Sharing a smile

[Christiane Wolf]

charles mcdonal

Klokken var kun lidt i fem, men mørket var allerede langsomt begyndt at krybe frem. De sidste solstråler fik sneen til at glimte og lokkede en del elever udenfor. Fredagen var slut, og det var nu weekend. Christiane havde været inde hele dagen og kæmpet med en lang skoledag og havde derfor bevæget sig udenfor nu. Nu sad hun på en af tilskuerbænkene til quidditchbanen og nød den friske luft. Hun var iført sin mørkeblå frakke, men havde droppet huen og vanterne, da hun ikke regnede med at skulle være ude særlig længe.

Løven tog en dyb indånding, og da hun pustede ud, indhyllede en hvid sky hende. Hun rejste sig op fra bænken og børstede diverse snefnug af sig, før hun stiv i lemmerne begyndte at bevæge sig mod trappen, der førte nedenunder. Det var lang tid siden, hun havde fløjet, hvilket var derfor, hun var gået derned. Hun havde oplevet en masse sjov her og nød at tænke tilbage på det. Men nu var det for koldt, og hendes kost var også gemt for langt væk, så hun kunne ikke lige hive den frem. Hun snøftede en gang og strøg en hånd gennem håret, før hun begravede dem i sine lommer.

[/justify]

[Charles Jonathan McDonal]

Den unge ravn, havde kæmpet sig igennem en hård skole dag og var endt udmattet oppe i opholdstuen. Men nu havde Charles taget sig sammen og var på vej ud mod quidditch banen. Trods hans rædsel for højder, kunne han vel godt tage et smut ud da han jo var der ved hver kamp. I det han trådte ud i kulden, trak han beskyttende sin krave længere op så kulden ikke havde nær så let ved at komme ind. At Weekenden var begyndt og skoleugen færdig, gav Charles en masse ny energi og fik ham til at sætte farten en smule mere op for at komme gennem det lille lag sne der lå.

Da han stod midt inde på banen lod han blikket glide hen på målene og blev en smule svimmel bare ved at kigge derop. De grønne øjne gled med det samme hen over tribunerne, hvorefter han tog en dyp indånding og pustede ud. I stedet for at luften der havde været i hans lunger, bare gled ud uden nogen notis blev det den i stedet hvid som en lille røgsky. Charles kørte en hånd gennem det krøllede hår, og løftede den så højere op for at vinke til en velkendt pige der var på vej ned af trapperne. ”Christiane!” råbte han som en hilsen, og et forsøg på at få hendes opmærksomhed. De to havde været venner, siden dengang de fløj ind i hinanden på kosten. Den første gang at Charles havde formanet sig op på en kost, noget der ikke ville ske igen i et langt stykke tid.

[Christiane Wolf]

Da Christiane var gået ned ad trappen, hørte hun nogen sige hendes navn, som fik hende til at snurre en halv omgang. Hun spejdede med let sammenknebne øjne udover pladsen, og da hun fik øje på på personen, der havde kaldt på hende, lyste hun op i et smil og løftede selv hånden i en hilsen. "'Charles!" sagde hun højt og satte kurs mod ham istedet. "Skal du ikke op og flyve?" jokede hun, da hun kom nærmere og grinede. Hende og Charles havde mødtes oppe i luften - bogstavelig talt. De havde kollideret på deres koste og efter det, kunne de ikke undgå at lære hinanden at kende. Og nu lavede de ofte sjov med det Som nu.

Da Christiane nåede frem til ham, lagde hun den ene arm om ham i et kort kram. Da hun havde sluppet ham, begravede hun sin hånd i lommen igen, da kulden var begyndt at bide sig fast i hendes fingre. "Hvordan går det så med dig?" spurgte hun med et smil om læberne og kiggede op på ham. Nu hvor hun tænkte over det, var det et godt stykke tid siden, de sidst havde talt ordentligt sammen. Hun havde faktisk savnet ham lidt. Han var drengen, der gav Christianes liv lidt sjov, når hun havde mest brug for det. Aldrig havde de skændtes helt rigtig eller haft nogle problemer med hinanden. Og det klagede Christiane bestemt ikke over.

[/justify]

[Charles Jonathan McDonal]

Da Christiane råbte hans navn, kunne han ikke lade være med at smile som en sol. ”Hej med dig” hilste han ordentligt da hun var kommet hen til ham. Det store smil var pludselig væk, men blev hurtigt erstattet af en latter, der rungede. Det ene blonde øjenbryn var hævet langt over det andet og Charles måtte gnide en enkelt latter tåre væk, hvorefter han tog sin tid for at få vejret igen. ”Mig?,” Han pejede på sig selv med munden formet som en lille cirkel. ”Oppe og flyve i denne bidende kulde? Jeg tror jeg springer over i dag” afsluttede han sætningen og grinte lidt, han var jo van til at blive drillet med deres lille styrt. Ligesiden da havde Charles ikke nærmet sig en kost, og havde ingen planer om at gøre det i fremtiden. I stedet sad han hellere og kommenterede kampen, hvilket han også gjorde når der så endelig var en kamp.

Charles gengældte krammet og smilte lidt for sig selv. Vanterne og huen lå oppe på sovesalen, et eller andet sted gemt i rodet. Da de slap hinanden, Tog Charles den ene hånd op til øret for at varme den og ærgede sig en smule over at han ikke havde taget huen på. Den anden hånd var dybt begravet i den varme lomme, langt væk fra den bidende kulde. ”Jeg har det sådan nogenlunde. I hvert fald bedre end de fleste fra Ravenclaw” grinte han og kørte hånden, som ikke lå begravet i lommen, gennem de blonde krøller. I denne kulde, krøllede hans hår endnu mere og det var sværer at få den lidt større mande hånd gennem sit korte hår der nu også var uglet. ”Og du er vel lykkelig over at Gryffindor vandt?” spurgte han, og hentydede selvfølgelig til den sidste quidditch kamp mellem deres kollegier. Selv havde Charles været en del nedtrykt over tabet, men endnu mere fordi at en af hans bedstevenider var blevet skydt af kosten. Forbandede smashere. Charles kiggede på Christiane, mens han sendte hende et strålende smil. Han var blevet smittet med et glad humør, han vidste bare ikke hvem den skyldige var.

[Christiane Wolf]

Christiane smilede, så hendes tænder blottedes, og stillede sig med helt samlede fødder på stedet. Det holdt en smule på varmen for nu. Hun havde på fornemmelsen, at hans svar var en hentydning til quidditchkampen, der havde været, for ikke så lang tid siden. Hun havde ret. "Årets første kamp? Selvfølgelig!" Hun havde lænet sig en smule frem, men nu stod hun ret op igen. "Bare rolig, I ravne skal nok nå at indhente os," gravede hun i det og lagde en hånd på hans skulder, som hun gav et trøstende klem. Hun var oprigtig glad for, at gryffindor havde vundet. Det havde som sagt været årets første kamp, og der blev altid snakket meget om den. Gryffindorkollegiet havde også holdt en mindre fest, hvor de gjorde endnu mere ud af det. Gryffindor kunne sagtens tabe i de kommende kampe, hvilket Christiane udmærket godt vidste. Det havde også været af sjov, hun sagde sådan til Charles. Og sjov lavede de jo altid meget af.

Christiane stod og trippede let på stedet, men gik så lidt rundt og lod sit blik glide rundt på banen. Hun havde altid beundret dens størrelse, især når der ikke var nogle spillere eller tilskuer til stede. Hun samlede noget sne op og vendte sig mod Charles. "Og smasheren sætter kurs mod Charles," sagde hun med kommentator stemme og kastede snebolden i en blød bue over mod ham.

[Charles Jonathan McDonal]

“ Jeg vidste det bare” sagde han og hævede det ene øjenbryn. Charles havde det med at vide hvad folk, som han holdte af og kendte godt, ville sige. Han hoppede en enkelt gang på stedet, for at få følelsen tilbage i benen. Den eneste følelse han fik tilbage, var desværre en lettere kilden.
”Vi indhenter jer, og tværer jer ud for groft!” Besvarede han, og tog et par hurtigt skridt og gravede sine hænder ned i hendes hår for at gnide lidt i det. Derefter trådte han tilbage og nåede lige at høre hendes ord, inden en snebold blev kulet i hans retning.

Det var som om det hele gik i slowmotion, snebolden var alt for langsom men det var han også selv. I sidste øjeblik fik han snoet sig halvt om på foden, og slog hånden ud til den ene side. Hvilket gjorde at han fik en smule overbalance, men på ingen tid havde han fået styr på sin balance og sine fødder. ”Charles Mcdonal undviger,” hans stemme havde taget den sædvanlige kommentator tone til sig, den man så tit hørte til alle quidditch kampene. Charles bukkede sig ned og tog noget koldt sne op i hænderne. Derefter rejste han sig op, med en smuk rundt snebold i sine, nu røde hænder. ”Han sender Smasheren, lige tilbage mod Christiane” grinte han og sendte snebolden i kurs mod Christianes overkrop, eller i hvert fald under hendes hals. Han ville ikke ende med at brække hendes tud, ved at have lavet en lidt for hård snebold.

[Christiane Wolf]

Christiane grinte højt og fik næsten tårer i øjnene. I et forsøg på at få styr på sit hår, strøg hun hænderne ned af det, men hun endte bare med at gøre det helt fugtigt. Så flot friserede de begge var nu. Christiane skar en grimasse, da han undveg snebolden, selvom hun ikke havde forventet andet. Da den velkendte kommentatorstemme lød, bredte der sig et smil på hendes læber, og hendes tanker fór tilbage på alle mulige quidditchkampe, hun havde været med til, og som Charles havde kommenteret.

På grund af sine tanker lagde Christiane ikke mærke til Charles' snebold, før den var få centimeter foran hende, og hun nåede ikke at undvige. Den ramte hendes bryst og efterlod et hvidt mærke på hendes frakke. Hun tænkte sig kort om, før hun i en hurtig bevægelse samlede mere sne op i sine hænder. "Frøken Wolf klarer sammenstødet med smasheren og afleverer den derefter personligt tilbage!" Hastigt kom hun frem til Charles og styrede sin hånd, hvori hun holdt snebolden, mod hans ansigt. Det var uretfærdigt og en uventet drejning, men det var det, der var sjovt. Lige så stille begyndte der at falde små snefnug fra himlen.

[Charles Jonathan McDonal]

De mange Quidditch kampe, havde helt klart været højdepunkterne i den unge knægts liv. Og der var en han tydeligt kunne huske, udover den sidste mellem Gryffindor og Ravenclaw. Hans ene hånd rørte lidt ved hans kind, for at sikre sig der ikke stadig var et rødt hånd mærke fra Imogen Ivorys hånd, fra kampen for mange år siden. Med et smil forsvandt hånden, og Charles var endnu engang i gang med at samle sne op i hænderne. Et dramatisk råb gled ud over Charles’ læber, mens han stod helt stille. Med armene ud til siden og benene spredt en smule. Han havde set den hvide bold komme mod ham, og lod sig falde bagover med et ordentligt bump da han blev ramt.
”Og Charles klarer ikke samstøder, han falder!” fik han sagt med en høj stemme, og kunne ikke undgå at grine efter. Sneen smeltede i hans hår, mens han lå der på jorden. De små snefnug der landede i hans krøller smeltede med det samme, ligesom den sne han lå på.

Charles grinte lidt og begyndte så småt at lave en sne engel. Med store bevægelser førte han sine arme hen til sine sider også væk igen, og benene sammen også væk. Et lille smil formede sig om hans læber. ”Kom og hjælp mig” Sagde han og løftede hovedet en smule, men måtte ligge det tilbage igen da det gjorde ondt i nakken at bærer på at hovedet med ekstra vægt. Charles kunne ikke huske hvor tit de plejede at snakke, om alting og intet. De var også det man kunne få mest sjov ud af.

[Christiane Wolf]

Christiane formede et skævt smil på sine læber, da hun så ham falde til jorden. Hun grinte lavt, da han lavede sin sneengel, hvorefter hun vendte ansigtet op mod himmelen, som nu var malet med tunge, hvide skyer. Snefnug dalede langsomt ned, men det så ikke ud til, at det ville blive liggende, da det smeltede, lige så snart det ramte noget. Hun foldede hænderne og satte de iskole fingre op til munden, hvor hun let pustede på dem. Da hun hørte Charles' stemme, kiggede hun hen på ham og gik langsomt hen foran ham. Hun lænede sig let ind foran ham, mens hun stadig varmede sine fingre, og betragtede ham uden tegn på at ville række ham en hjælpende hånd. "Det kan godt være, at du har højdeskræk, men du ville ikke have duet til quidditch," sagde hun med et let smil krusende på læberne. Hun lod blikket fange hans fulde krop. "Men hvad ville det hjælpe," tilføjede hun og lagde sig ved siden af ham, "når I alligevel ikke kan slå gryffindor. Hun sukkede dybt og betragtede himmelen, mens hun pressede sine hænder ned mod sin frakke og mave i håb om at ikke mærke kulden.

Christiane mærkede hvordan sneen langsomt trængte ind i hendes hår, men hun ignorerede det og vendte blikket mod Charles istedet. "Hvad går du ellers og laver?" spurgte hun med al spøg lagt til side og betragtede hans profil, mens sneen langsomt gennemblødte hendes lyse hår og gav det en mørk blond farve. Hun snøftede let og kiggede på Hogwarts, hvis oplyste ruder hun kunne se herfra.

[Charles Jonathan McDonal]

De blå øjne hvilede på Christiane, og Charles himlede teatralsk, hvorefter han hævedet det ene blonde øjenbryn. Mens hans hjerne kørte på højrtyk for at finde på et spidst svar, gravede han de bare hænder ned i sneen. Derefter åbnede han hånden, foran sin mund og pustede sneen op i hovedet på hende. ”Tryllestøv!” Grinte han med en efterlignet tøse stemme. Charles’ opførte sig nok lidt mærkeligt, men sådan var han.
”Jeg ville havde været den perfekte vand dreng, for dem..,” Sagde Charles og satte sig halvt op, støttende på sine albuer. Et fornærmet fnys gled ud over hans læber, hvorefter han rynkede kørt på næsen. Men hans lille grimasse forsvandt hurtigere end den var kommet. ”Det var kun fordi at Imogen blev skydt af kosten!” Protesterede han, og satte sig helt op med et enkelt ryk.

Den unge Charles kiggede på Christiane og kunne ikke lade være med at smile ved synet af en af sine bedste veninder. Af ren vane gled hans hånd gennem de blonde krøller, og gravede sig derefter ned i den kolde sne. Hans hænder var ved at blive røde af kulde, men han ignorede den stikkende følelse. ”Indtil videre,” Startede han med et tænkende udtryk, og tog fat om sin hage med den ene hånd og lod tommelfingere hvile lidt på underlæben. Charles havde ikke rigtig tænke over hvad han havde gået og lavet på det seneste. Med et suk trak han på skuldrene og lod hånden dumpe ned i sneen igen. ”Jeg har lavet det sædvanlige. Ballade, lektier. Lidt af hvert,” Grinte han, og fortsatte inden han havde nået at holde en pause. ”Hvad med dig?”