengenes samtale, samt den nyankomne. Hvad hun hørte, gav hende lyst til at himle teatralsk med øjnene, men bed det stædig i sig, ude af stand til at lade være med at smile en lille smule moret for sig selv.

Som hun sad der, havde hun ingenlunde regnet med at den ældre direkte ville pudse de to på hinanden, og hun gav et forskrækket spjæt fra sig, og sprang på benene. Så bankede hun håndfladerne ned i bordet.

”OI!” råbte hun med sin bedste anfører-stemme af de støjende drenge, der brat stoppede tumulten, og kiggede op på Imogen fra deres meget akavede stillinger.

”Ved merlins flyvende underbukser, så gå dog et andet sted hen!” vrissede hun, halvmuggen over at være blevet forskrækket og afbrudt. De to drenge så på hinanden, og skulede så til Imogen. Alligevel tøffede de dog ud af storsalen, med skoleuniformer der sad på en meget unaturlig måde. Den spinkle pige dumpede ned på bænken igen, og opdagede nu først rigtigt den anden, der stadig lo.

”Helt ærligt.” sagde hun og gloede let på ham, alligevel ude af stand til at lade være med at smile en lille smule. For det havde nu set ganske sjovt ud, på trods af at det ikke var helt etisk korrekt.

tag; stuart fellton

[Stuart Fellton]

[/color], brummede han og sænkede anklagende blikket. Han sukkede tungt, så tungt, det et kort øjeblik lød oprigtigt. ”Jeg er så latterlig nogen gange. Men jeg kan bare ikke lade være!” mumlede han og rykkede sig tættere på hende. ”Kender du ikke det? At man skal holde sig væk fra noget, men man kan ikke.. lige meget hvad man prøver” mumlede han og fangede hendes øjenkontakt. Han stirrede intenst på hende, før han pludselig brød ud i en dybt komisk, klukkende og hæs latter. Stuart slå let hånden i bordet, og blinkede til hende. ”Helt ærligt hvad? Jeg synes de to små dværge var ekstremt nuttede, da de lå i den der lidt for akavede stilling. Ham den lyshårede greb det hele forkert an”, udbrød Stuart, før han kastede et blik på hendes uniform. Et listigt smil gled over hans læber, i det han bed mærke i farven på slipset. ”Man skal jo ikke starte med at bide i øret, vel? Men det er så typisk ravne. Det forstår ikke at sætte gang i et godt slagsmål”, sagde han og så smilende på hende. [/ul]

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Imogens blik hvilede på ham, da han vendte sig med front imod hende. Hendes hoved tiltede let på skrå da han nærmede sig, mens hendes brune øjne bed mærke i det sølvgrønne slips, der afslørede hans kollegium. Men nu havde Imogen aldrig været typen der dømte folk uden at kende dem først, og havde i denne omgang heller ikke i sinde at gøre det. Folk viste sig altid at være så forskellige, og generelt var hun bare ikke så god til det med, at beslutte sig for hvem folk var, og hvilket indtryk hun ville have af dem.

Hendes læber krøllede sig sammen i et finurligt smil over hans påtagede ydmyghed. At hans ord var umådeligt tvetydige, kunne Imogen sagtens se, men om det var med vilje havde hun ikke det fjerneste idé om. Dog konkluderede hun til sidst, at det måtte det være. Da hans øjne låste sig fast med hendes, slog hun ikke blikket væk eller så forlegen ud. I stedet gengældte hun det på samme måde, med det stålfaste morede ansigtsudtryk.

”Jeg er sikker på, at du ville have kunne gjort det meget bedre. Men det ville selvfølgelig ikke være lige så sjovt, ville det?” hun hævede let et øjenbryn, og himlede teatralsk med øjnene, stadig smilende over hans kommentar. Ikke fordi Imogen bifaldt selve det han havde gjort, men hun kunne ikke benægte morskaben i det. Hun fnøs over hans kommentar, og mærkede den konkurrencelystne side røre på sig.

”Det ville jeg passe på med at sige, hvis jeg var dig. Du kunne jo… have undervurderet nogen.” sagde hun med tydelig påtaget tilfældighed. Det var ikke fordi Imogen var den voldelige type… Hvis man så bort fra den gang hun stak Charles Mcdonal en lussing efter en quidditchkamp. Men den havde han til gengæld også fortjent, for sine ringe evner som kommentator på det tidspunkt. Og den personlige fornærmelse selvfølgelig.

tag; stuart fellton

[Stuart Fellton]

[/color], mumlede han og hævede begge bryn, så hans ansigt blev lagt i dybt alvorlige folder. Dem som kendte Stuart godt, ville dog vide, at han ikke var en selvoptaget nar. Selvtilliden eller selvværdet fejlede dog intet, men han gik ikke bevidst og reklamerede med dette. ”Alt hvad jeg rør ved, bliver til det pureste guld”, mumlede han efterfølgende og uden at fjerne sit intense, stirrende blik fra hende, lagde han hånden på en pokal der var fyldt med klart, koldt vand. Der skete intet. Stuart lod de mørkeblå øjne ramme dens facade, og han klukkende halvdesperat, mens han hævede og sænkede hånden. Til sidst fløj hans brede bryn ned på plads, og han udstødte et prust af ren og skær skuffelse. ”Okay, indrømmet!”, udbrød han og så på hendes med et olmt blik. ”Jeg kan ikke forvandle ting til det pureste guld”, mumlede han, og viftede skuffet med hånden.

Hans mørkeblå blik var det første til at afsløre hans drilleri. De funklede og så brød hans læber i et bredt, smeltende og charmerende smil. ”Men jeg er god til alt muligt andet”, sagde han og nikkede ivrigt mens han grinede lavmælt. ”Jeg undervurderer sjældent folk, og jeg tror i den her hensigt, at jeg har ret i mine spekulationer”, sagde han nikkende og sendte hende et sprudlende smil.

Stuart fik nu først muligheden for at betragte den unge kvinde ordentligt. Hun var smuk, der måtte ikke herskes nogen tvivl der. Stuart kunne ikke tage øjnene fra hendes, og selvom han burde, gjorde han intet for at lade deres øjenkontakt ryge. Han fugtede læberne langsomt og sendte hende et bredt smil. Han kastede en tanke mod hans hår.. så slipset.. En pludselig tanke skød ned i ham, men han foretrak ikke en grimasse. Kunne man på nogen måde nå at rette det uden hun bed mærke i det? [/ul]

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Imogen så på ham med et tvivlsomt blik, og lod være med at kommentere på det første han sagde. Det var endnu for tidligt til at hun kunne bedømme hvorvidt dennes attitude bare var en opsat maske eller en realitet. Men ud fra samtalen ind til videre, valgte hun på trods, at sætte sin lid til førstnævnte. Og få sekunder efter blev hun bekræftet i sin påstand, og kvalte en fnisen, der blev til en mere hul lyd. Hun kunne ikke benægte, at hun ikke havde set så sprudlende personlighed – eller i hvert fald opførsel – da hun så ham træde hen til de to drenge, men så længe det var en positiv overraskelse, var alt vel godt.
Hendes blik fulgte hans hånd, som den nærmede sig pokalen foran ham, og smilede uvilkårligt.

”I et øjeblik troede jeg ellers lige på det.” sagde hun i et let tonefald, hvorefter hun blinkede med det ene øje, i en næsten ubemærkelig gestus, og sendte ham et blændende smil, for at understøtte den store mængde han sendte afsted mod hende. Hendes øjenbryn hævede sig, og hun så skeptisk på ham.

”Alt er vel relativt.” sagde hun i et løst tonefald, som kastede hun ordene ud i intetheden, for at se dem forsvinde igen. Hendes øjne søgte over imod den anden igen, og låste sig fast med det mørkeblå blik der ramte hende. Hvor man normalt ville have set væk – specielt når det var en, man ikke som sådan kendte – gjorde hverken han eller Imogen selv mine til at bryde øjenkontakten. Skæret fra de flammende stearinlys der svævede under det magiske loft, fik de chokoladebrune øjne til at funkle let.
Hun lukkede bogen hun før havde kigget i sammen, og brød derved kontakten imellem de to.

”Men, jeg kunne forestille mig, at det ville blive en smule trivielt i længden – sådan at bruge sin tid på at skabe splid imellem venner.” hun kastede et blik over på ham, der dog ikke var dømmende eller vredt. I stedet smittede smilet på læberne stadig af i dets aftryk. Tonen var udfordrende som altid – som det altid skete, når Imogen var oprigtigt interesseret.

tag; stuart fellton

[Stuart Fellton]

[/color][/b], mumlede han og smilet forvandlede sig, og blev med et drillende, hvorefter han langsomt fugtede læberne.
Stuart vendte fronten mod hende, ved at slå det ene ben over bænken. Denne stilling var forbudt, hvis en hvis præfekt fra Ravenclaw, som åbenbart havde en gevaldig horn i siden på Stuart, skulle vise sit absurd grimme fjæs i Storsalen. Stuart spejdede mod gangen, sikrede sig, at der ingen var i nærheden, hvorefter han med et afslappet smil vendte blikket mod Imogen. Han genoptog sine cirkelbevægelser på bænken foran ham. På den måde undgik han at se på hende, og derefter falde i dybe tanker om hende. Stuart måtte indse, overfor sig selv, naturligvis, at han fandt Imogen utrolig interessant. Mere end han burde tillade sig. Stuart hævede blikket og rynkede kort brynene, før han trak let på den ene skulder.
- ”Hvis man er ægte venner, så var, det jeg hjalp dem på vej med, ikke noget større problem. Hvis ham den lyshårede gik amok over en lille genstand, er det et bevis, i hvert fald overfor mig, at han ikke rigtig brød sig om ham den anden. I hvert fald ikke nok til, at ville tilgive hans bummert”, brummede Stuart og sendte hende et kort smil. ”Jeg har selv stået i samme situation for nogle år siden. Okay, mange år siden!”, rettede han sig selv og grinede bredt og smittende til hende, før han fortsatte. ”Og han er stadig min bedsteven den dag i dag. Vi blev gode venner igen.. Også selvom jeg brækkede hans næse og han forstuvede mit håndled”, tilføjede han og et yderst bredt, charmerende og smittende smil gled over hans læber. [/ul]

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Selvfølgelig bemærkede Imogen ikke hans ansigtsudtryk, da hendes blik var rettet imod sine skolesager. Mest af alt lignede hun en der var på vej til at gå, som hun sad der og masede proppen i sit blækhus, og samlede pergament og fjerpen til sig. På trods at det blev hun dog siddende, og kiggede på den anden over sin skulder, da han talte igen. En lys, klingende latter strøg over hendes smalle læber, og dannede et par moderate smilehuller i de blege kinder.

”Jeg overlever nok.” betroede hun ham i et lettere sarkastisk tonefald. I en brat bevægelse vendte hun sig om imod ham, så hun sad halvt på tværs af bænken, og lænede sig lidt frem, for at sænke sin stemme, mens hun så indtrængende på ham. Hendes hoved vippede let på skrå.

”Det ændrer stadigvæk ikke på sagen.” sagde hun hemmelighedsfuldt, på trods af, at der som sådan jo ikke var noget at skjule. Igen sendte hun ham et prangende smil, og trak sig lidt væk igen. Hendes ene ben foldede sig næsten per automatik over det andet, så hun nu sad med ryggen ind imod bordet, og overkroppen drejet i – hun kom i tanke om at hun stadig ikke helt var sikker på hvem han var – hans retning.
Hans historie fik hende til at rynke på brynene, og udstøde en spottende, men munter, latter.

”Det er så typisk drenge, er det ikke? Ja, nu vil jeg helst ikke generalisere – men kan I finde ud af noget som helst, hvis det ikke involverer at banke jer selv på brystkassen og tæve løs på noget, som et andet stenalderfund?” hendes ansigtsudtryk var spøgende, mens hun sendte ham et sigende blik.

tag; stuart fellton

[Stuart Fellton]

[/color][/b], udbrød Stuart og holdt beskyttende, de brede hænder op foran sig. Han grinede lavmælt, igen en anelse forlegent.
”For det første, så må du ikke tro, at jeg render rundt og kaster mig ind i enhver slåskamp, som jeg møder på min vej”, sagde han alvorligt, og hævede begge bryn. Han fangede hendes øjenkontakt, men var nødt til at bryde den, med det samme. Et øjeblik blev han overrasket over, hvor brune de egentlig var, og han tillod ikke sig selv den nydelse. Ikke igen.
”Men vi drenge griber bare de situationer anderledes an. Jeg indrømmer gerne, at det måske er lidt.. du ved.. underligt, men det er intet til sammenligning med jer piger. I sladre bag hinandens ryg. I er voldelige rent mentalt”, sagde Stuart og smilet på hans læber blev blot bredere, for hvert et drillende ord der gled forbi hans læber.
”Og!”, udbrød han og pegede på hende, med en advarende ansigts grimasse – for nu hvor han var i gang, kunne han ligeså godt gøre sig færdig.
”Hvis ikke de lykkes jer, så hyler I, og den hjælper i hvert fald hver evig eneste skide gang. Så sidder vi der og prøver at trøste jer, men det lykkes ikke for os, fordi I bliver ved og pludselig så er i jaloux overfor absolut ingen ting! Og så starter det forfra”, afsluttede han og nikkede en enkelt gang, for at understrege hvor meget ret han mente han havde. Stuart lagde armene over kors, og sendte hende et bredt, overlegent smil.
”Stik den!”, mumlede han og lod et fjollet, men charmerende grin forlade hans læber. [/ul]

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Imogen hævede et øjenbryn over hans ord, og så på ham med et underholdt smil, der tydeligt viste hendes interesse i samtalen. Roligt lod hun ham tale, og tog sig overdrevet god tid før hun svarede ham, mens hun målte og vejede sine ord godt og grundigt inden hun slap dem fri. Et listigt udtryk faldt over hendes træk, og de hvide tænder viste sig bag de blege læber.

”Det var ellers min opfattelse,” drillede hun og sendte ham et charmerende og dristigt smil, der blev efterfulgt af en dæmpet, klukkende latter. Knap hørlig over den sædvanlige larmen i storsalen, der dog var blevet mindsket efter de to drenge havde fundet vejen ud. Men deres eftervirkninger hang stadig vil, selv i de tos samtale, der havde udviklet sig til et lidt større perspektiv. Hun tænkte over hans ord, og måtte indrømme overfor sig selv, at hun sagtens kunne se logikken i det han sagde. Det var meget sand at piger var langt mere manipulerende. Men nu valgte Imogen så ofte ikke at medregne sig selv i den statistik. Hun kunne aldrig drømme om at begynde at hyle for at få sin vilje, hvis hun var utilfreds. Faktisk var hun ikke så fortrolig med tårer… ligesom resten af sin familie. Hun kunne slet ikke lige arbejde med det.

”Det viser jo bare, at I er nogle fantastiske og omsorgsfulde mennesker, der lever med os trods alle vores store fejl.” sagde hun svævende og blinkede til ham med et ene øje, der glimtede let i skæret fra juledekorationerne der efterhånden sprang frem som blomsterskud over hele slottet. Specielt i storsalen.

tag; stuart fellton