After effects

[Imogen Ivory]

tag: stuart fellton - outfit

Arrig og irriteret landede Imogen på jorden, og steg af kosten, som hun brutalt greb ved. Omkring hende dalede hendes medspillere ned og hun prøvede på at drukne den intense jublen der steg op fra de sortgule grævlinge. Med et par dybe indåndinger så hun på sit hold, og rømmede sig en enkelt gang, for derefter at hæve stemmen og give dem en kort reprimande om at kampen havde været en katastrofe, og at de kunne forvente en træning tidligt allerede næsten morgen. Derefter formåede hun dog at bløde lidt op og gik en runde imellem dem med et par få ord. Dog var humøret blandt ravnene nøjagtig lige så muggent som deres holdleders. Efter runden stillede hun sig og så på dem en sidste gang, og hævede stemmen: ”Vi vil sørge for, at Slytherin ikke kan rende med sejren. Så meget står endnu i vores magt!” Hun nikkede beslutsomt og så indtrængende på hver og én af spillerne, før hun viftede dem over imod omklædningsrummene med en hånd og tog endnu en dyb indånding, og drejede om på hælen mod den uundgåelige situation, hvor hun måtte trykke det andets holds anførers hånd, som tak på en fair kamp.

Nok var Eric og Imogen gode venner, men hun kunne ikke få sig selv til at smile da deres hænder lukkede sig om hinanden, så i stedet nøjedes hun med at give ham et enkelt klap på siden af armen, og gik væk igen uden yderligere handling.

I stedet for at slutte sig til sine holdkammerater som hun burde, men ikke lige kunne få sig selv til, stoppede hun lidt væk fra udgangen fra banen, hvor elever strømmede ud, og så på det stride stof som beklædningen på et af tårnene bestod af, og trak hånden ned over ansigtet. Lyden der kom fra hende var næsten knurrende, og med hænder der var knyttet så hårdt sammen at knoerne blev hvide, begyndte hun at traske modvilligt mod rummet hvor hendes hold ventede.

[Stuart Fellton]

[/color]”

Køen havde sat farten op, og Stuart tog kreditten for det. Det var jo trods alt ham, som havde råbt allermest. Han nåede efterhånden ned på sikker jord, og kunne ånde lettet op. Det var ikke nogen hemmelighed, at Stuart led af alt, hvad der kunne forbindes med højdeskræk. Bare det at stå på en skammel.. Ej, overdrivelse, tænkte han smilende, og klukkede selvsikkert. Han lagde hænderne i lommen, og fik set sig omkring. Et kort øjeblik havde han glemt, hvem dælen det egentlig var han ledte efter. Gruppen var ingen steder at se. Han fugtede sine læber, og lod brynene glide en anelse op i panden. De skulle nok rende ind i hinanden senere, hvis ikke, ja, så var der jo resten af året til den slags.

Stuart havde egentlig besluttet sig for, at opsøge Imogen efter kampen. Han ville godt vise hende de to ørne på hans kinder. Det var længe siden, han sidst havde hevet fat i hende, og Gud måtte vide, hvordan hun havde det med ham. Han kunne mærke en let, fin sommerfugl i sin mave, da han langsomt bevægede sig over mod hende. Stuart smilede bredt:

”Det var da sjovt, vi lige skulle støde ind i hinanden her!”[/ul]

[Imogen Ivory]

tag: stuart fellton - outfit

Lyden fra menneskemængden der kæmpede for at komme ud fra stadionet var næsten lige så overdøvende som jublen og beklagelsen havde været efter kampen, for eleverne var endnu høje på den berusende stemning som Quidditch altid bragte med sig, uanset om man var spiller eller ej.

Imogen følte sig ør i hovedet, og alle hendes muskler var stadig spændt til bristepunktet, især hendes arme var brugte og rystede en smule på grund af syren. Med lidt mere kraft end hun måske lige havde behøvet, begyndte hun at flå hendes armbeskyttere af, eller ville have gjort, hvis ikke det var fordi klemmen der holdt dem fast, havde sat sig irriterende fast. Det fik Imogen til at stoppe op og bande lavmælt, selvom hendes dårlige humør var faldet lidt til ro igen.

Hun var fordybet i sine egne tanker, og sprang forskrækket da nogen talte bag ved hende, fordi hun havde været sikker på at alle havde været på vej ud. ”Hellige hippogrif!” udbrød hun og tog sig til brystet, samtidig med at hun nærmest var sprunget rundt, så hun nu stod og så overrasket på personen med et vredt blik, klar til at smide adskillige spydige kommentarer, indtil det gik op for hende hvem det var. ”Ved Merlins utrimmede skæg, Stuart, du skræmte nær gevandterne af mig!” Af en eller anden grund lykkedes det hende faktisk (imod al forventning) at smile en anelse, som hun stod der med hånden over sit galoperende hjerte. Hendes dårlige humør var ikke helt forduftet, men det var som om hun glemte alt om det i et par sekunder, ved synet af Stuarts herlige påklædning. ”Er det ørne på dine kinder?”

[Stuart Fellton]

[/color]”, sagde han og blinkede drilagtigt til hende. ”Jeg heppede på Ravenclaw”, tilføjede han i et impulsivt tonefald, hvorefter han trak lettere akavet på den ene skulder. ”En skam I ikke hev sejren hjem.. Så må I jo bare banke os næste gang”, prøvede Stuart at trøste, men det var vist uden held. Selv brød han sig ikke om at tabe, men det var sjældent han blev rigtig sur. Måske fordi han næsten aldrig tabte, eller tillod sig selv at give op. ”Jeg har mistet 5 røde rejer på den her kamp.. i et væddemål”, fortalte han efterfølgende og grinede hæst. At Stuart havde mistet 5 galleoner i et væddemål, gjorde ikke det store. De skulle nok komme tilbage på en eller anden måde. Hvis ikke, måtte han.. jo vædde sig til dem.

Stuart lod blikket vandre ned af hende. Han kunne ikke dy sig, og han måtte tage sig gevaldigt sammen, så han ikke pludselig brød ud i en masse ligegyldig snak, i ren og skær desperation, efter at have hendes opmærksomhed, bare et stykke tid endnu.

”Må jeg byde på en kop.. kaffe?”, udbrød han pludselig, efter at have stået og stirret på hende.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

tag: stuart fellton - outfit

Imogen kunne ikke lade være med at smile varmt over Stuarts bedårende udseende, og trods alt forventning fik hatten hende til at le hjerteligt, på trods af at hendes humør lige før havde været helt i bund. ”Flot hat.” Kunne hun ikke dy sig for at sige, og måtte bide ned i sin underlæbe for ikke at komme til at le yderligere. Deres møde i Ugleriet stod pludseligt lysende klart for hende, og tanken fik hende til at skrabe lidt i jorden med sin ene fod, overrasket over hvordan hun pludseligt ønskede at han ikke ville have opsøgt hende, mens hun stod i sin beskidte uniform med jord og skrammer i hovedet, men at hun rent faktisk havde haft en chance for at forberede sig. Hun prøvede dog på at lade være med at tænke over det, og i stedet fokusere på hvad Stuart sagde. Hun ville normalt have rakt armen frem for at dreje hans hoved, så hun kunne se det bedre, men noget holdt hende alligevel tilbage, fordi Stuart var ikke bare en af hendes tilfældige venner som hun pjattede rundt med og opførte sig… Ja, mest af alt som en af drengene sammen med. Det var noget mere end det, om end Imogen først lige var ved at finde ud af hvad. Men det kys de havde delt for ikke længe siden, var ikke langt væk i hendes tanker. ”Med den opbakning, skulle man ellers tro vi ville have kunnet klare det…” Hun tøvede, og trak på smilebåndet med et helt og aldeles forvirret ansigtsudtryk. ”Tak fordi du heppede på os, men… Hvorfor i alverden vædde med rejer?” Et mugglerudtryk som det, gik lige hen over hovedet på fuldblods-Imogen, der kun syntes at hans udsagn lød direkte mærkværdigt og hun forstod det simpelthen ikke. ”Det er jo… Underligt…”

Imogen havde nok fortsat undret sig over det, hvis ikke det var fordi Stuart pludselig smed noget helt andet på banen. ”Nu? Øh, jamen…” Hun så lidt befippet ud. ”Selvfølgelig. Jamen, ja. Selvfølgelig!” Det gik op for hende, at hun ikke havde skænket noget som helst andet en tanke, end tanken om at gå ud med Stuart, og åbenbaringen ramte hende tungt. Selvfølgelig kunne det ikke være nu han mente. Selvfølgelig ikke.

[Stuart Fellton]

[/b]”[/color], udbrød han lovende, kun kort efter, Imogen havde færdiggjort sin talestrøm.

Tommeltotterne blev pakket væk, og hænderne gemt væk i lommen. Han kunne ikke en lægge en dæmper på sit gode humør, og slet ikke nu, hvor hun havde taget imod hans invitation. Imogen og ham.. skulle drikke kaffe. Sammen(eller kakao med flødeskum, hvis man hed Stuart Fellton, hvis smagsløg ville dø på stedet, i mødet med den maste kaffebønne.. men.. sammen!). Stuart vågnede fra sin fantasi, om kakao, kaffe og Imogen, og måtte se virkeligheden i øjnene. Imogen manglede en forklaring på, hvorfor de havde valgt at vædde med rejer.
”Ikke rigtige rejer.. Jeg kan nemlig ikke tåle noget som helst, der minder om krebs”, forklarede han hurtigt og kort, før han gik videre: ”Rejer.. udtrykket kommer fra mugglernes verden. Rejer betyder egentlig galleoner. Så jeg væddede 5 røde galleoner, igen, røde er bare.. noget man siger vel.. så.. jeg væddede 5 røde rejer”, forklarede Stuart. Da han efterfølgende følte sig færdig, valgte han at smile tilfredst, og så diskret så muligt, ligge sit blik i hendes.

Han havde helt glemt, at han lignede en stor joke, med gøglerhatten og ansigtsmalingen. Og det var måske helt til hans fordel. Imogen kunne nemlig ikke blive synderligt overrasket, hvis Stuart en dag tog 'joken' skridtet videre. Hvis han gjorde noget ekstra komisk eller.. skørt! Det var nu engang Stuart man snakkede om, og hvis der var nogen, som oprigtigt var ligeglad om andres mening... så var det ham.[/ul][/justify]

[Imogen Ivory]

tag: stuart fellton - outfit

Imogen smilede bredt over hans ord, og foldede armene slapt under brystet, af mangel på bedre steder at gøre af dem. ”Det vil jeg sørge for at glæde mig meget til så,” svarede hun, og betragtede åbenlyst ørnene på hans kinder med et bredt smil. Selvom hun netop havde foldet armene over hinanden, løsnede hun dem hurtigt igen, for at fortsætte med at flå armbeskytterne af, der efter en hel kamp strammede ubehageligt. Desuden havde hun også en meget grum mistanke om at hun havde forstuvet sin finger, da hun reddede tromleren fra at gå ind igennem den midterste målring, midt i kampen.

Som hun langt om længe fik dem hevet af, så hun kort ned på sin hånd, før hun dog måtte rette opmærksomheden imod Stuart igen, og rynke på panden over hans forklaring. Det fik hende til at le, og ryste på hovedet. ”Det er ligegodt noget af det underligste! Ingen mening i det… Overhovedet. Men jeg er sgu ked af at høre at du mistede dine… rejer… på grund af os!” sagde hun undskyldende, uden at lade sig påvirke af den bitterhed der pludselig tog over, og for at skjule hvor hidsig hun egentlig var over at have tabt, rømmede hun sig og skyndte sig at skifte emne. ”Men… du Stuart, jeg er nødt til at smutte ind i omklædningsrummet. Jeg har et helt hold der venter derinde,” sagde hun afværgende og slog ud med armen i retning af det sted hvor rummet med de ventende ravne var. ”Jeg glæder mig allerede til den kop kaffe…” sagde hun oprigtigt, og trods sin tidligere tilbageholden, rakte hun hånden frem, for forsigtigt at sætte sine fingerspidser imod hans kæbe og dreje hans hoved lidt, så hun meget bedre kunne komme til at se den flotte ørn. ”… Og virkelig sej ørn, altså!” sagde hun, og i en gestus der var meget ulig drengede Imogen, greb hun muligheden, til meget hurtigt og meget let at placere et kys på hans kind, før hun hurtigt skyndte sig væk og tilbage imod omklædningsrummene, hvor hun på vejen halvt vendte sig imod ham og vinkede, stærkt satsende på at han ikke lagde mærke til hendes røde kinder.

OUT