FØRSTE RUNDE - Annabel VS Tristan

[taut]

FØRSTE RUNDE
Annabel vs. Tristan
Lukkes d. 17. december

[Tristan Oakley]

the smell of splendor and decadence

Nøjagtigt som de fleste andre, havde Tristan tilmeldt sig duelturneringen under indflydelse af midlertidig sindssyge og tanken om, at det da kunne blive morsomt at kaste forbandelser og forhekselser på hinanden med det direkte formål at se den anden trille rundt på jorden i nederlag. Anderledes for Seeren var bare, at han med vilje havde valgt at springe over hvad tænkte jeg dog på?!-fasen for at gå direkte tilbage til den mening, at det nok skulle blive hyggeligt. Om ikke andet fik han da en oplevelse og et besøg hos den evigt frække Zachary Grey.

Det ville have været løgn at påstå, han ikke havde overvejet at forudse turneringens udfald. Med lidt held kunne han garanteret godt få et glimt eller to af vinderen, men hans bedre side havde vundet og nægtet ham at snyde på den måde. Han havde sågar ladet det være en overraskelse, hvem han skulle kæmpe mod i sin første duel. Ikke at svaret havde været nogen større glæde af den grund. Det virkede simpelt hen bare forkert at skulle angribe Annabel, han havde kendt i det, der syntes at være for evigt. Men ved nærmere eftertanke var han kommet frem til, at det måske alligevel kunne udvikle sig til noget interessant. Damen ville garanteret være en god sparringspartner. Hun kunne i hvert fald slå fra sig, det skulle der ikke være nogen tvivl om.

Som altid mere tilbagelænnet end hvad godt var, havde Tristan ikke gjort så meget ud af at forberede sig på duellen på nogen måde. Først da han begyndte sin rejse op mod podiet begyndte han at tænke lidt over, hvilke besværgelser han kunne bruge. Han satsede på at tage det hele på den impulsive følelse, han var så bekendt med, intet behov for en nøje udtænkt og skudsikker plan at kunne falde tilbage på. Et smil blev sendt Annabel, der tog stilling i den anden ende af det fine podium. Efter at have bukket dybt, som reglerne bød det, løftede Tristan sin tryllestavsarm. Han følte sig overraskende klar i hovedet, fuldstændig upåvirket af det pres, han havde observeret ved nogle af de tidligere duellanter. "Periculum!" begyndte han det hele og betragtede, hvordan det røde glimt skød gennem luften og ville eksplodere i tusindvis af gnister, såfremt det ikke blev stoppet inden. Selvom besværgelsen gik rent ind, ville det ikke være direkte skadeligt - han satsede mest af alt på at komme med et uventet træk i starten; normalvis forbandt man ikke nødblus med angrebsbesværgelser.

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Annabel var ikke rigtigt nervøs over duelturneringen og mente egentlig selv at hun havde været ved sine fulde fem da hun meldte sig til. Selvfølgelig havde hun alle intentioner om at nå til vejs ende, men hun kunne alligevel ikke nægte at hun havde haft sine tvivl da hun hørte om udsigten til at duellere imod en af sine bedste venner. Ikke desto mindre, havde hun dog set frem til duellen og fandt tanken om at få lov til at forhekse ham lidt ganske appellerende. Mest af alt fordi, hun var klar over at de, uanset udslaget, med al sandsynlighed ville ende med at gøre grin med det indbyrdes efterfølgende.

Af samme grund følte hun sig helt fattet, da hun trådte op på podiet og sendte Tristan et smørret smil, før de gav sig til de påkrævede høflighedsritualer og dernæst faldt tilbage i kampberedt position. Annabel afventede det første træk fra Tristan og så snart han udtalte besværgelsen og gnister fløj i hendes retning, svarede hun igen med et lyst: "Protego," for dernæst at se gnisterne stryge til side for det usynlige skjold. I hvad der nærmest var samme åndedrag havde hun dog allerede tilføjet "Tarantallegra," endnu med antydningen af det skælmske smil på læberne og slog et slag med tryllestaven der straks sendte et blåt glimt i retning af Tristan.

[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

the smell of splendor and decadence

Ikke overraskende, om end en smule skuffende, prellede Tristans første angreb af mod det skjold, der nærmest øjeblikkeligt materialiserede sig i luften som en beskyttende og usynlig hinde. I det samme fór Annabels modangreb frem mod ham, før det kolliderede mod en lignende hinde og forsvandt. "Du havde rigelig med mulighed for at byde mig op til dans til festen, du!" halvråbte han over mod hende med en munter gnist i stemmen, før staven svirpede videre i luften. Bylde-besværgelsen var nonverbal og skød ud fra hans tryllestav uden varsel, om end han øjeblikket senere tilføjede et fast "Densaugeo!", som tilsluttede sig Furnunculus i sin fremadrettede bane mod Annabel. Mange ville måske sige, at en duel som denne burde være alvorlig og uden pjat, men hvordan kunne man forvente, at de to skulle kunne stirre på hinanden med blod på tanden, mord i blikket og en istap i røven og sende hinanden ned i et regnbueløst smertehelvede? De kunne altid rette lidt op på det og tilføje en knivsspids alvor senere, lige nu gjaldt det, for Tristans vedkommende i hvert fald, om at hygge lidt.

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Annabel forventede intet andet end at hendes modangreb blev afværget og inden længe lå det velkendte skælmske smil over hendes læber. Nærmest i samme øjeblik som hun havde sendt sin egen besværgelse af sted havde hun gendannet det beskyttende skjold, velvidende om at Tristan ikke ville være sen til at besvare.

Hans først besværgelse prellede af mod skjoldet, mens hun dansede et skridt til den ene side for at undgå den anden, der fortsatte ubesværet ud i lokalet. Det tog dog ikke længe for hende at falde tilbage i angrebsposition og smile tenderende smørret op til ham med et blik der bestemt var ude på skrammer. "Jeg var, som du nok husker, optaget af andre ting," svarede hun højt til sin modstander, før hun slog ud med armen og udtalte et klart: "Herbifors."

Hun tog sig ikke det fjerneste af deres fælles useriøsitet og havde ingen intentioner om at slå en af sine bedste venner bevidstløs. I samme øjeblik som hun havde sendt den første besværgelse af sted tilføjede hun dog et skarpt: "Rictusempra," og slog endnu engang med staven, mens hun hævede hagen og rankede ryggen en anelse. Annabel hævede øjenbrynene en anelse med let opadvendte mundvige og ventede opfordrende på Tristans næste træk.


[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

the smell of splendor and decadence

Atter måtte Tristan se til, hvordan hans offensiver missede målet først ved at kollidere med skjoldet, der gled alt for hurtigt op, og dernæst ved at glide uhindret gennem tomrummet, hvor Annabel kort forinden havde befundet sig, for at hamre ind i væggen og forsvinde. "Næste gang må du hellere holde dig til dansen, du smagte ikke alt for godt. Tandtråd kan måske også hjælpe," pjattede han, ikke villig til at komme med en alt for ødelæggende bemærkning, om end han kunne komme op med et par stykker.

Gad vide, hvor længe de kunne stå og kaste forhekselser på hinanden uden overhovedet at ramme. Nu hvor duellen endelig var gået i gang, arbejdede hans hjerne effektivt i baggrunden i forsøg på at komme op med besværgelser og forhekselser, der kunne bryde deres mønster. Så blev han tvunget tilbage til virkeligheden - det var en slet vane at have sig sådan at lade tankerne fare ukontrollabelt, især når han var en af deltagerne i en duel - og sendte den første kontra-besværgelse afsted, der lige dukkede op i hans tanker. Den kolliderede med Annabels besværgelse og de to eksploderede i et indiskret fyrværkeri cirka midt på podiet og sendte en regn af blomsterblade ud til alle sider; svagt registrerede Tristan, hvordan flere i mængden af tilskuere enten forsøgte at gribe bladene eller børste dem væk med utålmodige bevægelser. Alt for sent opdagede han den anden forhekselse, der farede imod ham, nåede ikke at give sin stav de rette instrukser og følte et spjæt, da han blev ramt. Øjeblikkeligt føltes det, som løb tusindvis af fingre over hans krop på alle de rigtige steder og frembragte en næsten ulidelig kilden, der nær havde fået ham til at skvatte. "Hæ-hæmmer!" klemte han frem mellem sine latterkramper med alle intentioner om at sende hende flyvende bagud. Imod alle forventninger formåede han at rette staven direkte mod Annabel, mens han samtidig tog sig til maven i et forgæves forsøg på at stoppe de usynlige hænder. "Ferula!" råbte han sekunder senere, mens han forestillede sig bandagerne skyde ud af spidsen af hans tryllestav og suse gennem luften som slanger for at hugge ud efter Annabel i gentagne forsøg på at fange hende. Han havde aldrig selv brugt eller set besværgelsen benyttet med det formål, men det var da et forsøg værd.

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Annabel fnøs hørligt og fulgte op med en spottende lyd, mens hendes øjenbryn gled udfordrende op i panden. "Sagde troldmanden med teblade mellem tænderne," skød hun moret igen, fuldkommen ligeglad med hvad de stod og diskuterede foran samtlige elever til stede, uden at have det store behov for at gruble over vittigere svar på hans ord – som hun foriøvrigt ikke tog det mindste alvorligt. Ligesom Tristan selv.

Annabel slog skarpt ud med tryllestaven og afværgede Tristans hæmmer uden de store skrupler. Hun kendte dog ikke til besværgelsen der fulgte kort efter og blev overrasket over at se et virvar af bandager flyve i sin egen retning. Hun anede ikke hvordan hun skulle afværge dem og før hun nåede at hysse et: "Incendio!" ud, var forbindingerne kommet tæt nok på til at hun havde antydninger af sod i ansigtet efter de var gået op i røg, hurtigt opslugt af iltre flammer.

Annabels konkurrencesind var så småt vågnet og det var med et udfordrende blik, hun uden tøven slog ud med armen igen og udtalte et klart "Colloshoo!" Der gik ikke mere end et sekund før hun havde trådt et skridt frem og lige med det samme tilføjet "Expelliarmus," for derefter kunne betragte den røde stråle skyde fra spidsen af den slanke stav.


[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

the smell of splendor and decadence

Den med tebladene var ret oplagt, og Tristan måtte sende et lille mentalt touché i retning af Annabel, før han forsøgte at give igen af samme kaliber: "Du lod ellers ikke til at have noget imod det til festen." Sådan ville han i hvert fald gerne have sagt, men nåede aldrig så langt, da det var på dette tidspunkt, han blev ramt af hendes angreb og knækkede sammen med en arm trykket ind til kroppen; han sendte sine to modangreb og fik så nonverbalt ophævet Rictusempra. Med lidt af en kraftanstrengelse sprang han perioden med gisp og suk og generhvervelsen af den fysiske stabilitet over og rettede sig blot op med et enkelt, lille hikst i vejrtrækningen. Han følte en lille sejr indeni, da han lige nåede at opfange, hvordan de angribende bandager havde haft i hvert fald en lille virkning. Tryllestaven hævedes i forsvarsposition, og ikke mange splitsekunder senere skød hendes første angreb mod ham. Et eller andet i ham registrerede den tydelige forandring, der fortalt ham, at der ikke var brug for mere pjat, men derimod mere seriøse angreb.

Besværgelser stillede sig op på række i hans tanker, men først afværgede han hendes Colloshoo. Ikke at fastklæbede sko ville være noget stort problem, men det var nemmere at forebygge end at skulle til at ophæve forhekselsen, når først effekten var indtruffet. I det samme hørte han hende udtale den besværgelse, der var så velkendt. Til tider er et angreb det bedste forsvar. Dette nåede han ikke at tænke, men ville helt bestemt lufte den filosofiske sætning på et senere tidspunkt, når han skulle genfortælle duellen ned til de mindste detaljer. "Expelliarmus!" De to identiske stråler kolliderede midt i luften og ophævede effektivt hinanden. Tristans modangreb fulgte lige efter så hurtigt, at det for udefrakommende kunne lyde, som om formularerne hang sammen, som var det hele en sekvens, han havde indøvet til hudløshed og instinktivt kastede af sig: "Avis-oppugno-engorgio-duro-incarcerous-impervius ignis!" Morbærfigen-staven smældede gennem luften med aggressive svirp og fulgte Tristans ordrer til punkt og prikke: en flok på cirka fem gule kanariefugle materialiserede sig i luften med et højt smæld mindende om et pistolskud, der fuldstændig opslugte kommandoen, der bød fuglene at skyde gennem lufte mod Annabel. De bredte sig øjeblikkeligt i en vifte, der ville gøre det langt vanskeligere at skulle stoppe dem alle på én gang og skød med umenneskelig hast væk fra Tristan, før de alle forstørredes et par gange og dermed påtog sig størrelsen af en football. Med kun få meters afstand til Annabel, påvirkedes de af Duro-besværgelsens effekt og blev så hårde som sten - hvis ikke de blev stoppet i tide, ville de kunne give et voldsomt blåt mærke, ja sågar brække en knogle, hvis de ramte rigtigt. Men i stedet for at falde til ro og vente på Annabels næste træk, fremmanede Tristan et reb fra sin tryllestavsspids. Automatisk slyngedes det gennem luften ligeledes med Annabel som mål og ramtes midtvejs af den sidste besværgelse, der gjorde den immun over for eventuelle flammer, såfremt Slytherinen ville forsøge at afværge det, som havde hun afværget bandagerne.

[/blockquote]

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Annabel undlod at blive ved med at dvæle i den forholdsmæssigt meningsløse diskussion der kørte frem og tilbage imellem dem, ikke fordi det ikke morede hende kongeligt, men fordi det pludselig var langt mere interessant at fokusere på det egentlige formål med at de stod der. Den korte tid det tog hende at få stofstrimlerne til at gå op i flammer, var nogenlunde samme tid som det tog Tristan at få stoppet hendes kildebesværgelse der havde ramt tidligere.

Det betød dog også at de samtidig stod klar til angreb igen og de to ildrøde stråler kolliderede med et ordentligt brag i luften og opslugte hinanden. "Expelliarmus!" udbrød hun igen fra samme skuffe øjeblikket efter lysglimtet var væk, i samme sekund som Tristan sendte en stime af velrettede besværgelser i hendes retning og havde pludselig ikke tid til at se efter om hendes egen besværgelse ramte plet.

Annabels reaktionsevne var overraskende skarp og de rette besværgelser dukkede op efterhånden som hun havde brug for dem. "Aresto Momentum!" udbrød hun højt og slog ud med den ene arm i retning af fuglene, der til hendes tilfredshed satte farten nok ned til at hun med endnu et par aggressive slag akkompagneret af et klart: "Bombarda!" kunne se de oppustede kanariefugle eksplodere. Som efterfølge af den andens Duro-besværgelse, var det en buldrende lyd, nøjagtigt som var det rent faktisk sten der pulveriseredes og fik mere eller mindre duelleringspodiet og det nærmeste gulv til at ligne en mindre ruin.

Det betød dog ikke at Annabel havde tid til at tøve, for det sidste af Tristans angreb havde stadig retning lige imod hende og hun fortsatte sit forsvar ved at forsøge at vende Tristans egen besværgelse imod ham med et klart: "Depulso!", netop som det var nået langt nok til at folde enden stramt omkring hendes håndled. Besværgelsen fungerede dog og det kortvarige greb forsvandt og rebet satte modsatte vej.

Det skulle dog heller ikke betyde pusterum, for så snart som hun igen var fri, betød det samtidig at det var hendes snit til at påbegynde sit eget angreb, med et først temmelig neutralt "silcencio," der dog ville betyde, hvis den ramte, at han skulle bruge tid på at hæve forbandelsen nonverbalt – eller fortsætte duellen uden ord, en ting hun af erfaring vidste gjorde effekten svagere.

Annabel slog ud med armen igen og med hævet stemme fortsatte hun med et rungende "Lumos Solem!" og blændede snart banen med det klare lys fra spidsen af tryllestaven, der mest af alt mindede om direkte sollys.

Det var ikke en besværgelse hun fastholdt længere end den kunne nå at skabe et øjebliks forvirring og forringet syn og i ly af den sende "Everte Statum!" afsted med et kraftfuldt slag med tryllestaven.

[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

the smell of splendor and decadence

I starten havde de begge to holdt lidt igen og mest af alt benyttede sig af små, harmløse besværgelser, der i bund og grund ingen skade kunne gøre, lige meget hvor rent de så gik ind. Alt dét var anderledes nu; deres lille magiveksling havde faktisk udviklet sig til den duel, den skulle være. Helt præcist hvordan Tristan havde det med det faktum, skulle han ikke kunne sige på stående fod. Det krævede en længere analyse af de forskellige følelser, der trak i ham; en længere analyse, som ikke var velkommen i hans tanker netop nu.

Tristan burde have set det komme, i mere end én forstand: netop som kollisionen af røde lyn opløstes og han selv havde sendt både fugleflok og reb af sted, fik han øje på endnu et af de røde lyn, der farede imod ham. Det var ikke meget, der skulle til. Kun en brøkdel af et sekund senere, og skjoldet ville ikke have noget at materialisere sig i luften foran ham. Han kunne mærke stødet hele vejen op gennem armen og måtte uvilligt træde et halvt skridt tilbage for ikke at miste balancen. De grå øjne blev løftet lige tids nok til at betragte kanariefuglene eksplodere i hundredevis af små stykker, der raslede ned over podiets gulv og videre ned på de hårde stenfliser.

I det samme, netop som Tristan var lige ved at tro, at Annabel ikke nåede at parere hans Incarcerous, stoppede det op i luften for øjeblikkeligt at skifte retning og i stedet suse hen mod ham selv. Den slanke træstav lå klar i hånden, formularen lige på tungen: ”Immobul-” var ikke desto mindre det eneste, som nåede at komme ud, førend hans stemme blev slukket. Til Tristans held formåede hans halve besværgelse alligevel at sænke farten på rebet, lige nok til at han kunne nå at dukke sig ved at falde ned på det ene knæ, der med det samme begyndte at værke, men måtte klare sig uden opmærksomhed for nogen tid.

At være berøvet for sin stemme, betød ikke de helt alvorlige komplikationer, da han mestrede brugen af nonverbal magi rimeligvis. Staven svirpede aggressivt frem og skulle netop til at kaste en Lammer imod Annabel, i det en smertende skarp stråle af lys ramte direkte ind på nethinden. I sit forsøg på at dække for øjnene sprang Tristans venstre arm op foran ansigtet, hvilket resulterede i en lille ændring i hans positur, der betød, at Lammeren føj forbi sit mål og rappellerede mod stenvæggen.

Han registrerede, da formularen blev fremsagt, men blændet som han var, stod han forsvarsløs med armen dækkende for ansigtet. Instinktivt svirpede han staven frem og rettede al den energi, han kunne mønstre, ud i den nonverbale Hæmmer med alle intentioner om at sende hende flyvende baglæns. I samme sekund som besværgelsen var kastet, ramte en usynlig kraft ham rent og kastede ham voldsomt bagud gennem luften.

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Annabel var betaget af duellens udvikling og en naturlig passion og interesse for duellering i sig selv, fik hende igennem flyvende lysstråler og forunderlige forvandlinger til at smile i let ekstase. Hun var imponeret af vennens evner og modspillet var alt hvad hun kunne tænke sig. Det var med en brystkasse der hævede sig hurtigere op og ned end sædvanlig hun betragtede rebet der skiftede retning og i stedet vendte sig imod sin afsender, kort efter fulgt af Annabels første besværgelse som ramte målet.

Hendes egen, blændende besværgelse slørede selvfølgelig ikke kun den andens syn, for også for Annabel var hun i splitsekunder ude af stand til at se vennen bag kaskaden af lys. Af samme grund nåede hun ikke reagere mod hans stav der svirpede synkront med hendes og lige netop som hun så Tristan blive kastet bagud, ramte en besværgelse hende midt i brystet og på samme måde som ham, mistede hun fodfæstet og blev kastet bagud i den fri luft med hastig kurs imod gulvet.

[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] IT CAN CUT YOU LIKE A KNIFE IF THE GIFT BECOMES THE FIRE ON A WIRE BETWEEN WILL AND WHAT WILL BE TAG: ANNABEL BAKER OUTFIT: PV WORDS: 333

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Det føltes, som om tiden gik i slowmotion, mens han fløj gennem luften, og tankerne gled forbi i hans hoved. Om han så havde ramt Annabel eller ej, kunne der vist ikke være nogen tvivl om, at duellen var forbi. Selv om sejren ikke tilfaldt ham, kunne han alligevel ikke få sig selv til at føle hverken skam, ærgrelse eller nederlag. Han havde ikke decideret haft nogle forventninger til kampen, men det havde vist sig at være både sjovt og udfordrende, hvorfor han ikke kunne have ønsket mere. Annabel var i sandhed en værdig modstander, og der var ingen tvivl i hans sind om, at hun ville vokse op og blive en fantastisk heks. Det var et splitsekund senere, at hans hjerne kickstartede med et pludseligt overlevelsesinstinkts opblussen som bevæggrund. Han ville nok ikke ligefrem dø ved kollisionen med gulvet, men alligevel svang han sin tryllestav og sendte en nonverbal Polstrebesværgelse afsted. Stenen blev ikke så bløde, som de kunne have været, men det var bedre end ingenting. Og da først hans skulder kom i kontakt med det nu svampede underlag, håbede han, at enten Annabel selv eller en anden i publikum kunne sørge for, at hun ikke slog sig.

[bg=181818] SHES A MANIAC MANIAC ON THE FLOOR NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Da Annabel pludselig fløj bagud igennem luften og ud over podiets kant, arbejde hendes hjerne hurtigt og på egen akkord gentog hun besværgelsen hun tidligere havde brugt, med et klart: "Aresto Momentum," og bremsede op få centimeter fra det hårde gulv. Skønt det værste af faldet var taget, var det alligevel nødvendigt at hun dumpede den lille afstand ned og landede med ryggen imod stengulvet.

Hendes brystkasse hævede sig heftigt op og ned, mere af spænding og adrenalin, end egentlig forpustelse. Anna lå der bare et kort stykke tid, før hun fik kom sig over chokket og møvede sig op i siddende stilling ved at sætte hænderne i gulvet, stadig med fingrene knuget om tryllestaven i den ene hånd. Trods det var hun ganske bevidst om at duellen var ovre.
[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] IT CAN CUT YOU LIKE A KNIFE IF THE GIFT BECOMES THE FIRE ON A WIRE BETWEEN WILL AND WHAT WILL BE TAG: ANNABEL BAKER OUTFIT: PV WORDS: 333

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Det var langsomt og en smule klodset, at han kom op at sidde og siden hen fik stablet sig på benene. De grønne øjne søgte hen mod den anden ende af rummet og faldt på Annabel, der åbenbart alligevel var blevet ramt af hans sidste besværgelse og nu også var ved at rejse sig oven på flyveturen. Så tårnede rektor sig op et sted ude i Tristans øjenkrog og bekendtgjorde højlydt, at duellen var forbi, og det nu var op til dommerne at afgøre vinderen. Tristan sendte et skævt smil i retning af Annabel, mens han forsigtigt masserede sin skulder, der ikke havde det helt godt. Måske han skulle lægge et smut forbi hospitalsfløjen - han ville ikke risikere at skade sin tryllestavsarm endnu mere. Med sine lange skridt blotlagde han hurtigt afstanden i mellem de to, alt imens adrenalinsuset så småt sev ud af ham og efterlod hans lemmer stive, selvom den fysiske aktivitet havde været meget minimal gennem hele duellen. Inden han nåede helt hen til hende, ophævede han besværgelsen, der fraholdt ham at tale. "Tak for duellen," smilede han til hende og bukkede let. "Orkideus," beordrede han staven som den sidste formular, der skulle forlade hans mund den dag, og rakte Annabel den blomsterbuket, der i det samme materialiserede sig i luften. "Nu må du have mig undskyldt, jeg skal ud og forhøre min krystalkugle om fremtiden." Han blinkede til hende, drejede rundt på hælene og traskede dernæst mod udgangen, mens nye duellanter var ved at indfinde sig på podiet. På hele turen op til hospitalsfløjen og det lækre manmeat af en healer at være, kunne han ikke lade være med at smile stort. Om han gik videre kunne i og for sig være lige meget - han havde lige haft det bedste sjov længe. O U T

[bg=181818] SHES A MANIAC MANIAC ON THE FLOOR NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Annabel Baker]

cunning folks use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Outfit: Here[/center]

Så snart Anna først havde fået sig sat op, tog det hende ikke forfærdeligt længe at komme på benene. Hun havde ikke direkte ondt nogen steder, dog med en svag fornemmelse af lige at have fået en mavepuster i mellemgulvet. Det rørte hende ikke synderligt at hun lige havde fløjet en tur foran det meste af skolen, vældig tilfreds med sin egen præsentation alligevel og af samme grund børstede hun bare skolekappen af for gulvstøv uden de store skrupler.

Det tog hende nogenlunde den tid, som det tog for Tristan at bevæge sig over imod hende og Annabel nåede kun at tage et skridt i hans retning, før de stod overfor hinanden. Helt på egen akkord voksede det vante, skælmske smil frem og hun så med morskab i blikket op på sin ven, før hun helt efter kutyme knejsede i knæene og gav ham det reglementerede nej. Hendes smil voksede yderligere da den anden svang tryllestaven en sidste gang og med et enkelt hævet øjenbryn tog hun imod den smukke buket. "Altid en fornøjelse," svarede hun på hans første ord med et nik, stod kortvarigt efter han var gået væk og fortsatte så selv upåvirket ned til tilskuerne.

CLOSED

[/blockquote][/justify]