SEMIFINALEN - Matt VS Betrys

[Matt Taylor Blythe]

I'm not in competition with anybody but myself
...my goal is to beat my last performance...


▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Betrys Griffith Wearing; This

Sin modstander taget i betragtning, og det han havde set hende i duellerne før denne, kom det ikke frygteligt meget bag på Matt, at Betrys blev ved selvom hun tydeligt var skadet. Et anerkendende glimt sneg sig et øjeblik ind i hans blå øjne, før han blev tvunget til at reagere igen, da hendes næste udfald var af en lidt anden kaliber end han havde regnet med.

Få øjeblikke efter ramte han selv podiet ganske ublidt og bed så hårdt sammen for at ignorere smerten ved sammenstødet, at han kunne høre sine tænder skære mod hinanden. Han skævede kort til en svidende rift på sin hånd og var ganske klar over, at det ville komme til at gøre ondt at fjerne beviserne på det splintrede podie efter duellen. Han skød dog tanken fra sig om kom let vaklende på benene med både blik og stav rettet mod Betrys. Hans ansigt var sammenbidt og hans blik hårdt, mens han fokuserede udelukkende på sin modstander og lukkede resten af salen ude.

Den chance for at komme op han havde givet hende, var blevet udnyttet til fulde og måske lidt til, og mentalt havde han taget fløjlshandskerne helt af, det sekund han ramte podiet. Han satte alle sine kræfter og evner ind på at nedbryde hendes skjold med en indædt stædighed der fik adremalinen til at pumpe yderligere rundt i kroppen på ham og et triumferende smil blottede hans tænder, da han mærkede hendes skjold give efter. Staven summede mærkbart i hans hånd og han var lettere beruset af følelsen af magien der pulserede omkring ham.

Han kunne dog ikke holde ilden for evigt og måtte til sidst sænke sin stav bare lidt. I det han gjorde forsvandt også røgen og skjoldet i den anden ende af podiet og han fik øjenkontakt med sin modstander et kort sekund, før hendes stav skar gennem luften igen og det ene ord der forlod hendes mund, fik ham til at spærre øjnene vidt op i ren vantro. Chokket var nok til at han ikke nåede at reagere på nogen måde og sekundet efter ramte en hvidglødende smerte hans bryst og fik ham til at vakle et skridt bagud med et halvkvalt smertensudbrud. Hans frie hånd fandt helt på egen akkord op til hans bryst, der føltes som om nogen lige havde trukket en knivskarp rive ned over det. Han stirrede forvirret ned på sin egen hånd, der var rød af hans eget blod og løftede derefter blikket til sin modstander før benene gav efter under ham, og han sank på knæ og ramte podiet med dem først. Smerten fra sammenstødet blev dog nærmest ikke registreret da den skærende smerte fra flængerne på hans bryst tog hele hans opmærksomhed.

Han svajede faretruende og hev gispende efter vejret for så til sidst at kollapse på siden på podiet med den ene hånd famlende formålsløst over brystet. Rummet kørte hidsigt rundt for hans blik og hans ansigt var fortrukket i smerte og panik, mens han stønnende halvkvalt og forsøgte at bevare fokus på et eller andet for ikke at besvime, selvom netop tanken om det, var sært tiltrækkende.

[taut]

ÅBEN
tråden er åben for reaktioner fra andre karakterer

[Jessie Taylor Blythe]

Jess havde siddet på pinde i de sidste fem minutter. Hun var egentlig ret ligeglad med troldmandsduellerne, men selvfølgelig dukkede hun op for at se dem. Det var nærmest obligatorisk, ikke mindst fordi hendes storebror og Annabel begge var nået til semifinalerne. Denne gang havde der ikke været megen trippen omkring den varme grød, men alligevel var det en ufattelig tanke at den ældre kollegianer skulle kunne finde på at gøre noget så drastisk, som det der effektivt lukkede duellen.

Da Matt faldt om på podiet var der noget, der gik i stykker indeni hende. Hun var svagt opmærksom på at hun skreg og så på at hun skubbede hårdt til vedkommende foran hende. Det var ligegyldigt. Hun ville frem til sin storebror – eller måske ville hun frem til Betrys, så hun kunne lægge armene omkring hendes hals og klemme til. Hvordan præcis hun havde tænkt sig at opnå det havde hun ingen anelse om. Hun havde til gengæld en anelse om at lyd stadig forlod hende i et arrigt hvæs, da Siôns stærke arme greb fat omkring hende og standsede hendes forsøg på fremfærd. ”Slip mig,” skreg hun. ”Slip mig, jeg slår hende ihjel, jeg slår hende ihjel!”

Armene strammede deres greb omkring hende selvom hun vred sig og forsøgte at sparke. Hendes øjne stirrede stadig imod podiet, hvor der var en heftig aktivitet af lærere, der blokerede for udsynet. Hun hulkede åbenlyst og opgav efterhånden at kæmpe imod.

[Annabel Baker]

Selvom Annabel stadig havde været både udmattet og øm efter sin egen duel, havde hun ikke været i tvivl om at hun var nødt til at blive stående og se Matts. Duellen viste sig dog hurtigt at være af en temmelig voldsom kaliber og ubevidst havde hun knyttet hænderne så hårdt hele vejen igennem, at neglene borede sig lidt ind i håndfladerne. På trods af det, ville hun dog ikke på noget tidspunkt have været i stand til at forestille sig at Matts modstander kunne finde på at kaste en, mildest talt, forfærdelig besværgelse.

Annabels allerførste reaktion var at stivne komplet, kortvarigt ude af stand til at forstå hvad det var der skete. Det virkede som om tiden gik i stå et øjeblik og først da Matt faldt sammen ned på knæerne, reagerede hun endelig. Det var en komplet urationel følelse af vrede, panik og utilsløret angst der gled igennem hende. Annabel var ikke den eneste i salen der skreg, men hun var ikke selv bevidst om det og havde kun blikket vendt imod Matt der faldt sammen på podiet.

Instinktivt forsøgte hun at komme frem, desperat efter at nå op til den blødende skikkelse, men to par stærke hænder lukkede sig stramt omkring hendes arme og afholdt hende fra at komme væk. På trods af det vred hun sig voldsomt og mærkede slet ikke at det mest af alt gjorde skade på hende selv. Hun hørte heller ikke at hun skreg igen, men var bare alt for bevidst om at hun intet kunne gøre for at slippe væk.

Da endnu et brutalt vrid i overkroppen heller ingen effekt havde imod hendes venners stærke greb og med pletter for øjnene røg adskillige sætninger på portugisisk ud over hendes læber, tydeligvis af komplet rasende kaliber uden at have den mindste kontrol over det, lige dele møntet på Matts modstander og de to knægte der holdt hende tilbage. Annabel vred sig igen og kom med en ødelagt, klynkende lyd, da det ingen effekt havde overhovedet og af ren afmagt reagerede hun i stedet ved at råbe af sine lungers fulde kraft: "Matthew! Matthew! Nej!" Endnu et hulk undslap hende, som hun tilbage på portugisisk råbte at de skulle give slip på hende, i det øjeblik uvidende om at hun var ganske uforståelig overfor dem.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Forberedt på at parere endnu et angreb, blev Betrys stående med hævet stav i retning mod sin modstander, men allerede inden hun så lysstrålen fra sin besværgelse forsvinde ind i Matts brystkasse, vidste hun, at hun havde besejret sin modstander, og hun sænkede sin tryllestav. Vantroen i Matts blik var tydeligt, og Betrys var næsten en smule skuffet over, at det var sådan, hun havde vundet over sin modstander. Denne følelse blev dog hurtigt skubbet til side af den svulmende følelse af sejr, der ikke lod sig påvirke af den opstand, hun havde skabt blandt tilskuerne, og hendes blik glødede som udtryk for, hvor mægtig hun følte sig.

Betrys ville ønske, at tiden gik langsommere, så hun kunne nyde øjeblikket længere, men det forholdt sig snarere tværtimod. Lige så snart ordet sectumsempra havde forladt hendes mund, havde dommerpanelet reageret, og snart var podiet dækket af folk, der prøvede at skærme hendes faldne modstander for tilskuernes udsyn. Hun vidste godt, at hun ikke ville få lov til at fortsætte i duellen efter et træk som dette, men det ændrede ikke på det faktum, at hun var den af de to, der var last man standing, noget der fik hende til at trække umærkeligt på smilebåndet midt i det kaos, hun var ophav til.

matt taylor blythe • oufit

[Night]

LUKKET
vinderen offentliggøres
snarest muligt