Med forår i luften...

[Kathleen Kennith]

Kathleen vendte en side i bogen og lod blikket glide ned over den. Lige så dødsyg af udseende som alle de forgående. Med et suk gik hun gang fra toppen, krydsede fødderne i luften og lod dem vippe frem og tilbage. Det var lørdag og hun var iført jeans, gummisko og en lun bordeaux rød sweater med stor krave udnyttende at være tilladt at være ude af uniformen for en gang skyld. Hun nåede dog ikke mere end tre linier ned, før hendes blik vandrede fra siden i bogen og ud over græsplænen til et blad fanget i et legende vindpust. Hun betragtede det drømmende til vinden tog det væk og så så pligtskyldigt tilbage i bogen. Den var ikke blevet mere spændende. Hun sukkede og flyttede på bogmærket. Nok var hun Ravenclaw studerende, men dagen var bare for dejlig til at læse lektier på! Hun vrikkede let med fødderne og tvang sig gennem endnu tre linier, før hun lukkede øjnene opgivende og lod hovedet falde ned i bogen. Det var bare så kedeligt!

Vinden strøg hen over hende og den letgenkendelige lyd af papir der tog flugten fulgte. Hun løftede hovedet med et sæt og stirrede stift efter papiret på flugt og udstødte så en ed, som hendes far forhåbentlig ikke vidste hun kunne. I en og samme bevægelse lukkede hun bogen om bogmærket og satte af sted i et glidende spring, stadig kun med blik for papiret. Bag hende på tæppet lå der bøger på resten af papiret som nu også fik en fold af tæppet trukket ind over sig. Hun kastede sig frem og landede på knæ med en hånd på papiret og et triumferende smil på læberne. "Fik dig!" Udbrudet kom, før hun var sig bevidst om at det var tiltænkt en død ting. Så svingede håret til siden og væk fra ansigtet, mens hun rettede sig op og samtidige vendte sig rundt for at gå tilbage til tæppet.

Tag: Drake Maverick
Sted: Plæne
Ord: 362
Notes: -

[drake]

Han satte foden ind foran sig og skiftede så igen. Det ene skridt efter det andet, og vinden der let legede med hans hår gav ham endnu et bevis på at foråret var på vej. Solens varme stråler skindede ham let i hovedet, og han trådte ud på græsplænen, med hastige skridt. Overalt hvor han gik så elever på ham med en anelse frygt, og som han gik sluttede flere og flere fra hans gruppe sig til ham. De gik i en faretruende formation som rundede ud i et stort "V" hvor han gik forrest. Alle havde hørt om det der var sket med Gryffindor eleven der næsten var blevet dræbt, og de fleste vidste nu at det var hans skyld at eleven var kommet så galt af sted, men han var ligeglad, for det var hans egen skyld. Alle var åbenbart udenfor i dag for at sole sig, og læse lektier, men han kom egentlig bare for at slappe af. Sammen med gruppen gik de over til et træ, og satte sig ned hvor efter de alle begyndte at snakke intensivt. Han snakkede med en rødhåret pige der lige var kommet ind i gruppen, hun var egentlig fin nok , men han var nok ikke lige fyren der viste flest velkomne følelser. "Jeg Sagde til ham at han kunne re..." Han holdte inde og rettede blikket i retning af en pige der tydeligvis havde kastet sig efter et stykke papir. Han grinte let over hende, og de andre fulgte hans blik. Hun var en mindre elev, og tydeligvis ikke en der var kendt alt for meget, han vidste i hvert fald ikke hvem hun var. Han rejste sig med et ondskabsfulgt smil, og de andre fulgte ham med øjnene. Han kunne høre at de indbyrdes snakkede om ham og pigen der hektisk havde kastet sig efter papiret, og indimellem kunne han fornemme hvordan de frydede sig over situationen. Han gik roligt hen til hende, og stillede sig, hvorefter han lagde hovedet let på skrå. "Godt fanget" Sagde han køligt, og smilede stadig.

[Kathleen Kennith]

Kathleen stoppede op, da en stemme lød lidt til siden for hende og drejede sig videre om mod den, mens et uforbeholdent muntert smil formede sig på hendes læber. Hun havde ikke hørt nok komme og havde egentlig slet ikke tænkt over hvem der ellers var på plænen da hun kastede sig ud i jagten på papiret. Var også ligeglad. Hendes stolthed kunne sagtens klare den slags småting. "Tak! De kan være sværere at fange end blade nogengange..." Hun overhørte med vilje hans kølinge tone, der kunne tyde på han ikke mente hvad han sagde. Så strøg hun det flyvske, løse hår helt væk fra ansigtet og så op på ham. Han smilede, men ikke noget rart smil.

Genkendelsen var øjeblikkelig selvom hun aldrig havde talt med ham før. ..Drake Maverick.. han havde fået skabt sig et navn som voldelig og intolerant medlem af The Riddlers. en af Fenellas folk, som kørte sit eget løb og lod hende om at forsøge at redde skaderne. Tanken om en frustreret eller ligefrem rasende Fenella der lod det gå ud over en af sine egne og ikke en muggler eller halvblodselev fik et muntert smil på plads, det lykkedes hende at beholde som hun så op i hans mørkebrune øjne med sine egne varme af samme farve. "Men det er vel under din værdighed begge dele, Maverick?" Hendes tone var let og drillende, men et vagtsomt glimt var at finde i bunden af hendes øjne, som de gled mod hans gruppe bag ham blot for hurtigt at vende tilbage til ham igen. Det var lederen man skulle holde øjnene på. Det var ham der gav signalet til angreb hvis det kom - en gammel lektion lært på den hårde måde for flere år siden og aldrig glemt. Hun kunne heller ikke slippe sin forundring over at han havde forladt gruppen for at snakke med hende. Det pirrede hendes nysgerrighed så meget som hendes varsomhed. Noget der var tydelig i hendes blik og vedvarende smil.

Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 368
Notes: -

[drake]

Hans smil blegnede en smule, og hans kolde øjne fik en smule varme. Hun smilede stadig til ham, selvom han havde været så kølig, og hun havde med garanti hørt om ham da hun kunne hans navn, så hvordan turde hun svare igen på den måde? Han stod stille lidt, og prøvede at vurdere om hvorvidt hun kendte ham eller ej, om hun var værd at bruge mere tid på. "Hvad ved du da om min værdighed frøkken?..." spurgte han elegant, og rakte høfligt en hånd frem imod hende, det var nok den venligste gestus han havde haft i lang tid. Han undrede sig let, hvem var denne pige? hun var tydeligvis ikke særlig skræmt over hans positur, og det glædede ham lidt.

Gruppen var begyndt at snakke bag hans ryk, og han kunne høre hvordan de alle var begyndt at diskutere pigen som nu sad foran ham, hun skævede også til dem så det ud til, men igen så det ikke ud som om hun var særlig skræmt. Gruppen vidste godt at han bestemte hvornår de kunne gå på hende, og hvornår de ikke kunne. Men han kunne ikke se nogen grund til at de skulle springe på hende, hun virkede som en type han klart kunne hænge ud med, selvom han normalt ikke brudte sig særlig meget om andre kollegier, eller mindre årige elever. Det var da en utrolig flot dag i dag, men der var en sær frygt i luften, og overalt hvor han og gruppen gik, havde der spredt sig en frygt. En frygt som han aldrig havde oplevet før det med Damon. Ja ... Han var respekteret nu.

[Kathleen Kennith]

Kathleen vedblev med at se op på ham, mens hans udtryk langsomt ændrede sig fra kølig permafrost til noget der bestemt kunne forveksles med varme og en vurderende forundring. Hvad han havde ventet af hende var åbenbart ikke blevet opfyldt. Så tog hun hans hånd og lod ham hjælpe sig helt op at stå, mens hun holdt papiret i et fast tag med den anden hånd. ”Men tak, gode herre!” Orderne forlod hende muntert, før hun klemte hans hånd let og svarede på det usagte spørgsel, før det stillede. ”Kathleen, men Kate er at foretrække.”

Hun slap hans hånd, som hun lagde hovedet let på skrå og fordi hun kunne lod blikket glide over ham, mens hendes smil ændrede sig til et hemmelighedsfuldt lille et. Han virkede mere tilnærmelig end hvad hun havde forventet med det rygte han så hurtigt og kontant havde banket op. Ikke mindst hans ry for kun at tale med slanger. Gruppen bag ham var alle slanger og skønt der var nysgerrighed at spore i deres blikke, var der også lovning om uanede problemer af både verbale og fysiske karaktere. Hendes opmærksomhed var dog hurtigt tilbage på ham, hvor hun noterede sig hans selvsikre holdning og atter at der var kommet varme i hans brune øjne. ”Bestemt ikke alt, der er værd at vide...” hendes smil udvidede sig og et skælmsk glimt gik i det og hendes blik, før hun tilføjede. ”Men du føler dig måske inspireret til en bladjagt?” Hvis han gjorde ville hun ikke bare blive overrasket men nærmere chokeret. Noget sagde hende at hun heller ikke ville være den eneste. Papiret i hendes hånd fik en fold, klemt fast mellem fingrene og var et af de få tegn på at hendes varsomhed bestemt ikke var væk. Hun frygtede ham ikke, men det gjorde ham på ingen måde ufarlig at være nær eller tale med.


Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 358
Notes: -

[drake]

Hendes ord fik ham blot til at le let, hun var hverken arrogant, heller ikke idiot. Hun vidste udemærket god hvem han var og hvad han var i stand til. Med et skævt smil slap han hendes hånd, da hun havde præsenteret sig selv. Hun var en frisk pige, men var hun mon god for hans ry? ville han have lige meget respekt efter dette? Han mærkede hvordan ulvende bag ham var klar til at springe på hende, han vente sig roligt om og hvæsede til dem hvorefter de alle blev stille igen. Hun vidste ikke alt der var værd at vide om værdighed endnu, nej det gjorde hun vel ikke. Hun var en hvad.. 5 årgangs elev? så hvad vidste hun endnu? ... Han beundrede let hendes mod med et glimt i øjet, og mærkede hvordan han bedre og bedre kunne lide eleven der stod foran ham, hun respekterede ham åbenbart, men enhver vidste at det ikke var smart at stille sig overfor ham. Hendes tilbud med hensyn til bladjagt fik ham blot til at smile mere, og han morede sig let. Det var meget lang tid siden han sidst havde haft det så morsomt, enten var hun fuldstændig inkompetent eller også havde hun en god sans for humor. Han rynkede let på næsen, og rettede så atter sine øjne mod hendes. "Jeg er ikke i humør til at jagte ligegyldige ting lige nu, må jeg jo indrømme... men jeg er sikkert fristet en anden gang." Sagde han med en lettere kølighed, og beundrede dernæst hendes former. Han var ikke typen der rendte rundt med den ene pige efter den anden, og han var bestemt ikke typen der gik efter at finde pigerne. Men fra tid til anden kunne han ikke lade være med at kigge. Nysgerigheden bredte sig dog lidt da hun så fuldstændig rolig ud. "Må jeg spørge hvorfor du ikke har den samme frygt til os som alle andre? er du da ikke bange for om det faktisk var mig der næsten dræbte det mudderblods pjok? eller er du ligeglad med det?" han lod til at more sig utrolig meget over sladderen og han afventede blot svar, mens hans mundvig roligt trak op i et ondskabsfuldt smil.

[Kathleen Kennith]

Kathleens øjnene funklende lidt af delt latter som han svarede hendes ord med en sådan. Det skæve smil klædte ham og var en velkommen afveksling fra det ondskabsfulde, der virkede til at være groet fast. En ting der dog på ingen måde forandrede sig, som de så hinanden an, var den udstråling af ventende problemer, hvis hun forblev i hans nærhed – og det var ikke kun hans trofaste hundekoppel. De var som sådan slemme nok og ville uden tøven give hende en gratis tur til hospitalsfløjen. Hvad der ventede der var den anden fraktion han ville give problemer for hende med. Hendes tanker var dog ikke længe fra nyet og hendes ansigtskontrol perfekt, da han hvæsede af det begyndende ulydige koppel og satte dem på plads. ..hvor veltrænede de dog er... Hun lod dog ikke sin morskab over det skinne igennem. Det ville være for dumt. I stedet mødte hun hans blik og lyttede, før hun strøg håret væk fra ansigtet endnu engang. ”Åh, jamen så vil ubetydeligheden her da lade dig komme tilbage til dine sikkert vigtigere gøremål...” Tonen hun svarede hans kølighed med mere end grænsede til sarkasme, men var alligevel så blød og varm at det ikke var helt til at sætte fingeren på om hun virkelig var det. Det var hun dog.

Hun drejede sig langsomt med den klare hensigt at gå tilbage til sit tæppe og sine ting, men skyndte sig ikke. Hun havde taget et enkelt skridt, da han talte igen og fik hende til atter at stoppe og og vende sig om mod ham. Den ene hånd placeret på hoften, som var skudt ubevidst ud til siden. Hendes øjne var med et blevet alvorlige og en smule kølighed sneg sig ind i hendes stemme. ”Fordi der findes så meget langt værre end jer derude.” Hun så på ham et øjeblik med en udtryksløshed, der var så tydelig en forandring fra hendes forgående munterhed at det næsten skreg til himmelen. ”Åh ja, det siger rygterne jo... og nej. Det er jeg ikke.” Hun så koldt på ham og hendes stemme fik et tyndt lag af is. ”Du er måske åh så stolt af det? At have været som katten der leger med musen for at vise den er højere i fødekæden end den? Ihh ja, det er så flot en bedrift!” Hun så afventende på ham. Nogle fuldblodstroldmænd havde bare ikke forstået hvad det betød at være det. Hvorfor spille tid og energi på at genere nogen der var startet under en selv i kapløbet om at blive bedst? Det var både spild af tid og desideret dumt.


Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 499
Note: -

[drake]

Han betragtede hende som hun vente sig imod ham, og svarede ham med en kølighed han aldrig havde forventet. Hendes ord, og hendes vurdering af hans bedrift gjorde ham aldeles vred til at starte med. Han var et sekund fra at kalde sine hunde da hun ellers viste sin sarkasme overfor ham, hun syntes uden tvivl at han var en oplæst nar som kun var ved at slutte et pjoks liv for at vise sig selv. Vreden aftog let, og han lod til at more sig istedet, det ondskabsfulde smil forsvandt atter igen, og blev erstattet af et varmt og en smule skævt smil som næsten nåede ham til ørerne. Han betragtede hendes ansigts positur da hun tydeligvis vredt så på ham. Han tog nogle hurtige skridt imod hende, og tog et fast greb om hendes håndled. Hundende bag ham sprang op, trak deres stave hvorefter de rettede dem imod dem. De havde åbenbart fulgt med i det hele, og det var jo også det de var der for. Han fjernede ikke øjnene fra hendes, men klemte dog sit greb lidt strammere om hendes håndled. Han morede sig utrolig meget, og smilet blev blot bredere og begyndte næsten at pryde hans robuste ansigt. "Jeg må sige jeg er imponeret, og... " han tøvede lidt, men fortsatte atter. "jeg er glædeligt overrasket Kath... Du er ikke så lille som jeg først troede du var, og du har bestemt ret med hensyn til det med katten og mussen, men en hemlighed imellem os to?" Sagde han varmt, og snakkede i en tone af venlighed og imødekommenhed som han aldrig havde brugt før. "Imellem os to, gjorde jeg det ikke så jeg kunne vise mig selv.. men i selvforsvar." hviskede han, og smilede blot. "Jeg sidder her henne hvis du synes en opblæst nar som mig er værd at lære at kende." Sagde han varmt og blinkede let til hende, hvorefter han vente rundt og begyndte at gå imod sit koble.

[Kathleen Kennith]

Kathleen så vreden stige op i hans øjne, som hendes ord køligt faldt, blot for at blive afløst af det ubehagelige smil han havde haft på, da han komme over til hende. Det gav hende et kort sug i maven og ikke på nogen god måde. Så overraskede han hende helt, da han skiftede igen. Hendes vrede vaklede som den mødte hans varme smil, som virkede til at være ægte. Smilede han af hende. Til hende? Overraskelsen blev først helt tydelig på hendes ansigt, da han fjernede afstanden imellem dem og lukkede sine hænder om hendes håndled. Hun trak dem til sig med et sæt, men uden at opnå andet end at grebet blev strammere. Hun kneb øjnene sammen og læberne det samme, før hendes blik fór om bag ham til hans tro følgere. Alle klar til angreb uden at skænke en tanke hvorfor og over hvad. Hun så hurtigt tilbage på Drake igen, mens hun trak sig ind i skjul bag ham, eneste fordel ved at være lille lige i den situation, og indså at hans blik ikke havde forladt hende. Så blev hans smil bredere, mens han klemte hårdere om hendes håndled. Hårdt nok til at få hende til at skære en grimasse, mens han begyndte at tale.

Kulden i hendes blik havde ikke fortaget sig helt og hans første ord fik blot et fnys med på vejen. Hvem troede han lige han var? Hun så afventende på ham, som hans stemme blev varmere og han virkede til at smide facaden af bedre-end-verden problem-mager til fordel for en fyr der faktisk virkede interessant at lære at kende - selvom han stadig virkede lidt for selvtilfreds med hvad han så åbenlyst indrømmede at have gjort. Hun fortsatte med at betragte ham til han sluttede af med en invitation og vendte sig for at gå. Hun lod overraskelsen skinne igennem og kom så med en ed, der ikke hørte til på land, da det gik op for hende at han ikke havde sluppet hendes håndled og hun måtte følge med for ikke at falde. "Fint, fint, du har min nysgerrighed fanget - blandt andet!" Hun gav et ryk med sin højre hånd, for at fange hans opmærksomhed, men fulgte ellers roligt med. "Hvordan kan det forklares som selvforsvar?" Hun skævede til hundene for at se hvad de sagde til at han havde hende med tilbage. Om de havde en mening eller blot fulgte hans ønsker uden en knurren.

Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 449
Notes: -

[drake]

Han slap omsider hendes håndled, så hun kunne få blod til hånden. Han lod en stille latter smutte ud mellem hans læber og rettede så øjnene imod himlen. Hun vidste det ikke så hun kunne selvfølgelig ikke forstå det. "Jo ser du.. Mudderblods pjokkeet valgte at angribe mig da jeg så ham i øjnene på syvende etage... Han fik såret mig, så jeg valgte at forsvare mig selv, og han er nu et bevis på at det i sidste ende altid ender galt for overgrebs mændene" Sagde han med en let spydighed, og sørgede omhyggeligt for at udtale mudderblod som noget han frastødte inderligt. De gik roligt ved siden af hinanden, og da de endelig nåede til gruppen stoppede han stille op, viftede afvigende med hånden og vendt sig så imod hende. "Venner.. det her er Kathleen, den modigste elev der nu befinder sig på skolen.. " Sagde han og grinte let over tanken ved frygten. De grinte alle med, men blev så atter stille og så på ham. "Jeg forventer i alle byder hende velkommen, er der forstået?" Hvæsede han, og så rundt på gruppen som alle betragtede ham. De nikkede indforstået og genoptog alle samtalen igen. Han vendte hovedet mod hende og fangede hendes blik. "Sid ned" Sagde han varmt og smilede til hende hvor efter han rakte en indbydene hånd i hendes retning. Stemningen var ikke længere presset og der var ikke nogen der skulle være bange for noget mere, for alle vidste præcist hvor de skulle være og hvem de skulle snakke om. Kath var ikke en farlig person her, medmindre hun var venner med Damon. Han havde dog haft nogle episoder med nogle tidligere flirts som Damon havde haft. Det ragede ham ikke rigtig, for han havde det han skulle bruge. Han rettede atter blikket imod Hende og lod smilet falme for atter at bevare et roligt ansigtsudtryk. "Så ser du, det var selvforsvar, jeg er sikker på det slog klik for ham, men hvem ville dog ikke have det sådan hvis man var opfostret i en mudderblods familie" Sagde han med en rolig stemme, og så afventende på hende.

[Kathleen Kennith]

Da han slap Kathleens håndled foldede hun hurtigt papiret to gange mere og puttede i lommen på sine jeans, før hun massagerede håndledet. Taget havde været hårdt nok til at lukke for blodtilførelsen. Denne kom tilbage med en let summen. Kathleen holdt hånden op og vendte den fra side til side, mens hun lod blikket glide over håndledet og samtidig lyttede til hans ord. Det ville nok desværre efterlade mærker. ...så meget for kortærmet i nær fremtid... Hun så frem mod gruppen, mens hun endnu engang spekulerede på om det nu også var en god ide. De virkede stadig angrebsklar, som de nærmede sig og han forklarede. Hun drejede hovedet og så op på ham med et hævet øjenbryn. "Fuldstændig uprovokeret?" Hun havde svært ved at tro det og lod tvivlen være tydelig i hendes stemme.

Så var de ved træet og hun lod varsomt sit blik møde hver enkelt i hans gruppe og forsøgende at forholde sig neutral ved deres latter. Det var stadig et farligt selskab, selvom det virkede til at truslerne var begravet i forårets sol og varme. "Hej...!" Hun holdt det kort. Han havde alligevel sagt hvad der skulle siges. Drakes videre kommentar fik et skævt smil frem, der glimtede ganske let i hendes øjne. ...som en kejser i eksil... Munterheden var der stadig, som hun tog hans hånd igen og indtog sin tildelte plads. Lidt galant var han og hun kunne ikke sætte en finger på stedet de havde valgt at slå sig ned. Hun havde altid elsket at betragte bladene over sig bevæge sig roligt i vinden.

Hun lænede sig tilbage mod stammen og trak benene let op, så hun afslappet kunne lade den højre hånd hvile på knæene mens hun støttede den anden i græsset. Hun så skråt op på ham, noget mere i højde nu de sad end da de stod, og mærkede sit smil falme, som han atter genoptog snakken om det eneste emne han tilsyneladende tænkte på i dag. Det måtte også fylde meget at have været ved at tage et liv. Mere end at have gjort det? Det var ikke et spørgsmål hun havde lyst til at stille, for hun havde en fornemmelse af hvem der kunne svaret. I stedet løftede hun hånden fra knæet og strøg håret om bag øret. "Ikke alle kan være lige heldige nej, men det kan altså ikke forklare alt..." Hun så undersøgende på ham og lagde så hovedet let på skrå. "Har du nogensinde mødt en... " Hun afbrød sig selv. End ikke for at undgå problemer her ville hun tage det ord i sin mund. "... sådan familie? De kan være ganske fascinerende..." hun så spørgende og afventende på ham.

Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 526
Notes: -

[drake]

Han spærrede vantro øjnene op, hun var selv en fuldblods gik han ud fra, så hvordan i al verden kunne hun stille sådan et spørgsmål? Han rystede let på hovedet og begyndte så at grine. Det tiltrak de andres opmærksomhed, og da det gik op for dem hvad det var de snakkede om kunne de heller ikke lade være med at trække på smilebåndet. "Kath... Jeg må jo nok indrømme at jeg aldrig har mødt en rigtig mudderblods familie.. men på den anden side, ved jeg heller ikke om jeg har lyst.. Men hvordan kan de da være fascinerende?" Spurgte han i en meget interesseret tone, og lod sit blik hvile på hendes øjne. Hendes ansigt glimtede let i solen og han mærkede en let brussen i sit indre, hun var en utrolig smuk pige trods sin alder. Hans ondskabsfulde tonefald var pist væk, og han snakkede nu kun venligt til hende. Tale emnet om mudderblods familier, var ikke det fedeste emne han kunne tænke sig, men han bød dog ind på emnet og lyttede interesseret ligesom alt andet.

Varmen fra solens stråler skindede ned imellem bladene der let legede med hinanden over deres hoveder. Træet var stort nok til at rumme så mange mennesker, og flere elever strømmede nu ud fra slottets mure, for at blande sig med mængden. De fleste elever sendte dem skræmte blikke, og frygten var tydelig at spore i deres øjne. Men han drejede blot hovedet til Kathleen, og lyttede atter godt efter. Tænk engang, at en femte årgangs elev, kunne se bort fra al omtalen, og så vælge at slå sig ned med personen der var mest frygtet på skolen i øjeblikket. Det kom meget bag på ham, og tanken fik ham blot til at smile.

[Kathleen Kennith]

Kathleen så hans reaktion på hendes ord og gjorde intet for at skjule det muntre smil hans vantro fremkaldte. "Så du er ude fra landet!" Ordene faldt før hun nåede at tænke, men hun fortrød dem ikke. Kun fuldblods der isolerede sig selv på landet reagerede sådan. Eller det var i hvert fald hendes erfaring. Måske var den farvet af den noget bredere accepterende stemning der var på Ravenclaw end Slytherin? Eller var han bare så snæversynet som chokket kunne antyde. Hans ord tydede lidt på det, selvom de var interesseret noget der overraskede hende.

Hun smilede fortsat med hovedet let på skrå og blikket kun på ham. Resten af gruppen var glemt, selvom hun var sig bevidst om deres grin og blikke. ...som en adelsfrøken i middelalderen må have haft det... altid overvåget og aldrig på to-mandshold... Hendes tanke forstærkede kun hendes smil, som hun svarede hans spørgsmål. "Måden klare ting på uden magi - løser problemer med hjerne, muskler og snilde, som kun ville tag et sving med staven og dårligt nok en tanke. Deres fortællinger om fremmede verdener, mens de overser så meget af den de er i... det er meget fascinerende!" Hun så afslappet på ham uden forventning om at han ville forstå hvad hun mente. Det var der så få fuldblods der gjorde. De benægtede en del af verden lige så meget som mugglerne gjorde, men kaldte det bare noget andet. Hun smilede og vendte ansigtet op mod solen og lod dens stråler varme sig. De kaldte det 'at hæve sig over smudset', som adlen tidligere havde gjort over bønderne. Det endte dog aldrig godt. Hun skævede til siden. Og hun måtte se at få næsen ud af de bøger. "Men du er oppe nord fra?" hun synes hun kunne genkende noget i hans accent.


Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 341
Notes: -

[drake]

Han smilede let af hendes hentydning, hun mente tydeligvis at han var for snæver synet til at kunne se andre ting end blot de magiske, men sandheden var skam en hel anden, hans familie havde isoleret ham fra alt der havde med den slags at gøre. Han lyttede interesseret til hendes fortælling om mugglerne som lidt efter lidt havde fundet ud af at klare sig på de mystiske måder. Han rystede let på hovedet, tænk engang at nogen overhoved gad at hænge tøj op, eller lave mad i hånden. Det var da utroligt.
Hendes spørgsmål kom let bag på ham, og han smilede blot endnu varmere til hende. "Jo.. Jeg er Nord fra, min familie og jeg bor oprindelig i skotland... Med hensyn til det du sagde før.. Så påstår du at de klare sig på de mest vanvittige måder? De gider altså bruge tid på at hænge tøj op selv.. og lave mad selv? Det kan du da ikke mene."

Han rejste sig ubesværdet op og så hende i øjnene. Et lettere varmt smil nåede hans læber og han rakte en hånd imod hende. "Vil du gå en tur med mig?" Spurgte han, og tog sig ikke af de mange forfærdede blikke gruppen sendte ham. De ville tydeligvis ikke have at han gik fra dem, men på den anden side gjorde det ikke så meget.. Han var meget interesseret i det hun sagde, og selvom hun sikkert mente han var en idiot, nød han hendes selskab i fulde drag. Hendes ansigt glimtede let i solen, og hendes øjne skindede en del. Han var ikke den han plejede at være, han var næsten.. Venlig? ordet lød underligt i hans øre, men det var vel det han var ved at blive? Hun gjorde noget ved ham som han ikke brød sig meget om, og en underlig tiltrækning til hende havde bygget sig op. Lige nu vidste han ikke om det var en god ting at han var så varm overfor hende, for det kunne sikkert ramme ham. Men på den anden side, turde han godt løbe risikoen lige nu. Han smilede varmt til hende, og afventede blot hendes reaktion på hans pludselige invitation.

[Kathleen Kennith]

Kathleen lod sig bade i hans varme smil og opmærksomhed, mens hun lyttede til hans svar. Hun havde også været sikker på det var den accent han stadig havde rester af. For de fleste blev den udjævnet over skoleåret, blot for at vende tilbage som de havde samlet den op i ferierne. Hun fulgte ham som han rejste sig op og mærkede hvordan en pludselig generthed sneg sig ind på hende. En meget uvant følelse, som hun skubbede brutalt fra sig og tog hans hånd med et smil. "Det vil jeg gerne..." Hvorfor de få ord startede en flagrende fornemmelse var hun heller ikke sikker på, når intet han hidtil havde gjort eller sagt havde haft samme effekt. Meget mystisk. Hun skubbede også det fra sig til granskning senere, mens hun lod ham hjælpe sig op. Hans hånd var varm og stærk. En styrke hendes ene håndled bar prag af, men også en styrke der gjorde det let at komme op fra græsset under træet.

Hun slap hans hånd hånd tøvende som hun var kommet op og stå og lod ham vælge retningen de skulle i. Hans flok havde hun et enkelt smil til, før hun faldt i trin ved siden af ham, tæt nok til at deres hænder strejfede hinanden som de gik. "Ikke alle gider hænge tøj op, men så bruger de en maskine til at tørre det i og maden bestiller de med en anden maskine.. det er faktisk meget smart på nær lige at hver maskine kun kan en ting så de skal have frygteligt mange af dem..." Hun så op på ham og kunne ikke lade være med at smile igen. Det var så mærkeligt at gå og snakke rimeligt fornuftigt med en hun vidste havde gjort hvad han havde. At han kunne have en venlig side... ja ligefrem lyttende og interesseret side. Hun havde lidt forventet en mur af stædig modstand mod anderledes tænkning og især mod hendes fascination af at der fandtes andre måder at gøre tingene på.

"Mine forældre boede nær London, da jeg var lille, så fik lidt af det hele ind. Det er svært andet egentlig." Hun lo perlende ved mindet om hvordan kvarterets blanding af nogle få fuldblodsfamilier, en del halvblodsfamilier og mange mugglerfamilier alle holdt ting skjult for hveranden. Hun havde opdaget det, som hun havde knyttet bånd på tværs af blod og magiske egenskaber.


Tag: Drake Maverick
Sted: Plænen
Ord: 451
Notes: -