A bite of deeply delicious damnation

[Emrys Cadwallader]

Foråret havde været længe undervejs, men endelig havde det indgydt sig mod til at spørge de grønne arealer omgivende slottet op til en livlig dans for at fejre den varme årstid, der havde skoldet skolegården i gyldne stråler. En mild varm brise blæste legesygt rundt imellem de velkendte skolebygninger, og den smule sne, der stadig lå i skyggen af det aldrende lindetræ omgivet af bænke i midten af skolegården, var langsomt ved at fortabe sig til en ubetydelig vandpyt – og håbet om et fortryllende forår, som det var kendt og elsket, kunne endelig spire op igen hos Hogwarts’ elever efter en alt for lang vinter. Og Emrys Cadwallader ville nyde dette lille glimt af foråret, imens det endnu strålede stærkest og var mest tiltrængt.

Det var fuldkommen surrealistisk for ham at træde ud på den koksgrå asfalt i gården, og se hvordan hans sorte lædersko antog en brunlig nuance i det skær af guld, som blev påmalet dem af det gyldne skær, der faldt ned i gården. Den brune skuldertaske, der var draperet løst hen over den venstre skulder, antog også en lysere nuance, imens de store farverigt indbundne gamle bøger han holdt ind til sig med højre arm knap ænsede vejret, men blot ventede på at Emrys atter ville sætte tænderne i dem. Uvilkårligt kom et smil op på hans læber, da han mærkede hvordan varmen langsomt faldt ind igennem den mørke skolekappe, han stadig var iført over uniformen. Han skridtede med lette og rolige skridt gennem gården over på den skyggelagte bænk, hvorpå han lagde tasken med dagens medbragte skoleting og bunken af bøger.

I stedet for at lade sig hensynke i skyggen på bænken, placerede han sig på den lune asfalt, der efterhånden var ved at tø op efter vinterens kolde greb, og åbnede manchetterne i skjorten for at folde ærmerne op. Knap havde han vendt sig om for at række op efter den øverste bog i bunken – en rød stofbundet mursten af et værk omkring dværgekrigene – men han knyttede, inden den nåede at få fat i bogen, den sammen og lod den falde ned på de udstrakte ben. Han vidste at det ville være et forgæves slag at kæmpe, hvis han ville forsøge at tvinge sit hoved ned i et par bøger. Ikke med den hektiske sværm af tanker, der vedblev at flyve rundt bag hans pande. Han lænede sig tilbage mod bænkens kant og så tænksomt ud i den solbadede skolegård.

Ingen bog, hvor politisk den end måtte være, ville kunne slå tankerne om det betagende væsen af en klassekammerat, som Evelynn Ivory personificerede i hans hoved. Endnu et smil dansede over hans ansigt, denne gang en tand mere sværmerisk end det forrige. Han kunne sagtens mønstre et hav af adjektiver på den smukke heks, der så selvsikkert som en væn mår fik beundrere til at flokke om sig, når hun som dronningen på et skakbræt slog dem ud af kurs igen, men der eksisterede intet prangende adjektiv, der kunne beskrive i hvor høj grad hun fortryllede Emrys med den stærke udstråling hun havde. Hendes styrke, skønhed og karakter appellerede til ham på mærkværdigste vis. Og han kunne mærke i hvor høj grad han ønskede byttet.
Et lys, der kunne brænde stærkt nok uden at have andres smukke lys’ skær til at forstærke det. Hvert eneste syn af hende i timerne, hver arrogant udtalelse hun kom med, var endnu stærkere brændsel til en flamme, der havde brændt længe og intenst i ham. Ligeså meget som hun fascinerede ham, i ligeså stor grad vidste han hvor farlig hun var for ham, alene i kraft af deres begges politiske positioner. Skakbrættets hvide og sorte væbner. Deres regenter skyede hinanden, som sol skyer måne – og ligeså burde de. At man bør gøre noget, er ikke det samme som at man gør det. Og tanken smagte ham mere end noget andet. Hun var en forbudt fristelse, der dinglede tillokkende fra træets allerhøjeste gren. Måske var det derfor alene tankerne omkring hende smagte så meget sødere og brændte så meget stærkere.

Til Evelynn Ivory
Drops of ink - 672

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

I alt for lang tid var eleverne holdt indenfor under slottets beskyttende tage på grund af vintervejret, der efterhånden havde taget et hårdt tag om landet. Selvom kalenderen egentlig lovede forår, havde vejret ikke formået at leve op til det og de sidste weekender var folk begyndt at blive rastløse. Quidditchtræninger skulle efter sigende være det rene helvede at deltage i og ikke engang en tur til Hogsmeade lød tillokkende i det forfærdelige og noget omskiftelige vejr. Derfor var det jo egentlig også næsten typisk, at foråret skulle tage sine første, prøvende skridt, mens de fleste elever sad indespærrede i klasselokaler og derfor ikke var i stand til at nyde det til fulde. Evelynn havde dog ikke spildt tiden, da hun med hastige skridt havde forladt eliksirlokalerne i den kølige krypt og bevæget sig opad efter sin sidste time i kryptens skygger. Allerede det sekund hendes fødder kunne finde hvile på stueetagen, sugede den næsten mælkehvide hud de første solstråler, der så ivrigt kastede sig ind ad de store vinder, til sig. Ja, det skulle blive godt med lidt D-vitamin bemærkede Eve i sit stille sind, da hun med et kækt smil på læberne og blødt vuggende hofter begav sig mod gården.

Det var længe siden, hun havde så meget som overvejet det i længere end to sekunder, at sætte fødderne i gården, men nu fulgte de små, trofaste ’klik’ fra skoene hende ned ad gangene, der myldrede med elever, der kastede sig ud mod udendørsarealerne. Hun himlede med øjnene af dem. Ude på græsarealerne ville man jo på ingen måde kunne nyde det ordentligt. Godt nok var det et skønt syn, at se græsset suge solens stråler til sig, men vinden var stadig nådesløs og i gården var der læ. Jaja, så kunne man jo få den få sig selv. Det skulle man jo heller ikke klage over. Den sorte lædertaske svang sig blødt ved hendes side i det, hun hurtigt skridtede fremad, bankede forsigtigt mod hendes hofte for konstant at erindre hende om det bjerg af lektier, der ventede til senere. Eliksirbogen hvilede stadig i hendes hånd med et bjerg af notater og løsepergamentstykker, der gjorde det umuligt for den at vende tilbage til sin egentlige form. Hun bar stadig skoleuniformen og nederdelen strøg kærtegnende mod hendes nøgne ben, før den kort hævede sig, i det hun snurrede om en søjle, gjorde samme bevægelse som skolekappen, der hang løst om hendes skuldre.

Det var ligeledes nostalgisk og befriende at kunne betræde gårdens grå sten uden straks at ville søge tilbage under slottets tag eller sætte i løb for at gøre en genvej over den åbne plads. Smilet på hendes bløde læber voksede let og hun førte forsigtigt fingrene gennem håret, der som flammer slikkede sig mod hendes ansigt. Roligt lod hun blikket vandre og fik straks øje på Emrys Cadwallader, der var at finde på bænken ikke langt fra hende. Med de blødt vuggende hofter bevægede hun sig hen mod ham og tilkæmpede sig, hvis hun da ikke allerede havde den, hans opmærksomhed. ”Emrys”, hilste hun i en kølig tone, der slet ikke matchede det kokette smil og den charmerende gnist, der havde indtaget hendes læber og øjne.

[Emrys Cadwallader]

Hvis man tænkte inderligt nok på solen, sagde man at det fra tid til anden hændte, at den tittede ud bag en forbigående sky. Det var normalt ikke noget, som Emrys overhovedet troede på – solen skinnede selv bag skyerne, om end man ikke kunne se den, og alle skyer drev forbi før eller siden – men som hans blik blev fanget af en rank skikkelse ovre ved skolebygningens dør, kunne han ikke lade være med at erklære sig halvt enig i udtalelsen mentalt. Vinden flaksede drillende ind i gården og rodede legesygt op i hans karotteorange hår, som han med en apatisk bevægelse med venstre hånd strøg på plads, imens hans øjne var tryllebundne af skikkelsen ved døren. Uvilkårligt mærkede han sine læber fortrække sig i et bredt smil, da han hurtigt kunne sætte navn på skønheden. Af alle elever på skolen, skulle det netop være det underskønne væsen, der netop havde belejret hans tanker, som trådte ud bag søjlen ovre ved indgangen til skolebygningen. Som hun stod der med det cinnoberrøde hår dansede som ildtunger omkring hendes markante og fortryllende ansigtstræk, der som et abstrakt maleri overhovedet ikke kunne gøre Emrys’ øjne mætte, fremstod Evelynn for hans blik som en anden ukendt gudinde, han altid havde tilbedt i mange år. Så ophøjet og umulig for ham at nå, men stadig så tryllebindende på ham med hendes overjordiske skønhed. En forbudt gudinde han ikke burde tilbede, men som stadig tillokkede ham som ildfluer lokkes af flammen.

Da han fornemmede hendes blik falde på ham ved bænken, skyndte han sig at ranke sig, dog uden at det smil der prægede hans ansigt fortonede sig. Sådan som hun nu, feminint, selvsikkert og prægtigt med en gang som et havs smukkeste bølger gik sin sejrmarch over den gyldne asfalt, som Jeanne D’Arc kunne have ført sine tropper af frihedskæmpere ud i et slag, de ville vinde. Som følge af hendes kløgt og mod. ”Evelynn.” gengældte han hendes hilsen med øjnene fascineret af det besnærende glimt af stærk selvkontrolleret charme, som glødede fra hende som lyset fra stjernerne på nattehimlen. Hun vidste velsagtens præcis hvor hun stod med ham henne og hvilken indvirkning hun havde på ham – men når hun stod sådan foran ham med det kokette smil spillende om de voluminøse læber, var der ikke det hul hun kunne grave med de hæle, som han ikke ville falde ned i. Hvor langt fra hinanden de end stod politisk, var der noget stærkt dragende over denne slange, der med sin individualisme og styrke bar sin egen form for skønhed. ”Hvad bringer dig herud af alle steder?” spurgte han nysgerrigt, og så ud på det gyldne lys, der lå over asfalten, hvorefter hans blik instinktivt atter søgte tilbage mod hende. Derefter faldt hans øjne på den vældige bog i hendes hånd, der bugnede med løse sider pergament. ”Jeg håber nu ikke du har tænkt dig at tilsidestille mig til fordel for lektier.” drillede han hende med et skævt smil og nikkede i retning af bogen, imens han lænede sig længere tilbage mod bænken og så op på hende med armene hvilende på benene. Akkurat ligesom til deres eliksirtime, fremstod hun for ham som det hidsige bål hun var for ham; han vidste at han kunne brænde sig ved hendes kerte, men alene et brandsår fra hende ville være en kærkommen smerte. Det var ikke kun hælene, hendes skønhed og hendes smil, der var farligt ved hende: alt var en potent brandfare ved. En fare, der især gjaldt for ham selv.

Drops of ink - 563

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

Evelynn nikkede hurtigt og fattet til Emrys, da han gengældte hendes hilsen ved at lade hendes navn hænge i luften. Slangen havde altid været fantastisk underholdning for hende, da han altid virkede mere eller mindre forgabt af hende og det faktum, at han var Hallow gjorde udelukkende lige netop det så meget mere underholdende. Drenge havde aldrig betydet det største for Evelynn – i hvert fald ikke siden slutningen af tredje årgang, hvor hendes syn på kærlighed og andre ting meget hurtigt havde ændret sig. Modsat mange andre piger på hendes alder, var alt det lyserøde foragtet af Eve, der havde en logisk forklaring på alt, der bare strejfede romantiske emner og de, der bare kendte hende det mindste vidste, at kom man ind på emnet havde man også sagt ja til et langt foredrag om endorfiner og hormoner. Hans ord fik hendes smil, der efterhånden bare havde reduceret sig til en let trækning i den ene mundvige, til at vokse en anelse og hun trak kort på den spinkle skuldre, hvor kappen på den ene side var gledet en smule ned og gav et fint udsyn til skoleuniformen, som hun havde tilladt sig at ændre lidt på. Det at blive puttet i en boks og ligne alle andre havde aldrig været Evelynns ting, og selvom det flammerøde hår tit vakte opsigt, havde hun ikke været helt tilfreds, før der var sat et lille, personligt præg på skoleuniformen.

”Åh, Emrys, når det kommer til solen er vi jo ikke langt fra solsikkerne, der straks åbner op for grådigt at suge alle dens vidunderlige gaver til os. Jeg fandt bare den højeste solsikke at nyde det fra”, erklærede hun med et pudsigt smil på læberne og gjorde et kast med hovedet, der skulle få håret væk fra ansigtet. Dette virkede bestemt også, da de lange, krøllede lokker kort efter slangede sig ned ad hendes ranke ryg som et vandfald af dansende flammer. Tit kunne hun også finde på at lade sit blik følge andres og selv lade sig fordybe i tanker, når personer, hun snakkede med, gjorde det, men med Emrys var det langt fra tilfældet. Han havde, siden sit tåbelige valg ved at stå som en af Hallows frontfigurer, været hendes modstander og burde holdes øje med. Eftertænksomt lod hun blikket hvile mod hans ansigt og den korte stilhed, hvor tankerne fik spundet deres skrøbelige spind.

Da han så atter talte blinkede hun et par gange og fokuserede så atter på ham, lod ordene lyde i hendes hoved engang, før hun så kort nikkede, tyggede lidt på ordene. ”Du ved, måske bedre end nogen anden, at min tid er værdifuld og en klar mangel, så svaret må være jo, jeg ville – medmindre du havde nogle nye synspunkter, der bare havde den mindste chance, for at få mig til at forstå hvilke tanker, der lå bag dit valg af politisk hvilested eller noget andet lækkert på menukortet,”, et kort sekund veg hendes blik fra hans ansigt og gled bedømmende over hans krop, før hun atter optog øjenkontakt, ”vælge lektier over noget så ordinært, som en samtale med dig, som jeg jo ved, jeg har masser af lejligheder til at få alligevel.” Et kattevenligt smil brød frem på hendes læber, da hun forsigtigt trådte et skridt tættere på og vendte sit blik væk fra ham igen og mod den store gård. ”Solen, derimod, er efterhånden blevet et sjældent syn, så for den bliver jeg her gerne til den atter gemmer sig” De blå øjne lukkedes og hendes bryst hævedes, da hun fyldte lungerne med den friske luft, der nu altid kom med foråret. Vinden spillede let i de krøllede lokker og fik hendes smil til at blive mere oprigtigt, mens hun nød vinden og solens blide kærtegn mod sit ansigt og de nøgne ben.

[Emrys Cadwallader]

Der var en grund til at Emrys ikke samlede på dukker, og det var netop at han ikke havde hverken tålmodighed eller var tilforladelig nok til at slå sig til tåls med at sidde og glatte et spagt lille pigebarns lokker. Lige netop sidstnævnte var der en hel del af på slottet. Og det at putte sukker i sin the, var heller ikke just noget han var tilbøjelig til. Han foretrak den stærk og krydret – og det samme skulle afspejle sig i eventuelle affærer han måtte indlede med hunkønnet. Hvis det ikke formåede at være givtigt på det rent psykologiske plan samtidig med at være underholdende på et fysisk plan, ville han ikke engang kridte banen op. Og de sidste skoleår havde kridtet ligget på sovesalen. Desuden følte han ikke som sine venner noget behov på at have en pige som vedhæng på armen – han kunne finde bedre ting at pynte sin arm med, såsom et politisk værk. Hun burde kunne stå på egne ben og have en næse, der ikke var begravet i hans skulder. Og det havde hun. I overflod.
”Eller som trækfuglene. Ligeså snart vi fornemmer at vinteren er ovre, vender vi næsen mod solen igen. Vi kan dog bare ikke rejse mod varmen, som vi ønsker. Vi udstår vinteren.. og alle dets mange facetter.” reflekterede han over hendes poetiske parallel til solsikker og lod blikket løbende søgende hen over hende. Det var svært ikke at nyde synet af hende i den uniform. Det var sandt nok, at slottets beboere blev draget af solens lys som søm til magneter, men det var ligeså sandt, at det havde været en usædvanlig lang vinter. ”Hvad vil din kære leder dog sige til at du har taget den højeste solsikke. Det bifalder hende ikke, tror jeg.” sagde han hypotetisk og legede med en lille sten på jorden. Den mistede hurtigt interesse for ham og han smilte for sig selv.

”Nye argumenter for mit politiske standpunkt? Dem vil jeg da hellere gemme og glæde dig med til en snarlig åben debat. Så jeg kan nyde synet af din leders ansigt, når hun samtidig får hørt dem. Med mindre du insisterer på at jeg fortæller dig dem nu, naturligvis.” påpegede han spøgende, og så vurderende på hende. ”Men du ved jo at jeg ikke spiller gode kort ud på forhånd, hvis ikke der er en god grund, der taler for at gøre det. ” tilføjede han og smilede facetteret op til hende, idet han skubbede en lok karotteorange hår væk fra ansigtet. Han kunne selv komme med alene en god grund – at hun var den muse for ham, som hun var – men det skulle ikke lade hende ræse forbi ham politisk. Der var de stadig konkurrenter. Selvom hun så mere end universelt muligt tiltalende ud af en politisk modstander at være. Det kunne på længere sigt godt vise sig at blive mere end et distraktionsproblem for ham. Og det huede ham bestemt ikke som politiker. Som ham selv var der ikke noget han hellere ville end at lade sig distrahere af de røde lokker, der nu blev kastet tilbage over de yndefuldt buede skuldre. Han lænede sig frem og så op imod hende med et drilsk smil. Han nød at vende spillekortene mod hende. Hun skulle nok spille dem igen. ”Der skal nok være noget på menukortet. Spørgsmålet er hvad du er sulten efter.”

”Ordinært? Det kommer da helt an på hvad vi vælger at snakke om.”

[/b] konstaterede han med et skævt smil, inden han fortsatte. ”Jeg kunne nævne en del ting du og jeg kunne kaste lys over, og som næppe ville kunne passe ind i den ”ordinære” del af spektret. ” svarede han hende og kunne ikke lade være med at løfte det ene øjenbryn, efterfulgt af et kryptisk smil. Idet hun bevægede sig tættere på, kunne han knap ikke trække vejret imens hans øjne blot hvilede observerende på hende, men da hun vendte blikket væk, var det knap umuligt for ham at tilbageholde den blotte skuffelse. Han måtte have lignet et stort puslespil i ansigtet, da skuffelse kombineret med en vis glæde over drilleriet skyllede ind over ham. Djævelske heks, tænkte han med et smil. Den uimodståelige sirene. Hun vidste lige præcis, hvor hun stod med ham henne – og hun kunne lide at lade musen løbe efter katten. Og katten kunne lide at have musen pilende rundt.
”Vi bør svælge i solens stråler, imens vi endnu kan. Før andre tager vores plads i den. Men derved konkluderet ud fra hvad du har sagt, er jeg blot græsset under solen. Jeg burde føle mig såret, men alene det at du bliver for solens skyld, kommer delvist også mig selv til gode. Så jeg klager skam ikke.” noterede han sig med et smil, og løsnede slipset i skjorten, imens han så ud imod det gyldne lys og derefter op på en himmel, der var ligeså skyfri som hans irrationelle tankegang i øjeblikket var. Han havde slet ikke troet at der mentalt ville være struktur nok til at mønstre retoriske modsvar. Eller også havde det noget at gøre med at han modsvarede den slange, der snoede sig igennem hans tankespor og trak et glitrende spor af ukendt tankebeundring efter sig.
[/blockquote]

Drops of ink - 870

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

Det der nok altid havde både været ufatteligt dragende og samtidig så frastødende ved Emrys var hans skarpe tunge. Knægten havde altid formået at svare igen og siden første gang, han havde åbnet munden, havde hun ikke givet så meget som en smule tvivl til det faktum, at en ellers sød fyr som han var endt på Slytherin. Bare det at snakke med ham om noget så almindeligt, også selvom det jo egentlig var en fantastisk ting, som en solskinsdag kunne han få til at lyde som den smukkeste lyrik direkte fra Shakespeare. Men det virkede jo også udelukkende på folk, der var bløde over for den slags. Selv havde det været så længe siden Evelynn overhovedet havde ladet sig selv se andet i drenge end små, tankeløse fæ og det var meget lettere at holde sig til dem end pludselig at skulle omgås Emrys. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at forlade den fantastiske sol og underholdte sig bare med hans ord, da han byggede videre på hendes om solsikkerne. Da han dog valgte at rette emnet hen på Fenella fandt et skævt smil dog straks sin vej til Evelynns læber.

”Det kræver, at det rent faktisk går op for hende, at jeg har taget den. Men til den tid har jeg alligevel ingen interesse i den mere” Hun trak kort på de spinkle skuldre og lod blikket hvile granskende på ham. Uden egentlig selv at bemærke det, før øjeblikket var ovre havde hun jo et eller andet sted åbnet sig for et hankønsvæsen og det havde jo et eller andet sted være rart. Hurtigt fik hun rystet alle tanker, der bare nærmede sig det ud af hovedet og trådte et par skridt væk fra Emrys, for at lade sig glide ned på bænken i en bevægelse, der kunne have været en dronning værdig. Bevægelser var noget, Eve altid var gået meget op i. Kropssprog var vigtigere end mange lige gik og troede. Små, venskabelige berøringer eller let flirtende strejf, men kærlig omfavnelse – alt havde betydning og især når man tit skulle begås blandt andre mennesker, som Eve jo gjorde, havde det vist sig nyttigt at vide lidt om. Slangen havde dog også hurtigt fundet sin kærlighed til glidende og elegante bevægelser og lod tit dem tale for hende. Forsigtigt lod hun hånden falde på den tomme plads ved sin side og strøg den kort over i en næsten kærtegnende bevægelse, der nok kunne ses som en invitation til kollegianeren til at gøre hende selskab på bænken, hvorefter hun lod hånden finde hvile i skødet.

”Jeg føler mig næsten helt stødt nu, Emrys. Jeg troede da ikke en som jeg var trussel nok, til at vi pludselig ikke kan have en letsindig politikdiskussion.”, sagde hun med et skævt smil om læberne, lod blikket hvile dybt i hans med en intensitet, der tit kunne slå mange ud af kurs, før hun atter vendte blikket mod de gyldne striber, solen havde trukket på gårdens ellers så kedelige, grå sten. ”Men selv hvis troede jeg da ikke, du havde noget imod at tale med mig om sådanne emner” Hun spidsede eftertænksomt læberne til et fint ’o’, før de atter faldt tilbage i en naturlig stilling med et smil kun at finde som en fin krumning af den ene mundvige. Emrys var ikke dum, det vidste hun jo godt, men samtidig kendte hun også til hans svaghed for hende. Godt nok ikke i dybder eller noget, men det var jo altid det værd at se hvor langt man nu kunne trække den. Et flygtigt billede af Caroline Abbeys ansigtsudtryk, hvis hun fandt ud af svagheden næstformanden havde for Evelynn fik et ægte smil til at stryge over hendes læber. Ja, når først hun havde fundet ud af, hvor langt hun kunne trække den, kunne der bestemt blive meget sjovt lagt ind i det og det startede heldigvis allerede, da han tog hendes lille joke om menukortet op. ”Ser du.. Jeg er lidt usikker på, hvad jeg egentlig vil have.. Måske du kunne anbefale mig noget, måske endda fortælle mig, hvad jeg vil have, nu du kender kortet så godt?”, et yderst charmerende smil af det bedste, hun havde lært, brød straks frem på hendes læber.

”Ord, der passer til et kærlighedsstykke, det må man give dig. Men jeg kan ikke lade være at undre mig, hvad der dog fik dig til at dele dem nu?”, spurgte hun og hovedet gled en anelse på skrævs, mens hun bøjede sig en anelse forover mod ham som for at opfange alt, der nu ville følge men samtidig også for at stille sig i en bedre situation med sin fremtræden. Automatisk blev hendes kavalergang fremhævet og de røde lokker, der var strøget ned over hendes skuldre og nu bølgede ned langs hendes bryst og det øverste af maven gjorde også deres til at lokket Emrys tanker hen i en voldgade, der slet ikke passede sig for den samtale.

[Emrys Cadwallader]

Hendes feminine og yndefulde hånd, der gled hen over bænken, tilegnede sig Emrys’ blik som enhver politisk debat kunne få ham til at storme ind i den, og dens intention var mere end tydelig for ham. Den lokkede ham til sig, og som en undersåt for sin dronning kom han på benene , hvorefter han satte sig med en bevidst og afslappet bevægelse ned ved siden af hende, idet han skubbede bøgerne langt væk fra dem med en nonchalant venstre hånd. Hans hoved lagde sig til hvile på hans højre hånd, imens han betragtede hende med et spøgefuldt smil. ”Du forbløffer mig, må jeg sige. Jeg troede da ikke du havde let til letsindighed, Evelynn?” inkvirerende han med et skævt smil og lod mentalt smagen af hendes ord, der med sin alt for appellerende giftighed sydede på hans tunge som chili. Og der var intet, der glædede ham mere end krydret mad. Livet i sin allerprægtigste grå nuance var alt for kedeligt og støvet. Nej, han tilføjede eksotiske krydderier til de retter han fik serveret, og den udsøgte ret han sad overfor nu, var så stærkt krydret, at han som en ildsluger legede med ilden og forsøgte at sluge den samtidig. Uden at lade blikket fjerne sig fra hende, lod han sig mentalt hensvælge i denne vidunderlige symfoni af aromatiske lydklange hendes navn frembragte, idet han lagde hovedet lidt tilbage og så op på hende med et smil, hvor hans læber var let skilte fra hinanden. ”Men føl dig ikke stødt. Jo mere kompetent en modstander er, jo mindre grund er der til at undervurdere hende. Og netop du har mange kompetencer.” Han så med et lusket smil på hende og lænede sig let tilbage. ”Rent hypotetisk; hvad kunne du gøre ved en uforvarende modstander som mig, hvis han sænkede paraderne?” fiskede han let og så udspekuleret på hende med et blik, som en kat der vogter en mus. Som om de parader ikke allerede var sænket. Og som om hun ikke allerede havde sagt touché på hans hjerte.

”Men på samme tid beroliger din udtalelse mig ligeså meget, som den forundrer mig. Du er trods alt ikke uden menneskelige egenskaber til trods for din guddommelige ydre pragt, ser jeg.” filosoferede han og åbnede skjortens øverste knapper for at gøre sig det mere mageligt. ”Men menneskelig og opnåelig er vel ikke det samme.. er det vel?” spurgte han eftertænksomt, og mærkede atter sine øjne dvæle ved hende. Hendes kommentar om menukortet fik ham til at imitere det skæve og fristende smil hun havde, og han så på hende med et blik fuld af utilsløret interesse. Han rankede sig og strøg håret tilbage, inden han lænede sig ind mod hende. Han kunne mærke hvordan hun med det smil rykkede rundt på hans oprindelige opstilling af hans indre skakbrikker. Og hvordan han gerne lod hende gøre det. Det her var spændende. Hun var netop af den ild, som kunne blusse i ham. Og af den ild, der kunne blusse af sig selv. Hendes kropssprog, og den kontrol hun havde over sin gestik, var som at se et skuespil opført – og han var ikke sikker på hvorvidt han skulle lade sig hengive eller opsluge af maskepien. Han legede med på menukortet, idet han svarede hende efter en kort tænkepause og nydt hendes smil. ”Kortet har mange forskellige retter. Men netop i dit tilfælde går det ordinære og velkendte ikke an. Det har du formodentlig fået serveret mange gange før. Jeg tror du ville kunne lide en af kortets små kulinariske overraskelser.” bemærkede han og smilede dristigt, imens han afventede hendes reaktion på hans forslag.

Da hun havde kommenteret på sine ord havde Emrys haft et omgående modsvar klart, men denne sætning smuldrede ud af hans rationelle tanker som gær idet en Evelynn, meget bevidst om sin positur, lod sit hoved glide let på sned og bøjede sig frem. Og helt andre billeder tonede sig frem på nethinden hos ham, idet han uvilkårligt mærkede sine øjne fæstne sig ved hendes blottede udskæring og de elegante karmoisinrøde lokker, der indrammede dette ypperlige billede, og som løb som snoede bække ned over hendes voluminøse bakker. Selv du havde ikke kunnet forestille dig noget så appetitligt. Det ender med at blive dig, der vælger fra menukortet, Emrys – hvis du da overhovedet er i stand til at vælge med sådan nogle i hovedet.. kunne han høre en hidtil ignoreret stemme konstatere, idet et smil krydsede hans læber, et facetteret smil der ikke engang var stuerent nok til at tørre støv af med. Det var helt umuligt at få tungen på gled, når der sad en distraktion af den kaliber foran ham. Men han lod sig gerne distrahere, så længe det var hende, der førte sløret over hans øjne under eskapismens bal. Og hun førte ikke bare et slør – hun forblændede ham! Den snog. Hun vidste endnu engang præcis hvor hun stod med ham. Og snoede ham om sin lillefinger. I det mindste bliver du blind med et billede af hendes giftige dydigheder som dit sidste sete syn. Ikke dårligt at have som sidste minde. udpenslede den indre stemme, og han lod lynsnart tungen løbe over læberne, inden han talte, halvt omtåget af det syn, han netop havde set. Han lod atter blikket sænke sig lidt over hende, med et tydeligt blik af fascination og forundring, inden han ærbødigt sænkede det og så ned mod asfalten. Man kunne ikke tillade sig at nedstirre en gudinde. Heller ikke en så smuk som hende. Han smilede skævt til hende og trak det ene ben op på bænken, imens det andet hvilede nonchalant ved siden. Hans blik søgte atter mod hende, som en længselsfuld måne, der pryder sin nattehimmel. Og han knyttede hånden for at undgå at den måtte driste sig til noget. ”Mine ord var blot en lille lyserød hors d’oeuvre til hovedretten, som du kunne samle appetit på. Ord, der komplementerer standarden for maden. Kun kokkens ypperligste små aperitifs er værdige nok til en besnærende slange og farlig modstander som du. Det ved du vist godt.” forklarede han med et drillende smil, og lænede sig længere ind imod hende.

”Jeg ser at du har dækket bord allerede.”

[/b] reflekterede han i et kryptisk tonefald med et gnistrende smil over hendes positur, idet han diskret og hurtigt beundrede hende. ”Og du har smagt forretten. Så nu er spørgsmålet blot, hvad du ønsker at få serveret dig som hovedret.” tilføjede han i samme tonefald, og mærkede hvordan smilet blev bredere. Han bevægede sig ud et sted, hvor han kunne få brændt fingerspidserne til uigenkendelighed på hendes varme – men aldrig havde han før haft lyst til at lege så meget med ilden før. Også selvom han ristede sit politiske rygte på bålet som skumfiduser nu.
[/blockquote]

Drops of ink - 1121

[/size]
OC: Undskyld størrelsen Rachie – jeg havde svært ved at beskære den.
Håber du blev mæt efter en lang ventetid. [/right]

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

Selv hvis slangen havde prøvet, kunne hun ikke have tilbageholdt det selvbevidste smil, der samtidig også bar den triumferende stolthed, der altid var at finde i hende, fra læberne, da Emrys rejste sig fra asfalten og bevægede sig over mod hende og endte med at slå sig ned på bænken, fik skubbet skolebøgerne langt væk. Det var skønt at have magt, men det at kende til den og det at være så bevidst om den, at man vidste præcis hvornår man kunne udnytte sig af den og med Emrys var det nemt. Det var bare om at sætte sine nederdele lidt højere op, så de afslørede lidt mere og så aldrig holde mund. Nej, hun havde set betagetheden i ham hver gang, hun åbnede munden. Da han talte, lod hun en let, perlende latter stryge over læberne. Letsindighed? Nej, det havde jo aldrig været hendes speciale, men hvorfor også passe ind på den prototype af piger, der efterhånden var at finde på skolen? Så uskyldige og irriterende i deres ufatteligt barnlige pigethed, når de rødmende rendte rundt og lod livet handle om drenge. Nej, det havde aldrig været hende. Alligevel svarede hun ikke, men lod atter sin mimik og gestik tale for sig, da hun i en let bevægelse trak på de spinkle skuldre og sendte det af sted med et kryptisk smil, der passede fint til det dybe, hemmelighedsfulde glimt, der spillede i hendes øjne, lod ham bare tale videre efter han havde fået tid til at sidde lidt i tanker.

”Emrys, dog..”, hun kunne ikke tilbageholde en let latter, der bar et let strejf af en drillende hån, ved hans ord. Som om hun nogensinde ville berette om sine tricks, om de ufattelige lag og slør af magi hun kunne lægge om ham, få ham så indpakket at han ikke ville bemærke det selv hvis han fik tyret en spand vand i hovedet. Hendes hånd hævede sig fra sin plads i hendes skød og søgte over mod kollegianeren for at finde hvile på hans lår, tæt mod knæet, lod lige så forsigtigt de slanke fingre lukke sig om hans ben i et blidt klem. ”Det tror jeg allerede du har helt fine billeder af i dine tanker”, det kække smil havde fundet tilbage til udelukkende at være en svag trækning i den ene mundvige, der fik de fyldige læber til at skubbes sammen i et lettere gådefuldt smil, der tit var at finde hos hende. Øjnene udstrålede dog stadig den samme stålsathed som altid og der var der på ingen måde nogle antydninger af tvivl at finde. Da han dog atter åbnede munden for at tale, var der igen ingen intentioner om at svare. Evelynn var ikke en pige, der plaprede løs om sine hemmeligheder eller de ting, hun gjorde til andre fordi hun ikke selv kunne holde på dem. Nej, hun nød det hvis man rent faktisk selv gjorde en indsats for at finde ud af ting om hende og det var en af de første prøver, hun ville hive Emrys igennem. Det var nok også mest derfor hun valgte at spise ham af med endnu et lille, uskyldigt træk på de spinkle skuldre, bevægede deres samtale videre mod endnu et lille, humoristisk twist – endnu en lille leg, hvor han villigt legede med som en brik i hendes spil i snakken om menukortet.

”Jeg tvivler på du på nogen måde kan overraske mig, Emrys Cadwallader, men du er da meget velkommen til at afprøve mig.. Måske et sted, der er lidt mere.. privat?”, hendes læber blev atter bredt ud i et skævt smil, mens to fingre sigende fik taget sig en vandretur lidt op ad hans lår for kortvarigt at kærtegne ham, før de søgte tilbage mod hendes egne ben. ”Du har en måned og vær nu kreativ.” Hendes ord var ligeså meget en ordre som en bøn, da hun sendte ham et kattevenligt smil for så at rejse sig fra bænken og søge tilbage i skyggerne indenfor på slottet.

out