|
|
Post by taut on Nov 19, 2011 16:47:49 GMT 1
FØRSTE RUNDE
Meredith vs. Jethro
Lukkes d. 17. december |
|
|
|
Post by Jethro Moriarty on Nov 19, 2011 18:32:52 GMT 1
a lost battle
“IS A BATTLE ONE THINKS ONE HAS LOST” Jethro ved ikke hvilken Imperius forbandelse der var blevet kastet over ham, da han besluttede sig for at tilføje hans navn til duel-listen. Tanken om hæder og ære; kriger status, måske en lille smule magt og respekt, men han havde i hvert fald ikke tænkt tanken igennem får hans pen havde skriblet hans navn på listen.
Jethro trådte op på podiet iført skoleuniformen. Han havde endnu ikke besluttet sig for, om han skulle tage kappen af, da den sikkert kun ville volde ham problemer, men i hans ubeslutsomhed beholdte han den på.
Han havde aldrig rigtig snakket med Meredith, selvom de havde tilbragt de sidste seks år i samme klasselokale, og en enkelt gang var endt i samme gruppe. Hans hænder føltes klamme og svedige, og han gjorde et ihærdigt forsøg på at tørre dem i kappen før de mødtes på midten, for trods alt, så skulle de stadig udveksle høfligheder før Jethro blev slået ud af en pige. Han havde set hvad Meredith kunne gøre, og hun var en værdig modstander. Han håbede blot at han kunne yde det samme.
Jethro sendte hende et hurtigt smil, selvom det langtfra udstrålede den selvsikkerhed han havde gået og ønsket på. Han havde endda prøvet at finde den i Fornødenhedsrummet, men uden held. Hans fingre var iskolde, men han gav hendes hånd et hurtigt, fast klem, inden han næsten småløb tilbage til hans plads. Jethro hævede hans stav og ventede...
Et utal af besværgelser løb igennem hans hoved, men de viste sig alle sammen at omhandle blomster ud af staven, fugle eller fyrværkeri - ikke ligefrem noget der var passende, eller brugbart i en duel. Expelliarmus virkede som det åbenlyse valg, men det var også for let. Jethro valgte dog at gå med hans første indskydelse:
..."Oppugno!" fremstammede han halvkvalt, dog lettet over endelig at have sat kampen i gang. Fra spidsen af hans stav fløj en lille flok fugle, ikke meget større end gråspurve, men med en hidsig hastighed mod Meredith. |
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 22, 2011 18:23:55 GMT 1
gryffindor, where dwell
the brave at heart
[/size] Tag: Jethro Moriarty • Outfit: Here[/center] Mary havde fortrudt at hun havde ladet sig lokke til at deltage op til flere gange, og den enkelte træningsduel hun havde haft inden havde ikke ligefrem formået at gøre hendes kampgejst større. Nærmere tværtimod, tænkte hun som hun tog et par dybe indåndinger for at berolige sig selv en anelse. Hun havde ikke den fjerneste idé om hendes modstanders evner, skønt de havde siddet i samme klasselokale adskillige gange de sidste seks år, men hun var derimod nervøs for sine egne. Alle hendes instinkter bød hende at desertere og komme ud af storsalen så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Med svagt rystende hænder løsnede hun skolekappen og lod den glide ned over skuldrende, før hun lagde den fra sig og vendte sig imod det hævede podie med ben der føltes så tunge som bly. Tryllestaven havde hun allerede i hånden da hun trådte de få trin op og rettede ryggen, i et forsøg på at se bare en smule fattet ud. I ren impuls ville hun have set ud over salen og de mange ansigter der vendte imod dem, men hun tog sig selv i kraven og fokuserede udelukkende på sin modstander og det knapt så krævende indledende ritual. Det var snarere turen tilbage til sin plads, der krævede at hun skrabede den smule mod der hørte med kollegienavnet sammen og beroligede sig selv nok til at stille sig i position. Få øjeblikke efter var duellen i gang, indledt af den jævnaldrende ravn. Til alt held var hans første besværgelse en hun kendte og selv havde benyttet og det opløsende: "Finite Incantatem," kom nærmest naturligt til hende, mens hun i et splitsekund nåede at være lettet over at se fuglene forsvinde, på nær af en uhensigtsmæssig sky af fjer der blev tilbage. Mary havde hurtigt glemt alt om det nøje strukturerede program hun havde memoriseret og fulgte sin allerførste impuls sekundet efter fuglene var væk, med et: "Incarcerous!" Fra spidsen af hendes tryllestav fløj reb i retning af Jethro, som Mary dog tvivlede på var stærke nok til at holde ham fast, skulle de mod forventning ramme målet. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Jethro Moriarty on Nov 28, 2011 0:25:22 GMT 1
a lost battle
“IS A BATTLE ONE THINKS ONE HAS LOST” Jethro havde været alt for optaget af hans første besværgelse og hvor vellykket den havde været, lige indtil at Merediths besværgelse fløj igennem skyen af fjer. Hendes incarcerous ramte ham lige på, og havde nær fejet benene væk under ham. Heldigvis for Jethro, så havde han taget et fast tag i hans stav, hvilket var den eneste grund til at han ikke havde mistet den endnu, dog var der ikke meget han kunne gøre med begge arme bundet ind til hans krop.
Der var intet han ønskede mere end at give op, han havde jo så godt som tabt allerede. Han ville have smidt håndklædet i ringen, men han havde ingen frie hænder at arbejde med. Jethros stav pegede ned mod hans fødder, og han var for bange for at bruge diffindo så tæt på hans egen krop--så han lod sig falde.
Det var først da Jethro ramte gulvet at han kunne mærke rebene give efter. Det lykkedes ham at pege staven nok mod gulvet og dernæst mumle "Deprimo." Et kraftigt vindstød strøg over gulvet, kraftfuld nok til at kunne skubbe Meredith af fødderne hvis hun ikke var hurtig nok, men det gav Jethro nok tid til at løsrive sig fra rebene. Hans ene arm havde den prikkende fornemmelse man får når der ikke kommer nok blod rundt, og det havde ikke gået op for ham hvor meget rebet havde strammet om hans bryst, før han kunne ånde lettet op.
Jethro skyndte sig tilbage på hans ben, omend en smule vakkelvornt, og prøvede at ryste de sidste par sekunder af sig inden næste salve kom. |
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 28, 2011 0:55:04 GMT 1
gryffindor, where dwell
the brave at heart
[/size] Tag: Jethro Moriarty • Outfit: Here[/center] Mary havde ikke rigtigt regnet med at hendes besværgelse ville ramme og stoppede kortvarigt helt op med et overrasket ansigtsudtryk, da hendes modstander kort efter faldt tungt imod gulvet. Af samme grund var hun ikke helt så forberedt på hans pludselige forsvar som hun kunne have været og vaklede et par skridt bagud da et vindstød slog imod hendes ben, alt for tæt på selv at falde omkuld. Det krævede lidt til at mobilisere sig selv igen og i mellemtiden opdagde Mary at Jethro havde fået held til at løsne sig af rebene og stable sig selv på benene igen. Instinktivt løftede hun tryllestavsarmen på ny, fast besluttet på ikke at lade sig distrahere endnu engang, med fornyet selvtillid efter den første vellykkede beværgelse. Hun havde aldrig været den store duellant, men alligevel kom et: "Confundo," naturligt til hende, skønt det ikke var en beværgelse hun havde kendt længe eller mestrede til fulde. Det var dog også underordnet, for i samme øjeblik som hun havde sendt den første afsted, slog Mary endnu et slag med tryllestaven og tilføjede hurtigt "Obscuro," lige bagefter. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Jethro Moriarty on Dec 17, 2011 14:18:48 GMT 1
a lost battle
“IS A BATTLE ONE THINKS ONE HAS LOST” Jethro havde aldrig troet sig selv så heldig, også selvom det havde været mindre yndefuldt. Da rebene havde fanget ham havde han været sikker på at det var hans endelige. Jethro var dog stadig stolt over at have nået så langt, især fordi han aldrig havde været den store slagsbror, hverken når det kom til at bruge næverne eller bruge magi. Det meste han nogensinde havde brugt offensivt magi, var imod den familie mus der havde bosat sig i hans kuffert, og det var en kamp han knapt havde vundet, havde det ikke været fordi de var nået til et kompromis.
Et stort smil bredte sig over hans læber da Jethro endelig havde fundet fodfæste, men det varede ikke længe, da Merediths næste forbandelse blev rettet mod ham.
..."Protego!" nåede han lige akkurat at fremmane før den næste besværgelse skød forbi hans skjold og ramte ham. Det var ikke gået op for Jethro hvad der egentlig havde ramt ham før alting sortnede. For et øjeblik var han bange for, at han var blevet blind, og i ren og skær panik fløj begge hænder op til hans øjne. Heldigvis kunne han mærke det stof der havde frataget ham hans syn, hvilket hjalp en smule på hans panik, men han kunne ikke få det af. Der skulle magi til, men han kunne ikke komme på noget der kunne hjælpe ham med dette. Han ønskede ikke at bruge samme besværgelse han havde brugt til at kappe rebene; ikke når det var så tæt på hans syn, men han kunne heller ikke bruge for meget tid til at tænke, da Merediths næste angreb kunne være lidt rundt om hjørnet.
Jethro havde ikke regnet med at skulle bruge dette kort så tidligt i forløbet, men han havde intet andet valg.
..."Accio kuffert!" Selvom han havde mistet størstedelen af hans stedsans da han mistede hans syn, var dette en besværgelse han knapt behøvede at pege mod noget. Den kuffert han havde bragt med sig ind fløj nu fra hans sæde hvor han havde siddet før han blev kaldt op, og landede på gulvet imellem dem. Da låget sprang op dukkede den boggart, han havde brugt den sidste uge på at fange, op. Dette burde købe ham nok tid til at komme ud af Merediths obscuro, som han endelig havde fundet den rette besværgelse for: "Relashio." |
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Dec 19, 2011 14:42:04 GMT 1
gryffindor, where dwell
the brave at heart
[/size] Tag: Jethro Moriarty • Outfit: Here[/center] Mary vidste ikke helt om hun forventede at se nogle af sine besværgelser ramme, men efter hendes incarcerous-besværgelse var gået ind, var troen på at lige netop det kunne ske blevet bare en smule større. Alligevel var det med en snert af skuffelse at hun så sin confundo blive afværget af Jethros fremmanede skjold og ledte allerede efter nye besværgelser, stærkt regnende med at den næste ikke gik forbi. Da den rent faktisk gjorde, stoppede hun kortvarigt lidt op i det ene forsvarsberedte skridt hun havde taget og stod og vævede lidt ubeslutsomt med tryllestaven i fremstrakt arm. Hun kunne af en eller anden grund ikke rigtigt få sig selv til at forhekse ham lige med et, når han var frarøvet synet, men da hun endelig havde givet sig selv et mentalt spark og besluttet sig for at det ikke kunne hjælpe noget, kom Jethros modangreb til stor forundring. Det ene skridt hun havde taget frem, tog hun hurtigt tilbage og fulgte den flyvende kuffert med let adskilte læber. Helt automatisk strøg hendes blik et splitsekund over dommerbordet, uden at være klar over om Jethros træk var i orden. Hun nåede dog ikke finde ud af noget før Jethro til alles overraskelse slap noget af det værste Mary kunne forstille sig ud. Et gisp synkront med hendes lød fra storsalen og Mary glemte alt om at holde tryllestaven op i forsvarsberedt position. I stedet vaklede hun adskillige skridt bag ud da insekter i hundredevis væltede ud fra kufferten, kriblende og kravlende imod hende fra midten af podiet og flyvende i luften. Paralyseret af skræk stoppede hun da banen ikke var længere, kridhvid i ansigtet. Alle former for forsvar var lige i det øjeblik glemt, og de var først lige idet den første af insekterne nåede frem hun febrilsk og skingert fik stammet: "Ri-ridikkulus!" uden nogen som helst form for effekt, tydeligvis for skræmt af situationen. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Jethro Moriarty on Dec 20, 2011 17:13:43 GMT 1
a lost battle
“IS A BATTLE ONE THINKS ONE HAS LOST” Jethro fortrød hurtigt hans valg. Han havde været desperat og hans næste træk havde været det første der dukkede op. Han måtte selv synke en klump da insekterne strømmede ud af kufferten, og en kvalmende form for skyldfølelse skyllede ind over ham da han så Merediths reaktion. Han havde selv måtte stå overfor hans boggart da han havde prøvet at indfange den, men han havde også haft hjælp at hente hos hans venner. Hans egen frygt dengang havde næsten fået ham til at besvime, for anden gang mens han havde stået overfor en boggart. Jethro havde ikke lyst til at sende endnu en besværgelse mod Meredith, ikke så længe hun stod overfor dette.
Jethro trådte et skridt nærmere, men han så ikke frem til det næste træk han ville gøre sig.
..."Undskyld, Meredith." mumlede han, mest af alt for sig selv, inden han satte i løb. Han ønskede ikke at spille helt, men der var kun en måde hvorpå han kunne rette op på den fejl han netop havde begået.
Idét Jethro løb ind foran Meredith ændrede boggarten straks form. Den tog skikkelse af jorden under hans fødder, der hurtigt blev mindre og mindre, som om at han steg mod himlen. Jethro kunne mærke hvordan hans blod forvandlede sig til is, og han blev endnu en gang grebet af samme svimlende fornemmelse der truede med at sende ham mod gulvet, men nu havde han efterhånden prøvet dette et par gange. Jethro tog en dyb indånding, hævede hans stav og gjorde sit forsøg.
..."Ridikkulus." Han tænkte på en hippogrif iklædt klovnetøj med en stor, rød næse, og selvom første forsøg ikke virkede, så gjorde hans andet. Latteren der fyldte salen fik boggarten til at krype tilbage i kufferten, der sikkert låste sig igen. Det var dog ikke ovre endnu. Jethro vendte sig mod Meredith, omend mere bange for at møde hende end han havde været for boggarten.
..."Det er jeg ked af, Meredith. Det var et unfair og sikkert ikke tilladt træk." Jethro vidste ikke helt hvad han skulle gøre, så han stak en tøvende hånd frem som undskyldning. |
|
|
|
Post by taut on Dec 22, 2011 16:15:45 GMT 1
LUKKET
vinderen offentliggøres
mellem jul og nytår |
|
