Med forår i luften...

[Kathleen Kennith]

Kathleen smilede atter til ham og mærkede sommerfuglene bryde fri sammen med et forventningsfuldt glimt i hendes mørke øjne. Han havde ikke taget hendes forbehold forkert. Han var gået med på dem og virkede til at have accepteret dem fuldt ud. Hun lod frit sit blik vandre over hans ansigt i den korte tavshed der opstod og indprintede ham, som han var lige der, i det øjeblik. Halvskyggen og solen tegnede skygger over hans træk, men formindskede ikke følelserne der strålede fra hans øjne eller smilet der havde sat sig fast. Så bemærkede hun hans blik vandre om bag hende og op, og lod sig falde sidelæns ned at sidde helt på jorden frem for sine ben, så hun kunne se i samme retning. Den lysning de var endt i var ikke så afskærmet som hun først havde troet, men var mere end synligt fra Slottet. ...åh åh... Den blotte tanke om hvem og hvor mange der kunne have spottet dem var nok til at sende sommerfuglene i knæ. Så vendte hun blikket tilbage mod ham og smilet fandt sig selv igen uden mindste tanke. ”Umm, lad os det...” Hun flyttede sig så hun kom til at sidde bedre og lagde så hovedet på skrå, mens et skælmsk smil trådte frem. ”Såå, når nu vi sprang et par skridt frem...” Hun fugtede sigende læberne, ”.. skulle vi måske tage dem vi sprang over? Sådan snakke sammen?” Latteren var tydelig i hendes øjne, mens hun ledte efter et godt sted at starte igen. Et sted der både var personligt og ikke og som ikke virkede for overfladisk. ”Du var fra Skotland? Hvor henne i Skotland?”

Tag: Drake Maverick
Sted: Plæne
Ord: 312
Notes: Tænkte på om vi skulle runde dem af her snart og tage den op næste dag måske? Så kan de nå at se rygter og den slags

[drake]

Han nikkede blot sigende af hendes ord, hun havde fuldstændig ret, det var nok det bedste at vende tilbage til deres normale samtale, kysseri kunne der hurtigt blive for meget af, og det ville der samtidig være plads til senere. Synet af Samuel der havde siddet i vinduet var skræmmende, og han vidste at det ville få konsekvenser, men han ville tage et skridt af gangen, og det var sådan det var. "Jo du har nok ret... Det er nok bedst at snakke lidt sammen." Sagde han roligt og blinkede glad til hende. Glimtet i hans øje var der stadig, og hans skæve smil prydede hans ansigt med et snert af charme. Hendes spørgsmål fik ham til at smile lidt bredere. "tjoo.. Jeg kommer oprindelig fra Glasgow.. Men på den anden side, kan jeg jo ikke rigtig kalde det et hjem.. jeg betragter det mere som et fængsel" grinte han, og rødmede en smule. Men det var tydeligt at han tog hendes spørgsmål seriøst, han så imod himmelen i et split sekund og mærkede den varme sol som let skinnede fra himmelen. Den blå himmel var vidunderlig, og skyerne var langt borte, det var bare en perfekt dag på Hogwarts. "Såå... har du sådan... mange beundrere?" Spurgte han en smule kikset, og rødmede let, han var ikke vandt til at stille denne form for spørgsmål, og det irriterede ham lidt at han ikke havde bare lidt mere styr på piger. Han vidste ærlig talt ikke hvordan man skulle opføre sig i en piges nærvær, han vidste bare at man skulle charmere sig ind på dem, så man kunne tale med dem, men hvordan vidste han ikke helt. Han rettede atter blikket imod hendes ansigt, og betragtede hende let som de sammen gik videre ned af stigen.

Note: God ide.. Jeg mener også at vi snart skal til at lukke den af Så jeg tænker lidt at vi kan lave en åben slutning hvor de blot sammen går og snakker? =) og gå imod slottet eler noget?

[Kathleen Kennith]

Kathleen kunne ikke tilbageholde en let latter ved hans ord, mens hun beholdt hovedet let på skrå. Hun havde ikke glemt hvad han havde sagt om sin opvækst, men kendte ham heller ikke godt nok til at vide om det var overdrevet eller nedtonet. Lige meget hvad var det ikke noget for en frisk forårsdag i en lysning med en man lige havde mødt. "Mine forældre har en hytte nær Stonehaven i Aberdeenshire?" Hun så spørgende på ham, for at se om det sagde ham noget og gik så gladeligt videre. "Der er vi hver sommer. Det er ud til havet og dejligt isoleret, selvom der er en by nærved - og susepulver er jo heldigvis til, så..." Hun smilede til ham og lod sin ordstrøm dø ud. Hun vidste at hun kunne blive ved, men ikke om det var specielt relevant lige nu.

Så fulgte hun igen hans blik, der denne gang gik mod himlen og solen fremfor slottet og de mulige øjne. Hun kneb sine selvsamme sammen mod solen og bed så sine næste ord af før de forlod hendes mund. Det var bare ikke noget man sagde højt. Tiden var løbet fra hende og skulle hun nå at læse de kapitler inden aftensmad kunne hun ikke blive siddende, selvom det var dejligt. Hun rejste sig op og skulle til at sige noget, da hans spørgsmål faldt. Et langt øjeblik så hun bare målløst på ham, før en perlende latter pressede sig frem og ikke var til at stoppe. Hun rystede på hovedet og kæmpede med at få kontrollen tilbage, før hun stadig med leende øjne rakte ham en hånd for at hjælpe ham op. "Så skulle der jo være nogen der indså jeg var andet end mine forældres datter først!" Hun slap hans hånd igen og børstede græs og jord af sine bukser. Med blikket væk fra ham tilføjede hun. "Så, nej! det tvivler jeg i allerhøjeste grad på jeg har!"

Hun faldt i trit med ham hen af stien og ledte dem tilbage mod træet og plænen. "Jeg skal lige have min ting med på vejen, men måske du vil føles op til slottet?" Hun så afventede på ham mens de gik og ledte så snakken hen på andre mere neutrale emner så som musik og rejser.

((Forlader tråden))

Tag: Drake Maverick
Sted: Plæne
Ord: 443
Notes: Så slutter du bare med din