All the ghosts come out to sing

[Annabel Baker]

let out a scream
hooray it's halloween

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Costume: Here[/center]

Det var efterhånden hen på den senere del af aftenen og selvom mange endnu hærgede dansegulvet havde få desertører trukket sig tilbage og sad nu og småsludrede indbyrdes om alt lige fra de forskellige kostumer til de overvældende halloween-dekorationer der prydede storsalen og undrede sig over hvor længe de enorme græskar mon havde vokset.

Annabel Baker var en af dem og sad nu på et af trappetrinene i indgangshallen, som efterhånden også havde udvidet sig til at være festlokale. Hendes fødder værkede i de høje sko, men hun var i højt humør og tog sig ikke at bagateller som ømme fødder. Selv havde hun tilbragt det meste af aftenen i hendes ledsager og ven Josephs selskab og var i øjeblikket kun alene fordi selvsamme netop var forsvundet for at opdrive et glas eller to efter en tur på dansegulvet.

Med et muntert suk lænede hun sig let ind imod sine egne ben og lukkede armene omkring skinnebenene, mens hun forsøgte at lade være med at tænke på at hun havde det varmt med de utallige klæder bundet omkring livet som en del af skørtet. Hurtigt sendte hun et smil til en enkelt veninde der strøg forbi i selskab med en knægt hun ikke kendte navnet på, men havde hurtigt glemt alt om dem igen.

[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

no they can't read my Jokerface
cause i'm a psychopathic killer

Hvad der var startet ud som en hyggelig og ganske rolig aften, var nu i sandhed blevet en fest. Af uforklarlige årsager lod nogle af de ældre elever til at blive mere og mere snullerede, for hver gang de forlod Storsalen, og deres alt for høje humør smittede af på den generelle stemning. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at der ville blive snakket meget og længe om denne fest.

Den unge Seer fra Gryffindor tumlede ud fra dansegulvet, genvandt knap nok balancen, før han smækkede fjæset i jorden, da han prøvede at vride sig fri af de dansende kroppe. Mens han langsomt registrerede, hvordan små dråber var begyndt at vise sig i tindingerne, priste han sig lykkelig over det faktum, at han havde droppet den ansigtsmaling, han ellers havde overvejet stærkt sammen med sit kostume. I modsætning til alle andre havde han ikke været ude flere måneder før festen for at få hevet noget kluns til sig, men alligevel var han nu meget godt tilfreds med resultatet: en hofnar passede også bare så godt til ham. De røde og sorte farver stod ikke ligefrem ud i mængden - der var alskens godter, såsom havenisser, pygmæpuffer og hippogrif-bagdele, der var meget mere spraglede - men han følte nu alligevel, der blev sendt props mod kostumet. Især de mange bjælder, der var syet fast og hele tiden afslørede hans tilstedeværelse med en herlig lyd, der virkelig formåede at skære gennem baggrundsstøjen, var noget, folk elskede noget så grusomt.

Netop som han passerede de åbne egetræsdøre og trådte ud i indgangshallen, slog en kølig vind ham i møde, og han sukkede ekstatisk. I et sekund eller to stod han med armene strakt ud til siden i et knap så diskret forsøg på at ventilere lidt. Han ikke direkte svedte, men det var alligevel noget kun varmt at slæbe rundt på, det kostume. Han var bare glad for, springgymnastik aldrig havde været hans stærke side, da folk uden tvivl ville kræve, at han demonstrerede voldsomme badutspring og halsbrækkende stunt, såfremt han var i stand til det.
Da han vendte tilbage til den virkelige verden, kastede han et blik rundt og fik snart lokaliseret den kære Annabel, der sad for sig selv ovre på trappen. Hendes ledsager var nok inde efter noget af det alkoholfri punch eller lignende - Joseph var sgu en god knægt. Selv havde han smidt Christiane i armene på en kær, lille 5. års-elev, der havde samlet mod til sig og havde spurgt, om hun ville danse. Det var jo slet ikke til at modstå sådan noget; Tristan havde været lige ved at tage drengen ved armen og selv slynge med ham ud på dansegulvet.

"Hej Annabel!" hilste han muntert og halvvejs hoppede over mod trappen. Han følte sig så dejligt fjedrende i sit kostume.

Costume: Voila

[Annabel Baker]

let out a scream
hooray it's halloween

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Costume: Here[/center]

Med en lang, slank pegefinger fulgte Annabel gelænderets mønster, som hun tålmodigt ventede på at hendes selskab vendte tilbage. Hendes blik var rettet ud ingenting og skønt alverdens ting foregik omkring hende, så hun knapt nok nogen af dem, fordybet i egne tanker i en sædvanlig, drømmende boble. Det var kun klangen af hendes eget navn der trak hende tilbage til overfladen og i en langsom bevægelse drejede hun hovedet og søgte kilden med blikket.

Kort efter låste hendes øjne sig fast på Tristan og et smil spirede frem på hendes ansigt. Lyden af bjælder omkring ham var munter og ganske naturligt faldt hendes blik på den karakteristiske udklædning, der fik en klukkende latter til at glide over hendes læber. I en blød bevægelse rejste hun sig øvet op på de høje hæle og trådte et par skridt i hans retning. "Tristan," gengældte hun hans hilsen og nikkede svagt.

Hun hævede hagen den mindste smule, som hun endnu engang lod blikket løbe over hans kostume, før hun mødte hans blik med slet skjult morskab. "Interessant og unikt kostume," kommenterede hun og sendte ham et nyt smil og placerede tilfældigt den ene hånd på hoften, mens den anden fangede en løs hårlok.


[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

no they can't read my Jokerface
cause i'm a psychopathic killer

Tristan sendte Annabel et smil, som han nærmede sig den smukke, unge dame og lod føddernes dans over marmorgulvet stoppe blidt, samtidig med at Annabel selv bevægede sig lidt nærmere, hvilket bragte dem til en stilstand godt en meter fra hinanden. Hans mundvige trak længere op mod de grå øjne ved hendes kommentar til hans kostume. "Mange tak, mange tak, jeg kan også selv lide det ganske glimrende. Bjælderne er fantastiske," bemærkede han muntert, før han rettede blikket mod Annabels kostume. Umiddelbart ville han sige, det så meget varmt ud. "Du ser selv utrolig elegant ud denne aften," sagde han, "du mangler bare en krystalkugle, så ville du smække benene væk under mig." Et kækt blink.

Lige siden den dag, de to var løbet ind i hinanden og havde fundet ud af den andens evner, havde Tristan og Annabel været noget nær bedste venner i hele verden. Tristan havde fundet trøst i en ven, der var en Seer ligesom ham, selvom Annabel nu altid havde været i stand til at overgå ham på praktisk talt alle fronter inden for spådommens ædle kunst - måske lige bortset fra kiromanti, men det var nu heller ikke verdens mest røbende metode. Da Halloween-festen var kommet på tale, var Tristan blevet ramt af en ukendt ambivalens. Først og fremmest var det dybt underligt, at Annabel og hans bedste ven, Joseph, ville være hinandens ledsagere. Men på den anden side var han lykkelig for, at det var lige netop Joseph. Annabel fortjente intet mindre end det perfekte; noget, Joseph var så tæt som ingen andre på at være.

[Annabel Baker]

let out a scream
hooray it's halloween

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Costume: Here[/center]

Annabel nød pausen fra storsalens larm, især af den grund at hun stadig følte sig lettere konfus og lige dele nervøs efter synet hun havde haft kort forinden. Det havde derfor ikke taget hende lang tid at nævne overfor Joseph at hun var en anelse tørstig og øjeblikke senere taknemmeligt havde set ham sætte kursen mod en de mange punchfontæner, så hun i mellemtiden kunne forsøge at samle sig selv igen. Hun var endnu ikke sikker på, at det var en vis idé at fortælle andre om sit syn endnu og slet ikke Joseph der spillede sammen med Matthew.

Det var dog ikke nemt at slippe for billederne der blev ved med at køre i cirkler i hendes tanker, men så snart hendes blik faldt på vennen med lignende evner, var det en lettet fornemmelse der sneg sig ind over hende. Principielt først fordi det betød, at hun fik en mulighed for at skubbe tankerne på afstand, men også fordi det i værste fald var en hun ikke var bange for at betro sig til. En der kunne sætte sig et hundrede procent i hendes sted.

Annabel løftede en anelse op i skørterne som hun nærmede sig ham, præsterede et naturligt, varmt smil og smed en munter kommentar til hans kostume. "Det er de. Uovertrufne," tilføjede hun med let hævede øjenbryn. Tristans efterfølgende kommentar fik det til at trække lidt yderligere op i hendes læber, om end hun ikke afslørede nogen af sine tænder. Anna lod hagen falde lidt igen og så op på ham igennem de let nedslåede øjenvipper med et hemmelighedsfuldt blik og et skælmsk smil. "En krystalkugle er langt fra altid en nødvendighed, det ved både du og jeg," pointerede hun og hævede hagen igen. Annabel kastede et blik imod døren bag ham, inden hun så tilbage med et spørgende udtryk. "Hvor har du gjort af din kønne ledsager?"



[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

no they can't read my Jokerface
cause i'm a psychopathic killer

Som for at understrege deres fælles mening, rakte Tristan op og daskede til en af de bjælder, der hang og dinglede fra den gennemførte hat, som prydede hans hoved og kun tillod en enkelt tot af det fyldige, mørke hår at titte frem fra stoffet på kæk vis. Et sekund eller to stod han og svælgede i lyden, han nok aldrig ville blive træt af, før han igen rettede opmærksomheden mod Annabel. Han sendte hende et skævt smil og blinkede. "Men de er nu pænt frække alligevel," bemærkede han kækt. Det var bare almen accepteret i offentligheden, at Seere og krystalkugler hang uløseligt sammen, om end det var, som Annabel påpegede det, langt fra sandheden. Personligt fandt Tristan hånd- og tebladelæsning meget sjovere.

Ude af stand til at smile lidt smøret ved Annabels spørgsmål, kastede han et blik over skulderen som for at tjekke, om han kunne se Christiane noget sted derinde. "Hun danser rundt med en kær, lille 5. års," oplyste han med latteren ringe skjult i undertonen. "Du skulle have set det kære væsen! Han dukkede bare op ud af den blå luft og stod der og så helt nervøs ud, mens han samtidig ikke kunne få øjnene fra Christiane. Det var så sødt!" Tristan kunne have hvinet lige på stedet, men beherskede sig, overvejede kort, om han burde opføre sig mere maskulint, men blev så enig med sig selv om, han kunne gøre dét en anden dag. "Hvad med dig, hvor har du skjult Josephs lig henne?"

[Annabel Baker]

let out a scream
hooray it's halloween

[/size]

Tag: Tristan Oakley • Costume: Here[/center]

Annabels blik hvilede på bjælderne på Tristans flotte hat, mens hun udstødte en munter lyd over hans ord der mindede lidt om et fnys. Hans fascination af krystalkugler fik hende til at ryste lidt på hovedet. "Helt bestemt," hun hævede øjenbrynene og smilede op til ham, mens hun forsøgte at koncentrere sig om Tristan i stedet for andre tanker og billeder der truede med at snige sig ind over hende.

Som hun spurgte til Tristans date, fik svaret hende til at smile en anelse bredere. Godt nok kendt hun ikke meget til Christiane, men situationen som han beskrev lød ganske morsom. "For alt hvad du ved, kunne han jo have et langt mere vindende væsen end så mange på hendes egen alder," pointerede hun snusfornuftigt med let opadvendte mundvige. Hans spørgsmål fik hende til at klukke hæst inden hun så hemmelighedsfuldt på ham op igennem sine øjenvipper, med et smørret smil. "Det ville jo være aldeles uhensigtmæssigt at fortælle dig," pointerede hun. "Jeg ville jo nødigt spolere mine egne skumle planer."


[/blockquote][/justify]

[Tristan Oakley]

no they can't read my Jokerface
cause i'm a psychopathic killer

Tristan påtog sig et samtykkende udtryk og lagde armene over kors på det rød- og sortfarvede bryst. ”Jeg tror faktisk, du har ret. Han kunne godt ligne sådan en lille charmetrold med kærestepotentiale. Hvis ikke jeg passer på, kan jeg miste en af mine bedste venner!” pointerede han med det typiske tonefald og minespil, der ikke afslørede noget pjat overhovedet og alligevel var så let at gennemskue.

”Du har fuldstændig og helt aldeles ret. Jeg skulle blot teste dig. Indlem aldrig udenforstående i dine ondskabsfulde planer om at overtage verdenen,” fremsagde han alvorligt, før han ufortrødent fortsatte: ”Skal vi ikke tage plads på trappen? Jeg har en puls, der skal ned under 200 slag i minuttet.” Øjeblikket efter havde han passeret Annabel og stavrede med sine lange ben hen til trappen, hvor han slog sig ned og pustede veltilfreds, som det gøres efter krævende fysisk udfoldelse. ”Jeg er virkelig ikke i form til sådan nogle fester. Den dans tager livet af mig, jeg siger det bare.” Nu var sandheden jo, at Tristan var i ret god form, hvorfor det at danse ikke var den store udfordring. Men det var nu altid rart at sidde ned. Og da især når Annabel var i nærheden.