The answer my friend, is blowing in the wind...

[Thomas Chancellor]

... The answer is blowing in the wind

Thomas stod og så ud over den sorte sø med armene krydset over hinanden og en dyb rynke i panden. Den sene søndag eftermiddag bød på en iskold vind, men han var godt pakket ind og havde brug for den friske luft til at tænke. I hans ene behandskede hånd havde han stadig det sammenkrøllede brev.

Det var beskeden i netop brevet, som i samspil med hans fortumlede hjerte, hev ham rundt i manegen og gjorde ham både ukomfortabel og vred. Han var en rolig knægt med begge ben plantet rimelig solidt på jorden det meste af tiden, men han var træt af at være en brik i andres puslespil. Hvis hans far stod foran ham lige nu, ville han pænt meddele ham lige præcis hvad han mente om den obskure plan, der nu endelig lå lagt frem foran ham i utvetydige formuleringer.

I stedet krammede han begge næver hårdt sammen og spændte i sin kæbe, før han drejede om på hælen og gik tilbage imod skolen. Han løsnede sine arme imens han bevægede sig nærmere slottet og viskede rynkerne fra sin pande, inden han bevægede sig igennem skolegården for at træde ind på selve skolen. Det var hans plan at finde Aisling eller, hvis ikke han kunne finde hende, at begrave sig selv i lektier i et forsøg på at glemme sine bekymringer.

Tag: Aisling Delaney

[Aisling Ériaan Delaney]

Dagen havde været helt fin indtil videre, men siden det var søndag kunne det næsten ikke være andet. Det var tydeligt at der var en stemning af frihed omkring på Hogwarts, også selvom det snart var mandag, og skolen så fandt vej til eleverne igen. Aisling havde været så heldig at hun havde færdiggjort de ting og lektier hun skulle, så hun havde hele den søndag til at slappe af. Aisling havde brugt meget af dagen på at sidde inde, så til sidst havde hun forladt sine venner og gået ud i det mindre gode vejr for at få lidt frisk luft.
Det var skønt at komme ud, og Aisling mødte den kølige luft med et smil. Hun trak kappen lidt tættere rundt om sig og åbnede den tunge dør ud til gården mere op, så hun kunne træde ud og lukke den efter sig.

Hendes hår havde hun sat i en høj hestehale, så den svingede let når hun gik. Hun havde en lyslilla kjole på under kappen, der gik hende til knæene, samt knælange mørkegrå strømper. Det var dog ikke meget man kunne se af det, da hun havde pakket sig godt ind i sin efterårskappe, hun brugte i tiden mellem sommer og vinter og vinter og sommer. Der hvor vejret var mest ubeslutsomt.

Aisling lagde først mærke til at der var andre til stede da hun havde lukket døren efter sig, og ikke bare en hvilken som helst person, den meget eftertragtede Thomas – i hvert fald eftertragtet i hendes forældres øjne. De havde længe måttet udstå lange middage med flere retter, hvor forældrene havde tvunget en konversation frem. I starten, da de var små, var de ikke så glade for det, men Aisling havde efterhånden fundet ud af at der ikke kom noget ud af at være vred på Thomas, da han ikke havde noget at skulle have sagt alligevel.
De havde gennem alle middagene, og sommerferierne de skulle bruge sammen, rottet sig lidt sammen mod forældrene, hvilket desværre havde givet Aislings mor mere blod på tanden.

[Thomas Chancellor]

... The answer is blowing in the wind

Thomas løftede hovedet da døren gik op, omtrentligt femten meter inden han selv nåede den. Han så direkte på Aisling og mærkede samtlige alvorlige panderynker vende tilbage igen, som hans blik gled ned af hende. Uden at gøre noget specielt for at fange hendes opmærksomhed, satte han blot farten en anelse op og stod hurtigt foran hende. Han lignede en tordensky, da han rakte sin ene behandskede hånd frem og afslørede et sammenkrøllet stykke pergament. ”Har du set på brudekjoler?” spurgte han tørt og sarkastisk. Sådan som han så ud i ansigtet, kunne det lige så vel have været en dødsdom han holdt frem for sig.

Inden Aisling kunne nå at tage imod papirklumpen, lukkede han fingrene omkring den og udstødte en halvkvalt, vrissende lyd. Han tog en dyb indånding, som måtte han anstrenge sig for ikke at gøre noget drastisk, og sukkede derpå hørligt. ”Mine forældre har skrevet igen,” meddelte han overflødigt, som om hun ikke vidste præcis hvad der ville fremkalde denne grad af frustration. ”Held og lykke i forårssemesteret,” citerede han. ”Vi håber snart du vil indse fornuften i en romantisk alliance med familien Delaney.” Hans blik var mørkt, som han gengav budskabet i brevet og han flyttede det væk fra Aisling, for i stedet at stirre ud i luften. ”Man skulle tro de havde forstået at det aldrig kommer til at ske.”

Tag: Aisling Delaney

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling smilede til Thomas da hun mødte hans blik, og da hun så han kom hen til hende, gik hun hen imod ham og satte farten ned da hun kom nærmere. Hendes smil blev langsomt mindre og mindre, til sidst var det helt forsvundet og var blevet erstattet af en mine fuld af forundring. Aisling havde nærmest aldrig set Thomas så meget i vildrede, frustreret og rasende. Hun havde set ham blive lettere sur på hans forældre, men ikke så meget som nu, det virkede som om at det simpelthen var for meget til at han kunne holde det inde.

”Brudekj.. ” Nåede Aisling at sige, meget chokeret og forvirret over hans spørgsmål. Aisling havde jo nærmest aldrig været tæt på at få en kæreste, så brudekjoler var måske, lidt for hurtigt for hende. Hun så sig selv stå med en eller anden fremmed mand og det fik hende til at løbe koldt ned ad ryggen. Aisling var ved at føre sin hånd hen mod det krøllede brev, men stoppede da han samlede fingrene om det og trak hånden til sig igen. Hun så en smule nervøs ud, som om hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med en sådan slags Thomas.Aisling gav sig til at stirre ud i luften med Thomas, efter han havde gengivet hvad de havde skrevet. Hun kom først til sig selv igen da Thomas talte til hende igen. Aisling så kort på ham, hvorefter hun satte sig på en stenbænk ved siden af ham. Hun satte albuen på knæet og hvilede hagen i sin hånd.

”Jeg vidste ingenting om det her Thomas.” Sagde hun monoton og blinkede.
”Altså, mine forældre har ikke sagt noget om at de mente det seriøst.. ” Tilføjede hun og så op på ham, stadig rystet over den mission der åbenbart var ham givet.

Aisling vidste ikke om hun skulle græde, skrige eller bare sidde mutters tavs. Hun valgte det sidste, mest fordi at hun følte Thomas var den der var mest belastet af dette, mest fordi det var ham der fik lagt presset på sig. Aisling behøvede jo ikke at gøre noget, i princippet, men hun ville snakke med sine forældre. Selvom hun havde en ide om hvad der ville ske, åh gud, tænkte hun, Theordore.

[Thomas Chancellor]

... The answer is blowing in the wind

Thomas' blik var hårdt, men ikke rettet imod Aisling. Han var pinefuldt opmærksom på ikke at lade sin irritation ramme hende direkte, selvom han udmærket vidste at han ikke ville kunne undgå det, hvis tingene fortsatte som hidtil og presset fra baglandet bare steg. For nu, stirrede han blot vredt ud i luften og krummede fingrene sammen igen. Den ene hånd kvaste papirkuglen sammen, imens hans varme ånde blev til damp i den kolde forårsluft. ”Det kan være ligemeget,” bemærkede han tomt, uden at røre på sig. ”Det var alligevel kun et spørgsmål om tid før de debile gamle troldehoveder synes de skulle begynde at udtrykke sig direkte.”

Thomas drejede hovedet imod Aisling med samme dødsens alvorlige mine som før. Han var vred og det fremgik af glimtet i de lyse øjne, men han var ikke en dreng der begyndte at slå ud efter den tomme luft eller skreg sine frustrationer ud. De lå lige der, i hans blik, som han så på hende. Han blødte det kun antydningsvist op og lignede stadig mest af alt en mand med en dødsdom. ”Jeg kommer aldrig nogensinde til at gifte mig med dig, Aisling,” erklærede han. Det var et løfte han havde tænkt sig at holde og han fulgte det op med antydningen af et indforstået smil. ”Aldrig. Uanset hvad de siger.”

Tag: Aisling Delaney

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling var langsomt ved at komme til sig selv, og irritationen var ved at tage fat på hende også, men kun overfladisk, da hun stadig ikke følte det var så alvorligt igen. Det kom nok meget an på den næste ferie, forældrene ville helt klart sætte dem sammen på en eller anden måde, hvis ikke Thomas gjorde som de ville. Aisling fik en ide, men ville vente med at fortælle den til ham til han var faldet lidt ned.
Aisling nikkede da han sagde det kun havde været et spørgsmål om tid. Sandt nok, selvom det så ud til Aislings forældre forsøgte at holde hende tilbage lidt tid alligevel. Måske prøvede de at få det til at ske naturligt? Måske håbede de stadig det kunne lykkes?

Aisling mødte hans blik, det skræmte hende stadig, men ikke så meget længere. Hun forstod jo hvorfor han var så vred.
”Thomas, hvis du siger det til dem, så ved du de vil ligge endnu mere pres på dig. Det virker virkeligt som om dine forældre synes det er det bedste der kunne ske i hele verden” Sagde hun, men lettere stille, for ikke at gøre ham rasende igen.

”Tak, jeg ville ikke sige ja til dig alligevel.” Sagde hun og smilede drillende til ham med et glimt i øjet, for at få lettet stemningen lidt.
”Vi er jo snart 17, i hvert fald om et års tid, og siden vi bliver voksne der, må det da betyde at vi har ret til at bestemme selv. Jeg kunne jo fortælle mine forældre, hvis de spørger, at vi bruger tid sammen ind i mellem, og ikke så meget mere end det. Tror du ikke de vil tage det som nok kurtisering? Og så når vi er 17, kan vi vel, bare sige nej” Sagde hun selvom hendes stemme lød en smule famlende.

Aisling var ikke helt sikker på om det ville virke, hun vidste hendes forældre følte at de bestemte over hende lige meget hvor gammel hun var. Og hendes bror ville også presse hende, men i hvert fald, hvis Thomas ikke ville, var der ikke noget at gøre.
”Men altså.. de kan vel ikke tvinge os op til vielsen og få os til at sige ja, ved mindre de lægger os under en Imperius” Sagde hun og trak lidt på smilebåndet.

[Thomas Chancellor]

... The answer is blowing in the wind

Thomas så vantro på Aisling i et øjeblik og kom så til at grine pludseligt. Han himlede med øjenene og rystede på hovedet imens smilet langsomt fortog sig. ”Du tænkte jeg havde forestillet mig at kalde mine forældre debile gamle troldehoveder imens de hørte det?” Han kunne ikke helt lade være med at smile og lod sig dumpe ned på bænken ved siden af hende. Hans ansigt faldt dog hurtigt tilbage i alvorlige folder og han rynkede panden, imens han lænede sig lidt fremad og lænede sine albuer imod knæene med et suk.

”Kurtisering,” fnøs han. ”Glem det. Jeg har ikke tænkt mig at rende rundt og lade som om det nogensinde kommer til at ske.” Han hvilede hovedet i sine håndflader og stirrede lige frem for sig. ”Det er utroligt. Du ved godt, at den primære grund til det forbandede pjat der skyldes, at de er bange for at vi skulle driste os til at forelske os i...” Han rynkede på næsen og skævede over mod hende. ”... Mugglerfødte.” En frustreret lyd forlod ham og hans blik forsvandt atter ud i luften, som han lod armene falde og atter rejste sig op. ”De kan i hvert fald ikke tvinge mig,” svarede han lidt forsinket, uden at se på Aisling. ”Så må de stryge min arv... Smide mig ud. De kan gøre hvad de vil. Et hjerte er et hjerte og mit er...” Han tøvede, men rystede det så af sig og kvaste atter engang pergamentet mellem sine fingre. ”... Frit.”

Tag: Aisling Delaney

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling smilede skævt over hans kommentar, det ville i hvert fald være super dumt hvis han sagde det, tænkte hun og grinede lidt da hun forestillede sig situationen.
”Det ville jeg blive meget overrasket over, da vi efterhånden har lært hvordan man skal tackle sådan nogle situationer med vores forældre” Sagde hun og himlede med øjnene.

”Men du behøver ikke gøre noget, jeg kan bare lyve for dem, men det er selvfølgelig risikabelt” Sagde hun og forestillede sig hvis hun på et tidspunkt var i så godt humør, at hun kom til at tale over sig om nogle af Slytherin drengene på kollegiet.
”Det er måske den primære, men de har vist opdraget os godt nok til at de regner med vi ikke gør det, men man ved vel aldrig.” Sagde hun og rynkede også på næsen. ”Ud over det tror jeg bare at de godt kan lide tanken om, at de bestemmer hvilken familie deres slægt.. øhm.. formere sig med.” Sagde hun med en grimasse. ”Kontrolfreaks” Tilføjede hun og sukkede opgivende.

”Men din arv Thomas? ” Sagde hun bekymret og forsatte, ”Hvad hvis nu de stryger os fra stamtræet? Så er det jo ligefør, vi ikke er fuldblods mere.. ” Sagde hun og så ud som om det var det værste der kunne ske for hende nogensinde. Selvfølgelig, teknisk set, ville hun være fuldblods, men at ende som nogle af de der fuldblods der havde forrådt deres blod og giftet sig med en muggler, ville være forfærdeligt. Ikke at hun nogensinde ville gifte sig med en muggler.
”Vores hjerter er frie, men det er vores fremtid måske ikke” Sagde hun og gemte sit ansigt i sine hænder, selv en Slytherin pige havde vel haft pige drømme om den eneste ene, kærlighed og prinsen på den hvide hest. Selvom de sjældent indrømmede det.

[Thomas Chancellor]

... The answer is blowing in the wind

Thomas himlede selv med øjnene, da det mildest talt virkede som om Aisling ikke fangede den tykke ironi i hans ord. Han viftede affærdigende med den ene hånd og trådte endnu et skridt ud i gården og væk fra hende.

Hendes forsikringer og efterfølgende bekymringer fik ham blot til at trække ligegyldigt på skuldrene. Han var for hidsig til at bekymre sig om stamtræer og for stædig til at indrømme, at hun havde ret. Han fnøs af hendes afsluttende ord og havde lyst til at sige noget virkelig grimt omkring selvstændighed og dukkebørn. I stedet kastede han dog blot armene i vejret og himlede med øjnene igen. ”Jeg sagde lige før at jeg aldrig gifter mig med dig,” sagde han hårdt. ”Aldrig,” understregede han overflødigt.

Han havde lyst til at vrisse af hende og fortælle hende, at der var andet og mere i livet end hun kendte til. At ægte kærlighed fandtes og at han aldrig nogensinde ville lade noget så ligegyldigt som hans navn i en fortegnelse forhindre ham i at finde den igen. Noget stoppede ham i midlertidig, og sekundet senere var han vældig tilfreds med netop dette.

Han så på Aisling i et kort øjeblik mere, før han sukkede opgivende og slog lidt ud med armene. ”... Jeg er pisse ligeglad. Og det burde du også være,” konstaterede han bestemt, før han drejede rundt på hælen og trådte igennem gården. Snart var han inde på slottet igen, men lyden af hans egne skridt imod stengulvet beroligede ham ikke. Han havde myrekryb.

Tag: Aisling Delaney