Dancing Queen, and King

[Edward Johnson]

Psyches reaktion kom bag på ham, og han stod mundlam tilbage, mens hun rettede på hans hår og talte til ham i det der fremmede men naturlige og forsikrende tonefald. Han var ikke sikker på, at hun helt havde forstået, hvordan han havde det, men nu var vel øjeblikket hvori han fandt ud af, om han kunne få hende til at forstå eller ej. Han kiggede ned mod sin hånd, da hun tog den, og han sank en klump.
"Du er alt for god til mig." sagde han og var meget bevidst om, at det sikkert ikke var det hun havde lyst til at høre. "Og jeg forstår slet ikke, hvorfor du vil have mig. Men jeg skal nok holde op med at klage!" tilføjede han og kiggede op på hende med rynket pande og skyggen af et smil i sine mundvige.
Edward holdt en kunstpause og gav Psyches hånd et klem, mens hans ansigtsudtryk blev alvorligt, næsten mismodigt. "Men jeg er bange." indrømmede han mumlede og hev lidt i Psyches hånd fordi han søgte hendes nærhed. Et dybt suk forlod han læber, og han prøvede at samle modet til det næste, han ville fortælle hende. Det var enormt grænseoverskridende for ham at dele noget personligt med en anden, da han var vant til at holde alting for sig selv. "Jeg er ikke bange for at... At holde af andre. Men..." han rynkede bekymret brynene og så væk fra Psyche - han kunne ikke rigtig se hende i øjnene. "Jeg er ikke vant til at få gengældt mine følelser." fortalte han lavmælt og følte sig underligt punkteret bagefter. Hvis Psyche bare havde den mindste anelse om, hvor svigtet han havde følt sig i løbet af sin opvækst, så ville hun måske kunne sætte sig ind i hans situation. Med alderen havde han vænnet sig til aldrig at forvente noget af andre, og det var derfor svært for ham pludselig at rode op i alle følelserne og sænke paraderne.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hans umiddelbare, og tilsyneladende hudløst ærlige, svar, fik Psyche til at trække på smilebåndet. Faktisk var hun tæt på at grine af ham, men det lykkedes hende at holde det tilbage. For ham var situationen nok en smule for alvorlig, til den slags umotiveret pjat. Sagen var bare den, at han havde ret. Hun var for god til ham, men hun var også for god til alle andre, og netop derfor, var det så afgørende at hun havde valgt ham. Netop derfor var hendes valg så betydningsfuldt, og lige præcist derfor havde Edward bare af at acceptere det. Det gjorde han heldigvis også, heldigvis, for hun havde ikke tænkt sig at forklare sit valg for ham. Hun havde ikke lyst til at begive sig ud i lange eskapader om hans fantastisk søde smil, hans drengede attitude, hans talent for at lytte eller det faktum at deres kys til juleballet havde været helt fantastisk.
Det selvsikre, og enormt selvtilfredse smil, blev på hendes læber, indtil hun fik noget at tænke over. Mens hun tog sig tid til at tænke over hvad Edward sagde, og gjorde sit bedste for at sikre at hun havde forstået ham, aede hun fraværende hans hånd med en tommelfinger. Hun bed kort i sin underlæbe, og en mindre række af rynker dukkede kort op i hendes pande, før hun lod sine tanker være, og i stedet sagde præcist hvad hun tænkte. ”Hvad er du bange for?” Hun var kommet til at hæve stemmen en lille smule, men sænkede den straks igen. Det var på ingen måde hendes mening at lyde vred, men hun var pinligt bevidst om den snerrende undertone hun havde haft. ”Jeg har jo sagt at jeg også vil have dig… Jeg har praktisk talt skreget det ud over hele fællesstuen” Hun gik tættere på Edward, og plantede et uskyldigt kys på hans kind. ”Hvis du vil have mig, er det nu eller aldrig… Jeg ville foretrække nu, men jeg er vist bedre til at tage chancer end du er” Hun havde i et kort øjeblik hvilet sin pande mod hans skulder, men løftede igen hovedet og smilede drillende til ham ”Det undrer mig ikke at du er kommet til Hufflepuff, ikke mere i hvert fald”

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 371 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT … . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Det at smilet forblev på Psyches læber, og at hun stadig holdt hans hånd, gjorde Edward tryggere, men han så lettere indigneret ud over hendes modspørgsmål, der grænsede til at være en snerren. Alligevel, tænkte han, var det ingen sag i forhold til den skællede, gul-øjede Psyche, og han rettede et mentalt spark mod sig selv. Hendes næste ord bekræftede desuden yderligere, at han ikke havde noget at være i tvivl om, og han sænkede besejret blikket, som om det at indrømme over for sig selv, at hans følelser rent faktisk var gengældt, var et nederlag.
Det var svært for Ed ikke at bemærke, at den anden kom tætter på, for hendes fortryllede duft indhyllede ham omgående, og hans kind brændte mærkbart under det kys, hun placerede mod hans kind. Svag som han var, gav Ed efter for hendes aura med det samme, og han opgav at tænke klart. I det mindste han nåede at forsvare sin handling med, at han alligevel havde været på den rette vej i sin samtale med hende.
Enhver form for bekymring var forsvundet, og betaget indsnusede han duften fra hendes hår, da hun lænede panden mod hans skulder. Ubevidst havde han lagt sin frie hånd ved hendes talje, og han havde glemt alt om, at hans hånd var smurt ind i blod, der sikkert var begyndt at tørre ind nu.
På trods af, at han var blevet en smule fjern, opfattede Ed alvoren i hendes ord, og han så hende i øjnene, da hun kiggede op på ham igen. Til hans overraskelse smilede hun drillende, og han tillod sig selv at være lidt selvironisk, inden han tog den chance, som Psyche nu tilbød ham for 117. gang.
"Du må ikke slå så hårdt ned på grævlingerne. Det er bare mig, der er et håbløst tilfælde." Ordene blev leveret med et smil, og han stod nu rank foran hende i stedet for at krympe sig usikkert. Man kunne ikke ligefrem påstå, at han havde været kort tid om at mande sig op, men nu flyttede han hånden fra hendes talje og om på hendes ryg og trykkede hende blidt ind til sig. Samtidig slap han hendes hånd for i stedet at stryge hendes kind med bagsiden af sine fingre. Der var noget varsomt over hans bevægelser, men de var sikre og målrettede. "Det kan vel ikke gå helt galt at tage chancen...?" spurgte mere end konstaterede han og lod et hengivent blik glide ned over hendes ansigt, der - hvis man vidste, hvad man skulle kigge efter - bar præg af de knubs, hun havde taget for ham, og han mærkede den velkendte trang til at beskytte vælde op i sig. Han var dog begyndt at indse, at Psyche ikke behøvede en helt, og den blotte tanke om det fik ham til at slappe meget mere af. Hånden, der strøg hendes kind, gled nu om i hendes nakke, og Ed begravede sine fingre i hendes hår. Han behandlede hende stadig, som om hun var en skrøbelig porcelænsfigur, men det var en figur han bestemt ikke havde nogen intentioner om at slippe lige foreløbig.

I al den tid, hvor Ed blot havde stået og betragtet den vidunderlige pige i sine arme, havde han ubevidst bukket nakken. Deres ansigter befandt sig ikke mere end få centimeter fra hinanden, og smilet var svundet ind på hans læber. Ed var ikke sur, men sammen med det henførte i hans blik var der noget alvorligt at finde. Hans blik afspejlede i høj grad hans følelser for hende, men han følte intet behov for at sige noget højt om hverken dem eller det faktum, at han valgte nu frem for aldrig. Hvis Psyche på nogen måde stadig var i tvivl, så ville hans næste handling i hvert fald tale rigeligt for sig selv. Med endnu en bevægelse, der næsten var umærkeligt, trykkede han forsigtigt sin læber mod Psyches. Der gik ikke mange sekunder, før han lukkede sine fingre blidt om hendes hår og holdt hende tættere ind til sig, stadig fuldstændig opslugt af at prøve at opleve alle sanseindtryk på en gang. Der var Psyches læber, som om muligt føltes blødere, end han huskede dem, og smagen af dem; duften der indhyllede hende og gjorde ham mere og mere omtåget jo mere han indsnusede den; hendes krop der syntes at passe så perfekt i hans arme, at det gysede behageligt i ham. Ud over de fysiske indtryk var han også stærkt påvirket af, hvordan hans affektion for hende blussede varmt i hans bryst, og han følte sig på en måde hel nu, hvor de - og mest han - endelig var holdt op med at gå som katten om varm grød.