Begynd at gå med Lilla

[James Maynard O'Connell]

En smule tid efter at al maden var forsvundet fra storsalens borde stod en ung mand helt klædt i sort. Han havde et livagtigt kranium i den ene hånd, og en enorm fjerpen i den anden. Hans lange, sorte hår var sat i hestehale, og han var iklædt stereotype Shakespeare-tights. Hans ansigt bar præg af en vis vagtsomhed, og han stod ikke sammen med nogen andre.

James kunne ikke helt bestemme sig for om Hamlet-kostumet overhovedet var en god idé. Han kunne faktisk overhovedet ikke bestemme sig for om det var en god idé at møde op i det hele taget. Men på den anden side duede det ikke at han blev væk fra alle sociale forsamlinger af nogen art. Han burde faktisk også møde op til noget politik - hvis bare han kunne ryste kynismen af ham. Han forlod sine tanker og så op.

Storsalen så virkeligt fantastisk ud. James havde aldrig rigtigt helt vænnet sig til tanken om magi. Han kunne stadig føle sig henført til drømme når han udførte magi. Storsalen i fuldt flor havde samme effekt. Et par dansede forbi ham, og James vendte sig mod scenen. Bandet var ikke ringe, men som altid til den slags arrangementer var det ikke det mest raffinerede musik tænkeligt, der var blevet smidt op scenen. Men så igen, ironiserede han, det var heller ikke det mest raffinerede selskab. Han så en smule dystert omkring sig. Åhjo, Hamlet var nøjagtigt det kostume der passede til ham.

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jess havde begrænset respekt for de af hendes jævnaldrende, der mente at Halloween var en undskyldning for at tage noget på, som kun var halvt så langt som skoleuniformens tilladte søm på deres nederdele. En lille del af hendes antipati for selve konceptet kom sig muligvis af en svag misundelse, men den havde hun fået glimrende øvelse i at ignorere over de sidste par år. Hun gjorde det stadig, denne dag iført halvdelen af et hippogriff-kostume, der ikke på nogen måde kunne siges at være flatterende. Til gengæld var det både originalt og – i Jessies optik – skide sjovt.

Hendes svagt vaklende skridt, en utilsigtet effekt af hendes forsøg på at drikke sig til lidt mod, bar hende over imod et af bordene med punch, hvor hun stoppede, svagt desorienteret. Hun ventede på at det blev hendes tur, greb derpå øsen og fyldte et glas med den røde drik, som hun gulpede hurtigt og ikke videre charmerende ned, før hun tog endnu et halvt glas og flyttede sig til siden med fingrene lukket stramt omkring glasset.

Først da lagde hun mærke til et velkendt, dystert udseende væsen ikke langt væk. Hun fortsatte over gulvet, meget let svajende, før hun stoppede og gjorde kort proces af høflige hilsner ved at smække armen hårdt over hans skulder. ”Du havde været mere sexet i pink velour,” konkluderede hun bestemt. ”... Som en lille alf, ligesom jeg foreslog, naturligvis. Hvorfor lytter du aldrig til mine ideer mester mørk og dyster? Der er da ingen der slæber dig og kraniet med ind i et skab, altså...” Hun smilede muntert, svagt beruset og tog endnu en tår lettere kvalmende rød punch.

[James Maynard O'Connell]

James blev dybt irriteret i det han mærkede en eller anden ramme hans skulder. Han havde sået og spekuleret, ufrivillige indgreb i hans tankestrøm fik ham til at skære tænder. Bah, han skulle al-, indtil han opdagede at det var Jessie. Iført en hippegrifs, ahem, bagdel tilsyneladende. James lyste op i et smil "Du tror der er større chance for at de vælger den halve hippogrif?" påpegede han, og hans smil blev lidt større. "Og grunden til at jeg aldrig lytter til dine idéer er det høje indhold af pink velour og extravaganza." tilføjede han.

Han betragtede kort Jessie, der vaklede en ganske lille smule, og James øjenbryn hævede sig en smule. Hans øjne glimtede, hvorefter han lavmælt konkluderede: "Du har drukket. Hvorfor?" Hans toneleje var neutralt, men han var udemærket klar over restriktioner på alkohol i aften, og de var ikke for sjov. Man skulle virkeligt ville det hvis man skulle drikke. Hvad Jessie gjorde var i og for sig ikke hans problem, og han regnede med at hun forstod at han nærmere var interesseret en fordømmende.

Han kiggede igen op på bandet. Han sendte Jessie et lyst smil. "Hvad synes du om musikken?" Han var glad for at hun i det mindste havde sagt hej. Jessie var et opmuntrende bekendtskab, på trods af hendes meget ekstreme væsen. James kunne tilgive folk meget, og Jessie var ihvertfald ærlig, et træk James ofte så forgæves efter.

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jess grinede bredt og slap James for at plante en albue i siden på ham. Hun trak lidt på skuldrene og lagde så hovedet en anelse på skrå, uden at se den mindste smule nedtrykt ud ved hans konstatering om, at halve hippogriffer ikke havde store scoremuligheder. ”Jeg har altid større mulighed for at score end dig. Jeg vælger bare at lade være,” svarede hun med et flabet smil. ”Og jeg ved virkelig ikke hvad du mener. Mine ideer består primært af forslag om at hamre baskerkøller i nakken på folk.” Hun nikkede en enkelt gang, hævede så kruset og tog en tår uden at blinke.

Hendes øjenbryn røg lidt op ved hans konstaterende spørgsmål og hun rømmede sig, før det hev afslørende op i hendes mundvige. ”Nej da.” Hun løftede sin frie hånd og strøg den over sin egen nakke. ”Uhm... Fordi...?” Det mildt berusede smil forblev skyldbevidst på hendes læber, uden at hun forsøgte at gøre nogen yderligere forsøg på at benægte. ”Fordi hele sovesalen gjorde det,” konkluderede hun til sidst i en tilpas troværdig løgn.

Hun klarede halsen, drejede hovedet imod scenen, hvor tyskerne fyrede den entusiastisk af, og trak lidt på skuldrene. ”De er okay. Ja. Acceptable.” Hun smilede skævt og drejede hovedet imod ham, før hun atter engang gav ham en albue i siden. ”Hvorfor er du i øvrigt ikke ude og danse med et eller anden lige så dystert udseende pigebarn? Jeg synes jeg så Anessa Yates skumle et eller andet sted – kan hun ikke bruges?”

[James Maynard O'Connell]

James sendte Jess et kort smil. Han var ikke den store damernes mand - hvad vel mere eller mindre alle kunne vidne på. Så trak han på skuldrene. "Baskerkøller eller ej, de er sjældent særligt velgennemtænkte. Eller succesfulde." bekendtgjorde James. Han indså i sit stille sind at Jessie ville ignorere ham totalt. Hvad han konstaterede bagefter var at hun højst sandsynligt løj om alkoholen. Alt var tjekket, ingen alkohol var kommet ind og ud i et stykke tid, og der var ihvertfald ingen i Ravenclaws opholdsstue der havde drukket. På den anden side kunne det bare være at hans kollegium generelt var mere kedelige. Nærliggende, vel egentlig.

"Javel. Jeg forstår," valgte han at sige neutralt. Igen, det var ikke hans problem, men hvad var grunden til at hun risikerede det? Han vendte igen sin opmærksomhed mod bandet. "Fuldblods-magikere har ikke den helt store styr på musik." sagde han, og et smilede til Jessie.

Det var her Jessie ramte et ømt punkt. James fik desværre ikke kamufleret sit ansigtsudtryk hurtigt nok, og en svag rødmen viste sig på hans ansigt. Han sendte Jessie et lidt skarpt blik, usikker på om hun vidste noget eller om hun bare havde gættet. Godt gættet, ihvertfald. James havde set Anesse. Klædt ud som Titania, no less. Det var ligefør han var død på stedet. Han så ligeglad ud og sagde henkastet: "Nah, jeg er ikke den store danser..."

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jessie lod sig ingenlunde gå på af James konstatering omkring hendes ideer. Hun vidste instinktivt at han tog fejl. Selv hvis han ikke gjorde ville den betragtning på tingene desuden være ufattelig kedelig og det var således komplet irrelevant i hendes optik. ”Pjat med dig,” gled hun ligegyldigt af, uden at hendes smil veg den mindste smule på den konto.

Hun trak på skuldrene, fnøs muntert og skævede atter op mod scenen. ”Fuldblods-magikere har vel lige så lidt eller meget styr på musik som halvblods, mugglerfødte og mugglere?” Hendes hoved røg lidt på skrå, før hun tog endnu en slurk af kruset og betragtede ham hen over det. ”Det er trods alt bedre end det du eller Matt hører,” proklamerede hun i sædvanlig drillende stil.

Som hendes komplet sarkastiske kommentar faldt til bunds, løftede hun begge øjenbryn. Hun så lettere vantro på sin rødmende kammerat og flækkede så i et bredt grin. ”Seriøst?” Pegefingeren på den hånd, der holdt kruset, pegede direkte på ham, som hun bremsede og i endnu et øjeblik så spørgende ud. Et lumsk smil hev hendes mundvige op og hun klukkede, imens hun så sig lidt rundt efter den omtalte. ”Er det ikke lidt malplaceret, loverboy? Hun afviste da ham vejlederfidusen fordi hun er til taco og ikke til pølse?” Grinet vendte uværgeligt tilbage, før hun rakte en hånd frem og klappede James lidt på skulderen. ”Ha. Du er endnu mere på røven end jeg er,” konkluderede hun, tilsyneladende nærmest tilfreds med netop den situation.

[James Maynard O'Connell]

Som forventet var Jessie ikke til at skyde ned. James øjne smilede. Ved hendes, meget tolerante, svar på hans konstatering sendte han hende et reflekterende, opildnet blik. "Mener du oprigtigt at et samfund der konsekvent nægter at forstå størstedelen af verdens indbyggere og aldrig bruger elektricitet har ligeså stor forstand på musik som de andre?" spurgte han, og tænkte at Jessie formodentlig var enig med ham på bunden. Men personligt var James forundret og en smule distanceret overfor det magiske samfund. Deres isolation var et sygeligt træk, og et træk der havde levet ved i hundredevis af år. De betragtede sig selv som bedre, nogle af dem, og forstod alligevel så lidt.

Ud af disse dybe tanker flåede Jessie ham med kommentaren til hans musiksmag. Han hævede halvt-provokeret et øjenbryn, påtog sig en fornærmet mine og skubbede for sjov til Jessie. "Hah, not a chance. Du har aldrig sagt din bror hørte den slags?" tilføjede han. Han lagde mærke til at hendes glas næsten var tomt, og besluttede sig for at han egentlig også ville have noget punch. Han nikkede over mod punch-bordet og begyndte at gå. Jessie fulgte efter.

Han nåede op til bowlen, viftede en forvirret flagermus væk, og satte kraniet fra sig på bordet. Herefter hældte han punch op, og tog en slurk. Han blev næsten kvalt da Jessie helt overlagt begyndte at mobbe ham. Han så på hende, med et blik der var en blanding af ynkværdighed og et dårligt forsøg på fortsat at skjule det. "Hvad mener du, jeg er overhovedet ikke forelsket i Anessa," halv hyssede han.

Flagermusen, han havde basket væk for et øjeblik siden, udså sig denne lejlighed til at overfalde hans punch med stor iver. Han forsøgte forgæves at jage flagermusen væk, og opgav at holde facaden. "Som om du nogensinde har haft særligt meget held på det område, frøken Hippogrif," meddelte han spydigt, i en kommentar der i højere grad var et udtryk for at han var ramt end at han mente noget som helst. Iøvrigt var han godt klar over det problem Jessie udpegede. Men han kunne ikke gøre for det! Flagermusens angreb intensiveredes, og James stillede resigneret punchen fra sig. Han var ikke engang sikker på at flagermus kunne lide punch.

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jessie himlede med øjnene. Hun smilede lettere overbærende til James og havde det mærkbart som om hun havde haft præcis samme samtale med ham før. ”Du starter jo helt skævt. Det passer ikke, at det magiske samfund nægter at forstå mugglerverdenen. Hvis det var tilfældet ville vi ikke have muligheden for at tage 'mugglerstudier' som valgfag,” stadfæstede hun selvsikkert. ”Spørgsmålet om elektricitet er i øvrigt komplet ligegyldigt, som du burde vide, fordi elektriske apparater ganske enkelt ikke virker hvor meget magi bliver udført. Det ville altså blive et spørgsmål om at vælge det ene eller det andet og helt ærligt... Hvem ville ikke vælge magi?” Hun slog lidt ud med armene, smilede afvæbnende og så på ham som om hun ikke kunne forestille sig, at han kunne være uenig med hende.

Hun grinede lidt, som James skubbede til hende, og hævede begge øjenbryn. ”Hvad skulle jeg også sige det for?” kom det flabet. ”I har bare samme hag til at kalde musik larm. Heldigvis har jeg ikke et værelse, der ligger lige op til dit i det mindste,” fortsatte hun drillende, før hun så lidt ned i sit tomme krus og fulgte vennen uden de store spekulationer, imens et stort grin bredte sig over hans afsløringer.

”Forelsket?” Hun skar teatralsk ansigt og flækkede så lidt igen, tydeligvis uden den store form for sympati. ”Forelsket i Anessa Yates?” Hun fnes, hældte punch op og morede sig over James' kamp med både flagermus og damer. Hans spydige kommentar tværede dog ret effektivt grinet af hendes fjæs og hun stivnede en anelse, før hun så advarende på ham. ”Det ved du ikke noget om,” sagde hun skarpt, usædvanligt irritabel.

[James Maynard O'Connell]

James havde fået nok af flagermusen. Han trak iltert sin tryllestav, og forvandlede i stilhed flagermusen til en hvid mus, som han efterfølgende puttede i lommen. Den kiggede nysgerrigt op af Hamlets lomme, men James ignorerede den. Han vendte sin fulde opmærksomhed mod Jessie. "Det er et valgfag Jess. Og et valgfag der ikke engang er særligt populært. Det er ikke officielt at man skal forstå mugglerverden. Det er kun de få mennesker som dig og mig som bliver født ind i det. Hvornår så du sidst en fuldblodsmagiker vælge det?" Han rakte ud efter punchglasset, men en begejstret (og bundirriterende) tredjeårselev tog det fra ham i sidste øjeblik. Hamlet overvejede at gøre kort process med synderen, men besluttede imod det.

Han fortsatte samtalen. "En hel del lærere, og elever, ville sikkert foretrække hvis stile kunne blive afleveret fra computer - Ville du ikke? Guderne skal vide at de fleste på min årgang skriver grimmere end trolde." James selv skrev naturligvis sirligt og ufejlbarligt. Han var begyndt at skrive i hånden allerede før han begyndte på Hogwarts. "Derudover kunne man sikkert godt få magi og elektronik til at fungere sammen i begrænset omfang. Men ingen gider undersøge det, folk er længe glade for status quo, det er tankens død. Og har du nogensinde hørt om fusere?" sluttede han. Så rømmede han sig.

James fortrød sin kommentar; den var uretfærdig. Iøvrigt havde det slet ikke været hans mening. "Nej, selvfølgelig ikke, undskyld. Jeg var uretfærdig." indrømmede han ærligt. Han kiggede ud på dansegulvet, og forventede halvvejs at se Anessa sammen med en eller anden Quidditch-spiller eller en eller anden populær.

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jess himlede lidt med øjnene, uden at hendes smil veg. Det var bestemt en samtale de havde haft før. Endda flere gange. ”Vælge det? Pas. Jeg ved ikke hvad 2. års eleverne laver.. Til gengæld kan jeg opridse dig navnene på dem på 5. år, der følger det sammen med mig?” Hun hævede begge øjenbryn udfordrende. ”McGarrough, Cleves, Llewellyn...” Hendes smil var lettere sarkastisk, som hun tog en dyb indånding for at fortsætte. ”... Johnson, Ivory... Er det nok?” Hun daskede drillende ud efter hans skulder og stak tungespidsen ud i et øjeblik, før hun vippede lidt bagud, hvilende på sine hæle, og betragtede ham med slet skjult morskab. ”Hvorfor undersøger du det så ikke bare, oh du store revolutionær?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og så opfordrende på ham, med vrikkende øjenbryn. ”Du kan starte en bevægelse for elektronikkens ret på Hogwarts,” bemærkede hun tørt, tydeligvis stadig drillende og ikke i stand til at tage ham alvorligt i hans plapren om en fusion af hendes to verdener. På trods af at også hun gik ind for bedre kommunikation imellem dem, ville hun aldrig begynde at bilde sig ind, at de kunne smelte sammen. Det var en umulighed.

Mere interessant end den evindelige debat, som de grundlæggende var enige i, var tydeligvis James' reaktioner på Anessas navn. Alligevel var det hurtigt ude af af Jessies bevidsthed, som han ubevidst ramte et ømt punkt. Hun bed af ham, slugte en tår punch og mærkede, præcis som vennen, hvordan hendes blik søgte ud i salen, som hun ledte efter det bekendte syn af Siôn, der i dagens anledning ikke var til at overse i sit farverige kluns. Da hun fandt ham, så hun hurtigt væk igen, rømmede sig og ledte lettere desperat efter et eller andet brugbart emne. ”Så... Kommer du og ser kampen på lørdag?”

[James Maynard O'Connell]

James rystede på hovedet. Han skulle lige til at være fornærmet og sige noget om at de sikkert bare valgte det fordi det var nemt, men han kunne godt se at han havde tabt den diskussion. Han sendte et lidt dystert blik ud over storsalen. Han smilede næsten bistert ved hendes ord om ”elektronikkens ret”. ”Det handler ikke om nogens ret – det handler om arrogance, og almindelig menneskelighed. Vi isolere os og betragter det som værende en fin løsning på verden. Det har betydet blod før, og det vil sikkert gøre det igen. Vi har ingen holdbare løs-, glem det, det er ikke festsnak.” afbrød han sig selv.

Han var godt klar over at Jessies tanker var alle mulige andre steder, og helt ærligt skulle han slet ikke være kommet til den her fest. Den ødelagde mere end den gavnede for hans vedkommende, og han var ikke i humør til det overhovedet. Han burde gå op på sovesalen og læse. Han tog sig sammen, og smilede til Jessie. ”Klart. Jeg holder mindst ligeså meget med Gryffindor, som med Ravenclaw.” grinede han, og daskede hende tilbage. Så blev hans ansigt en kende mere alvorligt. ”Jeg går nu; kan slet ikke finde festhumøret frem. I øvrigt tror jeg at jeg er ved at blive syg,” løj han, og hostede.

Han var ikke sikker på at Jessie ville forstå hans direkte aversion overfor festen i sig selv. Han tog i hvert fald ingen chancer. Han klemte hende venskabeligt på armen, rodede hende kort i håret og forsvandt i menneskemængden, fast opsat på at ramme sovesalen og Tolkiens samlede værker så hurtigt som muligt…

/out

[Jessie Taylor Blythe]

at first cock-crow the ghosts must go
back to their quiet graves below
Tag: James - - - Outfit: Here

Jessie tog en dyb indånding, men smilede stadig til – eller måske nærmere af – James, som han bremsede op, opgav sin perlerække af argumenter og tav. Hun hævede begge øjenbryn og undlod for en enkelt gangs skyld at sige mere, endnu komplet overbevist om at hun, som sædvanlig, selv havde ret.

Da vennen daskede ud efter hendes skulder var munterheden igen i et kort øjeblik fremtrædende, men så så hun lige dele overrumplet og mistænksomt på ham. Hun fnøs muntert, nikkede lidt og himlede med øjnene, da han rodede hende i håret, for at gøre sin exit.

Tilbage var der kun at drikke resten af punchen, sluge sin egen beruselse og forsøge at lade være med at se efter Siôn, imens hun begav sig ud på jagt efter forenden af hippogriffen, med alle intentioner om at beslaglægge ham.

CLOSED